I Berlingske Tidende den 28. juli 2020 forholder den fhv. konservative politiker Per Stig Møller sig til udfordringen fra Kina. Skal vi søge at holde Kina ude og nede?

Det er ikke længe siden, at Per Stig Møller i et interview i Berlingske rettede et frontalangreb. Ikke på stadigt mere regulerende, overvågende stater, ikke på Kina men derimod på kapitalismen — igen. ”De borgerlige har svigtet kapitalismekritikken”, for ”i det øjeblik, lokomotivet kobler vognene fra, har det ingen værdi”, hed det blandt andet med henvisning til erhvervslederes lønninger og grådighed.

Den fhv. konservative politiker Per Stig Møller er nok blevet gammel, men når han forlanger ”kapitalismekritik”, er det ikke fordi han er blevet senil. Udover hans diskutable karakter, har han altid været en desorienteret vindbøjtel. Belæst, tænksom og velskrivende, javel, men aldrig med et fast standpunkt i forhold til skiftende ideologiske strømninger.

Ihukommende Per Stig Møllers gamle Mao-forblændelse og hans ægteskab med en kineser er det måske ikke overraskende, at hans analyse af Kina er helt ude i hampen. Per Stig Møller fremhæver Kinas medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO, der ifølge Stig Møller betød, at Kina blev ”integreret i den økonomiske verdensorden og tilmed i en sådan grad, at USA nu føler sig så udfordret af Kina, at det blokerer WTO og dermed netop den liberale, økonomiske verdensorden, det selv satte i system efter Anden Verdenskrig for at forhindre nye verdenskonflikter i at blive til verdenskrige”. Pludselig er USA årsagen til, at WTO ikke fungerer, mens Kina nøje har respekteret den økonomiske verdensorden.

Realiteten er, at trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Det er ikke første gang Per Stig Møller er helt ude i skoven. Han har således et væsentligt medansvar for det Konservative Folkepartis stadig uafklarede holdning til liberal individualisme og social kollektivisme. Per Stig Møllers bidrag til forvirringen og opfordring til at finde middelvejen mellem Adam Smiths liberalisme og Maos marxisme, betyder, at partiet stadig famler efter sit politiske ståsted i forhold til udfordringer som (velfærds)staten, EU, USA, Kina og Rusland. Til gengæld har partiet lagt sig fast på ambitiøse klimamålsætninger – koste hvad det vil. Den holdning havde Per Stig Møller også som miljøminister, hvor han til overraskelse for partiets støtter i dansk erhvervsliv overhalede radikale og venstrefløjen indenom!

Kina og resten af verden er ikke kun plaget af Coronavirus. Afrikansk Svinepest, ASF, breder sig udover Sydøstasien, over Østeuropa og nu også i Vesteuropa.  ASF er uskadelig for mennesker, men ekstremt dødelig for svin, og i modsætning til klassisk svinepest, kendes der ingen effektiv behandling af virus-sygdommen.

Sygdommen opstod i Afrika før den spredtes i Asien og Europa, hvor den har dræbt hundrede millioner af svin og påvirket de globale kød- og fodermarkeder.

Verdensorganisationen for dyresundhed, OIE, har for længst indføjet ASF på listen over kritiske dyresygdomme, og i Kina har Svinepesten allerede udryddet mere end halvdelen af den kinesiske svinebestand.

Svineproducentlande prøver febrilsk at holde den Afrikanske Svinepest fra døren. I Frankrig har bygget et vildsvinehegn ved den belgiske grænse i Ardennerne, og Danmark har allerede spærret grænsen til Tyskland.

Hvis sygdommen først kommer ind, vil eksportværdier for mindst 11 mia. kr. være på spil.

ASF blev først registreret i Kaukasus i 2007, men har siden spredt sig til vildsvin eller svinebesætninger i 19 europæiske lande, heraf 11 EU-lande fra 2014:

Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Belgien, Tjekkiet og Grækenland.

Behovet for vildsvinehegn

Det danske vildsvinehegn på 70 km, der stod færdigt i december 2019, har givet anledning til diskussion og kritik.

Selvom Frankrig, Polen og flere tyske delstater har opført lignende hegn for at holde vildsvin ude og dermed mindske risikoen for smitte med ASF, har forståelsen for det danske hegn været begrænset.

Efter megen diskussion blev loven om opførsel af vildsvinehegnet vedtaget den 4. juni 2018 i Folketinget med støtte fra regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

I efteråret 2018 klager 15 organisationer fra Danmark og Tyskland over opførelsen af vildsvinehegnet til EU-Kommissionen. EU-kommissionen er skeptisk over for hegnet, fordi det er ineffektivt og vil skade andre dyr. Søndag den 30. september er der offentlige demonstrationer mod vildsvinehegnet ved grænsen. Trods andre protester, herunder en opfordring fra det tyske parti CDU til byrådet i Flensborg om at protestere over vildsvinehegnet til det tyske udenrigsministerium, står hegnet endelig færdigt den 2. december 2019.

Udover konstruktionen af vildsvinehegn prøver man i de berørte områder at begrænse vildsvinebestandene gennem intensiv jagt.

At risikoen er reel og at sygdommen spreder sig, er bekræftet af flere kilder. Antallet af vildsvin med afrikansk svinepest, ASF, i 2020 overstiger allerede nu det samlede antal i hele 2019.

Fra januar og til og med 7. juli er der registreret 7185 tilfælde af afrikansk svinepest i vildsvin.

Det viser tal fra European Union’s Animal Disease Notification System (ADNS, der er EU’s adviseringssystem for sygdomme i dyr, ifølge netmediet pig333.com, der selv oplyser at være: a site about the pig production chain from pig to pork aimed at veterinarians, farmers, etc. It contains articles by swine specialists on health, management, environment, biosecurity, welfare, genetics, facilities and markets, as well as news, pig prices, clinical cases, events, etc.

I 2019 endte det samlede antal af registrerede tilfælde på 6396. Der blev i 2019 desuden registreret 346 udbrud i tamsvin.

Særligt den markante stigning i tilfælde i Ungarn er bekymrende, ifølge mediet. Første tilfælde af ASF blev registreret i 2018, og i 2020 er der allerede registreret 3005 tilfælde, hvilken er næsten en fordobling af bekræftede tilfælde i 2019.  Ungarn har dermed flest tilfælde.

Også i Polen overstiger tilfældene i år sidste års antal med 2793 mod 2469 sidste år. I Bulgarien er antallet af tilfælde også fordoblet i første halvår af 2020. Antallet af tilfælde lyder indtil videre i 2020 på 340 mod 165 tilfælde i 2019. I Rumænien, hvor det samlede antal sidste år var 683, er der allerede rapporteret om 550 tilfælde i år.

I modsætning til vildsvin er udbruddene i tamsvin faldende i forhold til 2019.  I 2020 er der registreret 346 tilfælde, hvor de 321 tilfælde er i Rumænien. Antallet af udbrud i Rumænien stiger dog langsommere end i 2019. I 2019 var der samlet set 1848 udbrud hos tamsvin i hele EU, hvoraf de 1724 udbrud var i Rumænien.

Ifølge pig333 er det mest bekymrende situationen omkring ASF-udbrud i tamsvin i Polen. Selvom der kun er 6 udbrud i Polen er de fleste registreret tæt på den tyske grænse.

Svinepesten i Kina har medført rekordhøje priser på verdensmarkedet

Efter en periode med rekordhøje noteringer med priser på over 13 kr. pr. kg svinekød er roen forbi på det europæiske slagtesvinemarked.

Baggrunden for dette er lukningen af Tönnies-slagteriet i Rheda-Wiedenbrück, som blev ramt af et omfattende udbrud af Corona-virus. Lukningen har allerede varet i to uger, og ser ud til at fortsætte. I mellemtiden kan man begynde at se en udbudspukkel i Tyskland. Forskydningerne i afsætningen rammer også nabolandene Danmark, Holland og Belgien, som traditionelt leverer til bl.a. tyske slagterier.

Mens nogle få af de syd- og central europæiske lande melder om overvejende stabile noteringer, blandt andet i Spanien og Østrig, falder slagtesvinenoteringerne langt de fleste steder som følge af bl.a. kinesiske importbegrænsninger.

Blandt andet har den tyske, hollandske, danske og den belgiske notering taget et ryk nedad. Den tyske faldt med seks cent, den hollandske faldt med 19 cent men den belgiske faldt med 12. I Danmark er den seneste pris på 10,50 kr. pr. kg.

Den tyske centralbankchef Jens Weidmann kritiserer søndag den 26. juli 2020 i avisen Die Welt den Corona-genopretningspakke på 750 mia. euro, som Det Europæiske Råd nåede til enighed om i sidste uge.

Efter mere end 90 timer nåede de 27 stats- og regeringschefer på EU-Topmødet til enighed om for første gang at påtage sig omfattende fælles gæld.

Bundesbank præsident Jens Weidmann kritiserer beslutningen, og han giver udtryk for skepsis overfor fælles gældsætning som grundlag for omfattende overførsler til medlemslande.

Hjælpepakken bør i hvert fald ikke tjene som springbræt for fortsat fælles gældsætning til finansiering af tilbagevendende budgetunderskud.

Bundesbankformanden anbefaler også, at der etableres kontrolmekanismer, der sikrer at ”midlerne bruges fornuftigt og effektivt”.

Jens Weidmann understreger dog i interviewet med Die Welt, at “Solidaritet i EU – herunder økonomisk solidaritet – er rigtigt i den aktuelle situation”. Politikere skal dog sørge for at begrænse Corona-bistanden i tide: ”Det er vigtigt, at hjælpeforanstaltningerne er tidsbegrænsede så de på et tidspunkt udløber automatisk og de offentlige finanser igen kan stabiliseres”. Det samme gælder ifølge Weidmann direkte statsstøtte til virksomheder: ”Støtte kan være nødvendig her og nu, men staten skal trække sig hurtigt tilbage efter krisen. Staten er ikke den bedste iværksætter”.

Som bekendt omfattede den på EU-topmødet aftalte støttepakke 750 mia. euro, hvoraf 390 milliarder euro går til modtagerlandene som tilskud, der ikke skal betales tilbage. Resten tildeles som lån. For at finansiere pakken påtager EU-Kommissionen sig gæld på de finansielle markeder i uhørt omfang. Gælden skal tilbagebetales inden 2058.

Et af verdens mest magtfulde, indflydelsesrige og kontroversielle finanshuse gør nu sit indtog i Danmark. Amerikanske Goldman Sachs, der for alvor blev kendt herhjemme for sit opkøb af aktier i DONG (nu Ørsted), åbner kontor i hjertet af København, hvorfra banken vil dække en række kerneområder.

Det gælder blandt andet asset management, securities samt ikke mindst investment banking, hvor banken allerede har fået godt fat i det danske marked de senere år.

Det fysiske kontor skulle have åbnet i april i år, men grundet coronanedlukning er det udskudt, men der er dog seks ansatte i København. Banken har dog allerede registreret en filial, der holder til i Amaliegade i København.

Goldman Sachs har været på markedet for investment banking i Norden i 30 år, ligesom man i de sidste 20 år har haft et kontor i Sverige, hvorfra man har serviceret de store danske virksomheder og kapitalfonde, ligesom bankens afdeling for securities gennem mange år har arbejdet tæt sammen med pensionskasser og andre professionelle investorer i Danmark. Med et fysisk kontor i København vil Goldman Sachs komme endnu tættere på investorerne i Danmark, der gerne gør forretninger med den amerikanske gigant på grund af dens globale tilstedeværelse samt den mangeårige erfaring, som Wall Street-giganten har opbygget inden for en lang række af aktivklasser.

Goldman Sachs permanentet tilstedeværelse i Danmark er ikke ligefrem godt nyt for de danske banker, der i stigende grad presses af udenlandske specialhuse, der gang på gang formår at snuppe de interessante opgaver for næsen af danskerne.

Ud over Goldmans Sachs’ konkrete planer om et dansk kontor har banken ligeledes gennem længere tid overvejet mulighederne for at gå ind på det danske ejendomsmarked.

Kontroversielle Goldman Sachs

Goldman Sachs har gennem årene vist sig som en særdeles kontroversiel aktør, hvor Goldman Sachs i en nu berømt artikel fra 2009 i bladet Rolling Stones om firmaets kritiske rolle i finanskrisen fik tildelt det lidet flatterende øgenavn ”vampyrblæksprutten”: “a great vampire squid wrapped around the face of humanity, relentlessly jamming its blood funnel into anything that smells like money.”

DONG

Det var blandt andet nogle af de historier kombineret med bankens til tider kreative skattetænkning, der i forbindelse med bankens investering i DONG (nu Ørsted) fik danskerne til at se rødt.

S, RV, SF-regeringen havde store problemer med at håndtere spørgsmålet om, hvorvidt man skulle lade den amerikanske bank overtage en markant aktiepost i energiselskabet DONG, der dengang primært var ejet af den danske stat.

I sidste ende har det imidlertid vist sig, at det var en ualmindelig god forretning for staten at sælge Ørsted-aktier til Goldman Sachs, da energikæmpen med amerikanerne i ejerkredsen for alvor har sat tryk på den grønne omstilling og mangedoblet Ørsteds markedsværdi.

1MDB-skandalen

Goldman Sachs befinder sig imidlertid fortsat i orkanens øje. Den 24. juli 2020 måtte Goldman Sachs indgå et forlig på 3,9 milliarder dollars med den malaysiske regering for at lukke den såkaldte 1MDB-skandale.

1 Malaysia Development Berhad, 1MDB, er et statsejet malaysisk strategisk udviklingsselskab, hvor Goldman Sachs i 2012-13 stod for optagelsen af et obligationslån på 6,5 mia. dollars.

Låneprovenuet blev imidlertid aldrig indbetalt til fonden. I løbet af det efterfølgende årti skete der det, at mange af pengene angiveligt blev stjålet, overflyttet til andre konti eller formøblet på alt fra avanceret kunst og fast ejendom til superyachts og fester i Las Vegas. Nogle af pengene blev angiveligt brugt til at finansiere filmen ”The Wolf of Wall Street”, der beskriver avanceret svindel.

Forliget med Goldman Sachs betyder, at Wall Street-investeringsbanken skal betale 2,5 mia. dollars til den malaysiske regering. Banken har yderligere forpligtet sig til at refundere Malaysia 1,4 mia. dollars fra salget af beslaglagte aktiver i forbindelse med skandalen. Som en del af forliget har den malaysiske regering accepteret at afstå fra yderligere krav og at droppe kriminelle anklager mod banken.

Sagen er imidlertid ikke slut for Goldman Sachs. Der resterer en række udeståender med amerikanske myndigheder.

Berlingske kan den 20. juli 2020 bringe den tilsyneladende gode nyhed, at danske pensionskasser nu er klar med finansiering af et nyt domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det nye hovedkvarter skal efter planen opføres ved Svanemøllens Kaserne i København, hvor Forsvarets Efterretningstjenesten skal bo til leje.

Forsvarsministeriet satser for første gang på en model, hvor et militært nybyggeri ejes af private investorer. Det skal ske gennem et såkaldt offentligt-privat partnerskab, hvor en dansk pensionskasse skal stå for byggeri, ejerskab og drift.

Derfor får flere pensionsselskaber til efteråret mulighed for at byde ind på det cirka 40.000 kvadratmeter store byggeri. Modellen skal sikre ”den mest omkostningseffektive løsning”, siger chefen for FE, Lars Findsen.

Oplysningerne rejser det interessante spørgsmål om Finansministeriet pludselig synes, at pensionspengene er lige så billige som at låne selv?

Socialdemokraten Morten Bødskov, der tidligere forventede at blive erhvervsminister i en kommende S-regering, men nu er skatteminister, har tidligere talt varmt for OPP – uden formentlig helt at vide hvad det drejer sig om. Det er alligevel overraskende, at Torben Möger Pedersen og PensionDanmark har fået overbevist de kølige økonomer i Finansministeriet om fornuften i FE’s planer.

Det stærkt bekymrende, at Socialdemokratiet nu syntes at være parat til at give sig i kast med at bedrage skatteborgerne.

Er offentligt-private partnerskaber løsningen?

PensionDanmark og andre har i årevis ført kampagne for, at OPP – offentligt-private partnerskaber – problemfrit kunne sikre os flere veje, skoler, plejehjem, forsyningsanlæg, kaserner og grønne investeringer! I den uredelige markedsføring af OPP overfor naive politikere er udbudsformen præsenteret som en god måde at omgå de almindelige udbudsregler og en attraktiv finansieringsmodel for offentlige anlægsprojekter.

Næstformanden i Forsikring & Pension og den adm. direktør for PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, har tidligere tilkendegivet, at den danske pensionsbranche er klar til at forpligte sig til at investere yderligere 350 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2030.

Men der er altså også penge til militære installationer.

Gad vide om pensionskasserne har konsulteret deres medlemmer, eller er man også parat til at finansiere ammunitionsdepoter i de brændpunkter, hvor danske styrker jævnligt indsættes?

Det lyder jo forjættende at pensionskasserne nu skulle være besjælet af stålsat forsvarsvilje, men træerne vokser jo ikke ind i himlen: Modydelsen er, at danske pensionsselskaber og andre institutionelle investorer garanteres en stabil strøm af skatteborgernes penge fra forsvarsbudgettet, og at investorernes risiko afgrænses!

At regeringen og Mette Frederiksen er med på den galej, er stærkt bekymrende!

Bedre projektstyring?

Det er utvivlsomt rigtigt, når det påpeges, at der sine steder indenfor det offentlige er behov for bedre projektstyring. Sagerne i Forsvaret, Banedanmark, DSB, sygehusvæsenet og Byggestyrelsen taler for sig selv. Sagen er bare, at OPP ikke i sig selv nødvendigvis sikrer en bedre projektafvikling – heller ikke for sikkerhedsmæssigt følsomme projekter.

Det må ej heller glemmes, at der med OPP ikke er sikkerhed for, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

OPP-modellen kan meget vel være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

Erfaringer fra KV-regeringen i 00-erne

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor Forsvarsministeriet skulle låne hos private OPP-partnere til en højere rente, end man selv kan låne til. Uanset om formålet vedrører Danmarks sikkerhed, er OPP helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til OPP-projekter på: gennem skat eller brugerbetaling.

Stop alle OPP-projekter!

Pengepolitiske lempelser og andre udviklinger på de finansielle markeder betyder nu, at halvdelen af alle europæiske statsobligationer har negative renter – herunder samtlige tyske statsobligationer. Det er nu gratis for stater at låne i obligationsmarkedet. Samtlige OPP-projekter burde derfor øjeblikkelig standses – det er langt billigere for skatteborgerne, hvis staterne selv finansierer nye faciliteter til FE, den grønne omstilling, infrastruktur, hospitaler m.v.

Selvom den socialdemokratiske regering måtte være fristet af OPP, kan vi takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler for kommunernes vedkommende er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner skulle de gældende deponeringsregler sikre, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning. Noget tyder på, at der kan være behov for tilsvarende regler for ministerier og statslige styrelser og institutioner.

I Danmark har vi også været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

Danmarks ambassadør i Japan, Peter Taksøe-Jensen, er ifølge Berlingske ”én ud af måske ti danske diplomater, der har erfaringen og evnen til at se nogle sammenhænge i det, der sker lige nu.”

Det har længe anet os, at blåfrakkerne og lakskoene på Asiatisk Plads havde svært ved at navigere i en omskiftelig verden, men hvis Berlingske har ret: Hvad skal vi så med Jeppe Kofod og de øvrige tusinder af medarbejdere i Udenrigsministeriet?

Fra udkigsposten i Tokyo er Taksøe-Jensen dog så forblændet af det nærliggende Kina, at det blokerer for en klar analyse. Eksempelvis mener Taksøe, at grunden til at WTO ikke fungerer er, at ”USA finder nogle smuthuller i WTOs regelsæt, så man kan gennemføre en handelskrig og en straftold, som klart er i strid med regelsættet. Man bruger fra amerikansk side en undtagelse om sikkerhedspolitiske interesser, der skal beskyttes, og det er netop et smuthul, der underminerer systemet og åbner en ladeport for, at andre kan gøre det samme”.

Realiteten er, at trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

I stedet for al det andet lirum-larum kunne det have været interessant at høre Taksøe-Jensens vurdering af hvad der sker, hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO. Vil det betyde enden på organisationen eller vil den kunne omdannes til et effektivt multilateralt instrument?

https://www.berlingske.dk/globalt/topdiplomat-kina-har-forstaaet-at-udnytte-eus-navlepilleri-og-sammen-med

I 1620 indgik den danske admiral Ove Giedde på vegne af Christian den 4. en aftale med fyrsten af Thanjavur en aftale om leje af land og etablering af en handelsstation i Tranquebar 250 km syd for Chennai (Madras) i det sydligste Indien.

Det danske Ostindisk Kompagni etablerede her et støttepunkt for handel og søfart mellem København og Indien. Et eller to skibe ankom årlig fra København, men i 1639 ophørte sejladsen. Tranquebar forblev dog på danske hænder, og i 1670 genoptog det reorganiserede Ostindisk Kompagni farten, men først med etableringen i 1732 af Asiatisk Kompagni blev den regelmæssig med et skib årlig.

Den dominerende vare var indiske bomuldsstoffer, men efter ca. 1750 flyttede centret for produktionen til Bengalen.

På højden af aktivitetsniveauet i 1700-tallet boede der et par hundrede danske embedsmænd, soldater og handelsfolk i Tranquebar, som aldrig blev et økonomisk aktiv for Danmark.

Under Napoleonskrigene 1801-02 og 1808-15 var byen besat af briterne, og efter nogle årtier med hensygnende handel købte Storbritannien den i 1845.

Kastellet Dansborg og enkelte bygninger er bevaret.

Markering af jubilæet

Foreningen Trankebar havde planlagt en større markering af jubilæet for Gieddes ankomst til Tranquebar den 13. september 2020. Indien er imidlertid sammen med USA og Brasilien hårdt ramt af Coronavirussen med over 1 mio. tilfælde og antallet af døde er på over 25.600. Arrangementet i september er derfor aflyst, men foreningen Trankebar planlægger at arrangere en rejse til Indien og markering den 13. februar 2021.

Den ambitiøse danske klimaindsats i Indien

Danmark har af uforståelige grunde etableret et kulturinstitut i Indien, og sammen med Indian-Danish Chamber of Commerce foregøgles det i en kronik i dagbladet Børsen den 13. februar 2020, at der er store eksportmuligheder i Indien. Selvom der ikke er nogen væsentlig samhandel mellem Indien og Danmark, agiterer kulturinstituttet og Dansk-Indisk Handelskammer for at den indiske regering har sat sig ambitiøse klimamål, der vil give muligheder for danske miljø- og klimatejknologi.

Samhandlen mellem Danmark og Indien er begrænset. I øjeblikket udgør den danske eksport mindre end 0,5 pct. af den samlede eksport, og i 2018 havde Danmark et mindre handelsoverskud i forhold til Indien på 200 mio. kr. Det var hverken dansk svinekød eller miljøteknologi, der trak op. Overskuddet stammede især fra overskuddet på tjenestebalancen (søtransport).

Udsigterne for eksport af dansk klimateknologi

Når inderne erfarer, at hver dansker udleder mere end 6 gange så meget CO2 som en inder, må det nødvendigvis give anledning til spørgsmål om Danmark virkelig er i den ”grønne førertrøje” i forhold til Paris-målsætningerne.

Det må forventes, at inderne tøver med at skrive under på store købsaftaler, når de også bliver informeret om, at almindelige danskere betaler over 60 kr. pr. m3-vand, at benzinprisen er på over 12 kr. pr. liter oktan 95, at el koster cirka 2,40 kr. pr. kWh. inklusiv skatter og afgifter, at renovationsudgifterne er tårnhøje, og at et typisk parcelhus på 130 m2. koster omkring 14.000 kr. at varme op om året.

Inderne vil også stille spørgsmålet, om ikke Danmark har valgt nogle meget dyre løsninger, når de erfarer at ganske almindelige lønmodtagere er udsat for verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og at prisniveauet for ganske almindelige dagligvarer i Danmark ligger 38 pct. over EU-gennemsnittet?

Dansk Indisk Kulturinstitut markerer jubilæet den 19. november 2021

Kulturinstituttet, der holder til på den danske ambassade i New Delhi, planlægger at markere 400-årsdagen for indgåelsen af aftalen om Tranquebar den 19. november 2020. Det bliver noget med en ”Trankebar-festival med beach-volley og talent-konkurrencer” oplyser leder af Dansk Indisk Kulturinstitut, Thomas Sehested.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

Der er ingen tvivl om, at Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v. Det er formentlig ikke mindst den udvikling, der har betydet, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Det kunne betyde en revidering af den indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Forholdet til Kina

Indien og Kina var i 1962 kortvarigt i krig om grænsen ved Himalaya. Krigen endte med en 3.440 kilometer lang de facto-grænsedragning, der blev kendt som ”Line of Actual Control” (LAC).

Siden har der været momentvise spændinger i området i det svært fremkommelige terræn mellem Kinas Tibet og Indiens Ladakh-region. Området har også forbindelser til Kinas højspændte Xinjiang-region, hvilket øger den strategiske betydning.

Begge lande skrev under på en aftale fra 1966 om, at man ikke må åbne ild inden for to kilometer af grænsedragningen. De seneste skud var i 1975, da fire indiske soldater blev dræbt. Siden er pagten blevet overholdt.

På det seneste har både Kina og Indien imidlertid skruet op for deres aktiviteter i området.

Indien har bygget en ny vej i Ladakh tæt ved grænsedragningen, og også Kina bygger infrastruktur. I slutningen af april sendte Kina tusindvis af tropper ind for at indtage tomme grænseposter i det omstridte område. Siden har der været mindre sammenstød mellem de to hære, hvor ingen dog er blevet dræbt.

I midten af juni mødte grænsepatruljer fra de to lande uventet hinanden på en smal bjergkam, hvorefter der udbrød en voldsom konfrontation. Parterne benyttede ikke skydevåben, men brugte blandt andet køller og sten, og der meldes fra indisk side om mere end 20 døde og sårede. Dødsfaldene sket især i forbindelse med at de kæmpende blev kastet eller styrtede ned fra de stejle fjeldsider.

Kina har ikke oplyst om tabene på deres side

Økonomiske reformer

Asian Development Bank vurderer at den økonomiske vækst i Indien i 2020 vil være på 5 – 6 pct., men de af Modi lovede reformer, der skal skabe ny vækst i økonomien og aktiemarkedet, lader imidlertid vente på sig.

Der er ingen tvivl om, at Indiens vækst først og fremmest drives af den indenlandske efterspørgsel. Den globale vækst er i modvind, og Indiens relativt lukkede økonomi får ikke nogen hjælp fra den side. Modi har forsøgt at kapre produktion og arbejdspladser til Indien fra andre vækstøkonomier gennem ”Make in India” kampagnen, hvilket dog endnu ikke har givet nogen vækst i industriproduktionen.

Forholdet mellem Danmark og Indien

Det bilaterale forhold mellem Indien og Danmark belastes ydermere af den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal militant oprørsgruppe i det nordvestlige Inden. Indien opfatter Niels Holck som en farlig terrorist med mange indiske liv på samvittigheden, og siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse.

Danmark har nægtet, og regeringen har stedse henvist til danske domstoles uafhængighed – et argument, der absolut ikke gør indtryk i Hindustan!

Nu må hysteriet omkring klorkyllinger høre op, udtaler formanden for den handels- og landbrugskommission (Trade and Agriculture Commission), den britiske regering netop har nedsat.

Regeringen har nedsat kommissionen for at hjælpe med at sikre, at britiske landmænd ikke underløbes af import af fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af metoder, der er ulovlige i Det Forenede Kongerige.

I britiske landbrugskredse har der floreret advarsler om at produkter som klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet oksekød ville oversvømme det britiske marked efter en kommende handelsaftale med USA.

Formanden for handels- og landbrugskommissionen, Tim Smith, skriver i det britiske dagblad The Telegraph, at der var brug for et nøgternt perspektiv (“clear-eyed perspective”) på handelsaftalers konsekvenser for forbrugerne.

Regeringens handelspolitik bør baseres på evidens og ekspertvurderinger, sagde han: “Den alarmisme og det hysteri, der har været omkring spørgsmål som import af klorbehandlede kyllinger og hormon-opdrættet oksekød – som begge i øjeblikket i henhold til EU-regler er forbudt i Storbritannien – er hverken i fødevareindustriens eller offentlighedens interesse”.

Tim Smith udelukkede i den forbindelse ikke muligheden for, at sådanne produkter fremover vil kunne importeres til UK som led i en handelsaftale med USA, men han lovede at bidrage til at sikre, at de britiske landmænd ikke udsættes for illoyal konkurrence, og at de britiske høje dyrevelfærds- og produktionsstandarder ikke undermineres.

Handelsaftale med USA efter Brexit

Den britiske regering har tidligere afvist, at en britisk handelsaftale med USA vil betyde, at amerikanske klorbehandlede kyllinger ville finde vej til de britiske supermarkeder. Nu er Boris Johnson øjensynlig klar til at lade det ske, har blandt andet The Telegraph og Financial Times berettet.

Emnet har konstant været et konfliktpunkt i handelsforhandlinger mellem EU og USA. I USA er det som led i bekæmpelsen af colibakterier, enterokokker og salmonella og andre sundhedsskadelige stoffer tilladt at vaske kyllinger i bakteriedræbende midler som klor.

Klorbehandling af kyllinger har været forbudt i EU siden 1997 på grund af bekymringer omkring fødevaresikkerhed.

Metoden er meget udbredt i USA, og derfor har amerikanerne stort set ingen kyllingeeksport til EU-landene.

EU’s modstand omhandler ikke frygten for at indtage stoffet klor. Klorvask er blandt andet tilladt, når det kommer til salat. EU frygter i stedet, at brugen af klor i slutningen af forarbejdningsprocessen kan blive en måde at opveje dårlige hygiejnestandarder.

USA har stedse efterspurgt evidens og videnskabeligt grundlag for EU’s forbud mod klorskylning af kyllinger og hormonopdrættet oksekød. Hårdt presset har EU henvist til ”forsigtighedsprincippet”, som af USA betragtes som en undskyldning for en klokkeklar teknisk handelshindring.

Det forlyder, at den britiske regering overvejer at ophæve importforbuddet af de pågældende produkter og i stedet indføre krav om tydelig mærkning og en toldafgift, der skal opveje de amerikanske producenters konkurrence fordel.

John Wagner har i en pause i hans ellers utrættelige kamp mod konkurrence i detailhandelen, storcentre og specielt Bilka, angrebet Eva Selsing, der i Berlingske Tidende har kritiseret Jacob Ellemann-Jensen.

John Wagner mener kritikken er nederdrægtig og han bebrejder Selsings angreb på en ”resultatsøgende borgerlig opposition”.

Den tidligere generalsekretær i Det Konservative Folkeparti har tydeligvis ikke glemt, at Eva Selsing for nogen tid siden i Berlingske Tidende beskrev den konservative politiske ordfører således:

”Partiet de Konservative er, som resten af borgerligheden, delt i to: et værdivenstreorienteret segment og et borgerligt segment. I den lille folketingsgruppe sidder nu et par reelt konservative typer som Rasmus Jarlov og Marcus Knuth. Men så er der også én som Mette Abildgaard, hvis placering i et konservativt parti er en gåde for hver en tænkende, læsende borgerlig. Mette elskede SAS-reklamen og dens nedgørelse af det skandinaviske.

Mette Abildgaard. Denne kakofoni af venstreliberale floskler, solgt som en slags borgerlighed af et væsen, der ingen anelse har om den borgerlige orden. En mur af håndbold og uvidenhed og papegøjeeftersnak af tidsånden. Det er bløde flæskesvær, det er enfoldig pekingeserhund, når man har brug for en schæfer, det er slud i august. Man tænker: hvad skal vi egentlig med det her?

Hvad skal et konservativt parti dog med Mette Abildgaard, hvis vulgære omfavnelse af kulturelt selvhad blot reproducerer de allermest elendige venstrefløjstanker fra 1990erne (selv de røde har forladt dem!): Det ved Mette blot ikke. Mette er bare glad, glad, glad. Vuf. For at sidde i Folketinget, for at bløppe i medierne, for at lege politik. Det bliver lidt tungt i længden, ikke?”

De 27 EU-lande skal under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, forhandle om EU-budgettet for 2021 til 2027 og genopretningsfonden, som skal bidrage til, at de europæiske økonomier kommer ud af coronakrisen.

Det er første gang, siden coronakrisen brød ud, at regerings- og statslederne mødes ansigt til ansigt, og samtidig det første Topmøde mens Tyskland har det roterende EU-formandskab.

På det seneste video-topmøde fredag den 19. juni 2020 nåede EU’s regerings- og statschefer ikke til enighed om EU’s enorme genopretningsfond på 750 mia. euro for at overvinde Coronavirus-krisen. Forslaget løber op i knap 5600 milliarder danske kroner. 500 milliarder euro foreslås ydet som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes som lån på lempelige betingelser. Der var ej heller enighed om EU-Kommissionens forslag til EU-budgetrammen for 2021-27 på knap 1100 milliarder euro. Det er godt 8200 milliarder kroner. En række medlemslandes ”budgetrabatter” er ligeledes til diskussion og endelig var der ikke enighed om EU-Kommissionens skatteforslag til hvordan EU’s ”egne indtægter” kan øges i de kommende år.

Hvis der opnås enighed blandt EU’s stats- og regeringschefer, skal Europa-Parlamentet og de 27 nationale parlamenter efterfølgende godkende forhandlingsresultatet inden pengene kan frigives.

Danmark nettobidragyder

Danmark betaler langt mere til EU end vi modtager. Den danske regering, der tidligere som nettobidragyder og medlem af sparebanden ”The Frugal Four”, har været helt afvisende overfor EU-Kommissionens forslag, har tydeligvis indledt et ”elastisk tilbagetog”. Forud for topmødet har Mette Frederiksen på Marienborg sagt:

”Her er brug for europæisk solidaritet, og her er Danmark som lille åben økonomi afhængig af, at alle de europæiske økonomier hurtigt rejser sig. Her er tilsagnet fra vores side helt entydigt: solidaritet og hjælp, ikke mindst til de hårdest ramte lande. Genopretningsfonden skal have muskel. Og så skal det selvfølgelig finansieres på en ordentlig og ansvarlig måde. Det har Danmark altid ment”.

Har Danmark interesse i øgede udgifter til EU?

Pludselig er et monstrøst EU-budget og tilskud til de uansvarlige og gældsplagede sydeuropæere ligefrem i Danmarks interesse. Mens der i brede dele af befolkning og erhvervsliv er klar opbakning til fordelene ved Det Indre Marked, er der på næsten alle andre områder alvorlig tvivl om Danmarks udbytte af EU-medlemskabet.

I modstrid med kendsgerningerne argumenterer regeringen nu – ligesom tænketanken EUROPA og EU-professor Marlene Wind – med, at danske virksomheder og arbejdspladser generelt står til at vinde ved gennemførelse af Kommissionens forslag, der ovenikøbet forsøges solgt som en grøn og digital genopretningsplan.

Merudgifter på 6,7 mia. kr.

De danske årlige merudgifter ved Kommissionens budgetforslag er konservativt opgjort til 6,7 milliarder kroner af Finansministeriet, svarende til en stigning på over 0,3 procent af Danmarks BNI, der skal lægges oveni de nuværende årlige EU-bidrag på over 21 mia. kr. Forhandlingerne kan desuden ende med at EU bemyndiges til at opkræve skatter m.v. for at øge ”egne indtægter” med op til 2 pct. af det samlede BNI i EU.

Danmark modtager årligt i omegnen af 10 mia. kr. alt iberegnet fra diverse EU-kasser, og Danmark er dermed i forvejen nettobidragyder i særklasse til EU.

Hvordan vil Mette Frederiksen overvinde alle forbeholdene?

Spørgsmålet er, hvordan regeringen har tænkt sig først at overbevise sit eget bagland om fornuften i at danske skatteborgere skal medfinansiere nødlidende virksomheder i Sydeuropa? Hvordan vil man forklare nye EU-skatter? Og hvordan skal den nationale finansiering af det øgede EU-kontingent foregå? Betyder Danmarks solidariske hæftelse for 5600 mia. kroner, at vi aldrig vil kunne forlade EU?