Med udpegningen af fhv. adm. direktør i Velux og fhv. formand for Danmarks Grønne Investeringsfond, Jørgen Tang-Jensen (64), har Tænketanken EUROPA mistet den sidste rest af troværdighed.

Jørgen Tang-Jensen er bestyrelsesmedlem, Coloplast A/S, bestyrelsesmedlem, VKR Holding A/S, VILLUM FONDEN, bestyrelsesmedlem, Rockwool International.

Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux er blandt de virksomheder i Danmark, der hvert år udleder enorme mængder CO2, og i 2018 stiftede virksomhederne lobbyorganisationen ”SYNERGI”.

Med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som formand og officiel og betalt lobbyist, argumenterer Synergi for, at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne, der selv udleder massive mængder af CO2, mener, at energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til, at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Virksomheden Tørsleff har valg at fjerne den sorte “Vaniljemand” fra sine bøtter. Den ikoniske tegning vil blive skiftet ud med en tegning af en vaniljeblomst i løbet af 2021. Ligeledes vil tegningen af en asiat på Atamon-flaskerne også blive fjernet fra hylderne.

Krænkelsesdebatten har kronede dage, og i juli var ”eskimo” i fokus, da Hansen Is fjernede navnet Eskimo fra sin is klassiker, og Nationalmuseet fjerner nu ordet fra sin arktiske udstilling.

Statens Museum for Kunst har for længe siden ændret beskrivelser og titler på kunstværker. I stedet for ”neger” og ”hottentot” bruges nu ordet ”afrikaner”, og ”slave” ændres til ”slavegjort”.

Det sker for at fjerne ord, “der i dag er stødende og utidssvarende”. I mange år har ”neger” ikke været en accepteret betegnelse. Pippi Langstrømpes far har ændret navn fra ”negerkonge” til ”Sydhavskonge” og Sambo-flødeboller blev til Samba-flødeboller for ikke at skabe associationer til bogen om lille sorte Sambo, som mærkeligt nok stadig kan købes i visse boghandler.

I Australien taler de heller ikke om ”australnegere”, men om ”aboriginals”.

Der var engang, hvor det var fuldstændig problemfrit at sige ”sigøjner”. Men i takt med, at ”sigøjnere” blev betragtet som rakkere og tyveknægte over alt i Europa begyndte der at hænge noget karakteriserende ved den glose. Nu skal det hedde roma, hvis man ikke vil mistænkes for at have negative tanker om dem, og brugen af ”sigøjner” er efterhånden på linje med ”neger”.

I Tyskland har fødevarevirksomheden Knorr, der indgår i Unilever-koncernen, besluttet at ændre navnet på en populær krydret dressing fordi navnet giver anledning til racistiske associationer. Det er den populære “Zigeunersauce”, der i årevis har givet anledning til kritik i Roma-kredse. Sigøjnersaucen skifter navn til “Paprikasauce Ungarische Art” (“Paprika Sauce Hungarian Style”). Det kunne det tyske ugeblad Bild am Sonntag berette søndag den 16. august 2020.

Om det stadig vil være muligt at få retter som ”Zigeunerpfanne” på tyske restauranter, vil vise sig. Vi må nok så småt indstille os på, at vi snart også i Danmark skal sige farvel til estimerede kroretter som ”Sigøjnerpande” og ”Sigøjnergryde”.

Frygten blandt amerikanske økonomer for deflation blev dæmpet onsdag da det amerikanske arbejdsministerium, Labor Department, offentliggjorde forbrugerprisindekset for juli. Stigningen blev opgjort til 0,6 pct. – det samme som i juni. Dermed er forbrugerpriserne steget med 1 pct. fra juli 2019.

Inflationen i USA er under kontrol og noget under den amerikanske centralbanks målsætning på omkring 2 pct. Den lave inflationstakt afspejler formentlig også den utilfredsstillende amerikanske beskæftigelse. Arbejdsløsheden ligger fortsat på godt 10 pct., og det er derfor forventningen blandt finansielle analytikere i USA, at The Fed ikke vil fjerne foden fra speederen og fortsat vil pumpe penge ud i den amerikanske økonomi. Aktiekurserne blev derfor ikke berørt af inflationstallene, men man bør vare sig ved at se aktiekurserne som udtryk for økonomiens sande tilstand

Centralbankernes rolle

Når centralbankerne via kvantitative lempelser – quantitative easening – i stor skala opkøber staters og private virksomheders gæld – og til stadighed garanterer, at de vil gøre ”whatever it takes” for at sikre kreditmarkedernes funktion – bør det ikke undre, at aktiekurserne, priserne på fast ejendom og på guld og sølv er høje og stigende. Hvor skulle pengene ellers placeres i en situation, hvor efterspørgslen i store dele af samfundet er presset som følge af Corona-krisen?

Hvis du vil have et billede af den sande økonomiske tilstand, skal du se bort fra aktiekurserne og koncentrere dig om udviklingen i beskæftigelsen, priserne på råvaremarkederne, udviklingen i verdenshandelen og tegn på flaskehalse og inflationære tendenser.

Coronakrisen rammer skævt

De mest sårbare er de beskæftigede i de dele af samfundet, der har måttet indskrænke som følge af Covid-19, mens formueejere og indehavere af værdipapirer m.v. ikke kun er skånet for det værste, men i mange tilfælde direkte har vundet på krisen.

Ifølge magasinet Forbes er de super rige blevet rigere i løbet af de sidste måneders Coronakrise. Tilsammen har verdens 25 rigeste forøget formuen med 255 milliarder dollars i perioden. Helt i top ligger Facebooks Mark Zuckerberg, som nu er 85,5 milliarder dollars værd.

Amazon-grundlægger Jeff Bezos har tjent på Coronakrisens nedlukning af fysiske butikker og har siden 23. marts 2020 forøget sin formue med ikke mindre end 30 milliarder dollars til 146 milliarder dollars.

Når den pengepolitiske og finanspolitiske indsats for at afhjælpe konsekvenserne af Corona-pandemien øger uligheden – hvorfor gør man det så?

Erfaringerne fra 2008-09

Det korte svar er, at der ikke er noget alternativ, og at man for alt i verden vil undgå den totale økonomiske nedsmeltning, der indtraf efter finanskrisen i 2008-09.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse forretnings- og indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor måtte offentlige myndigheder i USA, i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Krav til bankernes kernekapital

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i de fleste lande – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. Der gennemføres med jævne mellemrum såkaldte stresstests, der skal afprøve kreditsystemets modstandskraft. Senest har Den Europæiske Centralbank den 28. juli 2020 oplyst, at en sådan stresstest havde vist, “at banksektoren i euroområdet kan modstå den af pandemikrisen fremkaldte stress”.

Den øgede konsolidering også i danske pengeinstitutter, har skærpet appetitten på at øge pengeinstitutternes bidrag til finansieringen af velfærdssamfundet.

Planer om ny bankskat

PolicyWatch kan den 13. august 2020 oplyse, at en ny særskat til bankerne meget snart kan blive indført.

Da Socialdemokraterne i 2019 gik til valg, var det blandt med en tilbagetrækningsreform for fysisk nedslidte, der skulle finansieres af særskat på banker på 1,5 mia. kr. Dette blev dog udskudt til senere. Nu er et udspil om ret til tidlig pension på vej, oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til Børsen. Han ønsker ikke at svare på, hvordan bankskatten skal udmøntes, men at planen fortsat er, at bankerne skal finansiere tilbagetrækningsreformen.

Bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, er ifølge Børsen, ikke glade: Den forhøjede skattebetaling for bankerne er både uretfærdig og sandsynligvis højere, end regeringen tidligere har meddelt, siger Ulrik Nødgaard, der er direktør i Finans Danmark.

Det har givet anledning til et ramaskrig i Italien, at avisen La Repubblica har kunnet oplyse, at mindst 5 italienske parlamentsmedlemmer og talrige regionsråds- og byrådsmedlemmer havde forsøgt at hæve en såkaldt ”Covid Bonus”, der var tiltænkt selvstændige og sæsonarbejder, der som følge af Corona-krisen var berøvet deres normale indtægt.

Fra hjælpepakken er i alt udbetalt omkring 7 mia. euro til momsregistrede selvstændige, der kunne dokumentere indtægtsnedgang som følge af Corona-krisen. Støtten udgjorde 600 euro om måneden i marts og april og 1000 euro i maj.

Foreløbig har Salvinis parti, Liga, suspenderet medlemmerne af Deputeretkammeret, Elena Murelli og Andrea Dara. De og eventuelt andre vil ikke blive tilladt at genopstille for partiet.

Der er desuden parlamentsmedlemmer fra den regerende populistiske Femstjernebevægelse, MoVimento 5 Stelle, og fra Matteo Renzis centerparti, Italia Viva.

Det er den nationale italienske pensionsanstalt, INPS – Istituto Nazionale della Previdenza Sociale – der har administreret ordningen. INPS har oplyst, at kun 3 parlamentsmedlemmer rent faktisk havde modtaget den kontante støtte.

INPS udsættes i øvrigt for kritik fordi en lang række ”værdigt trængende” erhvervsudøvere faktisk endnu ikke har modtaget deres støtte.

For at komme i betragtning skulle ansøgerne have et partita IVA (momsnummer) og kunne påvise, at krisen havde berøvet dem for mindst to tredjedele af deres sædvanlige indkomst.

Italienske parlamentsmedlemmer hører blandt de bedst aflønnede med en nettoløn på 12.439 euro om måneden plus utallige frynsegoder og privilegier, men det har åbenbart ikke været nok for de pågældende parlamentsmedlemmer.

“Det er skammeligt, virkelig uanstændigt,” skrev den italienske udenrigsminister Luigi di Maio fra Femstjernebevægelsen på Facebook og opfordrede til, at pengene blev returneret, og lovgiverne skulle træde tilbage.

En række lokale byrådsmedlemmer har erkendt, at de også havde gjort krav på statsstøtte under krisen, men forsvarede sig med, at politik ikke var deres eneste job.

Coronaen har simpelthen støvsuget markedet for hunde i Danmark. Folk er mere hjemme, og så vil de måske gerne have et kæledyr, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal lave.

Mange kan kigge rundt i bekendtskabskredsen og bekræfte, at det nu er en hund, der har den fulde opmærksomhed.

Folk arbejder måske hjemme og har indset, at det kan vare længe før de igen kan flyve på ferie i langt-bort-i-stan. Enten skal familien i de kommende ferier være hjemme eller finde et sommerhus i Danmark. Desuden har der i mange børnefamilier længe været et massivt pres for at få en hundehvalp.

Ferieboligudlejerne har lynhurtigt opfanget tendensen, og der er et stort udvalg af ferieboliger, hvor du må tage hunden med.

Mikael Larsen fra Novasol siger, at “I cirka halvdelen af vores sommerhuse er det tilladt at medbringe husdyr, og vi mærker en stor efterspørgsel efter disse huse”.

Dyreinternater har oplevet en markant stigning i efterspørgslen på kæledyr de seneste tre måneder, og resultatet er tomme bure og skuffede kunder.

En Coton de Tulear – en såkaldt Bomuldshund – er umulig at opdrive, mens franske bulldoghvalpe rask væk går for 20.000 kr., ligesom en Yorkshire Terrier koster 15.000 kr. En helt almindelig Dansk-Svensk-Gårdhund får du næppe for under 10.000 kr. Ubestemmelige gadekryds går som varm brød til høje priser.

Efterspørgslen på hundehvalpe eksploderede i marts og har skabt så stort et behov, at den illegale handel har kronede dage. Dyrenes Beskyttelse har derfor ansat en efterforsker, som undersøger det ulovlige hundemarked, og resultaterne taler for sig selv: den ulovlige hvalpehandel er en millionforretning.

Tyske hunde skal luftes to gange om dagen

Reuters kan oplyse, at den tyske landbrugsminister, Julia Klöckner, står bag en helt ny dyreværnslovlov, der bl.a. betyder, at alle hundeejere i Tyskland skal lufte hunden mindst to gange om dagen, Der kan enten være tale om en gåtur med hunden eller at de lukker den ud i haven to gange om dagen i en time.

Der er op imod 9,4 millioner hunde i Tyskland, og næsten hver femte husstand ejer en hund. Mest populær er schæferhunde og gravhunde efterfulgt af labradorer, Jack Russell Terriers og mops.(mops)

En talsmand for den tyske hundeforening, Verband für das Deutsche Hundewesen (VDH), siger, at loven, der også regulerer forhold for produktionsdyr og dyretransporter, er “velment men urealistisk”.

I dagene op til COP15 i København i 2009 inviterede Danmarks Naturfredningsforening sin amerikanske samarbejdspartner, Sierra Club, til sammen med andre at præsentere deres innovative klimaløsninger på en klimamesse, der skulle bidrage til at fortælle verdens politiske ledere, at det var på høje tid at blive enige om en ambitiøs, bindende klimaaftale.

Amerikanske Sierra Club præsenterede på messen projektet ”Cool Cities”, der har omfattet over 900 amerikanske byer, der var interesserede i at nedbringe deres CO2-udslip.

Trods alle bestræbelser lykkedes det som bekendt ikke at nå frem til en aftale i København. Om det var Lars Løkke Rasmussens pinlige ledelse, der var årsagen eller hvad – det lykkedes først 6 år senere på COP21 i Paris i 2015 at nå frem til – ikke en juridisk bindende – men dog en aftale.

Danmarks Naturfredningsforening

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforeningens første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende. Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning.

Danmarks Naturfredningsforenings særstatus

I dag stilles der spørgsmål ved Danmarks Naturfredningsforenings ret til på lige fod med kommuner og staten at rejse fredningssager. En ret, der blev etableret i 1937, da Thorvald Stauning fortsat var statsminister, og der var bred interesse for, at systemet skulle bidrage til flere fredninger. I dag er der kræfter, der mener, at ikke kun Danmarks Naturfredningsforening, men flere grønne organisationer skal have ret til at rejse fredningssager, men de skal kun kunne gøre det sammen med enten staten eller kommunen.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes.

Sierra Club

Den ikoniske, amerikanske naturfredningsorganisation, The Sierra Club, blev grundlagt allerede i 1892 af John Muir, der var formand for foreningen i de følgende 20 år. John Muir, der kæmpede for at bevare Yosemite Valley og Sequoia National Forest, blev kaldt “wilderness prophet”, “skytshelgen for det amerikanske vildnis” og “Nationalparkernes far”.

På det seneste er det imidlertid også blevet påpeget, at bevægelsen udover naturbeskyttelsen også byggede på racisme. John Muir er således noteret for at have kaldt African Americans for dovne “Sambos”, ligesom han har beskrevet Native Americans som “dirty”.

I kølvandet på George Floyds død i politiets varetægt og protesterne mod racisme er talrige statuer af Sydstatskoryfæer revet ned, ligesom statuer af Christopher Columbus og Father Juniper Serra, en af Californiens grundlæggere, er blevet vandaliseret.

John Muir var selv racist, og Sierra Club har været tvunget til at lægge afstand til organisationens grundlægger.

Sierra Club finder i dag, at også nogle af John Muirs samarbejdspartnere var problematiske. Den dengang estimerede Henry Fairfield Osborn stod i spidsen for The New York Zoological Society og han var formand for bestyrelsen for The American Museum of Natural History. Han bidrog imidlertid også aktivt til etableringen af The American Eugenics Society (racehygiejne), som på den tid karakteriserede alle ikke-hvide, inclusive jøder, som inferiøre og laverestående.

Det hævdes, at tidlige fremtrædende Sierra Club-medlemmer som Joseph LeConte og David Starr Jordan offentligt “argumenterede for hvidt overherrredømme og racehygiejne”. Jordan støttede således lovgivning om tvangssterilisation, der berøvede tusinder af kvinder muligheden for at få børn.

John Muirs samtidige omfattede også Madison Grant, grundlægger af Bronx Zoo, som i 2016 skrev “The Passing of the Great Race, or The Racial Basis of European History”, der var én lang argumentation for hvidt overherredømme.

Præsident Theodore Roosevelt, som etablerede de første nationalparker i USA, roste bogen, som også gjorde indtryk på Adolf Hitler, der kaldte Madison Grants bog ”min bibel”.

Naturfredningsforeningerne støtter Joe Biden

Joe Biden har opnået støtte fra Sierra Club, der stadig er den ældste og største naturfredningsforening I USA. Biden har også opnået støtte fra en række mindre miljøgrupper som f.eks. ”The League of Conservation Voters” og ”The Natural Resources Defense Council”.

Det var heller ikke sandsynligt at disse organisationer ville have støttet Donald Trump. The Sierra Club har aktivt bekæmpet alle dele af hans miljøpolitik, og organisationen var forrest i kampagnen, der tvang Trumps direktør for Environmental Protection Agency, EPA, Scott Pruitt, til at træde tilbage.

Landbrugsstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet oplyser i en artikel på styrelsens hjemmeside, at det i de seneste år er lykkedes at automatisere store dele af sagsbehandlingen. Et eksempel er ordningen for miljøteknologi, hvor ansøgerne i 2018 i gennemsnit måtte vente næsten 1 år på en afgørelse. I 2019, hvor 80 procent af ansøgningerne blev behandlet automatisk, var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid reduceret til 115 dage eller knap 4 måneder.

Landbrugsstyrelsen, der har ansvaret for administrationen og udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte i Danmark er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også kostbar for danske skatteborgere.

Den danske stat er jævnligt tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Rigsrevisionens kritik

Rigsrevisionen har adskillige gange været ude med riven efter den danske administration af landbrugsstøtten. Rigsrevisionen har således kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der trods forbedringerne på ordningen for miljøteknologi betyder, at udbetalingen af EU-støtten jævnligt forsinkes.

Landbrug & Fødevarer kritiserer

AgriWatch kan den 11. august 2020 berette, at Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, er træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der aktuelt betyder, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i de midler (115 mio. kr.), der er af sat til minivådområder, 11. august 2020, er blevet udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skriver Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Han fremhæver, at han er bekendt med flere landmænd, der holder sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige tiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skriver Merrild.

Udflytning og andre trængsler

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen faktisk i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed. Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed og moro.

Landbrugsstyrelsen må også leve med, at i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Modstand mod udflytningen

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var der it-problemer og lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen, og selvom der er fremgang på ordningen for miljøteknologi, viser problemerne med vådområderne, at ikke alle problemer er løst.

Når centralbankerne via kvantitative lempelser – quantitative easening – i stor skala opkøber staters og private virksomheders gæld – og til stadighed garanterer, at de vil gøre ”whatever it takes” for at sikre kreditmarkedernes funktion – bør det ikke undre, at aktiekurserne, priserne på fast ejendom og på guld og sølv er høje og stigende. Hvor skulle pengene ellers placeres i en situation, hvor efterspørgslen i store dele af samfundet er presset som følge af Corona-krisen?

Hvis du vil have et billede af den sande økonomiske tilstand, skal du se bort fra aktiekurserne og koncentrere dig om udviklingen i beskæftigelsen, priserne på råvaremarkederne, udviklingen i verdenshandelen og tegn på flaskehalse og inflationære tendenser.

Coronakrisen rammer skævt

De mest sårbare er de beskæftigede i de dele af samfundet, der har måttet indskrænke som følge af Covid-19, mens formueejere og indehavere af værdipapirer m.v. ikke kun er skånet for det værste, men i mange tilfælde direkte har vundet på krisen.

Ifølge magasinet Forbes er de super rige blevet rigere i løbet af de sidste måneders Coronakrise. Tilsammen har verdens 25 rigeste forøget formuen med 255 milliarder dollars i perioden. Helt i top ligger Facebooks Mark Zuckerberg, som nu er 85,5 milliarder dollars værd.

Amazon-grundlægger Jeff Bezos har tjent på Coronakrisens nedlukning af fysiske butikker og har siden 23. marts 2020 forøget sin formue med ikke mindre end 30 milliarder dollars til 146 milliarder dollars.

Når den pengepolitiske og finanspolitiske indsats for at afhjælpe konsekvenserne af Corona-pandemien øger uligheden – hvorfor gør man det så?

Erfaringerne fra 2008-09

Det korte svar er, at der ikke er noget alternativ, og at man for alt i verden vil undgå den totale økonomiske nedsmeltning, der indtraf efter finanskrisen i 2008-09.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse forretnings- og indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor måtte offentlige myndigheder i USA, i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Krav til bankernes kernekapital

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i de fleste lande – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. Der gennemføres med jævne mellemrum såkaldte stresstests, der skal afprøve kreditsystemets modstandskraft. Senest har Den Europæiske Centralbank den 28. juli 2020 oplyst, at en sådan stresstest havde vist, “at banksektoren i euroområdet kan modstå den af pandemikrisen fremkaldte stress”.

De globale aktiemarkeder har de sidste uger oplevet en positiv stemning næret af positive regnskabsresultater i tech-industrien og en stadig strøm af små, men gode nyheder fra vaccinefronten.

Opsvinget er desuden drevet af en kraftigt understøttende penge- og finanspolitik i USA og Europa.

Særligt pengepolitikken er på begge sider af Atlanten indstillet på ekstremt ekspansiv kurs, og centralbankerne har ikke travlt med at ændre den kurs lige foreløbigt. Tværtimod har både The Fed og ECB understreget, at de er indstillet på at fastholde de ekstremt lempelige forhold.

Den usikkerhed blandt investorerne, som opstod for nogle uger siden, da den tyske forfatningsdomstol betvivlede legitimiteten af ECB’s opkøbs program, er nu afløst af optimisme.

EU-landenes enighed om EU’s budget for de kommende 7 år, og en gigantisk corona-genopretningspakke, som bl.a. giver EU-Kommissionen mandat til på medlemslandenes vegne for første gang at optage gæld på 750 milliarder euro på de internationale lånemarkeder.

I en tid, hvor EU som institution ellers er under pres og truer med at kollapse, er sådanne signaler vigtige for investorer.

USA er afgørende for den globale udvikling. Præsidentvalget i november 2020 skaber usikkerhed om Republikanere og Demokrater kan nå til politisk enighed om de nødvendige foranstaltninger til at modvirke coronakrisen. På det seneste har oplysninger fra Kongressen ifølge om fremskridt i forhandlingerne om en ny økonomisk hjælpepakke Bloomberg dog afsat sig i fortsatte kursstigninger.

Men usikkerheden ligger stadig på lur. Vil en potentiel anden bølge af covid-19 kunne bremse genopretningen eller vil der være politisk mod til at møde en anden bølge med målrettede, lokale restriktioner snarere end en bred, konsekvent nedlukning, som vi så i marts 2020.

De forværrede diplomatiske og handelsmæssige forhold mellem USA og Kina er også et usikkerhedsmoment, selvom den aftale fase 1-handelsaftale må betragtes som en slags våbenhvile mellem landene, sandsynligvis forbliver uberørt.

Hvis handelsforhandlingerne bryder totalt sammen og den allerede indgåede handelsaftale annulleres vil det være enormt skadeligt for kapitalmarkederne og overskygge alle positive impulser.

Udsigterne for den globale handel lidt bedre end tidligere

Ifølge Reuters forventer Verdenshandelsorganisationen, WTO, at den globale handel vil at falde med 13 pct. i 2020 på grund af Corona virussen. Faldet er betydeligt mindre end tidligere mere pessimistiske scenarier med op til 32 pct. nedgang i verdenshandelen.

Den afgående generalsekretær for WTO, brasilianeren Roberto Azevedo, har samtidig udtalt, at der er stigende bekymring i WTO for at lande bevæger sig i retning af selvforsyning som en reaktion på pandemien. Hvis produktionen koncentreres i hjemlandet, udsætter det for risici, sagde Azevedo til et møde i det brasilianske industriforbund. ”Nationer bør diversificere forsyningskilder, og COVID-19 pandemien betyder, at vi vil se globale værdikæder omlagt i de kommende år”, tilføjede han.

Azevedo træder tilbage i med udgangen af august – ét år tidligere end planlagt blev det overraskende meddelt i maj. Brasilianeren har været generaldirektør siden 2013 og hans embedsperiode udløb ellers først i slutningen af august 2021.

WTO

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo.

Foreløbig har der meldt sig en række kandidater og fire er officielt nominerede fra Egypten, Mexico, Nigeria og Moldova.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men ønsker nu at korte processen ned til 3 måneder. Ambitionen er at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan ende med en afstemning.

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutnings kompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Præsident Donald Trump og USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har offentligt anklaget Kina for at manipulere med kursen på den kinesiske valuta, yuan.

Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det var i virkeligheden først da Italien sidste år, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.

Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.

I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

Danmarks tætte forhold til Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen og Margrethe Vestager

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrence kommissær, Margrethe Vestager, til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.