Bankerne godt kan opgive enhver tanke om at genoptage udbytteræset

FinansDanmark Tillid

Den Europæiske Centralbank opfordrede tirsdag bankerne til at afholde sig fra at betale udbytte eller tilbyde bonusser indtil 1. januar 2021 for at sikre, at långivere er tilstrækkeligt polstrede til at kunne absorbere tab og yde de nødvendige kreditter under coronavirus-krisen.

ECB har lanceret en enorm stimuli-pakke på 1300 mia. euro for at dæmpe den økonomiske virkning af pandemien ved at stimulere den økonomiske vækst og holde låneomkostninger nede. ECB har endvidere tilbudt ultra-billige lån til banker og lettet kravene til kapitalbuffere for at opretholde kreditstrømmen i euroområdet.

ECB har i lighed med Nationalbanken i Danmark samtidig gentagne gange gjort det klart, at man så også forventer, at pengeinstitutterne lever op til deres forpligtelser som kreditformidlere.

Når ECB og Nationalbanken ”opfordrer” og ”forventer” er det ikke oplæg til diskussion. Det eneste bankerne har mulighed for at spørge om er: Hvornår?

I Danmark havde bestyrelsen i Danske Bank oprindelig lagt op til at bankens generalforsamling skulle beslutte, at der skulle udbetales et samlet udbytte til bankens i alt 280.000 aktionærer – herunder A.P. Møller Holding – på 7,3 mia. kr. I lighed med en række andre danske banker endte det med, at der i 2020 ikke er udbetalt udbytte.

Ingen opkøb af egne aktier

Ud over indefrysning af udbytte opfordrer ECB långivere til ikke at opkøbe egne aktier, som er en anden måde at belønne aktionærerne.

Ingen store bonusudbetalinger

I et brev til banker i euroområdet har ECB netop meddelt, at centralbanken er meget opmærksom på pengeinstitutternes vederlagspolitikker, herunder bonusser og andre variable løndele, under krisen.

Erfaringerne fra 2008-09

Henstillingerne fra ECB og Nationalbanken falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, og det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen for skatteborgernes regning løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Kriser koster på den økonomiske vækst

Det må ej heller glemmes, at Finanskrisen førte dansk økonomi ind i en dyb lavkonjunktur, som det tog os flere år at komme ud af. En nylig analyse fra Nationalbanken viser, at finansielle kriser også har permanente nationaløkonomiske effekter, og vi kommer således næppe nogensinde til at indhente den økonomiske vækst, vi ville have haft uden finanskrisen.

Man kan håbe, at den danske økonomi og verdensøkonomien hurtigt kommer op i omdrejninger igen efter coronakrisen, men vi skal ikke regne med at kunne indhente de økonomiske tab vi påføres under krisen.

Krav til bankernes kernekapital

I en særskilt erklæring fra ECB den 28. juli 2020 blev det oplyst, at en såkaldt stresstest havde vis “at banksektoren i euroområdet kan modstå den af pandemikrisen fremkaldte stress”.

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. For at leve op til kapitalkravene skal bankernes kernekapital (den såkaldte Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske kontracykliske buffere.

Under normale omstændigheder ligger det gennemsnitlige kapitalkrav omkring 15 pct. af de risikobaserede aktiver. I et scenarie, hvor euroområdets økonomi oplever et fald på 8,7 procent i år (i øjeblikket det mest sandsynlige scenario), ville de 86 banker, der indgik i stresstesten opleve, at deres gennemsnitlige Common Equity Tier 1, CET1 andel af de risikobaserede aktiver falde med 1,9 procentpoint til 12,6 procent.

ECB vurderer, at bankerne dermed ville være i stand til fortsat at levere den nødvendige kreditgivning.

Under et mere alvorligt scenario, hvor euroområdets økonomi falder med 12,6 procent i 2020, ville bankernes CET1-ratio falde med 5,7 procentpoint til 8,8 procent.

Det ville betyde, at pengeinstitutterne måtte gøre noget aktivt for at leve op til kapitalkravene, men ifølge ECB stadig være i stand til at opfylde deres opgave.

 

One thought on “Bankerne godt kan opgive enhver tanke om at genoptage udbytteræset

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s