Ulrik Federspiels selektive erindringer fra en vellønnet karriere blandt blåfrakker og laksko

Federspiel-Topsøe

Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 77-årige Ulrik Federspiel, har ifølge Politiken begået en bog med anekdoter fra hans diplomatiske liv blandt blåfrakkerne og lakskoene og på de bonede gulve i Udenrigs- og Statsministeriet i København, i Washington og andre af verdens brændpunkter.

Rushdie-sagen

I Politikens anmeldelse af bogen nævnes Rushdie-sagen ikke. Sagen havde i 1996 ellers nær kostet Nyrup-regeringen livet.  Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.

Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.

Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.

Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.

I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en intetanende Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed. Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.

Muhammed-krisen

I bogen afslører Ulrik Federspiel at han måske i 2005 kunne have forhindret Muhammedkrisen. Da 11 muslimske ambassadører i Danmark i oktober 2005 skrev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde om Muhammedtegningerne var Ulrik Federspiel netop vendt tilbage fra USA, hvortil han var sendt efter Irland, og for anden gang begyndt som direktør i Udenrigsministeriet.

Ulrik Federspiel gik derfor hjemme og pakkede flyttekasser ud, og Federspiel måtte, som han skriver, læse i avisen, at der var en korrespondance mellem Fogh og ambassadørerne, og at Fogh afviste ambassadørernes anmodning om et møde. Nu skulle møblerne jo på plads, så først da de to flyttedage var forbi, kunne direktøren for det hele tage ind til ministeriet og tage sig af udenrigspolitikken.

Ambassaden i Berlin

Anekdoten minder om de særegne tildragelser, der fandt sted i Berlin kort tid forinden. Forhistorien var, at danskerne i 2000 skulle stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, blandt Udenrigsministeriets strateger op til folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin. Her gjorde han sig bemærket ved for rullende kameraer ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

Slutstilling hos Haldor Topsøe

Inden Ulrik Federspiel endte som håndgangen mand for – i en begrænset periode! – Poul Nyrup Rasmussen, og længe inden hans stilling som særlig rådgiver for Haldor Topsøe, blev han under en uformel sammenkomst spurgt, hvorfor han tilsyneladende stadig forfulgte faderens liberale linje – alt tydede dog på, mente spørgeren, at fremtiden var socialdemokratisk.

Ved De, hvad Ulrik Federspiel svarede?

”eh… betaler de mere end Venstre?”

Nu befinder han sig godt hos Haldor Topsøe, der om klimaet helt uden hensyntagen til at regningen ender hos samfundets svageste, frejdigt proklamerer, at: ”Vi har klimaløsningerne, men det kræver femdobling af afgiften på CO2”.

46 millioner italienere til maske-valg

Referendum: manifesti pro e contro il taglio dei parlamentari

Søndag den 20. og mandag den 21. september får 46 millioner italienere mulighed for at afgive deres stemme i en folkeafstemning om en ændring af den italienske forfatning, der reducerer antallet af parlamentsmedlemmer i parlamentets underhus, Deputeretkammeret i Palazzo Montecitorio, fra 630 til 400 og i overhuset, Senatet i Palazzo Madama, fra 315 til 200.

Vælgerne skal på valgstederne være iført maske på et tidspunkt, hvor Sundhedsministeriet fredag havde registreret 1.907 nye COVID-19 tilfælde.

Det er en kraftig stigning i forhold til den foregående periode, og med 10 døde i det sidste døgn er Italiens coronavirus dødstal nu på 35.668.

Forfatningsændring

Det er ikke mindst 5-stjernebevægelsen, der har presset på med denne reform, men de mange vellønnede og privilegerede parlamentsmedlemmer har i årevis været til diskussion, og hovedparten af de italienske partier støtter reformen.

Regionsvalg

Der afholdes samtidig valg i de syv regioner, hvor valget pga Covid-19 i foråret blev udskudt: Veneto, Campanien, Toscana, Ligurien, Marche, Puglien og Valle d’Aosta.

Regionalvalget kan i mellemtiden ende med at sætte Giuseppe Contes nationale koalitionsregering med 5-Stjernebevægelsen og Partito Democratico, PD, under pres, hvis centrum-højre-oppositionen ledet af Matteo Salvinis parti, Liga, får et godt valg og vinder magten i Toscana m.fl.

Kommunalvalg

Der afholdes samtidig kommunalvalg i 1.149 af Italiens 7.960 kommuner.

Borgmestervalg

I omkring 18 provinshovedstæder skal folk stemme om hvem der skal være borgmester: Agrigento, Andria, Aosta, Arezzo, Bolzano, Chieti, Crotone, Enna, Fermo, Lecco, Macerata, Mantua, Matera, Nuoro, Reggio Calabria, Trani, Trento og Venedig (Aosta, Trento og Venedig er samtidig regionshovedstad)

Ny partner

Friis Partner

Tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør for Danmark i USA, Kina og Tyskland, Friis Arne Petersen, er startet som partner i Rud Pedersen Public Affairs, der er mest kendt for at sælge konsulentydelser leveret af kapaciteter som den tidligere departementschef i Landbrugsministeriet, Ib Byrge Sørensen og tidligere boligminister, varmemesteren Carsten Hansen.

Rud Pedersen er mest kendt for involveringen i Falck s ulovlige adfærd i Bios-sagen.

Baggrunden for offentlighedens indsigt i Rud Pedersens metoder var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Nuværende kommunikationschef i Københavns Lufthavn, Peter Goll, orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck masterplanen, der involverede flere kommunikationsbureauer, herunder Rud Pedersen, og som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Sammensætningen af den amerikanske Højesteret

Ruth Bader Ginsburg

Den amerikanske Højesteret meddelte fredag den 18. september 2020, at USA’s ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, var død fredag efter længere tids kræftsygdom. Hun blev 87 år.

Ruth Bader Ginsburg – ”The Notorius RBG”, var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der består af ni dommere – fem konservative og fire liberale, og hun opnåede kultstatus i USA. I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en indædt forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til et ikon for liberale og LGBT-bevægelsen i USA.

Ginsburg blev født i Flatbush-kvarteret i Brooklyn, New York, på depressionens højdepunkt i 1933. Hendes forældre var jødiske emigranter, og hendes mor, Celia Bader, døde af kræft dagen inden Ginsburg afsluttede high school.

Hun fik sin juridiske skoling på Cornell University, Harvard og Columbia. Selvom hun fik en af de bedste eksamener, fik hun ikke et eneste jobtilbud. “Not a law firm in the entire city of New York would employ me,” har hun senere fortalt. “I struck out on three grounds: I was Jewish, a woman and a mother.”

Ginsburg blev I 1993 nomineret til Højesteret af præsident Clinton som den 2. kvinde efter Sandra Day O’Connor, der blev nomineret af præsident Ronald Reagan in 1981.

Ginsburg har en længere sygdomshistorik bag sig, og hun har gennemgået kræftforløb i 1999, 2009, 2018 og 2019. 17. juli i år oplyste hun så, at hun fik kemoterapi, efter at en kræftsygdom i leveren var vendt tilbage.

Spænding omkring Ginburgs afløser i Højesteret

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver præsidenten beføjelse til at nominere dommere, men det forudsætter Senatets samtykke. Af Senatets 100 medlemmer har Republikanerne i øjeblikket flertallet med 53 senatorer.

Washington venter nu i spænding på at finde ud af, hvem præsident Donald Trump vil udpege som sin kandidat til ny højesteretsdommer og hvornår han vil gøre det.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, skriver fredag på Twitter, at Ginsburgs stilling først bør besættes efter præsidentvalget 3. november. Joe Biden har ligeledes opfordret til at udpegningen først sker efter valget. Demokraterne har endnu i frisk erindring hvordan den republikanske majoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, i 2016 afviste overhovedet at overveje Barack Obamas nominering af Merrick Garland, som erstatning for en anden afdød højesteretsdommer med kultstatus – Antonin Scalia.

Det er under alle omstændigheder en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om partipolitik i snæver forstand, men om, hvilken retsfilosofi og forfatningsopfattelse, der skal dømmes efter. Skal forfatningsteksten tolkes bogstaveligt med hensyntagen til den historiske kontekst, eller skal forfatningen tolkes dynamisk i overensstemmelse med doktrinen om “den levende forfatning”.

Højesteretsdommere spiller en stor rolle i at forme amerikansk politik inden for emner som abort, LGBT-rettigheder, religionsfrihed, dødsstraf, og hvor meget magt præsidenten skal have.

Det var for eksempel Højesteret, der i 2015 besluttede at gøre det tilladt for homoseksuelle at gifte sig i hele USA.

Donald Trump har som præsident lagt stor vægt på den amerikanske Højesteret og i det hele taget på justitsvæsenets rolle som beskytter af (konservative) amerikanske værdier.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch og dermed sikret at 5 af Højesterets 9 dommere er konservative.

Præsident Trump fremhævede ved nomineringen af Kavanaugh, at “He understands that the role of a judge is to faithfully interpret the law, not to legislate from the bench. His authoritative legal opinions are known to shape the law and are often cited by judges around the country.”

Balancen i Højesteret

Med Ruth Bader Ginsburg havde den amerikanske højesteret et konservativt 5-4 flertal og med udnævnelsen af endnu en konservativ dommer – og dermed balancen til 6-3 i konservativ favør – vil Trump kunne imødekomme republikanske ønsker om en Højesteret, der er loyal mod forfatningens ordlyd, respekterer religiøst begrundet modstand mod f.eks. abort og homoægteskaber, og som støtter amerikanernes ret til at eje våben.

At udnævnelsen af Højesteretsdommere nok er politisk, men ikke partipolitisk i traditionel forstand, blev demonstreret af Neil Gorsuch i april 2018, hvor han sammen med den liberale side af Højesteret stemte for en 5-4 afgørelse, der fandt dele af Trumps deportationslov forfatningsstridig. Højesteret fandt at den del af loven, der skulle gøre det lettere at deportere immigranter, der var dømt for ”crime of violence” ikke var formuleret tilstrækkeligt præcist til at loven kunne håndhæves.

Konflikt mellem Demokrater og Republikanere

Uenigheden mellem Demokraterne og Republikanerne om ledige poster i Højesteret har illustreret den stadige kamp i USA om en række fundamentale spørgsmål, hvor Højesteret spiller en helt afgørende rolle.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. En af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

Med udnævnelsen af endnu en konservativ dommer vil Højesterets afgørelser i de næste 30 år kunne trækkes i konservativ retning.

Fortsat 0-rente i USA

Federal Reserve

USA’s centralbank (Fed) fastholder renten uændret, 0 – 0,25 pct. Det meddelte centralbanken onsdag aften kl. 20 dansk tid efter et møde i Federal Open Market Committee, FOMC.

Den amerikanske centralbank forventer, at det er nødvendigt at holde renten i ro i hvert fald indtil udgangen af 2023. Det skal bidrage til at sætte mere fart på økonomien, der kæmper med det tilbageslag som Covid-19-pandemien har betydet.

Beskæftigelsen og inflationen

Centralbanken har 2 hensyn i rentepolitikken: beskæftigelsen og inflationen. Banken vil holde sin rente nær nul, indtil der er opnået en væsentlig højere beskæftigelse i USA, hvor arbejdsløsheden i øjeblikket er på omkring 9 pct.

Hvad angår inflationen, er målsætningen mindst 2,0 pct. Det signaleres, at banken er villig til at acceptere en periode med højere inflation end 2 pct. som kompensation for den tid, hvor inflationen har ligget tæt på 0.

Ikke overraskende melding fra Fed

Beslutningen om at holde renten uændret kom ikke som nogen overraskelse. Ifølge Bloomberg havde langt de fleste analytikere regnet med uændret rente. Det er dog lidt overraskende, at 8 ud af 10 medlemmer af FOMC går ind for, at nulrentepolitikken skal ligge fast i de kommende 3 år.

Den amerikanske centralbank sender igen et stærkt signal om, at den er parat til at gøre ”whatever it takes” for at bringe den amerikanske økonomi tilbage i den gode gænge, som karakteriserede perioden umiddelbart inden Corona-pandemien ramte USA og verdensøkonomien.

Positive nøgletal

I de sidste dage har en strøm af positive nøgletal fra Kina, Europa og USA holdt kurserne oppe på de amerikanske aktiemarkeder.  Fra Kina har der været positive meldinger om fremgang i detailsalget og en bedre end ventet industriproduktion i august.

I Tyskland blev det oplyst, at de finansielle aktørers syn på økonomien i september var ganske positiv, og i USA er erhvervstilliden i New York-regionen i september steget, ligesom industriproduktionen i august steg.

Teknologiaktiers optur

Især har teknologiaktierne fortsat deres stigning. Microsoft, Amazon og Alphabet, Googles ejer, blev alle løftet, ligesom Netflix, der nu har 197 millioner abonnenter, alene tirsdag den 15. september 2020 vandt 4,1 pct.

Shippingfirmaet FedEx har som følge af den øgede nethandel under Corona-krisen oplevet et boom, der har smittet af i pæne stigninger i aktiekursen.

Til gengæld er storbankerne under pres

Citigroup har advaret om behovet for yderligere hensættelser til tab på udlån, ligesom Wells Fargo, JPMorgan Chase og Bank of America har oplyst om faldende renteindtægter.

Boligsektoren i USA er ganske stabil og byggesektoren meldes om nye ordrer og leveringer.

Rejse- og krydstogtoperatørerne har røde regnskabstal, og aktiekurserne falder som sten.

Udsigt til ny hjælpepakke

Forhandlingerne mellem Demokrater og Republikanere om en ny Coronavirus-hjælpepakke har stået i stampe, men formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi sagde den 15. september 2020, at man var indstillet på at levere en ny hjælpepakke inden Præsidentvalget i november.

Demokraterne har hidtil i forhandlingerne med Det Hvide Hus afvist en “tynd” pakke på 600 mia. dollars, foreslået af det republikanske flertal i Senatet. Nu signaleres det, at der måske kan opnås enighed om en pakke på omkring 1,5 billioner dollars.

Historisk aftale mellem Israel, Forenede Arabiske Emirater og Bahrain

Jared Kushner Mellemøsten

Tirsdag den 15. september 2020 vil Israel, De Forenede Arabiske Emirater, UAE, og Bahrain ved en ceremoni i Det Hvide Hus i Washington underskrive traktater, der normaliserer forholdet mellem Israel og de arabiske Golf-stater.

Donald Trump udnytter naturligvis “fredsaftalen” til det yderste i hans kampagne mod Joe Biden. Uanset hvad der har været sagt om Trumps udenrigspolitik, så er aftalen et håndfast bevis på, at han leverer, og bringer harmoni til et kaotisk Mellemøsten!

Donald Trump – og hans svigersøn Jared Kushner – vil modtage hyldest fra de mere end 200 særligt inviterede til ceremonien i Rosenhaven i Det Hvide Hus. Ja, Donald Trump vil muligvis gøre sig fortjent til Nobels fredspris med normaliseringsaftalerne.

Desværre er vi ikke vidne til den endegyldige fredsaftale for Mellemøsten. Palæstinenserne, der opfatter aftalerne som et anslag mod deres drømme om en selvstændig stat, er forfærdede.

Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning

Qatar og andre arabiske lande vil ikke slutte sig til UAE og Bahrain og her og nu etablere diplomatiske forbindelser med Israel, før konflikten med palæstinenserne er løst.

Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret ti  fordel for houthi-oprørerne.

Den manglende enighed blandt de arabiske Golf-stater har også hæmmet Donald Trumps bestræbelser på at danne en fælles front mod Iran i Golfen. Derfor har USA aktivt forsøgt at mægle i striden med Qatar, men indsatsen, støttet af Kuwait, har efter Qatars opfattelse endnu ikke nået et vendepunkt.

Forhandlingerne har bevæget sig ud over de krav, som boykotstaterne tidligere har præsenteret som grundlag for at indstille boycotten. Kravene omfatter lukning af Qatars statsfinansierede Al-Jazeera TV – en hyppig kritiker af andre arabiske lande og regeringer.

Det forlyder, at Qatar prioriterer forholdet til Saudi-Arabien, som Qatar deler sin eneste landegrænse med.

Vil palæstinenserne vise fleksibilitet?

Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.

Hvis det sker, kan det vi ser i dag være indledningen til den endelige løsning.

I Zimbabwe afvises patienter med lokal valuta, mens medicin kan købes for dollars uden for klinikkerne

zimbabwe

Tilfældige anholdelser, tortur, korruption, journalister og oppositionspolitikere i lænker, bevæbnede soldater på gadehjørner og ved supermarkeder.

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande med en gennemsnitsindtægt pr. indbygger på 475 US-dollar. Landet er samtidig kæmpestort – knap 391.000 km2.

Regeringens økonomiske politik har betydet, at landets gæld er vokset eksplosivt. Zimbabwes virksomheder producerer ikke nok til at imødekomme den lokale efterspørgsel eller til at tjene udenlandsk valuta ved at eksportere varer. I stedet har landet et stort og voksende handels- og valutaunderskud.

Emmerson Mnangagwas socialistiske regime i Zimbabwe gennemlever derfor i øjeblikket en ødelæggende økonomisk og humanitær krise, der forværres af coronaviruspandemien. Zimbabwe slår samtidig hårdt ned på alle modstandere og protester, mens landet har et desperat behov for udenlandske investeringer.

Ifølge Transparency’s Global Corruption Index 2019 rangerer Zimbabwe som nr. 158 ud af 180 og er dermed blandt de 25 mest korrupte lande i verden.

Sanktioner

USA, EU og UK har siden 2003 opretholdt sanktioner mod Zimbabwe. USA har opretholdt sanktionerne med den begrundelse, at Emmerson Mnangagwas regering ikke har iværksat de politiske og økonomiske tiltag, der er nødvendige for at genoprette tilliden til Zimbabwe. Det er således opfattelsen, at de sidste valg ikke var ”fully free and fair”.

Sanktionerne er målrettet mod enkeltpersoner, ligesom der er forbud mod at sælge våben m.v. til Zimbabwe og bistand til regeringen til ikke-humanitære programmer.

Det er således stadig muligt at yde bistand og nødhjælp direkte til den zimbabwiske befolkning.

Corona

Zimbabwe har i snart 6 måneder været præget af skrappe Lock Down-foranstaltninger, og regeringen har på ubestemt tid udvidet foranstaltningerne for at bremse spredningen af coronavirus.

Medicinsalg og et nødlidende sundhedsvæsen

Borgere i Harare, Zimbabwe, har beskyldt sygeplejersker for at gøre sundhedsklinikker til ulovlige, men meget lukrative valutacentraler, rapporterede New Zimbabwe mandag den 14. september 2020.

På et offentligt beboermøde i forstaden Highfields til Harare, klagede flere over, at de ikke har adgang til sundhedsydelser på offentlige klinikker, og de truede med at rejse sagen politisk for at gennemtvinge forbedringer.

Sygeplejersker vil angiveligt kun acceptere amerikanske dollars, men udsteder en kvittering lydende på zimbabwiske bondnotes. Sygeplejerskerne stikker de modtagne dollars i lommen, og bruger så deres egen private Ecocash konto til at betale for ydelsen.

Beboere klagede også over, at selv om de betaler for konsultationer, bliver de ikke forsynet med medicin, men henvises til at købe deres medicin på et privat apotek.

Nogle beboere hævdede, at selvom man ikke kunne få medicin på selve klinikken, forekom det, at sygeplejersker samtidig solgte medicin for US dollars uden for klinikken om aftenen.

Efter mødet bekræftede en embedsmand i sundhedsvæsenet, at sygeplejersker prioriterede patienter med amerikanske dollars, formentlig fordi Zimbabwes notorisk ustabile valuta er praktisk talt værdiløs. Inflationen i den zimbabwiske dollar er i øjeblikket oppe på 500 procent om året.

Ud over den angiveligt ulovlige trafik med medicinsalg kom det også frem under det offentlige møde, at kun otte af 42 sundhedsklinikker i Harare i øjeblikket var i drift, da et flertal af sygeplejersker har strejket de seneste to måneder i protest mod deres beskedne lønninger og dårlige arbejdsvilkår.

Zimbabwe – en fejlslagen stat

Præsident Emmerson Mnangagwa kom til magten i november 2017, efter at den mangeårige præsident, Robert Mugabe, trådte tilbage efter et militærkup og massedemonstrationer. Præsident Mnangagwa vandt i 2018 et kontroversielt valg præget af vold og valgsvindel.

Zimbabwe var engang en af de mest lovende økonomier på det afrikanske kontinent. Men under præsident Robert Mugabe blev landet præget af korruption, dårlig ledelse og i øvrigt lagt på is af det internationale samfund.

De 16 millioner indbyggere kæmper med en arbejdsløshed på over 80 procent foruden en tårnhøj inflation.

Tidligere Rhodesia

Republikken Zimbabwe, tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia, er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe er omkranset af Sydafrika i syd, Botswana i vest, Zambia i nordvest og Mosambique i øst og nordøst og har ingen kystlinje. Den nordvestlige grænse er defineret af Zambezifloden. Victoria Falls er et populært turistmål ved Zambezi. I syd er Zimbabwe separeret fra Sydafrika af Limpopofloden. Zimbabwe deler også en kort grænse med Namibia i vest via en smal landkorridor.

Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapa-imperiet. “Zimbabwe” kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder “stort stenhus” på shona-sproget.

Ian Smith

Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith, og det hvide mindretal opretholdt et strengt apartheid-styre.

Rhodesia var relativt velstående, men i realiteten kun støttet af Sydafrika. Rhodesia var gennem 70’erne præget af oprør og borgerkrig, og regeringen måtte til sidst overgive sig og udskrive frie valg.

Den 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia.

37 år med Robert Mugabe

Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det imidlertid med socialisten Robert Mugabe ved magten, som han beholdt i de næste 37 år. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Kontroversielle landreformer

Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme har derfor stedse været et hedt politisk emne i Zimbabwe. Fra omkring 2000 førte den tvungne fjernelse af hvide jordejere til store prisstigninger på landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i de sidste år har hungersnød været udbredt på grund af Mugabes landreformspolitik.

Dette har efterladt den store majoritet af fattige og jordløse zimbabwianere i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation og omfattende arbejdsløshed.

Erstatning?

I slutningen af august 2020 blev det oplyst, at regeringen i Zimbabwe har indvilget i at betale kompensation til de hvide farmere, der blev smidt ud i 2002. Baggrunden er landets desperate behov for udenlandske direkte investeringer, men om erstatningerne rent faktisk vil blive betalt, vil vise sig.

Hvad bør der komme ud dagens topmøde mellem Kinas leder, Xi Jinping, og EU-trioen: Angela Merkel, Ursula von der Leyen og Charles Michel

Kina-DK

Den franske præsident, Emmanuel Macron, der i sidste måned på den mest sleske måde rullede den røde løber ud for den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, er ikke inviteret til at deltage.

Xi Jinping forventes at forsøge at binde EU tættere til sig inden det amerikanske præsidentvalg i november, hvor det kan forventes at Joe Biden – hvis han vinder – vil prøve at genoprette de cordiale nordatlantiske forbindelser og vinde EU for amerikanske positioner i handelskrigen med Kina.

EU-troen vil møde op til videokonferencen med frustrationer over at det ikke efter 7 års forhandlinger er lykkedes at indgå en investeringsaftale, der kan yde EU-virksomheder et minimum af beskyttelse i den stadig mere statsdirigerede og statsstøttede kinesiske økonomi.

I stedet for at reducere fordelen for de kinesiske statsejede virksomheder har Xi Jinping så sent som i juni godkendt en 3-årsplan, der vil styrke det statsejede virksomheders rolle i den kinesiske økonomi.

EU-landene uenige

EU-trioens muligheder for at Kina er på forhånd svækkede. Først og fremmest fordi EU-landene ikke har en enig front. De østeuropæiske landes forsøg på at etablere deres egen dialog og politik over for Kina med konkurrerende årlige topmøder uden om EU er ikke befordrende for en fælles EU-tilgang.

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det har ikke for alvor ændret billedet, at formanden for det tjekkiske parlament, Milos Vystrcil, i sidste uge aflagde et besøg i Taiwan. Den tjekkiske præsident, Milos Zeman, skyndte sig at undskylde med at det bare var ”en barnlig provokation”.

Sverige har som det eneste EU-land været kølig overfor Kina som følge af den kinesiske forfølgelse af boghandelen Gui Minhai, der har et svensk pas. Sverige har faktisk også opfordret til EU-sanktioner mod Kina i anledning af den nationale sikkerhedslov i Hong Kong.

Det var i virkeligheden først da Italien sidste år, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at andre i Europa vågnede op. I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Hvad skal der komme ud af Topmødet?

Vi må forvente, at EU-trioen på Topmødet får slået fast med syvtommersøm, at

  • Hvis ikke Kina stopper med at krænke menneskerettigheder og internationale aftaler i Hong Kong, Uighurerne i Xinjang og Tibet vil EU kræve en FN-undersøgelse af krænkelser af menneskerettigheder i Kina.
  • Kina skal ophøre med at trænere den i 7 år forhandlede EU-Kina investeringsaftale. Kina må i overensstemmelse med WTO-reglerne give EU-virksomheder lige adgang til markederne og ophøre med at dumpe stål og andre varer på det europæiske marked. Ellers vil EU iværksætte beskyttelsesforanstaltninger mod unfair kinesisk handelspraksis.
  • Det må ligeledes gøres klart, at før kinesiske firmaer får lov til at stå for EU’s kritiske 5G netværk skal alle tvivlsspørgsmål vedrørende spionage, krænkelse af private oplysninger eller muligheden for kinesiske cyperangreb være afklaret.

https://sorenskafte.com/2020/08/22/taenketankens-pipedreams/

Højere priser på oksekød i UK efter Brexit

Oksekød QMS

Sunday Times bringer den 13. september 2020 et indlæg fra de tidligere britiske premierministre John Major og Tony Blair. De kritiserede den “chokerende” meddelelse fra den britiske regering i sidste uge om, at den planlægger lovgivning, der vil krænke tilbagetrækningstraktaten fra EU, som regeringn underskrev i januar, da landet formelt forlod EU.

Premierminister Boris Johnson siger, at den kontroversielle lovgivning er nødvendig for at løse usikkerheden omkring Nordirlands stilling i Brexit-aftalen og sikre fortsat fri og uhindret handel mellem England, Wales, Nordirland og Skotland i Storbritannien.

Mens den politiske og juridiske diskussion raser mellem UK og EU kan Quality Meat Scotland, QMS, oplyse, at oksekødsproducenterne siden et lavpunkt i april har oplevet prisstigninger og i øjeblikket kan notere de højeste afregningspriser i årevis. Det bemærkes, at QMS er en officiel skotsk institution, der promoverer skotsk kødproduktion og i øvrigt administrerer mærkevarebeskyttelsen – Protected Geographical Indication, PGI – af skotske oksekøds- og lammekødsmærker.

Stigende priser på oksekød i EU

Priserne på oksekød er også steget i hele Europa, men er siden forsommeren faldet tilbage, og priserne ligger stadig under niveauet i 2018.

De danske afregningspriser for oksekød har tidligere haft svært ved at konkurrere med de øvrige EU-landes priser. Men det billede er ifølge Landbrug & Fødevarer ændret – den danske notering for oksekød fra køer ligger på eller op til én krone højere end den gennemsnitlige pris i EU-landene.

”Storbritannien har nu de højeste producentpriser for oksekød i hele Europa og verden, og afstanden er udvidet i det sidste kvartal”, udtaler Stuart Ashworth fra QMS.

QMS mener også, at et Brexit uden en handelsaftale med EU vil betyde endnu højere priser i på oksekød i UK.

Ifølge Farmers Weekly kan Boris Johnsons trussel om at forlade EU uden en aftale betyde, at UK efter Brexit vil opleve endnu højere oksekødspriser.

Selvom nogle politiske kommentatorer mener at Johnsons udtalelser er et forhandlingskneb for at presse EU til at give sig på kravene om statsstøtte og adgang til fiskerifarvande, kan resultatet meget vel blive højere priser.

UK-told på importeret oksekød?

Den britiske regering har sagt, at hvis der ikke opnås en aftale, vil den indføre told på importeret oksekød fra alle lande og dermed stille oksekød fra Irland på lige fod med importeret oksekød fra Brasilien og Argentina.

Selv om britiske eksportprodukter også ville blive ramt af told ved indførsel i EU betyder det forhold, at UK ikke er selvforsynende med oksekød, og dermed nettoimportør, at QMS vurderer at sluteffekten vil være, at priserne på oksekød i UK vil blive drevet op.

Det Forenede Kongerige er omkring 86 pct. selvforsynende for oksekød, mens der kan være forskelle afhængig af udskæring m.v.

Den skotske kalveproduktion ligger i øjeblikket ifølge QMS lidt under gennemsnittet, og der er generelt en forventning om, at mængden af kvæg i forsyningskæden i løbet af de næste seks måneder vil være lidt mindre end normalt og dermed understøtte en fortsættelse af de nuværende høje priser.

Effekten på markedet for lammekød

Det Forenede Kongerige er nettoeksportør af lam, og det betyder, at det er uundgåeligt, at priserne vil falde fra deres nuværende høje niveauer i tilfælde af et Brexit uden en aftale og med en toldbarriere i forhold til EU.

QMS vurderer, at det endnu er for tidligt at sige noget omhvor meget priserne skal falde for at UK-producenter fortsat vil være konkurrencedygtige. Det vil afhænge af om EU vil være i stand til at købe billigere lam fra andre steder i tilstrækkelige mængder.

New Zealands toldfrie kontingent vil blive delt mellem EU og Det Forenede Kongerige næste år, hvilket betyder, at det ikke vil være i stand til at sende så meget lam ind i EU’s toldfri som tidligere.

Dette kan skabe lige vilkår med det britiske lam, medmindre EU øger adgangen til New Zealand.

Det er også uvist, om nogle af omkostningerne ved en eventuel told kan væltes over på forbrugerne, eller om tolden vil betyde reduceret efterspørgsel fordi forbrugerne substituerer lammekød med med andet kød, siger QMS.

Er de gule veste tilbage i Frankrig?

Gule veste Paris 12. september 2020

Omkring 6.000 demonstranter – nogle sortklædte og maskerede og nogle iført gule veste – marcherede lørdag i Paris. Konfrontationer mellem demonstranter og en talstærk politistyrke, der mindede om situationen inden Corona-pandemien, førte til 250 anholdelser og demonstranter, der måtte indkassere talrige knippelslag.

Protesterne angik denne gang ikke stigende benzinpriser, men social uretfærdighed og de sociale og sundhedsmæssige konsekvenser af Covid-19, på et tidspunkt hvor antallet af smittede i Frankrig overstiger 10.000 om dagen.

Demonstranterne havde ønsket at blokere Champs-Élysée boulevarden i Paris, men det blev forhindret af politiet.