Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen prøver i Weekendavisen, nr. 37, at begå et karaktermord på både digterpræsten Kaj Munk og på hans næstyngste barn, Inger Solvej Mehring, der har boet i USA i 39 år, i anledning af et interview i Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Svineren består i, at Weekendavisens journalist mener skriver, at ”æblet faldet ikke langt fra stammen”, i sammenkædningen af Inger Mehring som Trump-tilhænger og Kaj Munks “oprindelige begejstring for stærke ledere”: ”Han gennemskuer al den bestikkelsespolitik, som florerer som ukrudt og tidsler vildt og voldsomt,” siger hun om præsident Trump, som hun håber vinder valget. Hans taler på video deler hun konsekvent på de sociale medier.

Milton Friedman, der døde i 2006, er en af alle tiders mest indflydelsesrige økonomer. Forgrundsfigur i den neoklassiske liberale Chicagoskole, hvor Friedman har ydet sine væsentligste bidrag dels inden for forbrugsteori, hvor han har påvist, at forbruget afhænger af den langsigtede udvikling i indkomsten, dels inden for pengeteori, hvor han har demonstreret, at efterspørgslen efter penge er en stabil funktion af få variable.

Milton Friedman har et omfattende økonomisk forfatterskab bag sig og bl.a. udgivet ”The Optimum Quantity of Money” (1969) og ”Monetary Trends in the United States and the United Kingdom” (1982) og sammen med sin kone, Rose, bl.a. ”Free to Choose” (1980).

Milton Friedman modtog Nobelprisen i økonomi (officielt Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel) i 1976 for “his achievements in the field of consumption analysis, monetary history and theory, and for his demonstration of the complexity of stabilization policy.”

Friedman var en kontroversiel deltager i den offentlige debat, og bl.a. kendt for udtalelser som: ”There’s no such thing as a free lunch”, og ”If you put the federal government in charge of the Sahara Desert, in 5 years there’d be a shortage of sand”.

I dag – den 13. september 1970 – for 50 år siden skrev Friedman en berømt artikel i New York Times, om at virksomheder i stedet for CSR skulle fokusere på at maksimere indtjeningen:

”A Friedman doctrine‐- The Social Responsibility Of Business Is to Increase Its Profits”.

Erhvervsredaktionen på Berlingske meddeler den 12. september 2020, at holdet udvides med en ny erhvervskommentator. Det er ”erhvervskvinden” Eva Zeuthen Bentsen, som ved siden af sit job som partner i den rådgivningsvirksomhed, hun selv har været med til at skabe, Zeuthen Storm, vil skrive om erhvervsliv, den offentlige sektor og ledelse i Berlingske.

Eva Zeuthen Bentsen præsenteres som cand.merc. i strategi og ledelse fra CBS, tidligere hospitalsdirektør på Gentofte Hospital og tidligere medlem af regeringens ledelseskommission.

Det bliver spændende at følge, om Zeuthen kan bidrage til at øge kvaliteten af Berlingskes dækning af erhvervsstoffet.

Fyret fra Gentofte Hospital

Eva Zeuthen Bentsen har siden hun ved årsskiftet 2014/15 blev fyret som hospitalsdirektør ved Gentofte Hospital ernæret sig som konsulent.

Baggrunden for fyringen var den skandaløse administration af eksterne forskningsmidler på Gentofte Hospital og på Rigshospitalet. Der var mangelfuld kontrol med midlerne på hospitalerne, og forskningsmidler blev brugt til private og ekstravagante formål. Fem overlæger blev politianmeldt og tiltalt for svindel for sammenlagt ca. 6,5 mio. kr. Udover den mangelfulde kontrol med forskningsmidlerne afdækkede skandalen at Eva Zeuthen Bentsen og andre medlemmer af hospitalsdirektionen havde afholdt udgifter til en omfattende rejseaktivitet og repræsentation uden dokumentation for udgifternes tjenstlige relevans.

Ledelseskommissionen

Henvisningen til Eva Zeuthen Bentsens medlemskab af Ledelseskommissionen bidrager ikke til positive forventninger.

Siden formanden for Ledelseskommissionen, Allan Søgaard Larsen, forsvandt i en shitstorm som følge af hans ansvar for Falcks ulovlige adfærd i Bios-sagen, har vi ikke hørt en lyd om kommissionens anbefalinger.

Baggrunden for skandaliseringen af Ledelseskommissionens formand var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer var involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Nuværende kommunikationschef i Københavns Lufthavn, Peter Goll, orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck med Allan Søgård Larsens billigelse hele den masterplan, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Et dødt vildsvin ramt af sygdommen AFS, er fundet tæt ved Cottbus i Tyskland. Myndighederne har umiddelbart etableret et fire kilometer langt hegn omkring stedet.

Der er nu svinepest i Tyskland. Det tyske landbrugsministerium bekræftede sent onsdag aften, at der fundet et dødt vildsvin smittet med afrikansk svinepest i den sydøstlige del af Tyskland. Prøverne skal nu verificeres, men det betragtes som en formalitet. Det kan få store konsekvenser for den tyske eksport af grisekød ud af Europa. Hvor store konsekvenser det vil få for Danish Crown er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at spå om.

De døde vildsvin er fundet tæt på den polsk-tyske grænse i kommunen Spree-Neise øst for Cottbus. Det er ikke langt fra det område i Polen, hvor der for omkring et år siden blev fundet afrikansk svinepest blandt vildsvin.

Det tyske landbrugsministerium bekræfter

Landbrugsminister Julia Klöckner meddelte på et pressemøde i Berlin torsdag den 10. september, at et vildsvin i den østlige delstat Brandenburg var blevet testet positivt.

Hun sagde, det inficerede område vil blive afspærret. Myndighederne har forberedt sig på, at svinepesten nu finde i Tyskland, og de vil træffe foranstaltninger til at forhindre, at sygdommen spredes yderligere, tilføjer hun.

Det døde vildsvin blev fundet 6 km fra den polske grænse, og kun 30 km fra det sidste bekræftede tilfælde af ASF i Polen.

Der blev udtaget en prøve, og et positivt resultat blev bekræftet på Friedrich-Loeffler-Institut laboratorium, Tysklands nationale institut for dyresundhed.

Biosikkerhed advarsel

Instituttet sagde de ansvarlige veterinærmyndigheder på stedet skal nu træffe de nødvendige foranstaltninger og understregede, at det var “nu yderst vigtigt for landmændene til nøje at overholde landbrugets biosikkerhed”.

Forbundsministeriet for Fødevarer og Landbrug havde sat landet i højeste beredskab for tilstedeværelsen af ASF efter vildsvin var blevet fundet døde i det vestlige Polen.

Ministeriet advarede om, at en indtrængen af ASF i Tyskland ville have “alvorlige konsekvenser for dyrene såvel som for økonomien. Og en indtrængen i vildsvinebestanden “ville være kritisk”, da “mulighederne for at kontrollere sygdommen er begrænsede”.

Betydning for tysk eksport

Det store spørgsmål er nu, hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport til blandt andet Kina og Japan. Tyskland eksporterer årligt omkring en million ton grisekød til lande udenfor Europa.

”Vi har forskellige planer liggende klar i skuffen. Lige nu handler det om at holde hovedet koldt og følge udviklingen i Tyskland. I løbet af få dage vil vi have et overblik over, hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport ud af Europa, men det giver ikke mening at spå om, hvilken betydning det får for den danske notering, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Prisen på grisekød i Tyskland har stor betydning for priserne i hele Europa.

Det tyske magasin, Agrarheute, skriver, at vildsvinet blev fundet i bydelen Sembten. Her har de tyske myndigheder grebet ind og med hegn sikret området mod indtrængning af andre vildsvin. Hegnet er fire kilometer langt. Agrarheute følger udviklingen i Tyskland herunder på de tyske slagterier.

Afrikansk svinepest i Tyskland

Hegn har begrænset vildsvinebestanden i Danmark og formand for LandboSyd, Mogens Dall, beklager at svinepesten nu er kommet til Tyskland. Han ærgrer sig over, at de tyske myndigheder ikke som de danske valgte at sikre grænserne mod vildsvin og bekæmpe dem i områderne. Herhjemme har hegnet på den dansk-tyske grænse betydet, at bestanden af vildsvin er blevet begrænset væsentlig.

Fra flere sider er det anført, at prisen for hegnet på omkring 80 mio. kr. er alt for høj. Mogens Dall konstaterer nøgternt, at prisen på hegnet svarer til blot en dags dansk eksport af svinekød.

I Polen har der været 66 fund af svinepest alene i år, og i Tyskland er det første tilfælde af afrikansk svinepest nu bekræftet.

Generalsekretæren for Copa og Cogeca, paraplygruppen for europæiske landbrugsorganisationen, udtalte: “Identifikationen af inficerede vildsvin i Tyskland i dag er naturligvis en kilde til bekymring for hele den europæiske svinekødssektor. Ikke desto mindre bør vi berolige. Tyskland beviste sin evne til hurtig reaktion og effektive foranstaltninger, og Brandenburg-regionen har en begrænset svineproduktion.”

Afrikansk Svinepest, ASF

Siden august 2018 har der været rapporter om en massiv forekomst af sygdommen i Kina. Moldova, Rusland og Ukraine rapporterer også fortsat tilfælde af ASF. Sidste år udslettede ASF omkring 120 millioner svin i Kina, mere end en tredjedel af landets svinebestand.

Tilfældene er nu blevet bekræftet i omkring 10 europæiske lande.

Tyskland er klart Europas største svinekødsproducent – og en vigtig leverandør af svinekød til Kina. Allerrde i maj 2020 advarede man om, at risikoen for ASF i Tyskland “ville være betydelig”.

Importører uden for EU er tilbøjelige til at iindføre et totalt forbud mod import af svinekød fra lande med risiko for smitsomme svin, selv om sygdommen kun er hos vildsvin.

I UK siger National Pig Association, at der er frygt for, at handelen med svinekød vil blive skadet med en bredere afsmittende virkning på det det tyske svinekødsmarked.

Indflydelse på svinenoteringen i Danmark

Det har endnu ikke været  muligt at aflæse reaktionen på oplysningen om den tyske svinepest på den danske svinenotering.

Da energiselskabet DONG Energys daværende bestyrelsesformand, Fritz Schur, i 2012 fyrede den administrerende direktør, Anders Eldrup, var forklaringen til offentligheden, at der var foregået “rystende” ting i virksomheden. Man havde opdaget nogle meget usædvanlige lønforhold, sagde Schur for rullende kameraer. Én medarbejder især tjente mere end direktøren. Medarbejderen kunne endda tage 20 millioner kroner med sig, hvis han selv valgte at sige op.

“Vi har aldrig set en situation, hvor folk kunne gå med så stort et beløb,” sagde Fritz Schur.

Medarbejderen hed Jakob Baruël Poulsen.

Kort efter eksploderede sagen i medierne. ”Barylen” og de andre såkaldte guldfugle – Torsten Lodberg Smed, Christian Skakkebæk og Rune Bro Roin – blev bortvist fra DONG Energy.

Fyringen drejede sig imidlertid om mere end løn og bonusser

Inden fyringen havde Jakob Baruël Poulsen og Anders Eldrup længe arbejdet intenst på en plan. De kaldte den Project Red.

Idéen var, meget forsimplet, en massiv og ambitiøs satsning på vindenergi. DONG Energy skulle være førende inden for havvindmølleparker.

Det krævede meget store investeringer at opføre vindmølleparkerne. De penge skulle i høj grad komme fra pensionskasser (de havde allerede købt sig ind i flere vindmølleprojekter tidligere). Samtidig kunne DONG Energy få fingre i lukrative offentlige støttemidler til vindenergi.

Anders Eldrup vurderede, at Baruëls plan var et potentielt guldæg, der kunne betyde, at DONG Energys vinddivision inden for de kommende ti år ville være mere end 80 milliarder kroner værd.

Der var bare to ret store problemer

Project Red blev af bestyrelsesformanden og ejeren (repræsenteret ved Finansministeriet) anset for risikabel. Planen blev derfor ikke umiddelbart godkendt, men for at holde på ”Guldfuglene” skruede Eldrup op for løn, aftrædelsesordninger og diverse bonusser.

Det andet problem var at DONG Energy i 2012 reelt var nødlidende. Fritz Schur, Eldrup og ”Guldfuglene” havde kørt selskabet ud over kanten med fejlslagne investeringer i bl.a. gasfyrede kraftværker, hvor selskabet på salgstidspunktet i januar 2014 havde en nettogæld på over 33 mia. kr.

Hertil kom langt større betalingsforpligtelser i de kommende år, hvis den ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller og off shore-aktiviteter skulle realiseres.

DONG Energys værdi var faldet fra 60-80 milliarder til 31,5 milliarder kroner

Dong Energy blev på salgstidspunktet i januar 2014 prissat til 31,5 mia. kr. og med kapitaltilførslen til 44,5 mia. kr.

Forud for den planlagte børsnotering i 2008 blev værdien af DONG Energy konservativt anslået til mellem 60-80 milliarder kroner.

Finansministeren oplyste i maj 2012 i et aktstykke til Folketinget, at selskabet nu kun var 38,8 mia. kr. værd, og så sent som i september 2013 da Østjysk Energi solgte sine aktier, blev den samlede værdi oplyst til 33,2 mia. kr.

Driftsunderskuddene i 2012 og 2013 og det fortsatte fald i værdien af de vilde investeringer i gasfyrede kraftværker, betød at værdien af selskabet var faldet til 31,5 milliarder kr. i januar 2014. Selskabet havde samtidig opbygget en nettogæld på 33 mia. kr.

Den virkelige DONG-skandale er således ikke salget til Goldman Sachs, men i at Finansministeren, departementschef David Helleman og afdelingschef Peter Brixen var helt passive mens Eldrup, Schur og Guldfuglene i løbet af nogle få år satte offentligt ejede værdier for mindst 50 milliarder kr. over styr.

DONG Energys fortvivlede økonomi betød, at ikke kun realiseringen af det ambitiøse investeringsprogram i havvindmøller, olie/gas m.v. men selve selskabets overlevelse var afhængig af mere egenkapital.

Først i begyndelsen af 2013 kom det offentligt frem, at DONG Energy skulle have ny kapital.

Som hovedaktionær kunne Staten selv have skudt penge i DONG, men dette var der ikke politisk flertal for. Derfor besluttede man at lave en kapitaludvidelsen i energiselskabet med penge udefra.

I starten af 2014 godkendte Folketingets finansudvalg kapitaludvidelsen i DONG, hvor blandt andre Goldman Sachs, ATP og PFA skød omkring 13 mia. kr. i energiselskabet.

Fra starten af var modstanden mod kapitaludvidelsen dog stor. Særligt Goldman Sachs’ investeringsstruktur, der lugtede meget af skattely, skabte røre langt ind i den daværende SRSF-regering. Som en direkte konsekvens af kapitaludvidelsen i DONG valgte SF at forlade regeringen.

Better Place

Et af de eventyr, hvor DONG Energy tabte penge, var involveringen i det californiske Project Better Place. DONG kastede 200 mio. kr. i projektet, der skulle skaffe mindst en halv mio. elbiler i Danmark inden 2020.

Better Place forventede at kunne erobre omkring 20 pct. af el-bilmarkedet, der i 2020 ville udgøre over 500.000 el-biler.

Ideen bag Better Place var, at man skulle købe el-bilen og så leje et batteri hos Better Place. Herefter kunne man selv lade batteriet op hjemme i garagen eller på arbejdspladsen, mens man kunne bytte batteriet på en ladestation, som der skulle etableres en række af rundt i landet.

DONG-direktør Anders Eldrup var entusiastisk i hans anprisning af projektet. Ideen om at udnytte vindmølle-strømmen til opladning om natten, hvor der er overskud af vindmøllestrøm, tiltalte ham. Det ville bidrage til at sætte DONG Energys klimaindsats på verdenskortet forud for klimatopmødet i København i december 2009.

At el-bilerne dengang ikke kunne køre mere end 150 km på en opladning, var ifølge Anders Eldrup ikke et problem: 80 pct. af alle bilture var på under 100 kilometer, så det ville kun være relativt få, der havde behov for en ”optankning” undervejs. I de fleste tilfælde kan man lade bilen op hjemme i garagen eller ude på p-plads, mens man er på arbejde, lød det optimistisk.

DONG Energys Henrik Poulsen stopper engagementet i Better Place

Allerede i januar 2013 stoppede DONGs nye topchef Henrik Poulsen engagementet i Better Place, som DONG ejede 17 pct. af.

Uden kapitalindskud fra ejerne var firmaets dage tale, og i maj 2013 gik Better Place konkurs.

Coop Danmark er en kæmpevirksomhed med 40.000 ansatte, 43 mia. kr. i omsætning og flere millioner kunder. Koncernen, der består af 1.200 butikker, hvoraf godt en fjerdedel er ejet af selvstændige brugsforeninger, skal operere i et presset dagligvaremarked i skarp konkurrence med Rema 1000 og Salling Group, herunder Netto og Føtex, hvor der løbende er behov for effektiviseringer. Samtidig er indtjeningen hæmmet af de dårlige resultater i FAKTA-kæden.

Min afdøde svigerfar, der livet igennem var en ærkeliberal Venstre-mand, der placerede alle dagligvare-indkøb hos frie og uafhængige købmænd, omtalte altid den kooperative detailhandel som ”brugspis”. Yndlingsaversionen var den nu lukkede SuperBrugs i Borup, men måske kendte han ikke andre.

Efter omkring syv år som topchef for Coop er Peter Høgsteds tid som frontfigur ved at rinde ud. Af en pressemeddelelse fra selskabet fremgår det, at Peter Høgsted stopper som topchef senest ved årets udgang.

Formanden for bestyrelsen oplyser, at fyringen er sket fordi bestyrelsen mener, at med en ændret markedssituation og nye udfordringer, ønskes en ny profil i spidsen for Coop.

I Berlingske Tidende problematiserer Birgitte Erhardtsen den hurtige udpegning af Kræn Østergaard Nielsen som ny administrerende direktør. Det antydes, at bestyrelsesformand Lasse Bolander, kan have særlige motiver som har forbindelse med, at han i 2021 skal genvælges som formand for Coop.

Jagtklubskandalen

Det er ikke første gang vi hører om urent trav i Brugsen.

I 1983 måtte FDB’s daværende førstedirektør, Gunnar Christensen, også acceptere en uventet fyring.

Baggrunden var den såkaldte ”jagtklubskandale”.

I 1982 blev FDB’s kronprins, kandidaten til FDB’s næste førstedirektør, Klaus Munch Nielsen, afsløret i at have modtaget returkommission. I al hemmelighed havde Klaus Munch Nielsen forlangt at få stillet en Range Rover til rådighed til jagt for til gengæld at pege på Ib Schimming som direktør i Schulstad.

De tvivlsomme forretningsmetoder stemte ikke overens med brugsbevægelsens normale normer. 200 medarbejdere blev afhørt i Coop, hvilket resulterede i, at Klaus Munch Nielsen og fem andre direktører fratrådte, da de blev afsløret i ”jagtskandalen”.

Bjørn Laugesen var sektionsdirektør i FDB, da han ifølge en pressemeddelelse fra den 7. oktober 1982 fratrådte efter eget ønske. Det skete, samtidig med at to andre direktører trak sig og kort efter, at direktør Klaus Munch Nielsen havde gjort det samme.

Ifølge forskellige avisers omtale af sagen følte flere af FDB’s underleverandører sig presset til at betale store summer til et hemmeligt selskab, der arrangerede jagtrejser.

FDB klarede i første omgang sagen internt med at de pågældende direktører fratrådte med lukrative fratrædelsesgodtgørelser. I løbet af efteråret 1982 kunne Ekstra Bladet flere gange rydde forsiden for at fortælle om forskellige FDB-direktørers eksotiske safariture i Afrika og jagtrejser i Polen. Dermed var ”jagtklubskandalen” en realitet.

Leverandører til brugsforeningen blev tvunget til at betale jagtrejser, der i regnskaberne blev skjult under titler som ”Aktiviteter” eller ”driftsomkostninger”.

Det endte med at politiet gik ind i sagen, og politiets materiale dokumenterede er en næsten uhæmmet rejsevirksomhed, og førstedirektøren i FDB, Gunnar Christensen, bliver inddraget.

Efter en lille håndfuld FDB-topfigurer blev anklaget for mandatsvig og returkommission, kom Gunnar Christensen som den sidste i politiets søgelys for at have været vidende om direktørernes betalte jagtrejser, og han blev fyret i januar 1983.

Når erfaringer fra offentlig tjeneste værdsættes i det private erhvervsliv

Friis Arne Petersen

Den 31. august 2020 takkede ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, af som ansat i Udenrigsministeriet efter mere end 40 års ansættelse på absolut ledende poster i ministeriet. Tirsdag den 1. september 2020 klokken ni begyndte han en ny tilværelse som partner i den nordeuropæiske public affairs-virksomhed, Rud Pedersen!

Den tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet har i et interview med Politiken oplyst, at han skal være lobbyist og bruge sit netværk blandt politikere, politiske systemer og erhvervslivet. Riis Arne Petersens nye arbejdsgiver har ambitioner om i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland at kunne rådgive og analysere bedre end amerikanske konkurrenter som Boston Consulting Group og McKinsey m.fl.

Friis Arne Petersen er muligvis inspireret af tidligere ambassadør, departementschef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, der efter sin afgang fra Udenrigstjenesten blev ansat som Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe.

Tidligere havde ambassadør, departementschef og direktør i Udenrigsministeriet, Eigil Jørgensen, vist vejen da han efter endt statstjeneste blev betroet rådgiver hos A.P. Møller.

Lars Løkke Rasmussens dobbeltjob

Den 31. januar 2020 kunne Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet vil tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

Kan man stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om Lars Løkke Rasmussens sideaktiviteter har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode gav anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi nogle mente, at Brian Mikkelsen, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, der betyder, at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens eller topembedsmandens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer.

Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Stine Brix

Tidligere folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har fra 1. maj 2020 arbejdet i fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation i fagforbundet.

Klausuler

De markante karriereskift, som Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Flere kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
• Stine Brix fra Enhedslisten gik fra Folketinget til fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation.
• Friis Arne Petersen gik fra ambassadør til partner i lobbyvirksomheden Rud. Pedersen

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

I Danmark er der omkring 2,7 mio. personbiler, heraf er mindst 400.000 ældre dieselbiler, omkring 16.000 er el-biler og ca. 10.000 hybridbiler.

Staten henter årligt omkring 50 milliarder kroner ind i bilafgifter m.v.

Regeringen har en ambition om, at der i Danmark er mindst 1 million el-biler når vi når 2030.

Hvis afgiftssystemet skal understøtte væksten i elbiler, og det samlede afgiftsprovenuet ikke må røres, er der ingen vej udenom: elbilerne skal afgiftsmæssigt være billigere og benzin- og dieselbiler skal være dyrere.

Eldrup-kommissionen

Kommissionen blev nedsat af den daværende borgerlige regering i februar 2019. Kommissionen fik i opdrag at finde ud af hvordan grønne bilafgifter kunne indføres, uden at der blev slået hul i statskassen.

På et pressemøde mandag den 7. september 2020 klokken 12 i København præsenterede Kommissionen for grøn omstilling af personbiler under ledelse af Anders Eldrup sine anbefalinger til nye grønne bilafgifter efter halvandet års arbejde.

Kommissionens anbefalinger vil i den kommende tid være grundlag for politiske forhandlinger, men allerede nu vil kommissionens anbefalinger i nogle kredse være kontroversielle.

Kommissionen vurderer, at der i 2030 vil være 3,3 mio. biler i Danmark. Hvis der ikke gennemføres ændringer i det nuværende registrerings- og afgiftssystem, vil antallet af el- eller emissionsfrie biler være vokset til 400.00.

Hvis ambitionen om 1 mio. elbiler i 2030 skal opnås, vil det vil koste 5,7 mia. kr.

Samfundsøkonomisk vil det under alle omstændigheder blive kostbart – de alternative modeller, Kommissionen fremlægger, koster mindst 6-7 mia. kr.

Den såkaldte skyggepris for CO2 vil løbe op i 3.800 kr. pr. ton og dermed langt over den pris, som Klimarådet har opereret med. Samtidig vil bidraget til CO2-målsætningen kun udgøre omkring 1 mio. tons CO2 af de krævede godt 20 mio. tons.

Danske (og udenlandske) bilister i Danmark vil efter forslaget være tvunget til at købe en vignet til placering i forruden. Bilejere med en ”gennemsnitlig” benzin- eller dieselbil kan i henhold til de fremlagte modeller se frem til merudgifter på 5-6.000 kr. om året.

Derudover vil ejere af især ældre benzin- og dieselbiler opleve et gevaldigt værditab.

Kommissionen syntes at hælde til et lidt lavere ambitionsniveau med omkring 750.000 el- eller emissionsfrie biler i 2030, men også det vil koste.

Kommissionen opererer i sin rapport med en omlægning af registrerings systemet, hvor købere af el-biler får et kontant statsligt tilskud mens fossile biler pålægges en CO2-afgift. Registreringsafgiften forhøjes samtidig for de dyreste biler.

Diesel- og benzinafgifterne skal forhøjes, og for den tunge transport skal der indføres ”roadpricing” med betaling afhængig af kørsel.

Planerne vil næsten uundgåeligt gøre lastbiltransport dyrere, og hvis du er en hårdtarbejdende, leverpostejsspisende, benzin- eller dieselkørende middelklassedansker med langt til arbejde eller bosat i Udkantsdanmark, skal du også indstille dig på trange tider.

Hvordan gik det i Frankrig?

Frankrigs præsident Emmanuel Macron endte med at give efter for de protester mod højere afgifter på benzin og diesel, der hærgede Paris’ gader i begyndelsen af året. De kaotiske scener i Paris og andre steder i Frankrig viste, at den franske præsident stod over for et radikaliseret oprør, der truede med at brede sig til andre europæiske lande.

De gule veste og Underfrankrigs oprør mod grønne klimaafgifter afslørede den underliggende sociale kamp om, hvem der skal betale for den grønne omstilling.

Da urolighederne var på sit højeste, støttede næsten tre ud af fire franskmænd den sammensatte gruppe af arbejdere, småhandlende, selvstændige, arbejdsløse og andre, der havde svært ved at få pengene til at slå til, og som valgte de gule trafikveste som deres fælles protestuniform.

Der indgik utvivlsomt mange forhold i den folkelige utilfredshed i Frankrig, men det var umiddelbart de bebudede stigninger i de grønne afgifter, som udløste hele protestbevægelsen.

Den grønne omstillings sociale slagside

Protesterne kan ikke nødvendigvis tages som udtryk for, at demonstranterne fornægtede klimaudfordringen. Det, de især protesterede imod, var derimod klimatiltagenes sociale slagside. Grønne afgifter på diesel rammer den lavere middelklasse i udkantsområderne langt hårdere på pengepungen end de velstående i storbyerne, der ikke behøver to biler for at komme på arbejde eller som har råd til et højere benzinbudget eller at anskaffe sig en el-bil.

Spørgsmålet er hvornår, vi vil se lignende reaktioner i Danmark?

Klimaaktivister fylder aviser, radio, TV og alle andre medier med opfordringer til at den almindelige dansker skal skære ned på kødforbruget – ja helst konvertere til vegetar eller veganer.

Samtidig dynges vi til med grønne afgifter og pålæg om energibesparelser, mens energiforbrugernes penge ødsles væk på eksorbitante lønninger og et tøjlesløst fråseri i energiselskaberne samt på tvivlsomme energispareordninger.

Samtidig er de helt ellevilde i Invest in Denmark, fordi de har lokket Netflix, Spotify, Apple, FaceBook og Google til at placere enorme datacentre i Danmark. Energiforbruget i Danmark har siden 1990 været faldende, men i de sidste par år er det igen begyndt at stige.

De multinationale virksomheder markedsfører sig på at have taget klimaansvar, men over de næste år kommer de gigantiske datacentre til at lægge beslag på den grønne strøm, som nu følger af de store, skatteborgerfinansierede investeringer i energisektoren.

Realiteten er, at disse datacentre vil om få år til at forbruge lige så meget strøm som samtlige 2,7 millioner danske husstande.

Er det så en god forretning? Næppe.

Den almindelige dansker betaler den grønne omstilling

Det er en udbredt misforståelse, at vindenergi er gratis. Den er kostbar at etablere, drive og servicere. Tilslutning og forstærkning af elnettet, betales over vores afgifter til det statslige Energinet.dk, medtages sjældent i de positive ”regnestykker”. Vi hører heller ikke noget om de stigende krav til investeringer i nødvendig backup-kapacitet.

Det betyder, at den danske position på vindmarkedet er finansieret gennem borgernes hidtidige accept af et højt afgiftsniveau. Produktionen – ja den sælges til Apple eller til udlandet til rene foræringspriser.

I de perioder, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner, må de almindelige danske husstande betale dyrt for tysk brun- eller stenkulkraft-strøm og eventuelt strøm fra svenske og franske atomreaktorer.

Og nu bliver din bil værdiløs!

Måske skulle man finde sin gule trafik-vest frem?

Med ”justeringen” af samfundsøkonomikravet opgiver partierne sikringen af, at fjernvarmeprojekter tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til samfundsøkonomi. De tidligere vigtige hensyn til forsyningssikkerhed og forbrugerbeskyttelse er for længst opgivet til fordel på ensidig vægt på miljø- og klimahensyn.

Energiaftale

Samme dag, den 22. juni 2020, hvor regeringen indgik en bred energiaftale kom statsminister Mette Frederiksen med et ”opråb” om behovet for en øget grad af økonomisk ansvarlighed.

”Vi skal tilbage i et spor, der er ansvarligt og bæredygtigt på den længere bane”, siger Mette Frederiksen til Berlingske Tiende. Vi skal tilbage til en ”mere klassisk finanspolitik”, hvor man finansierer sine forslag og tænker over de langsigtede konsekvenser.

En tilkendegivelse, man skulle tro ville give anledning til anerkendelse i enhver konservativ dansk kommune.

I energiaftalen af 22. juni 2020 er det aftalt, at:

”Derudover justeres samfundsøkonomikravet, så fjernvarmeprojekter kan godkendes uden en sammenligning med fossile alternativer, hvilket bl.a. vil sikre, at reguleringen ikke er en unødvendig bremse for konverteringer af naturgasområder til fjernvarmeområder”.

Kravet om samfundsøkonomi

Siden varmeforsyningsloven i 1979 har det været et dogme i dansk energipolitik, at udover energimæssige og brugerøkonomiske forhold har alle projekter været underkastet et krav om samfundsøkonomisk vurdering. Senere er det ubetingede krav om samfundsøkonomiske vurderinger suppleret med krav om klima- og miljømæssige vurderinger.

Varmeforsyningslovens erklærede formål er, ”at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og inden for disse rammer at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler.”

Investeringer i forsyningsnet, hvad enten det er fjernvarme- eller naturgasnet, er langsigtede og relativt dyre investeringer. Det bestemmes derfor i varmeforsyningsloven, at investeringerne kun må foretages, hvis det ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er fornuftigt.

Hensynet til forbrugerne

Baggrunden for kravene er også, at det er uøkonomisk at udlægge både naturgas- og kraftvarmeledninger i de samme områder (dobbeltforsyning). Det har derfor i Danmark hidtil været tilstræbt, at der alene skal være ét kollektivt varmeforsyningssystem indenfor et givet område.

For at opfylde lovens formål er det kommunernes opgave at udføre planlægning for varmeforsyningen i kommunen. Dette skal ske i samarbejde med forsyningsselskaberne i den pågældende kommune.

Kommunalbestyrelsen skal som varmeplanmyndighed behandle ansøgninger om projektgodkendelse og det er kommunalbestyrelsen, der godkender konkrete projekter.

I øjeblikket er kommunalbestyrelser underlagt Energistyrelsen detaljerede krav til gennemførelse af samfundsøkonomiske vurderinger af alle fjernvarmeprojekter.

Krav om det samfundsøkonomiske bedste projekt

Kommunalbestyrelsen er i overensstemmelse med § 1 i lov om varmeforsyning og § 27, stk. 2, i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets bekendtgørelse nr. 1792 af 27/12/2018 – Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen) – forpligtet til at sørge for, at projektet ud fra en konkret vurdering er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt.

Kommunalbestyrelsen må alene godkende et projekt, hvis det er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt. Projektansøgere skal derfor udarbejde samfundsøkonomiske beregninger for selve projektet, referencen (business as usual) og eventuelle alternativer, så kommunen kan vurdere, om projektet er det samfundsøkonomisk bedste projekt.

De samfundsøkonomiske analyser skal foretaget på grundlag af Energistyrelsens vejledning i samfundsøkonomiske analyser og de dertil hørende senest opdaterede forudsætninger for samfundsøkonomiske analyser på energiområdet.

Gentofte

Gentofte vedtog i 2010 en varmeplan, hvor målet er i perioden fra 2010 til 2026 at udbygge det eksisterende fjernvarmenet til at dække hele kommunen. Det bemærkes, at kommunen i forvejen har et fuldt udbygget naturgasnet, men alligevel har det været planen, at der overalt i kommunen skulle nedgraves fjernvarmerør ved siden af gasrørene.

Udbygningen blev planlagt til at forløbe over seks faser, men kun de første tre blev gennemført, før statens samfundsøkonomiske beregningsmodel satte en stopper for den videre udbygning.

Kommunens konservative borgmester kan ikke forstå, at udbygningen af fjernvarmenettet ikke kan fortsætte som planlagt.

Borgmesteren giver fanden i samfundsøkonomien, men insisterer på, at Folketinget snarest foretager de varslede ændringer i reguleringen af fjernvarmesektoren, så afgiftssystemet og beregningsforudsætningerne fremover begunstiger de grønne energier og dermed giver mulighed for at foretage den længe ventede videre udbygning af fjernvarmenettet i Gentofte Kommune.

Er fjernvarmen grøn?

Fjernvarmen i Gentofte produceres af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og langt den største del af fjernvarmen i Hovedstadsområdet bliver produceret på de store kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg.

CTR – Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S – har siden etableringen i 1984 stået for fjernvarmeforsyningen til Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København og Tårnby.

Gentofte fjernvarme oplyser, at over 70 pct. af fjernvarmens energi kommer i dag fra vedvarende energikilder som halm, træflis, affald, sol og vind og fra samproduktion med el: biobrændsel 51 pct., kul 10 pct., olie 1 pct., naturgas 13 pct., affald (fossilt) 8 pct., affald (CO2-neutral) 17 pct.

Den grønne fjernvarme beror på hvordan varmen produceres. Der er diskussioner om, hvorvidt biomasse som brændsel til fjernvarmeproduktion er miljømæssig forsvarligt – og lige så CO2 -neutral som antaget.

Kritikken går på, at stigningen i forbruget af træflis, træpiller, palmeolie og andre former for biomasse er problematisk fordi biomasse er en begrænset ressource. Brugen af det kan ikke andet end at gå ud over biodiversiteten. Samtidigt har vi behov for naturlig skov som kulstoflagre, så det forøgede forbrug af biomasse, går uvægerligt ud over klimaet.

Den danske folkekirkes 10 biskopper er placeret i lønramme 39 og tjener dermed omkring 973.000 kr. om året i gennemsnit, inklusive tillæg og pension.

Biskopperne mener selv det er for lidt. De ledelsesmæssige opgaver er blevet mere tyngende i de senere år. Ud over det fra Kirkeministeriet uddelegerede arbejdsgiveransvar for stifternes præster har biskopperne også det overordnede ansvar for den samlede folkekirkelige økonomi i stifterne og tilsynsansvar i forhold til menighedsrådenes virksomhed. Derudover har biskopperne ledelsesmæssige opgaver relateret til stiftsrådenes arbejde. Samlet set mener biskopperne at lønramme 40 villke være mere passende – i hvert fald for biskopperne i de 5 største stifter.

Biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, fylder 70 i januar 2021, og derfor skal der afholdes bispevalg. Ved opstillingsfristens udløb var der 4 kandidater, der havde fundet de nødvendige minimum 75 stillere:

• Peter Birch, Gentofte
• Asser Skudre, Bellahøj
• Ulla Thorbjørn Hansen, Slagelse
• Eva Holmegaard Hansen, Nødebo

Stiftets præster og 500 menighedsrådsmedlemmer er stemmeberettigede og 1. runde afsluttes den 13. oktober 2020. Hvis ingen kandidater har fået mere end halvdelen af stemmerne afholdes en 2. runde mellem de 2 kandidater med flest stemmer. 2. runde afsluttes den 18. november 2020.

Den nye biskop bispevies i Helsingør Domkirke den 31. januar 2021.