Italiens premierminister Giuseppe Conte træder tilbage tirsdag morgen den 26. januar 2021, men kun for at skabe mulighed for at han kan danne en ny regering – i givet fald Contes tredje!
Efter et ministermøde i Rom tirsdag morgen kl. 9 vil Giuseppe gå til præsident Sergio Mattarella for at indgive sin afskedsbegæring.
Tanken er ifølge flere medier, at Conte derefter vil blive bedt om at forsøge at danne en ny regering, der kan samle parlamentarisk opbakning i såvel Deputeretkammeret som i Senatet.
Alternativet er et nyvalg, der ifølge meningsmålingerne ville blive vundet af højrefløjen under ledelse af Matteo Salvini.
Ved en afstemning i Senatet i sidste uge overlevede Contes regering kun, fordi Matteo Renzis lille parti, ”Italia Viva”, undlod at stemme.
Den uholdbare situation for Contes regering er opstået fordi den tidligere regeringsleder, Matteo Renzi, trak partiet ”Italia Viva” ud af koalitionsregeringen som følge af uenighed om fordelingen af EU’s Corona-genopretningsfond.
Corona-genopretningsfond på 209 mia. euro til Italien
Udadtil var Renzis begrundelse for at udtræde af regeringen, at Conte ”ikke respekterer demokratiets regler”. Den reelle årsag var, at der internt i den italienske regering er uenighed om hvordan Italiens andel af EU’s Corona-genopretningsfond skal fordeles. Af fondens 750 milliarder euro går 28 procent eller 209 milliarder euro til Italien. Dermed modtager Italien 81 milliarder euro i tilskud og 127 milliarder euro som lån.
Regeringspartiet Femstjernebevægelsen, M5S, er gået stærkt tilbage i meningsmålingerne, og vil gøre alt for at undgå et valg i utide.
Det andet koalitionsparti, det socialdemokratiske centrum-venstre parti, Partito Democratico (PD) er ligeledes parate til at fortsætte i regeringen.
Spørgsmålet er om Conte som erstatning for Italia Vivas 16 senatsmedlemmer kan friste andre med en ministerpost til at støtte en ny Conte-regering. Italienske medier spekulerer i, om der kunne være medlemmer af Silvio Berlusconis ”Forza Italia”, der kunne være fristet til at støtte. Sagen er at Forza Italia i et valg på nuværende tidspunkt formentlig ville blive klemt mellem Matteo Salvinis højreparti, Lega, og Giorgia Melonis konservative parti, Fratelli d’Italia (FdI – Italiens brødre).
Udsigt til kæmpe budgetunderskud i Italien
Oven i regeringskrisen har det italienske finansministerium udtrykt bekymring for de offentlige finanser. Der er på nuværende tidspunkt udsigt til et budgetunderskud på 9,2 pct. af BNP.