FN’s 75. Generalforsamling – Danmarks prioriteter:

”Ligestilling, kvinder og pigers rettigheder samt adgang til kvalitetsuddannelse i og uden for humanitære situationer understøtter realiseringen af verdensmålene og er højt prioriterede indsatsområder for Danmark. Danmark arbejder for at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR).”

”Danmark har styrket indsatsen til fremme af kvinders og pigers rettigheder, herunder bekæmpe diskrimination, vold og kønsstereotyper og fremme seksuel reproduktiv sundhed og rettigheder samt lige muligheder i samfundet. Derudover fortsætter indsatsen for bekæmpelse af diskrimination på baggrund af seksuel orientering eller kønsidentitet.”

Spørgsmålet er om Jeppe Kofods er den rette til – som Udenrigsminister – at fremføre Danmarks synspunkter på disse områder?

Under den FN’s Generalforsamling den 22. september 2020, der markerede organisationens 75-års jubilæum, rettede præsident Donald Trump et uhørt skarpt angreb på Kina.

I det på forhånd indspillede videobudskab opfordrede præsidenten FN til at “hold China accountable for their actions”.

Trump beskyldte den kinesiske regering for den globale spredning af COVID-19, sygdommen der forårsaget af coronavirus indtil nu har inficeret 31 millioner mennesker verden over og dræbt mere end 965.000.

“I de tidlige dage af virussen lukkede Kina ned for rejser inden for landet, mens de samtidig tillod flyvninger ud af Kina og spredningen af smitte over hele verden”, sagde den amerikanske præsident i sin tale. ”Den kinesiske regering og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som stort set kontrolleres af Kina, erklærede fejlagtigt, at der ikke var noget bevis for at mennesker uden symptomer ville sprede sygdommen”, sagde Trump.

Den hårde amerikanske kritik vækker genklang i mange lejre. Kinas aggressive ”maskediplomati”, hvor man har søgt at iscenesætte sig selv som den store redningsmand i corinakrisen, har fejlet i langt de fleste lande, hvor befolkningerne er blevet mere kritiske overfor Kina under krisen. Det gælder også i Danmark, hvor vi på få år har bevæget os fra entusiastiske modtagere af kinesiske pandaer til en situation, hvor 62 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen har fået et mere negativt syn på Kina.

Hertil kommer undertrykkelsen af basale menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen og anbringelsen af Østturkestans uyghurer i interneringslejre i landets vestlige Xinjiang-region, ligesom den seneste udvikling i Hong Kong har øget kritikken.

Donald Trumps bitterhed

Der er ingen tvivl om at Donald Trump er bitter på Kina. Forsøg på at opbygge venskabelige forbindelser med generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti, Xi Jinping, så en tid ud til at lykkes. Selvom der stadig var slagudvekslinger med gensidige tarifforhøjelser m.v., blev der også gjort fremskridt.

Handelsaftale med Kina

Præsident Donald Trump skrev den 12. december 2019 under på en midlertidig handelsaftale med Kina. Aftalen betød, at de forhøjede toldsatser, som USA havde bebudet til ikrafttrædelse den 15. december 2019, blev suspenderet. Toldsatser på 15 pct. ville ellers have omfattet kinesiske varer – forbrugerelektronik og legetøj m.v. – for 160 milliarder dollars. Samtidig blev en række eksisterende toldsatser halveret.

Til gengæld lovede Kina blandt andet at købe amerikanske landbrugsprodukter – en indrømmelse der havde stor betydning i det amerikanske Midtvesten.

Den midlertidige fase 1-aftale forholdt sig ikke til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den indeholder heller ikke noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

Med aftalen ved indgangen til valgåret 2020 var der i december 2019 gode udsigter til, at handelskrigen mellem USA og Kina kunne bilægges.

Handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada (USMCA) blev ved slutningen af 2019 efter godkendelsen i den amerikanske kongres underskrevet i Mexico. Forhandlingerne blev faktisk afsluttet allerede sidste år, men aftalen har skullet godkendes i de 3 landes parlamenter.

Præsident Donald Trump erklærede på Twitter: ”The US-Mexico-Canada Agreement (USMCA) will be the best and most important trade deal ever made by the USA. Good for everybody – Farmers, Manufacturers, Energy, Unions – tremendous support”.

USMCA-aftalen erstatter den 25 år gamle North American Free Trade Agreement (Nafta), som Trump umiddelbart efter sin indsættelse som præsident, erklærede var unfair for USA og derfor opsagde.

Økonomien

I december 2019 bekræftede den amerikanske centralbank, at den amerikanske økonomi var i forrygende god form. I november 2019 blev der skabt 266.000 jobs. Ifølge Reuters blev der i den amerikanske økonomi skabt over 20 millioner nye jobs siden landet kom ud af den økonomiske krise i 2009, og ledigheden i december 2019 på 3,5 pct. er den laveste i de sidste 50 år.

Den lave ledighed og positive lønudvikling for store grupper på arbejdsmarkedet, herunder afro-amerikanere og latino-amerikanere, førte tilsyneladende ikke til et øget løn- og prispres.

Ved årsskiftet så centralbanken ingen grund til at ændre pengepolitikken for at støtte den fortsatte økonomiske vækst og jobskabelsen. Centralbankens eneste bekymring dengang var, at USA stadig med en inflation på 1,6 pct. var under målet på 2 pct.

Centralbankdirektør Jerome vurderede efter årets sidste møde i The Fed, at USMCA-aftalen og aftalen med Kina “ville fjerne usikkerhed og være et positivt bidrag” til den amerikanske økonomi.

Frem til det tidlige forår 2020 var der al grund til at formode, at Trump ubesværet ville vinde fire år mere i Det Hvide Hus.

Trump havde leveret på mange af sine tunge valgløfter, havde med nye handelsaftaler sikret amerikanske virksomheder ”a level playing field” i forhold til udenlandske konkurrenter, havde på godt og ondt markeret USA i forhold til NATO, FN, WTO, Iran atom-aftalen, Paris-aftalen m.v., havde udnævnt konservative dommere til Højesteret. Den økonomiske politik havde været yderst vellykket: en skattereform var gennemført, arbejdsløsheden var lav, der var skabt millioner af nye jobs, høj forbrugeroptimisme og et sundt boligmarked, aktiemarkedet i nye højder m.v.

Mueller-undersøgelse og Demokraternes forsøg på at vælte Trump ved en rigsretssag prellede fuldstændig af på præsidenten, og betød samtidig at samarbejdet i den amerikanske kongres var meget begrænset.

Covid-19 har ændret alt

I februar 2020 blev alt ændret. COVID 19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele verden – og ikke mindst i USA.

I øjeblikket er det derfor usikkert, om Trump eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident. Vi må vente på valget den 3. november 2020.

Kinas Xi Jinping satser åbenlyst på, at Joe Biden vinder valget, og at Kina får frit spil til at gennemføre sit forehavende.

Hvad vil Kina?

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Kinas Kommunistiske Parti arbejder målbevidst på, at det kinesiske totalitære styre i 100-året – i 2049 – skal være den ledende magt i verden.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Militær opbygning

På det militære område, vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. USA er opmærksom, men mærkeligt nok gør det ikke større indtryk på Vestens regeringer.

Merkantile metoder

Vigtigere er det imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping, misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina – som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som én enkelt økonomisk aktør, hvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.

Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom; blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv af illegale eksportsubsidier; reducerer sine  produktionsomkostninger ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt; og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af hundredtusinder studerende og turister.

Inden efterårets fisketure på Øresund, kan det for de mest ivrige måske være nyttigt at erfare, hvordan det kan gå helt galt.

Konkurrencepræget sport

Erfaringen fortæller os, at i fiskekonkurrencer viger lystfiskere ikke tilbage for noget i kappestriden om at fange de fleste og de største fisk. Konkurrencen er benhård, selvom det for de fleste deltagere ikke er præmiesummen, der er drivkraften. Det er æren og muligheden for at prale med sin fangst, men først og fremmest drejer det sig om retten til at håne konkurrenterne.

Lake Powell

Med meget på spil er tolerancen for snyd meget lille. Det måtte 2 deltagere i en fiskekonkurrence i Lake Powell i det sydlige Utah, USA, sande.

Uregelmæssigheder under fiskekonkurrencen i oktober 2018 har nu ifølge New York Times fundet sin retlige afgørelse. Under konkurrencen fangede nogle mistænkelige fisk kontrollanternes opmærksomhed.

Langvarige laboratorieundersøgelser førte til at der blev rejst sigtelse mod 2 konkurrencedeltagere for at have forsøgt at snyde.

Fiskerne, Robert Dennett og Kamron Wootton, var blandt de 25 lystfisker-teams, der deltog i fiskekonkurrencen med en præmiesum på 2.500 dollars til vinderen. Konkurrencen gik ud på, at det team, der fangede de 5 Largemouth Bass (Micropterus salmoides – også kendt som Sort Aborre, Grøn Trout, Bigmouth Aborre eller Lineside borre) med den største samlede vægt. Der var ligeledes præmie for den største fisk.

Allerede på konkurrencens første dag kunne Dennett og Wootton præsentere fangster, der bragte dem på 2. pladsen i konkurrence og helt sikkert ville indbringe dem prisen for den største fisk. Problemet var bare, at den kæmpe aborre, som de præsenterede for dommerne, ikke lignede de Largemouth aborrer, der ellers blev fanget i Lake Powell.

Dokumentation for snyd

Laboratorieundersøgelser på University of Utah viste, at fisken ikke kunne være kommet fra Lake Powell. Forskerne var i stand til at bestemme, hvor fiskene havde oprindelse ved at sammenligne mængden af strontium-isotoper, da strontium findes naturligt i søer som Lake Powell

Samtidig blev det afdækket, at Dennett og Wootton lige inden konkurrencen havde fisket i Quail Creek Reservoir, omkring 180 miles vest for Lake Powell.

Hårde straffe

De 2 misdædere erklærede sig for nylig skyldige og de blev idømt en bøde, 48 timers samfundstjeneste, 24 måneders betinget fængsel i hvilken periode de ikke må fiske eller jage. Endelig blev de pålagt at betale 2.500 dollars til fonden for hjælp til at stoppe krybskytteri.

Prisstigningerne på boligmarkedet fortsætter de kommende år på trods af coronakrisen, vurderer Nationalbanken i en ny prognose for dansk økonomi: Udsigter for dansk økonomi – Udsigt til moderat lavkonjunktur det næste års tid, der blev offentliggjort den 23. september 2020.

De danske boligejere kan se frem til fortsatte prisstigninger på trods af usikkerheden om vurderinger og boligbeskatningen, og det tilbageslag, som coronakrisen har påført dansk økonomi.

Danmarks Nationalbank vurderer forsigtigt, at huspriserne i år vil stige med 1,6 pct., mens de kommende år vil byde på pæne prisstigninger.

Prisudviklingen afspejler, at husholdningerne igen forventer stigende boligpriser. Modsat finanskrisen 2008-9 er det ikke under coronapandemien udviklingen på boligmarkedet, der er årsag til problemerne. Boligsektoren har faktisk bidraget positivt til den relative makroøkonomiske stabilitet.

Lave renter og hjælpepakker

Samtidig er renterne på boligmarkedet lave, og hjælpeordningerne har holdt indkomsterne oppe. Efter et markant fald i marts steg boligpriserne hen over sommeren og ventes at stige med 1,6 pct. for 2020 som helhed.

Nationalbanken forventer, at huspriserne næste år vil stige med 1,5 pct., mens de i 2022 vil stige med 3,1 pct. Til sammenligning steg huspriserne med 3 pct. i 2019.

Stigningen i år er en opjustering i forhold til Nationalbankens seneste prognose fra foråret, der var langt mere pessimistisk. Dengang forventede Nationalbanken et fald i boligpriserne på 2,3 procent i 2020.

Fremgangen på boligmarkedet kommer midt en coronakrise, der ellers har kastet mørke skygger over både den danske økonomi og verdensøkonomien. Dansk økonomi ventes således i år at skrumpe med 3,6 pct., mens økonomien herhjemme langsomt vil genvinde momentum i 2021.

Ifølge prognosen vil det danske bruttonationalprodukt (BNP) stige med 3,6 pct. næste år, mens økonomien i 2022 vil vokse med 2,3 pct.

Svarer til udviklingen i USA

Udviklingen på det danske boligmarked svarer til billedet af boligbyggeriet og især ejendomsomsætningen i USA.

Omsætningen på det amerikanske boligmarked fortsatte i august 2020 de tidligere måneders stigende tendens. Udviklingen drives af det lave renteniveau og trenden med at flytte ud til forstæderne med mulighed for bedre plads og have m.v. Denne tendens er forstærket under coronakrisens nedlukninger, hvor hjemmearbejdende forældre og fjernunderviste skoleelever har skærpet interessen for mere plads og frisk luft. Væksten bekræftes ifølge Bloomberg, der vurderer at huspriserne i august lå godt 11 pct. over tilsvarende periode sidste år.

Boligsektoren har dermed bidraget til at opretholde aktiviteten i den amerikanske økonomi under coronakrisen.

EU’s udenrigschef Josep Borrell har for nylig i et interview med Der Spiegel sagt:

“Wherever there are problems, be it with China, Turkey or Israel, the EU countries often have different views. We then look for the lowest common denominator, and unfortunately this is often quite small. In the Foreign Affairs Council, we tinker with the grammar of our statements until everyone finds themselves in them at the end. I therefore think it would be better to adopt a strong and substantial position by a majority rather than unanimously adopting a weak position with little substance”.

Hvis du og familien skal på efterårstur til Gl. Estrup, kan I være heldige at blive budt på kringle i slotskøkkenet.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på blot 2,3 millioner kroner plus et ekstra tilskud på 1,5 millioner.

Med finanslovsforslaget mister Gammel Estrup 40 procent af sit statslige tilskud, og det er katastrofalt. Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det bliver der ikke penge til, hvis finanslovsforslaget går igennem. Besparelsen på 1,5 mio. kr. betyder jo ikke voldsomt meget i statens store regnskab, men for Gl. Estrup betyder det for eksempel, at de fortsat kan holde åbent året rundt, kan vedligeholde museet og stadig opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, som flere kulturministre har opgivet at gennemføre. Politisk er det næsten umuligt at ændre på et system, så nogen i politikernes valgkredse vil få mindre end før.

Alligevel et det indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de godt 100 statslige og statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejde for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Burde den statslig støtte til museerne sikre entréfrihed?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen indførte faktisk i 2006 gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det blev ovenikøbet overvejet også at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, hvor Brian Mikkelsen ikke havde midler til at sikre gratis entré.

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet blev kritiseret for at være konkurrenceforvridende, og bl.a. de tre Aarhus-baserede museer, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum, var meget utilfredse med den urimelige forskelsbehandling.

Den gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst blev afskaffet igen i 2016.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Forhandlingerne om en museumsreform under den tidligere borgerlige regering kørte hurtigt fast, da Dansk Folkeparti insisterede på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med en anden fordeling af den offentlige støtte, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på at øge deres egenindtægter.

Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet og de halverede billetpriser har betydet, at de populære museer tilsyneladende har formået at tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for at i hvert fald en række museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Fhv. energiminister og EU-Kommissær prøver i Berlingske Tidende den 21. september 2020, at retfærdiggøre hans egen og Socialdemokratiets landsskadelige virksomhed i 1980’erne; Når Poul Nielson, Lasse Budtz og Kjeld Olesen på vegne af det danske socialdemokrati i 1984 besøgte Moskva var de bestemt ikke ”nyttige idioter” – der var tale om ”meningsudvekslinger og et forsøg på at få et bedre indblik i, hvordan Sovjetunionen tænkte”.

Når man i dag hører Nielsons sirenesang fra de varme lande, bliver man næsten rørt, og umiddelbart erindres man om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Socialdemokratiets fodnotepolitik

Få har glemt den unge fuldmægtig fra Udenrigsministeriet, der som hektisk arbejdende energiminister 1972-82 ville sikre uafhængighed i energiforsyningen, og i sin iver fik udbredt fjernvarme- og naturgasnettet langt udover det samfundsøkonomisk forsvarlige, indgik en ”klokkeklar” olieaftale og slutteligt blev bundet til masten af et flertal i Folketinget, der forlangte at få alle påtænkte dispositioner forelagt til godkendelse.

Efter regeringsskiftet i september 1982 indledte Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Norden som atomvåbenfri zone

Selvom Poul Nielson nu lægger afstand til Lasse Budtz, var Nielson – der ikke opnåede genvalg i Fredericia og fra 1984 var tilbage som fuldmægtig i Udenrigsministeriet – et villigt redskab for Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor de kommunistiske diktaturer forekom ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over besøg i Moskva og samarbejde med DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Poul Nielson påtager sig nu æren for aflivningen af debatten om Norden som atomvåbenfri zone, men Nielson kan ikke bortforklare Socialdemokratiets flirten med diktaturstater og NATO-fjender.

Lykketofts Samba-socialisme

Et af de mere groteske eksempler, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, kalder det i Landbrugsavisen uanstændigt, at der nu igen er problemer med Landbrugsstyrelsens IT-systemer, når det kommer til de vigtige minivådområder.

“Igen og igen bliver landbruget bebrejdet for ikke at gøre nok for kvælstofreduktionen, og igen og igen skal vi høre erkendelser og beklagelser fra ministre, der lover, at det bliver bedre. Det er bare smadderærgerligt”, siger Martin Merrild og fortsætter:

“Især fordi vi vitterligt har fået ændret nogle ting, så ordningen er blevet bedre. Det er fantastisk, at man får halvdelen af pengene upfront, og at man kan bruge landmåler til at sikre, at anlægget er korrekt bygget. Samtidig har interessen for minivådområder løbende været rigtig god fra landmændenes side”.

“Og så kommer der igen et problem. Det er helt uforståeligt og uanstændigt”.

Landbrug & Fødevarer – kritiseret styrelse!

Det er forståeligt, at Martin Merrilds tålmodighed er opbrugt. Allerede i august kunne AgriWatch berette, at Martin Merrild var træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer. Dengang betød problemerne, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i de midler (115 mio. kr.), der er af sat til minivådområder, 11. august 2020, blev udsat til den 25. august 2020.

Dengang sagde Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch: “Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder”.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holder sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige tiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skriver Merrild.

Udflytning og andre trængsler

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen faktisk i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed. Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed og moro.

Landbrugsstyrelsen må også leve med, at i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Modstand mod udflytningen

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var der it-problemer og lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen, og selvom der er fremgang på ordningen for miljøteknologi, viser problemerne med vådområderne, at ikke alle problemer er løst.

Mogens Jensen

Den ansvarlige minister har siden juni 2019 været den tidligere LO-konsulent, Mogens Jensen. Han er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde og ikke mindst ”Me Too”- og ligestillingsproblematikker har holdt ham beskæftiget i en sådan grad, at han ikke har haft tid til at føre tilsyn med Landbrugsstyrelsen.

EU-27’s ledere skulle torsdag og fredag (den 24.-25. september) have været samlet i Bruxelles til et ekstraordinært topmøde, der oprindeligt blev indkaldt af Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, for at få en strategisk drøftelse om Tyrkiet.

Selvom antallet af coronasmittede igen stiger rundt om i Europa, skulle det have været afholdt som et fysisk møde, men med mundbind. Mødet er nu udsat 1 uge, angiveligt fordi en sikkerhedsvagt i Charles Michels nærhed er testet positiv for Covid-19.

Det kan også have spillet ind, at flere emner på dagsordenen endnu ikke er helt “modne”.

Torsdag skulle udenrigspolitikken, herunder Tyrkiet, Hviderusland og Kina, have været på dagsordenen

I årevis har EU kæmpet for at finde en sammenhængende politik over Tyrkiet – en af de vigtigste naboer, som engang havde ambitioner om at blive medlem af EU. I de senere år har styret i Ankara brugt asylansøgere til at true EU, og senest har været konflikter med både Cypern og Grækenland.

Efter et hasteindkaldt virtuelt topmøde om situationen i Hviderusland den 19. august 2020 lød det fra regeringsledere fra alle 27 EU-lande samt Storbritannien, at ”Vi står på jeres side i jeres ønske om en fredelig, demokratisk fremtid. Valget var hverken frit eller retfærdigt, og ingen af EU’s regeringsledere anerkender valgresultatet ved det seneste præsidentvalg”, sagde Rådets formand, Charles Michel, efter mødet.

Blokering af løfte om sanktioner

På mødet blev regeringslederne enige om at indføre sanktioner mod de personer, der er ansvarlige for valgsvindel, undertrykkelse og vold mod demonstranter i Hviderusland: ”Vi vil indføre sanktioner målrettet specifikke personer, uden at det skal gå ud over den hviderussiske befolkning” sagde formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen.

Cypern blokerer for sanktioner

Spørgsmålet er om EU vil være i stand til at levere på løfterne til de hviderussiske demonstranter? Det kniber gevaldigt med at blive enige om de bebudede sanktioner. Mandag den 21. september mødtes EU-udenrigsministrene (fra Danmark Jeppe Kofod) for at drøfte og tage stilling til en sanktionsliste med omkring 40 personer, der er ansvarlige for svindel med præsidentvalget og efterfølgende voldelige overgreb på demonstranter.

Sanktionerne kræver enstemmighed, men Cypern blokerede for enighed om sanktionerne. Cyperns begrundelse er, at EU ikke har indført tilsvarende hårde foranstaltninger over for Tyrkiet.

Udviklingen i Hviderusland vil også være på dagsordenen. Hvis EU ikke kan følge op på løfterne fra august om at iværksætte sanktioner, kan det gå hen og blive endnu en flovmand for EU, der understreger unionens udenrigspolitiske impotens.

Kina

På Topmødet skulle EU’s ledere også have drøftet Kina i lyset af sidste uges topmøde mellem EU og Kinas Xi Jinping, herunder investeringsaftale, desinformation, situationen i Hongkong, menneskerettigheder, klimaændringer og Covid-19.

Allerede mandag den 21. september 2020 drøftede Europa Parlamentets Udenrigsudvalg de samme emner med Kinas EU-ambassadør, M. Zhang.

Den nylige forgiftning af den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny ventes også berørt.

Fredag budget, finansunion og erhvervspolitik

Fredag skulle Topmødet have været orienteret om status i forhandlingerne mellem EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen og Parlamentets og Rådets formænd, David Sassoli og Charles Michel, om budgettet for den kommende 7-års periode.

Rådets forhandlinger med Parlamentet, som endeligt skal godkende EU-budgettet, går trægt, fordi parlamentarikerne mener budgettet er for tyndt, og der er områder som f.eks. forskning, der skal have mere end stats- og regeringslederne besluttede.

Men i Bruxelles og rundt omkring i Europas hovedstæder begynder man at komme i tidnød, fordi budgettet skal ratificeres i alle lande, inden budgettet og især den store genopretningsfond, kan komme i gang med at få sat gang i Europas hjul igen.

Topmødet skal også drøfte hvordan EU kan vende tilbage til et fuldt fungerende indre marked så hurtigt som muligt, og hvad der kan gøres for at gøre EU’s industrier mere autonome og konkurrencedygtige på verdensplan.

EU-kommissionen fremlægger snarest en handlingsplan for, hvordan man kan få sparket gang i kapitalmarkedsunionen igen. Kapitalmarkedsunionen skal uddybe og integrere kapitalmarkederne i EU-landene med sigte på at styrke modstandsdygtigheden i den finansielle sektor. Dermed kan der f.eks. sikres nye finansieringskilder for virksomheder – særligt for små og mellemstore virksomheder. Kapitalmarkedsunionen skal lette grænseoverskridende investeringer og tiltrække flere udenlandske investeringer i EU.

Topmødet vil også drøfte hvordan den digitale omstilling kan fremskyndes. Kommissionen vil fremlægge en såkaldt digital finanspakke, som blandt andet indeholder forslag til en ny digital identitet til alle europæerne, en strategi for mere integrerede betalingssystemer i Europa.

Brexit

Topmødet forventes ligeledes at blive orienteret om status i forhandlingerne om en aftale om EU’s og Storbritanniens fremtidige forhold efter Brexit den 1. januar 2021.

Migration

På det udsatte Topmøde ville emnet migration også have været på dagsordenen.

Onsdag den 23. september 2020 fremlægger Ursula von der Leyen og indenrigskommissær Ylva Johansson EU-Kommissionens bud på en ny asyl- og migrationspagt. Et emne, der er notorisk svært at finde fælles fodslag indenfor, og som har ligget i dvale siden flygtningekrisen i 2015, hvor alle lande lukkede sig om sig selv, og melede deres egen kage. Den ødelæggende brand i Moria lejren på den græske ø Lesbos og den aktuelle danske sag med Etienne Maersk, der havde samlet migranter op og ikke kunne komme af med dem igen, bidrager til den alvorlige baggrund for planerne, hvor behovet for at hjælpe særligt Middelhavslandene med at omfordele migranter og asylansøgere er akut.

Spørgsmålet om fordeling af migranter er så følsomt i alle medlemslandene, at et forslag til en asylreform, uvægerligt vil give anledning til konflikter.

De færreste EU-borgere ønsker, at det går som i Sverige; det gør ikke engang svenskerne selv længere. De fleste vil have færre asylansøgere, ikke flere. De ønsker, at EU bremser tilstrømningen frem for at fremme den. Der er ej heller stemning for obligatorisk omfordeling, hvor staterne afgiver den demokratiske kontrol med asylområdet til Bruxelles.

En ny asyl- og migrationspagt bør derfor omfatte flere EU-hjemsendelsesaftaler, udlicitering af søredning og returnering af migranter til kyststater uden for EU, EU-registrering af afviste asylansøgere og EU-støtte til nærområderne, hvis pagten skal have udsigt til at blive vedtaget.

”Hviderusland er en skamplet på Europa” lød det den 12. august 2020 fra udenrigsminister Jeppe Kofod, der selv udskammes for år tilbage at have knaldet en purung DSU-jomfru.

Kofods kontante melding kom efter præsidentvalget i Hviderusland, hvor Aleksandr Lukasjenko blev kåret som vinder med over 80 procent af stemmerne.

Ugen efter lød det efter et virtuelt hastemøde om situationen i Hviderusland mellem regeringsledere fra alle 27 EU-lande samt Storbritannien, at ”Vi står på jeres side i jeres ønske om en fredelig, demokratisk fremtid. Valget var hverken frit eller retfærdigt, og ingen af EU’s regeringsledere anerkender valgresultatet ved det seneste præsidentvalg”, sagde Rådets formand, Charles Michel, efter mødet.

Løfte om sanktioner

På mødet blev regeringslederne enige om at indføre sanktioner mod de personer, der er ansvarlige for valgsvindel, undertrykkelse og vold mod demonstranter i Hviderusland: ”Vi vil indføre sanktioner målrettet specifikke personer, uden at det skal gå ud over den hviderussiske befolkning” sagde formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen.

Mandag den 21. september 2020 vil den landsforviste hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaya, som også stillede op til valget mod den siddende stærkmand Alexander Lukasjenko, være i Bruxelles og mødes med Europaparlamentets Udenrigsudvalget.

Cypern blokerer for sanktioner

Spørgsmålet er om EU vil være i stand til at levere på løfterne til de hviderussiske demonstranter. Det kniber gevaldigt med at blive enige om de bebudede sanktioner. Mandag mødes EU-ministrene (fra Danmark Jeppe Kofod) for om muligt at blive enige om en sanktionsliste med omkring 40 personer, der er ansvarlige for svindel med præsidentvalget og efterfølgende voldelige overgreb på demonstranter.

Det er imidlertid usikkert, da Cypern er indstillet på at blokere sanktionerne, fordi EU ikke har indført tilsvarende hårde foranstaltninger over for Tyrkiet.

Cypern og Grækenland strides i øjeblikket med Tyrkiet i Middelhavet, efter at Tyrkiet det seneste halve år efter aftale med den Libyske regering har indledt boringer i et omstridt havområde. Cypern såvel som Grækenland, hvis havterritorium ligeledes er blevet besøgt af tyrkiske skibe, har i månedsvis forsøgt at få EU til at skærpe tonen over for Tyrkiet.

Torsdag-fredag mødet EU’s regerings- og statschefer i Bruxelles, og også her er udviklingen i Hviderusland på dagsordenen. Hvis EU ikke kan følge op på løfterne fra august, kan det gå hen og blive endnu en flovmand for EU, der understreger unionens udenrigspolitiske impotens.