Netmediet Indblik.net er etableret og finansieret af rigmanden Peer Kølendorf. Ansvarshavende chefredaktør er den unge CBS-studerende Claes Theilgaard.

Kammeradvokaten har på et tidspunkt på vegne af SKAT ført sager mod Peer Kølendorf, og Indblik.net kolporterer derfor gerne stof, der kan stille advokatfirmaet Poul Schmith i et dårligt lys. Peer Kølendorf syntes specielt at være ond i sulet overfor advokatfirmaets Boris Frederiksen.

Peer Kølendorfs idiosynkrasi og betalingsevne udnyttes af skrupelløse skribenter og senest af cand.jur. & markedsøkonom Lars Bjørknæs, der bestyrer netmediet Journalista.dk.

Den 8. februar 2021 bringer Indblik.net en underlødig artikel skrevet af Bjørknæs: ”Kammeradvokaten tømmer konkursboet efter Britta Nielsen: Scorer millioner på hendes fupnumre”. Bjørknæs formår end ikke at stave målet for smædeskriftet rigtigt; Poul Schmith/Kammeradvokaten omtales som ”Kammeradvokaten, alias det private advokatfirma Poul Schmidt”.

Landbrugsstyrelsen, der har ansvaret for administrationen og udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte i Danmark, har lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Det er Avisen Danmark, der har via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan Landbrugsstyrelsen i strid med EU’s regler i perioder 2015-2019 har udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, til Avisen Danmark.

Det antages, at Jette Petersen i den kommende tid må affinde sig med et skærpet tilsyn fra Landbrugsminister Rasmus Prehn, der formentlig ikke har lyst til at blive slagtet som Mogens Jensen og 15 millioner mink.

Ikke første gang Landbrugsstyrelsen laver fejl

Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle sag om hektar-støtten viser – kostbar for danske skatteborgere.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Rigsrevisionens kritik

Rigsrevisionen har adskillige gange været ude med riven efter den danske administration af landbrugsstøtten. Rigsrevisionen har således kritiseret Landbrugsstyrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder, at udbetalingen af EU-støtten jævnligt forsinkes.

Landbrug & Fødevarer kritiserer

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Udflytning og andre trængsler

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen faktisk i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed. Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Landbrugsstyrelsen må også leve med, at i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Modstand mod udflytningen

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var der it-problemer og lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen, og selvom der er fremgang på ordningen for miljøteknologi, viser problemerne med vådområderne, at ikke alle problemer er løst.

Ministeriet delt

Efter mink-skandalen, der kostede Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev Miljø- og Fødevareministeriet splittet ad, og departementschef Henrik Studsgaard blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne og kan nu på fuld tid koncentrere sig om at servicere Miljøministeren, der har brug for al den hjælp hun kan få.

Der er undtagelsestilstand i Mali og Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til hele landet både pga. COVID-19 og fordi borgerlige uroligheder indebærer en betydelig sikkerhedsrisiko.

Risiciene er så alvorlige, at man bør have helt særlige grunde til at besøge hovedstaden Bamako. Hvis man alligevel vælger at rejse til Bamako, anbefaler Udenrigsministeriet at man søger rådgivning fra et professionelt sikkerhedsfirma.

Udviklingsbistand

Alligevel har udenrigsministeriet en ambition om at Danmarks partnerskab med Mali kan bidrage til, at Malis befolkning på 20 millioner mennesker oplever varig fred og udvikling understøttet af en inklusiv og legitim stat med respekt for menneskerettighederne.

Derfor yder Danmark over 5 år udviklingsbistand til Mali på en milliard kroner og årlige nødhjælpsbidrag på 30 – 50 millioner kr.

Mali er ét af verdens fattigste lande i Sahel-regionen lige syd for Sahara og meget langt fra den danske målsætning. Befolkningen er ludfattig, og Mali havde i 2020 for første gang i mange år en negativ økonomisk vækst. Verdensbanken frygter, at millioner af mennesker i Sahel rykker tilbage i ekstrem fattigdom under coronaepidemien.

COVID-19

Den danske ambassadør i Mali, Rolf Holmboe, har i Avisen Danmark berettet om corona-situationen i landet. Testkapaciteten er begrænset og samlet siden pandemiens start er kun ca. 8100 testet positive, og ca. 330 er døde ifølge de officielle tal.

Ambassadøren skriver ikke noget om Danmark militære tilstedeværelse i Mali. Det kan man til gengæld læse om på Forsvarsministeriets hjemmeside.

Danmarks militære bistand

Efter konflikten i Mali brød ud i 2012 har Danmark støttet de internationale militære indsatser i Mali og den bredere Sahelregion ad flere omgange. Regionen og Mali har i en lang årrække været plaget af interne konflikter mellem regeringen og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper.

MINUSMA

Danmark har bidraget til FN’s mission i Mali, United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali (MINUSMA), siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed. Det danske specialoperationsstyrkebidrag er p.t. reduceret til ca. 10 personer til indhentning af oplysninger for MINUSMA. Bidraget har været udsendt siden januar 2020 og placeret i Gao i Mali. Desuden bidrager Danmark med et mindre antal danske stabsofficerer til MINUSMA.

Operation Barkhane

Danmark bidrager endvidere til den af Frankrig etablerede Operation Barkhane til bekæmpelse af terrorisme i Sahelregionen. Operationen består p.t. af omkring 4.500 franske soldater, og der indgår desuden p.t. bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækker Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad.

Siden medio december 2019 har Forsvaret været indsat i Operation Barkhane med et transporthelikopterbidrag og op til ca. 70 personer. Helikopterbidraget er placeret i Gao i det østlige Mali i en fransk lejr. Opgaverne for transporthelikopterbidraget består af transport af tropper og materiel indsat i rammen af Operation Barkhane. Desuden kan bidraget foretage rekognoscering af ruter for at tilvejebringe information.

Formandsopgøret i det grønlandske regeringsparti, Siumut, har givet anledning til rystelser i hele det politiske system på Grønland, og flere scenarier er mulige, herunder udskrivelse af nyvalg til Landstinget.

Uroen startede, da Kim Kielsen den 29. november 2020 mistede posten som formand for Siumut til Erik Jensen, der siden aktivt har arbejdet på at overtage posten som landsstyreformand. Indtil videre er Kielsen blevet siddende som landsstyreformand – en post Kim Kielsen har haft siden 30. september 2014.

Demokraatit forlader Landsstyret

Nu har koalitionspartneren, partiet Demokraatit, tabt tålmodigheden og trukket sig ud af regeringssamarbejdet. Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, har fra starten gjort det klart, at hvis Siumut ønskede ændringer i samarbejdet, herunder at udskifte Kim Kielsen med Erik Jensen som landsstyreformand, ville det kræve en ny koalitionsaftale.

Det har ikke været muligt at blive enige om en ny aftale, og det der udløste Demokraatits beslutning om at trække sig fra regeringssamarbejdet var oplysningen om, at den nye formand for Siumut, Erik Jensen, har indledt forhandlinger med det mere venstreorienterede IA (Inuit Ataqatigiit).

Demokraternes formand Jens-Frederik Nielsen har på et pressemøde oplyst, at årsagen til at partiet forlader koalitionen, er de kaotiske forhold i Siumut, hvor Erik Jensen kæmper for at overtage Kim Kielsens post som landsstyreformand – formand for Naalakkersuisut.

Jens-Frederik Nielsen forklarede på pressemødet, at et fortsat samarbejde med et totalt splittet Siumut var håbløst, og derfor forlader de tre medlemmer fra Demokraterne af Landsstyret/Naalakkersuisut.

Kim Kielsen fortsætter indtil videre

Kim Kielsen har oplyst, at landsstyret fortsætter som en koalition mellem Siumut det lille selvstændighedsparti Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere), som blev stiftet af den tidligere grønlandske udenrigsminister, Vittus Qujaukitsoq, da han i 2014 tabte kampen om formandsposten i Siumut til Kim Nielsenbloktilskuddet fra Danmark. Han tabte formandsvalget og dannede siden partiet Nunatta Qitornai der ønsker selvstændighed hurtigst muligt.

Valg?

Kim Kielsen har oplyst, at regeringskoalitionen med de to partier fortsætter til vintersamlingen i Grønlands Landsting/ Inatsisartut, der begynder tirsdag i næste uge, den 16. februar i Nuuk.

Her er der mulighed for, at der vil være et politisk flertal mod Kim Kielsen. Et mistillidsvotum vil være ensbetydende med udskrivelse af valg i Grønland.

Udenrigspolitisk handlerum

Uanset udfaldet af regeringskrisen, vil det næppe berøre den brede grønlandske enighed om at arbejde på at udvide Grønlands udenrigspolitiske handlerum.

Den danske regering har foreløbig søgt at imødekomme Grønland ved at inddrage Grønland mere i udenrigspolitikken, herunder især den arktiske politik.

Den arktiske politik og forholdet til USA

I takt med at Rusland og Kina ser kommercielle og militære muligheder i Arktis er især USA’s interesse for Grønland stigende. Med Donald Trumps købstilbud i 2019 kom Grønland i storpolitisk fokus og tilhængere af Rigsfællesskabet i Nuuk og i København fik pludselig travlt.

En ny fordelagtig aftale om Thulebasen er indgået, og USA her genetableret et konsulat i Nuuk. Hjemmestyret indgik i oktober en ny rammeaftale med USA om bredt økonomisk samarbejde. Fremover skal Nuuk og Washington mødes årligt for at tale om handel og lavere amerikansk told på grønlandske fisk og rejer. Aftalen stillede også amerikanske eksportkreditter i udsigt, og få dage efter meddelte et mineselskab i Nordøstgrønland, at selskabet nu har lovning på eksportkreditter fra USA ligesom den grønlandske mineskole i Sisimiut har modtaget et amerikansk milliontilskud.

Hvis der måtte være enkelte, der føler medlidenhed med Jeppe Bruus, når han som Komiske Ali skal forsvare regeringens håbløse sager, bør man tænke på, at i perioden 2016-2018 arbejdede Jeppe som kommunikationschef for SKAT, og efter etableringen af de nye styrelser blev han kommunikationschef for Skattestyrelsen. Som talsmand for skattevæsenet havde han overhovedet ingen problemer med gang på gang at bortforklare det totale sammenbrud i det danske skattesystem.

Tidligere ambassadør, cand.jur. og folkeretsekspert Tyge Lehmann, fylder 80 søndag den 7. februar 2021.

Tyge Lehmann har i sine mere end 40 år i Udenrigsministeriet især beskæftiget sig med FN. Det løber op i deltagelse i 25 FN-generalforsamlinger siden 1972 og en stribe FN-verdenskonferencer bl.a. Kvindekonferencen 1980 i København, Menneskeretskonferencen i Wien 1993 og Racismekonferencen i Durban 2001.

Hans arbejde har især fokuseret på menneskerettigheder og staternes forpligtelser på dette felt såvel som på andre retsområder såsom retsordenen på havene og bekæmpelse af international terrorisme.

På FN’s 50 Generalforsamling i 1995 var Tyge Lehmann formand for arbejdet i generalforsamlingens 6. Udvalg (det juridiske udvalg), hvor det bl.a. lykkedes at lægge grundstenen til Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland.

Tyge Lehmann og Danmarks forhold til Tibet og Kina

I 1997 kom han på forsiderne verden over, da han i FN’s Menneskeretskommission fremlagde en skarp resolution rettet mod Kina, som USA ikke selv turde lægge navn til.

Vreden i Beijing var stor, og det kølnede forholdet til Danmark ned i en længere periode.

Baggrunden for hans kritik er, at Danmark siden i en note til det kommunistiske styre i Beijing har anerkendt Tibet som en uadskillelig del af Kina – hvorpå de gensidige forbindelser har udviklet sig markant på snart sagt alle områder mellem lille Danmark og store Kina. 

I 2008 blev der indgået en aftale om et særligt ”strategisk partnerskab” mellem verdens største diktatur og Danmark, og i 2009 erklærede Danmark i en såkaldt verbalnote, at Danmark ”modsætter sig” tibetansk uafhængighed.

På tidspunktet for Kinas vrede over Danmarks modtagelse af Dalai Lama havde Tyge Lehmann for længst forladt Udenrigsministeriet. Det skete i 2007 og i 2009 kunne han derfor tillade sig, at skrive et indigneret debatindlæg i dagbladet Politiken, hvori han spurgte, hvorfor Danmark nu ville modvirke Tibets selvstændighed? Lehmann påpegede, at en af Danmarks mangeårige mærkesager netop er kampen for folkeslagenes ret til selvbestemmelse og oprindelige folks skæbne kulturelt, økonomisk såvel som politisk. Dette kombinerer Tibet i sjælden grad. Himalaya-landet har været besat af Kina siden 1950 og aldrig fået lov at holde en fri folkeafstemning om sit fremtidige tilhørsforhold.

Det ville være velgørende at høre Tyge Lehmanns synspunkter på Tibet-kommissionens afdækning af det sleskeri og den underdanighed, Danmark har udvist overfor Kina siden Lehmanns pensionering.

Tyge Lehmann og Danmarks forhold til DDR

Den altid årvågne udenrigstjeneste, der efter eget udsagn arbejder på grundlag af ”musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde”, havde i 1988 ingen anelse om at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald aflagde daværende Statsminister Poul Schlüter – på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket, at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.

Socialdemokraten Kjell Stefan Löfven, der siden 2014 har været Sveriges statsminister og siden 2012 leder af Socialdemokraterne, er fortsat statsminister i Sverige.

Efter rigsdagvalget den 9. september 2018 fulgte der flere måneder med regeringsforhandlinger.

Sverigedemokraterne og udlændingepolitikken

Sverigedemokraterne opnåede ved valget en tilslutning på 17,6 procent – 62 mandater. Partiet, der første gang kom ind i Riksdagen i 2010, er bl.a. fortaler for en stram udlændingepolitik, og partiet har politisk været isoleret i Sverige, hvor ingen af de øvrige partier vil samarbejde med det. Det betyder samtidig, at hverken de borgerlige eller de rød-grønne partier kan samle de 175 mandater, der i den svenske rigsdag kræves til et flertal.

Regeringen Löfven II

Den 11. januar 2019 kunne Stefan Löfven alligevel danne en ny regering – Regeringen Löfven II.

Socialdemokraterne er regeringens store parti med 18 ministerposter, mens Miljöpartiet de Gröna er det lille parti med kun 5 ministerposter. Regeringen har en forståelse med og støttes i Riksdagen af Liberalerna og Centerpartiet. Regeringen er i en række spørgsmål desuden afhængig af støtte fra Venstrepartiets 28 mandater.

Regeringsrokade

Statsminister Stefan Löfven foretog fredag den 5. februar 2021 en regeringsrokade, efter at koalitionspartnerne i Miljöpartiet har fået ny leder.

Miljöpartiet fik kun 4,4 procent af stemmerne ved riksdagsvalget i 2018, og regeringssamarbejdet har kostet dyrt – partiet har længe ligget omkring eller under spærregrænsen på fire procent.

Ny leder af Miljöpartiet

Den 44-årige Märta Stenevi blev sidste weekend valgt til Miljöpartiets nye talsperson, hvilket reelt er partilederposten. Det skete ved en digital partikongres med 265 delegerede. Märta Stenevi indtræder i regeringen og bliver ny boligminister og minister for ligestilling.

Den tidligere leder, Isabella Lövin, træder ud af regeringen og hendes poster som miljø- og klimaminister og vicestatsminister overtages af Per Bolund fra Miljöpartiet. Bolund er ligesom Stenevi talsperson for sit parti og leder det sammen med hende.

Åsa Lindhagen, som er Miljöpartiets tidligere ligestillingsminister får en ny post som finansmarkedsminister, som er en af tre poster under finansministeriet.

Per Olsson Fridh fra miljøpartiet bliver ny bistandsminister.

Amanda Lind (MP) fortsætter som kultur- og demokratiminister samt minister med ansvar for idrætsspørgsmål.

For en gangs skyld er det ikke den skandaleramte udenrigsminister, Jeppe Kofod, der er årsagen. Der er udbrudt splid på den danske ambassade i USA, hvor en anonym medarbejdergruppe på ambassaden har sendt et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, hvori man ganske uhørt kræver Lone Dencker Wisborg fjernet som ambassadør.

Ambassadøren hyrede i foråret 2020 Lone Dencker Wisborgs tidligere spanske au pair som chauffør, selv om kvinden ikke har de påkrævede kvalifikationer. Hele forløbet er påfaldende, mener en lektor i arbejdsret ifølge Ekstrabladet.

Personaleoprøret har ikke afholdt Lone Dencker Wisborg fra hendes officielle pligter, herunder deltagelse i Joe Bidens præsidentindsættelse, som hun beretter om i Avisen Danmark.

Danmarks ambassadør i USA mener, at der ikke er tvivl om, at krisen har ramt amerikanerne meget forskelligt og forstærket de økonomiske forskelle, som allerede inden krisen prægede det amerikanske samfund. Særligt hårdt har krisen ramt minoriteter, der i høj grad er beskæftiget i de service- og restaurationsjobs, som har været hårdest ramt af restriktioner og nedlukninger.

Selvom det er et dystert billede, der males fra et kriseramt USA, er ambassadøren alligevel – selvom der venter enorme udfordringer for præsident Biden – håbefuld på amerikanernes vegne.

Hvis ambassadøren også formår at dæmpe det kritiske personale, kan vi se frem til en strøm af positive indberetninger fra udenrigsministeriets udpost i Washington.

Præsident Sergio Mattarella bad onsdag den 3. februar 2021 den tidligere og meget respekterede chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, om at danne en ny italiensk regering.

Dermed er en tredje italiensk regering under ledelse af Giuseppe Conte udelukket.

Giuseppe Conte

Gennem stædighed og pragmatisme har Giuseppe Conte holdt overraskende længe som Italiens premierminister. Da han efter en langvarig politisk krise efter parlamentsvalget den 4. marts 2018 den 1. juni 2018 blev udnævnt til premierminister i den 65. italienske regering siden anden verdenskrig, var han en ukendt juraprofessor fra universitetet i Firenze og uden politisk erfaring. Alligevel formåede han at holde fast i sin taburet som chef for både en centrum-højre-regering og en centrum-venstre-regering.

Hans første regering var dannet af de to protestpartier, Femstjernebevægelsen og Lega, og den upolitiske 53-årige juraprofessor blev premierminister som et kompromis, da de to partiformænd Luigi di Maio og Matteo Salvini ikke kunne blev enige om, hvem at de to der skulle beklæde posten.

I den anden regering indgik Femstjernebevægelsen, det socialdemokratiske Partido Democratico, Matteo Renzis parti Italia Viva og “Liberi e Uguali”-listen.

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Giuseppe Conte er født den 8. august 1964. Han stammer fra Puglia-regionen i Syditalien. Han havde ikke været aktiv i politik før 2018, men han har ikke undgået omkostningerne ved at være i offentlighedens søgelys.

Giuseppe Conte, har således været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes, at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Slutfasen

Giuseppe Contes dage som premierminister var talte, da Matteo Renzi trak sit parti, Italia Viva, ud af regeringen. Der har angiveligt været flere årsager til bruddet, herunder et personligt modsætningsforhold mellem Conte og Renzi, men en væsentlig årsag var en strid om, hvordan Italien skal bruge de over 1.500 milliarder kroner, som landet står til at modtage fra EU’s genopretningsfond.

Regeringskrisen har skabt en – selv efter italienske forhold – voldsomt ustabil politisk situation på et utroligt ubelejligt tidspunkt: midt i en pandemi, der har kostet over 83.000 italienere livet, og den værste økonomiske recession siden 2. Verdenskrig med en minusvækst i 2020 tæt på ti procent og udsigt til det samme i 2021.

EU-genopretningsfonden

Det er skæbnens ironi, at krisen i Italien er fremkaldt af den af Italien stærkt ønskede EU-genopretningsfond. Italien skal næste måned præsentere EU for en plan for, hvordan man vil bruge de 209 milliarder euro fra genopretningsfonden. Brugt rigtigt kan kæmpebeløbet spille en afgørende rolle i forsøget på at modernisere landet og rette op på økonomien.

Renzi har i forbindelse med bruddet udtrykt frygt for, at Conte-regeringen vil have ødslet pengene væk. Det er nok en overdrivelse, men der er alligevel grund til at se med bekymring på situationen. Hvis Italien svigter det ansvar, som de 1.500 milliarder kroner giver, kan politiske ledere i Danmark og i andre lande få gevaldigt svært ved at forklare deres befolkninger, hvorfor EU i fremtiden igen skulle kaste italienerne en redningskrans.

Mario Draghi garant for økonomisk ansvarlighed

En Mario Draghi-regering vil være en garant for en ansvarlig økonomisk politik i Italien og fornuftig anvendelse af genopretningsmidlerne.

Fredag aften, den 29. januar 2021, gav den italienske præsident Sergio Mattarella (hvis 7-årige embedsperiode udløber i 2022) formanden for Deputeretkammeret, Roberto Fico, i opdrag at sondere mulighederne for at danne en ny italiensk regering.

Regeringskrise da Giuseppe Conte trådte tilbage

Regeringskrisen opstod, da Italiens premierminister Giuseppe Conte måtte træde tilbage tirsdag morgen den 26. januar 2021. Matteo Renzi var utilfreds med koalitionsregeringens økonomiske politik, og herunder ikke mindst hvordan Italien skulle disponere over de 209 mia. euro, Italien havde til rådighed fra EU’s Corona-genopretningspakke, og han trak sit parti, Italia Viva, ud af regeringen.  

Roberto Fico, født i Napoli i 1974, har en universitetsuddannelse i kommunikation, de har omfattet et Erasmus-ophold ved universitetet i Helsingfors. Fico har været aktivist i 5-Stjernebevægelsen siden 2005 og blev for M5S valgt ind det italienske parlament i 2013. Siden 2018 har han været formand for det italienske underhus, Deputeretkammeret.

Politiske sonderinger

Lørdag den 30. januar 2021 indledte Roberto Fico de politiske sonderinger om mulighederne for en ny regering under ledelse af Giuseppe Conte eller andre muligheder.

Ficos konsultationer med de hidtidige koalitionspartnere: 5-stjernebevægelsen, Partido Democratico, Italia Viva og “Liberi e Uguali”-listen foregik i løbet af weekenden i Palazzo Montecitorio, der siden 1871 har været sæde for Deputeretkammeret.

Fico konsulterede endvidere grupperinger i Deputeretkammeret og Senatet, der havde stået uden for regeringen, men som kunne tænkes at støtte en centrum-venstre regering.

Egentlige forhandlinger i Sala della Lupo

Mandag den 1. februar 2021 gik realitetsforhandlingerne i gang mellem PD, M5S, Italia Viva, Liberi e Uguali samt pro-Conte senatsgruppen Europeisti-Maie-Centro democratico.

Repræsentanterne var ifølge ANSA samlet i den såkaldte Sala della Lupo i Montecitorio (Ulveværelset), hvor repræsentanterne er bænket om et stort bord i Covid-forsvarlig afstand fra hinanden.

Roberto Fico må opgive

Forhandlingerne endte imidlertid uden resultat, og tirsdag aften den 2. februar 2021 måtte Roberto Fico, melde tilbage til præsident Mattarella, at der ikke var grundlag for en ny regering under ledelse af Giuseppe Conte eller andre i den hidtidige regeringskreds eller blandt det nuværende parlamentariske flertal.

Valg eller?

Præsident Sergio Mattarella har haft 2 muligheder: Enten udskrivelse af nyvalg, der ville kaste Italien ud i en månedlang valgkamp, hvor der ikke ville blive taget hånd om de mange akutte problemer, Italien står overfor, eller dannelsen af en såkaldt teknokratregering, der hurtigt kan træde i funktion og adressere corona-pandemien og den værste recession, Italien har været i siden 2. Verdenskrig.

Ny regering ved ugens udgang med Mario Draghi i spidsen?

Præsidenten valgte den sidste mulighed. Den tidligere meget respekterede chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er tilsagt til det italienske præsidentpalads, Qurinale Paladset, onsdag den 3. februar 2021 kl. 12.

Draghi vil få i opdrag snarest muligt at danne en regering.

Positiv reaktion på finansmarkederne

Kursen på euro steg straks ved nyheden om at Mario Draghi var i spil som ny premierminister i Italien. Under finanskrisen fik Draghi tilnavnet ”Super Mario”, og alle er enige om at han spillede en afgørende rolle i at euro-området kom nogenlunde helskindet gennem krisen.