Kommunalbestyrelsen i Gentofte har for nylig igen gjort sig bemærket ved at vedtage detaljerede regler for hvordan du må hegne din grund ud mod offentlig vej. Øjensynlig foretrækkes ligusterhække, mens plankeværk og mure frabedes – i hvert fald skal de i givet fald opføres langt inde på egen grund.

Nu har kommunalbestyrelsen vedtaget pejlemærker for hvordan du som Gentofte-borger skal bevæge dig mindst en time om dagen. Pejlemærkerne skal bruges til at prioritere kommunens indsatser fremover, hedder det.

Det kommunale selvstyre har til gengæld ikke kunnet forhindre den åbenbare urimelighed, der tvinger hver eneste af Gentoftes borgere over den kommunale udligning til hvert år at støtte det øvrige land med 21.147 kr.

Borgmester og kommunalbestyrelse har ej heller kunnet sikre, at kommunen modtog sin retmæssige andel på 1,5 mia. kr. af beskatningen af Gentofteborgeren Mærsk McKinney Møllers dødsbo.

Når det kan ske i en borgerlig ledet kommune, er spørgsmålet hvad der er at kæmpe for ved efterårets kommunalvalg?

Efter præsident Joe Bidens tale den 28. april 2021 til fællesmødet for de 2 kamre i den amerikanske kongres betegnes ”sleepy Joe” som alt andet end søvnig, og han sammenlignes ligefrem med præsident Franklin D. Roosevelt, der i perioden fra 1932 til 1945 stod for gennemgribende reformer i USA.

Svag opbakning i Kongressen

Det må dog ikke glemmes, at Joe Biden langt fra råder over den politiske kapital, som Roosevelt havde. Bidens demokratiske parti har ganske vist et flertal både i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som tilsammen udgør Kongressen. Men det er et marginalt flertal, og i Senatet kun fordi vicepræsident Kamala Harris har ret til at stemme ved stemmelighed.

Roosevelt var helt anderledes velfunderet, da han tiltrådte med et flertal på knap 200 pladser i Repræsentanternes Hus og et markant flertal i Senatet.

Det er også afspejlet i resultaterne efter de første 100 dage i Det Hvide Hus. Roosevelt fik i sine første 100 dage gennemført 77 lovforslag mod Bidens 11.

Reformamok

Det skal dog ikke forklejne, at Joe Biden har lagt ud med en række enorme, dyre føderale investeringsprogrammer.

Dels en coronahjælpepakke af gigantisk størrelse – 1.900 mia. dollars, og herunder en kontant betaling på 1.400 dollars til mange amerikanere. Hånd i hånd med en succesrig vaccineudrulning er det nok det mest ukontroversielle af programmerne.

Mere diskussion vil der være om den store infrastrukturplan (som er meget mere end infrastruktur og da også officielt hedder ”The American Jobs Plan”) til 2.000 milliarder dollars og en ”familieplan” til 1.800 mia. dollars, der markant vil øge det offentliges indflydelse på de amerikanske familiers liv med investeringer i blandt andet børnepasning, orlov og gratis adgang til college-studier.

Problemerne ved den mexicanske grænse

Hvad præsident Biden vil gøre ved migrantkrisen, er mere uklart. Biden har dog skitseret en måde, der over tid kan bane vejen for et formelt statsborgerskab for 11 millioner udokumenterede indvandrere fra Mexico og Mellemamerika. Biden undlod dog i talen til kongressen at omtale den aktuelle migrantkrise ved den mexicanske grænse, selvom presset er stort og selvom Biden endnu ikke har præsenteret nogen løsning på problemet med børn, der er adskilt fra deres forældre.

Hvad betyder Bidens planer?

Med Joe Bidens foreløbige udspil tegner der sig en vision for et USA med ret til barselsorlov, offentlige daginstitutioner, gratis adgang til en række offentligt finansierede universiteter, et gennemreformeret politi, en stærkere kontrol med våben, der indebærer et forbud mod de farligste typer, en højere føderal mindsteløn, en højere selskabsskat, højere skat på de rigeste, en stærkere miljøbeskyttelse, et mere udbygget (offentligt finansieret) transportnet inklusive nye bredbåndsforbindelser samt et løfte om en bedre beskyttelse via Obamacare som sygesikring i et privat system med statslige garantier for de fattigste.

Biden understreger også, at infrastruktur-udspillet vil forbedre kvindernes situation i landet, især når det gælder mulighederne for børnepasning og ret til barselsorlov, som ikke findes i dag.

Bidens udspil i de første 100 dage indeholder mange demokratiske hjertesager, som ikke er populære i alle kredse – heller ikke nødvendigvis på demokraternes højrefløj, fordi det bliver dyrt. Meget dyrt.

Skandinavisk velfærdsstat?

Det gennemgående træk er, at reformerne tvinges igennem via historisk massive offentlige investeringer. Målet syntes at være en samfundsform – den skandinaviske velfærdsstat – således som den er udlagt af Bernie Sanders og Elizabeth Warren.

Under præsidentvalget var langt fra alle amerikanere begejstrede for Sanders og Warrens visioner, fordi planernes realisering forudsatte mere ”Big Government” og højere skatter, som normalt ikke er populært i USA – hverken hos Demokrater eller Republikanere.

Middelklasse America

Alligevel er Biden-administrationen tydeligt inspireret af tankerne, selvom Biden i talen til kongressen gjorde et stort nummer ud af at understrege, at han ikke står for det modsatte af Trumps ”America First”. Det offentlige vil gå forrest og indkøbe amerikanske varer og tjenesteydelser, og Bidens planer drejer sig om at give amerikanerne jobs:

“Independent experts estimate the American Jobs Plan will add millions of jobs and trillions of dollars in economic growth for years to come.

These are good-paying jobs that can’t be outsourced.

Nearly 90% of the infrastructure jobs created in the American Jobs Plan do not require a college degree.

75% do not require an associate’s degree.

The American Jobs Plan is a blue-collar blueprint to build America”.

De rige skal betale deres ”fair share”

Joe Biden understreger gang på gang, at det er den jævne amerikaner, han arbejder for:

“Wall Street didn’t build this country. The middle class built this country. And unions build the middle class”.

Den almindelige amerikaner friholdes også fra de skatteforhøjelser, der skal finansiere de grandiose planer. Biden lovede i sin tale til kongressen, at mens de rigeste og selskaberne skal betale deres ”fair share”, kommer der ikke skatteforhøjelser for borgere, der tjener under 400.000 dollars om året – svarende til 2,4 millioner kroner.

Smag for statsligt sikkerhedsnet?

Republikanerne er generelt forbeholdne overfor Joe Bidens udspil, som de ikke føler overhovedet imødekommer republikanske prioriteringer. Der er skepsis overfor holdbarheden af de massive investeringer, omfanget af offentlige udgifter og gældsætningen, og løftet om at friholde den almindelige amerikaner for skatteforhøjelser, giver oppositionen ikke meget for.

Republikanere beklager, at i stedet for et velfærdssamfund med et sikkerhedsnet, hvor hjælpen er målrettet de virkelig trængende, lægger Joe Biden og Demokraterne op til et tætmasket bistandssystem, hvor hver eneste amerikanere for ethvert skridt i livet udstyres med et gelænder, som man kan støtte sig til. Det svarer til – siges det – at udstyre alle med cykler med støttehjul, der selvom du burde være selvkørende, aldrig kan fjernes.

Bidens meningsmålinger

Trods de republikanske skræmmebilleder bliver USA næppe socialistisk, men hvis blot halvdelen af Bidens visioner bliver ført ud i virkeligheden, vil Biden meget vel i eftertiden blive sammenlignet med Lyndon B. Johnson og hans planer om the Great Society til bekæmpelse af fattigdom eller Franklin D. Roosevelts offentlige intervention med New Deal fra 1933.

Trods den Republikanske skepsis er amerikanernes umiddelbare indtryk af Biden temmelig positivt, kan man se i en meningsmåling fra POLITICO. Bidens generelle ”approval rate” var på 60 pct. – klart over Donald Trumps på 48 pct. efter hans første 100 dage i april 2017.

I filmen James Bond-filmen Skyfall trues undercover-agenter overalt i verden at blive afsløret og selveste MI6-hovedkvarteret bliver angrebet. M sidder tilbage med kun én allieret, hun kan stole på: James Bond. Agent 007.

Da Rasmus Prehn, Dan Jørgensen, Lea Wermelin og Simon Kollerup ikke kan udsætte det længere, men den 28. april 2021 fremlægger regeringens længe ventede udspil om landbrugets bidrag til 70-procentsmålet i 2030, påkalder de sig ligesom M ekstraordinær hjælp.

Ifølge udspillet vil regeringen afsætte 222 mio. kr. til forskning og udvikling af nye teknologier som eksempelvis pyrolyse, der i Danmark har fået betegnelsen SkyClean, der omdanner restprodukter fra landbruget til brændstof og biokul – også kaldet biochar.

Biokul kan sørge for, at CO2 lagres i jorden og ikke udledes til atmosfæren. Derudover skal der forskes i tilsætningsstoffer til foder samt håndtering af gylle og gødning.

Disse teknologier skønnes at have et samlet teknisk potentiale til at levere ca. 4 mio. tons CO2e-reduktion i 2030. Regeringen vil fremlægge en strategi for, hvordan de tekniske reduktionspotentialer kan realiseres.

Tænkningen hos Prehn, Jørgensen, Wermelin & Kollerup

Vedrørende pyrolyseteknologien er tankegangen, at CO2 bindes i landbrugsjorden frem for at lade det sive op i atmosfæren. Simpelt forklaret opvarmes planter eller organisk affald fra landbrug eller fødevareindustrien til 5-600 grader. De høje temperaturer får pyrolysegasser til at forlade materialet, og tilbage er rester af kulstof, som så bindes i såkaldt biokul, der minder lidt om en slags grillkul.

Biokullet kan herefter pløjes ud på markerne, hvor det nedbrydes langsomt – over hundredvis, måske tusindvis af år – og dermed er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Når plantemateriale i dag pløjes ned, optages der CO2 fra atmosfæren, hvilket hjælper klimaet. Men i løbet af få år vil langt det meste af plantematerialets kulstof igen blive frigjort igen på grund af mikroorganismers aktiviteter i jorden.

Med pyrolyse bindes CO2’en i biokul og i jorden og dermed fjernes det fra atmosfæren.

I tilgift kan de pyrolysegasser, der dannes i processen, udnyttes til energiformål eller grønne brændstoffer.

So what not to like?

Måske burde Prehn, Jørgensen, Wermelin og Kollerup konsultere A.P. Møller på Esplanaden før de går videre med projektet.

Pyrolyse-teknikken

I dag kender de fleste kun til pyrolyse fra ovne, som fabrikanterne påstår er ”selvrensende”. I processen forbruges godt nok enorme mængder strøm, men rengøringen kan begrænses til at du efter pyrolysen kan tørre det forkullede skidt af med en fugtig klud.

Pyrolyseværket på Amager

Ældre københavnere husker udmærket Pyrolyseværket på Amager. Værket, som i virkeligheden var et raffinaderi, blev etableret i 1955 og nedlagt 1978. Hele anlægget, Mærsk Kemi, der tilhørte rederiet A.P. Møller, blev nedlagt i 1981.

Kurt Jacobsen, professor i historie ved CBS, udgav i 2015 bogen ”Haldor Topsøe. Virksomheden og Verden.”

Med reference til bogen kunne Berlingske Tidende den 7. december 2015 fortælle den interessante historie om Mærsk Raffinaderiet eller Pyrolyseværket på Amager, og om, hvordan Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller ragede uklar om projektet.

Baggrunden for projektet var en fælles opfattelse hos Haldor Topsøe og A.P. Møller af, at det kunne være lønsomt med et raffinaderi på dansk grund, der kunne spalte billig, tung fuelolie til lettere (og dermed mere værdifulde) kulbrinter vha. en termisk (højtemperatur) cracking-proces, som Haldor Topsøe havde udtænkt. Det var en ny, men uprøvet metode til at fremstille gas af olie ved såkaldt pyrolyse (kraftig opvarmning uden ilt). Topsøes metode var udviklet med inspiration fra ny avanceret teknologi udviklet af den amerikanske virksomhed Houdry.

Processen skulle efter den af Topsøe udviklede men uprøvede metode, foregå på overfladen af opvarmede, ærtestore keramiske kugler (“pebbles”), som skulle katalysere processen. Disse pebbles skulle så cirkuleres, således at de blev opvarmet på et sted, medens spaltningen af fuelolien skete et andet sted.

I oktober 1955 kunne man tænde spildgassen fra det 90 meter høje Pyrolysetårn, og flammen kunne ses vidt omkring. Men det var kun for et syns skyld, for anlægget virkede ikke. Der havde vist sig en række problemer. De meget dyre keramiske kakler, der skulle fore cirkulations-anlægget ville ikke sidde fast. Anlægget lavede en infernalsk larm i de få prøveperioder, hvor det kørte. Cirkulationen af pebbles standsede, fordi støv fra pebbles sammen med sod fra crackingen bagte pebbles sammen i kager.

Anlægget virkede simpelthen ikke.

Pyrolyseværket opgiver pyrolysen

Samtidig havde A.P. Møller indgået leveringsaftaler om ætylen (ethen) til fabrikation af polyetylen og syntese-sprit til De Danske Spritfabrikker. Desuden aftale om levering af gas til Københavns Belysningsvæsen.

I mellemtiden var økonomien i projektet løbet løbsk. Det oprindelige overslag på 30 mio. kr. endte på 56 mio. kr. og Mærsk McKinney Møller, der var tovholder for projektet hos A.P. Møller, der dengang lå på Kgs. Nytorv, var ikke amused.

Løsningen blev, at i slutningen af april 1957 afbrød A.P. Møller samarbejdet med både Haldor Topsøe og Houdry.

Projektet benyttede i stedet konventionel såkaldt steamcracking. Råmaterialet blev ændret fra overskudsproduktet billig, tung fuelolie til et andet billigt overskudsprodukt, letbenzin, der kunne give omtrent de samme slutprodukter.

Herved måtte det dyre pyrolysetårn – og dermed symbolet på hele projektets grundidé – opgives, men det meste af raffinaderi-afdelingen kunne genbruges, og alle de indgåede kontrakter og aftaler kunne opfyldes (omend med en enorm forsinkelse).

Regeringen præsenterede onsdag den 28. april 2021 sit længe ventede udspil om blandt andet landbrugets bidrag til 70-procentsmålet i 2030.

Ifølge udspillet vil regeringen afsætte 222 mio. kr. til forskning og udvikling af nye teknologier som eksempelvis pyrolyse, der omdanner restprodukter fra landbruget til brændstof og biokul.

Biokul kan sørge for, at CO2 lagres i jorden og ikke udledes til atmosfæren. Derudover skal der forskes i tilsætningsstoffer til foder samt håndtering af gylle og gødning.

Disse teknologier skønnes at have et samlet teknisk potentiale til at levere ca. 4 mio. tons CO2e-reduktion i 2030. Regeringen vil fremlægge en strategi for, hvordan de tekniske reduktionspotentialer kan realiseres.

Tænkningen hos Prehn, Jørgensen, Wermelin & Kollerup

Vedrørende pyrolyseteknologien er tankegangen, at CO2 bindes i landbrugsjorden frem for at lade det sive op i atmosfæren. Simpelt forklaret opvarmes planter eller organisk affald fra landbrug eller fødevareindustrien til 5-600 grader. De høje temperaturer får pyrolysegasser til at forlade materialet, og tilbage er rester af kulstof, som så bindes i såkaldt biokul, der minder lidt om en slags grillkul.

Biokullet kan herefter pløjes ud på markerne, hvor det nedbrydes langsomt – over hundredvis, måske tusindvis af år – og dermed er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Når plantemateriale i dag pløjes ned, optages der CO2 fra atmosfæren, hvilket hjælper klimaet. Men i løbet af få år vil langt det meste af plantematerialets kulstof igen blive frigjort igen på grund af mikroorganismers aktiviteter i jorden.

Med pyrolyse bindes CO2’en i biokul og i jorden og dermed fjernes det fra atmosfæren.

I tilgift kan de pyrolysegasser, der dannes i processen, udnyttes til energiformål eller grønne brændstoffer.

So what not to like?

Måske burde Prehn, Jørgensen, Wermelin og Kollerup konsultere A.P. Møller på Esplanaden før de går videre med projektet.

Pyrolyse-teknikken

I dag kender de fleste kun til pyrolyse fra ovne, som fabrikanterne påstår er ”selvrensende”. I processen forbruges godt nok enorme mængder strøm, men rengøringen kan begrænses til at du efter pyrolysen kan tørre det forkullede skidt af med en fugtig klud.

Pyrolyseværket på Amager

Ældre københavnere husker udmærket Pyrolyseværket på Amager. Værket, som i virkeligheden var et raffinaderi, blev etableret i 1955 og nedlagt 1978. Hele anlægget, Mærsk Kemi, der tilhørte rederiet A.P. Møller, blev nedlagt i 1981.

Kurt Jacobsen, professor i historie ved CBS, udgav i 2015 bogen ”Haldor Topsøe. Virksomheden og Verden.”

Med reference til bogen kunne Berlingske Tidende den 7. december 2015 fortælle den interessante historie om Mærsk Raffinaderiet eller Pyrolyseværket på Amager, og om, hvordan Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller ragede uklar om projektet.

Baggrunden for projektet var en fælles opfattelse hos Haldor Topsøe og A.P. Møller af, at det kunne være lønsomt med et raffinaderi på dansk grund, der kunne spalte billig, tung fuelolie til lettere (og dermed mere værdifulde) kulbrinter vha. en termisk (højtemperatur) cracking-proces, som Haldor Topsøe havde udtænkt. Det var en ny, men uprøvet metode til at fremstille gas af olie ved såkaldt pyrolyse (kraftig opvarmning uden ilt). Topsøes metode var udviklet med inspiration fra ny avanceret teknologi udviklet af den amerikanske virksomhed Houdry.

Processen skulle efter den af Topsøe udviklede men uprøvede metode, foregå på overfladen af opvarmede, ærtestore keramiske kugler (“pebbles”), som skulle katalysere processen. Disse pebbles skulle så cirkuleres, således at de blev opvarmet på et sted, medens spaltningen af fuelolien skete et andet sted.

I oktober 1955 kunne man tænde spildgassen fra det 90 meter høje Pyrolysetårn, og flammen kunne ses vidt omkring. Men det var kun for et syns skyld, for anlægget virkede ikke. Der havde vist sig en række problemer. De meget dyre keramiske kakler, der skulle fore cirkulations-anlægget ville ikke sidde fast. Anlægget lavede en infernalsk larm i de få prøveperioder, hvor det kørte. Cirkulationen af pebbles standsede, fordi støv fra pebbles sammen med sod fra crackingen bagte pebbles sammen i kager.

Anlægget virkede simpelthen ikke.

Pyrolyseværket opgiver pyrolysen

Samtidig havde A.P. Møller indgået leveringsaftaler om ætylen (ethen) til fabrikation af polyetylen og syntese-sprit til De Danske Spritfabrikker. Desuden aftale om levering af gas til Københavns Belysningsvæsen.

I mellemtiden var økonomien i projektet løbet løbsk. Det oprindelige overslag på 30 mio. kr. endte på 56 mio. kr. og Mærsk McKinney Møller, der var tovholder for projektet hos A.P. Møller, der dengang lå på Kgs. Nytorv, var ikke amused.

Løsningen blev, at i slutningen af april 1957 afbrød A.P. Møller samarbejdet med både Haldor Topsøe og Houdry.

Projektet benyttede i stedet konventionel såkaldt steamcracking. Råmaterialet blev ændret fra overskudsproduktet billig, tung fuelolie til et andet billigt overskudsprodukt, letbenzin, der kunne give omtrent de samme slutprodukter.

Herved måtte det dyre pyrolysetårn – og dermed symbolet på hele projektets grundidé – opgives, men det meste af raffinaderi-afdelingen kunne genbruges, og alle de indgåede kontrakter og aftaler kunne opfyldes (omend med en enorm forsinkelse).

Gentofte Kommune forventede oprindelig at få andel i de skatter og afgifter, som blev betalt efter Mærsk Mc-Kinney Møllers død i 2012. Samlet blev der betalt skatter og afgifter for op mod 4,5 mia. kroner, hvoraf Gentofte Kommune skulle have haft en tredjedel – 1,5 mia. kr.

Men en særlig paragraf, der blev indført i forbindelse med kommunalreformen, medfører, at hvis der går mere end to år med at afslutte boopgørelsen, tilfalder alle pengene staten.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april 2012, og boet skulle have været afsluttet inden 1. maj 2014. Men det skete ikke, og alle skatter og afgifter fra dødsboet tilfaldt derfor staten.

Selv for en relativt velhavende kommune er 1,5 mia. kr. en betydelig sum, og kommunens passivitet er helt uforståeligt.

Man kunne dog med rimelighed forvente, at borgmester Hans Toft og den kommunale forvaltning ved udsigten til at skulle modtage en andel af beskatningen af det meget betydelige dødsbo efter Mærsk Mc-Kinney Møller, havde interesseret sig for boopgørelsen, og herunder hvornår pengene kunne forventes at tilgå kommunekassen. Hvorfor kommunen ikke forhørte sig i SKAT, og hvorfor man ikke satte himmel og jord i bevægelse for at få boopgørelsen afsluttet inden 1. maj 2014, er stadig en gåde for borgerne i Gentofte Kommune.

Årets første runde innovationskroner er ifølge Medietrends netop blevet uddelt fra Medienævnet under Slots- og Kulturstyrelsen.

I alt er der uddelt 12.672.494 millioner kroner i innovationsstøtte, og heraf er der tildelt udviklingsstøtte for 8.461.994,40 kr.

Det veletablerede medie, POV International, har modtaget 2.031.696 kr. i udviklingsstøtte, og det ligeledes etablerede Zetland har også modtaget 2.709.440 kr. i udviklingsstøtte.

Det må derfor antages, at Medienævnet er blevet overbevist om, at såvel POV International som Zetland med de udviklingsprojekter de har præsenteret for nævnet ”kan fastholde, forbedre eller udvikle produktion og formidling af det redaktionelle indhold eller at gennemføre en omstilling til ny teknologi eller infrastruktur til formidling af mediers indhold”.

Det er i hvert fald kravet til udviklingsstøtte i Bekendtgørelse om mediestøtte.

Du kender den sikkert ikke. Gallups lyttermålinger flere gange vist, at Radio Louds lyttere er så få, at de ikke kan måles.

Men: Radio Radio Loud er en dansk taleradio med public service-indhold, der henvender sig til unge mellem 15 og 32 år. Den vandt i efteråret 2019 en udbudsrunde foran bl.a. Radio24syv og bliver over en fireårig periode støttet med mere end 250 millioner kroner!

Kanalen gik i luften 1. april 2020.

Ann Lykke Davidsen har hidtil stået i spidsen som kanaldirektør, mens Lars Schmidt er administrerende direktør og Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, er bestyrelsesformand. De to sidstnævnte fik deres poster, da Berlingske Media-koncernen, som også tæller blandt andre Berlingske, Weekendavisen og B.T., i efteråret 2020 købte 40 pct. af radiokanalen.

Direktionen i Kulturradio Danmark er imidlertid nu reduceret fra to til én, idet Ann Lykke Davidsen, der har været selskabets primære ansigt udadtil med titel af først kanaldirektør og siden programdirektør, er trådt ud af direktionen.

Nu sidder adm. direktør Lars Schmidt alene tilbage i direktionen bag Kulturradio Danmark, der driver Radio Loud.

Radio Loud blev skabt i en byge af ballade. Kanalen blev kritiseret for Ann Lykke Davidsens ansøgning fyldt med stavefejl, for at score lige så mange point som Radio24syv i satire og for kun at betale ”et symbolsk beløb” til unge natværter.

Afgørelsens time nærmer sig

Når Radio Loud nu har skilt sig af med Ann Lykke Davidsen, er det fordi, stationen inden 1. maj skal indgive sin første årlige public service-redegørelse til Radio- og tv-nævnet, som så vurderer, hvorvidt DAB-kanalen lever op til de 60 punkter, der er påkrævet i Louds public service-kontrakt.

Det gør Radio Loud langtfra, og på baggrund af kanalens lave lyttertal er det mest nærliggende resultat, at Radio og TV-nævnet lukker kanalen. Hvem kan forsvare, at der brændes 250 millioner kroner af skatteborgernes penge af på en radiokanal ingen lytter til?

Problemet er, at der reelt ikke er fastsat konkret lyttermål i kanalens kontrakt, og spørgsmålet er derfor hvordan lukningen skal begrundes.

Det kan derfor ikke udelukkes, at Radio og TV-nævnet lader Loud beholde sendetilladelsen, men kræver, at Radio Loud skal opfylde en række nye mål inden for en afgrænset tidsramme som følge af kanalens lave lytterpenetration – særligt blandt den yngre målgruppe.

‎I Italien hvor stort set alle fødevarer og ingredienser tillægges afrodisiske egenskaber (herunder mandler, artiskokker, rucola, asparges, basilikum, selleri, chokolade, kaffe, figner, honning, olivenolie, østers, trøfler m.fl.) er det almindeligt kendt, at italienske husmødre bruger pepperoncino, hvis der skal sættes lidt liv i det ægteskabelige samliv.

I Kina går man ikke overraskende mere drastisk til værks. Global Times ‎kan den 26. april 2021 berette, at for at forhindre deres partnere i at bedrage dem, har nogle kinesiske hustruer i hemmeligt givet deres mænd impotensfremkaldende medicin.

Der har angiveligt på kinesiske sociale medier cirkuleret beretninger om kvinder, der har givet deres mænd‎ diethylstilbestrol, DES, et syntetisk østrogenpræparat, som de købte på nettet og uden deres ægtemænds vidende blandede i mad og drikkevarer.

Ifølge en artikel på WeChat er en kvinde citeret for at sige, at ‎”medicinen begyndte at virke blot to uger efter, at jeg begyndte at give den til min ‎mand. Nu bliver han mere hjemme og opfører sig godt”.

‎Global Times journalister har forgæves søgt efter medicinen på populære e-handelsplatforme, men efter medieomtalen er medicinen blev taget af online-butikkernes hylder.‎ ‎

‎Ifølge Xiaoxiang Morning Herald sælger nogle butikker imidlertid stadig hemmeligt medicinen i form af hvidt pulver, som er lugtfrit og øjeblikkeligt opløseligt i ‎‎vand.

‎Ekspedienten hævdede, at det normalt tager 15 dage før det virker, og evnen til at opnå erektion skulle normalt vende tilbage 21 dage efter indtagelsen ophører.

I 1970’erne blev man opmærksom på at DES havde en række uhensigtsmæssige, herunder kræftfremkaldende effekter, og brugen af stoffet er stort set ophørt.

Forud for forbundsdagsvalget i Tyskland den 26. september 2021 påkalder det tyske miljøparti De Grønne (Die Grüne) sig særlig interesse.

De Grønnes 40-årige formand, Annalena Baerbock, er udpeget til partiets første kanslerkandidat. Trods manglende ministererfaring kan hun blive miljøpartiets første kansler ved valget om fem måneder, den 26. september – når Angela Merkel går af.

Hovedmodstanderen i kampen om kanslerposten er CDU-lederen og ministerpræsident i Nordrhein-Westdalen, Armin Laschet, der er CDU/CSU-koalitionens spidskandidat efter at Bayerns ministerpræsident, Markus Söder fra CSU har trukket sit kanslerkandidatur.

Det er historisk, at De Grønne for første gang i partiets historie har udnævnt en kanslerkandidat, men det er ligeledes en sensation, at kanslerkandidaten er den 40-årige formand Annalena Baerbock og ikke hendes mere erfarne kollega og medformand, Robert Habeck.

Annalena Baerbock kanslerkandidat

Tyskland kan dermed få sin anden kvindelige kansler, når Angela Merkel efter 16 år forlader tysk politik ved valget den 26. september.

I de sidste tre og et halvt år har Habeck og Baerbock sammen udgjort ledelsen i Die Grüne, og de to har selv bag lukkede døre aftalt, hvem af dem der skulle være kanslerkandidat. Hvis der har været en magtkamp, var det ikke til at se, da Robert Habeck bekendtgjorde nyheden og hyldede sin kollega som ”en kampklar, fokuseret, viljestærk kvinde, som nøjagtig ved, hvad hun vil”.

Coronakrisen har vist, at det tyske samfund har fortjent en bedre regering, betonede Annalena Baerbock i sin tale efter kåringen:

”Hver dag, over hele landet, stiller lærere og plejere, forskere og landmænd, frivillige sig til rådighed for dette samfund og vokser med opgaven.”

”Nu er det på tide, at det politiske liv også vokser med opgaven,” sagde Baerbock med henvisning til det tyske vaccine- og testkaos, som har skadet Merkels koalitionsregering med CDU/CSU og SPD.

Annalena Baerbock repræsenterer angiveligt en ny og pragmatisk generation hos De Grønne – et parti, som ved grundlæggelsen for omkring 40 år siden var omtrent lige så foragtet blandt de øvrige partier, som det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD, er det i dag.

De Grønne foran CDU/CSU i meningsmålingerne

Det tyske miljøparti De Grønne, der ved valget i 2017 opnåede 8,9 pct. af stemmerne, ligger nu ifølge de seneste målinger som landets næstmest populære parti – over 28 pct. og foran CDU/CSU i tilbagegang, der i står til 27 pct.

Opbakningen til Socialdemokratiet (SPD), der i øjeblikket indgår i Merkels store regeringskoalition med finansminister Olaf Scholz som kanslerkandidat, falder også med to procentpoint til 13 procent. Det er den laveste opbakning til SPD siden august 2019.

De Grønne var engang et kaotisk sammenrend af miljø- og fredsaktivister i islandske sweatre, men er i dag Tysklands største politiske succes. Miljø -og klimaspørgsmål er blevet mainstream-politik, og det er i høj grad De Grønnes fortjeneste.

Det økonomiske tidsskrift Wirtschafts-Woche har gennemført en meningsmåling om hvem man ville stemme på, hvis der var direkte valg til kanslerposten. Svaret var 26,5 pct. på De Grønnes Baerbock og kun 14,3 pct. på CDU/CSU-kandidaten Armin Laschet.

Men de seneste års succes bunder også i, at Baerbock og Habeck har gjort sig til indbegrebet af en ny politisk ledelsesstil med et samarbejde, som er blottet for store egoer og trangen til at ydmyge, skriver ugeavisen Die Zeit:

”Habeck har evnen til at udtænke politik, Baerbock er særligt god til at organisere den. Han har talent for at tale, hun for at udføre, den karismatiske og den effektive.”

Baerbock ubelastet som politiker

Baerbocks største problem er, at hun i mere end én forstand er grøn.

Hun har aldrig haft regeringsansvar, heller ikke på delstatsniveau som Habeck, der har været miljøminister i Slesvig-Holsten. En svaghed, hun selv har foregrebet:

”Ja, jeg har aldrig været kansler, og jeg har heller aldrig været minister,” sagde hun, men betonede, at politik lever af forandringer.

”Jeg stiller op for fornyelse, andre står for status quo,” sagde hun med en bredside til Merkels CDU, som ifølge kritikere har været fodslæbende i klimakampen, inkompetente i coronapolitikken og forsømt at digitalisere Tyskland.

Ligesom kollegaen Habeck tilhører den proeuropæiske Baerbock partiets moderate realo-fløj, men hun har med sin forsonlige stil formået at bygge bro til den mere radikale fundi-fløj.

”Hendes idé om ”humanitet og orden” betyder: evakuering af elendige flygtningelejre ved Ægæerhavet og konsekvent udvisning af kriminelle asylansøgere fra Tyskland. Eller sagt på en anden måde: Hun forsøger at være fornuftig uden at forråde det humanitære”, som det er sagt om hende.

Alsidig baggrund

Annalena Baerbocks vej til tysk toppolitik lyder som noget fra en billedbog: Hun voksede op på en gård nær vesttyske Hannover, havde Greenpeace-plakater på værelset, deltog med sine forældre i demonstrationer mod atomkraft og Natos dobbeltbeslutning.

Annalena Baerbock har også tidligere dyrket trampolin-idræt på topniveau – 3 bronzemedaljer er det blevet til ved de tyske mesterskaber. Hun måtte opgive sporten pga. skader.

Hun havde på et tidspunkt aspirationer om en karriere i journalistik, men hun var tabt til politik efter en praktikantperiode hos et medlem af Europa-Parlamentet fra De Grønne.

Hun studerede statskundskab ved universitetet i Hamborg fra 2000 til 2004, og opnåede en Master i Public International Law fra London School of Economics i 2005. Fra 2009 til 2013 arbejdede hun på en doktorgrad i International Law ved Freie Universität i Berlin, som hun dog ikke fik afsluttet.

I 2005 blev hun medlem af De Grønne, gjorde hurtigt politisk karriere, kom i Forbundsdagen i 2013, blev partiformand i 2018. Tyske medier beskriver hende som ambitiøs, velbevandret i udenrigspolitik og grundigt forberedt.

”Hendes hang til at belære andre om fakta er indimellem blevet latterliggjort – i dag er det nok hendes største aktiv,” skriver Süddeutsche Zeitung.

Den tidligere tyske udenrigsminister 1998-2005, Joschka Fischer, ikonisk medlem af De Grønne, har udtalt at valget af Annalena Baerbock var en overraskelse, men ved genvalget til formandskabet for De Grønne i 2019 opnåede hun en opbakning på 97,1 pct. mod hendes med-formands 90,4 pct.

Som gift og protestant bosat i Potsdam uden for Berlin med sine to døtre og sin mand har hun prioriteret og italesat de problemer, som coronakrisen skaber for børnefamilier – et område, som kristendemokraterne traditionelt har domineret.

Regeringssamarbejde efter valget?

Et regeringssamarbejde med CDU/CSU kunne meget vel blive resultatet efter valget. En centrum-venstre regering med De Grønne i spidsen udenom CDU/CSU er dog også en mulighed

I klimaaftalen for energi og industri mv. fra 22. juni 2020 var det magtpåliggende for Dan Jørgensen og aftalepartnerne, at gøre det af med olie- og naturgasfyr. De 460.000 olie- og naturgasfyr, der står rundt omkring i Danmark, skulle skrottes hurtigst muligt og erstattes af varmepumper eller fjernvarme. Hvis ikke ville det ikke være muligt at nå målsætningen om 70 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030.

Nu meddeler en jublende Dan Jørgensen, at det danske gasforbrug får et stort, grønt ryk fremad, da andelen af CO2-neutral biogas forventes at stige fra 30 procent til omkring 70 procent af det totale gasforbrug i 2030.

Betyder det, at borgerne alligevel ikke skal påføres milliardudgifter til at udskifte naturgasfyr med dyre varmepumper? Betyder det også, at vi alligevel ikke skal skrotte samfundets investeringer for mange milliarder i et udbygget naturgassystem?