Kan pyrolyse løse landbrugets klimaudfordringer?

Regeringen præsenterede onsdag den 28. april 2021 sit længe ventede udspil om blandt andet landbrugets bidrag til 70-procentsmålet i 2030.

Ifølge udspillet vil regeringen afsætte 222 mio. kr. til forskning og udvikling af nye teknologier som eksempelvis pyrolyse, der omdanner restprodukter fra landbruget til brændstof og biokul.

Biokul kan sørge for, at CO2 lagres i jorden og ikke udledes til atmosfæren. Derudover skal der forskes i tilsætningsstoffer til foder samt håndtering af gylle og gødning.

Disse teknologier skønnes at have et samlet teknisk potentiale til at levere ca. 4 mio. tons CO2e-reduktion i 2030. Regeringen vil fremlægge en strategi for, hvordan de tekniske reduktionspotentialer kan realiseres.

Tænkningen hos Prehn, Jørgensen, Wermelin & Kollerup

Vedrørende pyrolyseteknologien er tankegangen, at CO2 bindes i landbrugsjorden frem for at lade det sive op i atmosfæren. Simpelt forklaret opvarmes planter eller organisk affald fra landbrug eller fødevareindustrien til 5-600 grader. De høje temperaturer får pyrolysegasser til at forlade materialet, og tilbage er rester af kulstof, som så bindes i såkaldt biokul, der minder lidt om en slags grillkul.

Biokullet kan herefter pløjes ud på markerne, hvor det nedbrydes langsomt – over hundredvis, måske tusindvis af år – og dermed er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Når plantemateriale i dag pløjes ned, optages der CO2 fra atmosfæren, hvilket hjælper klimaet. Men i løbet af få år vil langt det meste af plantematerialets kulstof igen blive frigjort igen på grund af mikroorganismers aktiviteter i jorden.

Med pyrolyse bindes CO2’en i biokul og i jorden og dermed fjernes det fra atmosfæren.

I tilgift kan de pyrolysegasser, der dannes i processen, udnyttes til energiformål eller grønne brændstoffer.

So what not to like?

Måske burde Prehn, Jørgensen, Wermelin og Kollerup konsultere A.P. Møller på Esplanaden før de går videre med projektet.

Pyrolyse-teknikken

I dag kender de fleste kun til pyrolyse fra ovne, som fabrikanterne påstår er ”selvrensende”. I processen forbruges godt nok enorme mængder strøm, men rengøringen kan begrænses til at du efter pyrolysen kan tørre det forkullede skidt af med en fugtig klud.

Pyrolyseværket på Amager

Ældre københavnere husker udmærket Pyrolyseværket på Amager. Værket, som i virkeligheden var et raffinaderi, blev etableret i 1955 og nedlagt 1978. Hele anlægget, Mærsk Kemi, der tilhørte rederiet A.P. Møller, blev nedlagt i 1981.

Kurt Jacobsen, professor i historie ved CBS, udgav i 2015 bogen ”Haldor Topsøe. Virksomheden og Verden.”

Med reference til bogen kunne Berlingske Tidende den 7. december 2015 fortælle den interessante historie om Mærsk Raffinaderiet eller Pyrolyseværket på Amager, og om, hvordan Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller ragede uklar om projektet.

Baggrunden for projektet var en fælles opfattelse hos Haldor Topsøe og A.P. Møller af, at det kunne være lønsomt med et raffinaderi på dansk grund, der kunne spalte billig, tung fuelolie til lettere (og dermed mere værdifulde) kulbrinter vha. en termisk (højtemperatur) cracking-proces, som Haldor Topsøe havde udtænkt. Det var en ny, men uprøvet metode til at fremstille gas af olie ved såkaldt pyrolyse (kraftig opvarmning uden ilt). Topsøes metode var udviklet med inspiration fra ny avanceret teknologi udviklet af den amerikanske virksomhed Houdry.

Processen skulle efter den af Topsøe udviklede men uprøvede metode, foregå på overfladen af opvarmede, ærtestore keramiske kugler (“pebbles”), som skulle katalysere processen. Disse pebbles skulle så cirkuleres, således at de blev opvarmet på et sted, medens spaltningen af fuelolien skete et andet sted.

I oktober 1955 kunne man tænde spildgassen fra det 90 meter høje Pyrolysetårn, og flammen kunne ses vidt omkring. Men det var kun for et syns skyld, for anlægget virkede ikke. Der havde vist sig en række problemer. De meget dyre keramiske kakler, der skulle fore cirkulations-anlægget ville ikke sidde fast. Anlægget lavede en infernalsk larm i de få prøveperioder, hvor det kørte. Cirkulationen af pebbles standsede, fordi støv fra pebbles sammen med sod fra crackingen bagte pebbles sammen i kager.

Anlægget virkede simpelthen ikke.

Pyrolyseværket opgiver pyrolysen

Samtidig havde A.P. Møller indgået leveringsaftaler om ætylen (ethen) til fabrikation af polyetylen og syntese-sprit til De Danske Spritfabrikker. Desuden aftale om levering af gas til Københavns Belysningsvæsen.

I mellemtiden var økonomien i projektet løbet løbsk. Det oprindelige overslag på 30 mio. kr. endte på 56 mio. kr. og Mærsk McKinney Møller, der var tovholder for projektet hos A.P. Møller, der dengang lå på Kgs. Nytorv, var ikke amused.

Løsningen blev, at i slutningen af april 1957 afbrød A.P. Møller samarbejdet med både Haldor Topsøe og Houdry.

Projektet benyttede i stedet konventionel såkaldt steamcracking. Råmaterialet blev ændret fra overskudsproduktet billig, tung fuelolie til et andet billigt overskudsprodukt, letbenzin, der kunne give omtrent de samme slutprodukter.

Herved måtte det dyre pyrolysetårn – og dermed symbolet på hele projektets grundidé – opgives, men det meste af raffinaderi-afdelingen kunne genbruges, og alle de indgåede kontrakter og aftaler kunne opfyldes (omend med en enorm forsinkelse).