Kornsnudebillen – Sitophilus granarius – er det mest almindelige skadedyr på kornlagre. Sammen med rismelbiller, kartoffelbillen og andre typer af biller og insekter gør biller hvert år indhug i op mod 25 procent af den globale fødevareforsyning.

Post harvest losses

Såkaldte ”post-harvest losses” er et langt større problem for verdens fødevareforsyning, end det ”madspild” som forekommer i forbindelse med supermarkedernes kassering af madvarer, der måske har overskredet sidste salgsdato.

Høstudbytte, der går tabt på marken eller under transport og oplagring som følge af angreb af skadedyr og svampe m.v. er et enormt problem. Først og fremmest for den fattige jordbruger i den 3. verden, men også for den globale fødevareforsyning.

På kornlagre starter et kornsnudebilleangreb ofte lokalt ved en såkaldt “varm lomme” i kornet. Det er gerne en ydre begivenhed, der starter den ”varme lomme”. Vand kan være trængt ind gennem en utæthed på lageret, eller kornet kan på grund af støvansamlinger være forhindret i at komme af med et vandoverskud. Fugtigheden bevirker, at kernernes ånding og temperatur øges. Varmen og fugtigheden tiltrækker æglægningsmodne kornsnudebiller, der gnaver et hul i kernen, hvor æggene lægges, og bagefter lukkes igen. Når de mange larver udvikles tæt ved hinanden, vil deres stofskifte få temperaturen og fugtigheden i kornet til at stige yderligere. Derved skabes der gode betingelser for svampevækst i lommens midte. Varme lommer kan også tiltrække mere varmekrævende kornskadedyr som f.eks. rismelbillen og den savtakkede kornbille.

I husholdningen opdages et angreb af kornsnudebiller som regel først, når man ser de små biller vandre rundt i beboelsen. Udklækningsstedet kan ofte lokaliseres til en ”glemt” pose ”økologiske-” eller ”natur-” kerner, fuglefrø, hundekiks, pasta eller lignende.

Fremkalder væskemangel hos skadedyrene

I det seneste GrovvareNyt berettes om forskere fra Københavns Universitet, der har opdaget en ny og mere målrettet metode at komme skadedyr til livs. I stedet for at bruge traditionelle pesticider mod for eksempel kornsnudebiller på kornlagre, vil det i fremtiden blive muligt at få billerne til at tisse sig ihjel.

Forskerne har fundet frem til hvilke hormoner, der styrer dannelsen af urin i billens nyrer. Den viden betyder, at der kan udvikles stoffer, som ligner billens hormoner, og som eksempelvis kan få billerne til at danne så meget urin, at de dør af væskemangel.

Lektor Kenneth Veland Halberg fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet medgiver, at det kan virke lidt ondskabsfuldt, men påpeger, at der er ikke noget nyt i, at nedkæmpe skadedyr, som ødelægger fødevareproduktionen. Nu kan det bare gøres på en smartere og mere målrettet måde, som tager mere hensyn til det omgivende miljø end de traditionelle pesticider.

Den 22. april 2021 underskrev EU og Grønland en ny fiskeriaftale – en såkaldt Sustainable Fisheries Partnership Agreement, SFPA, og en protokol, der vil styrke samarbejdet på fiskeriområdet i de næste fire år med mulighed for en toårig forlængelse.

Aftalen, der i realiteten blev færdigforhandlet allerede i begyndelsen af januar 2021, vil gøre det muligt for EU-flåden at fortsætte fiskeriet i Grønlands farvande i en periode på fire til seks år, samtidig med at den fortsat bidrager til udviklingen af fiskerisektoren i Grønland.

Aftalen fastlægger fiskekvoter for de samme arter som i den tidligere aftale (torsk, rødfisk, hellefisk, rejer og lodde). Makrel er også blevet medtaget i aftalen, men i første omgang med en fangstkvote på 0.

Landsstyret (Naalakkersuisut for Fiskeri, Fangst og Landbrug) har tidligere oplyst, at aftalen for EU-landene betyder, at der må fanges færre grønlandske fisk. Kvoten for rødfisk falder med 2.360 tons, ligesom kvoten for hellefisk reduceres med 500 tons, rejer med 250 tons og lodde med 7.000 tons. Til gengæld øges torskekvoten med 150 tons.

EU betaler for fiskeriadgangen

EU betaler for adgangen til at fiske i grønlandske farvande. Betalingen er fordelt på en betaling for fiskerirettigheder, en licensbetaling fra EU-rederier og en sektorbudgetstøtte. Det samlede finansielle bidrag til Grønland i hele protokollens levetid løber op i omkring 130 millioner euro – svarende til omkring 980 millioner danske kroner.

Mediedækningen af Tyskland er selvsagt stærkt optaget af det kommende valg til den tyske forbundsdag den 26. september 2021, som samtidig er slutdato for Angela Merkels tid som tysk kansler.

Kandidaterne

Det er nu afgjort, at CDU/CSU-koalitionen stiller med Armin Laschet – leder af CDU – Christlich Demokratische Union Deutschlands – og ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen – som fælles kanslerkandidat. Bayerns ministerpræsident og leder af CSU – Christlich-Soziale Union in Bayern, Markus Söder, har trukket sig som kanslerkandidat. Ved valget i 2017 opnåede koalitionen godt 37 pct. af stemmerne, men i den seneste meningsmåling er opbakningen reduceret til 21 pct.

De Grønne har udnævnt den 40-årige formand, Annalena Baerbock, til partiets første kanslerkandidat. Partiet, der i 2017 fik tilslutning fra 8,9 pct. af vælgerne, står til kraftig fremgang – 28 pct. af stemmerne! Det er trods manglende ministererfaring bestemt ikke udelukket, at hun kan blive miljøpartiets første kansler. Det økonomiske tidsskrift Wirtschafts-Woche har gennemført en meningsmåling, hvor 26,5 pct. foretrak Baerbock som kansler, mens kun 14,3 pct. pegede på Laschet. 14,3 pct. pegede i samme undersøgelse på den liberale FDP-leder Christian Lindner som kansler.

I SPD – Sozialdemokratische Partei Deutschlands – er kanslerkandidat Olaf Scholz på plads, men spørgsmålet er om partiet kan forbedre det dårlige valgresultat fra 2017 på knap 25 pct. Det er tvivlsomt og foreløbig står de til beskedne 13 pct. i meningsmålingerne.

FDP – Freie Demokratische Partei – er Tysklands liberale parti med Christian Lindner som spidskandidat.

Venstrefløjspartiet, Die Linke, (med knap 9 pct. i tilslutning i 2017) har i øjeblikket hele 4 spidskandidater: Janine Wissler, Susanne Hennig-Wellsow, Dietmar Bartsch og Amira Mohamed Ali.

AfD (Alternative für Deutschland) blev ved forbundsdagsvalget i 2017 med 11,5 pct. af stemmerne Tysklands tredjestørste parti. Dengang var det med spidskandidaterne Alexander Gauland og Alice Weidel. Udpegningen af kandidaterne til valget i september er foreløbigt udskudt, men det kan ende med et tandem-par bestående af Tino Chrupalla og Joana Cotar.

Digitalisering væsentligt valgtema

Op til valget til Forbundsdagen til september er der i varierende omfang en række emner i debatten: udlændingepolitik, corona- og sundhedspolitik, sociale forhold og overvågning af borgerne.

Alle partier har imidlertid fokus på digitalisering som et af midlerne til at give ny energi til den tyske vækstmotor – der selvfølgelig skal være klimavenlig og bæredygtig. Digitaliseringen anses for en forudsætning for nye veje til vækst, eksport og et mere robust erhvervsliv, øget kvalitet i den offentlige sektor, den grønne omstilling og understøttelsen af et fair og lige samfund.

Den 21. april 2021 oplyste André Rogaczewski, CEO, Netcompany, formand, Teknologipagtrådet og formand, DI Digital, i et indlæg i Berlingske Tidende, at en bekendt, der netop var flyttet til Tyskland, havde fået et mindre chok, da han blev bedt om at faxe en række dokumenter til det lokale kommunekontor. Hvem benytter en fax i dag, tænkte han og gik på jagt hos sine nye naboer.

Faxmaskinen viser sig dog fortsat at have en fremtrædende rolle i vores store naboland mod syd, hvor laboratorier landet over blandt andet bruger den til at indberette covid-19 testresultater til sundhedsmyndighederne, der så igen manuelt plotter dem ind i et Excel-ark.

Ja, vi bruger stadig fax i Tyskland, kunne Danmarks ambassadør, Susanne Hyldelund, bekræfte på et webinar, arrangeret af Dansk Energi og iEnergi.

Ifølge Susanne Hyldelund er der fortsat brug for at opgør med en forvaltningskultur med papir, stempler og alt for mange hænder. Hvis digitaliseringen skal lykkes, er der også brug for et tættere samspil mellem centralregeringen og de 16 ofte meget selvstændige delstater, lyder analysen.

Bilindustrien

Amerikanske Tesla har udfordret Tysklands bilindustri ved at tilbyde eldrevne og stærkt digitaliserede biler, men det er ikke den eneste udfordring for nabolandet i syd. Corona’en har afdækket digitale svagheder bl.a. inden for uddannelse, sundhed og offentlig forvaltning.

For tyskerne er bilindustrien fuldstændig afgørende for omsætning og beskæftigelse, så VW og de andre giganter har indledt en massiv omstilling i retning af eldrevne og digitale køretøjer. For ikke at blive afhængig af nøglekomponenter er tyskerne/europæerne også ved at gøre klar til en omfattende produktion af batterier.

Tyskland håber på at blive Europas battericentrum, og både den tyske stat og bilfabrikkerne afsætter kolossale summer euro til forskning og udvikling i fremtidens teknologier, der uomgængeligt vil drage nytte af de redskaber, digitaliseringen fører med sig i form af kunstig intelligens, smart styring og robotter. Det er ikke utænkeligt, at der over de kommende år vil opstå 40 batterifabrikker mellem Frankrig og Rusland med et betydeligt antal ansatte, med anderledes kompetencer end på fabrikker, der i øjeblikket producerer benzin- og dieselkøretøjer.

I USA ‎‎støtte‎r 60 pct. af alle voksne nu cannabis til medicinsk eller rekreativt brug. 31 pct. støtter alene medicinsk brug af cannabis. Det betyder, at i USA er kun 8 pct. modstander af legalisering af marihuana. ‎

‎Med offentligheden bag sig støtter flere politikere legalisering. I denne måned ‎‎blev‎‎ New Mexico den 17. stat, der tillod rekreativ brug, og fra juli vil Virginia følge efter.

‎Canada legaliserede rekreativ cannabis i 2018, og Mexico ‎kan snart blive det næste land.‎

‎‎Marihuana er stadig ulovligt i henhold til den amerikanske føderale lovgivning, og mange banker ‎har været tilbageholdende‎‎ med at arbejde med industrien, hvilket gør det sværere at få adgang til lån, besværliggør betalingsformidling etc.

Repræsentanternes Hus har imidlertid netop vedtaget lovgivning, der vil tillade banker at servicere cannabis-virksomheder i stater hvor cannabis er legaliseret. Forslaget blev vedtaget med 321 stemmer for og 101 imod og forelægges nu for det amerikanske Senat.

Lovgivningen klargør, at indtægter på cannabis-business ikke betragtes som illegale, og de relevante føderale myndigheder pålægges at udforme regler for, hvordan denne bankvirksomhed kan kontrolleres.

I mangel af fælles føderale standarder har der også været problemer omkring produktkontrol, mærkning og markedsføring.‎

‎Legalisering af cannabis kan blive big business. Den amerikanske marihuanaindustri skaber allerede grundlag for over 300.000 fuldtidsjob, og i 1. kvartal af 2021 fik Illinois mere ind i cannabisafgifter end på spiritusskatter.‎

‎ Ædeflip i amerikanske marihuana-stater

Selv blandt folk, der ikke kunne drømme om at bruge cannabis – hverken til medicinsk brug eller i form af en rekreativ joint ved selskabelige lejligheder – er det almindeligt kendt, at nydelsen af cannabis, hash eller marihuana kan udløse ”the Munchies” og give anledning til et ædeflip med lyst til at tømme køleskabet for mad bagefter.

Det synes at være aktivstoffet THC, Tetrahydrocannabinol, der findes i cannabis, hash og marihuana, der binder sig til særlige signalmodtagere i hjernen – de såkaldte cannabinoide receptorer, CB1. Forbindelsen hæmmer et kemisk signal, der normalt fortæller os, at vi ikke skal spise, og derfor bliver vi sultne, når signalet hæmmes.

Det er formentlig den virkning af THC, der betyder at cannabis kan have en positiv effekt på patienter med manglende appetit eller andre spiseforstyrrelser.

I USA har The Nielsen Company konstateret en sammenhæng mellem legalisering af marihuana og øget omsætning af slik og snack-produkter.

Nielsens data synes at vise, at stater der har legaliseret marihuana kan notere en tydelig stigning i forbruget af hvad Nielsen kalder ”munchies” – slik, søde og salte snack-produkter.

Ifølge Nielsen skaber det store muligheder for det amerikanske marked for den amerikanske drikkevare- og fødevareindustri.

Data viser, at både salget af søde og salte snacks i USA over de sidste 52 uger frem til slutningen af april 2019 er vokset til 29,9 milliarder dollars for salte snaks og 6,5 milliarder dollars for søde – og med de største stigninger i stater, der har legaliseret marihuana!

Der foreligger endnu ikke data for, om denne udvikling er fortsat under Covid-19.

Canadiske erfaringer

Cannabis-markedet er dog ikke uden risici. Det viser erfaringer fra Canada.

Da cannabis den 17. oktober 2018 blev lovligt i Canada, gik den største tobaksvirksomhed i USA, Altria Group – med en årlig omsætning på over 25 mia. dollars fra bl.a. datterselskabet Philip Morris, ind i markedet. Det skete ved at købe en andel af den canadiske cannabis-producent, Aphria, i Ontario.

Altria er i forvejen stor indenfor E-cigaretter, hvor der også vurderes at være et potentiale for cannabissubstanser.

Altria er ikke det eneste amerikanske firma i forbrugssektoren, der har vist interesse for canadiske virksomheder i cannabis-branchen.

Coca-Cola oplyste i 2018, at de overvejede produkter til konsumenter, der kunne mindske gener fra inflammationer og smerter ved at udnytte et kemisk stof i cannabis – CBD – som ikke har forbindelse til det psykoaktive stof THC.

Virksomheden Coors oplyste på et tidspunkt, at de ville samarbejde med den canadiske cannabisproducent Hydropothecary om udviklingen af en læskedrik indeholdende marihuana, og Constellation Brands, der producerer Corona Beer, meddelte i forbindelse med legaliseringen i Canada, at de overvejede en investering på 3,8 mia. dollars i den canadiske cannabisproducent, Canopy Growth.

I Canada oplevede man efter legaliseringen et investeringsboom, men i dag ‎‎kæmper‎‎ mange cannabisvirksomheder for at overleve. Årsagerne er flere: et meget stramt reguleret marked, restriktioner på markedsføring og mindre efterspørgsel end forventet.‎

‎Danmark – forsøgsordning med medicinsk cannabis

I januar 2018 blev medicinsk cannabis godkendt til brug i en 4-årig forsøgsordning i Danmark. Baggrunden var erfaringer fra udlandet, der indikerer, at cannabis kan lindre kroniske smerter hos eksempelvis patienter med sklerose, gigt, fibromyalgi og rygmarvslidelser.

Scleroseforeningen oplyser om cannabis, at det bruges som massebetegnelse for de præparater, der fremstilles af hampplanter fra Cannabis-slægten. Der er forskellige varianter af planten, alt afhængig af hvor den gror, og hvordan den dyrkes. Cannabis indeholder over 60 såkaldte cannabinoider. Cannabinoider er aktive kemikalier, der derfor påvirker receptorer i hjernen, når de indtages.

Den medicinske cannabis, der udskrives i forbindelse med forsøgsordningen, indeholder hele cannabisplanten – altså alle de 60 aktive og de mange hundrede ikke-aktive stoffer, som findes i cannabisplanten.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever op imod hver femte dansker med kroniske smerter, og mange må dagligt tage smertestillende medicin for at kunne fungere i hverdagen. Omfattende brug af opioider er dog hårdt for kroppen, og derfor er mange smertepatienter også interesserede i at anvende medicinsk cannabis som et alternativ eller supplement til den konventionelle medicin.

Forsøgsordningen har imidlertid ikke ubetinget været en succes. Det hænger sammen med, at medicinsk cannabis ikke er blevet testet i kliniske faser som konventionelle medicinalprodukter. Det er derfor op til den enkelte læge, der udskriver recepten, om han vil påtage sig ansvaret for eventuelle bivirkninger, og det holder mange læger tilbage. Derfor ender mange smertepatienter med at købe deres cannabismedicin på det sorte marked, hvor det er nemmere og tilgængeligt og billigere.

Skal medicinsk cannabis behandles som anden medicin under tilskudsordningen for konventionelle lægemidler? 

Scleroseforeningen har i årevis været fortaler for medicinsk cannabis, da det ikke er ny viden, at cannabis kan have positive effekter på smerter og på spasticitet, der skyldes sclerose. Scleroseforeningen stiller sig uforstående overfor lægernes modstand mod at udskrive recepter på medicinsk cannabis og mener også, at medicinsk cannabis skal behandles på lige fod med al anden medicin, som går ind under tilskudsordningen for konventionelle lægemidler. 

”For det er vigtigt at huske på, at den her mulighed med medicinsk cannabis er et alternativ til de patienter, der ikke har gavn af den almindelige tilskudsberettigede medicin,” pointerer foreningens direktør Klaus Høm på Scleroseforeningens hjemmeside.

Lige inden præsident Bidens virtuelle klima-topmøde 22. – 23. april 2021 med deltagelse af 40 regeringschefer (inklusive Mette Frederiksen) og med Kinas præsident Xi Jinping i spidsen, har Dalai Lama og 100 andre Nobel Pris modtagere sendt et en klar opfordring:

Behold fossile brændsler i undergrunden (Keep fossil fuels in the ground).

Samtidig opfordres mødedeltagerne til at tage konkrete initiativer med henblik på at udfase fossile brændsler for at imødegå katastrofale klimaændringer.

Bidens klimatopmøde indledes på Jordens dag (Earth Day), der har været markeret siden den 22. april 1970 i USA, for at gøre opmærksom på verdens miljøproblemer.

Under topmødet ventes præsident Biden at annoncere, at USA vil reducere emissionerne af drivhusgas med 50 pct. inden 2030, men EU vil annoncere at man vil være CO2-neutral i 2050.

Der er imidlertid ikke umiddelbar udsigt til at opfordringen vedrørende fossile brændsler fra Dalai Lama følges. Det Internationale Energiagentur, IEA, fastslår i en ny rapport at ‎‎CO2-udledningen fra energiforbruget‎‎ er på vej til at stige med 1,5 mia. ton i 2021.

Når de globale ‎‎kuldioxidemissioner‎‎ ser ud til at stige‎‎ ‎‎faretruende i år, er det fordi den globale økonomi gennemgår en‎‎ enorm genopretning efter Corona-pandemien.‎

‎ Kul på den økonomiske genopretning

Det store kulforbrug i Asien og især i Kina opvejer den hurtige vækst i vedvarende energikilder.

‎”Dette er en alvorlig advarsel om, at den økonomiske genopretning fra Covid-krisen i øjeblikket er alt andet end bæredygtig for vores klima,” sagde administrerende direktør Fatih Birol i en erklæring. “Medmindre regeringer rundt om i verden hurtigt reagerer og begynder at reducere emissionerne, vil vi sandsynligvis stå over for en endnu værre situation i 2022.”‎

Da de fleste lande i løbet af 2020 lukkede ned, og folk blev instrueret i at blive hjemme for at begrænse Covid-19 infektioner, faldt emissionerne af drivhusgasser dramatisk.‎‎Indtast din e-mail for at modtage CNN’s nightcap nyhedsbrev. ‎

Stigende energiefterspørgsel

IEA anslår nu, at den globale energiefterspørgsel vil stige med 4,6 pct. i 2021 og overstige 2019-niveauet – især som følge af stigende energiforbrug i udviklingslandene og i de såkaldte vækstlande. De energirelaterede emissioner forventes derfor igen at blive næsten lige så høje som i 2019.

‎Brugen af kul er en særlig kilde til bekymring i IEA. I 2021 ventes efterspørgslen at nærme sig det historisk højeste niveau i 2014. ‎Kina står for 50 pct. af den globale efterspørgselsvækst, men brugen af kul i USA og Europa er også stigende, men forventes alligevel agt forblive noget under niveauet fra før krisen.

‎FN’s generalsekretær António Guterres har opfordret de udviklede lande til at udfase brugen af kul inden 2030 og til at sætte en stopper for opførelsen af nye kulfyrede kraftværker.‎

‎Vedvarende energi i elproduktionen

Det ser dog ud til at elektricitetsproduktionen bliver mere bæredygtig. IEA forventer, at mere end halvdelen af stigningen i den globale elforsyning vil komme fra vedvarende kilder i 2021, delvist drevet af den voksende sol- og vindenergiproduktion i Kina.‎

‎Det understreges, at alle IEA’s skøn er behæftet med “stor usikkerhed” på grund af manglende klarhed om forløbet af Covid-19 infektioner og vaccinationer. Hvis rejseaktiviteten f.eks. kommer hurtigere i gang end forventet, vil energiefterspørgslen stige yderligere.‎

Boris Johnson og klimaet

Mandag kunne ‎‎Financial Times‎ rapportere, at UK på Topmødet vil annoncere en mere ambitiøs målsætning for reduktionen i britiske udledninger af drivhusgasser. Premierminister Boris Johnson syntes nu at være indstillet på at reducere de britiske emissioner med 78 pct. i 2035 i forhold til 2005-niveauet.

Når Nick Hækkerup og kronjuristerne i Justitsministeriet økonomiserer med sandheds- og oplysningspligten og ”tager den spidse pen frem”, har man troet, at man kunne ”skrive sig udenom” et prekært juridisk eller politisk problem. Den går bare ikke!

Det er for længe siden fastslået, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås, og en henvisning til at der ikke udtrykkeligt blev spurgt, gælder simpelthen ikke som undskyldning.

Den aktuelle Syrien-sag, hvor Folketinget er blevet holdt i uvidenhed om bl.a. Politiets Efterretningstjenestes vurdering af risikoen for radikalisering af de danske børn i fangelejrene, har igen sat fokus på ministres oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge Ekstra Bladet kendte justitsminister Nick Hækkerup i mindst et halvt år til en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.

Over for Ekstra Bladet erkender Nick Hækkerup nu, at han allerede inden et omdiskuteret samråd 6. september 2019 blev orienteret om PET’s vurdering af de danske børn i Syrien.

Vurderingen fra PET lyder, at børnene ikke udgør en terrortrussel, og ”risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.”

Den vurdering fik offentligheden – og Folketinget – først kendskab til, da den blev lagt frem i marts 2020 i PET’s trusselsvurdering.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk justitsminister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejste spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen afviste at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet. Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Det viser sig, at offentlig afbrænding af dukker af politiske modstandere i visse venstreorienterede kredse er en acceptabel demonstrationsform.

Danmarks Naturfredningsforening brænder ikke dukker af statsminister Mette Frederiksen, men arbejder

”både bag linjerne i det politiske maskinrum, med alliancer og via en dagsordensættende tilgang, hvor det handler om at skabe en brændende platform og et folkeligt pres for forandringer”.

Foreningen arbejder således for at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder og frede naturperler, for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040, og for et Danmark uden sprøjtegift.

Astroturfing

Hvordan man i praksis skaber en ”brændende platform” og opbygger et folkeligt pres for forandringer, kan Naturfredningsforeningen høre nærmere om hos boligministerens spindoktor, Jens Christiansen og Peter Goll – de ukårede mestre i astroturfing. Jens Christiansen havde en fremtrædende og central rolle, da han som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice var med til at eksekvere en af Peter Goll orkestreret nederdrægtig kampagne til fordel for Falcks økonomiske interesser.

Fundamentalistisk naturparti

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Danmarks Naturfredningsforening bliver af borgerlige politikere og stemmer beskyldt for efterhånden at opføre sig mere som et parti end en organisation. Naturfredningsforeningen er ligefrem blevet et ”fundamentalistisk naturparti”, der udøver ”biologisk racisme”.

Historien

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforenings første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Konservative hattedamer

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Ret til at rejse fredningssager

Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, der indså, at det kunne bidrage til at realisere målsætningen om flere fredninger.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes, men hvis Danmarks Naturfredningsforening først har fået skabt en ”brændende platform” og mobiliseret ”et folkeligt pres”, plejer fredningerne at gå igennem.

Tirsdag den 13. april 2021 var statsminister Mette Frederiksen en af hovedtalerne ved den førende indiske virtuelle konference om geopolitik- og økonomi kaldet Raisina.

Statsministeren talte om den grønne omstilling, der fylder mere og mere i Indien, og de danske forhåbninger er, at det vil øge de danske muligheder for at levere de grønne løsninger for Indiens 1,3 milliarder indbyggere.

Mette Frederiksen siger til Ritzau: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at perspektiverne i et grønt dansk-indisk samarbejde ligger mig meget på sinde. Det viser, at når selv et lille land som Danmark går forrest, så kan vi vise vejen for større lande i den grønne omstilling af vores samfund. Derfor var jeg også glad for at kunne tale på Raisina i dag, hvor blandt andre premierminister Modi deltog. At Danmark var inviteret som en af hovedtalerne ved konferencen, bekræfter det nære forhold mellem Danmark og Indien”

Den 28. september 2020 mødtes statsminister Mette Frederiksen virtuelt med den indiske premierminister Narendra Modi. De to regeringschefer besluttede at etablere et Grønt Strategisk Partnerskab, der skal udbygge og styrke det dansk-indiske samarbejde inden for fire sektorer, herunder energi, bæredygtig byudvikling, vand samt immaterielle rettigheder (Intellectual Property Rights, IPR).

Danmark var angiveligt det første land, der indgik et strategisk grønt partnerskab med Indien.

Statsministerens sande interesser

Statsministerens interesse for Indien er interessant. Hun er ellers mest kendt for sin langvarige interesse i og engagement for det afrikanske kontinent, og især for den (helt overvejende) del af det, der ligger syd for Sahara.

I bestræbelserne på at støtte de sortes kamp mod det hvide herredømme i Sydafrika meldte hun sig allerede i 1990 ind i ungdomsafdelingen af Nelson Mandelas parti, ANC – ANC Yout, ligesom hun har rejst rundt med sin keynesianske kæreste og på egen krop mærket afrikanernes livsvilkår.

Efter en Bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007 (sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister) opnåede hun en Master i afrikastudier ved Københavns Universitet i 2009. Den store interesse for Afrika gav hende undervejs i DSU (bl.a. af Martin Rossen) tilnavnet, ”Afrikas Dronning”.

Politisk rejselyst inden Coronaen

Tidligere var der ikke en Corona-epidemi til at tøjle danske ministres uhæmmede rejselyst på skatteborgernes regning. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte således Indien fra 18.-20. januar 2019 i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation.

Lars Løkke fortsatte dermed den strøm af danske ministre, der prøvede at tilfredsstille en længsel efter Østens mystik, der er næret af Kipling og en række romantiske Tv-produktioner om en svunden tid, hvor Indien var juvelen i det britiske imperium. I pauser i sightseeingen nåede Lars Løkke dog både at indvie den nybyggede danske ambassadebygning i New Delhi, og åbne et nyt Danske Kulturinstitut.

Daværende energi- og industriminister, Anne Birgitte Lundholt, var på officielt besøg i Indien 1. – 8. marts 1992. På foranledning af DONG Energy indgik Energiministeren en samarbejdsaftale med den indiske minister for elektricitet og ikke konventionelle energikilder, Kalp Nath Rai.

Aftalen gav ikke anledning til stigende eksport af dansk energiteknologi, men blev fulgt af flere ministerbesøg. Senere besøgte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen Indien i 2018, og før det var den eventyrlystne klimaminister Lars Christian Lilleholt i Indien i 2017.

Da udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. maj 2020 mødtes med sin indiske kollega, Dr. S. Jaishankar, skete det virtuelt. Alligevel lykkedes det aftale nærmere om det grønne strategiske partnerskab, som Mette Frederiksen senere etablerede med premierminister Narendra Modi.

Problemet er, at Indien og Danmark ikke har fælles værdier eller fælles interesser – ikke engang økonomiske!

Bollywood

Ifølge udenrigsministeriet havde Lars Løkke Rasmussen under besøget i 2019 mulighed for at danne sig et godt indtryk af den spændende udvikling i den indiske filmindustri – Bollywood. Indiske film, der længe har domineret i Asien, er nu ved at vinde indpas også i den vestlige verden, og det forlyder, at Lars Løkke Rasmussen totalt har overgivet sig til genren, som han nu menes at foretrækker frem for Peking-opera.

Eksportfremme

Det skal dog ikke glemmes, at det egentlige formål med statsministerens eksotiske rejse var at øge eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

På trods af indsatsen af talrige danske ministre, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. i en periode med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er stadig tjenesteeksporten i form af Mærsks søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent. Den indiske erhvervspolitik, der fokuserer på at understøtte de nationale produktionssektorer, herunder ikke mindst landbruget, skal dog også tages i betragtning.

Under alle omstændigheder er realiteten, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi.

Holck-sagen

Der er tidligere blevet spekuleret i, om den stagnerende eksport også kan have en sammenhæng med sagen om danskeren Niels Holck, der i 1995 med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Efterfølgende forsøgte den indiske stat at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse.

De danske myndigheder imødekom i første omgang ønsket om udlevering. Men Niels Holck gik til domstolene, der afviste anmodningen om udlevering. I december forrige år kom der så en ny anmodning fra Indien om udlevering.

Holck-sagen har betydet, at det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien i en lang periode efter 2011 har været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Mens det internationale samfund har været optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban i Afghanistan og Pakistan, prøver al-Qaeda at få fodfæste i Indien. Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Peter Taksøe-Jensen og udredningen af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen udpegede i 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveredes med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik. I foråret 2016 fremlagde Taksøe-Jensen det samlede strategiske bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Redegørelsen ses ikke at have haft indflydelse på dansk udenrigspolitik, der i øjeblikket er overladt til udenrigsminister Jeppe Kofod.

Jeppe Kofods værdier?

Skandale og kritik afholder ikke Jeppe Kofod fra at gøre brug af meget stærke og principfaste udtryk, når han skal beskrive sine ambitioner for Danmarks udenrigspolitik: ”Når Danmark går ud i verden, skal det være med slebne kanter og stenhård kerne. Som bornholmsk granit”, skrev han i en kronik i Politiken sidste år.

I september 2020 sagde Kofod til DR, at Danmark skal have ”en markant, stærk og værdipolitisk« profil, som i højere grad skal fokusere på demokrati og menneskerettigheder. Det er vigtigt for Danmark at være offensiv, ”ellers er der andre, der kommer til at definere, hvilken verden vi kommer til at leve i”, sagde ministeren dengang.

Menneskerettigheder i Indien

Jeppe Kofod har dog været påfaldende tavs om menneskerettigheder i Indien. Der er eller nok at tage fat på i forhold til online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Lars Løkke Rasmussen har etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Vi kender Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for, at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne blev drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse er blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt. Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Der er således ingen som helst udsigt til, at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Regeringen vil udsende danske jægersoldater til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Derfor vil regeringen styrke Danmarks bidrag til stabilisering af området, men spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.