De Grønne stormer frem i Tyskland

Bundesverfassungsgericht

Forud for forbundsdagsvalget i Tyskland den 26. september 2021 påkalder det tyske miljøparti De Grønne (Die Grüne) sig særlig interesse.

De Grønnes 40-årige formand, Annalena Baerbock, er udpeget til partiets første kanslerkandidat. Trods manglende ministererfaring kan hun blive miljøpartiets første kansler ved valget om fem måneder, den 26. september – når Angela Merkel går af.

Hovedmodstanderen i kampen om kanslerposten er CDU-lederen og ministerpræsident i Nordrhein-Westdalen, Armin Laschet, der er CDU/CSU-koalitionens spidskandidat efter at Bayerns ministerpræsident, Markus Söder fra CSU har trukket sit kanslerkandidatur.

Det er historisk, at De Grønne for første gang i partiets historie har udnævnt en kanslerkandidat, men det er ligeledes en sensation, at kanslerkandidaten er den 40-årige formand Annalena Baerbock og ikke hendes mere erfarne kollega og medformand, Robert Habeck.

Annalena Baerbock kanslerkandidat

Tyskland kan dermed få sin anden kvindelige kansler, når Angela Merkel efter 16 år forlader tysk politik ved valget den 26. september.

I de sidste tre og et halvt år har Habeck og Baerbock sammen udgjort ledelsen i Die Grüne, og de to har selv bag lukkede døre aftalt, hvem af dem der skulle være kanslerkandidat. Hvis der har været en magtkamp, var det ikke til at se, da Robert Habeck bekendtgjorde nyheden og hyldede sin kollega som ”en kampklar, fokuseret, viljestærk kvinde, som nøjagtig ved, hvad hun vil”.

Coronakrisen har vist, at det tyske samfund har fortjent en bedre regering, betonede Annalena Baerbock i sin tale efter kåringen:

”Hver dag, over hele landet, stiller lærere og plejere, forskere og landmænd, frivillige sig til rådighed for dette samfund og vokser med opgaven.”

”Nu er det på tide, at det politiske liv også vokser med opgaven,” sagde Baerbock med henvisning til det tyske vaccine- og testkaos, som har skadet Merkels koalitionsregering med CDU/CSU og SPD.

Annalena Baerbock repræsenterer angiveligt en ny og pragmatisk generation hos De Grønne – et parti, som ved grundlæggelsen for omkring 40 år siden var omtrent lige så foragtet blandt de øvrige partier, som det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD, er det i dag.

De Grønne foran CDU/CSU i meningsmålingerne

Det tyske miljøparti De Grønne, der ved valget i 2017 opnåede 8,9 pct. af stemmerne, ligger nu ifølge de seneste målinger som landets næstmest populære parti – over 28 pct. og foran CDU/CSU i tilbagegang, der i står til 27 pct.

Opbakningen til Socialdemokratiet (SPD), der i øjeblikket indgår i Merkels store regeringskoalition med finansminister Olaf Scholz som kanslerkandidat, falder også med to procentpoint til 13 procent. Det er den laveste opbakning til SPD siden august 2019.

De Grønne var engang et kaotisk sammenrend af miljø- og fredsaktivister i islandske sweatre, men er i dag Tysklands største politiske succes. Miljø -og klimaspørgsmål er blevet mainstream-politik, og det er i høj grad De Grønnes fortjeneste.

Det økonomiske tidsskrift Wirtschafts-Woche har gennemført en meningsmåling om hvem man ville stemme på, hvis der var direkte valg til kanslerposten. Svaret var 26,5 pct. på De Grønnes Baerbock og kun 14,3 pct. på CDU/CSU-kandidaten Armin Laschet.

Men de seneste års succes bunder også i, at Baerbock og Habeck har gjort sig til indbegrebet af en ny politisk ledelsesstil med et samarbejde, som er blottet for store egoer og trangen til at ydmyge, skriver ugeavisen Die Zeit:

”Habeck har evnen til at udtænke politik, Baerbock er særligt god til at organisere den. Han har talent for at tale, hun for at udføre, den karismatiske og den effektive.”

Baerbock ubelastet som politiker

Baerbocks største problem er, at hun i mere end én forstand er grøn.

Hun har aldrig haft regeringsansvar, heller ikke på delstatsniveau som Habeck, der har været miljøminister i Slesvig-Holsten. En svaghed, hun selv har foregrebet:

”Ja, jeg har aldrig været kansler, og jeg har heller aldrig været minister,” sagde hun, men betonede, at politik lever af forandringer.

”Jeg stiller op for fornyelse, andre står for status quo,” sagde hun med en bredside til Merkels CDU, som ifølge kritikere har været fodslæbende i klimakampen, inkompetente i coronapolitikken og forsømt at digitalisere Tyskland.

Ligesom kollegaen Habeck tilhører den proeuropæiske Baerbock partiets moderate realo-fløj, men hun har med sin forsonlige stil formået at bygge bro til den mere radikale fundi-fløj.

”Hendes idé om ”humanitet og orden” betyder: evakuering af elendige flygtningelejre ved Ægæerhavet og konsekvent udvisning af kriminelle asylansøgere fra Tyskland. Eller sagt på en anden måde: Hun forsøger at være fornuftig uden at forråde det humanitære”, som det er sagt om hende.

Alsidig baggrund

Annalena Baerbocks vej til tysk toppolitik lyder som noget fra en billedbog: Hun voksede op på en gård nær vesttyske Hannover, havde Greenpeace-plakater på værelset, deltog med sine forældre i demonstrationer mod atomkraft og Natos dobbeltbeslutning.

Annalena Baerbock har også tidligere dyrket trampolin-idræt på topniveau – 3 bronzemedaljer er det blevet til ved de tyske mesterskaber. Hun måtte opgive sporten pga. skader.

Hun havde på et tidspunkt aspirationer om en karriere i journalistik, men hun var tabt til politik efter en praktikantperiode hos et medlem af Europa-Parlamentet fra De Grønne.

Hun studerede statskundskab ved universitetet i Hamborg fra 2000 til 2004, og opnåede en Master i Public International Law fra London School of Economics i 2005. Fra 2009 til 2013 arbejdede hun på en doktorgrad i International Law ved Freie Universität i Berlin, som hun dog ikke fik afsluttet.

I 2005 blev hun medlem af De Grønne, gjorde hurtigt politisk karriere, kom i Forbundsdagen i 2013, blev partiformand i 2018. Tyske medier beskriver hende som ambitiøs, velbevandret i udenrigspolitik og grundigt forberedt.

”Hendes hang til at belære andre om fakta er indimellem blevet latterliggjort – i dag er det nok hendes største aktiv,” skriver Süddeutsche Zeitung.

Den tidligere tyske udenrigsminister 1998-2005, Joschka Fischer, ikonisk medlem af De Grønne, har udtalt at valget af Annalena Baerbock var en overraskelse, men ved genvalget til formandskabet for De Grønne i 2019 opnåede hun en opbakning på 97,1 pct. mod hendes med-formands 90,4 pct.

Som gift og protestant bosat i Potsdam uden for Berlin med sine to døtre og sin mand har hun prioriteret og italesat de problemer, som coronakrisen skaber for børnefamilier – et område, som kristendemokraterne traditionelt har domineret.

Regeringssamarbejde efter valget?

Et regeringssamarbejde med CDU/CSU kunne meget vel blive resultatet efter valget. En centrum-venstre regering med De Grønne i spidsen udenom CDU/CSU er dog også en mulighed

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s