I februar 2021 blev det meddelt, at Anne-Birgitte Albrechtsen i juni 2021 ville træde tilbage som administrerende direktør for den store hjælpeorganisation Plan International i London. Årsagen er, at hun fra den 1. september 2021 skal være administrerende direktør for LEGO Fonden.

LEGO Fonden

LEGO Fonden har fokus på læring gennem leg, den støtter blandt andet skoleprogrammer, forskning og arbejder blandt andet også for at udbrede kendskabet til LEGO. Fonden ejer 25 procent af familievirksomheden og har en egenkapital på omkring 15 milliarder kroner.

Anne-Birgitte Albrectsen trådte sidste år ind i LEGO-Fondens bestyrelse og afløser til september John Goodwin som fondens øverste chef.

Ifølge Globalnyt har LEGO Fondens bestyrelsesformand, Thomas Kirk Kristiansen, i den anledning udtalt: “Jeg er meget glad for at byde Anne-Birgitte Albrectsen velkommen som ny administrerende direktør for LEGO Fonden. Anne-Birgitte er en stærk leder, og hendes erfaring med menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og fortalervirksomhed er uovertruffen. Hun har en dyb forståelse af de udfordringer, vi står over for, når vi søger at give alle børn mulighed for at blive kreative og engagerede og for at kunne lære hele livet, uanset hvor de er, eller hvad deres omstændigheder måtte være.”

Plan International

Anne-Birgitte Albrechtsen har siden 2015 været chef for Plan International med hovedkvarter i London. Den globale hjælpeorganisation har fokus på verdens mest udsatte børns rettigheder og vilkår og organisationen er aktiv i 75 lande. I 2020 lykkedes det Plan International at mobilisere næsten 7 mia. kroner til støtte for over 26 millioner piger og mere end 24 millioner drenge over hele verden.

I Danmark er PlanBørnefonden en del af Plan International.

Anne-Birgitte Albrechtsens karriere

Inden Albrechtsen kom til Plan International har hun siden 1997 haft en bemærkelsesværdig karriere i FN’s udviklingsorganisation UNDP og senere Assisterende Generalsekretær i FN og Deputy Executive Director for Management ved FN’s befolkningsorganisation, UNFPA.

Anne-Birgitte Albrechtsen (f. 18.7.67) blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1991 og blev straks ansat som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, hvorfra hun i september 1994 blev udsendt som ambassadesekretær ved FN-missionen i New York.

Den tyske kansler Angela Merkel glædede sig torsdag den 20. maj 2021 over den amerikanske præsident Joe Bidens beslutning om at droppe sanktionerne mod den omstridte ‎‎North Stream 2‎‎ gasledning.‎

‎Biden-administrationen sagde onsdag, at selvom Nord Stream 2 udgør ”sanktionerbare aktiviteter” i henhold til amerikansk lovgivning, vil USA afstå fra sanktioner. Begrundelsen er angiveligt, at sanktioner ville skade forholdet til Tyskland og USA ville alligevel ikke være i stand til at forhindre projektet.

‎”Selvfølgelig har præsident Biden bevæget sig i vores retning i forbindelse med Nord Stream 2-konflikten, men der er stadig udestående spørgsmål, der kræver nærmere drøftelser” udtalte Merkel til den tyske TV-station WDR.

Gasforbindelsen kan være afsluttet i år, sagde Ruslands energiminister Nikolay Shulginov i sidste uge. Ifølge en talskvinde for Nord Stream 2, var 95 pct. af rørledningen fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald faktisk allerede i slutningen af marts færdig, og gassen vil måske begynde at flyde allerede i slutningen af dette år.

Rusland har været i stand til at erstatte de skibe, logistikvirksomheder og andre leverandører, der tidligere var ramt af de sanktioner Trump-administrationen havde indført. Det er dog stadig uklart hvordan de verifikations- og certificeringsprocedurer, der kræves før rørledningen kan tages i brug, skal foregå.

Konstruktionen af den 1230 km lange pipeline, der vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året, blev påbegyndt i 2018, men allerede inden gav rørledningen anledning til ballade med modstandere som USA, Ukraine, Polen og andre overfor Tyskland, Frankrig, Østrig, Holland og UK.

Baggrunden for Nord Stream 2 er EU-behovet for naturgas

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft, stenkul og brunkul indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger – samlet i Transgas – gennem Ukraine (120 mia.).

Nord Stream 2

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GdF Suez – (Frankrig).

Modstanden

En række lande i Central- og Østeuropa har med alle midler forsøgt at forhindre Nord Stream 2. Ukraine har været lodret imod, dels fordi landet risikerer at miste transitafgifter på årligt 2 mia. dollars fra det nuværende Transgas-transmissionssystem. Man har endvidere argumenteret med, at hvis Transgas-systemet blev overflødigt, ville intet bremse Ruslands aggressioner overfor Ukraine.

Ukraine engagerede ”Rasmussen Global” til at bistå med at organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Rørledningsprojektet har også mødt voldsom modstand fra 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien). Landene har hævdet, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Polen har selv ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Danmark og Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LPG, fra USA, som kan videresælges med fortjeneste.

Fra USA truede Trump-administrationen de virksomheder, der var involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”. Donald Trump havde måske også en interesse i at tvinge Rusland ud af markedet som leverandør af naturgas. Det ville skabe plads for afsætning af amerikansk LPG, der godt nok er 20 procent dyrere end naturgas.

Afhængigheden af Rusland

I diskussionen om Nord Stream 2 har det været hævdet, at gasledningen ville gøre EU afhængig af Rusland. Modargumentet har været, at Ruslands afhængighed af valutaindtægter er større end den europæiske afhængighed af russisk naturgas. Derfor har Rusland været en pålidelig energileverandør i mange årtier. Selv på højden af den kolde krig var der ikke tvivl om leveringspålideligheden, fordi Rusland havde desperat brug for gas- og olievalutaindtægter.

Det er ikke anderledes i dag.

Ruslands gassalg til Kina er voksende, men kineserne betaler kun i yuan. I øvrigt påpeges det, at den eventuelle afhængighed af Rusland ikke bliver hverken større eller mindre og ikke påvirkes af, om den russiske gas kommer gennem Ukraine eller gennem Østersøen.

Ved udgangen af 2020 var Danmarks statsgæld på 536 milliarder kroner.

Coronakrisen bidrog til at statsgælden steg med 115 mia. kroner fra 2019.

Coronakrisen har ramt Danmark hårdt, og sundhedsindsatsen har kostet dyrt, ligesom der er brugt mange penge på at finansiere kompensationsordningerne under coronakrisen, der blandt andet betyder, at staten i perioder har været med til både at betale løn til ansatte og for faste omkostninger som husleje til virksomheder.

Mange har spurgt, om regeringen helt har opgivet at styre de offentlige udgifter, og om der opbygges en gældspukkel, der skal betales af fremtidige generationer.

Spørgsmålet er, om den danske statsgæld overhovedet er et problem?

Danmark havde et godt økonomiske udgangspunkt, da krisen ramte. De offentlige finanser var sunde og statsgælden var håndterlig, men i midten af 2020 var mange økonomer alligevel urolige, og Finansministeriet ventede faktisk, at statsgælden ville stige til 673 milliarder kroner ved udgangen af 2020.

Finansministeriet skød heldigvis helt ved siden af, og i december blev skønnet nedjusteret til 623 milliarder kroner, og det endelige resultat blev altså på kun 536 mia. kr.

Nationalbankens vurderinger

Ifølge Danmarks Nationalbank har den danske statsgæld den højest mulige kreditvurdering (AAA/Aaa) med stabile udsigter hos de største internationale kreditvurderingsbureauer, hvilket bl.a. skyldes det lave gældsniveau og den robuste gældsstruktur.

Ved udgangen af 2020 udgjorde statsgælden 536 mia. kr., svarende til 23 pct. af BNP.

Langt hovedparten af statsgælden er indenlandsk, og på trods af perioder med markedsuro blev de indenlandske statsobligationer solgt til rekordlave renter. I gennemsnit blev statens nominelle statsobligationer solgt til en effektiv rente på -0,33 pct. p.a. og en gennemsnitlig løbetid på 11,6 år. De samlede renteomkostninger på statsgælden udgjorde 0,7 pct. af BNP.

En del af statsgælden afspejler låntagning på vegne af statslige selskaber (genudlån). Korrigeret for disse genudlån udgjorde statsgælden 398 mia. kr., svarende til 17 pct. af BNP ultimo 2020.

Statsgælden opgøres som den nominelle værdi af statens indenlandske og udenlandske gæld fratrukket indeståendet på statens konto i Danmarks Nationalbank og aktiverne i de statslige fonde.

Andre opgørelser af offentlig gæld

I internationale gældssammenligninger benyttes ofte den offentlige sektors bruttogæld, ØMU-gælden. ØMU-gælden har de seneste år ligget væsentligt under stabilitets- og vækstpagtens grænse på 60 pct. af BNP. Danmarks ØMU-gæld skønnes af Europa-Kommissionen at udgøre 45 pct. af BNP ultimo 2020, hvilket er lavt i forhold til andre EU-lande. Forskellen mellem statsgælden og ØMU-gælden afspejler hovedsageligt kommunernes gæld, og at obligationer til finansiering af støttet byggeri og indeståendet på statens konto ikke modregnes i ØMU-gælden.

Endnu ikke set alle regningerne

Vi har dog endnu ikke set alle udgifter for coronakrisen. Finansministeren oplyste imidlertid i december til Folketinget, at på trods af et statsligt nettofinansieringsbehov i 2021 ventedes den samlede statsgæld og ØMU-gælden alligevel falde i forhold til BNP.

‎Forsker i fisk og akvakulturer, Dr. Shakuntala Haraksingh Thilsted, er tildelt World Food Prize for 2021. Hun modtager prisen for sit betydningsfulde arbejde med ernæring, fisk og fødevaresystemer baseret på akvakultur. Verdensfødevareprisen, der ofte sidestilles med en Nobelpris, er den mest prestigefyldte globale pris indenfor landbrug, fiskeri, fødevarer og foodsecurity, der tildeles personer, der har arbejdet for at forbedre menneskers kår ved at forbedre kvaliteten, kvantiteten og tilgængeligheden af føde til alle. ‎

Per Pinstrup Andersen

Den danske agronom, Dr. Per Pinstrup Andersen, der fra 1992 til 2002 var chef for The International Food Policy Research Institute, IFPRI, i Washington, D.C., modtog World Food Prisen i 2001.

Shakuntala Haraksingh Thilsted har siden 2010 været forsker ved forskningscentret WorldFish, der har hovedsæde i Penang, Malaysia, og er en del af det globale forskningsfællesskab for fødevaresikkerhed CGIAR, der blandt andet støttes af Danmark.

Hun modtager prisen, der lyder på 250.000 dollars, godt 1,5 millioner kroner, for sine forskningsresultater inden for hvordan en fiskebaseret diæt er med til at forbedre menneskers sundhed og helbred i udviklingslande.

Thilsted var den første til at fastslå, hvordan mange små fiskearter, der er en almindelig spise i hele Sydøstasien, er en vigtig kilde til essentielle mikronæringsstoffer og fedtsyrer og forbedrer optagelsen af næringsstoffer fra plantebaserede fødevarer.

Opdagelsen har dels ført til en gentænkning af den videnskabelige forståelse af fordelene ved fiskebaserede diæter, dels været med til at forbedre liv og indtægter for nogle af verdens mest skrøbelige mennesker.

Anerkendelse af akvakultur og et overset forskningsområde
En stor del af successen med at fremme ikke-industriel akvakultur i udviklingslande skyldes udviklingen af polykultur i dambrug, hvor små og store fiskearter opdrættes sammen. Shakuntala Haraksingh Thilsteds forskning har nemlig vist, hvordan opdræt af forskellige fiskesorter øger den samlede fiskeproduktion og dens næringsværdi.

“Jeg er virkelig beæret over at modtage World Food Prize 2021 og meget ydmyg over nu at tilhøre den fornemme række af tidligere prismodtagere,” sagde Thilsted, da hun modtog prisen.

“Denne pris er en vigtig anerkendelse af den væsentlige, men ofte oversete rolle som fisk og akvatiske fødevaresystemer har i udviklingsrelateret landbrugsforskning. Fødevarer fra fisk og akvakulturer giver millioner af udsatte kvinder, børn og mænd mulighed for at være sunde og velnærede.”

Shakuntala Haraksingh Thilsted, der oprindelig er fra Trinidad og Tobago, fik i 1980 sin ph.d. i ernæringsfysiologi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, som i dag er en del af Københavns Universitet. Siden var hun ansat i 20 år som forsker og underviser samme sted.

Shakuntala Haraksingh Thilsted er gift med Finn Thilsted, tidligere dansk ambassadør i Bangladesh, Kenya og Nepal.

Nemlig.com har siden marts befundet sig i en mediestorm. Berlingske Tidende, Politiken og andre aviser har flittigt med kilde især i fagforeningen 3F deltaget i kampagnen og kolporteret beskrivelser af påståede kritisable arbejdsforhold blandt chauffører, der kørte varer for virksomheden, og arbejdere på virksomhedens centrallagre.

Her blev beskrevet arbejdsforhold med stressende tidsplaner, syvdages arbejdsuger, måneder uden fridage, 15 timers arbejdsdage, for få pauser, tunge løft og bøder.

Det er på den baggrund patetisk, at Berlingske Tidendes Tante Møhge, erhvervskommentator, Birgitte Erhardtsen, den 14. maj 2021 kan bringe en artikel om hvordan Nemlig.com viser vejen til ægte job for ikkevestlige indvandrere.

https://www.berlingske.dk/kommentar/nej-til-meningsloese-pipfuglekurser-nemligcom-viser-vejen-til-aegte-job

De seneste uger har der været en intens debat om dels hjemsendelser af syriske flygtninge og dels muligheden for at hjemtage ISIS-tilhængere og deres børn fra kurdiske lejre.

Kritikere indenfor og udenfor Socialdemokratiet af regeringens politik har følt sig udsat for koordinerede angreb fra en række socialdemokratiske debattører. Det må antages at Mette Gjerskov, der har været ganske bramfri i sin kritik, har fået ”venlige” henvendelser fra gode partikammerater.

Et eksempel er også twitter-slagsmålet mellem skuespilleren Pilou Asbæk og en række socialdemokrater, efter skuespilleren har kastet sig ind i debatten om hjemsendelser af syriske flygtninge.

Benjamin Rud Elberth, ekspert i digital, politisk kommunikation, mener, at noget tyder på, at der sidder en eller anden form for tæskehold klar.

Forfatteren Jonas Eika modtog i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn.

– Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

– Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema. Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Henrik Sass Larsen og Martin Rossen

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket. Genstridige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Længere tilbage

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, hvor døren kun kunne åbnes udefra.

Tidligere ministersekretær og direktør i Folketinget, Helge Hjortdal, har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, men til offentligheden var hospitalsindlæggelsen begrundet med hjerteproblemer. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann var formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 og døde den 3. juni 1976.

Statsrevisorerne afgav den 12. maj 2021 Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere. Miljø- og Fødevareministeriet – nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – kritiseres for ikke at have sikret en korrekt forvaltning af tilskud til landbrugere.

Konsekvensen er, at der er risiko for uregelmæssigheder, omgåelser og efterfølgende underkendelser fra EuropaKommissionen og dermed tilbagebetaling af EU-støtte.

Efter mink-skandalen, der foreløbig har kostet Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev det daværende Miljø- og Fødevareministerium splittet ad, og den ansvarlige departementschef, Henrik Studsgaard, blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne.

Esben Lunde Larsen var miljø -og fødevareminister fra 2016-2018 for Venstre. I dag er han fellow ved World Resources Institute i Washington.

Det kan således blive vanskeligt at placere et politisk ansvar for de kritiserede forhold, men det er Landbrugsstyrelsen under ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, der har det administrative ansvar for administrationen af de omkring syv milliarder kroner, der årligt uddeles i EU-tilskud til landbruget.

Ministeriet/Landbrugsstyrelsen har ifølge Statsrevisorerne ikke “sikret en tilstrækkelig kontrol” med modtagernes ejerforhold og har ikke “i tilstrækkeligt omfang” sikret sig, at “væsentlige krav” er overholdt. Den utilstrækkelige kontrol med landbrugstilskud kan betyde tilbagebetaling af EU-midler.

Det er specielt Landbrugsstyrelsens mangel på kontrol med, om landbrugere har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrift for at omgå et loft over støtte, der får kritik.

Landbrugsstyrelsen

Indtil Fødevarestyrelsen kom i fokus under minksagen og i forbindelse med den fortsatte skandale om ned- og opgravning af de 15 millioner aflivede mink, havde Landbrugsstyrelsen længe ligget på en suveræn førsteplads over de mest kritiserede og udskældte statslige styrelse.

Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle revisionsberetning viser – kostbar for danske skatteborgere.

Med den netop offentliggjorte Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere er det langt fra første gang at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ude med riven efter den udskældte styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet. Fiskeri er nu tilbageført til ministeriet, men forvaltningen sker i en selvstændig Fiskeristyrelse.

Kritik fra alle sider

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har tidligere kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Det Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriets departement, der som kompetent myndighed har ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det danske såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene – Landbrugsstyrelsen – og rapportere herom til EuropaKommissionen.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener tydeligvis, at departementet langt fra til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten forsinkes.

Landbrug & Fødevarer

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Bæredygtigt Landbrug

Styrelsens kontrolindsats giver også anledning til kritik. Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiserer de kontrollanter, som opfører sig ”utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt” overfor foreningens medlemmer.

Landbrugsavisen kunne igen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Tilbagebetaling af EU-støtte

Som påpeget af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kan Landbrugsstyrelsens dispositioner blive kostbare for Danmark.

Det er Avisen Danmark, der via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Landbrugsstyrelsen har i strid med EU’s regler i perioden 2015-2019 udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

Styrelsens beklagelser

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, til Avisen Danmark.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Det antages, at Jette Petersen i den kommende tid må affinde sig med et skærpet tilsyn fra Landbrugsminister Rasmus Prehn, der formentlig ikke har lyst til at blive slagtet som Mogens Jensen og 15 millioner mink.

Andre problemer

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed.

Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Landbrugsstyrelsen må også leve med følgevirkningerne af den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2016. Landbrugsstyrelsen flyttede 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var økonomiforvaltningen og støttekontrollen svag, ligesom styrelsen døjede med kroniske it-problemer og lange sagsbehandlingstider. Tumulten omkring udflytningen har tydeligvis ikke gjort problemerne mindre.

Også kritik af britisk søsterorganisation

Landbrugsstyrelsen kan trøste sig med, at styrelsens britiske søsterinstitution, Rural Payments Agency (RPA) også udsættes for sønderlemmende kritik. Farmers Weekly kan berette, at kritikken går på “mangler på flere niveauer”, som forårsager betydelig skade for landmændene og rejser spørgsmål om styrelsens evne til at administrere landbrugsstøtten.

I Storbritannien er landmændene blevet lovet, at de bliver holdt skadesløse efter Brexit, og UK ikke længere er omfattet af EU’s landbrugspolitik.

Det britiske parlament er derfor særdeles opmærksomme på, at de britiske landmænd får den behandling de har krav på, og Parlamentets udvalg om miljø, fødevarer og landdistrikter har konkluderer, at RPA-agenturet ikke formår at levere på hovedopgaverne. Kritikken kommer efter at Landbrugsstyrelsens søsterorganisation i mange år har været kritiseret i en lang række officielle rapporter. Kritikken har især gået på udbetalingsorganets evne til at administrere støtteordningerne og få betalingerne ud til landmændene i rette tid.

Efter 136 år og stigende problemer med at tjene penge opgiver Bryggeriet Vestfyen, nu kampen. Bestyrelsen i Bryggeriet Vestfyen, der er Danmarks fjerde største bryggeri efter Carlsberg, Royal Unibrew og Harboe, er enig om planen, og de største aktionærer har sagt ja til at sælge deres aktier til Olvi, der ikke er til stede i Danmark i forvejen.

Augustinus Industri involveret i begge bryggerihandler

Salget støttes af Augustinus Industri, der ejer 32 pct. af det samlede antal aktier og er den største aktionær i Bryggeriet Vestfyen. Desuden har Bryggeriet Vestfyens Fond med 28 pct. af aktierne sagt ja. Virksomheden ejer selv 14 procent aktierne.

Vestfyen til finske Olvi

Vestfyen bliver derfor finnernes redskab til at erobre en bid af det danske marked. Køberen har lovet at videreføre Vestfyen som selvstændig enhed og med den nuværende organisation og ledelse.

Den finske koncern Olvi er på størrelse med danske Royal Unibrew men er stadig domineret af en fond og en familie. Hovedsædet ligger i Iisalmi midt i Finland, og derudover har koncernen købt bryggerier i Estland, Letland, Litauen og Belarus.

Vestfyen har 100 ansatte, og bryggeriet står blandt andet bag mærker som Vestfyen, Willemoes, Frejdahl, Indslev og Jolly Cola.

Halvdelen af Vestfyens salg er egne mærkevarer, mens den anden del er produkter, der sælges under butikskædernes egne navne. Bryggeriet har oplevet, at det i stigende grad er vanskeligt at få plads på hylderne til bryggeriets mærkevarer – for eksempel Jolly Cola, og det har presset indtjeningen.

Fuglsang til Royal Unibrew

Beslutningen om salg af Vestfyen til finnerne kommer kort tid efter, at det lille sønderjyske og familieejede bryggeri Fuglsang blev solgt til Royal Unibrew, der er Danmarks næststørste bryggerikoncern ejet af Augustinus Industri og den amerikanske kapitalfond Black Rock.

Bryggeriet Fuglsang har i en pressemeddelelse oplyst, at Fuglsang Holding solgte Bryggeriet S.C. Fuglsang samt Mineralvandsfabrikken Frem. Det bliver således Royal Unibrew, der fremover får ansvaret for varemærkerne Fuglsang, Frem, Adelhardt og Urban Cocktails og de dertil hørende produktserier.

Familiens beslutning om at sælge bryggeriet kommer angiveligt efter en vurdering af, at der var lang vej til at Fuglsang kunne blive en af de helt store spillere på det danske marked i kombination med, at det ville blive en stadig dårligere forretning at fortsætte kampen i mellemkategorien.

Fuglsang-bryggeriet har i flere år haft røde tal på bundlinjen og Bryggeriet S.C. Fuglsang kom ud af 2020 med et underskud på ca. 10 mio. kr.

Hos Royal Unibrew lægger man vægt på, at opkøbet går godt i spænd med bryggerikoncernens overordnede strategi, som bl.a. i høj grad bygger på brands med lokal forankring.

I praksis betyder købet, at Royal Unibrew overtager produktion, salg og distribution af alle produkter fra Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem.

De indledende øvelser med at opgrave de omkring 13.000 ton aflivede mink begynder torsdag den 13. maj med en prøveopgravning ved Nørre Felding.

Pressen inviteres inden for på det militære øvelsesterræn kl. 8.30-9.30, hvor det vil være muligt at overvære arbejdet og stille spørgsmål til fødevareminister Rasmus Prehn og indsatschef i Fødevarestyrelsen Kasper Klintø.

Efter opgravningen skal de mange tusind ton døde mink ifølge DR køres hundredvis af kilometer for at blive brændt af.

Således skal der f.eks. brændes mink af i både Odense og på Amager, som bliver kørt fra Ndr. Felding nær Holstebro og Kølvrå nær Viborg.

Ifølge DR skal hele 13 forskellige byer brænde mink af, og vi snakker både Nordjylland, Sønderjylland, Odense og Sjælland.

Det bliver 13 kommunale forbrændingsanlæg, der skal sørge for at skaffe de mange millioner døde mink af vejen i den kommende tid.

Fødevarestyrelsen har bedt Holstebro og Viborg kommuner, hvor minkgravene ligger, om at stå for opgaven.

Forbrændingsanlæggene kommer til at modtage mellem et og fire læs dagligt fra slut maj til midt juli.

Forbrændingsanlæggene ligger i Esbjerg, Kolding, Holstebro, Odense, Aarhus, Hjørring, Aalborg, Sønderborg, Glostrup, Amager, Roskilde, Næstved og Hørsholm.

Hvis det Konservative Folkeparti igen skal indtage sin naturlige, centrale rolle i dansk politik, er vejen frem mod næste Folketingsvalg brolagt af ansvarlighed.

Risikoen for fejltrin er hele tiden til stede.

De forpligtelser, partiet føler overfor forvaltningen af vores økonomi, natur, miljø og klima, så vi ikke efterlader ubetalte regninger til vores efterkommere, er velkendte – alle i Danmark med den mindste politiske interesse, er udmærket er klar over, hvor de har Det Konservative Folkeparti i disse spørgsmål.

Denne veletablerede position er et idealt udgangspunkt for partiets forhandlinger om konkrete klima- og miljøtiltag.

Der er ingen som helst grund til, at de konservative skal dokumentere sin holdning med urealistiske krav om energirenoveringskrav til alle offentlige bygninger.

I 2021 skal det forhandles hvordan EU når derhen. EU’s delmål for energieffektivitet skal derfor også genforhandles senere i år. Hvis EU-landene ikke længere blot skal skære 32,5 pct., men at kravet forhøjes til 40 pct. af sit samlede energiforbrug i 2030, vil det være gode nyheder for virksomheder indenfor energieffektivesering som Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux.

Inden EU-forhandlingerne skal Folketingets Europa-udvalg afgøre, hvilket mandat Dan Jørgensen skal have med sig i attachémappen til forhandlingerne i Bruxelles.

Med det nye 55 pct-mål om reduktion af drivhusgasser har EU besluttet, hvor europæisk klimapolitik skal hen i 2030. De konservative har stillet forslag om, at EU-kravet til energirenovering af statslige bygninger også kommer til at omfatte de danske kommunale og regionale bygninger.

Hvis de konservative fortsat skamløst deponerer klimapolitikken hos Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux i lobbyorganisationen ”Synergi”, vil det vanskeliggøre borgerlig enighed på dette politikområde, og blokere for partiets vej tilbage til magtens centrum.

Partiet har i Folketinget stillet forslag om, at EU-kravet til energirenovering af statslige bygninger også kommer til at omfatte de danske kommunale og regionale bygninger. Herefter bør partiet holde lav profil og afvente Folketingets behandling,