Thomas Senderovitz går direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et job som vicedirektør i Novo Nordisk.

Thomas Senderovitz’ jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz slutter sig til en række af politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Historien viser, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv.

Friis Arne Petersen

Den 31. august 2020 takkede ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, af som ansat i Udenrigsministeriet efter mere end 40 års ansættelse på absolut ledende poster i ministeriet. Tirsdag den 1. september 2020 klokken ni begyndte han en ny tilværelse som partner i den nordeuropæiske public affairs-virksomhed, Rud Pedersen!

Den tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet har i et interview med Politiken oplyst, at han skal være lobbyist og bruge sit netværk blandt politikere, politiske systemer og erhvervslivet. Friis Arne Petersens nye arbejdsgiver har ambitioner om i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland at kunne rådgive og analysere bedre end amerikanske konkurrenter som Boston Consulting Group og McKinsey m.fl.

Det er nu slut efter et års tid hos public affairs-bureauet. Men af virksomhedsregisteret fremgår det, at den tidligere direktør i Udenrigsministeriet har kastet sig over en helt ny branche.

Friis Arne Petersen står angivet som medejer af virksomheden Scandinavian Trap & Skeet ApS, som blandt andet sælger lerduekastere og biologisk nedbrydeligt lerduer.

Andre diplomaters betalte rådgivning

Friis Arne Petersen er muligvis inspireret af tidligere ambassadør, departementschef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, der efter sin afgang fra Udenrigstjenesten blev ansat som Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe.

Tidligere havde ambassadør, departementschef og direktør i Udenrigsministeriet, Eigil Jørgensen, vist vejen da han efter endt statstjeneste blev betroet rådgiver hos A.P. Møller.

Blandt andre danske diplomater, der har stillet sig til rådighed for private virksomheder, er tidligere ambassadør og departementschef i Udenrigsministeriet, Claus Grube, der efter Udenrigstjenesten har påtaget sig hvervet som Senior Advisor for Flint Global Ltd, London og Seafresh Goup Holding Ltd. UK. Han er tillige Senior Fellow i tænketanken AxcelFuture der er etableret af kapitalfonden Axcel.

Birger Riis-Jørgensen, tidligere ambassadør i London og Rom, har efter tjenesten påtaget sig at være Senior Advisor i Rasmussen Global og for våbenproducenten Terma.

Lars Løkke Rasmussens dobbeltjob

Den 31. januar 2020 kunne Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet ville tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, men resultatet er uoplyst.

Kan man stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om Lars Løkke Rasmussens sideaktiviteter har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed som Thomas Senderovitz pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode gav anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi nogle mente, at Brian Mikkelsen, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, der betyder, at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens eller topembedsmandens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer.

Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Stine Brix

Tidligere folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har fra 1. maj 2020 arbejdet i fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation i fagforbundet.

Andre

Inden Venstres politiske ordfører Morten Dahlin blev medlem af Folketinget, var han fra 2015 til 2017 direktør i Grace Public Affairs. Inden Alex Vanopslagh blev Folketingsmedlem for Liberal Alliance og senere dets leder, var han i 2016 ansat i samme firma. Tidligere sundhedsordfører fra Venstre Jane Heitmann er i dag Public Affairs Director i Rud Pedersen, præcis ligesom den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt var tidligere i sin karriere. Socialdemokratiets nuværende retsordfører Bjørn Brandenborg var inden sit folketingsmedlemskab ansat samme sted. Nuværende justitsminister Peter Hummelgaard var inden sin parlamentariske karriere konsulent i Advice.

Dertil kommer alle dem, der arbejder mere klassisk med politisk interessevaretagelse i forskellige interesseorganisationer. Nick Hækkerup lev efter politikergerningen direktør i Danske Bryggerier eller førnævnte Brian Mikkelsen i rollen som direktør for Dansk Erhverv.

Men politikerlobbyisten findes manger steder.

Således er nuværende rådmand på Frederiksberg Nikolaj Bøgh også lobbyist i Grace Public Affairs. Præcis ligesom Bergur Løkke Rasmussen var, imens han sad i regionsrådet i Region Hovedstaden (nu er han Søren Gades suppleant i Europa-Parlamentet). Der er også de mere kulørte typer som Fredericias forhenværende borgmester Jacob Bjerregaard, som politiet efterforskede for korruption i forbindelse med køb af en byggegrund, og som efter den skandaløse borgmesterperiode ernærede sig som lobbyist hos Grace Public Affairs. I dag er han særlig rådgiver for skatteminister Jeppe Bruus (som for øvrigt var konsulent i Geelmuyden Kiese, der blandt andet beskæftiger sig med politisk interessevaretagelse, inden sin politiske karriere).

Klausuler

De markante karriereskift, som Thomas Senderovitz, Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens, Nick Hækkerup og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder måske på vej i USA

I USA havde Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” ville indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump ville også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Så vidt vides blev forslagene ikke gennemført.

Flere kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
• Nick Hækkerup fra posten som Justitsminister til Bryggeriforenigen
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen gik fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
• Stine Brix fra Enhedslisten gik fra Folketinget til fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation.
• Friis Arne Petersen gik fra ambassadør til partner i lobbyvirksomheden Rud. Pedersen
• Thomas Senderovitz gik fra posten som direktør i Lægemiddelstyrelsen til NOVO Nordisk.

Korruption eller bare dårlig stil?

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer om f.eks. kommende lovgivning med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre NOVO, McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Der er udsigt til et stort comeback til verdensøkonomien i 2021, hvor væksten kan ende på 5,6 procent. Sådan lyder en prognose fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, der tæller de 37 mest udviklede lande i verden.

Prognosen, der blev offentliggjort tirsdag den 9. marts 2021, opjusterer vækstskønnet med 1,4 procentpoint til 5,2 procent – den højeste BNP-vækst siden 1973, hvor verdensøkonomien voksede 6,5 procent. For 2022 venter OECD, at væksten vil være på 4,0 procent. Lavere end i 2021, stadig 0,3 procentpoint højere end den seneste prognose i december.

OECD forventer, at der vil komme gang i økonomien, fordi der kommer mere styr på COVID-smitten, i takt med at vaccinationerne bliver udrullet.

Samtidig bliver der fra regeringer verden over skudt enorme beløb i hjælpepakker, der skal genoprette økonomien.

USA

Det er især verdens største økonomi, USA, der står til et stærkt økonomisk comeback i år. OECD forventer nu, at den amerikanske økonomi vil vokse med 6,5 procent i år, hvilket er 3,3 procent mere, end hvad organisationen forventede for tre måneder siden.

Præsident Joe Biden har netop fået sin store coronapakke på plads i Kongressen. Pakken pumper 1.900 milliarder dollar ind i økonomien gennem en række forskellige kanaler. En stor del af pengene vil blive sat i omløb hurtigt; checkene på 1.400 dollar til 85 procent af de voksne amerikanere vil blive udbetalt i de nærmeste uger, mens andre elementer vil komme i spil senere.

Danmark

Danske erhvervsorganisationer vurderer, at de nye prognoser er rigtig godt nyt for de danske eksportvirksomheder og dermed også dansk økonomi.

Hvordan den højere vækst vil påvirke lønninger og inflation er det for tidligt at vurdere. Hvis væksten resulterer i inflation, må det forventes, at få konsekvenser for den ekspansive pengepolitik og på renteniveauet. Det kan således ikke udelukkes, at vi i de kommende år vil se stigende obligations- og boligrenter og trykkede kurser på aktiemarkederne.

Det retlige efterspil efter finanskrisen har sat fokus på rækkevidden af erstatningsansvaret for den ansvarlige ledelses dispositioner, når finansielle virksomheder er blevet nødlidende eller er gået konkurs. Det begrænsede ansvar har betydet, at selv grove ledelsessvigt ikke har fået konsekvenser for ledelsen.

Politisk aftale om at gøre noget

I den politiske aftale fra 27. marts 2019 om styrket indsats mod finansiel kriminalitet, blev det derfor aftalt at nedsætte et udvalg om skærpet ansvarsvurdering af ledelse af finansielle virksomheder. Ansvarsudvalget blev nedsat af erhvervsministeren den 20. november 2019.

Centralt i ansvarsudvalgets betænkning er forslaget om i en manual at definere hvad et groft ledelsessvigt er. Udvalget foreslår således, at det af de centrale strafbestemmelser i lov om finansiel virksomhed tydeligere fremgår, hvilken ledelsesadfærd der er strafbelagt. Strafbestemmelsen gøres blandt andet mere operationel ved, at der til bestemmelsen knyttes en række eksempler på situationer, der kan udgøre strafbare grove ledelsessvigt m.v. Eksemplerne er ikke udtømmende, men det er hensigten, at de skal kunne give blandt andet anklagemyndigheden og domstolene et klarere billede af, hvilket niveau af ledelsesmæssigt svigt, der falder inden for bestemmelsen, og dermed give anklagemyndighed og domstole et bedre grundlag for at afgøre, om betingelserne for domfældelse i en given sag er til stede.

Udvalget foreslår, at et ledelsesmedlem kan straffes med fængsel i indtil to år, hvis den pågældende begår et groft ledelsessvigt, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden bliver udsat for eller anvendes som led i finansiel kriminalitet, som eksempelvis hvidvask eller groft skattesvig. Det svarer til strafferammen i den eksisterende bestemmelse om uforsvarlig ledelse.

Udvalgets betænkning er nu i høring.

FinansDanmark modstander af strammere regler

Ifølge Berlingske Tidende ser finanssektorens interesseorganisation, FinansDanmark, ”ikke behov for yderligere initiativer i forhold til reglerne for bankernes ledelse i lyset af de rigtig mange opstramninger, der er sket siden finanskrisen”.

Hvad skete der egentlig under finanskrisen i 2008-09?

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens.

Den reflektoriske bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende borgerlige regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen for skatteborgernes regning løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Kriser koster på den økonomiske vækst

Det må ej heller glemmes, at Finanskrisen førte dansk økonomi ind i en dyb lavkonjunktur, som det tog os flere år at komme ud af. En analyse fra Nationalbanken viser, at finansielle kriser også har permanente nationaløkonomiske effekter, og vi kommer således næppe nogensinde til at indhente den økonomiske vækst, vi ville have haft uden finanskrisen.

Andre ledelsessvigt

Siden finanskrisen har der desuden været en lang række andre eksempler på ledelsessvigt i den danske banksektor: hvidvask i gigantisk omfang, ulovlig gældsinddrivelse, Flexinvest Fri, hvor kunder blev anbefalet at investere i et produkt, som banken forventede ville påføre dem tab, erhvervskunder haft aftaler om rabatter, når de handler valuta, hvor rabatterne ikke altid er ydet, mange tusinde investeringskunder har fået oplyst forkerte gevinster og tab, som har ført til, at nogle kunder har fået indberettet forkerte oplysninger til skattemyndighederne, investeringskunder har fået deres midler investeret med en anden risikoprofil og tidshorisont end det aftalte.

En række af sagerne har drejet sig om Danske Bank, der kontrolleres af A.P. Møller Holding. Senest er det kommet frem, at Danske Bank i årevis har instrueret medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare og forgældede kunder.

Ifølge bankekspert Lars Krull er det slemt, at der i årevis har været fejl, som betyder, at kunder er blevet håndteret forkert og kan have lidt tab, men ifølge ham er det et generelt problem i banksektoren.

Coronakrisen og kravene i EU

Den Europæiske Centralbank, ECB, har under Corona-krisen opfordret bankerne til at afholde sig fra at betale udbytte eller tilbyde bonusser for at sikre, at långivere er tilstrækkeligt polstrede til at kunne absorbere tab og yde de nødvendige kreditter under Covid19-krisen.

ECB har samtidig lanceret en enorm stimuli-pakke på 1300 mia. euro for at dæmpe den økonomiske virkning af pandemien ved at stimulere den økonomiske vækst og holde låneomkostninger nede. ECB har endvidere tilbudt ultra-billige lån til banker og lettet kravene til kapitalbuffere for at opretholde kreditstrømmen i euroområdet.

ECB har i lighed med Nationalbanken i Danmark samtidig gentagne gange gjort det klart, at man så også forventer, at pengeinstitutterne lever op til deres forpligtelser som kreditformidlere.

I Danmark havde bestyrelsen i Danske Bank sidste år lagt op til, at bankens generalforsamling skulle beslutte, at der skulle udbetales et samlet udbytte til bankens i alt 280.000 aktionærer – herunder A.P. Møller Holding – på 7,3 mia. kr. I lighed med en række andre danske banker endte det med, at der i 2020 ikke er udbetalt udbytte.

Ingen opkøb af egne aktier

Ud over indefrysning af udbytte opfordrer ECB långivere til ikke at opkøbe egne aktier, som er en anden måde at belønne aktionærerne.

Ingen store bonusudbetalinger

I et brev til banker i euroområdet har ECB meddelt, at centralbanken er meget opmærksom på pengeinstitutternes vederlagspolitikker, herunder bonusser og andre variable løndele, under krisen.

Krav til bankernes kernekapital

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. For at leve op til kapitalkravene skal bankernes kernekapital (den såkaldte Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske kontracykliske buffere.

EU-Kommissionen lancerede allerede i april 2020 en pakke med lettelser til bankerne, der samtidig blev opfordret til at lette kreditgivningen til husholdninger og virksomheder i EU.

Baggrunden for EU-Kommissionens opfordring var, at der udover EU og herunder i Danmark var eksempler på pengeinstitutter, der afviste at sikre især små og mellemstore virksomheders likviditet i en overgangsperiode. Afslagene var bl.a. begrundet med henvisning til gældende regnskabsregler i EU.

Derfor besluttede EU-Kommissionen at udskyde implementeringen af de endelige såkaldte Basel IV-reformer med 1 år til den 1. januar 2023.

Baselanbefalingerne lægger op til nye internationale kapitalkrav, der meget nemt kan betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter skal sætte væsentligt større beløb til side.

Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker øges med 24,4 procent.

I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset efter 5 år. Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til.

Det betyder, at de såkaldte SIFI-banker – som er for vigtige for det danske samfund til, at man kan tillade at de går ned – skal polstre sig med yderligere 78 mia. kr. over en årrække.

FinansDanmark er også modstander af nye kapitalkrav

Pengeinstitutternes brancheorganisation, FinansDanmark, er ikke begejstret ved udsigten til nye kapitalkrav.

Basel IV-kravene er efter FinansDanmarks opfattelse helt unødvendige, da danske institutter i dag allerede har polstret sig med mere end 100 milliarder kr. siden finanskrisen.

Det amerikanske senat vedtog lørdag den 6. marts 2021 præsident Bidens COVID-19 stimulusplan på 1,9 billioner dollars. Vedtagelsen skete med Demokraternes stemmer for og Republikanerne imod – 50-49.

Fordi senatet ændrede lovforslaget, vil det nu blive sendt tilbage til det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, hvor det sandsynligvis vil blive godkendt tirsdag, hvorefter Biden kan underskrive loven.

Støttepakken indebærer den største udvidelse af sundhedsvæsenet siden Obama-Care, en midlertidig plan for at begrænse børnefattigdom og at millioner af amerikanere kan se frem til at modtage 1.400 dollars. Derudover er statslige og lokale regeringer klar til at få mere end 350 milliarder dollars i hjælp, og skoler vil få ny finansiering. Alt sammen noget, som alle demokrater håber, vil fremskynde en hurtigere økonomisk genopretning længe før de skal møde vælgerne ved Midtvejsvalgene i 2022.

Hjælpepakken vil betyde, at der ydes 300 dollars om ugen i ekstra arbejdsløshedshjælp, ligesom de første 10.200 dollars i arbejdsløshedsforsikringsydelser ikke er skattepligtige for husstande med indkomster på mindre end 150.000 dollars.

Hjælpepakken inkluderer også 160 milliarder dollars til vaccine- og testprogrammer, der skal hjælpe med at stoppe spredningen af Coronavirus. Senatet vedtog også et forslag om at øremærke 800 millioner dollars til at afhjælpe problemerne for unge hjemløse.

Er du blandt de mænd, der selv på kvindernes internationale kampdag, den 8. marts, ikke tager ordet i ligestillingsdebatten?

Hvis du blot passivt noterer, at der er en vis træghed i befordringen af ellers velkvalificerede kvinder til de absolutte topposter, hvis du trækker på skuldrene over at ligeløn fortsat er et krav på visse overenskomstområder, og hvis du ikke oprøres over, at kvindelige iværksættere har svært ved at tiltrække risikovillig kapital, har du et problem.

Du forsvarer dig måske med, at hvis bare alle kvindelige rollemodeller var af typen Bodil Nyboe Andersen, Connie Hedegaard, Dronningen eller Bodil Jørgensen, ville du have en anden opfattelse og måske også føle dig krænket på kvinders vegne.

Du undskylder dig med, at du overalt og ustandseligt i medier og det offentlige rum udsættes for nederdrægtige kvindetyper som Trine Pertou Mach, Theresa Scavenius, Stine Bosse, Ninna Hedeager Olsen og Hella Joof. Du føler dig selv krænket og simpelthen lovligt undskyldt for ikke at have ubændig lyst til at overlade afgørende ansvar til kvinder.

Ingen lovlige undskyldninger

I dagens Danmark er der ikke nogen lovlig undskyldning for dine oprørende holdninger. Tiden er inde til at du alvorligt overvejer, allerede denne sommer at lade dig indskrive til et identitets- og repræsentationspolitisk højskoleophold.

Her vil du ikke kun opleve en krænkelses-fri oase, men du vil blive gen-opdraget, og du kan komme af med en række af de fobier, der plager dig. F.eks. vil din bekymring for, om den omsiggribende politiske korrekthed fører til at ytringsfriheden indskrænkes, og herunder om selvcensur blandt kunstnere, instruktører og teaterchefer vil true den kunstneriske ytringsfrihed, forsvinde som dug for solen.

Race, køn, autisme og etnicitet

Du vil øge din forståelse for, at universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum. Studiebeskrivelser og jobopslag med ord som ”analytisk”, ”kompetent” og ”succesfuld” er kvindefjendske og et genopdragende højskoleophold vil opøve din kritiske sans og din værdsættelse af ord som ”empati”, ”ligestilling” og ”diversitet”.

Du vil også opøve enighed i, at forfatteres og tænkeres hudfarve er langt mere relevante end logisk sammenhæng og rationalitet. Pludselig vil det gå op dig, hvorfor det er himmelråbende forkert og potentielt krænkende – ja overgrebsagtigt, at en hvid mad anmelder en bog af en lesbisk afroamerikaner. Du vil pludselig kunne forstå, hvorfor en ung kvindelig lyriker ikke er kvalificeret til at oversætte ”The Hill We Climb” af den unge amerikanske digter Amanda Gorman.

Det vil endvidere gå op for dig, at når der i filmen ”Music” vælges en ikke-autistisk skuespiller til at spille hovedrollen som den autistiske pige ved navn Music, begås en stor fejl ved ikke at lade autister blive repræsenteret på film.

Efter et kursus i identitets- og repræsentationspolitik vil du også kunne forstå hvorfor det var oprørende at lade Nikolaj Lie Kaas lægge stemme til en sort i tegnefilmen ”Sjæl”, og lade en vist nok heteroseksuel og cis-kønnet skuespiller spille transkønnet i filmen ”En helt almindelig familie”.

Du vil også lære hvor forkert det er, at kantiner på danske læreanstalter serverer vietnamesiske specialiteter, såsom Bahn Mi og Bun Nam Bo tilberedt af ikke-vietnamesere, og du vil lære at fordømme, at kernedanske studerende anlægger ”blackface”, rastahår eller går med sombrero eller Panamahat til rusfester.

Privilegieblindhed

På et identitets- og repræsentationspolitisk højskoleophold vil du kunne bringe dig selv i sync med tidens krav til politisk korrekt adfærd. Du vil indse, at du hidtil har stavret privilegieblindt rundt uden at være klar over dine medfødte privilegier, der følger både køn og hudfarve, og i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag. På Højskolen vil der være mentorer, der bibringer dig viden om og forståelse for minoriteters erfaringer med den hvide mands systematiske overgreb og krænkelser.

Efter en sådan genopdragelse, vil du selv aktivt deltage i kritikken af visse teatres skammelige brug af fat suits. Det vil gå op for dig, at årsagen til dit hidtil negative syn på overvægt er, at det senkapitalistiske samfund er præget af ”tykfobiske strukturer”.

Toksisk maskulinitet

Du vil pludselig få blik for de oprørende og krænkende kvindestereotyper i forestillinger som ”Folk og røvere i Kardemomme by” og ”Skatteøen” – en indsigt, der hidtil har været blokeret, fordi du som heteroseksuel, cis-kønnet har nogle helt forskruede forestillinger om mænd og kvinder, og uforvarende ”mansplainer” og udspreder ”toksisk maskulinitet”.

Konsekvenser

Udover at du bliver et bedre menneske, vil det som et ekstra-udbytte af dit identitets- og repræsentationspolitiske sensitivitetskursus pludselig gå op for dig, hvor velgørende det er, at der nu igen er en Demokrat på præsidentposten i USA og en socialdemokratisk regering i Danmark.

Selvom der sikkert er meget at rette op på, er du ikke et håbløst tilfælde. Med den rette identitetspolitiske vejledning og skoling kan du stadig nå at blive en nyttig samfundsborger. Hvis det mod forventning ikke skulle ske, og du fremturer med din krænkende adfærd, har vi heldigvis set eksempler på, at venstreorienterede og kulturradikale mekanismer træder i funktion.

I det gamle Grækenland praktiserede man ostracisme – landsforvisning, hvis tilstrækkeligt mange havde skrevet den formasteliges navn på et potteskår (ostrakon). I nutiden vil du – i smuk overensstemmelse med principperne i den verdensomspændende cancel culture-bevægelse – opleve tilsvininger på de sociale medier, blokeringer, samt på din arbejdsplads: først isnende kulde – og siden afskedigelse.

Udenrigsministeriet har fået foretaget en analyse af danskernes holdning til udviklingssamarbejde. Desværre siger undersøgelsen ikke noget om hvad folk mener om den danske bistand til udviklingslandene.

Det oplyses, at fra 2018 har man spurgt om danskernes kendskab og holdning til ”udviklingssamarbejde”, hvor man tidligere spurgte til ”udviklingsbistand”.

Ændringen i formuleringen har medført, at man ikke får oplyst holdningen til den årlige danske bistand til udviklingslandene (incl. Kina) på 17 mia. kr. Det betyder også, at en stor del af spørgsmålene ikke direkte kan sammenligne svarene fra 2018- undersøgelsen og senere med svarene fra 2017 og tidligere.

Advice

Undersøgelsen er foretaget af kommunikations- og analysebureauet Advice for Udenrigsministeriet.

Advice præsenterer sig selv som et integreret bureau, der har taget det bedste fra digital-, marketing-, reklame- og kommunikationsbureauet og smeltet sammen og ”koblet det med vores stærke rødder i strategisk rådgivning”. Bureauet er kendt for dets rolle i den lidet flatterende Falck-sag og fra Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Kampagnen mod Bios involverede flere kommunikationsbureauer, herunder Advice, hvor Socialdemokratiets tidligere partisekretær, Jens Christiansen, dengang var direktør.

Jens Christiansen er i dag særlig rådgiver for bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek.

Userneeds

Advice har som led i undersøgelsen af danskernes kendskab og holdninger til henholdsvis det danske udviklingssamarbejde og FN’s verdensmål givet virksomheden Userneeds A/S i opdrag at gennemføre to spørgeskemaundersøgelser.

Det oplyses, at spørgeskemaerne er sendt ud i Userneeds’ online panel medio august 2020. Det oplyses ikke hvor mange spørgeskemaer, der er udsendt, men det hævdes, at spørgeskemaet om udviklingssamarbejde er besvaret af 2.000 repræsentativt udvalgte danskere. Hvor mange spørgeskemaet om FN’s verdensmål er sendt til vides heller ikke, men skemaet hævdes at være besvaret af 1.000 danskere, ”som er vægtet af Userneeds for at sikre fuld repræsentativitet”!

Userneeds andre kunder fremhæver alle, at værdien af de data, Userneed fremskaffer er først og fremmest er vigtige input til kundernes benchmarking i forhold til konkurrenter og kunder m.v.

Udenrigsministeriets undersøgelse har ikke noget med bench-marking at gøre. Kunne vi have fået et større udbytte af udgiften på 16 mia. kr., hvis vi havde brugt alle pengene på at opkøbe og frede skov i Afrika? Er dansk udviklingssamarbejde bedre, end det Norge bedriver gennem NORAD?

Nogle af spørgsmålene er uklare. Har respondenterne anet hvad de svarede på, når det hævdes, at mere end halvdelen – 56 pct. – af danskerne støtter corona-relateret udviklingsarbejde. Hvad er ”corona-relateret” arbejde i udviklingslande? Er det de respiratorer, vi på et tidspunkt prøvede at få afsat i Italien? Er det forsyning af Afrika med vacciner, vi ikke har?

Udenrigsministeriets valg

Udenrigsministeriet valgt at ignorere undersøgelsens svagheder og indtage en positiv tolkning:

Danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet stiger – særligt blandt unge. I 2020 siger 64 pct. af de 18-30-årige, at de er tilhængere af udviklingssamarbejdet. Det er steget med 14 procentpoint fra 2019.

Blandt hele befolkningen er opbakningen 63 pct. – en stigning fra 57 pct. i 2018 og 2019. Det viser en rapport om danskernes kendskab og holdninger til udviklingssamarbejdet.

Det kom som en overraskelse for mange, at tidligere minister og folketingsmedlem for de Radikale, Manu Sareen, nu har kastet sig over sexologien, fordi det ”pirrer ham”.

Manus klamme tilbøjeligheder kom frem i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.

I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.

Manus interesse for kønslige spørgsmål bør ikke overraske. Det var Manu Sareen, der som Det Radikale Venstres kirkeminister fik indført kønsneutrale ægteskaber, ligesom det viser sig, at der i hans parti længe har været en usund, seksualiseret og klam samværskultur.

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, men det var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Regeringen har planer om at udpege politikere til ambassadørposter. Ønsket er – i enkelte tilfælde – at kunne besætte stillinger i udenrigstjenesten med politikere, uden at stillingerne skal slås op. Det vil regeringen gøre ved at ændre i opslagsbekendtgørelsen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den 26. februar 2021 sendt en ændring af den såkaldte opslagsbekendtgørelse i høring.

Regeringen ønsker at styrke Danmarks profil ved i helt særlige tilfælde at kunne bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati. Det kan for eksempel betyde, at regeringen kan udpege en politiker som ambassadør i et land uden at slå stillingen op.

DJØF – Danmarks Jurist og Økonomforbund – har foranlediget forslaget drøftet i de statsansattes paraplyorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), hvor der var modstand mod forslaget, og det vil fremgå af det høringssvar, som CFU har under forberedelse.

Regeringen foreslår, at en ansættelse af en politiker i en stilling i udenrigstjenesten skal vare i højst tre år. Kandidaten skal have ekstraordinære kompetencer og faglighed inden for udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik.

For fire år siden luftede daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen en lignende idé. Den blev skudt ned. Dengang kom kritikken også fra blandt andet DJØF, DM og Dansk Industri.

Det er en besnærende tanke, at man med ét slag kunne slippe af med Dan Jørgensen og en række ”profiler” fra regeringens såkaldte støttepartier, men man kan undre sig over, at regeringen vil liste en ganske fundamental ændring af tjenestemandssystemet igennem med en lille justering af en administrativ bekendtgørelse.

Mange erfarne politikere vil utvivlsomt kunne gøre god fyldest i den danske udenrigstjeneste, hvor der i udnævnelser til de mere betydende poster i forvejen indgår politiske hensyn.

Hvis man skal lave så fundamentale ændringer, burde det imidlertid foregå ved lov, så Folketinget kan få belyst fordele og ulemper på en ordentlig måde, inden der sker en politisk vedtagelse. Det bør i den forbindelse overvejes, at der i Folketinget – i lighed med f.eks. USA – inden udnævnelsen gennemføres en offentlig høring af kandidaterne.

Det ville samtidig indebære et betydeligt fremskridt i forhold til den lukkethed, der i dag omgiver udnævnelsen af chefer i udenrigstjenesten. Hvem har f.eks. været involveret i udnævnelsen af de nuværende danske ambassadører i Tyskland og USA? Omvendt skal man ikke kimse af den mentalhygiejniske effekt, det har haft, når Udenrigsministeriets ledelse i al diskretion har flyttet ambassadører med notoriske alkoholproblemer til poster i muslimske lande – f.eks. fra Indien til Forenede Arabiske Emirater.

FN-kommissionen ”The World Commission on Environment and Development” med den norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand fremlagde i 1987 rapporten ”Vores fælles fremtid” som efterfølgende overalt kaldes ”Brundtlandrapporten”

Rapporten var en væsentlig del af grundlaget for Rio-konferencen i 1992, der i Rio-deklarationen, fastslog 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling.

Disse principper omhandler bl.a. bæredygtighed: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Det er også fastslået, at bæredygtighed ikke kun er et spørgsmål om miljø, men om 3 aspekter: et miljømæssigt, et økonomisk og et socialt aspekt.

Regeringsledere fra FN’s 192 medlemslande blev i 2015 enige om 17 ambitiøse verdensmål – og 169 delmål – for en bæredygtig, global udvikling.

Verdensmålene eller SDG-målene sætter en ramme og en retning for løsningen af klodens største problemer inden 2030. Målene handler blandt andet om at udrydde fattigdom, sult og ulighed, sikre bæredygtige økosystemer, herunder biodiversiteten på land og i havene, samt begrænse de menneskeskabte klimaforandringer og forureningen af miljøet.

Fra bæredygtighed til ESG-processer

I Danmark har der siden 1987 været talt om bæredygtighed. Verdensmålene har betydet, at bæredygtighedsdiskussionen nu tilsyneladende har fået konkret indhold, og mange politikere og erhvervsfolk demonstrerer deres ståsted i bæredygtigheds-og klimadebatten med en SDG-roset i knaphullet. I erhvervslivet tales der også i møder og strategier om bæredygtighed, men i de fleste virksomheder bliver det foreløbig ved snakken – i kun omkring hver 10. virksomhed er der fastsat konkrete mål.

Det forhindrer ikke, at de fleste virksomheder ved festlige lejligheder og især i markedsføringssammenhænge fuldt og helt bakker op om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Uden blusel hævder selv tobaksfabrikanter, at de har en stærk interesse i, at kloden og økonomien udvikler sig bæredygtigt – socialt såvel som miljømæssigt.

Med alvorstung ansvarlighed anføres det, at hvis den globale økonomi ikke udvikler sig bæredygtigt, og når verden ikke de opstillede mål, kan der være risiko for stigende uro, konflikter, øget global opvarmning og dermed også mere usikre betingelser for vækst og den fremtidige afsætning.

Den enkelte virksomhed vil derfor på papiret gå langt for at overbevise kunder og aktionærer om at virksomheden har – og lever op til – sit ansvar for at bidrage til bæredygtig udvikling og vækst.

Rådgivningsbranchen har for længe siden øjnet forretningsmulighederne. Virksomhederne bombarderes med tilbud om, at de 17 SDG’er (Sustainable Development Goals) bør være et centralt element i enhver virksomheds arbejde med CSR.

Sagesløse virksomheder overbevises om, at kunder, myndigheder, banker, leverandører og samarbejdspartnere i stigende grad ønsker at samarbejde med virksomheder, som klart kan vise, hvordan de bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling i verden. I den aggressive markedsføring tilbydes ekspertbistand til at hjælpe danske virksomheder med at indarbejde SDG’erne i mål og strategier, så de skaber øget top- og bundlinje på en effektiv måde – for både virksomheden selv og resten af verden.

Revisions- og rådgivningsbrancherne har samtidig travlt med at overbevise virksomheder om, at et selskabs værdi kan ikke længere alene kan baseres på finansielle informationer og finansielle data.

Det hævdes, at investorer og analytikere i stigende grad inddrager data for bæredygtighed – såkaldte ESG-data (Environmental, Social and Governance) i deres vurdering af selskabers værdiskabelse og i analysen af selskabets langsigtede vækstmuligheder.

Derfor er det afgørende at professionalisere ESG-processer og ESG-data – noget revisorer, rådgivere og marketingsfolk gerne for betaling er virksomhederne behjælpelig med!

Køber kunderne ESG-bullshitten?

Forbrugerstuder viser, at 80 procent af danskerne i dag forventer, at deres fødevarer produceres bæredygtigt og etisk korrekt. På de fleste andre forbrugsområder er forventningerne til bæredygtighed formentlig også ganske høj. I hvert fald bliver enhver afsløring af ikke-bæredygtige varer og produktionsprocesser altid mødet med overraskelse og forargelse.

Når de fleste forbrugere anser det for en selvfølge, at deres fødevarer og andre forbrugsvarer produceres bæredygtigt, så er ”bæredygtighed” som markedsføringsparameter under pres. Brands, der har haft travlt med at kommunikere alle mulige (og umulige) bæredygtighedsinitiativer, og brands, der alene slår sig op på det bæredygtige, bør alvorligt overveje om deres markedsføringsstrategi er den rette.

Meget tyder på, at der er alenvid forskel mellem forbrugernes forventninger og virksomhedernes initiativer på bæredygtighedsområdet.

Selvom 80 procent af danskerne forventer, at deres fødevarer produceres bæredygtigt, så er der hele 63 procent der mener, at der er plads til forbedringer. Det viser, at der er grænser for hvilken vægt forbrugerne lægger på virksomhedernes markedsføring af hvor bæredygtige de er.

Forbrugere har i de senere år har været vidner til en masse kommerciel kommunikation om enkeltstående bæredygtighedsinitiativer – herunder ikke mindst en masse reklamer med FN’s bæredygtighedsmål, og kampagner i stil med ”vi går ind for genbrug og alle vores biler kører på el” eller ”vi støtter FSC-mærket (Forest Stewardship Council) og bæredygtige skove, der bakkes op af grønne organisationer som WWF og Greenpeace”, ” Too Good To Go – madspild – ikke hos os”, etc.

Forbrugerne er formentlig ret ligeglade.

De forventer, at de produkter de køber er bæredygtige, men alligevel har over halvdelen af forbrugerne svært ved at finde ud af, hvilke brands og virksomheder, der rent faktisk er bæredygtige.

Den larmende og selvpromoverende markedsføring af alle mulige såkaldte bæredygtigheds-initiativer kan meget vel få nogle til at tvivle på, om virksomhederne nu også har rent mel i posen. Tag ikke fejl af, at forbrugerne mistror brands, hvis de ikke er meget transparente, konkrete og præcise i deres bæredygtighedskommunikation. Hvis der først opstår tvivl om, hvorvidt de ”gemmer” på noget, så påvirker det brandet negativt.

Kundernes sunde skepsis i forhold til virksomhedernes klimatiltag

Dannie Kjeldgaard, professor, Ph.d., Institut for Marketing & Management, SDU, har i december 2020 ment følgende ifølge Markedsføring:

”Det er en interessant undersøgelse, og den viser jo, at der er en sund portion skepsis fra de danske forbrugeres side i forhold til de klima-tiltag, mange virksomheder i dag ofte taler om i den kommercielle kommunikation. Det er for de fleste virksomheder og brands en meget svær balancegang ikke at komme galt af sted i kommunikationen og i stedet for at blive opfattet som klima-helte, betragtes som greenwashere. Måske er mit bedste råd, at virksomhederne bare skal opføre sig ordentligt på dette område og lade være med at tale så meget om det. Det at ville skabe en bæredygtig forretning er jo en corporate beslutning, der ikke nødvendigvis skal blæses ud i reklamer og anden form for branding”.

Ifølge en sejlivet myte har en kulturradikal Bermuda-trekant bestående af Politiken, Gyldendal og DR (undertiden forstærket med Carlsbergfondet) siden 1970’erne øvet indflydelse på enhver afkrog af dansk kultur- og samfundsliv.

Politikens skriverier om en forlagsbranche præget af sexchikane og uønskede seksuelle tilnærmelser, der følges op af bogudgivelser på Politikens Forlag med beretninger om traumatiske #metoo-oplevelser, truer nu med at splitte sammenholdet i Bermuda-trekanten.

Gyldendal har været udsat for, at Politiken udførligt har omtalt en sag, hvor forlaget fyrede en chef, efter de var blevet gjort opmærksomme på, at der på hans tidligere arbejdsplads i Danmarks Radio blev klaget over ham på grund af grænseoverskridende og krænkende opførsel.

Anledningen til ufreden i Bermuda-trekanten

I efteråret 2020 kommer det frem, at en mandlig chef på DR er blevet fyret efter, at han til en fest har sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

DR-chefen Rasmus Bjerre er på daværende tidspunkt en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemmer over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts.

Maria Fantino beslutter sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viser sig, at der har været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Rasmus Bjerre får i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på det kulturradikale forlag Gyldendal, der ledes Morten Hesseldahl (tidligere kulturchef i Danmarks Radio).

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. TV-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Det hører med til historien, at allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal faktisk en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyser, at der ikke er sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget har fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Berlingske Tidens rolle

Bermuda-trekanten har længe været en torn i øjet på Berlingske Tidende, og avisen stiller den 3. marts 2021 villigt spalteplads til rådighed for Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl, der har indledt et frontalangreb på Politikens ”kampagnejournalistik”. Berlingske Tidende ser gerne konkurrenten kritiseret, og avisen har selv været særdeles kritisk overfor DR, og på det seneste har avisen også angrebet den magtfulde formand for Carlsbergfondet.