I kampagnen forud for kommunalvalget i november 2021 har den unge borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen, lagt en offensiv grøn strategi. Nu vil han gøre sit til, at Frederiksberg kan bidrage til målsætningen om 1 million grønne biler og 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030.

Nu vil han have lov til at støtte etableringen af ladestandere på Frederiksberg. Aggesen er indstillet på, at skatteborgerne på Frederiksberg skal bidrage til at støtte etableringen af ladestandere, hvor der ellers ikke er et marked.

Det næste bliver vel, at Frederiksberg kommune også skal yde finansiel støtte til at alle frederiksbergborgere får mulighed for at anskaffe en grøn bil?

Kommunalfuldmagten

I øjeblikket er det heldigvis sådan, at danske kommuner som hovedregel er afskåret fra at udøve erhvervsvirksomhed i konkurrence med private aktører uden særlig lovhjemmel.

Kommunalfuldmagten sætter grænser for hvad kommunerne for skatteborgernes penge kan kaste sig ud i.

På energiområdet har vi haft en række eksempler, der har været med til at definere grænsen mellem lovlig kommunal aktivitet og energiforsyning. Der har ligeledes været en række sager, der har bidraget til at begrænse energiselskabernes sideaktiviteter for elkundernes regning.

SEAS-eventyret med tomatgartneri på Masnedø, og Sønderjyllands Maskinfabrik ejet af Sønderjyllands Højspændingsværk er stadig i tydelig pinagtig erindring.

Lov om elforsyningsvirksomhed

Elforsyningsvirksomhed reguleres af elforsyningsloven, og kommuners engagement i aktiviteter omfattet af loven, skal ske på samme vilkår som alle andre virksomheder.

Simon Aggesens korstog for verdens redning vil derfor kræve en eksplicit lovhjemmel.

Selvom den socialdemokratiske regering og et flertal i Folketinget måtte være fristet af den grønne Frederiksbergborgmester til at åbne op for nye ”grønne” offentligt-private partnerskaber, OPP, bør vi ikke ignorere de klare historiske advarsler.

Brixtofte og OPP

Vi kan takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler for kommunernes vedkommende er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Kommunalfuldmagten burde begrænse de værste excesser, men de gældende deponeringsregler sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der i kommuner og regioner træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

Kristeligt Dagblad kan den 28. maj 2021 oplyse, at der i Helsingør Stift verserer en bemærkelsesværdig præstesag. Biskop Peter Birch har med kort varsel aflyst en præsteordination, da det kom frem, at kandidaten havde misbrugt sin stilling som frivillig i en rådgivningstjeneste til i strid med reglerne for tjenesten at indlede et forhold til en bruger. En unavngiven person har desuden underrettet biskoppen om, at den afviste ordinand skulle have udnyttet sit hverv i rådgivningstjenesten til at få seksuel kontakt med ”adskillige kvinder”.

Biskop Peter Birch har ellers nok at se til på den private front. Peter Birch er ikke ubekendt med kødets skrøbelighed og han har selv været fristet af andre kvinder end ægtefællen, og derfor ligger biskoppen nu i skilsmisse. Det oplyste han bare ikke under bispevalgkampen, som fandt sted i løbet af sommeren og efteråret sidste år. Men det burde han have gjort, hvis det stod til en præst og to menighedsrådsmedlemmer i Lyngby Kirke, som ligger i Helsingør Stift.

I Kristeligt Dagblad havde de i begyndelsen af marts et debatindlæg under overskriften ”Hvorfor er biskoppens skilsmisse og nye forhold en offentlig hemmelighed?”. Her kritiserede de tre debattører, at den nye biskop kort efter indsættelsen i januar fik ”konen skiftet ud med kampagnelederen”, hvilket de mener har gjort valgkampen til ”et offentligt stævnemøde”.

Regeringen er ganske optimistisk i bedømmelsen af den økonomiske situation i Danmark. I den økonomiske redegørelse, der netop er offentliggjort, forventes igen stærk fremgang i økonomien.

I takt med at store dele af samfundet er genåbnet, er størstedelen af den økonomiske aktivitet vendt tilbage. I den nye prognose skønnes en BNP-vækst på 2,4 pct. i år og 3,6 pct. næste år. Dermed ventes væksten i 2022 at blive den højeste i 15 år.

Stigende beskæftigelse

Den økonomiske fremgang giver også flere job, og beskæftigelsen ventes at stige med 46.000 personer i 2021 og 2022 under ét efter et fald på 22.000 personer i 2020.

Boligpriserne

Boligpriserne er steget voldsomt under coronakrisen. København er i front, men der har været stigninger over hele landet.

Væksten i priserne ventes dog at aftage i 2022. Det skyldes, at regeringen blandt andet forventer stigende renter.

Regeringen har ikke umiddelbart planer om at gribe ind over for de stigende ejendomspriser. Det fremhæves i den økonomiske redegørelse, at situationen adskiller sig fra den overophedning på ejendomsmarkedet, der kunne konstateres i 2006 og 2007 op til finanskrisen. De stigende boligpriser har således ikke ført til markant større gældsætning for boligejerne. Omfanget af udestående realkreditlån til husholdninger steg med 2,8 procent i 2020 i forhold til 2019. Væksten var til sammenligning 10,2 procent før finanskrisen.

De stigende priser afspejler en kombination af høj efterspørgsel og et lavt udbud. Ifølge regeringen afspejler udviklingen, at flere familier har opprioriteret boligsituationen på grund af behov for at kunne arbejde hjemmefra under bedre vilkår samt et ønske om bedre pladsforhold i lyset af udsigten til at tilbringe mere tid i hjemmet.

De stigende boligpriser er ikke kun et dansk fænomen. I mange lande er boligerne blevet mærkbart dyrere under coronakrisen. Sverige er et af de lande, hvor boligpriserne er steget endnu mere end i Danmark.

Forventning om stigende renter

Regeringen forventer i den økonomiske redegørelse stigende renter, der sammen med blandt andet kravet om fem procents udbetaling vil lægge en dæmper på prisstigningerne. Dermed lægger regeringen ikke op til, at der skal ske nye indgreb i lånemulighederne.

De boligejere, der overvejende har finansieret deres bolig med afdragsfrie lån med variabel rente, skal – hvis forventningerne om et højere renteniveau holder stik – indstille sig på stigende udgifter.

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Helvede brød løs

Helvede brød løs, og kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Ib Knudsens bidrag til ligestillingen

Debatten om kvindelige kandidater har ikke været begrænset til Socialdemokratiet, og efterhånden som opstillingslisterne til kommunal- og regionsvalget i november 2021 bliver offentliggjort skal det blive interessant at se om debatten om kvindelige kandidater har båret frugt.

Det kan meget vel vise sig, at den gæve Ib Knudsen fra Kerteminde er den person, der har gjort mest for ligestillingen i mange år.

I bestræbelserne på at forbedre Det Indre Marked, arbejder Europa-Kommissionen i øjeblikket på et forslag, der sigter på at fremme transparensen omkring bæredygtige virksomheder, der i højere grad tænker på langsigtet bæredygtighed og mindre på kortsigtet profit.

Med bæredygtighed henvises ikke kun til miljømæssige, men også til økonomiske og sociale forhold. De nuværende krav til virksomhedernes oplysninger om ikke-finansielle forhold er helt utilstrækkelige og lever slet ikke op til brugernes forventninger. Brugerne er blandt andre investorer, potentielle investorer og långivere samt virksomhedernes kunder.

Især er der peget på følgende problemer:

Helt generelt er der ikke tilstrækkelig offentlig tilgængelig information om, hvordan ikke-finansielle forhold og herunder specielt bæredygtighedsspørgsmål påvirker virksomhederne, og hvordan virksomhederne selv påvirker samfundet og miljøet. Specielt er de informationer, der offentliggøres, ikke I tilstrækkelig grad sammenlignelige eller troværdige. Virksomheder redegør ikke for alle de ikke-finansielle forhold, som har betydning for bedømmelsen af virksomheden.

I europæiske virksomhedskredse er der opstået stor bekymring for konsekvenserne af forslaget, som de frygter, vil skade den europæiske konkurrenceevne.

I en velkoordineret skræmmekampagne påstås det således, at Europa-Kommissionen i virkeligheden ønsker at begrænse mulighederne for at betale udbytte til aktionærer og ejere, bestemme, hvem der skal sidde i virksomhedernes bestyrelser, sætte nye krav til, hvem virksomhederne står til regnskab for eksempelvis med hensyn til forsyningskæder i andre lande, og forbyde kvartalsrapporter.

I Danmark har Berlingske Tidende villigt stillet spalteplads til rådighed for kampagnen mod bestræbelserne for at fremme bæredygtighed i virksomhederne. Ligesom medlemmer af Europa-Parlamentet fra K, V og S har deltaget i protesterne.

Man må spørge: Er de helt væk?

Lars Løkke Rasmussen har etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Den lille svindler fra Græsted

Vi kender Lars Løkke som en upålidelig svindler. Medierne har for længst afdækket Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt.

Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Den seneste tid har det ikke skortet på prominente medlemmer af Venstre, som lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Fra Malis hovedstad oplyses det, at kupsoldater mandag den 24. maj 2021 arresterede Mali’s overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane. Arrestationerne skete kort tid efter at en regeringsændring betød, at 2 stærke støtter for den militærjunta, der i august 2020 tog magten i Mali, blev udelukket fra regeringen. Det drejer sig om indenrigsminister Modibo Kone og forsvarsminister Sadio Camara. Der blev ikke givet nogen grund for deres udelukkelse, men dispositionen vider tydeligt, at der er intern splittelse inden for overgangsregeringen.

Udviklingen i Mali har skabt tvivl om det bliver muligt for overgangsregeringen at leve op til løftet om at organisere nye demokratiske valg i februar næste år i Mali. Det bemærkes, at FN bruger 1,2 milliarder dollars om året på en fredsbevarende mission – MINUSMA. Hertil kommer at Frankrig, Danmark og andre lande også bruger meget betydelige ressourcer i Mali.

Overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane blev svoret ind i september sidste år, efter at den herskende militærjunta efter et voksende internationalt pres indvilligede i at overdrage magten til en civil overgangsregering.

Juntaen havde taget magten den 18. august 2020, hvor enheder fra den regulære hær omringede præsident Ibrahim Boubacar Keitas hjem og affyrede skud i luften. Senere trak han sig tilbage på det nationale tv under tvang og sagde, at han ikke ønskede, at der skulle udgydes blod for, at han kunne forblive som mpræsident. Præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Der har været udbredt bekymring for, at omvæltningerne i Mali i løbet af det sidste år har skabt vanskeligheder for bestræbelserne på at begrænse indflydelsen fra grupper, der støtter Al-Qaeda og ISIS.

Islamiske ekstremister overtog kontrollen over større byer i det nordlige Mali allerede efter kuppet i 2012. Kun en militær intervention fra 2013 ledet af den tidligere kolonimagt Frankrig kunne fortrænge oprørerne fra de større byer, men Frankrig og en FN-styrke har fortsat kampe mod de ekstremistiske oprørere, der opererer i landdistrikter og regelmæssigt angriber veje og byer. Sikkerhedssituationen i Sahelregionen er generelt præget af voldelige konflikter og udbredt tilstedeværelse af militante islamistiske grupper med forbindelser til bl.a. terrorgrupperne Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Regeringen vil udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen har dermed fået Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag vil bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Specialoperationsstyrkebidraget vil bestå af op til ca. 60 personer, der udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der opstår behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen. Kirurgholdet vil bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023. Som logistisk støtte til de øvrige bidrag udsendes et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

De danske militære bidrag vil gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. indebærer offensiv magtanvendelse. Herudover vil bidragene have mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker. Operationsområdet forventes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og vil også kunne omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.

Den 21. maj 2021 kunne Kristeligt Dagblad oplyse, at Roskilde Stift skal have ny biskop i august 2022, når Peter Fischer-Møller ved udgangen af august 2022 fratræder.

Udmeldingen kommer, i forbindelse med at Peter Fischer-Møller fraflytter sin embedsbolig. Der er godt et år til, at han fratræder sin stilling, men han meddeler sin fratrædelse allerede nu i forbindelse med flytningen, men at han godt lige vil have Roskilde Stifts 1000-års jubilæum med.

Udmeldingen kommer nu, idet den nu 65-årige Peter Fischer-Møller er fraflyttet sin embedsbolig og ikke ønsker, at den tomme bispebolig skal skabe uønskede spekulationer.

Sagen viser, at Fischer-Møller ikke er uden fornemmelse for profane emner som f.eks. familiens privatøkonomi. Biskoppens tjenestebolig er godt nok både præsentabel, rummelig og billig, men dels beskattes Fischer-Møller (lempeligt) af værdien af tjenesteboligen, men mere afgørende er, at man i disse tider med stærkt stigende ejendomspriser ikke er ”med på vognen”. Derfor har biskoppen købt et hus sammen med sin hustru, parrets søn og sønnens familie.

Peter Fischer-Møller har siden 2008 været biskop over Roskilde Stift, og dermed har han siddet i spidsen for stiftet i 14 år. Han har siden 1984 arbejdet som præst.

Peter Fischer-Møller siger i anledning af meddelelsen om hans pensionering: “Jeg har som biskop altid sagt, at jeg ikke skulle blive ved, til jeg bliver 70. Jeg regnede med at have brugt det meste af mit krudt og mine gode ideer, når vi var nået derhen, hvor vi er omtrent nu, så det har været planen hele tiden, at jeg skulle stoppe inden jeg blev 70.”

Hvis hans indstilling om at blive til han var 70 havde været kendt ved bispevalget i 2008, kunne valget have fået et andet udfald.

I kirkelige kredse har den passende længde af en biskops embedsperiode været et debatemne.

Debatten er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller har tidligere erkendt, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år.

Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Blandt de mere prominente finder vi tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen.

Danmarks Radio

Carsten Hansen sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Det Radikale Venstre har ved flere lejligheder kritiseret regeringen for ikke helt og fuldt at bakke op om EU-samarbejdet og for manglende europæisk solidaritet. Senest i forbindelse med statsministerens rejse til Israel for at drøfte vacciner, blev hun af RV korrekset for at sende et forbeholdent signal i forhold til det europæiske samarbejde. De radikale savner, at ”der bliver stemplet 100 procent ind på det europæiske samarbejde”. Danmark burde satse på EU-sporet for at sikre, at der er vacciner nok til alle på europæisk plan.

Det Radikale Venstre altid har været bedrevidende og parate til at dømme andre som politiske ukorrekte. Andre partier bebrejdes jævnligt for at fokusere for meget ved EU-samarbejdets svagheder som f.eks. velfærdsturisme, udlændinges studier i Danmark med SU-støtte, problemer med østeuropæiske tyvebander og den pinagtige handlingslammelse vedrørende migranter og sikring af de ydre grænser.

Hvorfor kan man ikke stole på de Radikale?

I 1980’erne vidste vi dog, hvor vi havde Det Radikale Venstre – sammen med de andre klakører til Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser! Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne. I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Nu er RV tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod

Partiets uforbeholdne EU-støtte og tilslutning til klimapolitik og et fælles indre grønt energimarked er bemærkelsesværdig, når man erindrer partiets tidligere skepsis over for tankegangen bag selve det indre marked.

I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre. Nu vil de Radikale have, vi skal forlade os på at EU løser alle problemer. Mon det er klogt?