Den 16. november afholdes der kommunalvalg i Danmark. For Socialdemokratiet er valget vigtigt, fordi partiet frem mod valget for første gang siden Folketingsvalget i 2019 vil få en indikation af, hvordan tilslutningen er blandt vælgerne.

Socialdemokratiet havde som helhed et ganske glimrende kommunalvalg i 2017, men ved folketingsvalget i 2019 gik partiet faktisk lidt tilbage i forhold til folketingsvalget i 2015.

Siden er partiet gået frem i meningsmålingerne, og partiet var på et tidspunkt oppe på omkring en tredjedel af stemmerne. I de seneste meningsmålinger er partiets store tilslutning forduftet noget, og nu ligger Socialdemokratiets tilslutning i meningsmålingerne kun nogle få procentpoint over valgresultatet i 2019.

Socialdemokratiet vil gøre meget for, at partiet bliver en kommunalpolitisk succes til november, og hvis det tegner godt, kan et hurtigt Folketingsvalg samtidig med kommunalvalget bestemt ikke udelukkes.

Derfor vil regeringen ikke holde sig tilbage med at gøre brug af landspolitiske initiativer, som man kan tage som regering, til at fremme partiets kommunalpolitiske interesser.

Det er i det lys den netop indgåede aftale om kommunernes økonomi i 2022 skal ses.

Servicerammen løftet til godt 275 mia. kroner. Hertil kommer knap 24 mia. kr. i ”aktivitetsbestemt medfinansiering”. Forhøjelserne betyder, at parterne er enige om, at den ”demografiske udvikling” dermed kan finansieres samtidig med, at kommunerne kan ansætte flere ”velfærdsmedarbejdere” og udvikle ”kernevelfærden”.

Anlægsrammen forhøjes til omkring 20 mia. kr., der målrettes ”den borgernære velfærd og den grønne omstilling”. Samtidig forudsættes det at overførselsudgifterne, herunder til aktivering af ledige, vil udgøre knap 97 mia. kr.

I alt får kommunerne i 2022 lov til at brænde 417 mia. af skatteborgernes penge af! Trods lidt kritik af at handicapområdet ikke er tilstrækkelig tilgodeset, synes der i Kommunernes Landsforening generelt at være tilfredshed med aftalen.

Det slutter ikke her. Regionerne forventes at formøble 125 mia. kr. mens regeringen generøst har påtaget sig at sikre, at staten fyrer omkring 560 mia. kroner af skatteborgernes penge af.

Regeringens forslag til en udflytning og etablering af uddannelsesinstitutioner fra de store byer er et eksempel på et initiativ, som let kan tolkes ind i den kommende kommunalvalgkamp. Der er blandt andet forslag om udflytning af dele af bioanalytiker-, socialrådgiver- og tandlægeuddannelsen til Hjørring, dyrlægeuddannelsen til Foulum, maskinmesteruddannelsen til Thisted og Sønderborg, læreruddannelsen til Svendborg og Hillerød, radiografuddannelsen til Næstved og pædagoguddannelsen til Holbæk.

Der er ikke sat kommunenavn på alle udflytningerne, men med hensyn til de uddannelser, hvor kommunenavnet kendes, har 14 i dag en socialdemokratisk borgmester, mens 6 har en venstreborgmester.

I alle tilfælde vil det sandsynligvis gavne den siddende borgmester ved kommunalvalget til november, at man får tilført en af de eftertragtede uddannelsesinstitutioner til kommunen. At så mange socialdemokratiske kommuner får tilført disse institutioner, er næppe tilfældigt.

Den kraftige modstand mod etablering af et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Langeland fik af samme årsag hurtigt regeringen til at opgive planerne.

Krænkelsessager i Socialdemokratiet

Søndag den 6. juni 2021 fortalte syv kvinder i Berlingske Tidende, at de havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra en mand ansat i Socialdemokratiet. Mads Havskov Hansen, der har haft en fremtrædende position i DSU, har angiveligt i en årrække krænket unge kvinder. En af kvinderne kunne således berette, at hun for år tilbage – mens hun som ganske ung var medlem af DSU, Socialdemokratiets ungdomsorganisation – af Mads Havskov Hansen følte sig presset til tavshed efter et fuldbyrdet samleje, som hun ikke havde haft lyst til.

Pernille Rosenkrantz-Theil involveret

I forbindelse med den sag orienterede Mads Havskov Hansen statsminister Mette Frederiksens nære veninden, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det har Pernille Rosenkrantz-Theil selv bekræftet overfor Ekstra Bladet.

Faren til kvinden havde truet med at fortælle andre om sagen. Mads Havskov Hansen bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faren henvendte sig.

Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

– Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

– Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

– Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Det er næppe troværdigt, når Rosenkrantz-Theil hævder hun ikke orienterede partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til. Henvendelsen fra Mads Havskov Hansen har som minimum fået Rosenkrantz-Theil til at forhøre sig i partisekretariatet, om der var en sag på Mads Havskov Hansen.

Socialdemokratiet passiv

Socialdemokratiets ledelse har angiveligt været passiv, men Havskov Hansen stoppede for nogle måneder siden i Socialdemokratiet på Christiansborg. Han blev dog hurtigt ansat som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Socialdemokratiet i København

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Udover Mads Havskov Hansen og Flemming Pless, finder vi blandt de mere prominente tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen. Hvis vi går længere tilbage, blev både partiformanden og chefen for partiets økonomisk-politiske afdeling på Christiansborg anklaget for upassende omgang med partiansatte, elever og praktikanter.

Danmarks Radio

Carsten Hansens sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

Jeppe Kofod

På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Mads Halskov Hansens utilbørlige opførsel kunne angiveligt foregå i årevis uden at Socialdemokratiets ledelse fandt anledning til at skride ind.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder lav profil i sager om sex-krænkelser og stædigt holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Henrik Sass Larsen blev knap et år efter sin pludselige afgang fra dansk politik, hvor den tidligere socialdemokratiske erhvervsminister blev mere og mere indesluttet, i efteråret 2020 af erhvervsminister Simon Kollerup udnævnt til medlem af bestyrelsen i Nordsøenheden, der administrerer Nordsøfonden. Tilsammen udgør de statens olie- og gasselskab, der varetager statsdeltagelsen i licenserne på dansk område – blandt andet som partner i DUC, der står for knap 90 pct. af den danske produktion af olie og gas. Nordsøenheden er en selvstændig offentlig virksomhed under Erhvervsministeriet.

Bestyrelsesposten aflønnes med 132.000 kr. men i betragtning af, at Henrik Sass Larsen er blottet for kvalifikationer på olie- og gasområdet, har lidt også ret.

Henrik Sass Larsen er i forvejen administrerende direktør i kapitalfondenes brancheforening, lobbyorganisationen Aktive Ejere, hvis bestyrelse tydeligvis har fejlvurderet Sass Larsens dømmekraft.

Henrik Sass Larsen fik for få måneder siden hentet en god partikammerat til organisationen som presse- og kommunikationschef. Det var Mads Havskov Hansen, der er velkendt i DSU og i socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg.

Mens Mads Havskov Hansens er inaktiv, overvejer Henrik Sass Larsen at bede Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo hjælpe ham med at sikre Aktive Ejere positiv presseomtale. På lidt længere sigt har Henrik Sass Larsen Frank Jensen, Lasse Quvang Rasmussen og Carsten Hansen i kikkerten til andre centrale poster i Aktive Ejere.

Foreløbig har Sass Larsens dispositioner fuldstændig stjålet opmærksomheden fra Aktive Ejeres nye ansvarlige håndtering af skattespørgsmål.

Folketinget vedtog den 1. juni 2021 en bemærkelsesværdig påtale af landets universiteter.

Under en forespørgselsdebat (F 49) Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer blev der fremsat et forslag til vedtagelse:

Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.

Forslaget blev vedtaget i Folketinget den 1. juni 2021. For stemte 72 (S, V, DF, KF, NB, LA, KD og Inger Støjberg (UFG)), imod stemte 24 (SF, RV, EL og UFG), hverken for eller imod stemte 0.

Den korte tekst påbydes universiteternes ledelse at sikre, at der i forskningen “ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.

Under debatten i Folketinget blev nævnt en række eksempler, og under debatten langede Henrik Dahl fra Liberal Alliance især ud efter mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen og sagde, at hans forskning ikke er til at stole på.

Tykfobi-forskning på teologi

Københavns Universitet er tidligere af Liberal Alliance og De Konservative blevet beskyldt for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”. Det sker efter at universitetet har antaget et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. For nylig er Nørrebro Teater blevet kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Eksistensteologisk begrundelse for projektet

Til Kristeligt Dagblad siger lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.

Politisk reaktion

Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti er stærkt kritisk over for ph.d.-projektet: ”Det spænder mange menneskers tålmodighed og respekt for universiteterne til det yderste”.

Henrik Dahl, der er forskningsordfører for Liberal Alliance, og som netop har udgivet bogen ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden” om blandt andet identitetspolitikkens indtog på landets universiteter, er ”yderst skeptisk” over for, at Det Teologiske Fakultet med det nye ph.d.-projekt inviterer aktivismen indenfor.

”Hvis hun færdiggør projektet, ender hun med at få en titel, der blåstempler hendes aktivisme og giver den en fernis af videnskabelighed. Man skulle undre sig meget, hvis hun kommer frem til et forskningsresultat, der ikke harmonerer med hendes aktivisme,” siger han.

Derudover er selve forskningsfeltet, det Henrik Dahl kalder ”forurettelsesstudier”, yderst problematisk. Det vil sige forskning i blandt andet køn, hudfarve, LGBT+-rettigheder og i dette tilfælde tykfobi.

”Hele den her postmodernistiske og dekonstruerende tradition er komplet pseudovidenskab. Selvom du er mesterkok, kan du ikke lave god mad af fordærverede råvarer, og råvarerne i denne del af forskningen er simpelthen fordærvede. Det er enormt mærkeligt, at Det Teologiske Fakultet udbyder et ph.d.-projekt i pseudovidenskab,” siger Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst i Borup Kirke Katrine Winkel Holm er ”dybt rystet”. Ifølge hende har ph.d-projektet intet med teologi at gøre, men er i stedet udtryk for en ”gakket identitetspolitisk hest, der skal hyppes”.

”Jeg forstår ikke, at man vælger et sådant projekt frem for noget solid fordybelse i systematisk teologi. Det kan godt være, at det er god tykfobi-aktivisme, men det er i hvert fald ikke god systematisk teologi,” siger hun.

”Det er en fuldkommen degenerering af faget, når et projekt som dette kan slippe igennem.”

Danmark kan være klimaneutralt allerede i 2045, viser ny rapport fra Ingeniørforeningen IDA og Aalborg Universitet. Men det kræver omfattende udvikling af ny teknologi og politisk handling her og nu, hvis missionen skal lykkes, fastslår rapporten.

Ifølge Energistyrelsens foreløbige energistatistik var Danmarks samlede bruttoenergiforbrug i 2020 på 693 PJ. Omkring 39 pct. blev dækket af vedvarende energi (hvoraf biomasse udgjorde omkring 25 pct.). Olie dækkede 37 pct., naturgas 13 pct. og kul/koks omkring 5 pct. Ikke-bionedbrydeligt affald dækkede omkring 3 pct.

CO2-fangst spiller en hovedrolle i rapporten fra IDA og AAU, men i første omgang frem til 2030 bør man satse på den cirkulære løsning, hvor CO2 genbruges til grønne brændsler. Det bør prioriteres, at så stor en del af den indfange CO2 som muligt bruges til at fortrænge forurenende brændstoffer fra fly og anden tung transport ved hjælp af såkaldt Power-to-X, som også stiller endnu højere krav til udbygningen af grøn strøm fra hav og land. 

Først på den lange bane kan vi blive nødt til at acceptere end-of-pipe-løsningen, hvor CO2en lagres, og i så fald er det afgørende at inddrage befolkningen i, hvor det i givet fald skal deponeres. 

Berlingske har bragt en række artikler om sugardating, som hævder, at sugardating også er udbredt blandt velstillede unge kvinder med god social baggrund.

Den 8. juni 2021 bringer Berlingske en artikel skrevet af Julie Dalgas om den anonyme 18-årige gymnasieelev ”Alma”, der allerede som 15-årig overvejede sugardating.

Artiklen om pigebarnet, der kommer i en ”ret progressiv kreds af venner” og er ”interesseret i mænd, jeg har fælles interesser og god kemi med”, oser af uredelighed og fabrikation.

Har Berlingske Tidende overhovedet checket ”historien”, der umiddelbart leder tanken hen på USA og skribenter som Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke og velanskrevne medier som The New Republic, The Washington Post, New York Times og Rolling Stone?

I USA er Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV flere gange.

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.

Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, karakteriserede artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, som grundløs, ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Kan det tænkes, at Berlingske Tidende i bestræbelserne på at afdække voksne mænds udnyttelse af unge piger har set bort fra journalistiske og etiske regler?

‎

Forud for valget til Forbundsdagen i Tyskland den 26. september 2021 tages der pejling af alle lokalvalg i Tyskland og der gøres forsøg på at tolke indikationerne for hvad der vil ske i Tyskland, når Angela Merkel efter 16 år takker af som CDU-kansler.

De seneste meldinger er, at Merkels parti, de tyske konservative i CDU, klarer sig bedre end forventet.

Det tyske nyhedsbureau, dpa,‎ oplyser, at det foreløbige valgresultat af søndagens delstatsvalg i den tidligere DDR-delstat, Sachsen-Anhalt, viser, at CDU er gået frem fra 29,8 pct. af stemmerne ved valget i 2016 til 37,1 procent og dermed fortsat er det største parti.

Valgets nummer to bliver det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD), der står til 20,8 procent af stemmerne – en tilbagegang fra 24,3 procent af stemmerne.

De Grønne, som i mange meningsmålinger er næststørst efter CDU på landsplan, fik et skuffende valg i Sachsen-Anhalt. Ifølge det foreløbige resultat må partiet nøjes med 5,9 procent af stemmerne.

Valgets store taber bliver venstrefløjspartiet Die Linke, der går tilbage til 11 procent fra 16,3 procent i 2016.

Det socialdemokratiske SPD lægger an til en fjerdeplads med 8,5 procent mod 10,6 procent i 2016.

Selv om Sachsen-Anhalt er en af de mindste tyske delstater, med kun 1,8 millioner stemmeberettigede, udlægges valget alligevel som en indikation for udfaldet af forbundsvalget i september.

‎Forud for valget havde nogle meningsmålinger vist tæt løb mellem CDU og AfD, og resultatet tolkes nu i Tyskland som en styrkelse af Armin Laschet, den nye leder af CDU, der håber at kunne efterfølge Angela Merkel på kanslerposten i september.‎

Den 60-årige Armin Laschet, der i øjeblikket er regeringschef i delstaten Nordrhein-Westfalen, har ikke mindst fokuseret sin valgkampagne på de østlige delstater, hvor AfD traditionelt har stået stærkt.

AfD har siden sidste valg, hvor de blev det største oppositionsparti med 12 pct. af stemmerne og 88 mandater, har partiet haft interne magtkampe. En mere ekstremistisk fløj har forsøgt at trække partiet længere til højre. Dermed er ledende partimedlemmer kommet i de nationale efterretningstjenesters søgelys som følge af antisemitiske og antimuslimske udtalelser.

Jakob Ellemann-Jensen bekender i en kronik i Berlingske Tidende, at han tidligere – blind og døv for realiteterne – har vaklet. Ja faktisk var han så meget i tvivl om sit eget ståsted, at han i 2007 meldte sig ud af Venstre. Nu måtte det være slut. Han ville ikke være med i et indvandrerkritisk parti, som han gennem længere tid ikke havde følt sig velkommen i. Jakob Ellemann meldte sig ind i Ny Alliance.

Tiden med corona har imidlertid fungeret som et forstørrelsesglas for Jakob Ellemann-Jensen, der i mellemtiden har fundet tilbage til Venstre som formand. Han ser nu helt tydeligt, at Socialdemokratiet vil gøre Danmark til et samfund, hvor der pejles efter middelmådigheden og det gennemsnitlige. Hvor friheden begrænses, og hvor borgerne ikke har noget valg.

Venstre – derimod – står for et åbent Danmark, et rigt Danmark og et frit Danmark. Det er de tre afgørende kampe, som Venstre må og skal vinde.

Vi må forstå, at hovedfjenden er Socialdemokratiet, men Jakob Ellemann-Jensen gør sig i øvrigt ikke i kronikken den ulejlighed at fortælle, hvordan disse kampe skal vindes, og om det – som Don Quixote – skal ske alene eller eventuelt i samarbejde med andre partier.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jubler ligefrem i Berlingske Tidende, og kalder meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærer sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« siger han og fortsætter:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Søren Pape Poulsen har dog samtidig gjort det klart, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager.

Det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Søren Pape bør ligesom i eventyret om Hans og Grethe gå meget forsigtigt frem, inden han kaster sig over de søde sager. I første omgang bør han kun stikke de radikale et afgnavet ben. Hvis først de radikale får tag i den konservative formands buttede fingre, slipper han ikke så let.

Det Konservative Folkeparti i Gentofte oplyser, at partiets hovedbestyrelse den 3. juni 2021 har godkendt listen over kandidater til KV 2021 i november. På listen figurerer Jonas Parello-Plesner, der er direktør i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation.

Organisationen stod senest bag Copenhagen Democracy Summit, der blev afholdt i København 11. – 12. maj 2021.

På talerlisten var bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod, demokratiaktivisten fra Hongkong, Nathan Law, og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København var ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede sidste år, blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og også en lettisk bank under anklage for hvidvask mv.

Ingen er derfor længere overrasket over Fogh Rasmussens dispositioner, men sidste år sendte Anders Fogh Rasmussen alligevel sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation og konservativ kandidat til kommunalbestyrelsen i Gentofte kommune.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. På sin vis er Kinas vrede over Anders Fogh Rasmussens kyniske holdningsskifte ikke rimelig – ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position!

Danmarks fedteri for Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

‎Det var imidlertid ikke i Danmark, at Beijings brutale angreb på de studerendes protester mod knægtelsen af demokratiske rettigheder på Den Himmelske Freds Plads i 1989, blev markeret.

I årtier markerede Hongkongs befolkning med fakkeloptog hver år den 4. juni og mindedes ofrene for regimet. Det var det eneste sted i Kina, hvor sørgende kunne mødes offentligt for at ære det smertefulde øjeblik i landets historie.‎

Danmark derimod genoptog fra begyndelsen af 1990’erne den aktive danske Kina-politik med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Med udenrigsminister Jeppe Kofods optræden på Anders Fogh Rasmussens dækorganisations arrangement, Copenhagen Democracy Summit, er det meget svært at se, hvordan en fornyelse af arbejdsprogrammet kan lade sig gøre.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.