Fodbold-VM og Danmarks forhold til Qatar

Qatar 2022

Fodbold-VM og Danmarks forhold til Qatar

Menneskerettigheds-situationen i Qatar forud for VM næste år er i fokus. DBU og andre europæiske fodboldforbund har rejst kritik og sendt breve til fodboldforbundenes verdensorganisation, FIFA (Fédération Internationale de Football Association) med spørgsmål og krav til ændringer for migrantarbejdernes forhold i Qatar. FIFA blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af FIFA.

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af dansk deltagelse i Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var bedste ven med Qatar.

Beslutningen om Qatar

Allerede den 2. december i 2010 traf FIFA beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Beslutningen har givet anledning til mistanker og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og fransk politi viste interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Qatar er med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

I december 2010 blev FIFA’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort, og Platini modtog i februar 2011 en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget I 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Michel Platini væltes

I 2015 blev Michel Platini væltet som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, og han blev samtidig udelukket fra alle aktiviteter med relation til fodbold for en periode på 4 år.

Det var ikke den spegede sag om Qatar, der var årsagen.

Sagens kerne var den meget omtalt betaling fra FIFA til Platini i februar 2011 på to millioner schweizerfranc. Betalingen kom i virkeligheden fra daværende præsident i Det Internationale Fodboldforbund, Sepp Blatter, og faldt kort før Platini undlod at stille op som modkandidat til Blatter til FIFAs præsidentvalg i 2011.

Trods manglende dokumentation hævdede begge, at det var betaling for konsulentarbejde udført af Platini for FIFA fra 1999 til 2002.

Siden 2015 har Platini kæmpet for at blive renset, og han er stadig indblandet i retssager i Schweiz.

Han mener, at hele sagen var et komplot, der skulle forhindre ham i at efterfølge Sepp Blatter som FIFA-præsident.

Comeback til Platini?

I juni 2021 kan nyhedsbureauet AFP berette, at den nu 65-årige Michel Platini står til at blive bestyrelsesmedlem i den internationale spillerforening, FIFPRO.

Det er meningen, han skal overtage bestyrelsesposten for Frankrigs nuværende repræsentant i spillerforeningen. Philippe Piat, som er præsident i FIFPRO lige nu, træder tilbage. Han har selv bakket op om, at Platini skal overtage hans bestyrelsespost.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen allerede var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

A.P. Møller – Mærsk sælger Mærsk Olie og Gas

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s