Præsidentvalg i Iran den 18. juni 2021

Ebrahim Raisi

Til nogles overraskelse er Iran faktisk formelt set et fuldt udbygget demokrati, med et folkevalgt parlament og en folkevalgt præsident som regeringschef.

Iranere skal den 18. juni 2021 vælge en efterfølger til præsident Hassan Rouhani.

Irans præsident er ikke statsoverhoved

Uanset valgets udfald, vil det dog fortsat være Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der er Irans øverste leder (Supreme Leader). Khamenei har været ved magten siden han blev valgt/udpeget i 1989.

Inden han blev udpeget til øverste leder, var Khamenei præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.

Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Khamenei har siden arbejdet med fire administrationer: Rafsanjani-administrationen (1989-1996), Khatami-administrationen (1997-2004), Ahmadinejad-administrationen (2005-2013) og Rouhani-administrationen (2013-2020).

Parlamentet

Det seneste parlamentsvalg – valget til Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami) – fandt sted den 21. februar 2020.

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Krav til kandidater til politiske hverv i Iran

Kandidaterne til parlamentsvalg og præsidentvalg skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter i parlamentet), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.

Kandidater bliver diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Vogternes Råd

Alle kandidater til parlamentsvalg eller præsidentvalg skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Præsidentposten

Irans nuværende præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år ad gangen, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Af de 529 mennesker, der registrerede sig for at deltage i Irans præsidentvalg den 18. juni, har kun syv opnået godkendelse fra Vogternes Råd.

Blandt de kandidater, som Vogternes Råd har nægtet ret til at deltage i det kommende valg, er den tidligere formand for det iranske parlament Ali Larijani, den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og den nuværende vicepræsident Eshaq Jahangiri.

Der har traditionelt været 2 næsten lige store hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Hardlinerne. Ved parlamentsvalget i 2020 fik parlamentet imidlertid en overvægt af hardlinere – unge, stærke tilhængere til de fundamentale principper i den islamiske revolution.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den nuværende iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Hardlinerne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. De har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Fem af de syv kandidater, der er godkendt af Vogternes Råd, er hardlinere: Leder af justitsvæsenet Ayatollah Ebrahim Raisi; tidligere øverste sekretær for det nationale sikkerhedsråd og atomforhandler Saeed Jalili; tidligere leder af den islamiske revolutionsgarde IRGC, Mohsen Rezaei); og parlamentsmedlemmerne Alireza Zakani og Amirhossein Qazizadeh-Hashemi.

De to andre kandidater, der deltager i afstemningen den 18. juni, er Abdolnaser Hemmati, en teknokrat og tidligere guvernør for Irans centralbank, og Mohsen Mehralizadeh, leder af Irans nationale sportsorganisation og tidligere guvernør for Isfahan.

Ayatollah Ebrahim Raisi

Blandt disse syv kandidater er Ayatollah Ebrahim Raisi den førende kandidat. Mange iranske observatører forventer, at han ikke kun bliver valgt som Irans næste præsident, men også til sidst bliver landets næste øverste leder.

Selvom der især blandt hardlinerne er forståelse for behovet for at ”rense” den islamiske revolution, har beslutningen i Vogternes Råd om at forhindre et stort antal fremtrædende og objektivt kvalificerede kandidater fra at deltage i det kommende valg alligevel givet anledning til rynkede bryn.

I slutningen af ​​1990’erne skitserede Khamenei, hvad han mener er de fem væsentlige faser i en vellykket islamisk revolution. Den første fase er selve den islamiske revolution. Den anden fase er oprettelsen af ​​et islamisk regime, som skal følges af oprettelsen af ​​en ægte islamisk regering. Den fjerde fase er oprettelsen af ​​et ægte islamisk samfund, som skulle bane vejen for oprettelsen af ​​en islamisk civilisation – der kunne tjene som model for alle lande med muslimsk flertal.

Khamenei har i et manifest i 2019 skitseret hvordan målet skal nås: Nøgleposter i de væbnede styrker, Revolutionsgarden, retsvæsen, religiøse organisationer og medier besættes systematisk med unge og loyale hardlinere og ved hjælp af Vogternes Råd blev det iranske parlament ved valget i 2020 suppleret unge og nidkære tilhængere.

Hvis Ayatollah Ebrahim Raisi som forventet vinder præsidentvalget den 18. juni 2021, vil de politiske udnævnelser til den fremtidige Raisi-administration også komme fra de mest konservative dele af det iranske samfund og specifikt fra Revolutionsgarden, IRGC, og specielt fra gardens Basij-styrke af unge frivillige, der med hård hånd bekæmper ethvert tilløb til demonstrationer eller afvigelse fra den sande revolutionære lære. Basij har en lokal organisation i stort set alle byer i Iran.

IRGC og Basij er ikke kun hjemsted for de mest ivrige tilhængere af den islamiske revolution og dens idealer, men de tjener også som den største og mest indflydelsesrige støttebase for den øverste leder, Khamenei.

Ifølge Khamenei vil en således etableret, ægte islamisk regering arbejde for at afslutte islamiseringen af ​​det iranske samfund og dermed opnåelse af det fjerde trin i den øverste leders langsigtede plan.

Siden revolutionen i 1979 har det iranske samfund oplevet to bølger af islamisering – den første i 1980 udløst af lukningen af ​​universiteter og den anden, i 2005, udløst af Ahmedinejads valg til præsident. Hvis som forventet efter valget den 18. juni dannes en ”islamisk regering”, der er loyal over for den øverste leder, vil Iran utvivlsomt se en tredje bølge af islamisering.

En tredje bølge af islamisering i Iran vil sandsynligvis vise sig på følgende måde: Yderligere indlejring af islamisk kultur og værdier i det daglige og politiske liv, større modstand mod enhver vestlig påvirkning af det iranske samfund og en konsolidering af den øverste leders indflydelse og kontrol over alle sociale og politiske grupper i landet.

For at opnå dette bliver den nye administration nødt til at bruge magt, da store dele af den iranske befolkning i dag ikke deler det herskende regimes idealer og ambitioner. Den nye administration vil undertrykke alle, der forsøger at omgå de restriktioner, der er pålagt regimet, og øge presset på unge og kvinder – de to vigtigste grupper, der i stigende grad udfordrer regimets autoritet.

Med hensyn til udenrigspolitik vil en ny “ægte islamisk regering” arbejde for at nå alle Den Islamiske Republiks langsigtede mål, såsom at øge Irans indflydelse over regionen og eksportere den islamiske revolution til andre lande ved at støtte militante grupper.

Antiamerikanisme vil også være et afgørende kendetegn ved enhver fremtidig “islamisk regering” støttet af Khamenei.

Antiamerikanisme er kernen i det iranske regime og den øverste leder identitet. Så enhver ny regering, der støttes af den øverste leder, vil sandsynligvis fortsætte med at modvirke USA og dets allierede, mens de bevæger sig tættere på Rusland og Kina. At skabe bedre forbindelser med afrikanske og sydamerikanske lande vil også være en prioritet for den nye administration af politiske og økonomiske årsager.

Ayatollah Khamenei, der er 82 år gammel, ønsker at hans regime og idealer skal overleve ham. Han ønsker ikke kun ånden i 1979-revolutionen at leve videre, men også Iran til sidst at blive et islamisk kraftværk og en leder af den muslimske verden.

Baggrund

Atomaftalen

I øjeblikket finder den femte og formentlig sidste runde af atomforhandlingerne i Wien. Her tyder alt på, at et gennembrud er inden for rækkevidde. Det betyder, at atomaftalen fra 2015, som USA’s daværende præsident Donald Trump trak sig ud af i maj 2018, kan blive genoprettet lige inden det iranske præsidentvalg den 18. juni.

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne

I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram;  Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran

Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten

Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.

Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.

I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.

Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.

Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.

Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s