Når chefen for Lægemiddelstyrelsen går over til lægemiddelfabrikanten

Thomas Senderovitz går direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et job som vicedirektør i Novo Nordisk.

Thomas Senderovitz’ jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz slutter sig til en række af politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Historien viser, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv.

Friis Arne Petersen

Den 31. august 2020 takkede ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, af som ansat i Udenrigsministeriet efter mere end 40 års ansættelse på absolut ledende poster i ministeriet. Tirsdag den 1. september 2020 klokken ni begyndte han en ny tilværelse som partner i den nordeuropæiske public affairs-virksomhed, Rud Pedersen!

Den tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet har i et interview med Politiken oplyst, at han skal være lobbyist og bruge sit netværk blandt politikere, politiske systemer og erhvervslivet. Friis Arne Petersens nye arbejdsgiver har ambitioner om i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland at kunne rådgive og analysere bedre end amerikanske konkurrenter som Boston Consulting Group og McKinsey m.fl.

Det er nu slut efter et års tid hos public affairs-bureauet. Men af virksomhedsregisteret fremgår det, at den tidligere direktør i Udenrigsministeriet har kastet sig over en helt ny branche.

Friis Arne Petersen står angivet som medejer af virksomheden Scandinavian Trap & Skeet ApS, som blandt andet sælger lerduekastere og biologisk nedbrydeligt lerduer.

Andre diplomaters betalte rådgivning

Friis Arne Petersen er muligvis inspireret af tidligere ambassadør, departementschef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, der efter sin afgang fra Udenrigstjenesten blev ansat som Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe.

Tidligere havde ambassadør, departementschef og direktør i Udenrigsministeriet, Eigil Jørgensen, vist vejen da han efter endt statstjeneste blev betroet rådgiver hos A.P. Møller.

Blandt andre danske diplomater, der har stillet sig til rådighed for private virksomheder, er tidligere ambassadør og departementschef i Udenrigsministeriet, Claus Grube, der efter Udenrigstjenesten har påtaget sig hvervet som Senior Advisor for Flint Global Ltd, London og Seafresh Goup Holding Ltd. UK. Han er tillige Senior Fellow i tænketanken AxcelFuture der er etableret af kapitalfonden Axcel.

Birger Riis-Jørgensen, tidligere ambassadør i London og Rom, har efter tjenesten påtaget sig at være Senior Advisor i Rasmussen Global og for våbenproducenten Terma.

Lars Løkke Rasmussens dobbeltjob

Den 31. januar 2020 kunne Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet ville tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, men resultatet er uoplyst.

Kan man stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om Lars Løkke Rasmussens sideaktiviteter har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed som Thomas Senderovitz pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode gav anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi nogle mente, at Brian Mikkelsen, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, der betyder, at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens eller topembedsmandens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer.

Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Stine Brix

Tidligere folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har fra 1. maj 2020 arbejdet i fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation i fagforbundet.

Andre

Inden Venstres politiske ordfører Morten Dahlin blev medlem af Folketinget, var han fra 2015 til 2017 direktør i Grace Public Affairs. Inden Alex Vanopslagh blev Folketingsmedlem for Liberal Alliance og senere dets leder, var han i 2016 ansat i samme firma. Tidligere sundhedsordfører fra Venstre Jane Heitmann er i dag Public Affairs Director i Rud Pedersen, præcis ligesom den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt var tidligere i sin karriere. Socialdemokratiets nuværende retsordfører Bjørn Brandenborg var inden sit folketingsmedlemskab ansat samme sted. Nuværende justitsminister Peter Hummelgaard var inden sin parlamentariske karriere konsulent i Advice.

Dertil kommer alle dem, der arbejder mere klassisk med politisk interessevaretagelse i forskellige interesseorganisationer. Nick Hækkerup lev efter politikergerningen direktør i Danske Bryggerier eller førnævnte Brian Mikkelsen i rollen som direktør for Dansk Erhverv.

Men politikerlobbyisten findes manger steder.

Således er nuværende rådmand på Frederiksberg Nikolaj Bøgh også lobbyist i Grace Public Affairs. Præcis ligesom Bergur Løkke Rasmussen var, imens han sad i regionsrådet i Region Hovedstaden (nu er han Søren Gades suppleant i Europa-Parlamentet). Der er også de mere kulørte typer som Fredericias forhenværende borgmester Jacob Bjerregaard, som politiet efterforskede for korruption i forbindelse med køb af en byggegrund, og som efter den skandaløse borgmesterperiode ernærede sig som lobbyist hos Grace Public Affairs. I dag er han særlig rådgiver for skatteminister Jeppe Bruus (som for øvrigt var konsulent i Geelmuyden Kiese, der blandt andet beskæftiger sig med politisk interessevaretagelse, inden sin politiske karriere).

Klausuler

De markante karriereskift, som Thomas Senderovitz, Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens, Nick Hækkerup og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder måske på vej i USA

I USA havde Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” ville indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump ville også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Så vidt vides blev forslagene ikke gennemført.

Flere kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
• Nick Hækkerup fra posten som Justitsminister til Bryggeriforenigen
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen gik fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
• Stine Brix fra Enhedslisten gik fra Folketinget til fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation.
• Friis Arne Petersen gik fra ambassadør til partner i lobbyvirksomheden Rud. Pedersen
• Thomas Senderovitz gik fra posten som direktør i Lægemiddelstyrelsen til NOVO Nordisk.

Korruption eller bare dårlig stil?

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer om f.eks. kommende lovgivning med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre NOVO, McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?