Regeringen har overraskende aftalt med Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Der har hidtil ikke været stemning for at afskaffe det. Da Epinion i efteråret 2021 lavede en måling for Altinget og DR, ville kun hver tredje dansker afskaffe forbeholdet. Samme tendens viste en måling, Norstat i 2019 foretog for Altinget.

Men for få dage siden viste en ny Megafon-måling for Politiken og TV2, at 49 procent nu vil afskaffe forbeholdet, mens kun 27 procent vil bevare det.

Dagbladet Politiken har tidligere refereret til en måling, som YouGov foretog for Tænketanken Europa, der viste at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Tidligere målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne nu skulle ønske at gå med i en EU-hær, er mildest talt overraskende.

Modstanden

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og nyere målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, har hidtil været særlig stor blandt danskerne. Forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, har hidtil været støttet af et flertal, mens kun omkring en fjerdedel af de adspurgte har villet have forbeholdet afskaffet.

Forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdet på forsvarsområdet, at danske ministre og embedsmænd må stå ude i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vedrører forsvarsområdet, men Danmark kan stadig deltage i mere generelle drøftelser om forsvarspolitikken i EU.

Danmark har ikke stemmeret i ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles, og Danmark er derfor heller ikke med til at træffe beslutninger på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i EU’s militære operationer, finansierer dem ikke og stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder. Militære missioner er eksempelvis kamp mod pirater ud for Somalias kyst, fredsbevarende operationer i Bosnien-Hercegovina og at beskytte flygtninge fra krisen i Darfur i det vestlige Sudan.

Danmark deltager dog i civile missioner, som hidtil har udgjort størstedelen af EUs missioner.

Selvom Danmark har stået udenfor EU-samarbejdet på forsvarsområdet, er Danmark med i andre multilaterale forsvarssamarbejder, f.eks. EII – European Intervention Initiative. Samarbejdet er etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Finland tilsluttet sig.

Initiativet har angiveligt ikke noget at gøre med en fælles EU-hær, men spektret for, hvad man kan beskæftige sig med, går fra at se på behovet i Sahel-regionen til at se på, hvad man kan gøre for at etablere et fælles samarbejde, hvis der kommer altødelæggende orkaner i Caribien.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, har i debatindlæg i Politiken tilkendegivet, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Hjort Frederiksen har bl.a. beklaget, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i et nyt samarbejdsprojekt mellem EU og Nato om at styrke den militære mobilitet i Europa, så et stort antal soldater og udstyr kan flyttes på tværs af kontinentet hurtigere og mere effektivt.

”Sverige og Finland kan deltage for fuld damp i det arbejde. Sverige og Finland er to neutrale lande, Danmark er Nato-medlem og ikke et neutralt land, men vi kan så ikke deltage i det. Det er bare ulogisk”, har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtalt til netmediet Altinget.

”Europahæren” spøger

Selvom Ruslands invasion af Ukraine er anledningen til at spørgsmålet om EU-forbeholdet på forsvarsområdet nu ligger på bordet, er det næppe den megen snak om en ”Europahær”, der har påvirket danskernes holdning.

Selvom Politiken på lederplads argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, understreges det, at ”En EU-hær må aldrig blive en aggressiv enhed…”. De politiske partier er vel udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler, er det imidlertid ikke fremmende for partiernes ønske om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Udover situationen i Østeuropa kan der også være økonomiske hensyn bag ønsket om at fjerne forsvarsforbeholdet.

Danske kommercielle og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter som TERMA og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder.

I EU-budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er afsat omkring 15 mia. euro – 112 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den tidligere ramme for 2014-2020 fyldte forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgjorde kun beskedne 1,5 mia. kroner per år i de sidste tre år af perioden.

Forsvarssamarbejde i EU, hvor Danmark ikke deltager

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

PESCO-samarbejdet

Baggrunden for PESCO er især Tysklands og Frankrigs bestræbelser på at etablere en egentlig EU-hær. UK har været modstander, men med Brexit er den forhindring nu ryddet af vejen. Det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberangreb.

Danmark uden for EDA

Med PESCO-samarbejdet og de øgede bevillinger har det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency) fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Finansieringen af projekterne kommer fra flere kilder.

Over EU-budgettet finansieres “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

Fra EU-budgettet tilgår i indeværende budgetperiode omkring 8 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF – European Defence Fund. Formålet med EDF er at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet.

I det nuværende danske forsvarsforlig blev der afsat en pulje til at øge forskningen inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Hensigten var at sikre, at Danmark kunne få et tilfredsstillende udbytte af den forskningsindsats inden for forsvarsområdet, der finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond.

Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark stående uden for forsvarssamarbejdet overhovedet vil komme i betragtning ved uddelingerne fra Den Europæiske Forsvarsfond?

For godt en måned siden – den 31. januar 2022 – præsenterede regeringen sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, hvoraf det fremgik, at det var en højt prioriteret målsætning for Danmark i de nærmest kommende år ”at komme ind i hjertet af EU”.

Jeppe Kofod utroværdig

Når Danmark trods de danske forbehold nu pludselig skulle være et kernemedlem i EU, handlede det for Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU op i en højere ”global vægtklasse”, så EU bliver bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

”EU er en økonomisk sværvægter, men en udenrigspolitisk dværg. Det er vi nødt til at lave om,” fastslog Jeppe Kofod: ”For mig at se, så skal vi have styrket EU’s evne til at føre en værdikamp i verden. Det kræver at den økonomiske vægt, som EU har, bliver omsat til at fremme demokrati og menneskerettigheder, den internationalt regelbaserede orden, klimakampen og arbejdstagerrettigheder. Det er vigtigt at bruge EU til”.

Regeringen præsenterede de grænseløse ambitioner uden så meget som at blinke. Uanset de danske forbehold overfor væsentlige dele af EU-samarbejdet, uanset at den danske befolkning kun udgør 1,1 pct. af den samlede befolkning i EU, og uanset at den danske økonomi kun udgør omkring 2 pct. af EU’s samlede økonomi, skal vi fremover være et kernemedlem i EU.

Det var ikke ganske klart, hvordan Danmark med forbeholdene og som medlem af ”sparebanden” skulle være i stand til at placere os ”i hjertet af EU”, men når vi var kommet så langt, handlede det ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU til at blive bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

De seneste dages begivenheder har dokumenteret, at vi selvfølgelig ikke kunne stole på Jeppe Kofods sirenesang.

Mette Frederiksen utroværdig

Statsministeren har ligeledes mistet troværdighed. Under forhandlingerne om det nuværende EU-budget afviste statsminister Mette Frederiksen den 16. oktober 2019 overfor Jyllands-Posten, at der er behov for et større budget: ”Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu”, sagde hun og henviste til, at EU-Kommissionen forventede øgede administrationsudgifter for cirka 35 mia. kr. i indeværende syvårige budgetperiode.

”Det er jo fuldstændig gak”, sagde statsministeren og fortsatte: ”De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget”.

Mette Frederiksen gentog den 17. oktober 2019 overfor TV 2: ”Jeg har ikke den grundlæggende tanke, at vi er nødt til at have et større EU. Tværtimod er jeg faktisk for et mindre EU-budget”.

Forsvarsforbeholdet

Regeringen har endnu ikke fremlagt planer for at øge det danske økonomiske bidrag til EU, men pludselig skal danskerne ved en folkeafstemning den 1. juni 2022 tage stilling til det danske forsvarsforbehold.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har ellers flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Selvom regeringen for bare en måned siden ikke ville røre ved forsvarsforbeholdet, blev det tilkendegivet, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Er det våbenindustrien, der presser på?

Efter regeringens opfattelse for en måned siden, var en slagkraftig dansk våbenindustri nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Regeringen skylder os en forklaring på, hvordan forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land?

Hvad er det præcist ved Ruslands skændige invasion af Ukraine, der tilsiger, vi ikke længere kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik vi ønsker – og hvad er det præcist vi kan opnå ved etablering af en EU-hær?

Den 2. marts 2022 var der i FN’s Generalforsamling afstemning om en resolution, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine.

141 lande af 193 stemte FOR. 5 lande stemte IMOD (Rusland, Syrien, Hviderusland, Eritrea og Nordkorea) og 35 lande afstod fra at stemme. Herunder lande som Kina, Vietnam og Indien.

Hvis Danmark havde forventet, at Indien ville bakke op om den internationale fordømmelse af Rusland, tog man fejl.

Vesten ser ofte Indien som en ven, og som en værdifuld strategisk partner. Danmark og Indien er således gået sammen om et vidtrækkende grønt strategisk partnerskab, men spørgsmålet er hvor langt partnerskabet rækker?

Når Danmark, europæere og amerikanere forventer, at Indien skal fordømme Ruslands invasion af Ukraine, er det et udtryk for manglende historisk og realpolitisk forståelse for Indien.

Indien har sine egne problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Indien er et demokrati, men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg i 2019, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina og terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af imperialistiske kinesere, bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der, siden Narendra Modi blev premierminister i 2014, sket en markant forværring af forholdene for medlemmer af andre trosretninger end hinduismen.

I Indien er en helt vild nationalistisk strømning intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), og Gandhis og Nehrus liberale Indien er i færd med at blive forvandlet til en intolerant hindustat.

De mest barbariske hindu-ritualer er i dag modereret, men i synet på kvinder er hinduismen stadig speciel. Når en hindu-kvinde mister sin mand, bliver hun ifølge hinduistisk tradition uren. Mange enker ender derfor som udstødt på gaden eller i byens enkehus. Langt større respekt får enken derimod, hvis hun frivilligt brændes levende på mandens ligbål.

Selv om enkebrændinger eller Sati-selvmord betragtes som det ultimative kærlighedsoffer, blev de officielt forbudt i 1829 og er efterhånden en sjældenhed, selvom de stadig finder sted primært i det nordlige Indien.

Efter en meget omtalt enkebrænding i 1987, hvor flere hundrede mennesker var samlet på bålpladsen i delstaten Rajasthan, viste en meningsmåling i The Times of India, at 63,4 procent af indere støttede enkebrænding.

Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommission for International Religiøs Frihed de seneste to år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Forfølgelser på alarmerende højt niveau

Der er ingen tvivl om, at der sker krænkelser af tros- og religionsfriheden i Indien. Religiøse minoriteter i Indien oplever stigende chikane, diskrimination og endda vold fra både statslige og ikke-statslige aktører. Statsborgerskabsloven fra 2019 er et tydeligt eksempel på statslig diskrimination af muslimer. Og under corona-pandemien har mange muslimer oplevet at blive gjort til syndebukke for virussen. Men også kristne er ifølge flere internationale og indiske kristne NGO’er udsat for chikane, hærværk og vold i stadig større grad.

Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Vil Indien udvikle sig til et egentligt Hindustan?

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Vestens fejltolkning af Indien

Hvis man ikke havde været forblændet af en karismatisk premierminister Narendra Modi og mulighederne på et marked med 1,2 mia. mennesker ville man have vidst, at Indien konsekvent har undladt at stemme i FN, når kritik af Rusland er på agendaen. Det blev resultatet i sikkerhedsrådet og var det igen ved onsdagens hastemøde i FN’s Generalforsamling om Ruslands invasion af Ukraine. Også ved fredagens afstemning FN’s Menneskerettighedsråd forholdt Indien sig tavs.

Indiens prioriteter i FN bør opfattes som et nyttigt wakeupcall til dem i Vesten, der taler om Indien som en del af en alliance af demokratiske lande.

Indien afviser kritikken som et udtryk for Vestens manglende forståelse for landets lange og komplekse forhold til Rusland.

Hvor var støtten fra USA og Europa i den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina? Hvor var støtten fra vesten i den permanente konflikt med atommagten Pakistan?

Sovjetunionens støtte efter selvstændigheden

Det må ikke glemmes, at Sovjetunionen var en betydelig støtte for den indiske republik i de første år efter uafhængigheden fra britisk kolonistyre i 1947. Det udviklede sig til et tæt diplomatisk samarbejde under Den Kolde Krig, hvor Indien kunne regne med sovjetisk opbakning i FN’s Sikkerhedsråd. Men den mest skelsættende periode var den støtte, Sovjetunionen gav Indien under krigen i 1971 og 1972, der førte til løsrivelsen af Bangladesh fra Pakistan. Indien gik ind i konflikten på de bengalske separatisters side. Både for at svække ærkerivalen Pakistan og for at modsætte sig de brutale overgreb, den pakistanske hær udførte mod civilbefolkningen.

USA og de fleste Vesteuropæiske lande stod på den anden side.

Indiens relationer til Rusland er i dag en kompleks størrelse. De er både baseret på stærke følelser og på realpolitik. Siden Indiens første køb af MiG-2 kampfly tilbage i starten af 1960’erne har våbenhandel været hjørnestenen i det bilaterale forhold.

Ifølge Stockholm International Peace Research Institute kom omkring 65 procent af Indiens militærimport i perioden fra 1950 til 2020 fra Sovjetunionen eller Rusland. Det betyder, at det indiske militær er dybt afhængig af reservedele og opgraderinger fra russiske producenter. Ret beset har Indien ikke mulighed for at bryde ud af forholdet.

Det vil tage langt tid for Indien at mindske den afhængighed, men tendensen er der. Den russiske andel af de indiske våbenkøb er faldende. Økonomisk er der heller ikke meget at komme efter. Samhandlen mellem Rusland og Indien er en tiendedel af handlen mellem USA og Indien.

Indien vil følge sin egen vej

Den indiske elite føler sig væsentligt bedre hjemme i London og Washington D.C. end i Moskva. Traditionelt har non-alignment været den røde tråd i indisk udenrigspolitik. Og selv om den indiske regering i dag foretrækker udtrykket ”strategisk autonomi”, er den underliggende præmis den samme: Indien vil være sin egen og ikke vikles ind i alliancesystemer.

Det enorme sydasiatiske land vil ses som en stor nation og magt i sin egen ret. Gode relationer til USA bliver af de fleste indere set som en nødvendighed for at kunne indfri den ambition. Det er blevet sat på spidsen på grund af grænsestriden med Kina, der har forværret det i forvejen anspændte forhold til nabolandet.

Lige nu sammenligner nogle situationen i Ukraine med, hvad der skete i Afghanistan for bare seks måneder siden, hvor det afghanske folk blev forrådt. Amerikanerne efterlod dem i hænderne på en terrororganisation.

I indisk optik beror konsekvenserne af krigen i Ukraine for Indien i meget høj grad – ikke så meget hvad den indiske regering gør eller siger i FN – men hvordan forholdet mellem Kina og Rusland udvikler sig.

Den russiske valuta styrtdykker og sanktionerne kommer til at gøre ondt. Hvis konflikten betyder, at Rusland kommer tættere på Kina, vil den russiske mulighed for beskytte Indien og tale Indiens sag forsvinde.

I det scenario vil Kina kunne isolere Indien, og det er måske det der tæller mest i Delhi.

Forsvarsvenlige kredse var ellers ganske fortrøstningsfulde, da det nuværende forsvarsforlig blev indgået i januar 2018.

Forligspartierne, der omfattede Konservative, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, aftalte dengang et substantielt løft i forsvarsbudgettet, der indebar at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist blev tilført så mange mia. kr., at Danmark i 2023 ville bidrage med 1,5 pct. af BNP. Ikke helt nok til at nå det aftalte mål på 2 pct., men dog en klækkelig stigning.

Målet med de nu påbegyndte forhandlinger er først og fremmest en enig principbeslutning om en konkret dato for, hvornår Danmark skal nå et forsvarsbudget, der udgør to procent af bruttonationalproduktet. Den enighed skal så være ramme for forhandlingerne om det næste forsvarsforlig, der begynder på et tidspunkt i løbet af i år.

Imidlertid har Forsvaret ikke været i stand til at bruge pengene fra det nuværende forsvarsforlig på en måde, der faktisk styrkede forsvaret. Det er efterhånden velbeskrevet, at helt centrale dele af det nuværende forlig ikke vil være opfyldt, når det udløber i 2023. Kampklare tanks er på et minimum, og når det drejer sig om etablering af en kampklar brigade på 4.000 soldater, har det lange udsigter. Blandt andet mangler brigaden det luftforsvar, som er afgørende for at kunne kæmpe selvstændigt. Yderligere mangler Søværnet både sonar til bekæmpelse af ubåde og missiler, der skal gøre fregatterne i stand til at forsvare det danske luftrum. Både brigaden, sonar og missiler blev der afsat penge til i forliget. Men eksempelvis missilerne har forsvarets indkøbere ikke kunnet skaffe.

Det danske hjemmeværn var i forsvarsforliget tiltænkt en central rolle. På trods af Hjemmeværnsledelsens skønmaleri, rejser den stadig nedgang i antallet af aktive tvivl om Hjemmeværnet reelt har mulighed for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

Hjemmeværnet fik i forliget flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi terræn sløring”. Stadigvæk er enhver Hjemmeværnsmønstring af de stadig færre aktive et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning samt fantasifuldt privat anskaffet udstyr.

Et eksempel. Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forlades, og opgaverne samles på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, betydet, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Den russiske invasion i Ukraine har grundlæggende ændret vilkårene for europæisk forsvarspolitik. Hvis det ikke stod klart før, gjorde det efter den historiske tale, som den tyske kansler, Olaf Scholz, holdt søndag den 27. februar 2022. Tyskland skal fremover opfylde sit løfte om at bruge to procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret. Det betyder 100 milliarder euro ekstra, lovede Scholz.

Efter den tale var der reelt ingen om- eller udvej for de øvrige NATO-lande – herunder Danmark. De to procent, der blev aftalt i 2014 på NATOs topmøde i Wales, er ikke længere en tåget målsætning, men et uomgængeligt vilkår.

For de danske forsvarsudgifter er prisen for det vilkår i omegnen af ekstra 18 milliarder kroner årligt, når målet er opfyldt.

Det er derfor glædeligt, at ansvarlige danske partier nu har sat sig til forhandlingsbordet for at aftale rammerne for næste forsvarsforlig.

At det også skulle indebære politisk enighed om, ved en folkeafstemning at foreslå at det danske forsvarsforbehold i EU ophæves, er ingenlunde selvklart.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast -senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen vil ikke røre ved forsvarsforbeholdet, men samtidig tilkendegives det, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Efter regeringens opfattelse er en slagkraftig dansk våbenindustri nu nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Spørgsmålet er, om tiden er moden til igen at rejse spørgsmålet om forsvarsforbeholdet? De seneste meningsmålinger har indikeret, at hovedparten af den danske befolkning betragter Nato-samarbejdet som den primære garant for dansk sikkerhed.

Hanne Larsen spillede som veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen en central rolle tilbage i november 2020, da regeringen besluttede, at alle danske mink skulle aflives.

I stedet for i tide at gøre opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink, var Hanne Larsen især involveret i udarbejdelsen af det brev, som Fødevarestyrelsen to dage efter minkpressemødet 6. november 2020 sendte ud til landets minkavlere. Her skrev styrelsen, at også minkavlere uden for smittezonerne “skal” aflive deres dyr hurtigst muligt – selvom styrelsen i lang tid havde vidst, at der ikke var hjemmel til at aflive raske dyr uden for zonerne.

“Det var en uheldig formulering”, vedkendte Hanne Larsen sig flere gange i sin afhøring foran Minkkommissionen tilbage i oktober.

Trods Hanne Larsens eklatante mangel på rettidig omhu, skal det dog nævnes, at Hanne Larsen ikke fik hjælp fra en ligeledes nytiltrådt direktør for Fødevarestyrelsen eller fra ministeriets miljøorienterede departementschef, og at det var Hanne Larsen, der på et møde i Den Nationale Operative Stab (NOST) den 5. november – godt nok noget sent – dagen efter regeringens pressemøde – gjorde de øvrige myndigheder opmærksom på den manglende hjemmel.

Statskonsulent i Indonesien

Med minksagen gik det, som det gik, og Hanne Larsen var langt fra den eneste i Fødevareministeriet, der fatalt svigtede. Nu oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, at hun er fritaget for hvervet som Veterinærdirektør og at hun har fået et nyt job som statskonsulent på den danske ambassade i Jakarta i Indonesien.

Ifølge Fødevareministeriets hjemmeside består statskonsulenttjenesten af personer med en høj grad af faglig/politisk ekspertise og erfaring inden for miljø- og fødevareområderne, der er udsendt til en række danske repræsentationer i udlandet, hvor de løser politiske og eksportmæssige opgaver.

I betragtning af Hanne Larsens baggrund er Indonesien en spændende udstationering. Som kvindelig statskonsulent med veterinær ekspertise i den danske svineproduktionsbaserede fødevaresektor vil hun stå overfor en indonesisk befolkning, der med hastige skridt nærmer sig 300 millioner mennesker. Indoneserne er hovedsageligt fattige, fundamentalt sindede muslimer. BNP pr. indbygger er på omkring 32.000 kr. mod det danske BNP på 425.000 kr. pr. indbygger.

Indonesien som marked for Danmark

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde vores samlede eksport af vare- og tjenester (i 2019) 2,8 mia. kr. hvoraf 1,6 mia. kr. var tjenester (søtransport, Mærsk).

Den danske eksport til Indonesien af næringsmidler, fødevarer, herunder især mejerivarer, og ingredienser m.v. har en værdi på omkring 250 millioner kr.

Ambassaden i Indonesien har vurderer, at der skulle være gode muligheder for danske eksportører af fødevareteknologi fx mejeriudstyr, fodermaskiner og slagteriudstyr.

Det er rigtigt, at Indonesiens regering har fokus på fødevaresikkerhed og selvforsyning. Præsidenten vil derfor modernisere landbruget og styrke den indenlandske fødevareproduktion. Der er særlig fokus på produktionen af oksekød og mejerivarer.

I vurderingen af om der er reelt er muligheder for at øge den danske eksport til Indonesien skal det tages i betragtning, at der er tale om et lukket og vanskeligt marked. På Verdensbankens ”Ease of doing business-indeks” indtager Indonesien en plads som nummer 73 ud af 190 lande.

Morten Bødskov har ved adskillige lejligheder afvist, at Danmark havde mulighed for at imødekomme anmodninger fra Ukraine om våbenhjælp. De 400 Stinger-missiler, som ikke længere benyttes af det danske forsvar, sendes ikke til Ukraine. Heller ikke 1000 natbriller og 700 kikkerter eller andre våben, som forsvaret har på lager, blev vurderet til at kunne bruges på en moderne og operativ slagmark.

Bødskov har tilkendegivet, at selvom regeringen ikke principielt havde noget imod at sende våben til Ukraine, var det, der var på hylderne, enten forældet, eller noget vi selv skulle bruge.

”Det er for gammelt. Der er en årsag til, at det ligger på lager. Det kan vi ikke sende afsted”, siger Bødskov ifølge flere medier.

Morten Bødskov sagde samtidig, at Danmark nu kigger på at kunne bidrage med en styrkelse af den ukrainske cyberkapacitet i stedet for.

Militærkyndige har i Olfi tilkendegivet, at der ”ikke kan herske nogen tvivl om, at Stinger missiler, AT4 og M72 ECLAW som forsvaret også råder over, vil kunne hjælpe Ukraine mere end nogen som helst anden forsyning. Når politikkerne står frem på medierne og siger de gerne vil hjælpe med våben, men ikke har nogen i deres beholdning, så er der jo lodret løgn”.

Sat på plads af statsministeren og Folketingets flertal

Søndag den 27. februar 2022 lød der så pludselig andre toner. Ikke fra Bødskov, men fra statsminister Mette Frederiksen. Efter konsultationer med folketingets partier, vil Danmark nu donere op til 2700 panserværnsvåben til Ukraine.

Der er tale om skulderbårne panserværnsraketter, der kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer, uddybede forsvarsminister Morten Bødskov.

Samtidig bliver dele af 300 Stinger-missiler, der er lagt til bortskaffelse, givet til USA, som kan gøre dem operative – det vil sige klar til brug. Våbnene er endnu ikke afsendt, men er ved at blive pakket til transport.

Så sent som lørdag den 27. februar 2022 oplyste Forsvarsministeriet, at 2000 skudsikre veste var på vej til Ukraine. Derudover er 700 førstehjælpstasker af typen IFAK, som bæres af soldater, blevet sendt til Ukraine.

Morten Bødskov kendte til belastende tal

Det er ikke første gang Morten Bødskov er taget i lemfældig omgang med sandheden. Han har tidligere fortiet afslørende tal, og han har under alle omstændigheder et stort forklaringsproblem.

Den 3. februar 2022 måtte Benny Engelbrecht trække sig tilbage som transportminister. Det skete, da støttepartiet Enhedslisten erklærede mistillid til Engelbrecht som minister.

Mistilliden kom i kølvandet på tilbageholdelse af vigtige CO2 tal som led i en milliardstor aftale om infrastrukturprojekter.

Engelbrechts afgang udløste flere ændringer i ministerlisten: Politisk ordfører Jeppe Bruus blev skatteminister, skatteminister Morten Bødskov blev forsvarsminister og forsvarsminister Trine Bramsen blev transportminister (og ligestillingsminister).

Spørgsmålet er hvor længe Morten Bødskov holder?

Ministeren har gentagne gange fastholdt, at pluginhybridbiler er grønne biler, selvom han i flere måneder har været bekendt med resultaterne i en dansk undersøgelse, som viser, at pluginhybridbiler ikke er grønne.

Bødskov blev således i november orienteret om en undersøgelse fra Vejdirektoratet, der ud fra danske biler viste, at pluginhybridbiler i realiteten ikke lever op til lovgivningens krav om at udlede under 50 gram CO2 per kørt kilometer.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt og et svar fra Skatteministeriet.

I strid med de faktiske forhold, har ministeren flere gange fastholdt, at bilerne er “grønne biler”, og at de derfor er berettigede til en skatterabat på 108.700 kroner per bil. Morten Bødskov har ikke oplyst offentligheden om undersøgelsen, på trods af at han og ministeriet kendte til den. I stedet har han henvist til, at der manglede danske tal for “opladningsmønstre”.

Bødskovs fortielser er ikke nogen lille sag. I realiteten har staten i 2021 givet knap 4,2 milliarder kroner i skatterabat til pluginhybridbilerne, der ikke lever op til lovens krav om at for at en bil kan kategoriseres som ”grøn” skal den udlede under 50 gram CO2 per kilometer.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er en af dem, der har efterspurgt tallene. Han er “stærkt utilfreds” med, at ministeren ikke har delt oplysningerne.

– Det er dybt utilfredsstillende. Det tegner jo et billede af en regering, der ikke rutter med fakta og oplysninger over for Folketinget, når vi spørger. Og det er stærkt kritisabelt, siger Kristian Pihl Lorentzen (V) til Detektor.

Også professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing kalder det “et problem”, at ministeren ikke har delt tallene.

– Der er en ret streng standard for, hvad ministrene skal svare folketingsmedlemmer, når det handler om at svare korrekt. Der skal selvfølgelig svares sandfærdigt, men der skal også svares, så det ikke er vildledende, siger han til Detektor.

Morten Bødskov har tidligere løjet for Folketinget

Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II måtte den 12. december 2013 gå af i kølvandet på en sag, hvor han ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Selvom fhv. højesteretsdommer Per Sørensen i Berlingske Tidende den 28. februar 2022 prøver at retfærdiggøre ”nødløgnen” (og sig selv!) stod det i december 2013 klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov. I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Den 3. december 2013 havde chefen for PET, Jakob Scharf, meddelt at han efter knap syv år forlod sin post som øverste chef for efterretningstjenesten.

Samarbejdsvanskelighederne i Politiets Efterretningstjeneste havde indflydelse på Jakob Scharfs afgang fra sin chefpost, men det var især hans rolle i den såkaldte Christiania-sag, der var de væsentligste årsager til, at han trak sig fra posten. Jakob Scharf bad i februar 2012 sine folk, der gjorde tjeneste som livvagter, om at kigge i Pia Kjærsgaards kalender for at finde ud af, hvornår hun var forhindret i at deltage i et besøg i Christiania sammen med resten af Folketingets Retsudvalg.

Hvorfor både justitsminister og PET-chef ville lyve og misinformere Folketinget i anledning af et banalt besøg i fristaden Christiania har undret. PET-chefen var muligvis bekymret for ressourceforbruget i forbindelse med et besøg af Pia Kjærsgaard. Hvad der motiverede Bødskov – udover at han ikke undte Pia Kjærsgaard den massive presseomtale, som et besøg i Christiania under politibeskyttelse – er aldrig klarlagt.

Tilbage stod, at justitsminister Morten Bødskov måtte gå af som minister, da det kom frem, at han havde fyldt Folketingets Retsudvalg med løgn og latin.

Ministeransvar

Højesteretsdommer Peter Christensen har for nylig udgivet bogen ”Ministre og embedsmænd, pligter og ansvar”, der selv ikke hos Morten Bødskov burde efterlade tvivl om ministres ansvar og pligter – herunder kravet om sande om fyldestgørende oplysninger.

Ministres ansvar er også beskrevet andre steder. Rigsretssagerne mod Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg har bidraget til at definere ansvaret, men Folketinget har også gjort sig overvejelser om ministres ansvar.

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Baggrunden for Ruslands overfald på Ukraine kan føres tilbage til ”Den Orange Revolution”. Revolutionen var en række protester og politiske begivenheder, der fandt sted i Ukraine fra slutningen af november 2004 til januar 2005, umiddelbart efter det ukrainske præsidentvalg den 21. november 2004, som var præget af massiv korruption og valgsvindel.

Den ukrainske hovedstad, Kiev, var centrum for den folkelige modstand, hvor tusindvis af demonstranter demonstrerede dagligt mod det manipulerede udfald af præsidentvalget mellem spidskandidaterne Viktor Jusjtjenko og Viktor Janukovitj til fordel for sidstnævnte.

Protesterne resulterede i at afstemningsresultatet blev annulleret, og Ukraines højesteret bestemte, at der skulle afholdes omvalg den 26. december 2004.

Valget blev nøje overvåget af indenlandske og internationale observatører og valget blev erklæret for at være ”frit og retfærdigt”.

Resultatet var en klar sejr for Viktor Jusjtjenko, der fik omkring 52 pct. af stemmerne, sammenlignet med Janukovitj’s 45 pct.

Viktor Jushchenko, leder af det Rusland-uafhængige nationalistiske parti, Our Ukraine, blev erklæret den officielle vinder, og med sin indsættelse den 23. januar 2005 i Kiev sluttede den orange revolution.

Ved præsidentvalget i 2010 fik Viktor Janukovitj revanche og efterfulgte Jusjtjenkos som Ukrainsk præsident, efter at den centrale valgkommission og internationale observatører erklærede, at præsidentvalget blev gennemført retfærdigt.

Den Moskva-venlige Viktor Janukovitj blev fordrevet fra magten fire år senere efter Euromaidan-sammenstødene i februar 2014 på Kievs Uafhængighedsplads – den såkaldte Revolution of Dignity. I modsætning til den blodløse Orange Revolution resulterede disse protester i mere end 100 dødsfald, der hovedsagelig fandt sted mellem den 18. og 20. februar 2014.

Annekteringen af Krim

Udviklingen i Ukraine førte til en eskalering af den bredere russisk-ukrainske konflikt. Mellem den 20. februar og den 26. marts 2014 invaderede Rusland Krim-halvøen. Den 18. marts 2014 annekterede Rusland Krim fra Ukraine.

Udviklingen i konflikten siden 2014

I april 2014 proklamerede prorussiske separatister Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Republikkerne erklærede sig uafhængige af Ukraine og erklærede den 22. maj 2014 dannelsen af en konføderation mellem republikkerne under navnet Konføderationen Nyrusland. De to republikker var ikke indtil 2022 anerkendt af noget FN-medlemsland. Republikkerne blev anerkendt af en anden udbryderstat, Syd-Ossetien, hvis uafhængighed fra Georgien blev anerkendt af Rusland den 26. august 2008 efter en kort krig mod Georgien.

Rusland afholdt sig umiddelbart fra at anerkende folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk, men i forbindelse med konflikten mellem Rusland og Ukraine meddelte Rusland den 21. februar 2022, at Rusland anerkender folkerepublikkerne og at russisk militær skal opretholde “lov og orden” i republikken. Den 22. februar 2022 underskrev parlamenterne i Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk en traktat med Rusland om gensidigt forsvarssamarbejde, der bl.a. forpligter Rusland til at forsvare angreb på folkerepublikkernes territorium.

Ukraine efter 2014

Siden 2014, hvor den ukrainske regering har orienteret sig mod Vesten for politisk og militær støtte, er Vladimir Putins fjendtlighed vokset. Den orange revolution og udviklingen i Ukraine (og andre tidligere Sovjetrepublikker) er i Moskva og Minsk fulgt med voksende ubehag.

Både Rusland og Hviderusland/Belarus er kritisk overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA og stærkt bekymrede over Vestens hang til demokrati-eksport, frem for alt initiering af og støtte til såkaldte farve revolutioner, som i Moskva og Minsk opfattes som ”statskup organiseret udefra” (af Vesten).

Sanktioner

Vesten, dvs. EU, USA, Canada m.fl. har i anledning af Ruslands annektering af Krim, nedskydningen af et malaysisk passagerfly over Ukraine og mordforsøget på Sergej Skripal i Salisbury indført økonomiske sanktioner mod Rusland.

Sanktionerne, der primært har været rettet mod russiske oligarker, har ikke gjort en eneste forskel for Putins politik. Sanktionerne har ikke fremkaldt så meget som et udtryk for beklagelse, langt mindre en kursændring. Det, de gjorde, var naturligvis at uddybe Putins i forvejen ulmende had til Vesten.

Den eneste reelle værdi i at straffe oligarker har været, at det har bevirket at vestlige lande har følt sig godt tilpas, og det har set ud som om man gjorde noget.

De økonomiske sanktioner, der nu tegner sig: Annulleringen af Nordstream II-gasrørledningen, afskæring af russiske bankers adgang til Swift-systemet og en væsentlig større personkreds, der rammes af sanktioner – indefrysning af aktiver, indrejseforbud m.v. – kan have en større effekt.

Det er imidlertid kun egentlige handelsrestriktioner, herunder øjeblikkeligt stop for handel med olie og gas, der kan forventes at virke.

Bagsiden er, at sådanne sanktioner også komme tilbage til os selv – blandt andet i form af højere energipriser.

Efter planerne afvikles Champions League-finalen den 28. maj på Gazprom Arena i russiske Sankt Petersborg.

Imidlertid forbyder Ruslands ageren overfor Ukraine efter manges opfattelse, at arrangementet kan afvikles som planlagt. Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har den 22. februar 2022 foran det britiske Underhus gjort det klart, at det er utænkeligt ”at afholde fodboldturneringer i et Rusland, der invaderer suveræne lande”.

EU, UK og USA har allerede indført sanktioner som modsvar til den russiske anerkendelse af to østukrainske regioner som selvstændige republikker og indsættelsen af russiske tropper i området. Den mest bemærkelsesværdige sanktion er den tyske regerings beslutning om at stille certificeringen af Nordstream 2-gasrørledningsprojektet i bero.

Mens statsminister Mette Frederiksen ikke har forholdt sig til Champions League, har Dansk Boldspil-Union (DBU) henvist til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som i sin seneste melding, for nuværende, ikke varsler ændringer i programmet.

Af russiske fodboldklubber er kun Zenit St. Petersborg og Spartak Moskva tilbage i Champions League i denne sæson, men alligevel er den russiske indflydelse stor.

Det russiske gasselskab Gazprom, der ejer Nordstream 2, har langvarige og økonomisk omfattende kommercielle sponsorarrangementer med Uefa.

Dansk fordømmelse

Mens analytikere kan identificere flere overordnede logikker i Ruslands forhold til Ukraine og Vesten, som kan give et vidnesbyrd om Putin-styrets strategiske mål, har udenrigsminister Jeppe Kofod foreløbig sagt, at Ruslands anerkendelse af Donetsk og Luhansk som uafhængige stater strider mod folkeretten, Minsk-aftalerne og Ruslands internationale forpligtelser, og at vi fra dansk side på det kraftigste fordømmer Ruslands ageren. Dette budskab er også under et møde i Udenrigsministeriet tirsdag den 22. februar 2022 meddelt Ruslands ambassadør, Vladimir Barbin.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn holder ekstraordinært møde onsdag den 23. februar 2022 kl. 14.30 om situationen i Ukraine. Fra regeringen deltager udenrigsministeren og forsvarsministeren.

Ambassaden i Moskva

Samtidig oplyser Danmarks ambassadør i Moskva, Carsten Søndergaard, på ambassadens hjemmeside, at “Relations between Denmark and Russia lie in the center and go many years back. We have had diplomatic relations for 525 years”. Det tilkendegives endvidere, at opgaven med at tage vare på danske interesser bestræbes på at foregå ”through dialogue and cooperation between our two countries in all areas – political, economic, commercial and cultural. We also support broader Danish-Russian and Danish-Belarussian contacts and mutual understanding through assistance and advice to journalists, students, researchers and others”.

Forholdet til Rusland efter 2014

På grund af Ruslands anneksion af Krim har Rusland siden marts 2014 været udelukket fra samtaler med G7-landene, der består af USA, Canada, Tyskland, Storbritannien, Italien, Frankrig og Japan.

Ruslands ageren på Krim og i Ukraine har betydet, at Nordisk Ministerråd, EU, UK og USA m.fl. har været fast besluttet på, at opretholde sanktionskursen over for Rusland.

Når Rusland har været udelukket fra bl.a. OL i 2020 samt vinter-OL i 2022 hænger det sammen med, at den omfattende dopingskandale i Rusland førte til, at Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har vedtaget, at Rusland skal udelukkes fra international sport i fire år.

Det har stedse lydt, at sanktionerne mod Rusland ikke ville blive bragt til ophør, førend Moskva overholder Minsk-aftalen. Samtidig har det internationale samfund holdt Rusland ansvarlig for de militante separatisters fremfærd i Østukraine.

Danmarks forhold

Mens det internationale samfund har været klar i mælet, har de danske signaler undertiden været uldne og uklare.

I en opsigtsvækkende kronik i Berlingske Tidende den 21. august 2017 gav Danmarks daværende ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, blandt andet udtryk for, at efter hans opfattelse er Danmarks nærområder ikke truet af en militær operation fra russisk side.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen kritiserede prompte Thomas Winkler. ”Den kronik var helt ved siden af”, fastslog han i oktober i DR2’s Deadline, hvor Claus Hjort Frederiksen også beskyldte Thomas Winkler for at have ”stor sympati for russerne”.

Den daværende udenrigsminister fra Liberal Alliance, Anders Samuelsen, måtte i anledning af diskussionen i Folketinget svare på et spørgsmål fra Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen.

I svaret erklærede Anders Samuelsen sig uenig i kritikken af ambassadør Winkler: ”Vores ambassadør i Moskva gav i en kronik 21. august 2017 et perspektiv på truslen fra Rusland set fra Moskva. Det, synes jeg, er et vigtigt perspektiv at få med i debatten ikke mindst i forsøget på at forstå de russiske bevæggrunde og få et bud på en analyse af maskinrummet bag Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitik”, skriver udenrigsministeren i svaret, og fortsætter: ”Jeg synes, at man i kronikken kan finde mange nuancer og bestemt ikke en afvisning af, at der findes russiske trusler også mod Danmark. Der er på ingen måde tale om et politisk indlæg i debatten endsige en sympatitilkendegivelse over for Rusland”.

Udenrigsministeriet har sin egen politik

Anders Samuelsens forgænger, den nuværende FN-gesandt, Kristian Jensen, svarede i september 2016 i Berlingske Tidende på Dansk Folkepartis Marie Krarup, der den 12. september i Berlingske Tidende om Putins aggression mod Ukraine skrev, at: ”Rusland handlede rationelt i forlængelse af deres nationale interesser forstået i geopolitiske og nationale termer”.

Under overskriften ”Konsekvent kurs over for Rusland” skrev udenrigsministeren bl.a.: ”En af de store opgaver i forhold til Rusland består i at vise fasthed. Jeg tror ikke, at Putin har respekt for dem, der vakler. Jeg tror heller ikke, at danskerne har noget langsigtet at vinde på at være Putins nyttige idioter”.

Noget tyder imidlertid på, at uanset holdningen hos skiftende udenrigsministre, forfølger Udenrigsministeriet sin egen politik. I hvert fald blev Kristian Jensens tilsyneladende stålsatte holdninger svækket af Udenrigsministeriets opportunistiske tilgang til selvsamme Rusland.

Kristian Jensens mand i Moskva var den kronikskrivende ambassadør, Thomas Winkler, der dengang på trods af Ruslands annektering af Krim frejdigt skrev på ambassadens hjemmeside: ”The current political environment should, however, not prevent Danish companies from taking advantage of the opportunities that do exist. That would be an opportunity lost. This is where I hope you will let Trade Council Russia (The Commercial Department at the Embassy in Moscow and the General Consulate in St. Petersburg) help you, get the right understanding of the market, get the right contacts, all in the aim to get the contracts and the sales!”

Sanktionskursen

Mens EU opretholdt sanktionskursen over for Rusland, Nordisk Ministerråd blæste til kamp mod russisk propaganda, og skiftende regeringer og et flertal i Folketinget har været særdeles kritisk overfor Putins Rusland, har den danske ambassade i Moskva og Det Danske Kulturinstitut plejet venskabelige, kommercielle og kulturelle forbindelser til Rusland.

Uanfægtet af sanktionspolitikken arbejder Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg energisk på at udbygge og styrke de dansk-russiske forbindelser. Instituttet skaber kontakter og medvirker til udvekslinger, der kan fremme forståelsen mellem Danmark og Rusland. Instituttet arbejder tæt sammen med den Danske Ambassade i Moskva.

Mens Danmark officielt er kritisk overfor Rusland, udbygger Danmarks stedlige repræsentanter de venskabelige forbindelser til Putins Rusland. Det er bl.a. sket indenfor rammerne af den rammeaftale, som Ruslands vicekulturminister Alla Manilova og Danmarks daværende ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, underskrev den 30. juni 2014.

Aftalen om gensidig kulturudveksling og fremme af den kulturelle dialog mellem de to lande mellem det danske Kulturministerium og Den Russiske Føderations Kulturministerium understreger ifølge Kulturministeriet ”vigtigheden af den kulturelle forståelse og venskabelig forbindelse mellem de to lande”.

Udenrigsministeriet – en stat i staten?

Der har på det seneste også været stillet spørgsmål til, om det omfattende aftalekompleks mellem Danmark og Kina rejser tvivl, om der reelt er bund i den kritik af Kina, som udenrigsminister Jeppe Kofod fra tid til anden giver udtryk for?

Den synlige uenighed i den danske regering i 2016 om holdningen til Rusland bekræfter det gamle udsagn om, at udenrigsministre kommer og går, men Udenrigsministeriet består!

Det har vakt opmærksomhed, at Dansk Boldspil-Union (DBU) har investeret en del af formuen i Qatar.

DBU har længe rejst kritik af de store problemer med blandt andet menneske- og arbejdsrettigheder, der er i Qatar, som skal være vært for VM i fodbold senere på året.

 Men samtidig viser en oversigt over de aktier og obligationer, som DBU har placeret sine penge i, at nogle af pengene er investeret i Qatar. Det er Danske Bank, der håndterer DBU’s investeringer i aktier og obligationer, som ved udgangen af 2021 var omkring 219 millioner kroner værd.

DBU har nu bedt banken om at skaffe sig af med investeringerne i Qatar, der udgør i alt cirka 0,1 procent af DBU’s samlede portefølje.

DBU og Fifa

Qatar er i fokus. Både i anledning af alliancen med Taliban i Afghanistan, værtskabet for VM i fodbold i 2022 og et til tider stormfuldt forhold til Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og de øvrige nordiske fodboldforbund har bedt det Internationale Fodboldforbund, Fifa (Fédération Internationale de Football Association) lægge fornyet pres på magthaverne i Qatar forud for næste års VM-slutrunde, så arbejdstagerrettighederne i landet kan blive forbedret.

DBU’s bekymringer har baggrund i en rapport fra Amnesty International, der i slutningen af august 2021 satte fokus på Qatars manglende evne til at undersøge, behandle og forebygge dødsfald blandt migrantarbejdere i landet. I rapporten fremgik det blandt andet, at over 15.000 migrantarbejdere er døde i Qatar i perioden 2010-2019. Tallet omfatter migrantarbejdere i alle arbejdsfunktioner – også dem der ikke har relation til VM-byggerier og infrastrukturelle projekter i forbindelse med fodboldslutrunden.

DBU har sagt, at de fortsat vil presse på for, at der hele tiden sker forbedringer i Qatar. DBU slår dog samtidig igen fast, at et dansk VM-boykot aldrig kan komme på tale

DBU og andre europæiske fodboldforbund har tidligere rejst kritik og sendt breve til Fifa med spørgsmål og krav til ændringer for migrantarbejdernes forhold i Qatar.

Fifa blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af Fifa

Lionel Messi

Lionel Messi skiftede fra Barcelona FC til Paris Saint-Germain Football Club i Paris. Klubbens hjemmebane er Parc des Princes med plads til 48.712 tilskuere. PSG spiller til dagligt i den bedste franske række, Ligue 1. Klubben, der er en af de mest vindende klubber i fransk fodbold, er ejet af ørkenstaten Qatar.

Messi er dermed indrulleret i den propagandaindsats Qatar har iværksat forud for fodbold-VM i 2022, hvor blandt andet menneskerettigheds-situationen i Qatar er i fokus. Imageindsatsen – den såkaldte ”sportswashing” – betegner den praksis hvor en person, en gruppe, et selskab eller en nationalstat bruger sport for at forbedre sit omdømme ved at være vært for en sportsbegivenhed, køb eller sponsorering af sportshold eller ved deltagelse i selve sporten.

Beslutningen om VM

Allerede den 2. december i 2010 traf Fifa beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar. De øvrige kandidater dengang var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Beslutningen har givet anledning til mistanke og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og fransk politi viste interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor Michel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Emiratet

Den 3. september 1971 opnåede Qatar selvstændighed. Landet havde inden været et britisk protektorat. Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

I december 2010 blev Fifa’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort, og Platini modtog i februar 2011 en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget i 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab og Taliban i Afghanistan blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var en endog meget god ven af Qatar.

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen og nuværende gesandt for Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017.

Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, og premierminister, Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani, og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen allerede var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Justitsminister i KVR-regeringen, Knud Thestrup, der også var formand for De Konservative, fik i 1969 gennemført afskaffelse af voksencensuren til film og gjorde Danmark til det første land i verden, som frigav billedpornografi.

Da De Konservative i 2013 fremlagde et forslag om at skabe bedre rettigheder for prostituerede, så de blandt andet kunne få dagpenge og melde sig ind i en A-kasse, var forslaget ifølge De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado, hentet direkte hentet tv-serien Borgen.

Mercado understreger i Berlingske Tidende, at ideen om at skabe bedre forhold for de prostituerede langt fra er død, og ”når der igen kommer en borgerlig regering”, vil hun genoptage arbejdet med at forsøge at sikre de prostituerede flere rettigheder.

I det hele taget er De Konservative tilsyneladende med på den værste: De vil gøre det muligt for transkønnede børn at skifte navn helt ned til 12-årsalderen uden forældrenes samtykke – hvis barnet identificerer sig med et andet køn end det biologiske – altså Søren bliver til Sofie eller omvendt. Vel at mærke uden hverken juridisk eller biologisk at ændre køn.

Det skal også være lettere for en transkønnet forælder at skifte titlen som far ud med mor – og omvendt.

De Konservative argumenterer med, at de er ”nødt til at følge med tiden”, siger Birgitte Klintskov Jerkel og tilføjer, at de er ”opmærksomme på de strømninger, der er i samfundet”.