Hvordan bør vi reagere mod Rusland

Baggrunden for Ruslands overfald på Ukraine kan føres tilbage til ”Den Orange Revolution”. Revolutionen var en række protester og politiske begivenheder, der fandt sted i Ukraine fra slutningen af november 2004 til januar 2005, umiddelbart efter det ukrainske præsidentvalg den 21. november 2004, som var præget af massiv korruption og valgsvindel.

Den ukrainske hovedstad, Kiev, var centrum for den folkelige modstand, hvor tusindvis af demonstranter demonstrerede dagligt mod det manipulerede udfald af præsidentvalget mellem spidskandidaterne Viktor Jusjtjenko og Viktor Janukovitj til fordel for sidstnævnte.

Protesterne resulterede i at afstemningsresultatet blev annulleret, og Ukraines højesteret bestemte, at der skulle afholdes omvalg den 26. december 2004.

Valget blev nøje overvåget af indenlandske og internationale observatører og valget blev erklæret for at være ”frit og retfærdigt”.

Resultatet var en klar sejr for Viktor Jusjtjenko, der fik omkring 52 pct. af stemmerne, sammenlignet med Janukovitj’s 45 pct.

Viktor Jushchenko, leder af det Rusland-uafhængige nationalistiske parti, Our Ukraine, blev erklæret den officielle vinder, og med sin indsættelse den 23. januar 2005 i Kiev sluttede den orange revolution.

Ved præsidentvalget i 2010 fik Viktor Janukovitj revanche og efterfulgte Jusjtjenkos som Ukrainsk præsident, efter at den centrale valgkommission og internationale observatører erklærede, at præsidentvalget blev gennemført retfærdigt.

Den Moskva-venlige Viktor Janukovitj blev fordrevet fra magten fire år senere efter Euromaidan-sammenstødene i februar 2014 på Kievs Uafhængighedsplads – den såkaldte Revolution of Dignity. I modsætning til den blodløse Orange Revolution resulterede disse protester i mere end 100 dødsfald, der hovedsagelig fandt sted mellem den 18. og 20. februar 2014.

Annekteringen af Krim

Udviklingen i Ukraine førte til en eskalering af den bredere russisk-ukrainske konflikt. Mellem den 20. februar og den 26. marts 2014 invaderede Rusland Krim-halvøen. Den 18. marts 2014 annekterede Rusland Krim fra Ukraine.

Udviklingen i konflikten siden 2014

I april 2014 proklamerede prorussiske separatister Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Republikkerne erklærede sig uafhængige af Ukraine og erklærede den 22. maj 2014 dannelsen af en konføderation mellem republikkerne under navnet Konføderationen Nyrusland. De to republikker var ikke indtil 2022 anerkendt af noget FN-medlemsland. Republikkerne blev anerkendt af en anden udbryderstat, Syd-Ossetien, hvis uafhængighed fra Georgien blev anerkendt af Rusland den 26. august 2008 efter en kort krig mod Georgien.

Rusland afholdt sig umiddelbart fra at anerkende folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk, men i forbindelse med konflikten mellem Rusland og Ukraine meddelte Rusland den 21. februar 2022, at Rusland anerkender folkerepublikkerne og at russisk militær skal opretholde “lov og orden” i republikken. Den 22. februar 2022 underskrev parlamenterne i Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk en traktat med Rusland om gensidigt forsvarssamarbejde, der bl.a. forpligter Rusland til at forsvare angreb på folkerepublikkernes territorium.

Ukraine efter 2014

Siden 2014, hvor den ukrainske regering har orienteret sig mod Vesten for politisk og militær støtte, er Vladimir Putins fjendtlighed vokset. Den orange revolution og udviklingen i Ukraine (og andre tidligere Sovjetrepublikker) er i Moskva og Minsk fulgt med voksende ubehag.

Både Rusland og Hviderusland/Belarus er kritisk overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA og stærkt bekymrede over Vestens hang til demokrati-eksport, frem for alt initiering af og støtte til såkaldte farve revolutioner, som i Moskva og Minsk opfattes som ”statskup organiseret udefra” (af Vesten).

Sanktioner

Vesten, dvs. EU, USA, Canada m.fl. har i anledning af Ruslands annektering af Krim, nedskydningen af et malaysisk passagerfly over Ukraine og mordforsøget på Sergej Skripal i Salisbury indført økonomiske sanktioner mod Rusland.

Sanktionerne, der primært har været rettet mod russiske oligarker, har ikke gjort en eneste forskel for Putins politik. Sanktionerne har ikke fremkaldt så meget som et udtryk for beklagelse, langt mindre en kursændring. Det, de gjorde, var naturligvis at uddybe Putins i forvejen ulmende had til Vesten.

Den eneste reelle værdi i at straffe oligarker har været, at det har bevirket at vestlige lande har følt sig godt tilpas, og det har set ud som om man gjorde noget.

De økonomiske sanktioner, der nu tegner sig: Annulleringen af Nordstream II-gasrørledningen, afskæring af russiske bankers adgang til Swift-systemet og en væsentlig større personkreds, der rammes af sanktioner – indefrysning af aktiver, indrejseforbud m.v. – kan have en større effekt.

Det er imidlertid kun egentlige handelsrestriktioner, herunder øjeblikkeligt stop for handel med olie og gas, der kan forventes at virke.

Bagsiden er, at sådanne sanktioner også komme tilbage til os selv – blandt andet i form af højere energipriser.