Har vi overhovedet et dueligt dansk forsvar?

Forsvarsvenlige kredse var ellers ganske fortrøstningsfulde, da det nuværende forsvarsforlig blev indgået i januar 2018.

Forligspartierne, der omfattede Konservative, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, aftalte dengang et substantielt løft i forsvarsbudgettet, der indebar at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist blev tilført så mange mia. kr., at Danmark i 2023 ville bidrage med 1,5 pct. af BNP. Ikke helt nok til at nå det aftalte mål på 2 pct., men dog en klækkelig stigning.

Målet med de nu påbegyndte forhandlinger er først og fremmest en enig principbeslutning om en konkret dato for, hvornår Danmark skal nå et forsvarsbudget, der udgør to procent af bruttonationalproduktet. Den enighed skal så være ramme for forhandlingerne om det næste forsvarsforlig, der begynder på et tidspunkt i løbet af i år.

Imidlertid har Forsvaret ikke været i stand til at bruge pengene fra det nuværende forsvarsforlig på en måde, der faktisk styrkede forsvaret. Det er efterhånden velbeskrevet, at helt centrale dele af det nuværende forlig ikke vil være opfyldt, når det udløber i 2023. Kampklare tanks er på et minimum, og når det drejer sig om etablering af en kampklar brigade på 4.000 soldater, har det lange udsigter. Blandt andet mangler brigaden det luftforsvar, som er afgørende for at kunne kæmpe selvstændigt. Yderligere mangler Søværnet både sonar til bekæmpelse af ubåde og missiler, der skal gøre fregatterne i stand til at forsvare det danske luftrum. Både brigaden, sonar og missiler blev der afsat penge til i forliget. Men eksempelvis missilerne har forsvarets indkøbere ikke kunnet skaffe.

Det danske hjemmeværn var i forsvarsforliget tiltænkt en central rolle. På trods af Hjemmeværnsledelsens skønmaleri, rejser den stadig nedgang i antallet af aktive tvivl om Hjemmeværnet reelt har mulighed for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

Hjemmeværnet fik i forliget flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi terræn sløring”. Stadigvæk er enhver Hjemmeværnsmønstring af de stadig færre aktive et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning samt fantasifuldt privat anskaffet udstyr.

Et eksempel. Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forlades, og opgaverne samles på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, betydet, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Den russiske invasion i Ukraine har grundlæggende ændret vilkårene for europæisk forsvarspolitik. Hvis det ikke stod klart før, gjorde det efter den historiske tale, som den tyske kansler, Olaf Scholz, holdt søndag den 27. februar 2022. Tyskland skal fremover opfylde sit løfte om at bruge to procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret. Det betyder 100 milliarder euro ekstra, lovede Scholz.

Efter den tale var der reelt ingen om- eller udvej for de øvrige NATO-lande – herunder Danmark. De to procent, der blev aftalt i 2014 på NATOs topmøde i Wales, er ikke længere en tåget målsætning, men et uomgængeligt vilkår.

For de danske forsvarsudgifter er prisen for det vilkår i omegnen af ekstra 18 milliarder kroner årligt, når målet er opfyldt.

Det er derfor glædeligt, at ansvarlige danske partier nu har sat sig til forhandlingsbordet for at aftale rammerne for næste forsvarsforlig.

At det også skulle indebære politisk enighed om, ved en folkeafstemning at foreslå at det danske forsvarsforbehold i EU ophæves, er ingenlunde selvklart.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast -senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen vil ikke røre ved forsvarsforbeholdet, men samtidig tilkendegives det, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Efter regeringens opfattelse er en slagkraftig dansk våbenindustri nu nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Spørgsmålet er, om tiden er moden til igen at rejse spørgsmålet om forsvarsforbeholdet? De seneste meningsmålinger har indikeret, at hovedparten af den danske befolkning betragter Nato-samarbejdet som den primære garant for dansk sikkerhed.