Danmark strategiske partner Indien og Ruslands invasion af Ukraine

Mette F Indien

Den 2. marts 2022 var der i FN’s Generalforsamling afstemning om en resolution, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine.

141 lande af 193 stemte FOR. 5 lande stemte IMOD (Rusland, Syrien, Hviderusland, Eritrea og Nordkorea) og 35 lande afstod fra at stemme. Herunder lande som Kina, Vietnam og Indien.

Hvis Danmark havde forventet, at Indien ville bakke op om den internationale fordømmelse af Rusland, tog man fejl.

Vesten ser ofte Indien som en ven, og som en værdifuld strategisk partner. Danmark og Indien er således gået sammen om et vidtrækkende grønt strategisk partnerskab, men spørgsmålet er hvor langt partnerskabet rækker?

Når Danmark, europæere og amerikanere forventer, at Indien skal fordømme Ruslands invasion af Ukraine, er det et udtryk for manglende historisk og realpolitisk forståelse for Indien.

Indien har sine egne problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Indien er et demokrati, men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg i 2019, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina og terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af imperialistiske kinesere, bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der, siden Narendra Modi blev premierminister i 2014, sket en markant forværring af forholdene for medlemmer af andre trosretninger end hinduismen.

I Indien er en helt vild nationalistisk strømning intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), og Gandhis og Nehrus liberale Indien er i færd med at blive forvandlet til en intolerant hindustat.

De mest barbariske hindu-ritualer er i dag modereret, men i synet på kvinder er hinduismen stadig speciel. Når en hindu-kvinde mister sin mand, bliver hun ifølge hinduistisk tradition uren. Mange enker ender derfor som udstødt på gaden eller i byens enkehus. Langt større respekt får enken derimod, hvis hun frivilligt brændes levende på mandens ligbål.

Selv om enkebrændinger eller Sati-selvmord betragtes som det ultimative kærlighedsoffer, blev de officielt forbudt i 1829 og er efterhånden en sjældenhed, selvom de stadig finder sted primært i det nordlige Indien.

Efter en meget omtalt enkebrænding i 1987, hvor flere hundrede mennesker var samlet på bålpladsen i delstaten Rajasthan, viste en meningsmåling i The Times of India, at 63,4 procent af indere støttede enkebrænding.

Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommission for International Religiøs Frihed de seneste to år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Forfølgelser på alarmerende højt niveau

Der er ingen tvivl om, at der sker krænkelser af tros- og religionsfriheden i Indien. Religiøse minoriteter i Indien oplever stigende chikane, diskrimination og endda vold fra både statslige og ikke-statslige aktører. Statsborgerskabsloven fra 2019 er et tydeligt eksempel på statslig diskrimination af muslimer. Og under corona-pandemien har mange muslimer oplevet at blive gjort til syndebukke for virussen. Men også kristne er ifølge flere internationale og indiske kristne NGO’er udsat for chikane, hærværk og vold i stadig større grad.

Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Vil Indien udvikle sig til et egentligt Hindustan?

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Vestens fejltolkning af Indien

Hvis man ikke havde været forblændet af en karismatisk premierminister Narendra Modi og mulighederne på et marked med 1,2 mia. mennesker ville man have vidst, at Indien konsekvent har undladt at stemme i FN, når kritik af Rusland er på agendaen. Det blev resultatet i sikkerhedsrådet og var det igen ved onsdagens hastemøde i FN’s Generalforsamling om Ruslands invasion af Ukraine. Også ved fredagens afstemning FN’s Menneskerettighedsråd forholdt Indien sig tavs.

Indiens prioriteter i FN bør opfattes som et nyttigt wakeupcall til dem i Vesten, der taler om Indien som en del af en alliance af demokratiske lande.

Indien afviser kritikken som et udtryk for Vestens manglende forståelse for landets lange og komplekse forhold til Rusland.

Hvor var støtten fra USA og Europa i den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina? Hvor var støtten fra vesten i den permanente konflikt med atommagten Pakistan?

Sovjetunionens støtte efter selvstændigheden

Det må ikke glemmes, at Sovjetunionen var en betydelig støtte for den indiske republik i de første år efter uafhængigheden fra britisk kolonistyre i 1947. Det udviklede sig til et tæt diplomatisk samarbejde under Den Kolde Krig, hvor Indien kunne regne med sovjetisk opbakning i FN’s Sikkerhedsråd. Men den mest skelsættende periode var den støtte, Sovjetunionen gav Indien under krigen i 1971 og 1972, der førte til løsrivelsen af Bangladesh fra Pakistan. Indien gik ind i konflikten på de bengalske separatisters side. Både for at svække ærkerivalen Pakistan og for at modsætte sig de brutale overgreb, den pakistanske hær udførte mod civilbefolkningen.

USA og de fleste Vesteuropæiske lande stod på den anden side.

Indiens relationer til Rusland er i dag en kompleks størrelse. De er både baseret på stærke følelser og på realpolitik. Siden Indiens første køb af MiG-2 kampfly tilbage i starten af 1960’erne har våbenhandel været hjørnestenen i det bilaterale forhold.

Ifølge Stockholm International Peace Research Institute kom omkring 65 procent af Indiens militærimport i perioden fra 1950 til 2020 fra Sovjetunionen eller Rusland. Det betyder, at det indiske militær er dybt afhængig af reservedele og opgraderinger fra russiske producenter. Ret beset har Indien ikke mulighed for at bryde ud af forholdet.

Det vil tage langt tid for Indien at mindske den afhængighed, men tendensen er der. Den russiske andel af de indiske våbenkøb er faldende. Økonomisk er der heller ikke meget at komme efter. Samhandlen mellem Rusland og Indien er en tiendedel af handlen mellem USA og Indien.

Indien vil følge sin egen vej

Den indiske elite føler sig væsentligt bedre hjemme i London og Washington D.C. end i Moskva. Traditionelt har non-alignment været den røde tråd i indisk udenrigspolitik. Og selv om den indiske regering i dag foretrækker udtrykket ”strategisk autonomi”, er den underliggende præmis den samme: Indien vil være sin egen og ikke vikles ind i alliancesystemer.

Det enorme sydasiatiske land vil ses som en stor nation og magt i sin egen ret. Gode relationer til USA bliver af de fleste indere set som en nødvendighed for at kunne indfri den ambition. Det er blevet sat på spidsen på grund af grænsestriden med Kina, der har forværret det i forvejen anspændte forhold til nabolandet.

Lige nu sammenligner nogle situationen i Ukraine med, hvad der skete i Afghanistan for bare seks måneder siden, hvor det afghanske folk blev forrådt. Amerikanerne efterlod dem i hænderne på en terrororganisation.

I indisk optik beror konsekvenserne af krigen i Ukraine for Indien i meget høj grad – ikke så meget hvad den indiske regering gør eller siger i FN – men hvordan forholdet mellem Kina og Rusland udvikler sig.

Den russiske valuta styrtdykker og sanktionerne kommer til at gøre ondt. Hvis konflikten betyder, at Rusland kommer tættere på Kina, vil den russiske mulighed for beskytte Indien og tale Indiens sag forsvinde.

I det scenario vil Kina kunne isolere Indien, og det er måske det der tæller mest i Delhi.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s