Ukraine og Danmarks holdning til Rusland

Donbass
Donbass and Crimea, political map. Crimea peninsula on the coast of Black Sea, and Donbass region, formed by Donetsk and Luhansk region. Disputed areas between Ukraine and Russia. Illustration. Vector

Efter planerne afvikles Champions League-finalen den 28. maj på Gazprom Arena i russiske Sankt Petersborg.

Imidlertid forbyder Ruslands ageren overfor Ukraine efter manges opfattelse, at arrangementet kan afvikles som planlagt. Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har den 22. februar 2022 foran det britiske Underhus gjort det klart, at det er utænkeligt ”at afholde fodboldturneringer i et Rusland, der invaderer suveræne lande”.

EU, UK og USA har allerede indført sanktioner som modsvar til den russiske anerkendelse af to østukrainske regioner som selvstændige republikker og indsættelsen af russiske tropper i området. Den mest bemærkelsesværdige sanktion er den tyske regerings beslutning om at stille certificeringen af Nordstream 2-gasrørledningsprojektet i bero.

Mens statsminister Mette Frederiksen ikke har forholdt sig til Champions League, har Dansk Boldspil-Union (DBU) henvist til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som i sin seneste melding, for nuværende, ikke varsler ændringer i programmet.

Af russiske fodboldklubber er kun Zenit St. Petersborg og Spartak Moskva tilbage i Champions League i denne sæson, men alligevel er den russiske indflydelse stor.

Det russiske gasselskab Gazprom, der ejer Nordstream 2, har langvarige og økonomisk omfattende kommercielle sponsorarrangementer med Uefa.

Dansk fordømmelse

Mens analytikere kan identificere flere overordnede logikker i Ruslands forhold til Ukraine og Vesten, som kan give et vidnesbyrd om Putin-styrets strategiske mål, har udenrigsminister Jeppe Kofod foreløbig sagt, at Ruslands anerkendelse af Donetsk og Luhansk som uafhængige stater strider mod folkeretten, Minsk-aftalerne og Ruslands internationale forpligtelser, og at vi fra dansk side på det kraftigste fordømmer Ruslands ageren. Dette budskab er også under et møde i Udenrigsministeriet tirsdag den 22. februar 2022 meddelt Ruslands ambassadør, Vladimir Barbin.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn holder ekstraordinært møde onsdag den 23. februar 2022 kl. 14.30 om situationen i Ukraine. Fra regeringen deltager udenrigsministeren og forsvarsministeren.

Ambassaden i Moskva

Samtidig oplyser Danmarks ambassadør i Moskva, Carsten Søndergaard, på ambassadens hjemmeside, at “Relations between Denmark and Russia lie in the center and go many years back. We have had diplomatic relations for 525 years”. Det tilkendegives endvidere, at opgaven med at tage vare på danske interesser bestræbes på at foregå ”through dialogue and cooperation between our two countries in all areas – political, economic, commercial and cultural. We also support broader Danish-Russian and Danish-Belarussian contacts and mutual understanding through assistance and advice to journalists, students, researchers and others”.

Forholdet til Rusland efter 2014

På grund af Ruslands anneksion af Krim har Rusland siden marts 2014 været udelukket fra samtaler med G7-landene, der består af USA, Canada, Tyskland, Storbritannien, Italien, Frankrig og Japan.

Ruslands ageren på Krim og i Ukraine har betydet, at Nordisk Ministerråd, EU, UK og USA m.fl. har været fast besluttet på, at opretholde sanktionskursen over for Rusland.

Når Rusland har været udelukket fra bl.a. OL i 2020 samt vinter-OL i 2022 hænger det sammen med, at den omfattende dopingskandale i Rusland førte til, at Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har vedtaget, at Rusland skal udelukkes fra international sport i fire år.

Det har stedse lydt, at sanktionerne mod Rusland ikke ville blive bragt til ophør, førend Moskva overholder Minsk-aftalen. Samtidig har det internationale samfund holdt Rusland ansvarlig for de militante separatisters fremfærd i Østukraine.

Danmarks forhold

Mens det internationale samfund har været klar i mælet, har de danske signaler undertiden været uldne og uklare.

I en opsigtsvækkende kronik i Berlingske Tidende den 21. august 2017 gav Danmarks daværende ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, blandt andet udtryk for, at efter hans opfattelse er Danmarks nærområder ikke truet af en militær operation fra russisk side.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen kritiserede prompte Thomas Winkler. ”Den kronik var helt ved siden af”, fastslog han i oktober i DR2’s Deadline, hvor Claus Hjort Frederiksen også beskyldte Thomas Winkler for at have ”stor sympati for russerne”.

Den daværende udenrigsminister fra Liberal Alliance, Anders Samuelsen, måtte i anledning af diskussionen i Folketinget svare på et spørgsmål fra Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen.

I svaret erklærede Anders Samuelsen sig uenig i kritikken af ambassadør Winkler: ”Vores ambassadør i Moskva gav i en kronik 21. august 2017 et perspektiv på truslen fra Rusland set fra Moskva. Det, synes jeg, er et vigtigt perspektiv at få med i debatten ikke mindst i forsøget på at forstå de russiske bevæggrunde og få et bud på en analyse af maskinrummet bag Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitik”, skriver udenrigsministeren i svaret, og fortsætter: ”Jeg synes, at man i kronikken kan finde mange nuancer og bestemt ikke en afvisning af, at der findes russiske trusler også mod Danmark. Der er på ingen måde tale om et politisk indlæg i debatten endsige en sympatitilkendegivelse over for Rusland”.

Udenrigsministeriet har sin egen politik

Anders Samuelsens forgænger, den nuværende FN-gesandt, Kristian Jensen, svarede i september 2016 i Berlingske Tidende på Dansk Folkepartis Marie Krarup, der den 12. september i Berlingske Tidende om Putins aggression mod Ukraine skrev, at: ”Rusland handlede rationelt i forlængelse af deres nationale interesser forstået i geopolitiske og nationale termer”.

Under overskriften ”Konsekvent kurs over for Rusland” skrev udenrigsministeren bl.a.: ”En af de store opgaver i forhold til Rusland består i at vise fasthed. Jeg tror ikke, at Putin har respekt for dem, der vakler. Jeg tror heller ikke, at danskerne har noget langsigtet at vinde på at være Putins nyttige idioter”.

Noget tyder imidlertid på, at uanset holdningen hos skiftende udenrigsministre, forfølger Udenrigsministeriet sin egen politik. I hvert fald blev Kristian Jensens tilsyneladende stålsatte holdninger svækket af Udenrigsministeriets opportunistiske tilgang til selvsamme Rusland.

Kristian Jensens mand i Moskva var den kronikskrivende ambassadør, Thomas Winkler, der dengang på trods af Ruslands annektering af Krim frejdigt skrev på ambassadens hjemmeside: ”The current political environment should, however, not prevent Danish companies from taking advantage of the opportunities that do exist. That would be an opportunity lost. This is where I hope you will let Trade Council Russia (The Commercial Department at the Embassy in Moscow and the General Consulate in St. Petersburg) help you, get the right understanding of the market, get the right contacts, all in the aim to get the contracts and the sales!”

Sanktionskursen

Mens EU opretholdt sanktionskursen over for Rusland, Nordisk Ministerråd blæste til kamp mod russisk propaganda, og skiftende regeringer og et flertal i Folketinget har været særdeles kritisk overfor Putins Rusland, har den danske ambassade i Moskva og Det Danske Kulturinstitut plejet venskabelige, kommercielle og kulturelle forbindelser til Rusland.

Uanfægtet af sanktionspolitikken arbejder Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg energisk på at udbygge og styrke de dansk-russiske forbindelser. Instituttet skaber kontakter og medvirker til udvekslinger, der kan fremme forståelsen mellem Danmark og Rusland. Instituttet arbejder tæt sammen med den Danske Ambassade i Moskva.

Mens Danmark officielt er kritisk overfor Rusland, udbygger Danmarks stedlige repræsentanter de venskabelige forbindelser til Putins Rusland. Det er bl.a. sket indenfor rammerne af den rammeaftale, som Ruslands vicekulturminister Alla Manilova og Danmarks daværende ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, underskrev den 30. juni 2014.

Aftalen om gensidig kulturudveksling og fremme af den kulturelle dialog mellem de to lande mellem det danske Kulturministerium og Den Russiske Føderations Kulturministerium understreger ifølge Kulturministeriet ”vigtigheden af den kulturelle forståelse og venskabelig forbindelse mellem de to lande”.

Udenrigsministeriet – en stat i staten?

Der har på det seneste også været stillet spørgsmål til, om det omfattende aftalekompleks mellem Danmark og Kina rejser tvivl, om der reelt er bund i den kritik af Kina, som udenrigsminister Jeppe Kofod fra tid til anden giver udtryk for?

Den synlige uenighed i den danske regering i 2016 om holdningen til Rusland bekræfter det gamle udsagn om, at udenrigsministre kommer og går, men Udenrigsministeriet består!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s