Mandag den 30. november 2015 mødes 190 lande i Paris. 150 lande er repræsenteret af stats- og regeringschefer ved det 21. årlige møde blandt parterne – Conference Of the Parties (COP) – i FN’s Klimakonvention fra 1992 (United Nations Framework Convention on Climate Change – UNFCCC). Det er samtidig det 11. møde blandt de lande, der underskrev Kyoto Protokollen i 1997.

Legally binding and universal agreement on climate

Målet med konferencen har været, at alle verdens lande skulle blive enige om ikke kun en aftale, men en “legally binding and universal agreement on climate”, der begrænser udledningen af CO2 i atmosfæren og sikrer, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader. Forud for COP21 har klimaforhandlerne da også holdt et utal af møder og afbrændt uanede mængder af flybenzin. Ved konferencens begyndelse ligger der da også på bordet et udkast til en global klimaaftale. Problemet er, at udkastet er monstrøst – 55 sider med over 1.000 kantede parenteser om tekst, der ikke på forhånd er enighed om.

Ambitionen er så, at i tiden frem til den 11. december, hvor konferencen slutter, skal 190 lande enes om at parenteserne hæves og sidetallet barberes kraftigt ned. Dokumentet skal gøres så appetitligt, at alle kan underskive en juridisk bindende aftale, der sikrer at CO2-udledningerne begrænses så meget, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader.

Det tør jeg godt garantere ikke vil ske!

Problemerne med en juridisk bindende aftale

EU har sammen med en række udviklingslande insisteret på en juridisk bindende aftale. Fordelene ved en juridisk bindende aftale er bl.a. at det ville indebære etablering af en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, har allerede gjort det klart, at USA hverken kan eller vil indgå en bindende aftale. Det skyldes, at amerikanerne skal ratificere en international juridisk bindende aftale i Kongressen, hvor det klimaskeptiske republikanske parti har flertal i begge kamre. Men USA tager også hensyn til holdningen i Kina og Indien, som USA har arbejdet tæt med op til COP 21. Både Kina og Indien har brug for mere tid før de forpligtes til at reducere CO2-udledningerne. Kina har meddelt, at først fra 2030 vil de være parate til reduktioner. Det må antages, at en række andre lande ligeledes vil blokere for en juridisk bindende aftale.

Hvem skal betale klimaregningen på 100 mia. dollar?

Finansiering og opdelingen mellem i- og ulande vil vanskeliggøre forhandlingerne. Industrilandene forpligtede sig allerede ved COP15 i København til at støtte ulandenes omstilling til vedvarende energi – den såkaldte klimafinansiering – med 100 mia. dollars om året fra 2020. Problemet er, at selvom der er gået seks år, er det endnu ikke besluttet, præcis hvor pengene skal komme fra. En anden udfordring ligger i definitionen af, hvilke lande der er rige og fattige. Udgangspunktet for en række lande har ændret sig, siden opdelingen blev vedtaget i 1990’erne. Det gælder for eksempel økonomisk velstillede eller hastigt voksende udviklingslande som Singapore, Sydkorea eller Kina. De nuværende industrilande vil kæmpe for, at disse nationer skal tage del i ansvaret for at finansiere omstillingen til grøn energi, mens de rige udviklingslande vil holde fast i deres status som ulande for at undgå økonomisk ansvar.

Andre blokeringer

De målsætninger de enkelte lande har anmeldt forud for COP21 vil næppe være tilstrækkeligt til at sikre at temperaturstigningen holder sig under 2 grader i 2050. En række lande insisterer derfor på, at målsætningerne skal kunne hæves yderligere frem mod 2050. Lavtliggende lande og østater er ikke tilfreds med målsætningen på 2 grader, der ikke vil forhindre massive oversvømmelser m.v. Disse lande presser på for at skærpe målsætningen til en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader inden 2050. Endelig er der en række lande, som Venezuela, Bolivia, Saudi Arabien m.fl. som prøver at smide grus i maskineriet og blokere for en aftale.

I mellemtiden går verden videre

For nogle måneder siden troede klima-optimisterne, at Paris-topmødet ville blive det store gennembrud. Men det ligger nu klart, at der ikke bliver tale om en global juridisk bindende aftale. Der tales om ”juridiske” tekster, der ikke vil sikre den nødvendige begrænsning af CO2-udledningen til atmosfæren. Hvis hver enkelt nation selv skal redegøre for sin interne udvikling, kan det være svært at sikre, at landene overholder deres egne mål. En juridisk bindende aftale ville sikre, at der skulle etableres en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

I mellemtiden kører kulkraftværkerne fortsat på spidsbelastning i f.eks. Kina, men også i lang række andre lande, for at imødekomme et stadig stigende energibehov. Eksempelvis udgør kul i Danmark 49 pct. af brændslet ved kraft- varmeproduktionen. I UK udgør kul 28 pct. af brændslet i elproduktionen. Et ton kul koster godt 43 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på godt 2 cent per kWh. Sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier. Det er derfor svært at bebrejde Kina og andre lande, som prøver at arbejde sig ud af fattigdommen, at de stadig satser på kulkraftværker.

Malta, Angela Merkel, Erdoğan og PutinDenmark joined the Schengen Agreement to form an area, where border checks on borders between member states were abolished, and instead checks are restricted to the external Schengen borders. Countries with external borders are obliged to enforce border control regulations. Countries may reinstate internal border controls for a maximum of two months for “public policy or national security” reasons. The Dublin regulation determines the EU member state responsible to examine an asylum application. When no family reasons or humanitarian grounds are present, the first member state that an asylum seeker entered – and in which they submitted their fingerprints – is responsible. If the asylum seeker then moves to another member state, they can be returned to the member state they first entered. These rules are placing a lot of responsibility for asylum seekers on member states on the EU’s external borders (like Italy, Greece and Hungary), instead of devising a burden-sharing system among EU states. The most effective solutions to deal with migrants should be inserted at EU level. Denmark cannot alone put an end to the war in Syria, ensure sufficient help to so called adjacent areas or ensure the external borders of Europe. These measures will take time, and in the meantime, the Danish Government has taken a number of initiatives in order to immediately put an halt to the influx of migrants to Denmark.

Danmark og de fleste andre EU-lande er enige om, at de mest effektive løsninger for at håndtere tilstrømningen af migranter til Europa fortsat skal findes på EU- og internationalt plan. Danmark kan ikke alene stoppe krigen i Syrien, sikre tilstrækkelig hjælp i nærområderne eller sikre Europas ydre grænser. Desværre tager det tid, og derfor har den danske regering ikke kunnet vente, men har taget en række initiativer til umiddelbare stramninger af flygtninge- og udlændingelovgivningen.

Men hvad er det for EU- og internationale tiltag, vi venter på?

EU’s håndtering af flygtningekrisen

EUs stats- og regeringsledere har netop været samlet på Malta til endnu et ekstraordinært topmøde for at håndtere krisen med den store tilstrømning til Europa. Efter seks måneder og lige så mange topmøder forsøger EU stadig at finde en fælles løsning på EU’s største udfordring i nyere tid. Sverige genindfører grænsekontrol, Slovenien bygger pigtrådshegn ligesom Ungarn, og nye asylstramninger er undervejs i Tyskland og Danmark. Problemet er, at grænsekontroller og hegn ved de indre grænser mellem Schengen-landene måske kan løse nogle akutte udfordringer, men at disse ”løsninger” blot skubber problemerne videre til nabolandene.

Trods åbenlyse vanskeligheder, tegner der sig alligevel konturerne af en EU-politik med 4 elementer: 1. De enkelte modtagelande skal have opbygget kapacitet til at kunne håndtere migranterne i det pågældende modtageland, herunder etablering af såkaldte ”transitzoner” – læs flygtningelejre – tæt på grænsen, hvor undersøgelsen af om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse og eventuelt asyl. De enkelte modtagelande skal have ret og kapacitet til at sende migranter tilbage. 2. Flygtninge, der opnår flygtningestatus og midlertidig eller permanent opholdstilladelse, skal fordeles mellem alle EU-landene. 3. Kontrollen med EU’s ydre grænse skal styrkes. Asylbehandlingen skal fortrinsvis gennemføres i transitzoner nær de ydre grænser. 4. Situationen nødvendiggør forhandlinger og aftaler med transitlandene – først og fremmest Tyrkiet, Libanon og Jordan. Problemet med migranter fra Afrika nødvendiggør aftaler med medlemmer af Den Afrikanske Union.

Mellem EU-landene er der endnu ikke enighed om, at mere permanent løsninger også indebærer et opgør med FN’s flygtningekonvention, som den bliver fortolket i dag.

Der vil være store økonomiske og politiske omkostninger og en gennemførelse af planen vil kræve en EU-ledelse, der stålsat kan true, lokke, bestikke og lirke en løsning igennem. Men tiden er knap – løsningerne på de mange udestående spørgsmål, skal foreligge inden det næste Topmøde om et par uger.

EU-ledelsen

Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009, og EU blev udstyret med en EU-præsident og en EU-Udenrigsminister (Unionens Høje Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik). I godt et år har posterne været besat med henholdsvis den tidligere polske statsminister Donald Tusk som EU-præsident og den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini som EU-udenrigsminister. Efter sigende arbejder både Tusk og Mogherini energisk, men alligevel er det den tyske kansler Angela Merkel, der frem for alle andre i alle væsentlige forhold tegner EU. Frankrigs François Hollande fremstår mere og mere patetisk, og enhver tanke om Frankrig som den ledende kraft i EU er for længst opgivet. Angela Merkel orker ikke engang længere at foregive, at alt hvad hun gør er efter nøje aftale, ja ligefrem på forslag fra Berlin-Paris aksens Hollande. David Cameron er trods et triumferende genvalg optaget af bare at holde Storbritannien inden for EU. Matteo Renzi i Italien og Alexis Tsipras i Grækenland har ligesom nok at gøre med landenes egne udfordringer. Resten kender vi ikke – Merkel stjæler hele billedet!

Den tilsyneladende tilforladelige Mutti, Angela Merkel, syntes at vokse hele tiden. Det var i realiteten hende, der holdt sammen på euroen under finanskrisen. Det var ikke eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem eller EU’s økonomikommissær, Pierre Moscovici, men Angela Merkel, der overtrumfede modstanden fra hendes egen finansminister Wolfgang Schäuble, og banede vejen for aftalen om Grækenland i august. Inden da, var det hende og ikke Federica Mogherini, der tog til Minsk og lavede en aftale med Putin om Ukraine, og det var hende, der skabte europæisk enighed om at indføre sanktioner mod Rusland. Det siges da også, at ifølge Vladimir Putin er Angela Merkel den eneste europæiske leder med nosser! Det er også Merkel, der under migrantkrisen har fået kritik af, at hun dristigt og næsten alene forsvarede hvad hun opfattede som europæiske værdier og bød flygtninge fra Syrien velkommen i Tyskland. Kritikere hævder, at Merkel har et medansvar for flygtningekrisen. Hendes imødekommenhed over for asylansøgere, har skabt et udbredt indtryk af, at EU stod med åbne arme – ikke kun for migranter fra Syrien og Mellemøsten, men også fra Afrika og Asien. Dermed skulle Angela Merkel have forårsaget en tsunami, der vil martre Europa i lang tid, og som kan medføre hendes eget politiske fald. Flygtningekrisen har betydet en udfordring for Angela Merkel, ingen tvivl om det. Men samtidig kan nærtstående berette, at under krisen har Merkel – den lutheranske præstedatter – angiveligt følt et kraftigt politisk og moralsk kald. Angela Merkels mange supportere påpeger, at det ikke var hende, der var årsag til flygtningestrømmen. Migranterne ville være kommet alligevel. Det hun gjorde, hedder det, var at afværge en humanitær katastrofe. Hegn ville ikke have holdt strømmen tilbage. Det er trods alt heller ikke Angela Merkel, der er årsag til de krigshandlinger, der i Syrien, Irak og andre steder driver familier fra hus og hjem. Der er heller ikke Merkel, der fastlægger politikken i de lande flygtningene passerer, før de kommer til Tyskland.

Hvad havde i øvrigt været alternativet, spørger de?

Skulle vi have negligeret flygtningekonventioner, international og europæisk ret og passivt set på, at flygtninge druknede eller omkom gurglende i deres eget blod i struber sønderrevet af grænsehegnenes pigtråd? Udviklingen i flygtningestrømmene har dog fået Merkel til at genoverveje situationen. I år ventes mindst 800.000 flygtninge til Tyskland, og flygtninge fra Syrien har som hovedregel hidtil fået flygtningestatus. Alene i august måned fik 38.650 syriske statsborgere flygtningestatus. EU-kommissionen har offentliggjort sin økonomiske efterårsprognose 2015. Her forudser man, at der ved udgangen af 2017 vil være kommet yderligere tre millioner flygtninge og migranter til EU-landene. Men tilstrømningen vil i realiteten blive langt større. For det første kan det meget vel være, at tallet tre millioner vil vise sig for lavt sat. I den seneste tid er forudsigelserne konstant blevet revideret opad. For det andet har man ikke regnet de familiesammenføringer med, som flygtningene i anden omgang vil få. Gør man det, når tallet snarere op omkring 10 millioner mennesker. Det er da også indiskutabelt, at hendes afvisning af at angive en øvre grænse for antallet af flygtninge har forårsaget stigende bestyrtelse i Tyskland og kritik i udlandet. Tyske Länder og kommuner protesterer, der er uro i regeringen, og visse østeuropæiske lande beskylder hende for “moralsk imperialisme”. Fredag den 6. november blev det i Berlin oplyst, at den tyske koalitionsregering nu har besluttet at skærpe kursen. Fremover vil syriske flygtninge ikke det første år få asyl eller have ret til familiesammenføring. Flygtningene vil modtage en såkaldt subsidiær beskyttelse med begrænset opholdstilladelse uden ret til familiesammenføring. Dagen efter blev oplysningerne dementeret, og afslørede dermed, at der internt i den tyske regering er betydelig uenighed. Kanslerkontoret var ikke orienteret, men CDU-indenrigsminister Thomas de Maiziére støttes øjensynlig af den stærke finansminister Wolfgang Schäuble og af CSU i Bayern. Angela Merkel må dog også tage hensyn til den stadig ”flygtningevenlige” regeringspartner, SPD.

Hvorfor Merkel er betydningsfuld

Merkels styrke afspejler til dels betydningen af Tyskland som EU’s suverænt største økonomi, EU’s største eksportør og med sunde offentlige finanser og historisk lav ledighed. Merkel er også den længst siddende regeringschef i EU -10 år! Det er egentlig mærkeligt, at Angela Merkel er nået så langt. Hendes tilbageholdende fremtræden – har vi f.eks. nogensinde set hende tage selfies med Obama til en begravelse? – kan bedrage, men objektivt set er hun langt fra perfekt. Hun er f.eks. ikke nogen stor taler og hun synes heller ikke at have udviklet grandiose politiske visioner for Tyskland eller EU. Til gengæld kan hun om nødvendigt falde i med sine omgivelser og føre venstreorienteret politik når det kræves, og samtidig – hvis situationen tilsiger det – stille og roligt, men skånselsløst eliminere potentielle rivaler. Hendes naturlige tålmodighed og gode nerver betyder, at hun kan vente på at træffe de store beslutninger til der er kommet nye brikker på bordet, der gør det muligt at lukke spillet. Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: hun kan vente indtil hendes døde fjender driver ned af floden med opspilet bug! Det kan ikke udelukkes, at denne ”tålmodighed” under både eurokrisen – og nu flygtningekrisen – har bidraget til at forværre kriserne.

Merkel er ikke færdig

Det vil dog være forkert at antage, at Angela Merkel står over for detronisering. Hun er stadig den unestridte leder af den Kristelige Demokratiske Union (CDU). En nylig meningsmåling viste, at 82 pct. af CDU-medlemmerne godkender hendes lederskab, og 81 pct. vil have hende til at stille op til en fjerde periode som kansler ved valget i 2017.

EUs ydre grænse

Beskyttelsen af den ydre grænse overstiger langt kapaciteten i EU’s grænseagentur, Frontex. Medlemslandene er tilbageholdende, agenturet har langt fra fået det antal grænsevagter, man har bedt om. Tyrkiet Selv med et mere effektivt grænseagentur kræver det samarbejde med transitlandene, hvis migrantstrømmene skal begrænses. En aftale med præsident Recep Tayyip Erdoğan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, om Tyrkiets rolle som EU’s dørstopper vil kræve, at EU betaler og giver politiske indrømmelser, herunder vender det blinde øje til forfølgelsen af kurdere og den udhuling af menneskerettigheder, der syntes at foregå i Tyrkiet. EU-Kommissionen har den 10. november offentliggjort den årlige rapport om, hvordan Tyrkiets optagelsesproces til EU skrider frem. Her bliver der fundet alvorlige problemer med blandt andet det tyrkiske retssystem. Rapporten har været udsat for ikke at kollidere med det tyrkiske parlamentsvalg den 1. november.

Helt uventet gennemførte Angela Merkel et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015.

Under besøget forhandlede hun en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge skal støttes med mere end 3 mia. euro om året, kravet om visum til tyrkiske rejsende skal opgives og forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU skal snarest genoptages. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Topmødet på Malta har øjensynlig sat fart i samarbejdet med Tyrkiet. EU-Kommissionen afholdt inden Malta-mødet, søndag den 25. oktober 2015, et mini-topmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. På Malta havde EU-kommissionen derfor forhåndstilslutning til Merkels forhandlingsresultat, og herunder forslaget om at pumpe over 3 milliarder euro i Tyrkiet. Langt de fleste penge skal komme fra medlemslandene. Tyrkerne får stillet visumfrihed og forhandlinger om optagelse i EU i udsigt. Som modydelse skal tyrkerne bremse flygtningestrømmen. En aftale forudsætter at EU finder pengene – omkring 3 mia. euro. Topmødet på Malta nåede ikke frem til en løsning, men en løsning på finansieringsproblemerne skal findes inden næste topmøde om et par uger, der skal konfirmere aftalen med Tyrkiet m.v. Der kan også være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Holder aftalen – skal Tyrkiet være medlem af EU?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg i Istanbul havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu.

Afrika

Europa har på det seneste mistet noget af interessen for Afrika, efter at flygtningestrømmen har flyttet sig. Før gik den fra Afrikas nordkyst over Middelhavet til Italien. Nu kommer langt hovedparten fra Tyrkiet og ind i Grækenland – og så er Afrika pludselig mindre vigtig. Til Topmødet på Malta Har været under forberedelse længe, og derfor var der inviteret en lang række afrikanske lande. EU har stillet en støttefond til Afrika i udsigt, hvis landene selv kan skabe jobs og bekæmpe illegal migration, og dermed bremse migrantstrømmen til EU. Fonden vil kræve mindst 3,5 mia. euro. EU-Kommissionen har fundet ca. halvdelen, men det lykkedes ikke på Malta at aftale medlemslandenes bidrag. Det spørgsmål udestår også til næste Topmøde om et par uger.

Hvad er alternativet til EU-planen?

EU-samarbejdet er udfordret af en voksende flygtninge- og migrantkrise, en krise i Eurozonen, Ruslands annektering af Krim, borgerkrige i både Syrien og Libyen, truslen fra terrorisme og en økonomisk krise, der stadig kan mærkes. Samtidig er forholdet mellem Tyskland og en række østeuropæiske lande belastet på et tidspunkt, hvor det er afgørende at holde sammen om sanktionerne mod Rusland. Grækenlands krise er ikke overstået og situationen kan også give EU-modstanderne argumenter i den kommende folkeafstemning i Storbritannien. Tidligere forekom en stadig tættere integration at være en ubønhørligt fremadskridende proces. Nu er spørgsmålet, hvordan man undgår, at EU bogstaveligt talt går op i limningen? Der har formentlig aldrig været mere brug for samarbejde på tværs af de europæiske lande, fordi der åbenlyst er tale om problemer, som ingen medlemslande kan løse alene. De skriger på et europæisk samarbejde, og samtidig stiger befolkningens skepsis over for EU. Det er i virkeligheden et paradoks.

Er EU-projektet truet?

Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet EU’s problemer.

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes i truende vendinger kritiseret den danske regerings politik.

Forventet reaktion fra den yderste venstrefløj

Reaktionen fra Enhedslisten og ligesindede kommer ikke uventet, når det betænkes, at venstrefløjen aldrig har kæret sig om niveauet for hverken udgifter eller skatter i Danmark. For alle os andre er udsigten til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. imidlertid stærkt bekymrende, og hvis der ikke gøres noget, vil det offentlige lægge beslag på en stadig større del af samfundskagen. Man skulle ellers tro, at verdens højeste skatte- og afgiftstryk var nok?

Hedegaard er igen hysterisk

At formanden for den radikale miljø-tænketak, CONCITO, Connie Hedegaard, deltager i venstrefløjens kritik er simpelthen hysteri. Hvis hun har agiteret på tilsvarende måde i Bruxelles er det forståeligt, at hun ikke i højere grad kunne præge EU-Kommissionens position. Vi må til enhver tid kunne forlange proportionalitet, og ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år. Og hvad så? Jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)!

Er EUDP-programmet virkelig så afgørende for Grundfos?

Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Hvordan beskedne besparelser på et statsligt program kan være et ræs mod bunden, og hvad vi ellers hører, er helt ude af proportion. Hvis et marginalt større eller mindre EUDP-program er afgørende for den danske clean-tech sektor er vi alligevel i store vanskeligheder.

Over 40 mia. kr. i energi- og PSO-afgifter

I vurderingen af de i virkeligheden meget beskedne besparelser på det svulmende statsbudget, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. – og betalingerne er stigende! Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1. september, har oplyst, at Danmark hvert år bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året.

Klimakonference i Paris

Connie Hedegaard og andre kritikere henviser til USA og andre lande, der påstås at hæve klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

Food, maritime services, pharmaceuticals, tourism and energy account for a significant part of Danish exports and employs more than 300,000 people. The five sectors have joined forces to find solutions to Denmark’s growth challenge and presented their ideas at a conference in the Danish Parliament at Christiansborg Castle on November 9, 2015.

Danmark burde fortsat være et af verdens rigeste lande, men det er vi ikke – Danmark er siden finanskrisen raslet ned ad ranglisten. Måske har vi været for længe om at rydde op efter krisen, eller måske er vi bare faldet i søvn? Der gives flere forklaringer, og Steen Bocian, Cheføkonom i Danske Bank, Torsten Sløk, Deutsche Bank og Anders Krab-Johansen fra dagbladet Børsen kan alle levere kvalificerede bidrag. En helt ny alliance bestående af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Rederiforening, LIF, HORESTA og Dansk Energi er sammen besluttet på at forfølge målet om at få Danmark tilbage i toppen.

”Fem Styrker for Danmark”

Organisationerne præsenterede mandag den 9. november 2015 på en konference på Christiansborg de fem styrkepositioner: fødevarer, søfart, medicin, turisme og energi under overskriften ”Fem Styrker for Danmark”. De fem organisationer havde samme dag et fælles indlæg i dagbladet Børsen, hvor der argumenteres for en erhvervspolitik på to ben: Erhvervslivets generelle rammevilkår skal forbedres, og samtidig bør der sektor for sektor fjernes specifikke blokeringer for erhvervenes vækst.

Principper

På Christiansborg-konferencen redegjorde de 5 organisationerne nærmere for de tre principper, som efter deres mening bør angive retningen for at styrke dansk erhvervsliv: 1) Tænk innovativt: En ambitiøs forsknings- og udredningsindsats og uddannelser, som matcher morgendagens arbejdsmarked, skal gå hånd i hånd med nytænkning fra myndighederne. De kommende vækstplaner er her et instrument. 2) Tænk globalt: Rammevilkårene skal løbende holdes op mod de vigtigste konkurrenters, så særregler, overimplementering af EU-regler eller skæve skattevilkår ikke hindrer ny vækst. Samtidig er en aktiv indsats for øget frihandel afgørende. 3) Tænk tiltrækning: Det skal være nemt at investere og etablere sig i Danmark. Vi er en lille, åben økonomi, der hænger sammen med udlandet. Vi skal løbende fjerne hindringerne, så vi kan byde nye investeringer velkommen.

Udenrigsminister Kristian Jensen

Udenrigsminister Kristian Jensen repræsenterede regeringen på konferencen. Det var en skuffelse – det var simpelthen ikke meget konferencedeltagerne hørte om regeringens planer på erhvervsområdet. Til gengæld fremhævede Jensen fra Herning med den sædvanlige utydelige stemmeføring sin egen og Udenrigsministeriets umådelige betydning for dansk erhvervsliv. Udenrigsministeriet er nu pludselig blevet et vækstministerium, som har taget sig på at fremme dansk eksport, tiltrække udenlandske direkte investeringer til Danmark og rekruttere den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra udlandet. Man måtte forstå, at dansk erhvervsliv ikke har meget forstand på eksport – der er for få virksomheder, der eksporterer, og dem der gør det, eksporterer til de forkerte markeder. Som Kristian Jensen faktisk sagde: ”Der fejles på alle parametre”!

Udenrigsministeriet vil redde eksporten

Disse mangler vil Udenrigsministeriet under Kristians ledelse nu afhjælpe med en sværm af fremstød i stil med de netop gennemførte i Sydafrika og Indonesien. Kongefamilien er sikkert taknemmelig for, at familien skånes ved den næste store salgsrejse til Iran i januar 2016, hvor Kristian af Danmark egenhændigt vil lede afsætningen af danske produkter. Hvornår og hvorfor vi pludselig er blevet gode venner med det præstestyre i Teheran, som Venstre tidligere har kritiseret, fremgik ikke. Vi blev på konferencen endvidere informeret om, at Udenrigsministeriet – i første omgang fokuseret på fødevaresektoren – ville holde de enkelte virksomheder i et fast greb og – som Kristian truende sagde – ”ikke slippe dem før, der var eksportordrer i hus”!

Minister betyder tjener

Kristian Jensen er ikke enestående. Alle ministre, der har fået ansvaret for Danmarks Eksportråd er gået fra snøvsen. Udenrigsministeriet har muligvis lagt residenser til smagfulde receptioner og forretningsfrokoster, men ministeriet har aldrig eksporteret noget som helst. Selv om der er fortilfælde, er det helt uforståeligt, at en liberal minister med jysk jordforbindelse som Kristian Jensen nu fører sig frem med præfabrikeret selvros fra Asiatisk Plads. Lidt mere ydmyghed over for opgaven ville være ønskeligt – Kristian Jensen og hans Venstre-kolleger bør aldrig glemme, at ”minister” betyder ”tjener”. Ministerierne er til for at tjene borgere og virksomheder – ikke omvendt.

Alternativet til hektisk rejseaktivitet

I stedet for hektisk rejseaktivitet bør regeringen koncentrere sig om at forbedre de generelle rammevilkår for danske virksomheder – og det uanset om de eksporterer eller ej. Dernæst bør de enkelte ministre nøje lytte til virksomhedernes specifikke behov inden for de respektive ressortområder. Kristian Jensen kunne passende starte med at læse oplægget fra ”Fem Styrker for Danmark”. Herefter burde han måske koncentrere sig om at genoprette det gode forhold til Indien, afslutte TTIP-aftalen med USA og i øvrigt komme i gang med at ophæve generende visumkrav og andre forhindringer.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}

Joe Biden

Den demokratiske præsidentkandidat, tidligere vicepræsident Joe Biden, udsættes for kritik. Den 76-årige kandidat er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt.

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjene dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid.

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Folkeskolereformen

I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet.

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

Keld Skovmand kritiserer især de viden­skabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af lærer­uddannelsen i 2012 og året efter for folke­skole­reformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 lærings­mål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skole­elever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”.

Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ventes snarest at tage stilling til sagen

Der Spiegels Claas Relotius

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

Niko Grünfeld

Alternativets københavnske borgmester Niko Grünfeld har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.

Op til sidste års kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.

Radio24syv kunne endvidere rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.

Men det passede heller ikke.

Bendt Bendtsen

JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.

Inger Støjberg

Daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg fra Venstre har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkadamiet i Viborg.

Bob Dylan

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt sidste år. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Naser Khader

Den konservative politiker, Naser Khader, er kommet i vridemaskinen og anklages nu for plagiat.

Det er bogen “Hjertet bløder” af Naser Khader og Stig Matthiesen, der er under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. Se eksemplerne her.

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Eva Kjer Hansen

Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.

Esben Lunde Larsen

På det seneste har danske medier været optaget af, at uddannelsesminister Esben Lunde Larsen skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”

Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”.

Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.

Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet,afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.

Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.

I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabelig og journalistisk tyveri.

Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder.Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.

I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabelig fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling.

USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Rolling Stone:“A Rape on Campus”

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.

Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Norge

I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager.Den mest bemærkelsesværdige har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder.Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.

Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.

Beckerlee

Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Frank Esmann

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DRs nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”. Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog. Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Information og Annegrethe Rasmussen

Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent. I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Arne Herløv Petersen

Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen arbejdede som påvirkningsagent for Sovjetunionen.

Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ’Palle’ en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ’Palle’ blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

TV 2 Nyhederne

I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen.Nu kan hun opleves som en noget hektisk udlandsreporter på DR. Nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men har som bekendt for nylig af andre grunde forladt stillingen.

Den notoriske Jeppe Nybroe

Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget. Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR tv-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?

Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.

Siden august 2018 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i  Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Berlingske Tidende

Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dag­blad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journali­stens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.

Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 til­fælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.

Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse,og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.

Spørgsmålet er, om ikke Berlingske Tidende har et generelt problem med manglende kildehenvisninger. Ved lejlighed bør man nok kigge nærmere på en række fantasifulde artikler af Søren Schauser, Poul Høi, Lasse Karner, Bodil Jessen og Troels Heeger, som forekommer planket fra udenlandske medier, og hvor kildehenvisningerne ligeledes er mangelfulde.

Anna Castberg

Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamens-beviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.

Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen

Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark.

En anden radikal politiker, netop afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!

Christian Have

Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.

Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.

Peter Goll

Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} Michael Kristiansen

Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Sportsjournalistik

Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En forholdsvis ny sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.

Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.

I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.

Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byet, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.

Milena Penkowa

Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris. Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.

Rusland

Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.

Sidste år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.

Spanien

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

Der stilles også spørgsmål ved premierminister Pedro Sánchez’ Ph.d.-afhandling, som ifølge kritikere også var enten plagieret eller slet ikke skrevet af ham.

In the past decade, Turkey has experienced unprecedented economic growth, accompanied by a dedicated policy strategy aimed at using the country’s regional position to transform it into a global player. What are the prospects following the Parliamentary elections on 1 November 2015.

Er det nu vi skal revurdere Tyrkiet? Søndagens valgsejr i Tyrkiet til Recep Tayyip Erdoğan hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, dementerer det indtryk af situationen i Tyrkiet, som de tyrkiske oppositionspartier har spredt i den internationale presse. Op til valget kunne man få det indtryk, at Tyrkiet havde udviklet sig til et benhårdt islamisk styre, der krænkede menneskerettigheder og slog hårdt ned på enhver opposition. Valgresultatet Søndag aften kunne Anadolu Agency oplyse, at AKP havde fået 49,4 pct. af stemmerne og dermed omkring 316 medlemmer af parlamentet, mens det største sekulære oppositionsparti, CHP, fik 25,4 pct. Det prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, kom over spærregrænsen på 10 pct., ligesom det ultranationalistiske MHP også vil være repræsenteret blandt det tyrkiske parlaments 550 medlemmer. Da den tyske kansler, Angela Merkel, aflagde et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015, blev besøget af oppositionen opfattet som en håndsrækning til Erdoğan, der gik til valget den 1. november med den klare ambition at generobre det absolutte flertal, han tabte ved parlamentsvalget i juni. Med et absolut flertal, kunne Erdoğan og AKP ikke kun danne regering, men også uden at spørge andre partier have afholdt en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Uro efter valget i juni De tyrkiske vælgere svigtede ved valget i juni Erdoğan og hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP. AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Uden absolut majoritet i det tyrkiske parlament med 550 medlemmer var AKP tvunget til at forhandle regeringsdannelse med enten det sekulære oppositionsparti CHP eller det ultranationalistiske MHP. Det kunne eller ville AKP ikke. Tanken om en koalition mellem AKP og MHP er heller ikke attraktiv – MHP ville have lagt gift for enhver forsoning med det kurdiske parti, HDP, og især med PKK. Med et absolut flertal, kan Erdoğans parti, AKP, danne regering alene, og hvis partiet havde opnået tilslutning fra 2/3 af parlamentet, kunne de alene have besluttet at afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Som det ser ud i øjeblikket skal AKP overbevise parlamentsmedlemmer fra andre partier om det hensigtsmæssige i en folkeafstemning. De tyrkiske vælgere overraskede ved valget i juni, hvor AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Siden har Tyrkiet været præget af en uro, attentater og en stemning, der tydeligvis har skræmt mange tyrkere. Risikoen fra terroranslag fra såvel kurdere som IS har tvunget de tyrkiske myndigheder til at slå hårdt igen – så hårdt, at det er udlagt som demonstrativ magtfuldkommenhed, med gentagne krænkelser af menneskerettigheder, pressefrihed m.v. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Kan fredsprocessen med kurderne genoptages? Det kan ikke udelukkes, at et styrket AKP vil have mulighed for – og interesse i – at genoptage fredsprocessen og bestræbelserne på at muliggøre fredelig sameksistens med kurderne. Under alle omstændigheder vil majoriteten af tyrkerne værdsætte, hvis livet kan genoptages uden risiko for bombeattentater og terroranslag. Betydningen for EU Tyrkiet er af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet næsten været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold. Valgdeltagelsen på 86 pct. ved søndagens valg, bekræfter at de demokratiske spilleregler er grundfæstede. Tyrkiets betydning i den nuværende flygtningesituation dokumenteres af den kendsgerning, at Tyrkiet i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq. For både AKP og oppositionen var søndagens valg afgørende. På den ene side har Recep Tayyip Erdoğan og AKP kørt benhårdt på risikoen for at det kaos og de borgerkrigslignende tilstande, der har præget landet siden juni-valget, ville eskalere og Tyrkiet eventuelt ende som andre fejlslagne stater i regionen. Tilbuddet fra AKP var alternativet – et etparti-styre, stabilitet og et udbytterigt samarbejde med partnere i EU og NATO. EU har brug for et stabilt Tyrkiet Uanset tyrkernes egen opfattelse, og uden at tage stilling til ret og vrang, har vi i EU brug for er en stabil regering i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer. Økonomien er stadig i vækst – men aftagende – og inflation og arbejdsløshed er stigende, og Tyrkiet har stigende vanskeligheder med at absorbere stigningen i arbejdsudbuddet. Økonomien ville utvivlsomt have godt af reformer, der kunne øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og de øvrige markeder. Sammenbruddet i fredsprocessen med kurderne og væksten i terror har ikke kun plaget den syd-østlige del af Tyrkiet, men har også påvirket hele landets afgørende turistindustri. En ny stabil regering må nødvendigvis revurdere den rolle Tyrkiet skal spille i forhold til IS og Syrien og i forhold til de mere end 2 mio. flygtninge, der syntes at have mistet tålmodigheden og som følge af manglende håb til forholdene i Syrien er parat til at drage videre til en fremtid i et Nordeuropæisk EU-land. Tyrkiets forhold til Syrien Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men Tyrkiet har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. Hvorfor er Tyrkiet afgørende for flygtningestrømmen Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet, men der kan være gode grunde til at revurdere Tyrkiets rolle. Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet. Angela Merkel syntes at have erkendt, at man ikke kan finde løsninger ved bare at fordele asylansøgerne mellem de europæiske lande. Det er helt afgørende, at man får bremset tilstrømningen til Europa. Nu som før gælder, at migrationen skal bringes under kontrol ved EU’s ydre grænser. Det vil først og fremmest sige, at langt færre rejser fra Tyrkiet til Grækenland. Det er også en forudsætning, at Tyskland og Sverige holder op med at invitere samtlige Mellemøstens og Afrikas fattige indenfor. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at folk bliver ved med at komme væltende, når de har fået at vide, at de er velkommen. I år har 725.000 krydset Middelhavet og Det Ægæiske Hav til Italien og Grækenland flygtninge. Det anslås, at mindst 1 million i øjeblikket venter på at komme til Europa – på den ene eller anden måde. Tyrkiets nøglerolle er årsagen til at vi pludselig igen er blevet gode venner med Tyrkiet og med præsident Recep Tayyip Erdoğan – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder. Indenrigspolitisk pres på Merkel Det har bidraget til Angela Merkels forståelse, at hun ikke har kunnet blive enige om flygtningepolitikken med hendes socialdemokratiske koalitionspartnere i SPD. Merkel er samtidig presset af sit eget bagland. Det bayerske søsterparti, CSU, har med stigende intensitet insisteret på at grænserne skulle lukkes. Angela Merkels lavede under sit hurtige besøg hos Erdogan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015 en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Nu skal EU støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro om året, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Merkels kattepine Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning. Har EU reelle hensigter? Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu. EU-Kommissionens formand havde søndag den 25. oktober 2015 indkaldt de berørte medlemslande til et minitgopmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. Det bemærkelsesværdige var, at Tyrkiet ikke var inviteret til mødet. Tillægsgevinst? Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet. Er EU-projektet truet? Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet, de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes, ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.

Ethvert barn kender deltagerne i Vild med Dans, Paradise Hotel og topspillerne i den spanske fodboldliga. Tidligere var de fleste bekendt med Danmarks historien – om ikke andet så fra læsningen af B.S. Ingemann og Carit Etlar. Ingemann var i hans samtid i 1800-tallet berømt for en lang række historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien. Romanerne var spændende og letlæselige og henvendte sig til et bredt publikum. De var inspireret af Walter Scotts historiske romaner og bidrog til den nationalromantiske vækkelse i midten af 1800-tallet. Carit Etlar, der var pseudonym for Carl Brosbøll, skrev ligeledes en lang række historiske romaner med tydelig inspiration fra både de franske spændingsroman-forfattere (Alexandre Dumas den ældre samt den yngre) og af den danske hjemstavnsfortælling hos Blicher. Etlar huskes især for Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester. Andre populære fremstillinger betød at også mennesker, der ikke nødvendigvis havde gennemgået et universitetsstudium, havde et ganske godt kendskab til både den nordiske og den græske mytologi. Den folkeforståelse og popularitet, der blev f.eks. Bertel Thorvaldsen til del forudsatte et vist kendskab værkernes motiver, herunder klassikere som Illiaden og Odysseen.

Sådan var det også engang med videnskabsmænd. Engang opkaldte vi parker, bygninger, veje efter dem. Alle kendte dem, fra Ørsted til Bohr. Vi var stolte, meget stolte – nu ved vi ikke engang, hvad de hedder. Selv folk der har frekventeret RUC og andre universiteter og som ved meget om Gini-koefficienter m.v. synes blottet for klassisk dannelse. For nylig blev jeg på et møde udsat for en quizz. En amerikaner spurgte bl.a. mødedeltagerne, der hovedsagelig var danskere, om hvor mange danske nobelprismodtagere man kunne nævne. Det beskæmmende resultatet var, at ud over Niels Bohr kunne forsamlingen faktisk ikke nævne én eneste. Realiteten er, at 13 danskere har modtaget Nobelprisen – i forhold til befolkningstallet en absolut topplacering! Som service kan jeg oplyse, at modtagerne (i alfabetisk orden) er: Fredrik Bajer, Niels Bohr, Aage Bohr, Henrik Dam, Johannes Fibiger, Niels Ryberg Finsen, Karl Gjellerup, Johannes V. Jensen, Niels K. Jerne, August Krogh, Ben Roy Mottelson, Henrik Pontoppidan og Jens Christian Skou. Tillad mig som økonom yderligere at nævne 2 modtagere af Nobels mindepris i økonomi, som er indstiftet af Sveriges Nationalbank. Dale Thomas Mortensen fik prisen i 2010. Dale Mortensens far var danskfødt, og han har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet. Lars Peter Hansen fik prisen i 2013. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah. Hvordan genskaber vi respekten for almen dannelse, åndsarbejde, klogskab, videnskab og intellektualisme?

Heldagsskolen kan næppe klare det alene!

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes kritiseret den danske regerings politik. Reaktionen fra Enhedslisten og ligesindede kommer ikke uventet, når det betænkes, at venstrefløjen aldrig har kæret sig om niveauet for hverken udgifter eller skatter i Danmark. For alle os andre er udsigten til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. imidlertid stærkt bekymrende, og hvis der ikke gøres noget vil det offentlige lægge beslag på en stadig større del af samfundskagen. Ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år, og hvad så? Jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)! Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Hvordan det kan være et ræs mod bunden, og hvad vi ellers hører, er helt ude af proportion. I vurderingen af de i virkeligheden meget beskedne besparelser på det svulmende statsbudget, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. – og betalingerne er stigende! Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1. september, har oplyst, at Danmark hvert år bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året. Kritikere henviser til USA og andre lande, der hæver klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

http://www.altinget.dk/energi/qa.aspx?id=14930&ref=newsletter&refid=18772&SNSubscribed=true&utm_source=Nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=energi

Danske virksomheders investeringslyst i Danmark er desværre begrænset.  Nettoinvesteringerne er omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og penge i banken. Det tegner et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote og en langvarig ændring af danskernes forbrugsmønstre.

Når forbruget i Danmark ikke stiger, er en del af forklaringen, at danskerne i stigende udstrækning handler i udenlandske e-butikker. , Statistik fra Betalingsrådet under Nationalbanken viser, at danskerne lægger en stadig større del af forbruget i udlandet. Opgørelser over værdien af betalinger med betalingskort viser, at 9 pct. af betalingerne i 2010 gik til udlandet, herunder til udenlandske netbutikker. I 1. halvår af 2015 var betalingerne til udlandet steget til omkring 12 pct. af alle betalinger.

I 2015 vil danskerne lægge forbrug for omkring 55 mia. kr. i udlandet – herunder i netbutikker. Det er en stigning på knap 10 pct. i forhold til sidste år. Det er indlysende, at hvis de udenlandske netbutikkers konkurrencedygtighed havde været mindre ville BNP og beskæftigelsen i Danmark have været højere.

Nationalbanken og andre økonomiske prognosemagere venter en stigning i privatforbruget i de kommende år. Det kan meget vil ske, men hvis forbruget i stadig større grad lægges i udlandet, vil forbrugsstigningen aldrig få den forventede positive effekt på den økonomiske vækst i Danmark.

Videreførelsen af det såkaldte håndværkerfradrag vil i længden næppe rykke nævneværdigt ved det private forbrug i Danmark. Internethandel kan effektivt omgå alle karteller og prisaftaler, og derfor er der ingen vej udenom – regeringen må snarest tage fat på den upopulære opgave det vil være effektivt at øge konkurrencen i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri.

Hele artiklen “Danske virksomheder investerer for lidt i produktion, vækst og beskæftigelse i Danmark” kan ses på https://www.denfri.dk/2015/10/danske-virksomheder-investerer-for-lidt-i-produktion-vaekst-og-beskaeftigelse-i-danmark/

Den onde regerings besparelser på energi-, klima- og miljøområdet

Regeringen fremlagde tirsdag den 29. september forslaget til finanslov for 2016. Forventninger til et stramt udspil blev til fulde opfyldt. Finansloven opererer med udgifter på omkring 695 mia. kr. og indtægter på knap 628 mia. kr. og dermed et budgetunderskud, der ligger tæt på de tilladte – 3 pct. af BNP. De samlede offentlige udgifter i 2016 vil være på omkring 1.150 mia. kr. og heraf vil det offentlige forbrug udgøre knap halvdelen. I forhold til 2015 indeholder finanslovsforslaget en beskeden stigning i det offentlige forbrug på 0,3 pct. svarende til under 2 mia. kr., men mere end den 0-vækst, der var Venstres mantra under valgkampen – og væsentligt mindre end Socialdemokraternes løfter om stigninger på 0,9 pct.

Budgetlov og EU-krav

Der kan være gode grunde til, at Finansloven for 2016 skal være stram. I EU har vi faktisk tilsluttet os regler, der til en vis grad harmoniserer landenes finanspolitikker. Vi har forpligtet os til at begrænse budgetunderskuddene til 3 pct. af BNP. Vi har også forpligtet til at undlade at finansiere aktiviteterne ved uhæmmet gældsætning. Den offentlige gæld skal holdes under 60 pct. af BNP. Endelig har vi vedtaget en budgetlov, der forhindrer at vi har et underskud på mere end 0,5 pct. af BNP på den såkaldte strukturelle saldo.

Stramt finanslovsforslag

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes kritiseret den danske regerings politik. Det Konservative Folkeparti er (uden at det vides hvorfor) også kritisk og tidligere minister og EU-kommissær, formand for den radikale grønne tænketank CONCITO, Connie Hedegaard, har i Altinget den 22. oktober 2015 betegnet regeringens beskedne forslag til besparelser på finansloven for 2016 som ”en gigantisk rundbarbering af det, der skal fremtidssikre den grønne omstilling og væksten i Danmark”.

Samlede offentlige udgifter på 1150 mia. kr.

Venstrefløjens reaktion kommer ikke uventet, men når det betænkes, at der er udsigt til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. er det helt utroligt, at en tidligere minister og EU-kommissær vil sættes i bås med venstrefløjens og den private sektors uansvarlige hylekor.

Besparelserne

Ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år, men jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet, som ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer – ENERGIÅRET 2015, , siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Ja, det er også rigtigt, at der foreslås mindre besparelser på: • Varmepumper – demonstrationsprojekt (26,7 mio. kr.) • Rejsehold til varmepumper (4 mio. kr. i 2016) • Administration til rejsehold (0,8 mio. kr.) • Bevilling til elbusser (4,8 mio. kr.) • Rådgivning vedr. energibesparelser (5 mio. kr.) • Kampagne om omstilling af energisystemet (4 mio. kr.) • Pulje til energiteknologier (5,6 mio. kr.) • Puljer til geotermi (65 mio. kr. frem til 2020)

Besparelser på det “grønne område”

For at komplettere billedet har regeringen også foreslået besparelser på det såkaldte ”grønne område” på i alt ca. 200 mio. kr.: • Den Grønne Omstillingsfond (39 mio. kr.) • Grønt Iværksætterhus (3 mio. kr.) • Økologiske Iværksættere (5 mio. kr.) • Klimapulje (89 mio. kr.) • Fremme af nye energiteknologier (6 mio. kr.) • Omdisponering af midler under Naturplan Danmark (30 mio. kr.) • Nedskalering af øvrige grønne indsatser: Grønne Ildsjæle, Pilotprojekter om grøn omstilling, Grønne partnerskaber, Formidlingsaktiviteter og undersøgelser (33 mio. kr.)

Besparelserne i forhold til borgernes årlige betaling af over 40 mia. kr. i energi- og PSO-afgifter

I vurderingen af disse besparelser, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1.september, har oplyst, at Danmark bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren om årligt. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året.

Sagkundskabens opfattelse

Hvis vi ikke alene skal forlade os på ordførernes ”mavefornemmelser” – hvad er så sagkundskabens opfattelse? De Økonomiske Råd forholdt sig i Vismandsrapporten Økonomi og Miljø i 2014 til dansk klima- og energipolitik. Vismændene tilkendegav i klare vendinger, at dansk enegang ikke anbefales. Hvis man alligevel af politiske grunde måtte ønske mere ambitiøse målsætninger, burde den særlige danske indsatser fokusere på den ikke-kvoteomfattede del af økonomien.

Den danske enegang er altså uden effekt!

Årsagen er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi, VE, i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas finder sted inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter. Disse kvoter kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.

Igen:Dansk enegang uden effekt

Selvom støtten udgør over 7 mia. kr. om året finansieret over PSO-afgiften, er indsatsen altså virkningsløs i forhold til den globale klimaudfordring.

Hvorfor skal vi partout forfølge særlige danske målsætninger? Er EU-målsætningerne ikke gode nok?

På mødet i Det Europæiske Råd 23. – 24. oktober 2014 fastlagde stats- og regeringscheferne følgende klima- og energimål for EU for 2030:

• EU skal i 2030 have reduceret CO2-udledningen med 40 procent i forhold til udslipniveauet i 1990. Målet fordeles på nationalt niveau.
• Mindst 27 procent af EU’s energiforbrug skal komme fra vedvarende kilder. Målet er bindende og på EU-niveau.
• EU skal være mindst 27 procent mere energieffektiv. Målet er på EU-niveau og kun vejledende.
• 15 procent af et lands energiforsyning skal kunne eksporteres eller importeres. Dette mål er vejledende.

Vurdering af målsætningerne

Igen – mavefornemmelser er godt – men hvad mener sagkundskaben? De miljøøkonomiske vismænd har også forholdt sig til EU’s klima- og energimål. Det vurderes som positivt, at EU har fokus på og sætter mål for drivhusgasreduktionen i 2030, og ikke på delmål som VE-andelen. Det vurderes derfor som hensigtsmæssigt, at der ikke er landefordelte VE-mål. Det er positivt, at landene har mulighed for at foretage reduktionen så omkostningseffektivt som muligt.

COP 21

Connie Hedegaard og de andre kritikere henviser til USA og andre lande, der hæver klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de af Finansministeriet foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.