Er det nu vi skal revurdere Tyrkiet?

In the past decade, Turkey has experienced unprecedented economic growth, accompanied by a dedicated policy strategy aimed at using the country’s regional position to transform it into a global player. What are the prospects following the Parliamentary elections on 1 November 2015.

Er det nu vi skal revurdere Tyrkiet? Søndagens valgsejr i Tyrkiet til Recep Tayyip Erdoğan hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, dementerer det indtryk af situationen i Tyrkiet, som de tyrkiske oppositionspartier har spredt i den internationale presse. Op til valget kunne man få det indtryk, at Tyrkiet havde udviklet sig til et benhårdt islamisk styre, der krænkede menneskerettigheder og slog hårdt ned på enhver opposition. Valgresultatet Søndag aften kunne Anadolu Agency oplyse, at AKP havde fået 49,4 pct. af stemmerne og dermed omkring 316 medlemmer af parlamentet, mens det største sekulære oppositionsparti, CHP, fik 25,4 pct. Det prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, kom over spærregrænsen på 10 pct., ligesom det ultranationalistiske MHP også vil være repræsenteret blandt det tyrkiske parlaments 550 medlemmer. Da den tyske kansler, Angela Merkel, aflagde et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015, blev besøget af oppositionen opfattet som en håndsrækning til Erdoğan, der gik til valget den 1. november med den klare ambition at generobre det absolutte flertal, han tabte ved parlamentsvalget i juni. Med et absolut flertal, kunne Erdoğan og AKP ikke kun danne regering, men også uden at spørge andre partier have afholdt en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Uro efter valget i juni De tyrkiske vælgere svigtede ved valget i juni Erdoğan og hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP. AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Uden absolut majoritet i det tyrkiske parlament med 550 medlemmer var AKP tvunget til at forhandle regeringsdannelse med enten det sekulære oppositionsparti CHP eller det ultranationalistiske MHP. Det kunne eller ville AKP ikke. Tanken om en koalition mellem AKP og MHP er heller ikke attraktiv – MHP ville have lagt gift for enhver forsoning med det kurdiske parti, HDP, og især med PKK. Med et absolut flertal, kan Erdoğans parti, AKP, danne regering alene, og hvis partiet havde opnået tilslutning fra 2/3 af parlamentet, kunne de alene have besluttet at afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Som det ser ud i øjeblikket skal AKP overbevise parlamentsmedlemmer fra andre partier om det hensigtsmæssige i en folkeafstemning. De tyrkiske vælgere overraskede ved valget i juni, hvor AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Siden har Tyrkiet været præget af en uro, attentater og en stemning, der tydeligvis har skræmt mange tyrkere. Risikoen fra terroranslag fra såvel kurdere som IS har tvunget de tyrkiske myndigheder til at slå hårdt igen – så hårdt, at det er udlagt som demonstrativ magtfuldkommenhed, med gentagne krænkelser af menneskerettigheder, pressefrihed m.v. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Kan fredsprocessen med kurderne genoptages? Det kan ikke udelukkes, at et styrket AKP vil have mulighed for – og interesse i – at genoptage fredsprocessen og bestræbelserne på at muliggøre fredelig sameksistens med kurderne. Under alle omstændigheder vil majoriteten af tyrkerne værdsætte, hvis livet kan genoptages uden risiko for bombeattentater og terroranslag. Betydningen for EU Tyrkiet er af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet næsten været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold. Valgdeltagelsen på 86 pct. ved søndagens valg, bekræfter at de demokratiske spilleregler er grundfæstede. Tyrkiets betydning i den nuværende flygtningesituation dokumenteres af den kendsgerning, at Tyrkiet i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq. For både AKP og oppositionen var søndagens valg afgørende. På den ene side har Recep Tayyip Erdoğan og AKP kørt benhårdt på risikoen for at det kaos og de borgerkrigslignende tilstande, der har præget landet siden juni-valget, ville eskalere og Tyrkiet eventuelt ende som andre fejlslagne stater i regionen. Tilbuddet fra AKP var alternativet – et etparti-styre, stabilitet og et udbytterigt samarbejde med partnere i EU og NATO. EU har brug for et stabilt Tyrkiet Uanset tyrkernes egen opfattelse, og uden at tage stilling til ret og vrang, har vi i EU brug for er en stabil regering i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer. Økonomien er stadig i vækst – men aftagende – og inflation og arbejdsløshed er stigende, og Tyrkiet har stigende vanskeligheder med at absorbere stigningen i arbejdsudbuddet. Økonomien ville utvivlsomt have godt af reformer, der kunne øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og de øvrige markeder. Sammenbruddet i fredsprocessen med kurderne og væksten i terror har ikke kun plaget den syd-østlige del af Tyrkiet, men har også påvirket hele landets afgørende turistindustri. En ny stabil regering må nødvendigvis revurdere den rolle Tyrkiet skal spille i forhold til IS og Syrien og i forhold til de mere end 2 mio. flygtninge, der syntes at have mistet tålmodigheden og som følge af manglende håb til forholdene i Syrien er parat til at drage videre til en fremtid i et Nordeuropæisk EU-land. Tyrkiets forhold til Syrien Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men Tyrkiet har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. Hvorfor er Tyrkiet afgørende for flygtningestrømmen Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet, men der kan være gode grunde til at revurdere Tyrkiets rolle. Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet. Angela Merkel syntes at have erkendt, at man ikke kan finde løsninger ved bare at fordele asylansøgerne mellem de europæiske lande. Det er helt afgørende, at man får bremset tilstrømningen til Europa. Nu som før gælder, at migrationen skal bringes under kontrol ved EU’s ydre grænser. Det vil først og fremmest sige, at langt færre rejser fra Tyrkiet til Grækenland. Det er også en forudsætning, at Tyskland og Sverige holder op med at invitere samtlige Mellemøstens og Afrikas fattige indenfor. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at folk bliver ved med at komme væltende, når de har fået at vide, at de er velkommen. I år har 725.000 krydset Middelhavet og Det Ægæiske Hav til Italien og Grækenland flygtninge. Det anslås, at mindst 1 million i øjeblikket venter på at komme til Europa – på den ene eller anden måde. Tyrkiets nøglerolle er årsagen til at vi pludselig igen er blevet gode venner med Tyrkiet og med præsident Recep Tayyip Erdoğan – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder. Indenrigspolitisk pres på Merkel Det har bidraget til Angela Merkels forståelse, at hun ikke har kunnet blive enige om flygtningepolitikken med hendes socialdemokratiske koalitionspartnere i SPD. Merkel er samtidig presset af sit eget bagland. Det bayerske søsterparti, CSU, har med stigende intensitet insisteret på at grænserne skulle lukkes. Angela Merkels lavede under sit hurtige besøg hos Erdogan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015 en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Nu skal EU støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro om året, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Merkels kattepine Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning. Har EU reelle hensigter? Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu. EU-Kommissionens formand havde søndag den 25. oktober 2015 indkaldt de berørte medlemslande til et minitgopmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. Det bemærkelsesværdige var, at Tyrkiet ikke var inviteret til mødet. Tillægsgevinst? Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet. Er EU-projektet truet? Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet, de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes, ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.