Anatolien, Illiaden, Odysseen og Æneiden

Et kort besøg i Istanbul, Tyrkiet (i øvrigt samtidig med Angela Merkel) fremkalder mindelser om de fantastiske begivenheder, der ifølge Herodot m.fl. skulle have udspillet sig i og omkring Troja og senere udødeliggjort af Homer og endnu senere af Vergil.

Troja

Byen Troja (også kaldet Ilion) lå i Anatolien i det nuværende Tyrkiet tæt ved Dardanellerstrædet, det smalle stræde mellem Europa og Asien i det nordvestlige Tyrkiet. Det 61 km lange stræde forbinder det Ægæiske Hav med Marmarahavet og er således en del af forbindelsen mellem Sortehavet og Middelhavet. I 1870erne udgravede den tyske arkæolog Heinrich Schliemann området. Senere udgravninger afslørede flere byer bygget i række. En af de tidligere byer (Troja VII) bliver ofte udlagt som Homers Troja. Selvom det er omdiskuteret, er området blevet identificeret som byen Wilusa, kendt fra hittitiske tekster; Ilion menes at være den græske udgave af det navn.

Illiaden og den trojanske krig

Det antikke Grækenlands historikere placerede den trojanske krig forskelligt i det 12., 13., eller 14. århundrede f.Kr., men normalt antages det, at Illiaden foregår omkring år 1200 f. Kr., cirka 200 år før den blev skrevet. I Illiaden beskriver Homer krigen mellem grækerne og Troja med kong Priamos og hans to sønner prins Paris og prins Hektor på den trojanske side. Det er Paris, der nedkalder en frygtelig krig over Troja, da han bortfører den skønne Helene fra Menelaous, konge af Sparta, til Troja. Den forsmåede ægtemand sværger hævn og medbringer foruden krigsskibe og en frygtindgydende hær sin bror Agamemnon, Odysseus og superhelten Achilleus, hvis evner på slagmarken kan vende krigen. I Iliaden slog achaierne (grækerne) lejr ved floden Scamander (sandsynligvis nutidens Karamenderes). Byen Troja lå på en bakke på den anden side af Scamandersletten, hvor kampene i den trojanske krig fandt sted.

Hektors død

I den trojanske lejr forskanser kong Priamos sig med Paris, Helene og sin ældste søn Hektor, kronprins af Troja. Hektor var en formidabel kriger og dræbte under kampene mange grækere, heriblandt Achilleus’ bedste ven, Patroklos. Han bliver af denne grund udæsket til at duellere med Achilleus, der dræber ham og ovenikøbet skænder hans lig.

Æneiden og Aneas flugt fra Troja

Med på den græske side er også Odysseus, der finder på knebet med den trojanske hest. Vergil beskriver i Æneidens 2. sang hvordan Laokoon – en trojansk Apollon- og Poseidonpræst – der efter at grækerne tilsyneladende havde opgivet deres belejring af Troja, advarede mod at føre den træhest, som grækerne havde efterladt, ind i byen. Laokoons ofte citerede vers 49 i Æneidens 2. sang lyder: “timeo Danaos et dona ferentes” (Jeg frygter grækerne, også når de kommer med gaver).

Den Trojanske hest

Stemningen blandt trojanerne var delt, og Laokoon blev ved lodtrækning valgt til ved et offer til Poseidon at spørge om gudernes vilje. Midt under ofringen kom to slanger op af havet og kvalte Laokoon og hans to sønner på alteret. Dette varsel fik trojanerne til at træffe den skæbnesvangre beslutning at trække hesten ind bag de tykke bymure. Først da det er for sent, finder de ud af, at den er fyldt med soldater. Troja falder. Men Achilleus når ikke at nyde sejren: Paris hævner sin bror ved at ramme krigeren med en dødelig pil i hælen.

Roms grundlæggelse

I Æneiden får Æneas, der er søn af Anchises og selveste Afrodite/Venus, inden Trojas fald af den faldne Hektors spøgelse besked på at forlade Troja. Efter Hektors advarsel forlader Æneas sammen med sin far og lille søn Troja. Efter en længere rejse og herunder korte besøg i Kartago, hos Sibyllen og i Underverdenen kommer han til Latium (Italien) og de syv høje, hvor han efter at have besejret Turnus gifter sig med kong Latinus’ datter, Lavinia, og grundlægger Rom. Ifølge traditionen nedstammer både Romulus og Julius Cæsar fra Æneas.

On behalf of the EU German Chancellor Angela Merkel has offered Turkey financial aid and faster progress on negotiations to join the European Union in return for stemming the flow of migrants to Europe.

Har Tyrkiet nøglen til det europæiske flygtningeproblem?

Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet.

Pludselig er vi igen blevet gode venner med et stadig mere islamiseret Tyrkiet med en stadig mere enerådende præsident Recep Tayyip Erdoğan, der næsten ikke kan vente på en forfatningsændring, der vil udstyre Tyrkiets præsident med Putin-agtige beføjelser.

Francois Hollande er uden betydning, men efter Angela Merkels hurtige weekendbesøg hos Erdogan i Istanbul, skal EU nu støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Der er samtidig ingen garantier for at Tyrkiet fremover vil fokusere på ISIS og situationen i Syrien og Irak frem for bestræbelserne på at eliminere den hjemlige kurdiske opposition. Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet netop nu – 2 uger inden et måske afgørende parlamentsvalg?

Merkels kattepine

Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning.

Tyrkiets forhold til Syrien

Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Merkels besøg i Istanbul

Ud over de håndgribelige gaver, Merkel den 18. oktober medbragte til Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul, kan besøget også opfattes som en håndsrækning til Erdoğan, der håber på at hans Justice and Development Party (AKP) vil generobre det absolutte flertal ved parlamentsvalget den 1. november 2015. Med et absolut flertal, kan Erdoğan afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. De tyrkiske vælgere beviste på den anden side ved valget i juni deres robusthed og opinionsundersøgelser tyder ikke på, at Erdoğan ved novembervalget kan påregne et jordskred til fordel for AKP.

Har EU reelle hensigter?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland.

Tillægsgevinst?

Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Er EU-projektet truet?

Til forsvar for Angela Merkel kan også anføres det ansvar, hun føler for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.

Den urimelige kommunale udligning I disse dage lægger mange kommuner sidste hånd på budgettet for det kommende år. Budgetaftalerne stiller store krav til kommunalpolitikernes forligsevner, og heldigvis er der i mange kommuner tale om brede aftaler om forhold, der ikke kun berører kommunens egne borgere. Også i Gentofte er borgmester Hans Toft og et stort flertal i kommunalbestyrelsen nået til enighed om kommunens budget for det kommende år. Selvom det igen er lykkedes at holde indkomst- og ejendomsskatterne i ro, giver det for skatteborgerne skår i glæden, at Gentoftes borgere igen i 2016 skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb. Udligningen koster kommuner dyrt Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning er 1.619 mio. kr. i 2016. Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2,5 mia. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen. Mange borge har samtidig svært ved at forstå, at en bureaukratisk statslig beskæftigelsesreform, der sænker refusioner for forsørgelsesydelser, betød, at udligningen i 2016 blev yderligere strammet med forhøjelse af grænsen for overudligning fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte. De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr. Formålet med den mellemkommunale udligningsordning er angiveligt at Christiansborg vil sikre, at uanset kommunernes egne ønsker skal kommuner med forskellige underliggende vilkår, have mulighed for at tilbyde omtrent samme serviceniveau uden for store forskelle i skatteprocenter. Udligningen virker ikke Selvom flere justeringer af det kommunale udligningssystem de senere år har trukket i retning af at omprioritere midler fra større bykommuner til yderkommuner og landdistriktskommuner, er der intet der tyder på at det mellemkommunale udligningssystem har nogen varig effekt på de økonomiske forskelle, der kan konstateres mellem forskellige kommuner. De økonomiske vismænd, der i foråret 2015 nøje vurderede forskellige muligheder for at fremme den økonomiske udvikling og beskæftigelsen i yderområder, fandt da heller ikke anledning til at anbefale kommunale udligning som et brugbart instrument. Det kommunale selvstyre undermineres I sidste ende må det være op til det kommunale selvstyres politiske prioritering, hvilket serviceniveau, der skal tilbydes i den enkelte kommune. Der bør være plads til, at nogle kommuner ønsker et relativt lavt beskatningsniveau og et tilhørende lavt offentligt serviceniveau, mens der i andre kommuner vil være ønsker om det modsatte. Det nuværende udligningssystem, betyder, at der fra Christiansborg gennemtvinges en urimelig omfordeling af skatteborgernes midler, der ikke kun berøver kommunerne incitamenter til at fremme den lokale indkomstskabelse, men også mindsker behovet for lokale politiske prioriteringer vedrørende skat og service.

Omstillingsparathed i centraladministrationen.

Regeringens beslutning om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser fra København stiller store krav til embedsmændenes omstillingsparathed. I NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet skal omkring 390 – cirka halvdelen – af medarbejderne i København flyttes til Augustenborg Slot på Als.

Krisehjælp

Ifølge direktør Jette Petersen, som bliver i København men må finde sig i lejlighedsvis at besøge Als, havde man ved annonceringen af udflytningen sørget for krisepsykologer, hvis nogen skulle have behov for hjælp, og styrelsens egne arbejdsmiljøkonsulenter og psykologer var også til stede. Der foreligger ikke oplysninger om hvor mange medarbejdere, der rent faktisk havde brug for ilt, konsulenthjælp og psykologbistand. Det ville dog være naivt at tro, at forandring ikke altid har været et grundvilkår i den danske centraladministration.

Landbrugsministeriet

Når vi nu er begyndt i NaturErhvervstyrelsen, kan Landbrugsministeriets brogede historie passende illustrere min pointe: Frem til oprettelsen af Landbrugsministeriet den 22. maj 1896 lå både landbrugets og fiskeriets anliggender trygt og godt i Indenrigsministeriet. Med Landbrugsministeriets etablering blev begge erhvervs interesser varetaget hér, med undtagelse af en kort pause i perioden 1929-35, hvor Landbrugsministeriets Fiskeridirektorat var overflyttet til et nyt ministerium for søfart og fiskeri. I 1935 blev Fiskeridirektoratet igen henlagt under Landbrugsministeriet, der fik navnet Ministeriet for Landbrug og Fiskeri og her lå varetagelsen af fiskeriets interesser indtil den 13. november 1947, hvor Fiskeriministeriet blev oprettet som selvstændigt ministerium. Landbrugsministeriet var i disse år præget af ro og ordentlighed. De ministerielle embedsmænd følte sig nok noget hævet over ministeriets klienter, og man ansatte ikke hvem som helst. Da en ung håbefuld landbrugskandidat søgte en sekretærstilling i ministeriet, blev han afvist. Med anmodning om en nærmere begrundelse med oplysning om, at cand.agro faktisk var anerkendt som en akademisk uddannelse – ovenikøbet inden for ministeriets jordbrugsmæssige virkefelt – fik han det svar, at man jo ej heller i Justitsministeriet ansatte tugthuskandidater! Landbrugskandidaten måtte herefter læse et par år mere og først med en pæn, men ikke prangende eksamen som cand.polit kunne han endelig ansættes i ministeriet. De to ministerier fungerede uafhængigt af hinanden og i relativ ro i næsten 50 år indtil et sand reorganiseringsraseri greb Landbrugsministeriet i begyndelsen af 90’erne. Raseriet havde muligvis sammenhæng med at ministeriet havde fået en ny energisk departementschef, der ikke vidst noget som helst om landbrug, men med en baggrund som finmekaniker og ansættelse i Administrationsdepartementet havde interesse i administrative reorganiseringer. Til en start blev en lang række forsknings- og forsøgsstationer nedlagt, sammenlagt og flyttet rundt. Af de helt store reorganiseringer kan nævnes at Statens Husdyrbrugsforsøg blev sammenlagt i Foulum med Statens Planteavlsforsøg under navnet Danmarks JordbrugsForskning.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet

Senere – den 27. september 1994 – blev Landbrugs- og Fiskeriministerierne lagt sammen til Landbrugs- og Fiskeriministeriet med yderligere utallige om-rokeringer til følge. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Fødevareministeriet) blev oprettet den 30. december 1996. I den forbindelse blev Levnedsmiddelstyrelsen, der indtil da lå under Sundhedsministeriet, lagt sammen med Veterinærdirektoratet under det nye Fødevareministerium, og ændrede navn til Veterinær- og Fødevaredirektoratet – Fødevarestyrelsen fra 2004.

NaturErhvervstyrelsen

NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet har en tilsvarende tumultarisk historie. FødevareErhverv blev skabt ved sammenlægningen af Strukturdirektoratet og det dysfunktionelle EU-Direktoratet i 2000. Strukturdirektoratet boede i Toldbodgade i København med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Filialen i Tønder blev ikke berørt, men personalet i Toldbodgade måtte flytte til Nyropsgade. NaturErhvervstyrelsen blev etableret 1. oktober 2011 ved sammenlægning af FødevareErhverv, Fiskeridirektoratet og dele af Plantedirektoratet. Styrelsen har siden 2011 haft til huse i Nyropsgade i det centrale København og med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Fiskeridirektoratets medarbejdere måtte flytte fra hovedkontoret på Langelinie Allé i København, mens Plantedirektoratets medarbejdere måtte flytte fra grønne omgivelser i Lyngby nord for København.390 af de ansatte i NaturErhvervstyrelsen skal inden for de næste to år flytte arbejdsplads til Sønderjylland. 370 af de ansatte skal flytte til Augustenborg, mens 20 skal flyttes til styrelsens Tønder-filial.

Fra psykopatklubben

De 370, der skal flytte til Augustenborg, skal have til huse i et tidligere psykiatrisk hospital, som først skal bygges om, før man kan huse det nye driftscenter, der skal varetage opgaver med support, tilskud og kontrol. Derfor er forventningen også, at flytningen bliver realiseret i løbet af 2017. Hvis der måtte være medarbejdere i NaturErhvervstyrelsen, der i øjeblikket er frustrerede over fremtidsudsigterne, kan man trøste sig med at tidligere ansatte i ministerområdet også har været udsat for forandringer. For de særligt berørte, kan man anbefale læsning af departementschef Erik Ib Schmidts erindringer: ”Fra psykopatklubben”. Det kan være en trøst at konstatere, at også i ”de gode gamle dage” var der undertiden meget besynderlige forhold i den danske centraladministration.

Den vigende tilslutning til Det Konservative Folkeparti

De Konservative syntes at være inde i en dødsspiral. Ifølge meningsmålingerne daler tilslutningen og spærregrænsen truer. Hver dag har sine udmeldelser af partiet, og debatten raser på de indre linjer. På Christiansborg har gruppen med den uerfarne Søren Pape i spidsen åbenlyst vanskeligt ved at kommunikere og fastholde en troværdig konservativ linje. Det sejler, og midt i debatten om behovet for at fastfryse den stigende grundskyld, glemmes den uretfærdige udligningsskat fuldstændigt. Kommunal udligning Jarlov, Mikkelsen og Abildgaard er tydeligvis ikke lykkedes med at overbevise Pape, Khader og Mercado om det ubetinget nødvendige i, at det uretfærdige mellemkommunale udligningssystem ændres. Systemet betyder, at kommuner som Gentofte, der administreres med rettidigt omhu, må opkræve skatter for at understøtte mindre veldrevne kommuner. Det betyder også, at f.eks. Gentoftes borgere skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb. Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. I 2016 er Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning på 1.619 mio. kr. Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2.500 mio. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen. Forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS, har dokumenteret, at udligningen mellem kommunerne er drevet så vidt, at de ”fattigste” kommuner kan opretholde et serviceniveau, som er højere end de mest velhavende kommuner. Det værste er dog, at det nuværende udligningssystem ikke indeholder incitamenter til at effektivisere driften og fremme indkomstskabelsen i kommuner med begrænset skattegrundlag. Tilslutningen i Nordsjælland Selv efter det katastrofale juni-valg har Det Konservative Folkeparti stadig trofaste støtter i såkaldte ”velhavende” kommuner som Gentofte – men kun så længe partiet lytter. Mange Konservative har svært ved at forstå, hvorfor det var så vigtigt, at partiet for nylig skulle bidrage til en bureaukratisk beskæftigelsesreform, som ovenikøbet betød at udligningsniveauet øges. Reformen betød, at som led i en generel sænkning af refusioner for forsørgelsesydelser, blev udligningen strammet fra 2016 med bl.a. en hævning af lands-udligningen fra 58 til 61 pct., udligningsprocenten for hovedstadskommuner blev øget fra 85 til 88 pct. og grænsen for overudligning blev samtidig forhøjet fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte. De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr. Værre er det, at partiet med aftalen allerede for 2016 og 2017 har solgt ud af partiets principielle holdning. Med partiets tilsagn til kommissoriet for Finansieringsudvalget vedrørende tiden fra 2018, kan man frygte, at vi i realiteten har opgivet nogensinde at få ændret i et Kafkask kommunalt udligningssystem. Den markante kandidat ved Folketingsvalget i Nordsjælland, Pernille Vermund, er sammen med flere andre skredet. Ballerup-kandidaten, Mads Holger, er smidt ud af partiet og det må antages at en kerne af hans tilhængere har fulgt ham. Det paradoksale er, at de tilbageværende prøver at rykke sammen og slå hårdt ned på andre oppositionelle tendenser. I det omfang det lykkes betyder det, at alle nye ideer og partiets politikudvikling går helt i stå – og spiralen mod spærregrænse og glemsel fortsætter. Det er hjerteskærende at se den gamle partileder, Poul Schlüter, på den ene side være loyal over for den nuværende ledelse, og på den anden side nærmest med tårer i øjnene kommentere Det Konservative Folkepartis sørgelige nedtur. Det kommende Landsråd den 24. oktober i Herning kan meget vel være en skelsættende begivenhed i partiet, der kan give en indikation på om partiet overhovedet har en fremtid. På en måde kan der være en vis logik i at netop Det Konservative Folkeparti lukker og slukker i 100-jubilæumsåret. Finanslovsforhandlingerne Partiet, dvs. den uhomogene 6-mands folketingsgruppe med bistand fra en partisekretær og et sekretariat, der fuldstændig har mistet orienteringen, prøver nu at markedsføre ”tryghed for familien” som ledetråden i partiets forhandlinger om finansloven for 2016. I stedet for stop-kampagnens fokusering på ”nazi-islamisme” og andre mærkværdigheder, forsøges der nu at argumentere for, at lavere grundskyld, styrket forsvar og bedre rammevilkår for erhvervslivet tager udgangspunkt i værdierne om at skabe tryghed for familien. Javel, men hvis ikke partiet opnår imødekommelser på topskatten, en ny planlov og ændringer i den kommunale udligning er der mange flere, der falder fra. Foreløbig har partiet måttet konstatere, at man ikke kom igennem med en skatteborger-finansieret videreførelse af fritagelsen for registreringsafgift for el-biler. Om det lykkes partiet at forhindre regeringens bebudede besparelser på udviklingsbistanden og grønne initiativer er ligeledes tvivlsomt. Vi er i øjeblikket vidne til partiets totale marginalisering – og hvorfor ikke? Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Thulesen Dahl har brug for en impotent, men løs, konservativ kanon på det borgerlige fordæk.

MRSA are staphylococcus bacteria resistant to the antibiotic called Methicillin (Methicillin-Resistant Staphylococcus Aureus). In Denmark a few years ago a new type was detected primarily in pigs: MRSA CC398. Pigs carry MRSA CC398 on the skin or in their snout. Inside the pig house, MRSA CC398 is present in dust, on all surfaces and in the air. MRSA CC398 does not affect the wellbeing of pigs. MRSA is widespread among Danish pigs; Pig Research Centre estimates that MRSA CC398 is found on 68% of all Danish pig farms. MRSA CC398 may cause disease in humans, even though many are “healthy carriers” of the disease. MRSA CC398 may cause infections, in particular skin infections with ulcer and abscesses. In rare cases, infection may cause blood poisoning, and five deaths have been recorded in Denmark. The Danish National Audit Office (Rigsrevisionen) has in October in a report to the Public Accounts Committee in the Danish Parliament (Statsrevisorerne) published their critical findings regarding the actions taken by the Danish Ministry of Food, Agriculture and Fisheries to curb MRSA in Danish pig production.

Er vi truet af usikre fødevarer?

De multiresistente bakterier MRSA er på fremmarch. Det er et særdeles stort problem, da bakterierne udvikler resistens mod penicillin, og derfor kan strække et sygdomsforløb i langdrag. Det er både dyrt for statskassen, og øger risikoen for, at sygdomme ikke kan kureres med antibiotika. I alt blev 2.965 fundet smittet med MRSA i 2014 – heraf var 1.277 smittet med husdyr-MRSA (43 pct.). I 2013 blev der i alt fundet 2094 smittet med MRSA i 2013 – heraf var 643 smittet med husdyr-MRSA. En særlig type MRSA kan smitte fra dyr – ofte fra svin – til mennesker. Svinene bærer typisk, det man kalder, husdyr-MRSA på huden eller i trynen. I stalden vil husdyr-MRSA være i støvet, på alle overflader og i luften. Man kan derfor ikke undgå at komme i berøring med husdyr-MRSA, hvis man opholder sig i stalden. Der er forhold omkring smitte af husdyr-MRSA, som man ikke kender, og mange af de smittede har tilsyneladende ikke været i kontakt med grisestalde. Siden 2010 har husdyr-MRSA bredt sig og det antages, i 2014 var 68 pct. af danske svinebesætninger inficeret.

Rigsrevisionens undersøgelse

Rigsrevisionen leverer i en beretning i oktober til Statsrevisorerne om Fødevareministeriets indsats mod husdyr-MRSA en sønderlemmende kritik af Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen. Rigsrevisionen vurderer, at Fødevareministeriet i samarbejde med Sundhedsministeriet burde have undersøgt de sundhedsøkonomiske omkostninger ved husdyr-MRSA. Fødevareministeriet har frem til i dag prioriteret og gennemført sin indsats mod husdyr-MRSA uden at tage et helhedsorienteret hensyn til de sundhedsøkonomiske omkostninger. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende. Fødevareministeriets risikovurdering af husdyr-MRSA er baseret på en generel viden om sygdomsrisikoen for mennesker, men ikke på viden om omkostningerne for sundhedssektoren og erhvervet. Rigsrevisionen konstaterer, at ministeriet i forhold til husdyr-MRSA har taget skridt til, men ikke har gennemført en helhedsorienteret risikovurdering. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende. Rigsrevisionen finder, at Fødevareministeriet ikke har gennemført indsatsen mod husdyr-MRSA på en tilfredsstillende måde. I perioden 2010-2014 har ministeriet flere gange sat initiativer i gang for at skaffe mere viden på området, men Rigsrevisionen konstatere, at ministeriet ikke har haft en effektiv styring af igangsatte initiativer. Ministeriet har ikke fulgt op på, om initiativerne gav den forventede viden, og ministeriets arbejde har været præget af manglende kontinuitet og overblik. Rigsrevisionen kan i øvrigt konstatere, at ministeriet først i slutningen af 2014 har iværksat en indsats, som er specifikt rettet mod husdyr-MRSA. Rigsrevisionen konstaterer, at ministeriets samlede indsats ikke effektivt har bremset forekomsten af husdyr-MRSA, og at ministeriet fortsat ikke prioriteret indsatsen på et helhedsorienteret grundlag. I forhold til fremtidige indsatser anbefaler Rigsrevisionen, at Fødevareministeriet samarbejder med Sundhedsministeriet og at Fødevareministeriet prioriterer sin indsats under hensyn til de samfundsøkonomiske omkostninger. Rigsrevisionen anbefaler også, at Fødevareministeriet fremover sikrer styrket opfølgning på og et samlet overblik over igangsatte tiltag, herunder foretager en samlet vurdering af, om målsætningen om at fastholde det lave resistensniveau opnås. Rigsrevisionen gik allerede i Dan Jørgensens ministertid i gang med at undersøge hvad Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen egentlig havde foretaget sig i sagen om svine-MRSA. Indtil da var fem danskere døde af svine-MRSA, hvis officielle navn er MRSA CC398. Bakterien har hovedsageligt smittet personer, der arbejder i svinestalde eller bor sammen med folk, der arbejder med grise til daglig, men den hårdføre bakterie kan også smitte ved almindelig social kontakt og via for eksempel et dørhåndtag, hvor den kan overleve i ugevis. De fem døde havde således ikke haft kontakt med svin. Baggrunden for Rigsrevisionens kulegravning af specielt indsatsen mod SARS var en udbredt fornemmelse af, at der fra Fødevareministerens side ikke har været udfoldet tilstrækkelig og kvalificeret aktivitet for at forebygge, at de multiresistente bakterier spreder sig i samfundet. Det antages, at et sted mellem 6.000 og 12.000 danskere er smittet med bakterien. Allerede for 6 år siden var der tegn på, at SARS kunne brede sig til en epidemi. I al den tid har Fødevarestyrelsen forsømt at tilvejebringe oplysninger om, præcis hvor udbredt bakterien er i de danske svinebesætninger. Man har heller ikke brugt de 6 år til at afdække SARS nærmere. Fagfolk har undret sig over, at fødevaremyndighederne tilsyneladende alene koncentrerede sig om at holde bakterierne inden for stalddørene ved for eksempel at indføre hygiejneregler for landmænd. Tiltagene betegnes som rene lappeløsninger, og man burde sørge for at udrydde smitten fra svin til svin. Kun på den måde kan det forhindres, at mennesker bliver smittet. I mellemtiden har SARS bredt sig til 68 pct. af svinebesætningerne. Rigsrevisionen noterer sig, at der på grundlag af en bred politisk aftale den 17. april 2015 blev iværksat en handlingsplan, der skal bekæmpe husdyr MRSA. Partierne bag forliget erkendte at smittespredningen fra dyr til mennesker er et meget alvorligt problem, og anså det for vigtigt, at der langt om længe kom gang i bekæmpelsen af MRSA i husdyrbesætninger. Den politiske bredde bag aftalerne lover også godt aftalernes holdbarhed. Så langt så godt, men det var sandelig også på høje tid, at den daværende Fødevareminister levede op til sin egentlige opgave: at skabe gode rammer for et udviklings- og vækstorienteret fødevareerhverv, forvalte naturressourcer ansvarligt og højne fødevaresikkerhed, forbrugernes valgmuligheder og sunde kostvaner.

Statsrevisorerne er knap så kritiske

Statsrevisorerne har den 7. oktober 2015 afgivet en beretning om Fødevareministeriets indsats mod husdyr-MRSA. Statsrevisorerne kritiserer Fødevareministeriet på særligt tre punkter, og uddeler også ros på et enkelt punkt. Det fremgår af deres rapport, at de finder det “utilfredsstillende, at Fødevareministeriet siden 2010 ikke har arbejdet effektivt for at bremse forekomsten af husdyr-MRSA.” Statsrevisorerne kalder det også “utilfredsstillende”, at Fødevareministeriet ikke har formået at vurdere risici, eller har “prioriteret indsatsen mod husdyr-MRSA”, samt, at Fødevareministeriet “ikke har planer om at prioritere indsatsen under hensyntagen til helheden”. Statsrevisorerne finder positivt, at Fødevareministeriet fik lavet en handlingsplan for husdyr-MRSA i april 2015, som lægger op til en langsigtet bekæmpelsesstrategi. Samtidig kritiseres Fødevareministeriet for fortsat ikke at have planer om at prioritere indsatsen under hensyntagen til helheden, det vil sige både sundhedsøkonomiske, erhvervsøkonomiske og eventuelt andre samfundsøkonomiske omkostninger. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen tager Statsrevisorernes kritik til efterretning, men hæfter sig også ved den anerkendelse, som handlingsplanen for bekæmpelse af husdyr-MRSA trods alt modtager.

Konsekvenser i Fødevarestyrelsen

Der forlyder ikke noget om hvilke konsekvenser Fødevareministeren vil drage af kritikken, som retter sig både mod de ansvarlige i departementet og i Fødevarestyrelsen. Siden Rigsrevisionen gik i gang med kulegravningen af Fødevareministeriet har den nye regering som bekendt nedlagt ministeriet og slået opgaverne sammen med Miljøministeriet.

The German reunification was the process in 1990 in which the German Democratic Republic, GDR, joined the Federal Republic of Germany, FRG, to form Germany. The 25-anniversary of the end of the unification process is celebrated on 3 October 2015, German Unity Day.

The German reunification was the process in 1990 in which the German Democratic Republic, GDR, joined the Federal Republic of Germany, FRG, to form Germany. The 25-anniversary of the end of the unification process is celebrated on 3 October 2015, German Unity Day.

Lørdag den 3. oktober 2015 er det 25 år siden Tyskland blev genforenet. Tysklands genforening var en nøglebegivenhed under afslutningen af Den kolde krig og betegner genforeningen af BRD og DDR ved at DDR’s territorium blev indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland. Da staterne blev officielt genforenet den 3. oktober 1990 sluttede en fyrre år lang deling. Genforeningen blev mulig gennem Berlinmurens fald i slutningen af 1989 og de europæiske kommunistiske regimers sammenbrud.

Det Radikale Venstre

I anledningen af ”Die Wende”, der markerede genforeningsprocessen mellem Østtyskland og Vesttyskland og kulminationen den 3. oktober 1990, da de tidligere DDR-delstater blev en del af Forbundsrepublikken, BRD, kan der være grund til at dvæle ved Det Radikale venstres historiske rolle under den kolde krig. Selvom det Radikale Venstre i nyere tid har haft enkeltstående positive lysende initiativer som dagpengereformen og fyringen af Elbæk, så alligevel: Hvem tør i dag samarbejde med Det Radikale Venstre? Samarbejdet med de radikale klimafantaster Lidegaard og Helveg og eventyrerne med el-biler, ustyrlige solceller, PSO- og brændeafgifter kostede Socialdemokratiet dyrt, og mon ikke SF betakker sig. Radikale Venstre er med eller uden Connie Hedegaard utænkelig som samarbejdspartner for Det Konservative Folkeparti. Tanken er uhyrlig – Det Radikale Venstre er sammen med Enhedslisten nærmest modpoler til det Konservative Folkeparti og Barfoeds flirt med Margrethe Vestager forud for forrige valg kostede dyrt. Efter de radikale kvælertag på regeringspartnerne SF og S er der næppe andre partier, der tør binde an med partiet.

Den politiske historie

Politisk er der gode grunde: Frem til den aktuelle radikale new public management politik kan der trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen, partiets indædte modstand mod Danmark medlemskab af NATO i 1949, samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne og frem til vore dages klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, utroværdige indvandringspolitik, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed overfor husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

On September 30, 2005, the Danish newspaper Jyllands-Posten published 12 cartoons of the Prophet Muhammad followed by violent protests outside Danish embassies in some Muslim countries, and dramatically increased terror threats against Denmark. On 14–15 February 2015, two shootings occurred in Copenhagen, Denmark. Two victims and the Islamic extremist perpetrator were killed, while five police officers were wounded. At the first shooting Swedish cartoonist, Lars Vilks, was the target. The second shooting took place at the Great Synagogue on Krystalgade in central Copenhagen.

At stå fast I dag, onsdag den 30. september 2015 er det ti år siden, at Jyllands-Posten bragte artiklen ”Muhammeds ansigt” med 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed og leverede startskuddet til en af de største internationale kriser for Danmark nogensinde. De fleste husker billederne af demonstranter, der raserede de danske repræsentationskontorer i Syrien og Libanon, mens Dannebrog blev stukket i flammer af vrede muslimer på flere kontinenter. 10-års dagen kan være en god anledning til at mindes skuddramaerne i København 2015, som fandt sted i København ved Krudttønden på Østerbro den 14. februar 2015 og ved Synagogen i Krystalgade tidligt den 15. februar.

Krudttønden og synagogen i februar 2015

Ved attentatet på Kulturhuset Krudttønden, der formodes at have haft den svenske muhammedtegner Lars Vilks som mål, blev den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard dræbt. Ved attentatet ved synagogen i Krystalgade, der formentlig havde danske jøder som mål, blev den 37-årige vagt Dan Uzan dræbt. Ved de to attentater blev seks politifolk såret. Attentatmanden, den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein blev dræbt af Politiets Aktionsstyrke (AKS) tidligt søndag morgen den 15. februar foran Svanevej 1 på hjørnet ved Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Kronik

Allerede den 17. februar havde daværende justitsminister Mette Frederiksen en kronik i Berlingske Tidende: ”Vi viger ikke en tomme”. Formanden for Socialdemokratiet skrev dengang: Vi vil altid stå på det frie ord og den frie tankes side. Vi vil altid kæmpe for alles ret til at tænke og tale frit. Det er sådan, vi er. Og vi bliver aldrig anderledes. Mette Frederiksen havde tydeligvis fået øjnene op for faren fra radikale muslimer, og hun appellerede endog til det muslimske samfund i Danmark om samarbejde. Mette Frederiksen understregede, at ”der i den formørkede og radikaliserede islamisme er en fjende, vi ikke kan tolerere i vores samfund. Vi må bekæmpe dem og værne os mod dem”. Vi må antage, at også som socialdemokratiets formand vil Mette Frederiksen nu stå fast, og det er positivt – bedre sent end aldrig.

Reaktionerne under Muhammed-krisen

Det ville dog have været endnu bedre, hvis den opfattelse, hun nu giver udtryk for, havde været gældende, da Muhammed-krisen rasede. Ved den lejlighed underløb Uffe Ellemann-Jensen, socialdemokrater, radikale og folk fra venstrefløjen ytringsfriheden. De angreb tegningerne. De mistænkeliggjorde Jyllands-Postens motiver for at offentliggøre dem. De udviste stor forståelse for de ”krænkede” imamer og nogle af dem ”undskyldte” endog på alles vegne. Mens regeringen, var under voldsomt pres fra internationale islamistiske kredse, blev vi snigløbet af hjemlige kulturradikale og venstreorienterede, der havde ganske stor forståelse for jihad, ambassadeafbrændinger og attentater på forfattere og tegnere, der havde formastet sig til at krænke profeten.

Socialdemokratisk garanti

Det er betryggende nu at have garantien fra socialdemokraternes formand om, at skulle fædrelandet igen komme i en situation, hvor ytringsfriheden søges knægtet, er parolen: ”Vi viger ikke en tomme”.

In June, Denmark held its general election, and besides the dominant economic and migration issues, European policy played a substantial role in the run-up to the vote. The Danish policy toward the EU is based upon four reservations concerning the 1993 Maastricht Treaty: the monetary union, justice and domestic policy, security and union citizenship and the EU skepticism is widespread in Denmark. The reservations against domestic and justice policies will prevent Denmark from being involved in Europol. Consequently, a majority of five parliamentary parties agreed to hold a referendum about the abolishment of this reservation. The plan is on December 3 to have a general referendum on an “opt-in” model similar to the British and Irish example, where certain legislative acts could be voted in or out. All clauses about asylum and immigration policies are supposed to remain a national prerogative.

Folketinget, partierne og EU-politikken

Hvorfor har den danske debat om EU ofte en negativ vinkel. Hvorfor er mange medlemmer af tidligere EU-positive borgerlige partier i dag skeptiske over for EU? Der foregår mange ting i EU Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen, som man kan være politisk uenig i. Men der foregår også meget i EU, hvor det er bedre, at landene agerer i fællesskab frem for hver for sig. Udenrigspolitikken f.eks. Mon ikke det er bedre, at EU står samlet over for f.eks. situationen i Syrien og Iraq? Eller situationen i Ukraine, hvor EU over for Putin kan tale med én stemme – frem for at Putin kan spille de 28 medlemsstater ud mod hinanden? Noget andet er så, at vi så også må acceptere den linje, som alle landene kan tilslutte sig. Når Kina dumper prisen for at fremme afsætningen af sine egne produkter, er det mon så ikke bedre og mere effektfuldt, at EU i fællesskab reagerer og griber ind med straftold frem for at landene skal håndtere Kina hver for sig? Når EU laver fælles standarder for pumper, maskiner, biler, støvsugere og mange andre produkter, mon det så ikke er til gavn for danske eksportvirksomheder, der ikke behøver at forholde sig til 28 forskellige standarder? Og mon ikke det er rigtig vigtigt for Danmark, at fælles EU-mål på klima og energiområdet i princippet sikrer lige konkurrenceforhold. Problemet har ikke været EU, men at partier i Danmark har presset på for, at Danmark skulle gå videre end EU.

Fælles politikker

Når også franske og polske landmænd er omfattet af den fælles landbrugspolitik, gavner det alt andet lige danske landmænds konkurrenceevne. Alternativet ville være national landbrugsstøtte, hvor den danske statskasse ikke altid ville kunne konkurrere med f.eks. Tyskland. Eller at danske landmænd ville blive miljøreguleret gennem national lovgivning, mens konkurrenterne i Syd- og Østeuropa ville være underlagt mindre restriktive regler. I den økonomiske politik har vi i EU tilsluttet os regler, der til en vis grad harmoniserer landenes finanspolitikker. Vi har forpligtet os til at begrænse budgetunderskuddene til 3 pct. af BNP. Vi har også forpligtet til at undlade at finansiere aktiviteterne ved uhæmmet gældsætning. Den offentlige gæld skal holdes under 60 pct. af BNP. Desværre har en række af også store EU-lande ikke hidtil været parate til helt og fuldt at efterleve reglerne, men de kommer før eller siden til at betale prisen. I pengepolitikken og i valutapolitikken har 18 EU-lande valgt at agere i fællesskab inden for Euro-samarbejdet. Danmark står uden for, men vi må på godt og ondt leve med Euro-landenes beslutninger. Den Europæiske Centralbank, ECB, har taget den store bazooka frem og poster gigantiske summer af Euro ud i systemerne. Resultatet er ikke udeblevet – kursen på Euro falder i forhold til dollar og renteniveauet er ligeledes i bund. Alle, der har mulighed for det, prøver naturligvis at sikre deres værdier, og det betyder at der er en tendens til at forlade Euro til fordel for især dollar og pund, men også til fordel for schweizerfranc, svenske kroner og danske kroner. Hvis Nationalbanken lod den danske krone stige, ville det betyde svækket konkurrenceevne for danske virksomheder, lavere eksport, højere import og lavere vækst og stigende ledighed. Nationalbanken har derfor ikke noget valg. Fastkurspolitikken må for enhver pris fastholdes, men det er selvfølgelig ikke gratis. Der har været en tendens til at mene, at det, at Danmark står uden for Euroen, er omkostningsfrit. Tværtimod har det kun været forbundet med fordele. Trods den nøgterne rådgivning fra Nationalbanken har Folketinget og de politiske partier vægret sig ved at forholde sig til det kontroversielle spørgsmål.

Den formelle beslutningsprocedure i Danmark og EU

Kritikken af EU går dels på den faktisk vedtagne EU-politik, men også på områder, hvor EU tilsyneladende ikke formår at vedtage relevante fælles regler. Endelig er en væsentlig del af EU-kritikken i Danmark rettet mod den nationale implementering af EU-regler. Der kan derfor være behov for nærmere at se på, hvordan Danmarks holdning til EU-sager fastlægges i det, der kaldes den danske EU-beslutningsprocedure. Den danske EU-beslutningsprocedure har fire led: 1. Specialudvalgene Specialudvalgene er embedsmandsudvalg opdelt på sagsområder i EU (f.eks. specialudvalget for sundhedsspørgsmål). Det fagministerium, som har ansvaret for det pågældende sagsområde, varetager formandskabet i specialudvalget. Antallet af medlemmer fra andre ministerier eller styrelser varierer. Udenrigsministeriet er repræsenteret i alle specialudvalg. Der indkaldes i princippet til møde i specialudvalget, når behandlingen af et forslag påbegyndes i en af Rådets arbejdsgrupper. Specialudvalget identificerer forslagets indhold og rækkevidde og udarbejder foreløbige danske synspunkter. Problemet er, at en række ressortministerier ikke er særlig interesseret i indblanding fra andre ministerier, og specialudvalgene indkaldes derfor ikke ofte nok. Bortset fra Finansministeriets traditionelle interesse for de økonomiske konsekvenser, har der hidtil har slet ikke fra andre end fagministeriet været fokus på den praktiske og administrative implementering i Danmark. 2. EU-udvalget EU-udvalget består af embedsmænd, der i de forskellige fagministerier på typisk afdelingschef-niveau har ansvaret for koordinationen af EU-sager. Udenrigsministeriet har formandskabet. Behandlingen af sager i EU-udvalget sker normalt på grundlag af parallelle forhandlinger på ambassadørniveau i Bruxelles. Hovedparten af de sager, som drøftes i EU-udvalget, er sager, der kommer op i forbindelse med et rådsmøde i den efterfølgende uge. Sagerne er derfor i de fleste tilfælde så modne, at det reelt er for sent at gøre indsigelser. 3. Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg er det tredje led i EU-beslutningsproceduren. I udvalget sidder ministre. Det er principielt her regeringens Europapolitik fastlægges, men i de fleste tilfælde er der tale om en ren formel orienteringsprocedure. 4. Folketingets Europaudvalg Folketingets Europaudvalg er sidste led i den danske EU-beslutningsprocedure. Forud for forhandlinger i Rådet redegør den sagsansvarlige minister i Europaudvalget for de sager, der ventes drøftet på rådsmødet. Redegørelsen omfatter en gennemgang af den danske forhandlingsposition. Såfremt der ikke konstateres et flertal mod ministerens oplæg, udgør dette rettesnoren under forhandlingerne i Bruxelles.

EU-beslutningsproceduren i Bruxelles

Parallelt med behandlingen af sager i den danske EU-beslutningsprocedure forhandles sagerne i Bruxelles. Det er typisk EU-repræsentationens medarbejdere og embedsmænd fra fagministerierne, der forhandler på Danmarks vegne i EU på embedsmandsniveau. Forhandlingerne sker som regel på basis af “instruktion” fra København. Beslutningsproceduren har følgende led: 1. Rådets arbejdsgrupper Rådets arbejdsgrupper er det første led i beslutningsproceduren. Her indledes de tekniske forhandlinger om sagerne. I Rådets arbejdsgrupper er alle medlemslande og Kommissionen repræsenteret. Mødeledelsen varetages på skift af medlemslandene afhængigt af, hvem der har formandskabet i EU. Når en sag er færdigbehandlet i en arbejdsgruppe, eller hvis det ikke er muligt at nå videre i forhandlingerne, sendes sagen videre til Coreper. 2. Coreper I Coreper sidder medlemslandenes ambassadører (og en repræsentant for Kommissionen). Det er Corepers opgave at forberede samlingerne i Rådet og drøfte sager, som der ikke kunne opnås enighed om i Rådets arbejdsgrupper. Coreper fungerer således som bro mellem embedsmænd og ministrene. Mødeledelsen varetages på skift af medlemslandene afhængigt af, hvem der har formandskabet i EU. 3. Rådet Når Rådet samles, er alle medlemslandes ministre og Kommissionen repræsenteret. Rådet træffer beslutninger på baggrund af de forudgående forhandlinger i Rådets arbejdsgrupper og Coreper. Mødeledelsen varetages af den minister, hvis medlemsland har formandskabet i EU på det pågældende tidspunkt. 4. Europa-Parlamentet I mange sager er Europa-Parlamentet medlovgiver. I sådanne tilfælde skal både Rådet og Europa-Parlamentet sige ja, før en sag er vedtaget. I andre tilfælde skal Rådet rådføre sig med Europa-Parlamentet, før Rådet afgør sagen. 5. Det Europæiske Råd (DER) Ud over de almindelige rådsmøder mødes stats- og regeringscheferne fra medlemslandene i det Europæiske Råd. Disse møder har ikke nogen formel forbindelse til den øvrige beslutningsproces i EU og medlemslandene. På det Europæiske Råd drøftes overordnede emner og mere generelle politiske spørgsmål med henblik på at udstikke retningslinjer for EU’s og medlemslandenes arbejde fremover.

Hvad er problemet?

Når holdningen til EU er kritisk, må Folketinget og Europaudvalget bære deres del af ansvaret. Folketingets Europaudvalg har ikke formået at gøre sig til det centrale forum, hvor de store EU-spørgsmål debatteres og finder sin løsning. Europaudvalget begrænser sig til at give danske ministre mandat forud for rådsmøder. Hver uge tager danske ministre til Bruxelles for at træffe beslutninger i EU’s Ministerråd. Før en minister tager af sted for at træffe beslutninger af større rækkevidde, har ministeren været i Folketingets Europaudvalg for at forelægge et såkaldt forhandlingsoplæg. Her forelægger ministeren sine sager og forsikrer sig om, at der er opbakning til ministerens forhandlingslinje – eller i hvert fald ikke et flertal mod i Folketinget. I Europaudvalget repræsenterer hvert partis ordfører det antal mandater, som partiet har i Folketinget. På den måde udtrykker udvalgets holdning til ministerens forhandlingsoplæg også hele Folketingets holdning. Når forhandlingsoplægget er godkendt, siger man, at ministeren har fået sit mandat.

Europaudvalgets begrænsede kapacitet

Problemet er, at EU-politikken efterhånden rækker ind over så mange politikområder, at man umuligt kan dykke ned i substansen, når hver politiker sidder med så bredt et område. Der er brug for, at der kommer flere indover, og der er fremfor alt brug for politisk opmærksomhed på sagerne på et langt tidligere tidspunkt. Når sagen er klar til beslutning i Ministerrådet er toget for længst kørt, og den kloge kommissær har for længst sammen med formandsskabet sikret sig, at der mindst er et kvalificeret flertal for forslaget. EU-lovgivning indføres i dansk lov gennem forordninger, som har direkte virkning i Danmark, gennem domme fra EU-Domstolen, som også har direkte retsvirkning på dansk grund, og så gennem direktiver. De sidste skal regering og Folketinget stå for implementeringen af. I mange EU-direktiver er der tale om minimumsregler og plads til ikke ubetydelige nationale særpræg og fortolkninger. Et flertal af partierne i Folketingets Europa­udvalg mener, at det i større omfang bør være politikerne og ikke embedsmænd, der foretager disse fortolkninger. Og en bestemt fortolkning af et direktiv kan både falde ud som en fordel eller en ulempe for danskerne. Så i takt med, at EU breder sig ind over områder som miljø, trafik, økonomi, arbejdsmarkeds-, erhvervs- og skattepolitik, så underkastes en stadigt mindre del den politiske behandling, som foregår i Folketinget. Bekendtgørelser og cirkulærer udstedes i en lind strøm af ministerierne under en ressortministers ansvar og med hjemmel – nogen gange tvivlsom hjemmel – i en bredt formuleret bemyndigelseslov. Mens love i Folketinget skal igennem tre behandlinger i Folketinget, debatter i Folketingets stående udvalg, hvor der skal skrives en betænkning og tages hensyn til høringssvar. Det er altså en helt anden og langt mere grundig proces, end den normale implementering af EU-regler med bekendtgørelser og cirkulærer. Folketinget har ikke tradition for dyb involvering i de bemyndigelseslove, som er hjemlen for implementeringen af de fleste EU-direktiver. Det har været regeringens mulighed for at bestemme, hvordan tingene skal være, og embedsmændene har fået en hurtigere og mere effektiv implementering. Den danske model omkring det mandat, som ministeren skal have, før han eller hun skal ned til Bruxelles og forhandle, har en ganske robust parlamentarisk kontrol, men i den efterfølgende proces har Folketinget ikke involveret sig. Det paradoksale er, at det ikke mindst er i forbindelse med implementeringen, at der kan være rigtig meget politik.

Ikke klare regler for implementering

Der eksisterer ikke klare retningslinjer for, hvornår et EU-direktiv skal indføres i Danmark via en særlig lov, og hvornår det er tilstrækkeligt med en bekendtgørelse med hjemmel i en tidligere vedtaget bred bemyndigelseslov. Justitsministeriets »Vejledning Om Lovkvalitet« anbefaler, at overordnede og principielle retningslinjer bør fastlægges af Folketinget. Samtidig fremhæves det, at hensynet til en hurtig og smidig implementering ofte tilsiger at reglerne fastsættes i bekendtgørelser og cirkulærer. Problemet er altså, at hverken regering eller Folketing har tilstrækkelig indsigt i implementeringen af EU-regler i Danmark. Fra Folketingets partier høres ofte kritik af de vilkår som man byder den parlamentariske kontrol. Det er imidlertid et problem, der i vidt omfang kan håndteres i Europaudvalget, såfremt et flertal ønsker at få forelagt flere sager og måske på et tidligere tidspunkt i beslutningsprocessen.

Regeringens forslag til forebyggelse af overimplementering

Regeringen og en række erhvervsorganisationer har været optaget af, at EU-regler synes at blive implementeret i Danmark på en urimelig byrdefuld måde. De foreslåede ændringer i beslutningsproceduren betyder, at der etableres et nyt, magtfuldt regeringsudvalg – Implementeringsudvalget – bestående af otte centrale ministre under erhvervsministerens formandskab. Udvalget skal allerede i de tidligste stadier overvåge ny EU-lovgivning, der kan tænkes at få væsentlige konsekvenser for dansk erhvervsliv. Formålet er hurtigt at kunne reagere politisk for at varetage dansk erhvervslivs interesser. Derudover skal alle ministerier for fremtiden forelægge det for udvalget, hvis de har tænkt sig at overimplementere et EU-direktiv, samt begrunde hvorfor. Udvalget skal som udgangspunkt mødes en gang om måneden, og får sit eget sekretariat i Erhvervs- og Vækstministeriet. Der skal løbende afrapporteres til statsministeren. Derudover oprettes et særligt, forberedende udvalg bestående af departementscheferne fra de 8 deltagende ministerier. Endelig vil regeringen oprette et såkaldt ”Implementeringsråd” bestående af repræsentanter for erhvervsliv, den finansielle sektor, lønmodtagere og forbrugere.

Consumer Council Think (Forbrugerrådet Tænk) is an independent Danish consumer organization with the aim to promote sustainable and socially responsible consumption and efficient markets, in order to ensuring the rights of consumers and make consumers a force in the market. The Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) is a proposed free trade agreement between the European Union and the United States. Proponents say the agreement would result in multilateral economic growth, while critics like Consumer Council Think say it would increase corporate power and make it more difficult for governments to regulate markets for public benefit.

I øjeblikket forhandler EU og USA en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Baggrunden for forhandlingerne er parternes soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale og TTIP-aftalen har været forhandlet siden sommeren 2013. Den fælles ambition er at nå en aftale, der stort set fjerner de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.

  Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen er positive

Mens DI og de øvrige erhvervsorganisationer og den danske fagbevægelse, der har stærke interesser i at få afsluttet forhandlingerne om TTIP, ikke har principielle indvendinger mod en frihandelsaftale, er der fra græsrodsorganisationer i Danmark og andre europæiske lande voksende kritik. I Danmark deltager så forskellige organisationer som NOAH, Afrika Kontakt, Greenpeace, ATTAC-Danmark, Det Økologiske Råd, Forebyggelses- og Patientrådet og forbrugerrådet TÆNK i modstanden mod TTIP.

Græsrøddernes argumentation

Græsrodsbevægelserne bruger ganske mange kræfter på at dæmonisere aftaleforhandlingerne. Det hævdes således, at den indbyggede tvistbilæggelsesmekanisme vil favorisere amerikanske multinationale selskaber, der – i modsætning til europæiske virksomheder – får mulighed for at sagsøge Danmark og andre lande uden om de nationale domstole. Realiteten er, at det tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – der er indeholdt i udkastet til TTIP-aftale opererer med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye diskriminerende regler og love fratager den en forventet indtjening. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel.

  Kritikerne slår en åben dør ind

  Den offentlige debat og Europaparlamentets reservationer har gjoirt indtryk. EU’s handelskommissær Cecilia Malmström har offentligt tilkendegivet, at den foreliggende tekst om ISDS ikke er den endelige. Den 16. september præsenterede EU-Kommissionen de elementer, man vil lægge vægt på i de fortsatte forhandlinger om ISDS. Det vil fra EU være et ufravigeligt krav, at regeringerne selvfølgelig fortsat har ret til at forfølge politikker i offentlighedens interesse, herunder f.eks. hvilke krav der kan stiles til emballagen af tobaksprodukter. Særligt vil EU-Kommissionen i forhandlingerne sikre, at det tydeliggøres, hvornår og hvordan investorer kan rejse ISDS-sager. Kommissionen vil endvidere sikre, at regeringers ret til at regulere tydeliggøres i aftalen. Vedrørende selve voldgiftssystemet vil EU sikre, at de udpegede voldgiftsmænd har kvalifikationer svarende til de krav der stilles til dommerne ved internationale domstole. Det vil også blive sikret, at offentligheden har adgang til de dokumenter, der forelægges tvist-bilæggelsestribunalet. Desuden skal tribunalet pålægges at afholde høringer, hvor alle interesserede parter får mulighed for at ytre sig. I tilknytning til voldgifts tribunalet vil der blive etableret en appelinstans, efter samme retningslinjer, som man kender fra WTO-systemet. På den lidt længere bane vil EU-Kommissionen arbejde for, at der etableres en egentlig international investeringsdomstol. Sigtet er, at en sådan domstol efterhånden skal kunne erstatte de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i internationale handelsaftaler.

Forbrugerrådet TÆNK

Fra Forbrugerrådet TÆNK, der selvangiver sig som en uafhængig medlemsorganisation, der arbejder for et Danmark, hvor alle forbrugere kan foretage et trygt valg, lyder det, at man ikke vil have en handelsaftale, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse. Samtidig kritiseres de nationale regeringer og EU-Kommissionen for lukkethed omkring forhandlingerne.

Tvivlsomt mandat

Det fortaber sig, hvem der har udstyret TÆNK med et mandat til på alle forbrugeres vegne at bekæmpe frihandel mellem EU og USA. Det er så meget mere påfaldende, da den tidligere direktør for TÆNK, Benedikte Federspiel, er den ene af de 2 forbrugerrepræsentanter, der i TTIP Advisory Group, følger forhandlingerne tæt.

Mere information om TTIP-forhandlingerne her.