Den altid årvågne udenrigstjeneste, der arbejder på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde, havde i 1988 ingen anelse om at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald aflagde daværende Statsminister Poul Schlüter – på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.

 

Innovationsfonden får 1. februar 2020 ny direktør.

Bestyrelsen har netop ansat Anne-Marie Levy Rasmussen, der kommer fra en stilling som global leder i den kommercielle del af vaccineområdet i medicinalvirksomheden, GlaxoSmithKline (GSK).

Om valget siger bestyrelsesformand, koncerndirektør i Novozymes, Tina Fanø:

– Med Anne-Marie Levy Rasmussen får Innovationsfonden en meget kompetent direktør med bred og lang erfaring fra forsknings- og innovationsområdet. Hun har arbejdet på både universitetssiden og i det internationale erhvervsliv og har indsigt i politiske processer. En kombination af erfaringer, som vil komme fonden og dens mange ansøgere til gode, når hun skal fortsætte udviklingen af organisationen.

Innovationsfonden kommer til at spille en helt central rolle i den grønne omstilling. Hvis finansloven vedtages, vil den statslige fond allerede næste år stå klar med 800 mio. kr. til forskning i klimaløsninger. Det kommer oveni den portefølje af ”grønne” investeringer på op mod 3 mia. kr. som Innovationsfonden allerede råder over.

En ny rapport baseret på input fra erhvervsliv og forskere har identificeret 3 særligt vigtige områder: alternative brændstoffer til fly, skibe og transport, klimavenlige fødevareløsninger og mere grønt og bæredygtigt byggeri.

Det mest interessant område er imidlertid der, hvor Danmark ligger inde med viden og nye teknologier, som kan gøre en forskel for det globale klima, hvis de bliver undersøgt, støttet og får hjælp til at blive omsat til forretning. Det er områder som klimavenlig cement, genbrug af byggematerialer, brug af data og kunstig intelligens i bygninger og nye former for fødevarer, f.eks. laboratoriefremstillet kød, kunstigt fremstillet protein til fødevarer og mikrobakterielt landbrug.

Elektrofuels

Et område har dog vist sig at skille sig ud. Hele området med elektrobrændstof eller Power2X, som det kaldes i rapporten, er et område, som Innovationsfonden selv fremhæver. Elektrobrændstof kan bruges både til at løse nogle af problemerne med energilagring, men er også en vigtig løsning i transportsektoren, til lands, til vands og i luften.

Møderne i klimaløsningspanelet har betydet, at Innovationsfonden nu har et mere optimistisk syn på at elektrobrændstof ser ud til at kunne have en effekt om ikke så mange år.

Rapporten viser, at det er transporten, der skal være med til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af brancher. Luftfartsbranchen i Danmark har det seneste års tid haft kig på netop elektrobrændstof som en mulig klimaløsning i en branche, der har en betydelig, negativ indvirkning på CO2-udledningen på verdensplan. Men det er tydeligt, at behovet for alternative, klimavenlige brændstoffer som elektrofuel i dag ikke kun er noget, der er interesse for i flybranchen, men kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af brancher. Der er da også interesse for elektrofuel i en række brancher.

Danmark har en unik position, hvor vi har satset på biogas, som kan bruges til at levere det kulstof, der skal bruges til elektrofuel, og samtidig har vi en eksisterende infrastruktur i form af et naturgasnet, som måske gør, at vi kan løse det her og skabe en produktion, som andre ikke har mulighed for.

Innovationsfondens rapport kan læses her:

https://innovationsfonden.dk/sites/default/files/2019-11/climate-panel_final-report-komprimeret_1.pdf

Ansøgningsfristen for stillingen som direktør for det såkaldte forbrugerråd Tænk nærmer sig. Stillingen som direktør, der er underlagt en fuldtidsarbejdende bestyrelsesformand, kan ikke betragtes som attraktiv.

Det såkaldte Forbrugerråd Tænk

På finanslovsforslaget for 2020 ydes der et årligt tilskud til Forbrugerrådet Tænk på 17,5 mio. kr. og det hidtidige tilskud til Tænk Kemi på 3,1 mio. kr. videreføres ikke.

Tilskuddet til Forbrugerrådet Tænk ydes med det formål at muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation, der er uafhængig af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier, og som inden for sit vedtægtsmæssige formål kan varetage forbrugerpolitiske interesser i den offentlige debat, drive oplysningsvirksomhed samt tjene som høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Forbrugerrådet Tænk oplyser selv, at de er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.

Forløberen for Forbrugerrådet Tænk er Danske Husmødres Forbrugerråd, der blev stiftet i 1947. Siden skiftede foreningen navn til Forbrugerrådet, der udgav bladet Tænk. I 2013 tilføjedes bladets titel til medlemsorganisationens navn: Forbrugerrådet Tænk.

Forening med begrænset legitimitet

De færreste er i den virkelige verden stødt på et menneske med medlemskort til Forbrugerrådet Tænk, men Forbrugerrådet Tænk hævder selv at have 84.000 personlige medlemmer og 28 medlemsorganisationer, der repræsenterer over 1,5 million danskere. Organisationen, der forekommer at have et begrænset demokratisk mandat, gør sig bemærket med politiske synspunkter på alt: handelsforhandlinger mellem EU og USA, udviklingspolitik, EU-politik, klimapolitik, genteknologi og meget andet.

Forbrugerrådet Tænk foregiver at fremme danske forbrugeres interesser og rettigheder gennem sin repræsentation i mere end 300 råd, nævn og udvalg og gennem rådgivning, information, presse, kampagner, projektindsatser, medlemsinvolvering og deltagelse i internationalt samarbejde.

Legitimation for offentlige myndigheder

Man kan ikke undgå den tanke, at den eneste grund til at statsstøtten til en pseudo-repræsentant uden demokratisk forankring, er at offentlige myndigheder har brug for rygdækning fra en ”forbrugerorganisation”, der betales for at være høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Tilskuddet til Tænk Kemi fjernes

I de seneste år har der fra erhvervsorganisationer og offentlige myndigheder været kritik af aktiviteterne i Tænk Kemi – tidligere Kemi Watch, der ”forvirrer” og skaber ”unødig bekymring”. Statstilskuddet på 3,1 mio. kr. var da også skåret bort på forslag til finanslov for 2020.

Regeringen skal være opmærksom på, at det selvbestaltede forbrugerråd Tænk uden tøven allierer sig med oppositionen og såkaldte uafhængige forskere, hvis myndighederne ikke følger organisationens synspunkter.

Formanden, Anja Philip, har ved adskillige lejligheder demonstreret, at hun kan skabe betydelig politisk furore, hvis organisationens synspunkter ikke følges.

 

EU-Domstolen har netop i den såkaldte Psagot-sag bestemt, at varer fra israelske bosættelsesområder, som Golanhøjderne, Vestbredden og Østjerusalem, skal mærkes, så europæiske forbrugere ved, at de kommer fra besatte områder. Det er Frankrig, der har presset på for at få denne dom vedtaget.

Mange lande har såkaldte besatte områder. Tyrkiet har således besat Nordcypern. Kina har besat Tibet. Rusland har besat Krim. Marokko har besat Vestsahara. EU har dog ikke planer om at røre ved nogle af de lande, men gerne ved Israel. Hvorfor?

I USA har EU-Domstolens afgørelse vedrørende mærkningen af produkter fra israelske bosættelsesområder, så der kan sondres mellem disse produkter og palæstinensiske produkter, givet anledning til bekymring. Det amerikanske udenrigsministerium erklærede, at  “The United States is deeply concerned by the EU requirement identified in the decision issued yesterday by the Court of Justice of the European Union (CJEU) in the Psagot Case.  The circumstances surrounding the labeling requirement in the specific facts presented to the Court are suggestive of anti-Israel bias.  This requirement serves only to encourage, facilitate, and promote boycotts, divestments, and sanctions (BDS) against Israel.  The United States unequivocally opposes any effort to engage in BDS, or to otherwise economically pressure, isolate, or otherwise delegitimize Israel.  The path toward resolving the Israel-Palestinian conflict is through direct negotiations.  America stands with Israel against efforts to economically pressure, isolate, or delegitimize it”.

Den israelske vinproducent Psagot Winery på Vestbredden hyrede i september sagførerfirmaet Covington and Burling til i WTO at anfægte EU’s krav til mærkning af produkter fra israelske bosættelsesområder.

Psagot Winery, der har forbindelser til premierminister Benjamin Netanyahu, har også benyttet Covington and Burling til lobbyaktiviteter i USA.

 

I december 2017 annoncerede præsident Donald Trump at den amerikanske ambassade ville blive flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Flytningen blev faktisk gennemført den 14. maj 2018.

I april 2018 annoncerede Guatemala, at deres ambassade ville blive flyttet til Jerusalem den 16. maj 2018.

Den nyvalgte præsident i Brasilien, Jair Bolsonaro, bekræftede i november 2018, at han vil flytte sit lands ambassade i Israel til Jerusalem.

Dermed står Brasilien til at blive det første store land efter USA, som flytter sin ambassade til Jerusalem. Rumænien, og Guatemala har tidligere meddelt flytning af deres ambassader til Jerusalem.

Honduras, Ungarn, Moldova, og Rumænien har ligeledes meddelt at de vil flytte til Jerusalem. Paraguays ambassade var en kort tid I 2018 placeret I Jerusalem, men blev efter få måneder flyttet tilbage til Tel Aviv.

Andre 12 lande har honorære konsuler akkrediteret til Israel i Jerusalem, ligesom lande som Australien og Ungarn allerede har åbnet handelsmissioner i Jerusalem.

Danmark har hidtil fulgt EU-linjen

Danmark følger den linje EU har anlagt, hvor man undgår at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad ved at placere ambassaderne i Tel Aviv. Jerusalem er et kontroversielt emne, da både israelere og palæstinensere gør krav på byen.

Færøerne vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad

Færøerne vil nu på egen hånd anerkende Jerusalem som israelsk hovedstad. Desuden arbejder Færøerne på at få åbnet en ambassadelignende repræsentation i landet.

Det fortæller den færøske udenrigsminister, Jenis av Rana til dagbladet Politiken.

Større albuerum til Færøerne og Grønland

Tidligere i år har statsministeren talt for at give både Færøerne og Grønland mere albuerum på det udenrigspolitiske område, så de i højere grad kan udstikke deres egen linje, som Færøerne har valgt at gøre her i forbindelse med Jerusalem og Israel.

Det forøgede albuerum tager Færøerne nu til sig. Udenrigsministeren Jenis av Rana fortæller, at man vil søge penge til at åbne repræsentationen via finansloven.

“Det er de facto en anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad”, siger han og begrunder Færøernes Jerusalem-politik med, at kristendommen står stærkt på Færøerne, og at man “elsker Israel”.

 

 

 

 

Ifølge Kristeligt Dagblad viser helt nye tal fra Dansk Flygtningehjælp, der varetager repatrieringsindsatsen sammen med kommunerne, at antallet af frivillige hjemrejser hidtil på årsbasis har ligget på omkring 350 personer. Siden 1. maj 2019 er 71 syrere dog vendt hjem til Syrien.

Den danske stat yder en ganske omfattende støtte til flygtninge og indvandrere, der ønsker at vende hjem. Støttemulighederne fremgår af en pjece, der foreligger på talrige sprog.

Den økonomiske støtte fra Danmark betyder, at voksne i 2019 får op til 139.274 kr. til at starte et nyt liv i hjemlandet. Børn får op til 42.476 kr.

Pengene udbetales i to portioner – første del ved udrejsen og anden del (op til 83.565 kr. til voksne, op til 25.486 kr. til børn) udbetales efter ét år i hjemlandet.

Staten yder herudover støtte til

• Rejseudgifter,
• Transport af ejendele, eller hjælp til udgifter til køb af personlige bohave,
• Erhvervsudstyr,
• Sygeforsikring i 4 år,
• Medicin til 1 års forbrug,
• Nødvendige hjælpemidler,
• udgifter til skolegang i 4 år for børn mellem (5-16) år,
• Støtte til anskaffelse af rejsedokumenter.

Hvis flygtningen/indvandreren er fyldt 55 år, kan vedkommende desuden få udbetalt et fast beløb i bistand fra Danmark hver måned. Hjælpen er normalt mellem 2.800 kr. og 5.500 kr. per måned. For at modtage hjælpen, skal vedkommende have haft opholdstilladelse i Danmark i mindst 5 år.

Næsten 19.000 syrere er siden 2014 flygtet til Danmark.

Det bemærkes, at en dansk folkepensionist med en mindre erhvervspension får udbetalt omkring 4.000 kr. om måneden i Folkepension.

Pjecen med støttemuligheder, kan læses her:

https://flygtning.dk/media/5095747/a6-folder-2019-dansk.pdf

 

                                         Departementschefen i justitsministeriet

Skandalen omkring afdelingschef Bettina Jensen i Rigspolitiet har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016. Udbudsreglerne har ikke været overholdt i en stor del af aftalerne, viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.
Som afdelingschef gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner. Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.
Afdelingschef Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Bettina Jensen går fri
Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. Nu har Københavns Politi besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.
Oplysningen om, at Københavns Politi har sagt stop, kommer fra advokaturchef Dorit Borgaard, der udtaler at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Når Bettina Jensen ikke kan drages til ansvar, betyder det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af politiets ledelse?

Hvad med andre ministerier?
Sagen rejser også spørgsmålet: Når selveste Politiet ikke overholder gældende regler, er der så også i andre ministerier tale om systematiske overtrædelse af reglerne, herunder vedrørende udbud? Hvordan har praksis været i Justitsministeriet, og hvorfor er Rigspolitichef Henrik Højbjerg endnu ikke draget til ansvar?

Britta Nielsen slipper ikke så let som Bettina Jensen
Den fra Socialministeriet bedrageritiltalte Britta Nielsen må ærgre sig over, at hendes sag ikke også fra starten blev bedømt af advokaturchef Dorit Borgaard. Selvom Britta Nielsen i 2017 modtog Dronningens fortjenstmedalje i sølv efter 40 års uafbrudt arbejde i Socialministeriet, har hun ikke undgået en straffesag for at betænke sig selv og hendes familie med midler, der var tiltænkt sociale formål.
https://www.information.dk/telegram/2019/11/chef-rigspolitiet-slipper-straffesag-bestikkelse

Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.
Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.

Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.
Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kommunale budgetter
Rundt omkring i kommunerne er budgetaftalerne for 2020 så småt ved at falde på plads. I mange kommuner har man tydeligvis prioriteret brede forlig, der stiller alle tilfredse. De hidtil offentliggjorte budgetter er blottet for besparelser og rationaliseringer, og samtidig fastholde kommuneskatterne og grundskylden på uændret niveau. Det betyder med andre ord, at byrødderne med borgerlige stemmer har ladet stå til. Derfor vil kommuneskatten og grundskylden i mange kommuner vokse med tusindvis af kroner. I hovedstadsområdet vil grundskylden for et almindeligt parcelhus stige med cirka 3.000 kroner og nå en samlet årlig regning på over 50.000 kroner (oveni kommer naturligvis ejendomsværdiskatten til staten).

Gentofte
Med et budget på godt 7 mia. kr. har den konservativt ledede kommune angiveligt fortsat fokus på en robust økonomi, høj service og endnu mere borgerinddragelse samt en lav beskatning, som også i 2020 vil være landets laveste. Med landets laveste personskat på 22,8 pct. og en grundskyld på 16 promille – den laveste, som loven tillader. Det kan kommunen tillade sig, fordi stigninger i indkomster og grundskyld betyder, at kommunens indtægter helt automatisk stiger med knap 150 mio. kr.
Tankevækkende er det, at den markant største udgiftspost i budgettet fortsat er udligningsskatterne til andre kommuner. I 2020 er beløbet 3,3 mia. kr., som Gentofte Kommunes borgere sender til resten af landet. Det svarer til 57 pct. af de penge, Gentoftes borgere betaler i indkomstskat.
I udligningssystemet er der intet incitament til at gennemføre rationaliseringer og besparelser på ydelserne til borgerne i Gentofte. Med det in mente, er det ganske absurd, når en række jyske kommuner bruger Gentofte som et eksempel på en kommune, der ikke betaler nok til resten af landet.

Skuespil for folket
Realiteten er, at kommunernes samlede udgifter er enorme: i 2018 var de på omkring 369 mia. kr.!

Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.

Hvis vi havde haft en ansvarlig regering – og en ansvarlig opposition – ville tilgangen til forhandlingerne med regioner og kommuner have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.
Samlede offentlige udgifter på 1.220 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.
Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter i 2020 vil løbe op i svimlende 1.220 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk fyres af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne kun flytte rundt på nogle milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!
Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på, at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.
Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.
De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod, som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv.
Med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber i valgagitationen, skulle det gå galt. For Venstre antog det i valgkampens afsluttende dødedans absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

Den offentlige sektor – benyttes pengene forkert og for dårligt?
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.
Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.
Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.
Det nyvalgte konservative folketingsmedlem, Mona Juul, har ganske rigtigt påpeget, at hvis der ikke er penge til at køre den offentlige sektor ordentligt, er det ikke fordi der mangler penge. Det må tværtimod være et udtryk for, at de penge, der er i systemet, benyttes forkert og for dårligt.

Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.220 mia. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren. Realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande.
Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.
Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.
Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Produktivitetskommissionens formand tilkendegav i sommeren 2013, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.
I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.
Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå

På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.
Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis.

Udligningsreform
Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.

Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen. Regeringen har varslet, at forhandlingerne om en ny udligningsreform indledes i februar. For kommunerne i hovedstadsområdet bliver det afgørende, at partierne tager hensyn til de store forskelle i borgernes rådighedsbeløb, når de fastlægger den fremtidige udligning. Nye tal fra Realkredit Danmark viser nemlig, at det årlige rådighedsbeløb for en almindelig familie i hovedstadsområdet er 74.000 kr. mindre end, hvis familien bor i Nordjylland. Det er over 6.000 kr. ekstra om måneden, familien ville få blot ved at flytte fra hovedstadsområdet til Nordjylland. Hvis vi medregner familiens boligudgifter, stiger forskellen til svimlende 139.000 kr. om året.

Oxford University har offentliggjort en erklæring, hvor cirka 11.000 forskere fra 154 lande har underskrevet en fælleserklæring med en række advarsler vedrørende klimaforandringer.

Men selvom mange på listen aldrig har beskæftiget sig med klimaforskning, slet ikke er forskere eller er fiktive figurer som Mickey Mouse og Albus Dumbledore fra Harry Potter, florerede historien i Danmark ukritisk på flere medier og i nyhedstjenesten Ritzau. Berlingske skrev, at ”11.000 forskere slår klimaalarm og bryder tabu: Verdensbefolkningen ’skal stabiliseres’”. Dagbladet Information skrev, at ”11.000 forskere advarer: Klimakrisen truer menneskeheden”, og DR 2-programmet Deadline debatterede erklæringen i udsendelsen i onsdags, ligesom de bragte nyheden på Danmarks Radios hjemmeside, dr.dk.

Den kenyanske statssekretær, Macharia Kamau, og formand for topmødet i FN’s befolkningsfond (UNFPA), som i disse dage finder sted i Kenyas hovedstad, Nairobi:
”Du sagde, at de er forskere? Mon ikke de snarere er narkovrag? Eller måske ballademagere, der er ude på at afspore vores forsøg på at redde vores kontinent. Enhver, der ved bare det mindste om klima og klimaforandringer, vil fortælle dig, at der er ingen sammenhæng mellem befolkningstørrelse og klimaforandringer”.
Én som rent faktisk har forsket i klimaforandringer, er Kirsten Halsnæs, professor ved DTU Management på Danmarks Tekniske Universitet. Hun siger:
”Det, der står i erklæringen, er ikke dokumenteret videnskabeligt, og mange af dem, der har underskrevet, har intet med klimaforskning at gøre. Jeg kan slet ikke forstå, at det er kommet så fint frem i medierne.”

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/forskere-der-ikke-har-forsket-i-klimaforandringer-slaar-klima-alarm
https://politiken.dk/udland/art7490771/Kenyansk-formand-for-topmøde-vil-ikke-acceptere-beskeden-fra-11.000-forskere

Netop på årsdagens for Danmarks besættelse, den 9. april 2016, bragte dagbladet POLITIKEN en kronik, der tydeligvis indgår i dagbladets kontinuerlige forsøg på at forskønne billedet af det Radikale Venstres landsskadelige rolle i den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Med kronikken, ”Danmark har brug for Dem, Erik Scavenius”, fik vi et indblik i det ”politisk-personlige” portræt af Erik Scavenius, Birgithe Kosovic arbejdede på, og som blev til bogen ”Den inderste fare”, hvor første bind kom i 2016, og andet bind udkom i 2018.

Ikke overraskende blev Birgithe Kosovic i 2019 først nomineret til POLITIKENS Litteraturpris, og POLITIKENS læsere bestemte herefter, at prisen på 200.000 kroner skulle gå til Birgithe Kosovic for hendes bog om samarbejdspolitikeren Eric Scavenius, som hun – ifølge POLITIKEN ”forvandler til et menneske, der er lige så optaget af kærlighed – og sex – som af krig”.

Det bekymrende er, at POLITIKEN og nutidige læsere uden historisk ballast med Kosovics fiktioner ikke vil få indblik i de ubehagelige historiske fakta.

Besættelsen

Eric Scavenius, Tysklands udvalgte mand i Danmark under besættelsen, overtog den 8. juli 1940 posten som udenrigsminister efter P. Munch. I forbindelse med det, som frihedskæmper og chefredaktør Børge Outze kaldte ”magtovertagelsen”, bør det ikke glemmes, at samarbejdspolitikkens forkætrede realpolitiker, Eric Scavenius, holdt en tale, hvor han talte om ”Danskernes frygt for Englænderne før Krigen”, og ”Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprunden i Europa under Tysklands Førerskab”.

Den tunge radikale arv
Det Radikale Venstre og Erik Scavenius vedbliver med at fremkalde stærke følelser. Det er ikke længe siden, at det gav anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en borger mente, at Gentofte kommune burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 med et ganske ufortjent ry som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tog i VILLABYERNE stærkt afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger. Hensigten blev heldigvis imødegået heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges endvidere, at redningen jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne, og det netværk, de havde skaffet. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, taler fortsat i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup til alle, der vil lytte og forstå.

Heldigvis er forsøget på at glorificere Scavenius i Gentofte opgivet, men dagbladet POLITIKEN har tydeligvis ikke opgivet at sikre Scavenius et ufortjent positivt eftermæle.

Fra Scavenius til New Public Management
Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemsskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 har vi igen været plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Radikal udlændingepolitik
Det værste er partiets utroværdige indvandringspolitik. Partiet insisterer på, at Danmark har et ansvar for alle verdens flygtninge, og de radikale har hele tiden presset på for at vi skulle tage imod flere og flere flygtninge. Regler, som udskyder familiesammenføring m.v. er krævet ophævet, og forslag om selv den mindste stramning i den danske udlændingepolitik er blevet voldsomt kritiseret.
Resultatet er, at vi nu sidder omgivet af hundredtusinder – det nøjagtige antal lader sig næppe opgøre og mange flere er på vej – Alle ambitioner om hurtig integration kan godt opgives.

Mellemøstlige værdier
Som en muslimsk indvandrer har formuleret det: Man kan løfte folk ud af Mellemøsten, men du kan aldrig løfte Mellemøsten ud af folk. Derfor bliver vi dagligt i det offentlige rum, i TV og aviser og sociale medier konfronteret med gruopvækkende, bloddryppende og mareridtsagtige optrin og film. Uskyldige myrdes i Berlin, Paris og i Bruxelles og vi afkræves igen og igen vores personlige stillingtagen til nådesløs Sharia-lovgivning, Halalslagtning og omskæring.

Gud Nåde og Trøste os hvis vi ikke accepterer alt. Kristne højtider nedtones og gode danske egnsretter fortrænges i offentlige institutioner af kylling, lam, couscous, kebab og shawarma. Offentlige myndigheder baner villigt vejen for flere og flere moskeer og andre arnesteder for ”hellig krig”. Politi og domstole er i tolerancens hellige navn konsekvente i at forfølge borgere, der lidt for tydeligt og højrøstet nægter at tolerere uhyrlighederne og giver udtryk for kritik af udanske værdier af Mellemøstlig eller anden oprindelse.