Goldman Sachs i Amaliegade

Goldman Sachs

Et af verdens mest magtfulde, indflydelsesrige og kontroversielle finanshuse gør nu sit indtog i Danmark. Amerikanske Goldman Sachs, der for alvor blev kendt herhjemme for sit opkøb af aktier i DONG (nu Ørsted), åbner kontor i hjertet af København, hvorfra banken vil dække en række kerneområder.

Det gælder blandt andet asset management, securities samt ikke mindst investment banking, hvor banken allerede har fået godt fat i det danske marked de senere år.

Det fysiske kontor skulle have åbnet i april i år, men grundet coronanedlukning er det udskudt, men der er dog seks ansatte i København. Banken har dog allerede registreret en filial, der holder til i Amaliegade i København.

Goldman Sachs har været på markedet for investment banking i Norden i 30 år, ligesom man i de sidste 20 år har haft et kontor i Sverige, hvorfra man har serviceret de store danske virksomheder og kapitalfonde, ligesom bankens afdeling for securities gennem mange år har arbejdet tæt sammen med pensionskasser og andre professionelle investorer i Danmark. Med et fysisk kontor i København vil Goldman Sachs komme endnu tættere på investorerne i Danmark, der gerne gør forretninger med den amerikanske gigant på grund af dens globale tilstedeværelse samt den mangeårige erfaring, som Wall Street-giganten har opbygget inden for en lang række af aktivklasser.

Goldman Sachs permanentet tilstedeværelse i Danmark er ikke ligefrem godt nyt for de danske banker, der i stigende grad presses af udenlandske specialhuse, der gang på gang formår at snuppe de interessante opgaver for næsen af danskerne.

Ud over Goldmans Sachs’ konkrete planer om et dansk kontor har banken ligeledes gennem længere tid overvejet mulighederne for at gå ind på det danske ejendomsmarked.

Kontroversielle Goldman Sachs

Goldman Sachs har gennem årene vist sig som en særdeles kontroversiel aktør, hvor Goldman Sachs i en nu berømt artikel fra 2009 i bladet Rolling Stones om firmaets kritiske rolle i finanskrisen fik tildelt det lidet flatterende øgenavn ”vampyrblæksprutten”: “a great vampire squid wrapped around the face of humanity, relentlessly jamming its blood funnel into anything that smells like money.”

DONG

Det var blandt andet nogle af de historier kombineret med bankens til tider kreative skattetænkning, der i forbindelse med bankens investering i DONG (nu Ørsted) fik danskerne til at se rødt.

S, RV, SF-regeringen havde store problemer med at håndtere spørgsmålet om, hvorvidt man skulle lade den amerikanske bank overtage en markant aktiepost i energiselskabet DONG, der dengang primært var ejet af den danske stat.

I sidste ende har det imidlertid vist sig, at det var en ualmindelig god forretning for staten at sælge Ørsted-aktier til Goldman Sachs, da energikæmpen med amerikanerne i ejerkredsen for alvor har sat tryk på den grønne omstilling og mangedoblet Ørsteds markedsværdi.

1MDB-skandalen

Goldman Sachs befinder sig imidlertid fortsat i orkanens øje. Den 24. juli 2020 måtte Goldman Sachs indgå et forlig på 3,9 milliarder dollars med den malaysiske regering for at lukke den såkaldte 1MDB-skandale.

1 Malaysia Development Berhad, 1MDB, er et statsejet malaysisk strategisk udviklingsselskab, hvor Goldman Sachs i 2012-13 stod for optagelsen af et obligationslån på 6,5 mia. dollars.

Låneprovenuet blev imidlertid aldrig indbetalt til fonden. I løbet af det efterfølgende årti skete der det, at mange af pengene angiveligt blev stjålet, overflyttet til andre konti eller formøblet på alt fra avanceret kunst og fast ejendom til superyachts og fester i Las Vegas. Nogle af pengene blev angiveligt brugt til at finansiere filmen ”The Wolf of Wall Street”, der beskriver avanceret svindel.

Forliget med Goldman Sachs betyder, at Wall Street-investeringsbanken skal betale 2,5 mia. dollars til den malaysiske regering. Banken har yderligere forpligtet sig til at refundere Malaysia 1,4 mia. dollars fra salget af beslaglagte aktiver i forbindelse med skandalen. Som en del af forliget har den malaysiske regering accepteret at afstå fra yderligere krav og at droppe kriminelle anklager mod banken.

Sagen er imidlertid ikke slut for Goldman Sachs. Der resterer en række udeståender med amerikanske myndigheder.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s