Søndag den 20. og mandag den 21. september får 46 millioner italienere mulighed for at afgive deres stemme i en folkeafstemning om en ændring af den italienske forfatning, der reducerer antallet af parlamentsmedlemmer i parlamentets underhus, Deputeretkammeret i Palazzo Montecitorio, fra 630 til 400 og i overhuset, Senatet i Palazzo Madama, fra 315 til 200.
Vælgerne skal på valgstederne være iført maske på et tidspunkt, hvor Sundhedsministeriet fredag havde registreret 1.907 nye COVID-19 tilfælde.
Det er en kraftig stigning i forhold til den foregående periode, og med 10 døde i det sidste døgn er Italiens coronavirus dødstal nu på 35.668.
Forfatningsændring
Det er ikke mindst 5-stjernebevægelsen, der har presset på med denne reform, men de mange vellønnede og privilegerede parlamentsmedlemmer har i årevis været til diskussion, og hovedparten af de italienske partier støtter reformen.
Regionsvalg
Der afholdes samtidig valg i de syv regioner, hvor valget pga Covid-19 i foråret blev udskudt: Veneto, Campanien, Toscana, Ligurien, Marche, Puglien og Valle d’Aosta.
Regionalvalget kan i mellemtiden ende med at sætte Giuseppe Contes nationale koalitionsregering med 5-Stjernebevægelsen og Partito Democratico, PD, under pres, hvis centrum-højre-oppositionen ledet af Matteo Salvinis parti, Liga, får et godt valg og vinder magten i Toscana m.fl.
Kommunalvalg
Der afholdes samtidig kommunalvalg i 1.149 af Italiens 7.960 kommuner.
Borgmestervalg
I omkring 18 provinshovedstæder skal folk stemme om hvem der skal være borgmester: Agrigento, Andria, Aosta, Arezzo, Bolzano, Chieti, Crotone, Enna, Fermo, Lecco, Macerata, Mantua, Matera, Nuoro, Reggio Calabria, Trani, Trento og Venedig (Aosta, Trento og Venedig er samtidig regionshovedstad)