Når identitets-politikken kvæler den frie, kritiske tænkning på universiteterne

På universiteterne er antallet af professorer, lektorer og adjunkter eksploderet. Fra 1798, 4137 og 2855 i 2010 til 2475, 4551 og 4153 i 2018.

Samtidig trives der på universiteterne identitetspolitiske strømninger, som bygger på den forskruede opfattelse, at anerkendelse og hævdelse af særgruppers rettigheder bedst finder sted ved at lukke munden på dem, man er uenig med.

I dagens Danmark er der ikke – og slet ikke på universiteterne – nogen lovlig undskyldning for at udtrykke afvigende identitetspolitiske opfattelser. Du må vænne dig til, at universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum. Studiebeskrivelser og jobopslag med ord som ”analytisk”, ”kompetent” og ”succesfuld” er kvindefjendske, og du kan lige så godt først som sidst lære at værdsætte ord som ”empati”, ”ligestilling” og ”diversitet”.

Som universitetsstuderende vil du være tvunget til at opøve akademisk færdighed i at argumentere for, at forfatteres og tænkeres hudfarve er langt mere relevante end logisk sammenhæng og rationalitet. Efter en passende studietid vil det gå op dig, hvorfor det er himmelråbende forkert og potentielt krænkende – ja overgrebsagtigt, at en hvid mand anmelder en bog af en lesbisk afroamerikaner.

Du vil også lære hvor forkert det er, at kantiner på danske læreanstalter serverer vietnamesiske specialiteter, såsom Bahn Mi og Bun Nam Bo tilberedt af ikke-vietnamesere, og du vil lære at fordømme, at kernedanske studerende anlægger ”blackface”, rastahår eller går med sombrero til rusfester. Pludselig vil du se dig selv deltage i fordømmelsen af den skammelige brug af fat suits. Det vil gå op for dig, at årsagen til dit hidtil negative syn på overvægt er, at det senkapitalistiske samfund er præget af ”tykfobiske strukturer”.

Hvis du er mand, vil snart lære, at du hidtil har stavret privilegieblindt rundt uden at være klar over dine medfødte privilegier, der følger både køn og hudfarve, og i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag.

På universitetet vil der være mentorer, der bibringer dig viden om og forståelse for minoriteters erfaringer med den hvide mands systematiske overgreb og krænkelser. Du vil pludselig få blik for oprørende og krænkende beskrivelser af kvinder – noget du hidtil har været afskåret fra, fordi du som heteroseksuel, cis-kønnet har haft nogle helt forskruede forestillinger om mænd og kvinder, og selv – uforvarende – har udspredt ”toksisk maskulinitet”.

Som et ekstra-udbytte af din identitetspolitiske sensitivitetstræning på universitetet vil det pludselig gå op for dig, at en Demokrat langt vil være at foretrække frem for Trump på præsidentposten i USA.

På Københavns Universitet er det senest gået ud over politologen og fredsforskeren Ole Wæver, som på helt absurd vis nu beskyldes for at være racist. Mange kan skrive under på, at Wæver er en selvoptaget nar, men at han også skulle være racist, er nyt.