Den polske præsident Andrzej Duda, vandt snævert i 2. runde i Polens præsidentvalg søndag den 12. juli 2020.
Den nationale valgkommission erklærede mandag formiddag, at Duda fik 51,2 procent af stemmerne og dermed vandt over udfordreren Rafal Trzaskowski, den social-liberale Warszawa-borgmester. Valget var med en valgdeltagelse på 68.9 pct. det tætteste præsidentvalg siden afslutningen af den kommunistiske æra i 1989.
I Polen – og i udlandet – har valget været betragtet som afgørende for Polens fremtid. Mens Andrezej Duda har ført kampagne på en national ”Poland First”-agenda har de to kandidater på centrale spørgsmål indtaget diametralt modsatte positioner, herunder vedrørende Polens forhold til Den Europæiske Union og til homoseksuelles rettigheder.
Andrzej Dudas sejr forventes at medføre kontroversielle ændringer i retsvæsenet og fortsat modstand mod abort og homoseksuelles rettigheder. Rafal Trzaskowski stod for en mere progressiv pro-EU-dagsorden, og skuffelsen over valgets udfald er mærkbar blandt eurokrater i Bruxelles.