Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, kalder det i Landbrugsavisen uanstændigt, at der nu igen er problemer med Landbrugsstyrelsens IT-systemer, når det kommer til de vigtige minivådområder.

“Igen og igen bliver landbruget bebrejdet for ikke at gøre nok for kvælstofreduktionen, og igen og igen skal vi høre erkendelser og beklagelser fra ministre, der lover, at det bliver bedre. Det er bare smadderærgerligt”, siger Martin Merrild og fortsætter:

“Især fordi vi vitterligt har fået ændret nogle ting, så ordningen er blevet bedre. Det er fantastisk, at man får halvdelen af pengene upfront, og at man kan bruge landmåler til at sikre, at anlægget er korrekt bygget. Samtidig har interessen for minivådområder løbende været rigtig god fra landmændenes side”.

“Og så kommer der igen et problem. Det er helt uforståeligt og uanstændigt”.

Landbrug & Fødevarer – kritiseret styrelse!

Det er forståeligt, at Martin Merrilds tålmodighed er opbrugt. Allerede i august kunne AgriWatch berette, at Martin Merrild var træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer. Dengang betød problemerne, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i de midler (115 mio. kr.), der er af sat til minivådområder, 11. august 2020, blev udsat til den 25. august 2020.

Dengang sagde Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch: “Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder”.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holder sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige tiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skriver Merrild.

Udflytning og andre trængsler

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen faktisk i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed. Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed og moro.

Landbrugsstyrelsen må også leve med, at i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Modstand mod udflytningen

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var der it-problemer og lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen, og selvom der er fremgang på ordningen for miljøteknologi, viser problemerne med vådområderne, at ikke alle problemer er løst.

Mogens Jensen

Den ansvarlige minister har siden juni 2019 været den tidligere LO-konsulent, Mogens Jensen. Han er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde og ikke mindst ”Me Too”- og ligestillingsproblematikker har holdt ham beskæftiget i en sådan grad, at han ikke har haft tid til at føre tilsyn med Landbrugsstyrelsen.

EU-27’s ledere skulle torsdag og fredag (den 24.-25. september) have været samlet i Bruxelles til et ekstraordinært topmøde, der oprindeligt blev indkaldt af Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, for at få en strategisk drøftelse om Tyrkiet.

Selvom antallet af coronasmittede igen stiger rundt om i Europa, skulle det have været afholdt som et fysisk møde, men med mundbind. Mødet er nu udsat 1 uge, angiveligt fordi en sikkerhedsvagt i Charles Michels nærhed er testet positiv for Covid-19.

Det kan også have spillet ind, at flere emner på dagsordenen endnu ikke er helt “modne”.

Torsdag skulle udenrigspolitikken, herunder Tyrkiet, Hviderusland og Kina, have været på dagsordenen

I årevis har EU kæmpet for at finde en sammenhængende politik over Tyrkiet – en af de vigtigste naboer, som engang havde ambitioner om at blive medlem af EU. I de senere år har styret i Ankara brugt asylansøgere til at true EU, og senest har været konflikter med både Cypern og Grækenland.

Efter et hasteindkaldt virtuelt topmøde om situationen i Hviderusland den 19. august 2020 lød det fra regeringsledere fra alle 27 EU-lande samt Storbritannien, at ”Vi står på jeres side i jeres ønske om en fredelig, demokratisk fremtid. Valget var hverken frit eller retfærdigt, og ingen af EU’s regeringsledere anerkender valgresultatet ved det seneste præsidentvalg”, sagde Rådets formand, Charles Michel, efter mødet.

Blokering af løfte om sanktioner

På mødet blev regeringslederne enige om at indføre sanktioner mod de personer, der er ansvarlige for valgsvindel, undertrykkelse og vold mod demonstranter i Hviderusland: ”Vi vil indføre sanktioner målrettet specifikke personer, uden at det skal gå ud over den hviderussiske befolkning” sagde formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen.

Cypern blokerer for sanktioner

Spørgsmålet er om EU vil være i stand til at levere på løfterne til de hviderussiske demonstranter? Det kniber gevaldigt med at blive enige om de bebudede sanktioner. Mandag den 21. september mødtes EU-udenrigsministrene (fra Danmark Jeppe Kofod) for at drøfte og tage stilling til en sanktionsliste med omkring 40 personer, der er ansvarlige for svindel med præsidentvalget og efterfølgende voldelige overgreb på demonstranter.

Sanktionerne kræver enstemmighed, men Cypern blokerede for enighed om sanktionerne. Cyperns begrundelse er, at EU ikke har indført tilsvarende hårde foranstaltninger over for Tyrkiet.

Udviklingen i Hviderusland vil også være på dagsordenen. Hvis EU ikke kan følge op på løfterne fra august om at iværksætte sanktioner, kan det gå hen og blive endnu en flovmand for EU, der understreger unionens udenrigspolitiske impotens.

Kina

På Topmødet skulle EU’s ledere også have drøftet Kina i lyset af sidste uges topmøde mellem EU og Kinas Xi Jinping, herunder investeringsaftale, desinformation, situationen i Hongkong, menneskerettigheder, klimaændringer og Covid-19.

Allerede mandag den 21. september 2020 drøftede Europa Parlamentets Udenrigsudvalg de samme emner med Kinas EU-ambassadør, M. Zhang.

Den nylige forgiftning af den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny ventes også berørt.

Fredag budget, finansunion og erhvervspolitik

Fredag skulle Topmødet have været orienteret om status i forhandlingerne mellem EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen og Parlamentets og Rådets formænd, David Sassoli og Charles Michel, om budgettet for den kommende 7-års periode.

Rådets forhandlinger med Parlamentet, som endeligt skal godkende EU-budgettet, går trægt, fordi parlamentarikerne mener budgettet er for tyndt, og der er områder som f.eks. forskning, der skal have mere end stats- og regeringslederne besluttede.

Men i Bruxelles og rundt omkring i Europas hovedstæder begynder man at komme i tidnød, fordi budgettet skal ratificeres i alle lande, inden budgettet og især den store genopretningsfond, kan komme i gang med at få sat gang i Europas hjul igen.

Topmødet skal også drøfte hvordan EU kan vende tilbage til et fuldt fungerende indre marked så hurtigt som muligt, og hvad der kan gøres for at gøre EU’s industrier mere autonome og konkurrencedygtige på verdensplan.

EU-kommissionen fremlægger snarest en handlingsplan for, hvordan man kan få sparket gang i kapitalmarkedsunionen igen. Kapitalmarkedsunionen skal uddybe og integrere kapitalmarkederne i EU-landene med sigte på at styrke modstandsdygtigheden i den finansielle sektor. Dermed kan der f.eks. sikres nye finansieringskilder for virksomheder – særligt for små og mellemstore virksomheder. Kapitalmarkedsunionen skal lette grænseoverskridende investeringer og tiltrække flere udenlandske investeringer i EU.

Topmødet vil også drøfte hvordan den digitale omstilling kan fremskyndes. Kommissionen vil fremlægge en såkaldt digital finanspakke, som blandt andet indeholder forslag til en ny digital identitet til alle europæerne, en strategi for mere integrerede betalingssystemer i Europa.

Brexit

Topmødet forventes ligeledes at blive orienteret om status i forhandlingerne om en aftale om EU’s og Storbritanniens fremtidige forhold efter Brexit den 1. januar 2021.

Migration

På det udsatte Topmøde ville emnet migration også have været på dagsordenen.

Onsdag den 23. september 2020 fremlægger Ursula von der Leyen og indenrigskommissær Ylva Johansson EU-Kommissionens bud på en ny asyl- og migrationspagt. Et emne, der er notorisk svært at finde fælles fodslag indenfor, og som har ligget i dvale siden flygtningekrisen i 2015, hvor alle lande lukkede sig om sig selv, og melede deres egen kage. Den ødelæggende brand i Moria lejren på den græske ø Lesbos og den aktuelle danske sag med Etienne Maersk, der havde samlet migranter op og ikke kunne komme af med dem igen, bidrager til den alvorlige baggrund for planerne, hvor behovet for at hjælpe særligt Middelhavslandene med at omfordele migranter og asylansøgere er akut.

Spørgsmålet om fordeling af migranter er så følsomt i alle medlemslandene, at et forslag til en asylreform, uvægerligt vil give anledning til konflikter.

De færreste EU-borgere ønsker, at det går som i Sverige; det gør ikke engang svenskerne selv længere. De fleste vil have færre asylansøgere, ikke flere. De ønsker, at EU bremser tilstrømningen frem for at fremme den. Der er ej heller stemning for obligatorisk omfordeling, hvor staterne afgiver den demokratiske kontrol med asylområdet til Bruxelles.

En ny asyl- og migrationspagt bør derfor omfatte flere EU-hjemsendelsesaftaler, udlicitering af søredning og returnering af migranter til kyststater uden for EU, EU-registrering af afviste asylansøgere og EU-støtte til nærområderne, hvis pagten skal have udsigt til at blive vedtaget.

”Hviderusland er en skamplet på Europa” lød det den 12. august 2020 fra udenrigsminister Jeppe Kofod, der selv udskammes for år tilbage at have knaldet en purung DSU-jomfru.

Kofods kontante melding kom efter præsidentvalget i Hviderusland, hvor Aleksandr Lukasjenko blev kåret som vinder med over 80 procent af stemmerne.

Ugen efter lød det efter et virtuelt hastemøde om situationen i Hviderusland mellem regeringsledere fra alle 27 EU-lande samt Storbritannien, at ”Vi står på jeres side i jeres ønske om en fredelig, demokratisk fremtid. Valget var hverken frit eller retfærdigt, og ingen af EU’s regeringsledere anerkender valgresultatet ved det seneste præsidentvalg”, sagde Rådets formand, Charles Michel, efter mødet.

Løfte om sanktioner

På mødet blev regeringslederne enige om at indføre sanktioner mod de personer, der er ansvarlige for valgsvindel, undertrykkelse og vold mod demonstranter i Hviderusland: ”Vi vil indføre sanktioner målrettet specifikke personer, uden at det skal gå ud over den hviderussiske befolkning” sagde formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen.

Mandag den 21. september 2020 vil den landsforviste hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaya, som også stillede op til valget mod den siddende stærkmand Alexander Lukasjenko, være i Bruxelles og mødes med Europaparlamentets Udenrigsudvalget.

Cypern blokerer for sanktioner

Spørgsmålet er om EU vil være i stand til at levere på løfterne til de hviderussiske demonstranter. Det kniber gevaldigt med at blive enige om de bebudede sanktioner. Mandag mødes EU-ministrene (fra Danmark Jeppe Kofod) for om muligt at blive enige om en sanktionsliste med omkring 40 personer, der er ansvarlige for svindel med præsidentvalget og efterfølgende voldelige overgreb på demonstranter.

Det er imidlertid usikkert, da Cypern er indstillet på at blokere sanktionerne, fordi EU ikke har indført tilsvarende hårde foranstaltninger over for Tyrkiet.

Cypern og Grækenland strides i øjeblikket med Tyrkiet i Middelhavet, efter at Tyrkiet det seneste halve år efter aftale med den Libyske regering har indledt boringer i et omstridt havområde. Cypern såvel som Grækenland, hvis havterritorium ligeledes er blevet besøgt af tyrkiske skibe, har i månedsvis forsøgt at få EU til at skærpe tonen over for Tyrkiet.

Torsdag-fredag mødet EU’s regerings- og statschefer i Bruxelles, og også her er udviklingen i Hviderusland på dagsordenen. Hvis EU ikke kan følge op på løfterne fra august, kan det gå hen og blive endnu en flovmand for EU, der understreger unionens udenrigspolitiske impotens.

Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 77-årige Ulrik Federspiel, har ifølge Politiken begået en bog med anekdoter fra hans diplomatiske liv blandt blåfrakkerne og lakskoene og på de bonede gulve i Udenrigs- og Statsministeriet i København, i Washington og andre af verdens brændpunkter.

Rushdie-sagen

I Politikens anmeldelse af bogen nævnes Rushdie-sagen ikke. Sagen havde i 1996 ellers nær kostet Nyrup-regeringen livet.  Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.

Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.

Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.

Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.

I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en intetanende Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed. Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.

Muhammed-krisen

I bogen afslører Ulrik Federspiel at han måske i 2005 kunne have forhindret Muhammedkrisen. Da 11 muslimske ambassadører i Danmark i oktober 2005 skrev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde om Muhammedtegningerne var Ulrik Federspiel netop vendt tilbage fra USA, hvortil han var sendt efter Irland, og for anden gang begyndt som direktør i Udenrigsministeriet.

Ulrik Federspiel gik derfor hjemme og pakkede flyttekasser ud, og Federspiel måtte, som han skriver, læse i avisen, at der var en korrespondance mellem Fogh og ambassadørerne, og at Fogh afviste ambassadørernes anmodning om et møde. Nu skulle møblerne jo på plads, så først da de to flyttedage var forbi, kunne direktøren for det hele tage ind til ministeriet og tage sig af udenrigspolitikken.

Ambassaden i Berlin

Anekdoten minder om de særegne tildragelser, der fandt sted i Berlin kort tid forinden. Forhistorien var, at danskerne i 2000 skulle stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, blandt Udenrigsministeriets strateger op til folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin. Her gjorde han sig bemærket ved for rullende kameraer ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

Slutstilling hos Haldor Topsøe

Inden Ulrik Federspiel endte som håndgangen mand for – i en begrænset periode! – Poul Nyrup Rasmussen, og længe inden hans stilling som særlig rådgiver for Haldor Topsøe, blev han under en uformel sammenkomst spurgt, hvorfor han tilsyneladende stadig forfulgte faderens liberale linje – alt tydede dog på, mente spørgeren, at fremtiden var socialdemokratisk.

Ved De, hvad Ulrik Federspiel svarede?

”eh… betaler de mere end Venstre?”

Nu befinder han sig godt hos Haldor Topsøe, der om klimaet helt uden hensyntagen til at regningen ender hos samfundets svageste, frejdigt proklamerer, at: ”Vi har klimaløsningerne, men det kræver femdobling af afgiften på CO2”.

Søndag den 20. og mandag den 21. september får 46 millioner italienere mulighed for at afgive deres stemme i en folkeafstemning om en ændring af den italienske forfatning, der reducerer antallet af parlamentsmedlemmer i parlamentets underhus, Deputeretkammeret i Palazzo Montecitorio, fra 630 til 400 og i overhuset, Senatet i Palazzo Madama, fra 315 til 200.

Vælgerne skal på valgstederne være iført maske på et tidspunkt, hvor Sundhedsministeriet fredag havde registreret 1.907 nye COVID-19 tilfælde.

Det er en kraftig stigning i forhold til den foregående periode, og med 10 døde i det sidste døgn er Italiens coronavirus dødstal nu på 35.668.

Forfatningsændring

Det er ikke mindst 5-stjernebevægelsen, der har presset på med denne reform, men de mange vellønnede og privilegerede parlamentsmedlemmer har i årevis været til diskussion, og hovedparten af de italienske partier støtter reformen.

Regionsvalg

Der afholdes samtidig valg i de syv regioner, hvor valget pga Covid-19 i foråret blev udskudt: Veneto, Campanien, Toscana, Ligurien, Marche, Puglien og Valle d’Aosta.

Regionalvalget kan i mellemtiden ende med at sætte Giuseppe Contes nationale koalitionsregering med 5-Stjernebevægelsen og Partito Democratico, PD, under pres, hvis centrum-højre-oppositionen ledet af Matteo Salvinis parti, Liga, får et godt valg og vinder magten i Toscana m.fl.

Kommunalvalg

Der afholdes samtidig kommunalvalg i 1.149 af Italiens 7.960 kommuner.

Borgmestervalg

I omkring 18 provinshovedstæder skal folk stemme om hvem der skal være borgmester: Agrigento, Andria, Aosta, Arezzo, Bolzano, Chieti, Crotone, Enna, Fermo, Lecco, Macerata, Mantua, Matera, Nuoro, Reggio Calabria, Trani, Trento og Venedig (Aosta, Trento og Venedig er samtidig regionshovedstad)

Tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør for Danmark i USA, Kina og Tyskland, Friis Arne Petersen, er startet som partner i Rud Pedersen Public Affairs, der er mest kendt for at sælge konsulentydelser leveret af kapaciteter som den tidligere departementschef i Landbrugsministeriet, Ib Byrge Sørensen og tidligere boligminister, varmemesteren Carsten Hansen.

Rud Pedersen er mest kendt for involveringen i Falck s ulovlige adfærd i Bios-sagen.

Baggrunden for offentlighedens indsigt i Rud Pedersens metoder var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Nuværende kommunikationschef i Københavns Lufthavn, Peter Goll, orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck masterplanen, der involverede flere kommunikationsbureauer, herunder Rud Pedersen, og som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Den amerikanske Højesteret meddelte fredag den 18. september 2020, at USA’s ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, var død fredag efter længere tids kræftsygdom. Hun blev 87 år.

Ruth Bader Ginsburg – ”The Notorius RBG”, var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der består af ni dommere – fem konservative og fire liberale, og hun opnåede kultstatus i USA. I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en indædt forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til et ikon for liberale og LGBT-bevægelsen i USA.

Ginsburg blev født i Flatbush-kvarteret i Brooklyn, New York, på depressionens højdepunkt i 1933. Hendes forældre var jødiske emigranter, og hendes mor, Celia Bader, døde af kræft dagen inden Ginsburg afsluttede high school.

Hun fik sin juridiske skoling på Cornell University, Harvard og Columbia. Selvom hun fik en af de bedste eksamener, fik hun ikke et eneste jobtilbud. “Not a law firm in the entire city of New York would employ me,” har hun senere fortalt. “I struck out on three grounds: I was Jewish, a woman and a mother.”

Ginsburg blev I 1993 nomineret til Højesteret af præsident Clinton som den 2. kvinde efter Sandra Day O’Connor, der blev nomineret af præsident Ronald Reagan in 1981.

Ginsburg har en længere sygdomshistorik bag sig, og hun har gennemgået kræftforløb i 1999, 2009, 2018 og 2019. 17. juli i år oplyste hun så, at hun fik kemoterapi, efter at en kræftsygdom i leveren var vendt tilbage.

Spænding omkring Ginburgs afløser i Højesteret

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver præsidenten beføjelse til at nominere dommere, men det forudsætter Senatets samtykke. Af Senatets 100 medlemmer har Republikanerne i øjeblikket flertallet med 53 senatorer.

Washington venter nu i spænding på at finde ud af, hvem præsident Donald Trump vil udpege som sin kandidat til ny højesteretsdommer og hvornår han vil gøre det.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, skriver fredag på Twitter, at Ginsburgs stilling først bør besættes efter præsidentvalget 3. november. Joe Biden har ligeledes opfordret til at udpegningen først sker efter valget. Demokraterne har endnu i frisk erindring hvordan den republikanske majoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, i 2016 afviste overhovedet at overveje Barack Obamas nominering af Merrick Garland, som erstatning for en anden afdød højesteretsdommer med kultstatus – Antonin Scalia.

Det er under alle omstændigheder en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om partipolitik i snæver forstand, men om, hvilken retsfilosofi og forfatningsopfattelse, der skal dømmes efter. Skal forfatningsteksten tolkes bogstaveligt med hensyntagen til den historiske kontekst, eller skal forfatningen tolkes dynamisk i overensstemmelse med doktrinen om “den levende forfatning”.

Højesteretsdommere spiller en stor rolle i at forme amerikansk politik inden for emner som abort, LGBT-rettigheder, religionsfrihed, dødsstraf, og hvor meget magt præsidenten skal have.

Det var for eksempel Højesteret, der i 2015 besluttede at gøre det tilladt for homoseksuelle at gifte sig i hele USA.

Donald Trump har som præsident lagt stor vægt på den amerikanske Højesteret og i det hele taget på justitsvæsenets rolle som beskytter af (konservative) amerikanske værdier.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch og dermed sikret at 5 af Højesterets 9 dommere er konservative.

Præsident Trump fremhævede ved nomineringen af Kavanaugh, at “He understands that the role of a judge is to faithfully interpret the law, not to legislate from the bench. His authoritative legal opinions are known to shape the law and are often cited by judges around the country.”

Balancen i Højesteret

Med Ruth Bader Ginsburg havde den amerikanske højesteret et konservativt 5-4 flertal og med udnævnelsen af endnu en konservativ dommer – og dermed balancen til 6-3 i konservativ favør – vil Trump kunne imødekomme republikanske ønsker om en Højesteret, der er loyal mod forfatningens ordlyd, respekterer religiøst begrundet modstand mod f.eks. abort og homoægteskaber, og som støtter amerikanernes ret til at eje våben.

At udnævnelsen af Højesteretsdommere nok er politisk, men ikke partipolitisk i traditionel forstand, blev demonstreret af Neil Gorsuch i april 2018, hvor han sammen med den liberale side af Højesteret stemte for en 5-4 afgørelse, der fandt dele af Trumps deportationslov forfatningsstridig. Højesteret fandt at den del af loven, der skulle gøre det lettere at deportere immigranter, der var dømt for ”crime of violence” ikke var formuleret tilstrækkeligt præcist til at loven kunne håndhæves.

Konflikt mellem Demokrater og Republikanere

Uenigheden mellem Demokraterne og Republikanerne om ledige poster i Højesteret har illustreret den stadige kamp i USA om en række fundamentale spørgsmål, hvor Højesteret spiller en helt afgørende rolle.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. En af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

Med udnævnelsen af endnu en konservativ dommer vil Højesterets afgørelser i de næste 30 år kunne trækkes i konservativ retning.

USA’s centralbank (Fed) fastholder renten uændret, 0 – 0,25 pct. Det meddelte centralbanken onsdag aften kl. 20 dansk tid efter et møde i Federal Open Market Committee, FOMC.

Den amerikanske centralbank forventer, at det er nødvendigt at holde renten i ro i hvert fald indtil udgangen af 2023. Det skal bidrage til at sætte mere fart på økonomien, der kæmper med det tilbageslag som Covid-19-pandemien har betydet.

Beskæftigelsen og inflationen

Centralbanken har 2 hensyn i rentepolitikken: beskæftigelsen og inflationen. Banken vil holde sin rente nær nul, indtil der er opnået en væsentlig højere beskæftigelse i USA, hvor arbejdsløsheden i øjeblikket er på omkring 9 pct.

Hvad angår inflationen, er målsætningen mindst 2,0 pct. Det signaleres, at banken er villig til at acceptere en periode med højere inflation end 2 pct. som kompensation for den tid, hvor inflationen har ligget tæt på 0.

Ikke overraskende melding fra Fed

Beslutningen om at holde renten uændret kom ikke som nogen overraskelse. Ifølge Bloomberg havde langt de fleste analytikere regnet med uændret rente. Det er dog lidt overraskende, at 8 ud af 10 medlemmer af FOMC går ind for, at nulrentepolitikken skal ligge fast i de kommende 3 år.

Den amerikanske centralbank sender igen et stærkt signal om, at den er parat til at gøre ”whatever it takes” for at bringe den amerikanske økonomi tilbage i den gode gænge, som karakteriserede perioden umiddelbart inden Corona-pandemien ramte USA og verdensøkonomien.

Positive nøgletal

I de sidste dage har en strøm af positive nøgletal fra Kina, Europa og USA holdt kurserne oppe på de amerikanske aktiemarkeder.  Fra Kina har der været positive meldinger om fremgang i detailsalget og en bedre end ventet industriproduktion i august.

I Tyskland blev det oplyst, at de finansielle aktørers syn på økonomien i september var ganske positiv, og i USA er erhvervstilliden i New York-regionen i september steget, ligesom industriproduktionen i august steg.

Teknologiaktiers optur

Især har teknologiaktierne fortsat deres stigning. Microsoft, Amazon og Alphabet, Googles ejer, blev alle løftet, ligesom Netflix, der nu har 197 millioner abonnenter, alene tirsdag den 15. september 2020 vandt 4,1 pct.

Shippingfirmaet FedEx har som følge af den øgede nethandel under Corona-krisen oplevet et boom, der har smittet af i pæne stigninger i aktiekursen.

Til gengæld er storbankerne under pres

Citigroup har advaret om behovet for yderligere hensættelser til tab på udlån, ligesom Wells Fargo, JPMorgan Chase og Bank of America har oplyst om faldende renteindtægter.

Boligsektoren i USA er ganske stabil og byggesektoren meldes om nye ordrer og leveringer.

Rejse- og krydstogtoperatørerne har røde regnskabstal, og aktiekurserne falder som sten.

Udsigt til ny hjælpepakke

Forhandlingerne mellem Demokrater og Republikanere om en ny Coronavirus-hjælpepakke har stået i stampe, men formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi sagde den 15. september 2020, at man var indstillet på at levere en ny hjælpepakke inden Præsidentvalget i november.

Demokraterne har hidtil i forhandlingerne med Det Hvide Hus afvist en “tynd” pakke på 600 mia. dollars, foreslået af det republikanske flertal i Senatet. Nu signaleres det, at der måske kan opnås enighed om en pakke på omkring 1,5 billioner dollars.

Tirsdag den 15. september 2020 vil Israel, De Forenede Arabiske Emirater, UAE, og Bahrain ved en ceremoni i Det Hvide Hus i Washington underskrive traktater, der normaliserer forholdet mellem Israel og de arabiske Golf-stater.

Donald Trump udnytter naturligvis “fredsaftalen” til det yderste i hans kampagne mod Joe Biden. Uanset hvad der har været sagt om Trumps udenrigspolitik, så er aftalen et håndfast bevis på, at han leverer, og bringer harmoni til et kaotisk Mellemøsten!

Donald Trump – og hans svigersøn Jared Kushner – vil modtage hyldest fra de mere end 200 særligt inviterede til ceremonien i Rosenhaven i Det Hvide Hus. Ja, Donald Trump vil muligvis gøre sig fortjent til Nobels fredspris med normaliseringsaftalerne.

Desværre er vi ikke vidne til den endegyldige fredsaftale for Mellemøsten. Palæstinenserne, der opfatter aftalerne som et anslag mod deres drømme om en selvstændig stat, er forfærdede.

Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning

Qatar og andre arabiske lande vil ikke slutte sig til UAE og Bahrain og her og nu etablere diplomatiske forbindelser med Israel, før konflikten med palæstinenserne er løst.

Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret ti  fordel for houthi-oprørerne.

Den manglende enighed blandt de arabiske Golf-stater har også hæmmet Donald Trumps bestræbelser på at danne en fælles front mod Iran i Golfen. Derfor har USA aktivt forsøgt at mægle i striden med Qatar, men indsatsen, støttet af Kuwait, har efter Qatars opfattelse endnu ikke nået et vendepunkt.

Forhandlingerne har bevæget sig ud over de krav, som boykotstaterne tidligere har præsenteret som grundlag for at indstille boycotten. Kravene omfatter lukning af Qatars statsfinansierede Al-Jazeera TV – en hyppig kritiker af andre arabiske lande og regeringer.

Det forlyder, at Qatar prioriterer forholdet til Saudi-Arabien, som Qatar deler sin eneste landegrænse med.

Vil palæstinenserne vise fleksibilitet?

Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.

Hvis det sker, kan det vi ser i dag være indledningen til den endelige løsning.

Tilfældige anholdelser, tortur, korruption, journalister og oppositionspolitikere i lænker, bevæbnede soldater på gadehjørner og ved supermarkeder.

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande med en gennemsnitsindtægt pr. indbygger på 475 US-dollar. Landet er samtidig kæmpestort – knap 391.000 km2.

Regeringens økonomiske politik har betydet, at landets gæld er vokset eksplosivt. Zimbabwes virksomheder producerer ikke nok til at imødekomme den lokale efterspørgsel eller til at tjene udenlandsk valuta ved at eksportere varer. I stedet har landet et stort og voksende handels- og valutaunderskud.

Emmerson Mnangagwas socialistiske regime i Zimbabwe gennemlever derfor i øjeblikket en ødelæggende økonomisk og humanitær krise, der forværres af coronaviruspandemien. Zimbabwe slår samtidig hårdt ned på alle modstandere og protester, mens landet har et desperat behov for udenlandske investeringer.

Ifølge Transparency’s Global Corruption Index 2019 rangerer Zimbabwe som nr. 158 ud af 180 og er dermed blandt de 25 mest korrupte lande i verden.

Sanktioner

USA, EU og UK har siden 2003 opretholdt sanktioner mod Zimbabwe. USA har opretholdt sanktionerne med den begrundelse, at Emmerson Mnangagwas regering ikke har iværksat de politiske og økonomiske tiltag, der er nødvendige for at genoprette tilliden til Zimbabwe. Det er således opfattelsen, at de sidste valg ikke var ”fully free and fair”.

Sanktionerne er målrettet mod enkeltpersoner, ligesom der er forbud mod at sælge våben m.v. til Zimbabwe og bistand til regeringen til ikke-humanitære programmer.

Det er således stadig muligt at yde bistand og nødhjælp direkte til den zimbabwiske befolkning.

Corona

Zimbabwe har i snart 6 måneder været præget af skrappe Lock Down-foranstaltninger, og regeringen har på ubestemt tid udvidet foranstaltningerne for at bremse spredningen af coronavirus.

Medicinsalg og et nødlidende sundhedsvæsen

Borgere i Harare, Zimbabwe, har beskyldt sygeplejersker for at gøre sundhedsklinikker til ulovlige, men meget lukrative valutacentraler, rapporterede New Zimbabwe mandag den 14. september 2020.

På et offentligt beboermøde i forstaden Highfields til Harare, klagede flere over, at de ikke har adgang til sundhedsydelser på offentlige klinikker, og de truede med at rejse sagen politisk for at gennemtvinge forbedringer.

Sygeplejersker vil angiveligt kun acceptere amerikanske dollars, men udsteder en kvittering lydende på zimbabwiske bondnotes. Sygeplejerskerne stikker de modtagne dollars i lommen, og bruger så deres egen private Ecocash konto til at betale for ydelsen.

Beboere klagede også over, at selv om de betaler for konsultationer, bliver de ikke forsynet med medicin, men henvises til at købe deres medicin på et privat apotek.

Nogle beboere hævdede, at selvom man ikke kunne få medicin på selve klinikken, forekom det, at sygeplejersker samtidig solgte medicin for US dollars uden for klinikken om aftenen.

Efter mødet bekræftede en embedsmand i sundhedsvæsenet, at sygeplejersker prioriterede patienter med amerikanske dollars, formentlig fordi Zimbabwes notorisk ustabile valuta er praktisk talt værdiløs. Inflationen i den zimbabwiske dollar er i øjeblikket oppe på 500 procent om året.

Ud over den angiveligt ulovlige trafik med medicinsalg kom det også frem under det offentlige møde, at kun otte af 42 sundhedsklinikker i Harare i øjeblikket var i drift, da et flertal af sygeplejersker har strejket de seneste to måneder i protest mod deres beskedne lønninger og dårlige arbejdsvilkår.

Zimbabwe – en fejlslagen stat

Præsident Emmerson Mnangagwa kom til magten i november 2017, efter at den mangeårige præsident, Robert Mugabe, trådte tilbage efter et militærkup og massedemonstrationer. Præsident Mnangagwa vandt i 2018 et kontroversielt valg præget af vold og valgsvindel.

Zimbabwe var engang en af de mest lovende økonomier på det afrikanske kontinent. Men under præsident Robert Mugabe blev landet præget af korruption, dårlig ledelse og i øvrigt lagt på is af det internationale samfund.

De 16 millioner indbyggere kæmper med en arbejdsløshed på over 80 procent foruden en tårnhøj inflation.

Tidligere Rhodesia

Republikken Zimbabwe, tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia, er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe er omkranset af Sydafrika i syd, Botswana i vest, Zambia i nordvest og Mosambique i øst og nordøst og har ingen kystlinje. Den nordvestlige grænse er defineret af Zambezifloden. Victoria Falls er et populært turistmål ved Zambezi. I syd er Zimbabwe separeret fra Sydafrika af Limpopofloden. Zimbabwe deler også en kort grænse med Namibia i vest via en smal landkorridor.

Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapa-imperiet. “Zimbabwe” kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder “stort stenhus” på shona-sproget.

Ian Smith

Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith, og det hvide mindretal opretholdt et strengt apartheid-styre.

Rhodesia var relativt velstående, men i realiteten kun støttet af Sydafrika. Rhodesia var gennem 70’erne præget af oprør og borgerkrig, og regeringen måtte til sidst overgive sig og udskrive frie valg.

Den 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia.

37 år med Robert Mugabe

Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det imidlertid med socialisten Robert Mugabe ved magten, som han beholdt i de næste 37 år. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Kontroversielle landreformer

Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme har derfor stedse været et hedt politisk emne i Zimbabwe. Fra omkring 2000 førte den tvungne fjernelse af hvide jordejere til store prisstigninger på landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i de sidste år har hungersnød været udbredt på grund af Mugabes landreformspolitik.

Dette har efterladt den store majoritet af fattige og jordløse zimbabwianere i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation og omfattende arbejdsløshed.

Erstatning?

I slutningen af august 2020 blev det oplyst, at regeringen i Zimbabwe har indvilget i at betale kompensation til de hvide farmere, der blev smidt ud i 2002. Baggrunden er landets desperate behov for udenlandske direkte investeringer, men om erstatningerne rent faktisk vil blive betalt, vil vise sig.