Forsvarschef Bjørn Bisserup er i øjeblikket hjemsendt, efter at han blev testet positiv for covid-19 efter et kursus i Forsvaret, men ved udgangen af november forlader den 60-årige Bisserup helt forsvaret for at gå på pension.

Forsvarschef Bjørn Bisserup forlader sin post på et tidspunkt, hvor negative sager på forsvarsområdet har taget flere overskrifter end de positive i landets medier.

Møgsager i Forsvaret

Det gælder dels sagen om daværende hærchef, H.C. Mathiesen, som blev idømt tre måneders fængsel for at fremme sin kæreste karriere og sagen om mulig svindel med midler i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring.

Bjørn Bisserups nepotisme-sag

Bjørn Bisserup har også haft sin egen sag om nepotisme i Forsvaret. Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik daværende departementschef Thomas Ahrenkiel Kammeradvokaten til at undersøge påstande om, at Bjørn Bisserup fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen skulle have påvirket sin søns optagelse på Hærens Officersskole i 2010.

Kammeradvokaten vurderede dog, at Bjørn Bisserup ikke var inhabil i sagen, men han fik en næse for ikke at gøre opmærksom på, at hans søn var blandt dem, der fik adgang til skolen som en indirekte konsekvens af hans dispositioner.

Sønnen har siden forladt Hæren, og er nu civilt ansat ligesom Bjørn Bisserups to andre børn.

Tidligere departementschef Thomas Ahrenkiels sag om inhabilitet

Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, blev departementschef Ahrenkiel tvunget til også at lade sig selv undersøge af Kammeradvokaten. Ahrenkiel var nemlig i 2016 blevet kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen et klækkeligt engangsvederlag og lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog.

Kammeradvokatens konklusion var at Ahrenkiel var inhabil. Sagen fik dog ikke konsekvenser, da statsministeriets departementschef forud havde sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Forsvarschefens ansvar for møgsagerne

Bjørn Bisserup har på den øverste post i Forsvaret trukket fokus i forbindelse med flere af ”møgsagerne”. I sagen om hærchefen, generalmajor H.C. Mathiesen, ville Bisserup i første omgang end ikke undersøge påstanden om magtmisbrug, men da der viste sig at være kød på sagen og Mathiesen fik en fængselsdom, måtte han beklage sin håndtering.

Da Bisserup i 2019 i forlængelse af sagen om svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse blev udnævnt til fungerende chef for Forsvarets Ejendomsstyrelse, lignede det et vink med en vognstang om, at han som tidligere koncernstyringsdirektør og som forsvarschef ikke var uden ansvar for tingenes tilstand i Hjørring.

Bjørn Bisserups karriere

Bjørn Bisserup kom ind i hæren under den kolde krig, blev konstabel, gennemgik sergent- og officersskole og blev i 2017 udnævnt som forsvarschef.

Bjørn Bisserup har trods sine 44 år i uniform aldrig været udsendt på en international mission – med undtagelse af en fredelig smuttur til Cypern for FN. Han har således aldrig ført sine mænd i krig og aldrig trykket sig bag en kampvogn med fjender lurende på geværafstand. Til gengæld er han uforfærdet gået løs på sagsbunkerne og deltaget i talrige af centraladministrationens bureaukratiske krige.

Den manglende krigserfaring betød – sammen med det faktum, at han kom fra den administrative stilling som koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets Departement – at han ved sin tiltrædelse som forsvarschef i 2017 af flere blev kaldt “skrivebordsgeneralen”. Et medie kaldte ham også “djøf’er i uniform”.

Pensionisttilværelsen

Pensioneringen vil gøre det muligt for Bjørn Bisserup at varetage lukrative bestyrelsesposter i den ganske omfattende danske våbenindustri. Der bliver måske endog tid til at dyrke musikalske interesser, hvor det forlyder, at ”Admiralens vise” fra den komiske operette ”H.M.S. Pinafore” har en høj stjerne:

I landsmænd her, som gerne vil nå op

til vor samfundsstiges allerhøjeste top,

flyd med, men hold jer i enhver forstand

til stadighed og altid fra det dybe vand.

Til stadighed og altid fra det dybe vand.

Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en eksemplarisk fortid.

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige:

“regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation”.

Lørdag aften den 26. september 2020 dansk tid nominerede præsident Donald Trump den 48-årige Amy Coney Barrett til en plads som dommer ved USA’s højesteret.

Hvis hun bliver godkendt i Senatet, afløser hun den nu afdøde dommer Ruth Bader Ginsburg.

Efter nomineringen skal Amy Coney Barrett godkendes i Senatet efter en række høringer.

De høringer begynder 12. oktober i Senatets retsudvalg, og ifølge udvalgets formand, Lindsay Graham, håber hun at udvalget er færdig med høringerne 14 dage senere.

Herefter skal alle medlemmer af Senatet stemme for eller imod en godkendelse. Republikanerne kontrollerer Senatet med 53 medlemmer mod Demokraternes 47.

Hvis hele processen er afsluttet i begyndelsen af november, hvor amerikanerne i mellemtiden den 3. november har afholdt valg til Kongressen og præsidentembedet, kan hun sidde med, når højesteret den 10. november begynder behandlingen af om ”The Affordable Care Act” – Obamacare – er forenelig med forfatningen.

Sagen er ført for domstolene af en række stater med Texas i spidsen.

Ved de lavere domstole besluttede den føderale regering ikke at anke en kendelse, der gav de sagsøgende stater medhold i at loven var forfatningsstridig. Men så sprang en række delstater med Californien i spidsen til og ankede. De vil derfor tale for opretholdelse af reformen ved højesteretten.

Intens medieinteresse

I USA var alle de politiske talkshows domineret af nyheden om Trumps nominering af Amy Coney Barrett til Højesteret.

Demokraterne var optaget af konsekvenserne for Obamacare, for konsekvenserne for abortlovgivningen og for LGBT-rettigheder.

Republikanerne er samtidig indstillet på at køre godkendelsesproceduren igennem inden den 3. november 2020, og de har advaret Demokraterne mod at rette personlige angreb på Amy Coney Barrett – f.eks. på hendes stærkt katolske overbevisning.

Valgkampen mellem Donald Trump og Joe Biden blev ved meddelelsen den 18. september om at USA’s ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, var død, tilført et nyt spændingselement.

Ruth Bader Ginsburg – ”The Notorius RBG”, var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der bestod af ni dommere – fem konservative og fire liberale. Denne balance vil nu blive forrykket i konservativ – og dermed republikansk – favør.

Højesteret vil nu være et centralt emne i valgkampen

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver præsidenten beføjelse til at nominere dommere, men det forudsætter Senatets samtykke.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, har klart tilkendegivet, at den ledige post som dommer i Højesteret, først bør besættes efter præsidentvalget 3. november. Joe Biden har ligeledes opfordret til at udpegningen først sker efter valget.

Det er under alle omstændigheder en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om partipolitik i snæver forstand, men om, hvilken retsfilosofi og forfatningsopfattelse, der skal dømmes efter. Skal forfatningsteksten tolkes bogstaveligt med hensyntagen til den historiske kontekst, eller skal forfatningen tolkes dynamisk i overensstemmelse med doktrinen om “den levende forfatning”.

Uenigheden mellem Demokraterne og Republikanerne om ledige poster i Højesteret har illustreret den stadige kamp i USA om en række fundamentale spørgsmål, hvor Højesteret spiller en helt afgørende rolle.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. Højesteret er samtidig en forfatningsdomstol, og en af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

Det var for eksempel Højesteret, der i 2015 besluttede at gøre det tilladt for homoseksuelle at gifte sig i hele USA.

Højesteret i USA har en anden rolle end Højesteret i Danmark

Højesteretsdommere spiller dermed en stor rolle i at forme amerikansk politik inden for emner som abort, LGBT-rettigheder, religionsfrihed, dødsstraf, retten til at bære våben og hvor langt præsidentens magt rækker.

Sammensætningen af Højesteret spillede en væsentlig rolle i præsidentvalget i 2016, og Donald Trump har som præsident lagt stor vægt på den amerikanske Højesteret og i det hele taget på justitsvæsenets rolle som beskytter af (konservative) amerikanske værdier.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch og dermed sikret at 5 af Højesterets 9 dommere er konservative.

Præsident Trump fremhævede ved nomineringen af Kavanaugh, at “He understands that the role of a judge is to faithfully interpret the law, not to legislate from the bench. His authoritative legal opinions are known to shape the law and are often cited by judges around the country.”

At udnævnelsen af Højesteretsdommere nok er politisk, men ikke partipolitisk i traditionel forstand, blev demonstreret af Neil Gorsuch i april 2018, hvor han sammen med den liberale side af Højesteret stemte for en 5-4 afgørelse, der fandt dele af Trumps deportationslov forfatningsstridig. Højesteret fandt at den del af loven, der skulle gøre det lettere at deportere immigranter, der var dømt for ”crime of violence” ikke var formuleret tilstrækkeligt præcist til at loven kunne håndhæves.

Ruth Bader Ginsburg

Ginsburg opnåede i levende live kultstatus i liberale kredse i USA. I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en indædt forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til et ikon for liberale og LGBT-bevægelsen i USA.

Ginsburg blev født i Flatbush-kvarteret i Brooklyn, New York, på depressionens højdepunkt i 1933. Hendes forældre var jødiske emigranter, og hendes mor, Celia Bader, døde af kræft dagen inden Ginsburg afsluttede high school.

Hun fik sin juridiske skoling på Cornell University, Harvard og Columbia. Selvom hun fik en af de bedste eksamener, fik hun ikke et eneste jobtilbud. “Not a law firm in the entire city of New York would employ me,” har hun senere fortalt. “I struck out on three grounds: I was Jewish, a woman and a mother.”

Ginsburg blev I 1993 nomineret til Højesteret af præsident Clinton som den 2. kvinde efter Sandra Day O’Connor, der blev nomineret af præsident Ronald Reagan in 1

Dommer Barrett var allerede shortlistet i forbindelse med udnævnelsen af efterfølgeren til højesteretsdommer Anthony Kennedy. Det blev Brett Michael Kavanaugh, men det forlyder, at præsident Trump på de indre linjer dengang skulle have udtalt, at ”sparede på” Barrett til den tid, hvor der skulle findes en efterfølger for Ruth Bader Ginsburg.

Det bemærkes, at Ginsburg har en længere sygdomshistorik bag sig, og hun har gennemgået kræftforløb i 1999, 2009, 2018 og 2019. 17. juli i år oplyste hun så, at hun fik kemoterapi, efter at en kræftsygdom i leveren var vendt tilbage.

Amy Coney Barrett

Der kan næppe sættes en finger på Amy Coney Barretts juridiske kvalifikationer, men nomineringen af dommer Barrett har allerede givet anledning til modstand fra abortgrupper, der frygter at hun vil pille ved den såkaldte Roe v. Wade dom fra 1973, der fastslog, at retten til abort til enhver tid var en forfatningssikret rettighed.

Den dybt katolske Barrett er mor til 7, heraf 2 adopterede. Hendes yngste barn lider af Downs syndrom. Lidelsen blev konstateret i det tidlige fosterstadie, men som overbevist abortmodstander, gennemførte Barrett svangerskabet.

Barrett er medlem af den økumeniske bevægelse ”People of Praise” (Lovprisende folk), som indeholder pinsekirkelige elementer, og som ifølge nogle kritikere på venstrefløjen ligner en ”kult”. Medlemmerne af People of Praise sværger livslang troskab til gruppen, og hvert medlem tildeles en åndelig rådgiver. Bevægelsens store rolle i medlemmernes liv får alarmklokkerne til at bimle hos nogle kritikere, der fremhæver, at en højesteretsdommer bør være uafhængig af ydre påvirkninger.

Andre påpeger, at Barrett ved flere lejligheder har slået fast, at hendes religiøse overbevisninger ingen indflydelse har på hendes juridiske virke.

Amy Coney Barrett har i sin tid været medarbejder for den navnkundige konservative Højesteretsdommer, Antonin Gregory Scalia. Der er derfor ingen tvivl om at Amy Coney Barrett vil basere sin stillingtagen til konkrete sager på Forfatningsteksten, således som den står skrevet. Barrett opfattes som det, de I USA kalder “textualist” – focus er på den originale ordlyd af forfatningen, fremfor at forsøge at bestemme, hvad der kunne have været forfatningens fædres hensigt.

Hun deler bestemt ikke opfattelsen af, at forfatningen skal tolkes dynamisk i overensstemmelse med den såkaldte doktrin om “den levende forfatning”.

Barrett har udtalt: “Being a judge takes courage. You are not there to decide cases as you may prefer.  You are there to do your duty and to follow the law wherever it may take you”.

Mens liberale og Demokrater har deres tvivl, er der blandt Donald Trumps republikanske kernevælgere fuld opbakning til nomineringen af Amy Coney Barrett og alt tyder på, at det republikanske flertal i Senatet vil ende med at godkende Barrrett efter den høringsprocedure, der forventes at gå i gang den 12. oktober 2020.

FN’s 75. Generalforsamling – Danmarks prioriteter:

”Ligestilling, kvinder og pigers rettigheder samt adgang til kvalitetsuddannelse i og uden for humanitære situationer understøtter realiseringen af verdensmålene og er højt prioriterede indsatsområder for Danmark. Danmark arbejder for at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR).”

”Danmark har styrket indsatsen til fremme af kvinders og pigers rettigheder, herunder bekæmpe diskrimination, vold og kønsstereotyper og fremme seksuel reproduktiv sundhed og rettigheder samt lige muligheder i samfundet. Derudover fortsætter indsatsen for bekæmpelse af diskrimination på baggrund af seksuel orientering eller kønsidentitet.”

Spørgsmålet er om Jeppe Kofods er den rette til – som Udenrigsminister – at fremføre Danmarks synspunkter på disse områder?

 

Under den FN’s Generalforsamling den 22. september 2020, der markerede organisationens 75-års jubilæum, rettede præsident Donald Trump et uhørt skarpt angreb på Kina.

I det på forhånd indspillede videobudskab opfordrede præsidenten FN til at “hold China accountable for their actions”.

Trump beskyldte den kinesiske regering for den globale spredning af COVID-19, sygdommen der forårsaget af coronavirus indtil nu har inficeret 31 millioner mennesker verden over og dræbt mere end 965.000.

“I de tidlige dage af virussen lukkede Kina ned for rejser inden for landet, mens de samtidig tillod flyvninger ud af Kina og spredningen af smitte over hele verden”, sagde den amerikanske præsident i sin tale. ”Den kinesiske regering og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som stort set kontrolleres af Kina, erklærede fejlagtigt, at der ikke var noget bevis for at mennesker uden symptomer ville sprede sygdommen”, sagde Trump.

Den hårde amerikanske kritik vækker genklang i mange lejre. Kinas aggressive ”maskediplomati”, hvor man har søgt at iscenesætte sig selv som den store redningsmand i corinakrisen, har fejlet i langt de fleste lande, hvor befolkningerne er blevet mere kritiske overfor Kina under krisen. Det gælder også i Danmark, hvor vi på få år har bevæget os fra entusiastiske modtagere af kinesiske pandaer til en situation, hvor 62 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen har fået et mere negativt syn på Kina.

Hertil kommer undertrykkelsen af basale menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen og anbringelsen af Østturkestans uyghurer i interneringslejre i landets vestlige Xinjiang-region, ligesom den seneste udvikling i Hong Kong har øget kritikken.

Donald Trumps bitterhed

Der er ingen tvivl om at Donald Trump er bitter på Kina. Forsøg på at opbygge venskabelige forbindelser med generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti, Xi Jinping, så en tid ud til at lykkes. Selvom der stadig var slagudvekslinger med gensidige tarifforhøjelser m.v., blev der også gjort fremskridt.

Handelsaftale med Kina

Præsident Donald Trump skrev den 12. december 2019 under på en midlertidig handelsaftale med Kina. Aftalen betød, at de forhøjede toldsatser, som USA havde bebudet til ikrafttrædelse den 15. december 2019, blev suspenderet. Toldsatser på 15 pct. ville ellers have omfattet kinesiske varer – forbrugerelektronik og legetøj m.v. – for 160 milliarder dollars. Samtidig blev en række eksisterende toldsatser halveret.

Til gengæld lovede Kina blandt andet at købe amerikanske landbrugsprodukter – en indrømmelse der havde stor betydning i det amerikanske Midtvesten.

Den midlertidige fase 1-aftale forholdt sig ikke til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den indeholder heller ikke noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

Med aftalen ved indgangen til valgåret 2020 var der i december 2019 gode udsigter til, at handelskrigen mellem USA og Kina kunne bilægges.

Handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada (USMCA) blev ved slutningen af 2019 efter godkendelsen i den amerikanske kongres underskrevet i Mexico. Forhandlingerne blev faktisk afsluttet allerede sidste år, men aftalen har skullet godkendes i de 3 landes parlamenter.

Præsident Donald Trump erklærede på Twitter: ”The US-Mexico-Canada Agreement (USMCA) will be the best and most important trade deal ever made by the USA. Good for everybody – Farmers, Manufacturers, Energy, Unions – tremendous support”.

USMCA-aftalen erstatter den 25 år gamle North American Free Trade Agreement (Nafta), som Trump umiddelbart efter sin indsættelse som præsident, erklærede var unfair for USA og derfor opsagde.

Økonomien

I december 2019 bekræftede den amerikanske centralbank, at den amerikanske økonomi var i forrygende god form. I november 2019 blev der skabt 266.000 jobs. Ifølge Reuters blev der i den amerikanske økonomi skabt over 20 millioner nye jobs siden landet kom ud af den økonomiske krise i 2009, og ledigheden i december 2019 på 3,5 pct. er den laveste i de sidste 50 år.

Den lave ledighed og positive lønudvikling for store grupper på arbejdsmarkedet, herunder afro-amerikanere og latino-amerikanere, førte tilsyneladende ikke til et øget løn- og prispres.

Ved årsskiftet så centralbanken ingen grund til at ændre pengepolitikken for at støtte den fortsatte økonomiske vækst og jobskabelsen. Centralbankens eneste bekymring dengang var, at USA stadig med en inflation på 1,6 pct. var under målet på 2 pct.

Centralbankdirektør Jerome vurderede efter årets sidste møde i The Fed, at USMCA-aftalen og aftalen med Kina “ville fjerne usikkerhed og være et positivt bidrag” til den amerikanske økonomi.

Frem til det tidlige forår 2020 var der al grund til at formode, at Trump ubesværet ville vinde fire år mere i Det Hvide Hus.

Trump havde leveret på mange af sine tunge valgløfter, havde med nye handelsaftaler sikret amerikanske virksomheder ”a level playing field” i forhold til udenlandske konkurrenter, havde på godt og ondt markeret USA i forhold til NATO, FN, WTO, Iran atom-aftalen, Paris-aftalen m.v., havde udnævnt konservative dommere til Højesteret. Den økonomiske politik havde været yderst vellykket: en skattereform var gennemført, arbejdsløsheden var lav, der var skabt millioner af nye jobs, høj forbrugeroptimisme og et sundt boligmarked, aktiemarkedet i nye højder m.v.

Mueller-undersøgelse og Demokraternes forsøg på at vælte Trump ved en rigsretssag prellede fuldstændig af på præsidenten, og betød samtidig at samarbejdet i den amerikanske kongres var meget begrænset.

Covid-19 har ændret alt

I februar 2020 blev alt ændret. COVID 19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele verden – og ikke mindst i USA.

I øjeblikket er det derfor usikkert, om Trump eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident. Vi må vente på valget den 3. november 2020.

Kinas Xi Jinping satser åbenlyst på, at Joe Biden vinder valget, og at Kina får frit spil til at gennemføre sit forehavende.

Hvad vil Kina?

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Kinas Kommunistiske Parti arbejder målbevidst på, at det kinesiske totalitære styre i 100-året – i 2049 – skal være den ledende magt i verden.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Militær opbygning

På det militære område, vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. USA er opmærksom, men mærkeligt nok gør det ikke større indtryk på Vestens regeringer.

Merkantile metoder

Vigtigere er det imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping, misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina – som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som én enkelt økonomisk aktør, hvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.

Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom; blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv af illegale eksportsubsidier; reducerer sine  produktionsomkostninger ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt; og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af hundredtusinder studerende og turister.

Inden efterårets fisketure på Øresund, kan det for de mest ivrige måske være nyttigt at erfare, hvordan det kan gå helt galt.

Konkurrencepræget sport

Erfaringen fortæller os, at i fiskekonkurrencer viger lystfiskere ikke tilbage for noget i kappestriden om at fange de fleste og de største fisk. Konkurrencen er benhård, selvom det for de fleste deltagere ikke er præmiesummen, der er drivkraften. Det er æren og muligheden for at prale med sin fangst, men først og fremmest drejer det sig om retten til at håne konkurrenterne.

Lake Powell

Med meget på spil er tolerancen for snyd meget lille. Det måtte 2 deltagere i en fiskekonkurrence i Lake Powell i det sydlige Utah, USA, sande.

Uregelmæssigheder under fiskekonkurrencen i oktober 2018 har nu ifølge New York Times fundet sin retlige afgørelse. Under konkurrencen fangede nogle mistænkelige fisk kontrollanternes opmærksomhed.

Langvarige laboratorieundersøgelser førte til at der blev rejst sigtelse mod 2 konkurrencedeltagere for at have forsøgt at snyde.

Fiskerne, Robert Dennett og Kamron Wootton, var blandt de 25 lystfisker-teams, der deltog i fiskekonkurrencen med en præmiesum på 2.500 dollars til vinderen. Konkurrencen gik ud på, at det team, der fangede de 5 Largemouth Bass (Micropterus salmoides – også kendt som Sort Aborre, Grøn Trout, Bigmouth Aborre eller Lineside borre) med den største samlede vægt. Der var ligeledes præmie for den største fisk.

Allerede på konkurrencens første dag kunne Dennett og Wootton præsentere fangster, der bragte dem på 2. pladsen i konkurrence og helt sikkert ville indbringe dem prisen for den største fisk. Problemet var bare, at den kæmpe aborre, som de præsenterede for dommerne, ikke lignede de Largemouth aborrer, der ellers blev fanget i Lake Powell.

Dokumentation for snyd

Laboratorieundersøgelser på University of Utah viste, at fisken ikke kunne være kommet fra Lake Powell. Forskerne var i stand til at bestemme, hvor fiskene havde oprindelse ved at sammenligne mængden af strontium-isotoper, da strontium findes naturligt i søer som Lake Powell

Samtidig blev det afdækket, at Dennett og Wootton lige inden konkurrencen havde fisket i Quail Creek Reservoir, omkring 180 miles vest for Lake Powell.

Hårde straffe

De 2 misdædere erklærede sig for nylig skyldige og de blev idømt en bøde, 48 timers samfundstjeneste, 24 måneders betinget fængsel i hvilken periode de ikke må fiske eller jage. Endelig blev de pålagt at betale 2.500 dollars til fonden for hjælp til at stoppe krybskytteri.

Prisstigningerne på boligmarkedet fortsætter de kommende år på trods af coronakrisen, vurderer Nationalbanken i en ny prognose for dansk økonomi: Udsigter for dansk økonomi – Udsigt til moderat lavkonjunktur det næste års tid, der blev offentliggjort den 23. september 2020.

De danske boligejere kan se frem til fortsatte prisstigninger på trods af usikkerheden om vurderinger og boligbeskatningen, og det tilbageslag, som coronakrisen har påført dansk økonomi.

Danmarks Nationalbank vurderer forsigtigt, at huspriserne i år vil stige med 1,6 pct., mens de kommende år vil byde på pæne prisstigninger.

Prisudviklingen afspejler, at husholdningerne igen forventer stigende boligpriser. Modsat finanskrisen 2008-9 er det ikke under coronapandemien udviklingen på boligmarkedet, der er årsag til problemerne. Boligsektoren har faktisk bidraget positivt til den relative makroøkonomiske stabilitet.

Lave renter og hjælpepakker

Samtidig er renterne på boligmarkedet lave, og hjælpeordningerne har holdt indkomsterne oppe. Efter et markant fald i marts steg boligpriserne hen over sommeren og ventes at stige med 1,6 pct. for 2020 som helhed.

Nationalbanken forventer, at huspriserne næste år vil stige med 1,5 pct., mens de i 2022 vil stige med 3,1 pct. Til sammenligning steg huspriserne med 3 pct. i 2019.

Stigningen i år er en opjustering i forhold til Nationalbankens seneste prognose fra foråret, der var langt mere pessimistisk. Dengang forventede Nationalbanken et fald i boligpriserne på 2,3 procent i 2020.

Fremgangen på boligmarkedet kommer midt en coronakrise, der ellers har kastet mørke skygger over både den danske økonomi og verdensøkonomien. Dansk økonomi ventes således i år at skrumpe med 3,6 pct., mens økonomien herhjemme langsomt vil genvinde momentum i 2021.

Ifølge prognosen vil det danske bruttonationalprodukt (BNP) stige med 3,6 pct. næste år, mens økonomien i 2022 vil vokse med 2,3 pct.

Svarer til udviklingen i USA

Udviklingen på det danske boligmarked svarer til billedet af boligbyggeriet og især ejendomsomsætningen i USA.

Omsætningen på det amerikanske boligmarked fortsatte i august 2020 de tidligere måneders stigende tendens. Udviklingen drives af det lave renteniveau og trenden med at flytte ud til forstæderne med mulighed for bedre plads og have m.v. Denne tendens er forstærket under coronakrisens nedlukninger, hvor hjemmearbejdende forældre og fjernunderviste skoleelever har skærpet interessen for mere plads og frisk luft. Væksten bekræftes ifølge Bloomberg, der vurderer at huspriserne i august lå godt 11 pct. over tilsvarende periode sidste år.

Boligsektoren har dermed bidraget til at opretholde aktiviteten i den amerikanske økonomi under coronakrisen.

EU’s udenrigschef Josep Borrell har for nylig i et interview med Der Spiegel sagt:

“Wherever there are problems, be it with China, Turkey or Israel, the EU countries often have different views. We then look for the lowest common denominator, and unfortunately this is often quite small. In the Foreign Affairs Council, we tinker with the grammar of our statements until everyone finds themselves in them at the end. I therefore think it would be better to adopt a strong and substantial position by a majority rather than unanimously adopting a weak position with little substance”.

Hvis du og familien skal på efterårstur til Gl. Estrup, kan I være heldige at blive budt på kringle i slotskøkkenet.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på blot 2,3 millioner kroner plus et ekstra tilskud på 1,5 millioner.

Med finanslovsforslaget mister Gammel Estrup 40 procent af sit statslige tilskud, og det er katastrofalt. Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det bliver der ikke penge til, hvis finanslovsforslaget går igennem. Besparelsen på 1,5 mio. kr. betyder jo ikke voldsomt meget i statens store regnskab, men for Gl. Estrup betyder det for eksempel, at de fortsat kan holde åbent året rundt, kan vedligeholde museet og stadig opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, som flere kulturministre har opgivet at gennemføre. Politisk er det næsten umuligt at ændre på et system, så nogen i politikernes valgkredse vil få mindre end før.

Alligevel et det indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de godt 100 statslige og statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejde for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Burde den statslig støtte til museerne sikre entréfrihed?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen indførte faktisk i 2006 gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det blev ovenikøbet overvejet også at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, hvor Brian Mikkelsen ikke havde midler til at sikre gratis entré.

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet blev kritiseret for at være konkurrenceforvridende, og bl.a. de tre Aarhus-baserede museer, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum, var meget utilfredse med den urimelige forskelsbehandling.

Den gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst blev afskaffet igen i 2016.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Forhandlingerne om en museumsreform under den tidligere borgerlige regering kørte hurtigt fast, da Dansk Folkeparti insisterede på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med en anden fordeling af den offentlige støtte, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på at øge deres egenindtægter.

Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet og de halverede billetpriser har betydet, at de populære museer tilsyneladende har formået at tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for at i hvert fald en række museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Fhv. energiminister og EU-Kommissær prøver i Berlingske Tidende den 21. september 2020, at retfærdiggøre hans egen og Socialdemokratiets landsskadelige virksomhed i 1980’erne; Når Poul Nielson, Lasse Budtz og Kjeld Olesen på vegne af det danske socialdemokrati i 1984 besøgte Moskva var de bestemt ikke ”nyttige idioter” – der var tale om ”meningsudvekslinger og et forsøg på at få et bedre indblik i, hvordan Sovjetunionen tænkte”.

Når man i dag hører Nielsons sirenesang fra de varme lande, bliver man næsten rørt, og umiddelbart erindres man om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Socialdemokratiets fodnotepolitik

Få har glemt den unge fuldmægtig fra Udenrigsministeriet, der som hektisk arbejdende energiminister 1972-82 ville sikre uafhængighed i energiforsyningen, og i sin iver fik udbredt fjernvarme- og naturgasnettet langt udover det samfundsøkonomisk forsvarlige, indgik en ”klokkeklar” olieaftale og slutteligt blev bundet til masten af et flertal i Folketinget, der forlangte at få alle påtænkte dispositioner forelagt til godkendelse.

Efter regeringsskiftet i september 1982 indledte Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Norden som atomvåbenfri zone

Selvom Poul Nielson nu lægger afstand til Lasse Budtz, var Nielson – der ikke opnåede genvalg i Fredericia og fra 1984 var tilbage som fuldmægtig i Udenrigsministeriet – et villigt redskab for Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor de kommunistiske diktaturer forekom ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over besøg i Moskva og samarbejde med DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Poul Nielson påtager sig nu æren for aflivningen af debatten om Norden som atomvåbenfri zone, men Nielson kan ikke bortforklare Socialdemokratiets flirten med diktaturstater og NATO-fjender.

Lykketofts Samba-socialisme

Et af de mere groteske eksempler, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.