Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at have brudt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.

Det bekræfter han selv i en kortfattet pressemeddelelse udsendt af Venstre.

Det fremgår imidlertid ikke af pressemeddelelsen, hvilke fortrolige oplysninger han er sigtet for at røbe. Den tidligere forsvarsminister har imidlertid ved flere lejligheder bekræftet, at Danmark og USA samarbejder om at tappe data fra kabler.

I Danmarkshistorien har vi flere eksempler på, at der inden udnævnelsen er rejst tvivl om en kommende ministers sikkerhedsgodkendelse.

Henrik Sass-Larsen

I nyere tid har vi sagen omkring godkendelsen af Henrik Sass-Larsen, der efter folketingsvalget i september 2011 var designeret til at blive finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering, men som den 29. september 2011 om morgenen meddelte, at han ikke stod til rådighed som minister, og at det skyldtes, at han ifølge myndighederne ikke kunne sikkerhedsgodkendes. Meget mere kunne Sass Larsen ikke sige, men sagen blev i medierne kædet tæt sammen med hans angivelige tilknytning til personer fra rockermiljøet.

Ole Espersen

Da den daværende statsminister Anker Jørgensen tilbage i 1981 ville udpege Ole Mogens Espersen (født 20. december 1934 i Nylars på Bornholm, død 4. december 2020) til justitsminister, advarede Politiets Efterretningstjeneste (PET) mod udnævnelsen.

PET-Kommissionen beskriver i sin beretning, at PET anså Ole Espersen for en sikkerhedsrisiko.

Det skyldtes, at han fire år forinden, i januar 1977, var havnet i efterretningstjenestens register efter et møde på restaurant Rio Bravo i København med den sovjetiske ambassadefunktionær Nikolaj Gribin, der var KGB-officer.

Samtidig modtog PET oplysninger fra dobbeltagenten Oleg Gordijevskij om, at KGB i mindst tre år havde haft Ole Espersen som mål for en hvervning.

Den danske politiker havde allerede fået dæknavnet Ervin, og det var netop disse østkontakter, herunder en række udenomsægteskabelige forhold, der gjorde, at PET anså ham for at være et muligt offer for afpresning og dermed en sikkerhedsrisiko.  

Fire dage før udnævnelsen af Ole Espersen, den 16. januar 1981, havde PET samlet seks dokumenter om den kommende minister.

De indeholdt blandt andet oversigter over hans kontakter med Nordkorea, en rejse til Sydkorea, møderne med KGB-officerer samt Ole Espersens menneskerettighedsaktiviteter. Blandt andet hans medlemskab af det såkaldte Chile-Tribunal.

Anker Jørgensen valgte at se stort på PET’s advarsler, og Ole Espersen var i 1981-1982 justitsminister i Anker Jørgensens fjerde og femte regering.

Oplysninger fra Anker Jørgensens privatarkiv viser, at han faktisk havde betænkeligheder ved udnævnelsen, men alligevel valgte at udpege Ole Espersen som justitsminister.

Formentlig fordi statsministeren vægtede de faglige kvalifikationer over de sikkerhedsmæssige aspekter, vurderer PET-kommissionen.

Efter udnævnelsen blev det aftalt mellem Anker Jørgensen og Justitsministeriets departementschef, Niels Madsen, at den nye justitsminister ikke skulle orienteres om dobbeltagenten Oleg Gordijevskij.

Selv hørte Ole Espersen først om advarslen mange år senere i forbindelse med PET-Kommissionens beretning.

Roskilde Universitet, RUC, er det eneste universitet i Danmark, som oplever et fald i antallet af nye studerende. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

RUC oplyser, ”at de er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. På RUC dyrker vi den projekt- og problemorienterede tilgang til videns udvikling, fordi man opnår de mest relevante resultater ved at løse virkelige problemer i fællesskab med andre. Vi dyrker tværfagligheden, fordi ingen væsentlige problemer kan løses ud fra ét fagligt synspunkt. Og vi dyrker åbenheden, fordi vi tror på, at inddragelse og videndeling er en forudsætning for den frie tanke, demokrati, tolerance og vækst.”

Det er helt forståeligt, at RUC’s ”udfordringer og eksperimenter” fravælges – og hvilke velkvalificerede studerende ønsker i øvrigt at frekventere et decideret taber-universitet?

RUC er bundskraber i internationale sammenligninger

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universitet med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret: Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250, Syddansk Universitet lidt dårligere i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

Bundplaceringen kan måske bidrage til at forklare RUC-rektors årelange kamp mod en usund ”præstationskultur”?

”Klamphuggeri”

RUC kom igen-igen i offentlighedens kritiske søgelys, da udlændinge- og integrationsministeriet fjernede et omdiskuteret, statsfinansieret studie fra ministeriets hjemmeside. Der var tale om rapporten ”Magt og (m)ulighed”, udarbejdet af to forskere fra Roskilde Universitet, og bestilt og betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Rapporten blev karakteriseret som ”klamphuggeri”, ”pseudovidenskab”, ”absurd” og ”pinlig”.

Når udgifterne dækkes af skatteborgerne

Vi får nok aldrig opklaret hvordan RUC ville klare sig, hvis institutionen skulle leve af rekvireret forskning og de studerende (eller deres forældre) selv skulle betale for undervisningen. Min antagelse er, at forretningsmodellen lynhurtigt ville lide skibbrud og RUC gå fallit.

Selvom de velvillige danske skatteborgere holder institutionen flydende, er situationen alligevel alvorlig for de sagesløse studerende på RUC, der efterfølgende skal konkurrere med kandidater fra andre universiteter om de attraktive poster.

Det er heller ikke nemt for os andre, hvor det undertiden sortner for øjnene og tordner for ørerne, når vi udsættes for, at DR’s Deadline og andre medier, i tide og utide trækker på ”kapaciteter” fra RUC, som Birgitte Poulsen, Mads Kæmsgaard Eberholst og Christian Groes – uden at forglemme de bortforklaringer Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet, spiser offentligheden af med!

Er der udsigt til forbedringer?

På bestyrelsesmødet den 2. december 2021 drøftedes udviklingen i Roskilde Universitets strategiske nøgletal og den prekære situation med et underskud på 34 millioner kr.

Af referatet fremgår, at formanden for bestyrelsen, adm. direktør i NIRAS Gruppen A/S, der bl.a. beskæftiger sig med vand og miljø, fremhævede problemerne med RUC-kandidaters længere ledighed, for højt frafald og de studerendes vurdering af uddannelseskvaliteten.

Bestyrelsen udtrykte bekymring i anledning af rektoratets tiltag i anledning af den økonomiske underskudssituation om en yderligere måneds vakance på genbesættelse af stillinger i RUC-administration, så der samlet set er to måneders vakance ved fratrædelser. Nedjustering af lønbudgetterne ville ikke på sigt være en holdbar løsning i forhold til RUC’s mulighed for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, da universitetet ikke kan matche lønniveauet i centraladministrationen.

For 29 år siden – den 14. januar 1993 – meddelte statsminister Poul Schlüter sin afgang, da dommer Hornslets redegørelse for Tamilsagen blev offentliggjort.

I dag står statsminister Mette Frederiksen midt i sin alvorligste politiske krise med minksagen, SMS-sagen, FE-sagen og en række ministre, der i forhold til Folketinget har opbrugt enhver kredit, og hvor der er udsigt til, at de vil blive væltet for blot det mindste fejltrin. Krisen bliver ikke mindre af et skuffende resultat ved kommune- og regionsvalget, hvor Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen ved KV21 går markant tilbage sammenlignet med det seneste kommunalvalg i 2017, hvor partiet fik 32,4 procent af stemmerne på landsplan.

Med 28,6 procent af stemmerne er valget det dårligste for partiet i årtier – det hidtil dårligste var kommunalvalget i 2013, hvor partiet under ledelse af Helle Thorning-Schmidt fik 29,5 procent af stemmerne.

Socialdemokratiet har på trods af slesk tale og valgflæsk i form en bebudet sundhedsreform med sundhedshuse og andet godt, almennyttigt boligbyggeri og statsstøtte til unges huskøb m.v. ikke formået at vinde frem i provinsen. Samtidig har man med en utroværdig miljø- og klimapolitik tabt styrke til venstrefløjen i landets fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg.

De betændte sager og den almindelige mistillid betyder, at vi nu har nået det punkt, hvor Mette Frederiksen bør drage samme konklusion som Poul Schlüter gjorde i 1993. Det Radikale Venstre har tilsluttet sig den mistillid de blå partier har udtrykt gennem nogen tid, og spørgsmålet er, om ikke Mette Frederiksen ligesom Schlüter bør konstatere, at der simpelthen ikke mere eksisterer et godt grundlag for ledelsen af landets regering.

De tilbageværende kulkraftværker i Danmark – Fynsværket, Studstrupværket, Esbjergværkets og Nordjyllandsværket – har fyret kraftigt op under kulkedlerne. Årsagen er ingen vind, mangel på vandkraft i Norge og en høj gaspris.

Tal fra Energistyrelsen og Energinet viser, at kulforbruget i de centrale værker i 2021 steg med knap 50 pct. I den første uge af 2022 kom næsten halvdelen af strøm produceret i Jylland og på Fyn fortsat fra kul.

Stigningen skyldes koldere vejr og en lavere produktion af strøm fra vindmøller, som betød større produktion på de centrale kraftværker. Vindkraftproduktionen faldt i 2021, da middelvindhastigheden var betydeligt lavere end tidligere.

På Nordjyllandsværket i Aalborg har man i sidste halvdel af 2021 næsten kørt med fuld kraft. Også hos Ørsted er kulforbruget steget. Her har man fyret med mere kul end vanligt på Esbjergværket og Studstrupværkets blok 4.

På Fyn fyres der med halm og træflis, men der har været gang i kulkedlerne, fordi der har været koldt og manglet vind- og vandkraft

Spørgsmålet er, om den planlagte udfasning af kulfyrede kraftværker holder, hvis gaspriserne fortsat er høje og der er mangel på sol-, vind- og vandkraft.

Hidtil har det været forventningen, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle indstilles allerede i 2022. I 2023 ville Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel i Danmark bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem elimport fra udlandet.

I Tyskland vil der bortfald en betydelig elproduktionskapacitet i takt med at der lukkes a-kraftværker, og kulfyringen idealt set indstilles i 2030. I resten af Europa må der derfor også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

I dag er det 20 år siden, at det italienske krydstogtskib Costa Concordia den 13. januar 2012 forliste. Netmediet Olfi.dk sammenlignede for 2 år siden Forsvarsministeriets tidligere departementschef Thomas Ahrenkiel og krydstogtskibet Costa Concordias kujonagtige kaptajn, Francesco Schettino.

Thomas Ahrenkiel er i anledning af den spektakulære sag med FE-chef Lars Findsen trukket frem af glemslen, og sammenligningen med Schettino er slående.

Kaptajn Francesco Schettino blev idømt 16 års fængsel for i 2012 at have sejlet krydstogtskibet tæt under land ved den italienske ferieø Giglio, hvorved det grundstødte og sank. Forliset endte med at koste 33 mennesker livet.

Med tanke på Ahrenkiel og alle de andre kalamiteter i Forsvarsministeriet er det tydeligt, at vi i Danmark mangler en kommandør Gregorio De Falco, der ved Costa Cordias forlis beordrede kaptajn Francesco Schettino, der som en af de første var gået i bådene, til ”for helvede, at komme tilbage på skibet i en fart!”

Thomas Ahrenkiel, skulle i øvrigt efter planen tiltræde som ny dansk ambassadør i Berlin i september 2020. Netop som han skulle været startet, blev han dog fritaget fra tjeneste efter en alvorlig kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han havde været chef fra 2010 til 2015 – en undersøgelse frikendte et år senere Ahrenkiel.

Thomas Ahrenkiel fortsatte i stedet i en ny rolle i først Forsvarsministeriet og siden Udenrigsministeriet, inden han i november 2021 forlod Slotsholmen til fordel for et job som europæisk direktør for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS.

https://olfi.dk/2019/12/14/han-er-billedet-paa-en-faretruende-tendens/

Den 16. juni 2020 blev der mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet opnået enighed om en klimaaftale med henblik på at udvikle, udbygge og integrere grønne teknologier i energisektoren og industrien.

Partierne er enige om at vise vejen mod en grønnere energisektor, der i 2030 er fri for kul, olie og naturgas.

Energiforligskredsen besluttede derfor samtidig, at der skulle igangsættes et analysearbejde vedrørende konsekvenserne for elforsyningssikkerheden og udviklingen i el- og varmepriser af den grønne omstilling, forbud mod olie og naturgas i fjernvarmesektoren og begrænsning af træbiomasse til el- og varmeproduktion.

Nu foreligger analysen fra Energistyrelsen, og læserne skal berede sig på dystre forudsigelser.

Selvom vi i øjeblikket døjer med ekstremt høje el- og gaspriser, har vi vænnet os til stabile og rigelige forsyninger af energi. Danmarks niveau for elforsyningssikkerhed ligger faktisk helt i top blandt de lande, vi oftest sammen ligner os med.

Forsyningssikkerheden trues

Det vil ifølge Energistyrelsen formentlig fortsat være tilfældet i de nærmest kommende år. Men i årene efter 2030 vil vi blive udfordret af et markant større elforbrug til blandt andet varme, transport, datacentre og PtX-anlæg.

Det vil betyde at behovet for elkapacitet i systemet er stigende – og samtidigt bliver elproduktionen mere decentral og ikke-regulerbar fra vedvarende energikilder som solpaneler og vindmøller.

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem elimport fra udlandet. I resten af Europa må der også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

Energistyrelsen mener derfor, at udfasning af biomasse og lukningen af de termiske værker giver risiko for strømafbrydelser især i Østdanmark.

Udsigt til 8 timer uden strøm

Den nuværende høje forsyningssikkerhed i øjeblikket betyder, at danske husstande på årsbasis i gennemsnit er uden strøm i højest 10 minutter, og årsagen vil sandsynligvis være lokal – at et træ er væltet ned over en elmast eller lignende.

Den høje forsyningssikkerhed kan ifølge Energistyrelsen meget vel blive afløst af en situation, hvor forbrugere i Østdanmark i 2035 vil være uden strøm i 8 timer om året. I fremtiden kan årsagen meget vel være, at det blæser for lidt, og at det er overskyet og at der generelt er mangel på strøm.

Prisen for udfasning af biomassen kan derfor blive mistet forsyningssikkerhed.

Det er i hvert fald Energistyrelsens konklusion i den netop offentliggjorte analyse.

Er Danmark i virkeligheden en bananstat, hvor der er tvivl om domstolenes uafhængighed?

Sagerne om dommer Søren Holm Seerups inhabilitet i en række sager, herunder i sagen mod Morten Messerschmidt, som blev fundet skyldig i svig med EU-midler, har bekræftet, at der kan være gode grunde til at tvivle på den danske dommerstands uafhængighed.

Landsretten har nu afgjort Messerschmidt-sagen, og erklæret, at sagen skal gå om ved Byretten. Hvor mange andre sager ville vi have, hvis alle domme og dommere blev kigget nærmere efter?

Den manglende habilitet i sagen mod Morten Messerschmidt har utvivlsomt skadet tilliden til domstolene, men konsekvenserne af at Østre Landsret kort før jul konkluderede, at retssagen, der i august kostede DF-profilen Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel, skal gå om, skal i øvrigt afgøres af Den Særlige Klageret.

Ifølge landsretten var der grundlag for at mistænke sagens dommer, Søren Holm Seerup, for inhabilitet. Det skyldes, at Ekstra Bladet i august kunne fortælle, at Seerup – blot få timer efter, at han i Retten i Lyngby havde kendt Morten Messerschmidt skyldig i dokumentfalsk og svig med EU-midler – havde ”liket” et opslag på Facebook, hvor den tidligere Venstre-politiker Søren Pind kritiserede Messerschmidt.

Herefter offentliggjorde Messerschmidt selv en række yderligere eksempler på dommerens Facebook-kommentarer om Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt. Og med dem i baghånden valgte Messerschmidt – foruden at anke sagen og rejse spørgsmålet om inhabilitet i landsretten – at indbringe sagen for Den Særlige Klageret.

Den Særlige Klageret er oprettet ved lov og har eksisteret siden 1939. Den er sat i verden for at træffe ”afgørelser i disciplinære sager vedrørende dommere.”

Derfor er det nu op til klagerettens fem jurister at afgøre alvorligheden af Søren Holm Seerups Facebook-aktiviteter, samt hvilke konsekvenser de eventuelt skal have for hans fremtidige karriere som dommer.

Ifølge retsplejeloven kan klageretten udtrykke ”misbilligelse af dommerens adfærd eller pålægge denne en bøde,” hvis dommeren har gjort sig skyldig i et ”utilbørligt eller usømmeligt forhold.” Hvis handlingen er ”af graverende karakter” kan dommeren blive afsat.

Hvis Søren Holm Seerup havde ære i livet, ville han længe inden klageretten skal træffe sin afgørelse tage sin afsked som dommer.

Dommerudnævnelsesrådet

Det er dog ikke alene Den Særlige Klageret, der har noget at sige, når det kommer til, hvordan dårlige sager skal – og ikke skal – påvirke en dommers videre karriere. For dommere spiller det såkaldte Dommerudnævnelsesråd også en vigtig rolle. Det er nemlig her, opgaven med at udpege de rette kandidater til ledige dommerstillinger, ligger.

Rådet lægger ved ansættelser især afgørende vægt på ”juridiske og personlige kvalifikationer.”

Hvilken konsekvens har sagen for offentlighedens tillid til den danske dommerstand og er Domstolsstyrelsen den rette garant for retsstaten?

Et fundamentalt træk ved en retsstat er dommernes fuldstændige uafhængighed. Domstolsstyrelsen/Danmarks Domstole og en hel række sager har imidlertid givet anledning til berettiget tvivl om danske dommeres uafhængighed og til at der er plantet tvivl om retsstaten.

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har travlt med at dæmonisere retstilstanden i lande som Polen og Ungarn. Landenes legitime regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket og kompromitteret domstolenes uafhængighed.

I modsætning hertil karakteriserer den ivrige landsdommer det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ført sig frem på en måde, der er egnet til at ryste ved tilliden til dommerstandens upartiskhed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade Polen og Ungarn høre om demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal, blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993, da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede, at regeringen skulle fortsætte uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens desperate planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at regeringen skulle fortsætte uanset at statsministeren var trådt tilbage. En plan, der ifølge kabinetssekretæren ville have været grundlovsstridig. 

Krænkelse af magtens 3-deling

I Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” fremgår det af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

I kapitel 12 lyder § 109:

”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2. Foretages de nævnte handlinger uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.”

I den danske straffelovs kapitel 12 fremgår det med andre ord, at der ikke i Danmark er en klar adskillelse mellem det retlige og det politiske niveau eller mellem den udøvende og den dømmende magt.

Justitsministeren er den øverste i hierarkiet inden for retssystemet, og med formuleringen om at påtale sker efter justitsministerens påbud fremgår det helt åbenlyst, at ministeren indblandes i straffesager.

Når adskillelsen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ikke er ganske klar i det danske system, blotter det os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages.

Desuden har skiftende danske Justitsministre gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand var påfaldende tavs, da den socialdemokratiske regering i Danmark – med henvisning til bekæmpelsen af Coronavirus – sikrede sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der gav vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kunne:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvidede myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænkede forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, gav anledning til løftede øjenbryn, men afholdt ikke regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerede

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet havde en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, udtalte til pressen, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun var glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse trods alt blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige var, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – i Coronavirussens navn kunne frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud, da regeringen instruerede domstolene om at lukke ned

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Grønnegaard-udvalgets udredning sætter spørgsmålstegn ved, om nedlukningen af domstolene var lovlig

Det uafhængige ekspertudvalg, som under ledelse af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard, på Folketingets foranledning har gransket håndteringen af COVID-19, finder det tvivlsomt, om forårets nedlukning af domstolene var i overensstemmelse med grundloven.

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige. Men, lyder det i ekspertudvalgets rapport:

”Der kan imidlertid efter udredningsgruppens vurdering sættes spørgsmålstegn ved, om de meddelelser, som er tilgået de enkelte retter fra Domstolsstyrelsen, og som for nogles vedkommende er sket på foranledning af Justitsministeriets departement, harmonerer med domstolenes grundlovssikrede uafhængighed.”

Ekspertudvalgets vurdering strider lodret mod både Domstolsstyrelsens og regeringens tidligere udlægninger af sagen. I et interview med Information i juli fastholdt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, at nedlukningen var sket ”efter bogen”, og justitsminister Nick Hækkerup afviste i et samråd i Folketingets retsudvalg i september, at regeringen skulle have krænket domstolenes uafhængighed i forløbet.

Kritik af dommerne for ikke at stå fast på domstolenes uafhængighed

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at ekspertudvalgets redegørelse indeholder en kritik af domstolene for at have forsømt at stå fast på deres uafhængighed. Situationen har været vanskelig for den enkelte dommer og den enkelte ret, men kritikken burde give anledning til alvorlige overvejelser i Dommerforeningen. Foreningen og den formand, landsdommer Mikael Sjöberg, burde klart og utvetydigt have sagt fra overfor Domstolsstyrelsen.

De Radikales tidligere retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte sagen alvorlig. Han havde sidste år justitsminister Nick Hækkerup i samråd, og udtalte til dagbladet Information:

”Når spørgsmålstegnene ved, om grundloven blev overholdt, blandt andet skyldes nogle meddelelser foranlediget af Justitsministeriet, så skærper det sagen betydeligt, i forhold til hvad ministeren har forklaret. Det giver anledning til bekymring for mig.”

Domstolsstyrelsen retter ind

I Domstolsstyrelsen ”noterer” man sig vurderingen af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om meddelelserne til retterne var i overensstemmelse med princippet om domstolenes uafhængighed, skriver styrelsesdirektør Kristian Hertz i en kommentar til Information.

”Samtidig gør rapporten det dog også klart, at Domstolsstyrelsen flere gange og i forskellige sammenhænge fremhævede, at det var op til den enkelte ret at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til de lokale forhold,” skriver han.

”Vi har lært af forløbet, og vi har i efteråret 2020 haft en intern proces, hvor vi har samlet op på vores erfaringer med krisehåndteringen. Vi er tilfredse med, at rapporten vurderer, at man med de tiltag, som Domstolsstyrelsens bestyrelse godkendte i december 2020, nu har etableret et kriseberedskab, som tager højde for de erfaringer, vi har draget af forårets forløb.”

Justitsministerens bortforklaringer

I en skriftlig kommentar til Information afviste justitsminister Nick Hækkerup al kritik af hans ministeriums ageren. Han fastholder, at Justitsministeriet ikke pålagde Domstolsstyrelsen eller domstolene noget, men alene kom med opfordringer.

”Nej, grundloven er ikke blevet brudt, og det konkluderer udredningen da heller ikke. Som sagt har Justitsministeriet opfordret til at følge de generelle retningslinjer, og det er ikke grundlovsstridigt at komme med en opfordring,” skriver han.

Tidligere har det været hævdet, at Fødevarestyrelsens håndfaste kommunikation om aflivning af alle mink, også blot var en ”opfordring”!

Bæredygtighed er i høj grad blevet et relevant spørgsmål for alle virksomheder, der bliver vurderet som økonomisk usikre på lang sigt, hvis de ikke har styr på bæredygtigheds-agendaen.

Allerede i 2021 vedtog EU en taksonomiforordning for bæredygtige investeringer, hvor sigtet er at skabe en klar definition af, hvad der er en bæredygtig investering og hvordan den skal dokumenteres.

EU-Kommissionen foreslår, at investeringer i naturgas- og atomkraftværker idet direktiv, der skal udmønte forordningen, kan defineres som “overgangs- eller grønne investeringer”.

Europa-Kommissionen har faktisk i nogen tid afholdt konsultationer om et udkast til EU-taksonomi (sustainable finance taxonomy), der skal være vejledende for private og offentlige investeringer i bæredygtige aktiviteter, der kan bidrage til at nå målet om, at CO2-udledningerne skal reduceres med 55 procent i forhold til 1990 inden 2030, og målet om klimaneutralitet i 2050.

Taksonomien skal bidrage til, at medlemsstaterne fra forskellige udgangspunkter bevæger sig hen imod klimaneutralitet.

A-kraft og naturgas har stjålet opmærksomheden

EU-Kommissionen er gået ind til de tekniske konsultationer med et kontroversielt forslag om, at investeringer i naturgas og atomkraft kan defineres som ”grønne”, fordi naturgas og a-kraft spiller en rolle i overgangen mod vedvarende energi. Kommissionen forudsætter dog, at disse ”overgangsanlæg” lever op til klare og stramme betingelser. For at sikre gennemsigtighed vil Kommissionen desuden sikre, at der bliver en oplysningspligt, så investorer kan afgøre, om konkrete investeringer omfatter gas- eller nukleare aktiviteter, og i hvilket omfang, så de kan træffe et informeret valg.

EU-Kommissionen vil i januar præsentere den endelige liste over økonomiske aktiviteter og de miljøkriterier, de skal opfylde for at blive stemplet som grønne investeringer. Ved at begrænse det “grønne” stempel til virkelig klimavenlige projekter, sigter systemet mod at gøre disse investeringer mere attraktive for privat kapital og samtidig blokere for “greenwashing”, hvor virksomheder eller investorer oversælger projekternes miljøvenlighed.

EU-Kommissionen vil også foreslå, at taksonomien indgår i disponeringen af EU-midler, hvilket betyder, at reglerne kan afgøre, hvilke projekter der er berettiget til offentlig støtte.

Atomkraft

Ifølge Kommissionens udkast kan investeringer i atomkraftværker klassificeres som ”grønne”, hvis projektet har en plan for sikker bortskaffelse af radioaktivt affald. For at blive betragtet som grønne skal nye atomkraftværker have byggetilladelse inden 2045. Det vil også være muligt at betragte levetidsforlængelse af eksisterende kraftværker som en ”grøn” investering, hvis projektet inkluderer opgraderinger til de højest opnåelige sikkerhedsstandarder.

Naturgas

Investeringer i naturgaskraftværker vil også blive betragtet som grønne, hvis emissionerne kan holdes under 270 g CO2-ækvivalenter pr. kilowatt-time, erstatter et mere forurenende fossilt brændselsanlæg og modtager en byggetilladelse senest 31. december 2030. Desuden kræves det, at sådanne anlæg skal være teknisk forberedt til at brænde kulstoffattige gasser. EU’s ekspertrådgivere har ellers anbefalet, at naturgaskraftværker ikke blev mærket som grønne investeringer, medmindre de nåede en lavere emissionsgrænse på 100 g CO2/kWh.

Andre økonomiske aktiviteter

Kravet til bæredygtighed gælder for mange andre økonomiske aktiviteter end naturgas og A-kraft. EU-Kommissionen vil i januar præsentere den endelige liste over økonomiske aktiviteter og de miljøkriterier, de skal opfylde for at blive stemplet som grønne investeringer.

EU’s medlemslande har frist til den 12. januar til at kommentere på forslaget.

Den videre proces

Når EU-Kommissionen senere offentliggør det endelige forslag, kan et flertal af EU-landene eller Europa-Parlamentet nedlægge veto, men der er ikke mulighed for at stille ændringsforslag.

Taksonomi-forslaget har været debatteret i mere end et år, og EU-landene er uenige om, hvilke brændstoffer der virkelig er ”grønne” og bæredygtige.

Naturgas udleder i forhold til kul kun halvt så meget CO2, men hertil kommer lækager af den potente drivhusgas metan fra gasinfrastrukturen.

Kernekraft producerer meget lave CO2-emissioner, men modstandere peger på den potentielle miljøpåvirkning ved bortskaffelse af radioaktivt affald.

EU har allerede defineret taksonomien og lister over ”grønne” investeringer for sektorer som bygninger og transport, og fra januar 2022 kan investeringer, der ikke er inkluderet i taksonomien, ikke markedsføres som klimavenlige i EU.

Reglerne for energisektoren og herunder reglerne for naturgas- og atomkraftværker skal træde i kraft senere.

EU-lande, herunder Tjekkiet, Finland og Frankrig, som får omkring 70 pct. af elproduktionen fra a-kraftværker, ser det som afgørende at udfase den CO2-forurenende kulkraft.

Andre lande, som Luxembourg, Tyskland og Østrig, er dog stærkt imod atomenergi.

Holdningen i Danmark

Fra dansk side har der været fokus på at få skærpet kravene til energieffektivitet, men samtidig har fortalerne for den grønne omstilling og for at øge investeringerne i vedvarende energi som sol og vind erkendt, at det er helt urealistisk, at alle EU-landenes energiforbrug inden 2030 kan dækkes af vedvarende energi.

I Danmark er der udsigt til, at kul kan være udfaset fra kraftværkerne inden 2030. På trods af indædt modstand fra miljø- og klimaorganisationer, vil vi fortsat med biomasse være i overensstemmelse med EU-taksonomiens krav til ”grønne” investeringer. Selvom Danmark betragter sig selv som værende i front på den grønne omstilling, er det en kendsgerning, at den besluttede energi-ø i Nordsøen ikke vil være på plads før i 2032-33.

Samtidig udfases kul- og kernekraft i Tyskland, og disse beslutninger afspejles allerede i stærkt forhøjede gas- og elpriser i hele Europa – også i Danmark.

Realiteten er, at hvis naturgas og kernekraft ikke i en overgangsperiode kan dække stigningen i energiforbruget, vil økonomierne gå i stå med katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og velfærd.

Frankrig og Tyskland afgør sagen

Uanset holdningen i Danmark er det også en kendsgerning, at store kræfter i nationalstaterne har lagt deres lod i vægtskålen i forhold til at presse EU-Kommissionen. Når naturgas og a-kraft er med i EU-forslaget, afspejler det den realitet, at Frankrig under ingen omstændigheder vil opgive a-kraften og at Tyskland under ingen omstændigheder kan undvære naturgas.

Under alle omstændigheder betyder de kommende regler også får betydning for finansieringsselskaber i EU, der skal kunne forklare, hvordan og i hvor høj grad deres investeringsportefølje og øvrige finansielle produkter lever op til taksonomien og kravene til dokumentérbar bæredygtighed.

Esbern Snare (Hvide) blev født 1127 i Fjenneslev og døde 1204 på Sæbygård. Han var ældste søn af Asser Rig (Hvide) og dennes hustru, Inger Eriksdatter. Fostbroder til Valdemar den Store, bror til Absalon og fætter til Ebbe Sunesen.

Esbern Snares familie, den magtfulde Hvideslægt, havde i store dele af 1100- og 1200-tallet stor indflydelse på magten i Danmark.

Sammen med sin bror Absalon og deres fætter Sune Ebbesen kæmpede han med sin fostbroder, Valdemar den Store, mod kong Svend i slaget på Grathe Hede i 1157.

Slaget blev vundet af Valdemars hær, og det blev afslutningen på den langvarige borgerkrig 1146-57 om tronen.

Som Valdemars nære allierede kom Esbern, Absalon og deres slægt og Ebbe Sunesen herefter til at sidde tæt på magten. Og her sad de i næsten 100 år som kongernes nærmeste rådgivere, som hærførere og biskopper.

Esbern deltog i korstoget mod venderne på Rügen. Det fortælles, at Esbern Snare kæmpede med sit skib alene mod 40 vendiske skibe, for til sidst at narre dem på flugt i nattens mulm og mørke.

De danske korstogsriddere satte ild på vendernes hovedfæstning i Arkona, der først overgav sig efter en drabelig kamp. I helligdommen stod den mægtige træfigur, Svantevit, som blev væltet omkuld og hugget til pindebrænde.

Statsminister Mette Frederiksen bebudede i Nytårstalen, at regeringen i år vil træffe beslutning om ”en ny og ambitiøs afgift på CO2”, som skal sikre, at ”de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning”. Statsministeren henviste til, at ”det danske princip om, at de bredeste skuldre skal bære mest, også skal gælde i den grønne omstilling: Hvis du udleder CO2 – så skal du betale. Dét er det mest rimelige”.

De Miljøøkonomiske Vismænd har i rapporten Dansk klimapolitik frem mod 2030 fra den 9. marts 2021 frejdigt ment, at dansk økonomi ikke vil lide større skade, hvis politikerne indfører en høj, ensartet afgift på 1.200 pr. ton CO2-ækvivalenter (CO2e) på al drivhusgasudledning i Danmark.

Nyorientering i Socialdemokratiet

Folketingets partier har vedtaget målsætningen om at reducere Danmarks CO2-udledning i 2030 med 70 pct. Selvom alle er klar over, at målsætningen, kræver ”en stor samfundsændring”, og behov for en reduktionsindsats de næste ti år, som ”vil kunne mærkes i de fleste dele af det danske samfund”, og som vil kræve en ”markant indsats”, har alle politiske partier hidtil undgået at oplyse, hvem der skal betale regningen.

Mette Frederiksens Nytårstale signalerer et brud med tidligere udmeldinger fra Socialdemokratiet – som for eksempel da klimaminister Dan Jørgensen for halvandet år siden afviste Klimarådets anbefaling om en ensartet CO2e-afgift.

Klimaministeren tilkendegav et interview i Børsen, at Klimarådets forslag om en CO2-afgift er noget Georg Gearløs kunne have fundet på. Forslaget er også ”en smule fantasiforladt” og ”en skrivebordsøvelse”, mente ministeren.

Til de politiske partier, der har udtrykt sympati for CO2-afgifter, sagde han, at det er overraskende, at ”de kun har det her universitetsøkonomiske redskab i værktøjskassen”, som ifølge ministeren ”er blevet et vidundermiddel”, der ”ikke findes noget andet sted i verden”.

Industri og fagbevægelse har forbehold

Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Energi, Landbrug & Fødevarer og Fagbevægelsens Hovedorganisation har sammen med alle Folketingets partier bakket op om målsætningen om 70 pct. reduktion af Danmarks CO2-udledning i 2030 i forhold til 1990.

Men Lars Sandahl Sørensen fra DI, Claus Jensen fra Dansk Metal, Dansk Energi, Danske Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation har også taget afstand fra en CO2e-afgift af den størrelsesorden, som Klimarådet foreslår.

Statsminister Mette Frederiksen har tidligere selv fastslået, at hun er socialdemokrat før hun er grøn. Klimaomstillingen må ikke øge uligheden eller gøre det mere besværligt at bo på landet. Den grønne omstilling må heller ikke reducere antallet af arbejdspladser i Danmark.

Regeringens støttepartier – Socialistisk Folkeparti, de Radikale og Enhedslisten – er uforbeholdent begejstrede for CO2e-afgifter, og der er næppe tvivl om at disse partier har lagt pres på regeringen.

Grøn skattereform

Forslagene om en CO2-afgift skal også ses i det perspektiv, at der samtidig lægges op til en ”grøn” skattereform og sanering i det virvar af såkaldte ”grønne afgifter”, der ses overalt på opkrævninger hos almindelige husholdninger, boligejere, bilejere og erhvervslivet m.v.

Ekspertudvalg

Oprindeligt skulle et særligt ekspertudvalg have afleveret anbefalinger til en grøn skattereform inden årsskiftet. Men det har vist sig mere kompliceret end forudset, så først den 8. februar kommer udvalgets 1. delrapport, der skal fastlægge rammerne for en fremtidig ensartet CO2e-afgift.

Ekspertgruppen skal i efteråret 2022 aflevere den anden og sidste afrapportering. I den rapport skal ekspertgruppen belyse modeller for en mere ensartet CO2e-regulering af alle omfattede udledninger. Det skal give de bedst mulige forudsætninger for, at aftalepartierne kan fastlægge rammerne for en ensartet CO2e-afgift frem mod 2030.

Særbehandling af landbruget

I aftalen af 4. oktober 2021 om grøn omstilling af dansk landbrug er en række kontroversielle spørgsmål udskudt til 2023/24, hvor aftaleparterne vil ”genbesøge” de aftalte foranstaltninger på baggrund af et oplæg fra regeringen.

Spørgsmålet om en CO2e-skat på landbruget, der betyder, at Danmark kommer til at ofre 15.000 jobs eller en fjerdedel af arbejdspladserne i landbruget og hver tiende i fødevareindustrien og samtidig må se knap 30 milliarder kroner skåret af dansk landbrugs- og fødevareeksport, er kontroversielt.

Ifølge Klimarådet egne beregninger, vil en afgift betyde, at både benzin, mælk og hakket oksekød bliver markant dyrere, hvis vi vil blive ved med at leve som i dag. Fuldt indfaset vil prisen for en liter benzin således stige med fem kroner i forhold til i dag, prisen på en liter mælk ryger to kroner i vejret, og et halvt kilo hakket oksekød bliver 13 kroner dyrere.

En CO2e-afgift på landbruget er dermed udskudt til efter næste Folketingsvalg. Den officielle begrundelse er, at rammerne for en ensartet CO2e-afgift i sektorer, der som landbruget ikke i dag er afgiftsomfattet, skal fastlægges i forbindelse med den såkaldte anden fase af den grønne skattereform.

De største klimasyndere slipper billigt

Debatten efter den 8. februar 2022 vil derfor dreje sig om de sektorer og virksomheder, der i forvejen er omfattet af CO2-kvoter og -afgifter.

Problemet med forslaget om en stærkt forhøjet CO2-afgift er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark i væsentligt omfang undtages fra at betale de kommende danske klima-afgifter.

Begrundelsen er konkurrencen med 3. lande og for at undgå ”lækager”, hvor produktionen blot flytter ud af Danmark og EU. Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri derfor tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Efter Klimarådets forslag skal virksomheder i kvotesektorerne og landbruget fortsat have mulighed for fradrag på 80 pct. af deres historiske udledning.

Klimarådet anfører, at fradragsmodellen forudsætter, at den kan godkendes i henhold til EU’s statsstøtteregler, og derfor bør der være fokus på dette i udarbejdelsen af den konkrete model.

EU-godkendelsen er næppe noget problem. EU-Kommissionen har tidligere godkendt danske CO2-afgifter med den begrundelse, at der ikke i EU-traktaten er forbud mod at medlemslandene ”skyder sig selv i foden”.

Krav om en høj CO2e-afgift uden undtagelser

Venstrefløjen og grønne organisationer forudser slagsmål om afgiftens størrelse. Frederik Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen, peger på en CO2-afgift, der indføres snarest muligt og optrappes til i hvert fald 1.500 kroner pr. ton udledt CO2 i 2030. Og vigtigst af alt: Afgiften skal gælde alle sektorer.

At rapporten trækker ud, bliver af afgiftstilhængerne opfattet som tegn på, at ekspertudvalget har svært ved at enes om en fælles anbefaling om CO2-afgiftens størrelse.

Når ekspertudvalgets anbefalinger offentliggøres, kommer regeringen og de politiske partier til at stå over for et valg mellem hensynet til almindelige mennesker og industrien og landbruget, vurderer Frederik Sandby: ”Hvis eksempelvis landbruget eller cementindustrien undtages, kommer alle vi andre bare til at skulle betale så meget desto mere”.

Manden bag verdens mest ambitiøse klimalov, virker ikke til at være vanvittigt godt inde i stoffet. #gigabyte #dkpol pic.twitter.com/mx2XBp7caY

— Dkpolmemes (@dkpolmemes2) May 22, 2020