Er Danmark i virkeligheden en bananstat, hvor der er tvivl om domstolenes uafhængighed?

Er Danmark i virkeligheden en bananstat, hvor der er tvivl om domstolenes uafhængighed?

Sagerne om dommer Søren Holm Seerups inhabilitet i en række sager, herunder i sagen mod Morten Messerschmidt, som blev fundet skyldig i svig med EU-midler, har bekræftet, at der kan være gode grunde til at tvivle på den danske dommerstands uafhængighed.

Landsretten har nu afgjort Messerschmidt-sagen, og erklæret, at sagen skal gå om ved Byretten. Hvor mange andre sager ville vi have, hvis alle domme og dommere blev kigget nærmere efter?

Den manglende habilitet i sagen mod Morten Messerschmidt har utvivlsomt skadet tilliden til domstolene, men konsekvenserne af at Østre Landsret kort før jul konkluderede, at retssagen, der i august kostede DF-profilen Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel, skal gå om, skal i øvrigt afgøres af Den Særlige Klageret.

Ifølge landsretten var der grundlag for at mistænke sagens dommer, Søren Holm Seerup, for inhabilitet. Det skyldes, at Ekstra Bladet i august kunne fortælle, at Seerup – blot få timer efter, at han i Retten i Lyngby havde kendt Morten Messerschmidt skyldig i dokumentfalsk og svig med EU-midler – havde ”liket” et opslag på Facebook, hvor den tidligere Venstre-politiker Søren Pind kritiserede Messerschmidt.

Herefter offentliggjorde Messerschmidt selv en række yderligere eksempler på dommerens Facebook-kommentarer om Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt. Og med dem i baghånden valgte Messerschmidt – foruden at anke sagen og rejse spørgsmålet om inhabilitet i landsretten – at indbringe sagen for Den Særlige Klageret.

Den Særlige Klageret er oprettet ved lov og har eksisteret siden 1939. Den er sat i verden for at træffe ”afgørelser i disciplinære sager vedrørende dommere.”

Derfor er det nu op til klagerettens fem jurister at afgøre alvorligheden af Søren Holm Seerups Facebook-aktiviteter, samt hvilke konsekvenser de eventuelt skal have for hans fremtidige karriere som dommer.

Ifølge retsplejeloven kan klageretten udtrykke ”misbilligelse af dommerens adfærd eller pålægge denne en bøde,” hvis dommeren har gjort sig skyldig i et ”utilbørligt eller usømmeligt forhold.” Hvis handlingen er ”af graverende karakter” kan dommeren blive afsat.

Hvis Søren Holm Seerup havde ære i livet, ville han længe inden klageretten skal træffe sin afgørelse tage sin afsked som dommer.

Dommerudnævnelsesrådet

Det er dog ikke alene Den Særlige Klageret, der har noget at sige, når det kommer til, hvordan dårlige sager skal – og ikke skal – påvirke en dommers videre karriere. For dommere spiller det såkaldte Dommerudnævnelsesråd også en vigtig rolle. Det er nemlig her, opgaven med at udpege de rette kandidater til ledige dommerstillinger, ligger.

Rådet lægger ved ansættelser især afgørende vægt på ”juridiske og personlige kvalifikationer.”

Hvilken konsekvens har sagen for offentlighedens tillid til den danske dommerstand og er Domstolsstyrelsen den rette garant for retsstaten?

Et fundamentalt træk ved en retsstat er dommernes fuldstændige uafhængighed. Domstolsstyrelsen/Danmarks Domstole og en hel række sager har imidlertid givet anledning til berettiget tvivl om danske dommeres uafhængighed og til at der er plantet tvivl om retsstaten.

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har travlt med at dæmonisere retstilstanden i lande som Polen og Ungarn. Landenes legitime regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket og kompromitteret domstolenes uafhængighed.

I modsætning hertil karakteriserer den ivrige landsdommer det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ført sig frem på en måde, der er egnet til at ryste ved tilliden til dommerstandens upartiskhed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade Polen og Ungarn høre om demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal, blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993, da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede, at regeringen skulle fortsætte uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens desperate planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at regeringen skulle fortsætte uanset at statsministeren var trådt tilbage. En plan, der ifølge kabinetssekretæren ville have været grundlovsstridig. 

Krænkelse af magtens 3-deling

I Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” fremgår det af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

I kapitel 12 lyder § 109:

”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2. Foretages de nævnte handlinger uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.”

I den danske straffelovs kapitel 12 fremgår det med andre ord, at der ikke i Danmark er en klar adskillelse mellem det retlige og det politiske niveau eller mellem den udøvende og den dømmende magt.

Justitsministeren er den øverste i hierarkiet inden for retssystemet, og med formuleringen om at påtale sker efter justitsministerens påbud fremgår det helt åbenlyst, at ministeren indblandes i straffesager.

Når adskillelsen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ikke er ganske klar i det danske system, blotter det os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages.

Desuden har skiftende danske Justitsministre gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand var påfaldende tavs, da den socialdemokratiske regering i Danmark – med henvisning til bekæmpelsen af Coronavirus – sikrede sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der gav vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kunne:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvidede myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænkede forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, gav anledning til løftede øjenbryn, men afholdt ikke regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerede

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet havde en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, udtalte til pressen, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun var glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse trods alt blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige var, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – i Coronavirussens navn kunne frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud, da regeringen instruerede domstolene om at lukke ned

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Grønnegaard-udvalgets udredning sætter spørgsmålstegn ved, om nedlukningen af domstolene var lovlig

Det uafhængige ekspertudvalg, som under ledelse af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard, på Folketingets foranledning har gransket håndteringen af COVID-19, finder det tvivlsomt, om forårets nedlukning af domstolene var i overensstemmelse med grundloven.

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige. Men, lyder det i ekspertudvalgets rapport:

”Der kan imidlertid efter udredningsgruppens vurdering sættes spørgsmålstegn ved, om de meddelelser, som er tilgået de enkelte retter fra Domstolsstyrelsen, og som for nogles vedkommende er sket på foranledning af Justitsministeriets departement, harmonerer med domstolenes grundlovssikrede uafhængighed.”

Ekspertudvalgets vurdering strider lodret mod både Domstolsstyrelsens og regeringens tidligere udlægninger af sagen. I et interview med Information i juli fastholdt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, at nedlukningen var sket ”efter bogen”, og justitsminister Nick Hækkerup afviste i et samråd i Folketingets retsudvalg i september, at regeringen skulle have krænket domstolenes uafhængighed i forløbet.

Kritik af dommerne for ikke at stå fast på domstolenes uafhængighed

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at ekspertudvalgets redegørelse indeholder en kritik af domstolene for at have forsømt at stå fast på deres uafhængighed. Situationen har været vanskelig for den enkelte dommer og den enkelte ret, men kritikken burde give anledning til alvorlige overvejelser i Dommerforeningen. Foreningen og den formand, landsdommer Mikael Sjöberg, burde klart og utvetydigt have sagt fra overfor Domstolsstyrelsen.

De Radikales tidligere retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte sagen alvorlig. Han havde sidste år justitsminister Nick Hækkerup i samråd, og udtalte til dagbladet Information:

”Når spørgsmålstegnene ved, om grundloven blev overholdt, blandt andet skyldes nogle meddelelser foranlediget af Justitsministeriet, så skærper det sagen betydeligt, i forhold til hvad ministeren har forklaret. Det giver anledning til bekymring for mig.”

Domstolsstyrelsen retter ind

I Domstolsstyrelsen ”noterer” man sig vurderingen af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om meddelelserne til retterne var i overensstemmelse med princippet om domstolenes uafhængighed, skriver styrelsesdirektør Kristian Hertz i en kommentar til Information.

”Samtidig gør rapporten det dog også klart, at Domstolsstyrelsen flere gange og i forskellige sammenhænge fremhævede, at det var op til den enkelte ret at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til de lokale forhold,” skriver han.

”Vi har lært af forløbet, og vi har i efteråret 2020 haft en intern proces, hvor vi har samlet op på vores erfaringer med krisehåndteringen. Vi er tilfredse med, at rapporten vurderer, at man med de tiltag, som Domstolsstyrelsens bestyrelse godkendte i december 2020, nu har etableret et kriseberedskab, som tager højde for de erfaringer, vi har draget af forårets forløb.”

Justitsministerens bortforklaringer

I en skriftlig kommentar til Information afviste justitsminister Nick Hækkerup al kritik af hans ministeriums ageren. Han fastholder, at Justitsministeriet ikke pålagde Domstolsstyrelsen eller domstolene noget, men alene kom med opfordringer.

”Nej, grundloven er ikke blevet brudt, og det konkluderer udredningen da heller ikke. Som sagt har Justitsministeriet opfordret til at følge de generelle retningslinjer, og det er ikke grundlovsstridigt at komme med en opfordring,” skriver han.

Tidligere har det været hævdet, at Fødevarestyrelsens håndfaste kommunikation om aflivning af alle mink, også blot var en ”opfordring”!