Når politikere belaster sikkerheden

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at have brudt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.

Det bekræfter han selv i en kortfattet pressemeddelelse udsendt af Venstre.

Det fremgår imidlertid ikke af pressemeddelelsen, hvilke fortrolige oplysninger han er sigtet for at røbe. Den tidligere forsvarsminister har imidlertid ved flere lejligheder bekræftet, at Danmark og USA samarbejder om at tappe data fra kabler.

I Danmarkshistorien har vi flere eksempler på, at der inden udnævnelsen er rejst tvivl om en kommende ministers sikkerhedsgodkendelse.

Henrik Sass-Larsen

I nyere tid har vi sagen omkring godkendelsen af Henrik Sass-Larsen, der efter folketingsvalget i september 2011 var designeret til at blive finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering, men som den 29. september 2011 om morgenen meddelte, at han ikke stod til rådighed som minister, og at det skyldtes, at han ifølge myndighederne ikke kunne sikkerhedsgodkendes. Meget mere kunne Sass Larsen ikke sige, men sagen blev i medierne kædet tæt sammen med hans angivelige tilknytning til personer fra rockermiljøet.

Ole Espersen

Da den daværende statsminister Anker Jørgensen tilbage i 1981 ville udpege Ole Mogens Espersen (født 20. december 1934 i Nylars på Bornholm, død 4. december 2020) til justitsminister, advarede Politiets Efterretningstjeneste (PET) mod udnævnelsen.

PET-Kommissionen beskriver i sin beretning, at PET anså Ole Espersen for en sikkerhedsrisiko.

Det skyldtes, at han fire år forinden, i januar 1977, var havnet i efterretningstjenestens register efter et møde på restaurant Rio Bravo i København med den sovjetiske ambassadefunktionær Nikolaj Gribin, der var KGB-officer.

Samtidig modtog PET oplysninger fra dobbeltagenten Oleg Gordijevskij om, at KGB i mindst tre år havde haft Ole Espersen som mål for en hvervning.

Den danske politiker havde allerede fået dæknavnet Ervin, og det var netop disse østkontakter, herunder en række udenomsægteskabelige forhold, der gjorde, at PET anså ham for at være et muligt offer for afpresning og dermed en sikkerhedsrisiko.  

Fire dage før udnævnelsen af Ole Espersen, den 16. januar 1981, havde PET samlet seks dokumenter om den kommende minister.

De indeholdt blandt andet oversigter over hans kontakter med Nordkorea, en rejse til Sydkorea, møderne med KGB-officerer samt Ole Espersens menneskerettighedsaktiviteter. Blandt andet hans medlemskab af det såkaldte Chile-Tribunal.

Anker Jørgensen valgte at se stort på PET’s advarsler, og Ole Espersen var i 1981-1982 justitsminister i Anker Jørgensens fjerde og femte regering.

Oplysninger fra Anker Jørgensens privatarkiv viser, at han faktisk havde betænkeligheder ved udnævnelsen, men alligevel valgte at udpege Ole Espersen som justitsminister.

Formentlig fordi statsministeren vægtede de faglige kvalifikationer over de sikkerhedsmæssige aspekter, vurderer PET-kommissionen.

Efter udnævnelsen blev det aftalt mellem Anker Jørgensen og Justitsministeriets departementschef, Niels Madsen, at den nye justitsminister ikke skulle orienteres om dobbeltagenten Oleg Gordijevskij.

Selv hørte Ole Espersen først om advarslen mange år senere i forbindelse med PET-Kommissionens beretning.