For 29 år siden – den 14. januar 1993 – meddelte statsminister Poul Schlüter sin afgang, da dommer Hornslets redegørelse for Tamilsagen blev offentliggjort.
I dag står statsminister Mette Frederiksen midt i sin alvorligste politiske krise med minksagen, SMS-sagen, FE-sagen og en række ministre, der i forhold til Folketinget har opbrugt enhver kredit, og hvor der er udsigt til, at de vil blive væltet for blot det mindste fejltrin. Krisen bliver ikke mindre af et skuffende resultat ved kommune- og regionsvalget, hvor Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen ved KV21 går markant tilbage sammenlignet med det seneste kommunalvalg i 2017, hvor partiet fik 32,4 procent af stemmerne på landsplan.
Med 28,6 procent af stemmerne er valget det dårligste for partiet i årtier – det hidtil dårligste var kommunalvalget i 2013, hvor partiet under ledelse af Helle Thorning-Schmidt fik 29,5 procent af stemmerne.
Socialdemokratiet har på trods af slesk tale og valgflæsk i form en bebudet sundhedsreform med sundhedshuse og andet godt, almennyttigt boligbyggeri og statsstøtte til unges huskøb m.v. ikke formået at vinde frem i provinsen. Samtidig har man med en utroværdig miljø- og klimapolitik tabt styrke til venstrefløjen i landets fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg.
De betændte sager og den almindelige mistillid betyder, at vi nu har nået det punkt, hvor Mette Frederiksen bør drage samme konklusion som Poul Schlüter gjorde i 1993. Det Radikale Venstre har tilsluttet sig den mistillid de blå partier har udtrykt gennem nogen tid, og spørgsmålet er, om ikke Mette Frederiksen ligesom Schlüter bør konstatere, at der simpelthen ikke mere eksisterer et godt grundlag for ledelsen af landets regering.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 