Forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet, har det ikke skortet på forsøg på at overbevise vælgerne om, at der ikke på nogen måde kan blive tale om en EU-hær.

Henrik Dahl, Folketingsmedlem for Liberal Alliance og egentlig kendt som EU-skeptiker, har været ude og sige, at uanset om Danmark tager forbehold eller ej, så kommer der ikke en Europahær.

Hører man på Stine Bosse, Søren Pind, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, kan man næsten få den idé, at ingen i Bruxelles nogensinde har så meget som nævnt muligheden for at skabe en EU-hær. Debattørerne er udmærket klar over, at ikke mindst forestillingerne om en fælles EU unions-hær var afgørende for danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992.

Det vi i Danmark har taget forbehold imod, er de dele af EU-traktaten, hvor det efter Maastricht og Lissabon fremgår soleklart, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

I artikel 42 hedder det:

1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.

2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Når EU-ledere drømmer militære drømme

Hvis man har fulgt debatterne i Bruxelles, bliver det hurtigt klart, at ønsker om en reel EU-hær ikke er noget, der kun sjældent høres, eller som kun ønskes af marginaliserede politikere.

Tværtimod er de gentagne opfordringer til at skabe en EU-hær kommet fra højtplacerede politikere fra både store og små EU-lande.

• Daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrer i 2015 til at der skabes en EU-hær, så EU kan blive taget mere seriøst. I 2016 siger han, at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær.
• Frankrigs præsident Macron siger i 2018, vi har behov for rigtig EU-hær til at beskytte os mod Rusland, Kina og USA.
• Tysklands Merkel udtrykker i 2018 ønske om en EU-hær. I en tale til EU-parlamentet talte hun både om interventionsstyrker, men også behovet for at skabe “en reel europæisk hær“. Hun mødes af store klapsalver.
• EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortæller i 2021 EU-parlamentet, at EU må tage skridtet videre og udbygge sin militære kapacitet.

I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 uafhængigt af USA at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.

Det er således åbenbart, at der i allerhøjste grad drømmes om en EU-hær mange steder i EU.

EU-hæren er allerede en realitet

I hvert fald er det et faktum, at EU jo allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider hære på tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.

Hertil kommer, at EU allerede har en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.

Hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet, må Danmark også acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Danmark skal også være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”. Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto i EU, og det er helt usandsynligt at Danmark skulle prøve at blokere for en militærindsats af en ”koalition af villige”.

Det er meget tilfredsstillende, at der nu er et bredt politisk flertal i Folketinget for at bringe det danske forsvarsbudget op på de 2 pct. af BNP vi har forpligtet os til i Nato.

At det først vil ske i 2033 ved slutningen af den næste 10-årige forsvarsaftale, må vi så leve med.

De borgerlige partier er med rette stolte over forhandlingsresultatet, men vi bør dog ikke glemme, at Danmark – der hverken har været i stand til at forsvare sig militært eller til at levere, hvad vi har lovet i Nato – i oktober 2020 blev udsat for hidtil uset hård kritik i forsvarsalliancens vurdering af de styrkemål, som Danmark har forpligtet sig til i NATO.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, fulgte op på kritikken. I et indlæg i Berlingske Tidende påpegede hun, at NATO er vores kollektive forsikringspolice og helt afgørende for vores fortsatte tryghed og sikkerhed. Men NATO kan ikke blive ved at være hovedhjørnestenen i vores fælles forsvar, hvis medlemslande som Danmark ikke fuldt ud og i rette tid implementerer alliancens kompatibilitetsmål.

Den socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen og andre danske politikere svarer igen og afviser kritikken – forsvarsordføreren for SF tillader sig endnog at sige: ”Lad hende skabe sig”.

Egentligt er det mærkeligt, at de seneste både borgerlige og socialdemokratiske regeringer i den grad har ladet stå til. Det er sket på trods af Ruslands krige mod Tjetjenien og Georgien og raslen med sablen overfor Ukraine og de baltiske lande og fra 2014 regulær militær invasion af Krim og den østlige del af Ukraine.

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, men så sent som i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid levede vi stadig op til vores forpligtelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet dog ligget på under 2 pct. af BNP.

Fhv. direktør i Maersk Oil A/S, Jep Brink, er den 14. april 2022 afgået ved døden, 69 år gammel. Bisættelsen finder sted fra Oksenvad Kirke fredag den 22. april kl. 13.00.

Med Jep Brinks død sættes der et definitivt punktum for en bemærkelsesværdig dygtig oliemands løbebane.

Maersk Oil

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at ”A.P. Møller – Mærsk A/S (A.P. Moller – Maersk) has today signed an agreement to sell Mærsk Olie og Gas A/S (Maersk Oil) to Total S.A (Total) for USD 7.45bn in a combined share and debt transaction”.

Den 21. august 2017 markerer dermed afslutningen på en epoke, hvor Maersk Oil gik fra bogstaveligt talt at vide ingenting om olie til at blive blandt de førende inden for innovative metoder til at hente en større del af ressourcerne op fra hvert felt.

Erfaringerne var af uvurderlig betydning for udnyttelsen af olie- og gasforekomstyerne i den danske del af Nordsøen, men gjorde også Maersk Oil i stand til at byde på lukrative oliefelter i blandt andet Algier og Qatar og udnytte restforekomster i felter, som andre selskaber havde opgivet.

Al-Shaheen

Allerede da Maersk Oil en mandag aften den 27. juni 2016 i en pressemeddelelse meddelte, at selskabet havde mistet en gigantisk olieaftale i Qatar, var mange trofaste Mærsk-støtter klar over, at en æra var slut.

Qatar Petroleum fravalgte efter 24 års samarbejde Maersk Olie som operatør på det store Al-Shaheen felt, der dengang tegnede sig for 40 pct. af Qatars samlede olieproduktion.

Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning var på den tid kommet fra Al-Shaheen-feltet i Qatar!

Maersk havde ellers sat alt ind på at bevare kontrakten, herunder mobilisering af regering og kongehus! Udenrigsminister Kristian Jensen besøgte i januar 2016 den kontroversielle ørkenstat, Qatar og i marts 2016 besøgte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen Qatars hovedstad, Doha.

Alt var forgæves, og vi kan konstatere, at indsatsen fra regering og kongehus til fordel for Maersks olieinteresser i Qatar, ikke bar frugt. 

Qatar-meddelelsen kom ikke uventet. Sct. Hans-aften den 23. juni 2016 meddelte Esplanaden, at den hidtidige administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, nu var fortid i Mærsk Gruppen. Han blev erstattet af Søren Skou, der hidtil havde været topchef i Maersk Line.

Syvtakket nedtur

Tabet af koncessionen i Qatar bidrog til den nedtur, som A.P. Møller – Mærsk oplevede i de år. Allerede da koncernen fredag den 23. oktober 2015 måtte nedjustere årets forventninger med 4 mia. kr. var klokken slået for den daværende Maersk-chef, Nils Smedegaard Andersen.

Udvikling kom som en grim overraskelse for mange private investorer, der var vokset op med: Hvad Mærsk gør, er altid det rigtige. Der har været en opfattelse af, at Mærsk med den velkendte rettidige omhu nærmest var garant for, at indtjeningen år efter år efter år steg.

Den bedrøvelige ud vikling i Maersk Oil

De ekstremt svære markedsforhold – særligt på containermarkedet – hæmmede indtjeningen og begrænsede væksten nogle år. Men det er især udviklingen i Maersk Oil – Mærsk Olie og Gas, der gav anledning til bekymring.

Selskabet, der fra slutningen af 90’erne har sikret indtjeningen i Maersk-koncernen, har siden 2004 ikke klaret sig godt i den generelt vanskelige situation på de internationale oliemarkeder.

Men før nedturen havde Mærsk Olie og Gas udviklet sig til koncernens guldæg. Det skyldes ikke mindst selskabets fremragende ledelse. Formand var den legendariske skibsreder Ib Kruse, men den tekniske side af selskabet stod ingeniørerne Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink for.

Kjeld Fjeldgaard

Kjeld Fjeldgaard var født i Dronninglund, blev i 1971 teknikumingeniør fra Aalborg Teknikum og blev året efter ansat i det A.P. Møller-styrede Dansk Undergrunds Consortium – samarbejdsorganet, som A.P. Møller etablerede sammen med Shell og Chevron Texaco i forbindelse med erhvervelsen af eneretten til olie i den danske undergrund i 1962. Efter korte udstationeringer hos Gulf og Chevron blev Kjeld Fjeldgaard i 1972 ansat i Maersk Olie og Gas, hvor han levede hele sit operationelle arbejdsliv. Han var en detaljernes mand, der vidste alt om de yderst tekniske problemstillinger omkring olieboringer, hvilket var en egenskab, Mærsk Mc-Kinney Møller værdsatte.

I 1994 blev han udnævnt til øverste chef inden for Mærsk Olie og Gas, en indflydelsesrig stilling, der gjorde ham kendt som Mr. Oil i både ind- og udland, ligesom han i 2001 takket være Mærsk Mc-Kinney Møller, men på trods af modstand fra den administrerende direktør Jess Søderberg, opnåede at blive partner i A.P. Møller-koncernen, men ikke ”skibsreder”.

Kjeld Fjeldgaard havde en enestående viden om olie samt en særlig næse for olieforretninger. Men han var også kendt for en stærk vilje og en egenrådig facon, der skabte problemer i forhold til Mærsk-koncernens administrerende direktør Jess Søderberg.

Stadig mener man i branchen, at det er Kjeld Fjeldgaards og Jep Brinks dygtige ledelse af Mærsk Olie og Gas, var en medvirkende faktor til, at den danske olieproduktion blev så høj.

Fra 1994 var Kjeld Fjeldgaard via sin facon, sin stilling og ikke mindst de økonomiske resultater en af de mest magtfulde personer i hele koncernen. I den brede offentlighed havde han holdt en udpræget lav profil, men ingen med det mindste kendskab til forholdene på Esplanaden kunne dog være i tvivl om, hvem der herskede i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil.

Ligesom han holdt sig ude af offentlighedens søgelys, blandede Kjeld Fjeldgaard sig heller ikke med cheferne for de øvrige forretningsområder i A.P. Møller. Selv om Mærsk Olie og Gas havde til huse i det samme hovedkvarter, var det i Fjeldgaards regime lukket land set i forhold til resten af koncernen og dens ledelse. Når A.P. Møller indførte et nyt it-system i hele selskabet, måtte det ikke bruges i Mærsk Olie og Gas. Ikke fordi det ikke kunne overføres til olieindustrien, eller fordi det var for dyrt. Men alene fordi Kjeld Fjeldgaard ikke ville have det. Oliechefens stil irriterede den administrerende direktør Jess Søderberg voldsomt. Han var langtfra som Mærsk Mc-Kinney Møller overbevist om Kjeld Fjeldgaards kvaliteter, og han var nervøs for, at den enerådende Kjeld Fjeldgaard skulle blive en ustyrlig medspiller (og konkurrent) på holdet.

Jep Brink

Ingeniøren Jep Brink var sammen med Fjeldgaard hovedarkitekten bag A.P. Møller-Mærsks mest indbringende forretningsområde. Han stod i årtier i spidsen for den tekniske side af Mærsk Olie og Gas’ udvikling, der gjorde olieforretningen til det mest givtige område i A.P. Møller-Mærsk.

Jep Brink kom til Mærsk i 1979 som projektingeniør og arbejdede sig op i hierarkiet samtidig med, at Mærsk Olie og Gas’ forretning i den danske del af Nordsøen voksede takket være vandrette boringer og andre teknologiske landvindinger.

Den ekspertise gjorde det blandt andet muligt at gå på oliejagt i Qatar, der udviklede sig til olieforretningens helt store indsatsområde.

Da Kjeld Fjeldgaard blev fyret i 2004, tog skibsreder Thomas Thune Andersen og Jep Brink over. I 2009 var det slut for Thomas Thune Andersen i Maersk Oil, der blev erstattet af Jakob Thomasen, der blev hjemkaldt fra Qatar.

I april 2009 overtog Jep Brink jobbet som øverste ansvarlige for operationen i Qatar, med begrundelsen, at han skulle være med til at videreudvikle virksomheden “i erkendelse af Qatar’s betydning for Maersk Oil”.

“Ved at ændre vores organisation vil vi være i stand til at fortsætte med at vokse til en ægte international virksomhed, og samtidig opretholde den høje standard, der gør os til en attraktiv partner for olieselskaber og de olieproducerende lande i verden at gøre forretninger med”, forklarede Thomas Thune Andersen dengang.

Allerede året efter i 2010 var både Thomas Thune Andersen og Jep Brink historie i Maersk Oil.

“Det er sket efter fælles forståelse og i lyset af, at kravene til jobbet som øverste ansvarlige i Qatar har ændret sig. Vi er i en situation, hvor vi har passeret den yderst komplicerede tekniske fase (alle installationer/konstruktioner er på plads), og vi står nu foran en fase med masser af kommunikation og synligt lederskab,” skriver den nye chef for Mærsk Olie og Gas, Jakob Thomasen, i en mail til borsen.dk.

Jep Brinks diskrete exit i forhold til offentligheden passede fint overens med hans diskrete facon i sine mange år hos Mærsk Olie og Gas. Kun yderst sjældent har han stået frem med en kommentar til selskabets udvikling på trods af, at han var næstkommanderende i mange år under Kjeld Fjeldgaard, og blandt alle i oliebranchen var kendt for sin store tekniske ekspertise.

De afgørende begivenheder, der indledte nedturen, indtraf i 2004.

Den aldrende skibsreder og erhvervsmyte Mærsk Mc-Kinney Møller havde i slutningen af 2003 overladt sin post som formand for kæmpekoncernen til Topdanmark-bossen Michael Pram Rasmussen, og det varede ikke længe før der var ballade på broen.

Den ny formand og koncernchef Jess Søderberg går straks fra begyndelsen godt i spænd. På mange områder har Michael Pram Rasmussen og Jess Søderberg mere ensartede holdninger, end det var tilfældet med Mærsk Mc-Kinney Møller. Det gælder blandt andet Jess Søderbergs ønske om i højere grad at få A.P. Møller-koncernens mange milliarder kroner ud at arbejde. Men det gælder også synet på de rette værdier hos medarbejderne.

Her tænker Jess Søderberg først og fremmest på oliemanden Kjeld Fjeldgaard, der trods overskud i både 2002 og 2003 på mellem seks og syv milliarder kroner med sin enerådende stil er en torn i øjet på en topchef, der efter mange år i Mærsk Mc-Kinney Møllers skygge nu har behov for at demonstrere sin styrke.

Selvom Jess Søderberg og andre på Esplanaden var mere end godt tilfreds med den nye Nordsø-aftale, Mærsk Olie og Gas i 2003 havde opnået med den borgerlige regering, så havde utilfredsheden med Kjeld Fjeldgaard nået sit højdepunkt, og det sagde ikke så lidt om et forhold, der var gået fra slemt til værre.

Det var godt to og et halvt år siden, Søderberg fortalte sine nærmeste medarbejdere om sin holdning til Mærsk Mc-Kinney Møllers planer om at gøre oliemanden Kjeld Fjeldgaard til skibsreder: ”Over my dead body”, lød Jess Søderbergs kommentar dengang.

Kjeld Fjeldgaards største problem er, at han ikke er på Jess Søderbergs hold. Og det problem bliver ikke mindre, da hans beskytter og fortrolige, Mærsk Mc-Kinney Møller, ikke længere besidder hverken det daglige ansvar eller formandskabet for koncernen.

Den 2. juni 2004 er det slut for Kjeld Fjeldgaard efter mere end 30 år i A.P. Møller. Ukendt af den store offentlighed, men en af de vægtigste chefer på Esplanaden og dermed en af de mest indflydelsesrige erhvervsledere i landet. Fyret på gråt papir.

”Grundet divergerende opfattelser med hensyn til ledelse fratræder Kjeld Fjeldgaard”, hedder det i den højst usædvanlige pressemeddelelse fra A.P. Møller.

Søderbergs ansvar

I det hele taget bliver 2004 ledelsesmæssigt et svært år for Jess Søderberg. Selvom Jess Søderberg siden 1993 på papiret har været administrerende direktør, er det første gang han er alene på broen imellem et formandsskifte. Mærsk Mc-Kinney Møller har sluppet formandstøjlerne i december 2003, men den nye formand Michael Pram Rasmussen har endnu ikke fået sat sig så tilstrækkelig tungt i formandsstolen, at han er det forventede stærke modspil til Jess Søderberg.

I 2004 endte alle problemerne på Jess Søderbergs skuldre. Ledelsesmæssigt løb situationen flere gange løbsk for ham, og udover den katastrofale fyring af Kjeld Fjeldgaard kostede det overraskende brud med en række nøglemedarbejdere på Eplanaden.

Også i andre grene af den vidtspændende koncern er der opbrud i 2004 og begyndelsen af 2005. Således udskiftes en stor del af ledelsen i den engelske afdeling, Maersk UK. Direktørerne Michael Hassing, Lene Skole og Lars Vang Christensen forlader efter mange år A.P. Møller for at søge nye græsgange.

Mærsk Mc-Kinney Møller bliver rasende over afskedigelsen af værdifulde medarbejdere, der sker uden Mc-Kinney Møllers vidende. Den officielle forklaring lyder, at man ønsker yngre kræfter. Sandheden er snarere, at der ikke længere er plads til folk, som ikke spiller godt sammen med Jess Søderberg.

”I betragtning af at ledergruppen tæller mere end 100 mennesker, er ændringer i ledelsen ikke en stor sag. Der sker ændringer hen ad vejen. Det er et driftigt foretagende, hvor der skiftes ud. Også fordi nogle har besluttet, at de vil noget helt andet”, udtaler Jess Søderberg.

Tabet af ledelseskraft i A.P. Møller – Mærsk lader sig ikke vurdere, men på olie/gas-området er realiteten, at efter fyringen af Kjeld Fjeldgaard i 2004 lykkedes det aldrig Jess Søderberg eller hans efterfølgere at få hverken de strategiske eller tekniske ledelsesforhold i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil op på samme niveau, som i storhedstiden under Ib Kruse, Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink.

Slutspil

I 2007 var det slut. Efter 37 års ansættelse hvoraf de 14 af dem blev aftjent som øverste chef og skibsreder, blev Jess Søderberg afskediget uden et ord som tak fra Mærsk McKinney Møller, som han havde arbejdet tæt sammen med gennem årerne.

Jess Søderbergs efterfølger, Nils Smedegaard Andersen, havde siden 2001 været administrerende direktør for Carlsberg Breweries A/S. I 2005 blev han medlem af bestyrelsen i A.P. Møller – Mærsk, og fra 1. december 2007 administrerende direktør frem til 1. juli 2016, hvor han afløses af Søren Skou.

Stine Bosse

Hvis Danmark her og nu i en ophedet stemning som følge af Ruslands krig mod Ukraine ophæver forsvarsforbeholdet, vil vi købe katten i sækken. Ingen ved i realiteten hvordan det tysk-franske projekt vil udvikle sig. Der er ikke udviklet en fælles EU-forsvarspolitik, og vi kender ikke spillereglerne.

Såkaldte EU-eksperter forsikrer danskerne om, at et eventuelt kommende EU-forsvar vil være baseret på enstemmighed, vetoret og frivillighed.

Sådan er det måske på papiret lige nu, men det er værd at bemærke, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Alligevel er der unionstilhængere, der ivrer for, at vi her og nu skal kaste forsvarsforbeholdet over bord og tilslutte os et uspecificeret og diffust forsvars- og sikkerhedssamarbejde, der uden hensyn til Nato, drives fremad af Frankrig med nølende støtte fra Tyskland.

Ændrede beslutningsprocedurer

Siden Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er kravet om enstemmighed allerede på en lang række områder afløst af flertalsafgørelser, ligesom der på visse områder er indført en fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet.

Af EU-traktatens artikel 42, stk. 2 fremgår det, at EU gradvis vil udforme en ”fælles EU-forsvarspolitik”, og at denne ”vil føre til et fælles forsvar”, når Det Europæiske Råd – det vil sige de enkelte medlemslande – med ”enstemmighed” træffer afgørelse herom.

Selvom der stadig i princippet er et krav om enstemmighed, må Danmark acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Aktivering af udrykningsstyrken og de andre elementer i det strategiske kompas vil i øjeblikket ligesom etableringen af et egentligt fælles forsvar i princippet være baseret på enstemmighed og frivillighed. Danmark skal imidlertid være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”. Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto i EU, og det er helt usandsynligt at Danmark skulle prøve at blokere for en militærindsats af en ”koalition af villige”.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Vi bør ikke afskære os fra at kunne træffe beslutningen på et kvalificeret og oplyst grundlag

Endelig er det jo sådan, at hvis det tysk-franske forsvarsprojekt mod forventning skulle udvikle sig positivt eller forudsætningerne for Nato-samarbejdet skulle ændre sig, kan vi senere revurdere forsvarsforbeholdet, men det vil da kunne ske på et oplyst grundlag, hvor vi vil kende spillereglerne.

Dansk Metal opfordrer i dagbladet BØRSEN danskerne til at stemme “ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet i EU, og samtidig opfordres danske politikere til at lade sikkerhedspolitik og arbejdspladser gå hånd i hånd, når der i de kommende år skal investeres i forsvaret.

Danske pensionskasser investerer i våben til krig

Industriens Pension, der forvalter medlemmernes pensionsforhold, investerer ifølge årsrapporten så der tages hensyn til menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø- og klimaforhold, anti-korruption samt ansvarlig skatteadfærd, og at investeringerne ikke bidrager til aktiviteter, der er forbundet med kulminedrift, udvinding af tjæresand mv. Industriens Pension investerer i våbenproduktion, men sætter dog grænsen ved konventionsstridige våben som f.eks. landminer og klyngebomber.

Selvom Industriens Pension ikke investerer i virksomheder, der producerer konventionsstridige våben, investerer Dansk Metals pensionskasse i f.eks. amerikanske våbenproducenter, herunder til virksomheder som Raytheon, der producerer de såkaldte Stinger-missiler, der har været kerneproduktet i flere krige.

Krigen i Yemen og Terma

Aktuelt må danske virksomheder ikke eksportere materiel til krigen i Yemen. Det betyder, at der ikke fra Danmark lovligt kan eksporteres våben og militært udstyr til Saudi-Arabien eller de Forenede Arabiske Emirater, UAE, så længe de pågældende produkter risikerer at blive anvendt i krigsførelsen i Yemen. Amerikanske virksomheder som Raytheon kan imidlertid fortsat eksportere krigsmateriel til Saudi-Arabien.

Våbenproducenten Terma i Aarhus blev i 2020 politianmeldt for at sælge militærdele til De Forenede Arabiske Emirater, UAE. Af uransagelige grunde fandt politiet i 2021, at det ikke var brud på reglerne, da Lystrup-virksomheden solgte radardele til UAE, og sagen blev dysset ned.

Såkaldte EU-eksperter forsikrer danskerne om, at et eventuelt kommende EU-forsvar vil være baseret på enstemmighed, vetoret og frivillighed.

Sådan er det lige nu, men det er værd at bemærke, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Ændrede beslutningsprocedurer

Siden Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er kravet om enstemmighed på en lang række områder afløst af flertalsafgørelser ligesom der på visse områder er indført en fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet.

Af EU-traktatens artikel 42, stk. 2 fremgår det, at EU gradvis vil udforme en ”fælles EU-forsvarspolitik”, og at denne ”vil føre til et fælles forsvar”, når Det Europæiske Råd – det vil sige de enkelte medlemslande – med ”enstemmighed” træffer afgørelse herom.

Selvom der stadig i princippet er et krav om enstemmighed, må Danmark acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Aktivering af udrykningsstyrken og de andre elementer i det strategiske kompas vil i øjeblikket ligesom etableringen af et egentligt fælles forsvar være baseret på enstemmighed og frivillighed. Danmark skal imidlertid være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

JA-siden hævder, at vi bestemt ikke får en EU-hær ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. En ophævelse vil heller ikke have indflydelse på det transatlantiske forsvarssamarbejde i Nato.

Hvad får vi så?

Danmark får lov til at deltage og tage ansvar i PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og dansk industri får måske andel i de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, og Danmark bliver fuldt medlem af det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency).

Agenturet blev oprettet i 2004, og især Frankrig lægger ikke skjul på, at de ser agenturet som et instrument til at skabe større europæisk autonomi i forhold til USA og den amerikanske våbenindustri, der har en dominerende position i leveringen af militært isenkram i Nato.

Agenturets formål er at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb. Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Flertalsafgørelser og afskaffelse af veto-ret?

Det er værd at bemærke, at de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Danmark må acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Danmark skal også acceptere, at der allerede er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Slagsmål om autonomi i forhold til Nato og USA

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det nuværende franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. Danmark lander midt i en grundlæggende uenighed mellem de franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO og USA på den ene side – overfor andre lande, der insisteret på klare referencer til, at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Forsvarsindustriens interesser

Store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder er mere optaget af, at forsvarsforbeholdet indebærer vanskeligheder for udbydere af materiel og ydelser.

Når forsvarsagenturet – efter indstilling fra PESCO og finansieret af Den Europæiske Forsvarsfond – laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Det kan naturligvis gå ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Skal vi følge forsvarsindustriens indstilling?

Men hvis vi skal sige JA til at ophæve forsvarsforbeholdet af hensyn til den danske forsvarsindustris økonomi, bør det siges åbent.

Det Konservative Folkepartis valgplakat til folkeafstemningen den 1. juni 2022 viser en soldat iført sort baret og dermed er tjenstgørende i kamptropperne eller artilleriet.

Der er noget galt med baretten. Ifølge reglementet bæres baretten således at baret- eller tjenestestedsmærke er over venstre øje. Pulden trækkes til højre, således at den falder mod højre øre. Måske er billedet spejlvendt?

Soldaten er iført en grøn uniformsskjorte med Dannebrog på skulder og bryst. Det ligner en skjorte fra det for længst udfasede uniformssystem M/84, hvor Dannebrog i øvrigt var placeret på venstre skulder og ikke på brystet.

Af UNIFORMSBESTEMMELSER FOR HÆREN (UBH) af september 2020 fremgår, at det generelle uniformssystem i forsvaret er uniformssystemet MTS M/11. Uniformssystemet består af en MTS M/11, almindelig model og MTS M/11, let model.

Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for camouflageuniformens karakteristiske ”Multi Terræn Sløring”.

Berlingske Tidende har trukket en af Udenrigsministeriets tidligere Über-laksko, fhv. departementschef Ulrik Federspiel, af stalden for en vurdering af hvordan USA opfatter bestræbelserne på at etablere EU’s ”autonome” forsvars- og sikkerhedspolitik.

Ulrik Federspiel, der hævder at han engang har spillet tennis (nej, ikke badminton!) med George Bush senior, er ellers mest kendt for monumental dårlig dømmekraft i den såkaldte Rushdie-skandale.

Salman Rushdie

Historien er, at forfatteren Salman Rushdie i november 1996 modtog EU’s litteraturpris, også kaldet Aristeionprisen.

Det iranske præstestyre med ayatollah Khomeini i spidsen havde i 1989 udstedt en ”fatwa” samt en pris på Rushdies hoved efter udgivelsen af romanen ”De Sataniske Vers”.

Forud for prisoverrækkelsen begik regeringen en kapitalbrøler ved at aflyse forfatteren Salman Rushdies planlagte prismodtagelse i København den 14. november 1996 og ved i en pressemeddelelse herom at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse – en løgn der var om muligt endnu grovere end Morten Bødskovs løgnehistorie i Christianiasagen!

Det var departementschef Ulrik Federspiel, der som praktisk ansvarlig for sagens håndtering fejlede fatalt og ubegribeligt ved ikke straks at indse, at et nej til Rushdie ville udløse et ramaskrig i kultur- og bredere kredse, bl.a. fordi det risikerede at bombe den internationale indsats mod det iranske præstestyres fatwa mange år tilbage.

Ulrik Federspiel blev kort efter lempet ud af statsministeriet og forsat til en ambassadørpost i Irland.

Efter sin pensionering fra udenrigstjenesten har Ulrik Federspiel suppleret sin rigelige tjenestemandspension med et lønnet hverv som rådgiver for Haldor Topsøe.

Federspiels fejltagelse

Ulrik Federspiel erklærer i Berlingske, at USA ser positivt på EU’s forsvarssamarbejde. Federspiels fejlvurdering er i lodret modsætning til virkeligheden, hvor flere af de helt afgørende amerikanske forudsætninger ikke imødekommes.

USA er kritisk overfor de franske ambitioner om ”autonomi”

USA ser i princippet positivt på et styrket EU-forsvarssamarbejde, men forudsætter, at det bidrager til den transatlantiske og den globale sikkerhed og forudsat, at forsvarsaktiviteterne er komplementære til Nato:

“The United States recognizes the importance of a stronger and more capable European defense, that contributes positively to transatlantic and global security and is complementary to NATO”.

USA har også tillid til at Danmark under alle omstændigheder vil bidrage til at styrke det transatlantiske forsvarssamarbejde mellem USA og de europæiske Nato-medlemmer:

” Whichever path Denmark chooses, the U.S. is confident the transatlantic vision Denmark brings to security matters will continue to make it a force for strengthened cooperation with our European allies.”

Hvad vil Frankrig?

De amerikanske forudsætninger kolliderer på afgørende måde med de franske visioner for “strategic autonomy” og frigørelsen af europæisk forsvars afhængighed af USA:

 “On the one hand, it entails the capacity to act autonomously, that is, to have the institutional framework and capability means necessary to respond to any type of crisis, across the full spectrum of operations, from hybrid to high-intensity conflicts. This implies a complete armed forces model as well as a first entry capability. On the other hand, “strategic autonomy” involves an autonomous assessment and decision-making capacity through proper intelligence and command capabilities. Last but not least, it reflects the willingness to reduce extra-European dependencies in all fields, whether it concerns military equipment or critical infrastructures in strategic areas such as transport, energy, space, or digital technologies (i.e., raw materials, critical minerals, artificial intelligence, data storage, quantum computing, and 5G, to name a few).

In short, it aims at ensuring France’s and Europe’s autonomy over assessment, decision, and action, a triptych which has guided France’s approach vis-à-vis European defence in recent years and continues to guide it under the current French Presidency of the EU Council (PFUE 2022).”

Der er således slet ingen tvivl om, at hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet i EU, vil vi placere os midt i en konflikt mellem EU-lande som Frankrig med stormagtsdrømme og vores reelle sikkerhedshensyn og loyalitet til vores vores Nato-partnere i USA, UK og Canada.

Dokumentation: Den amerikanske udtalelse

The United States and the Kingdom of Denmark enjoy a close relationship and alliance, built on mutual commitments to democracy, freedom, trade, rule of law, security, and prosperity.

The United States cooperates closely with Denmark on European and other regional political and security matters, working extensively to promote peace and stability.

Denmark is a valuable NATO Ally and a reliable contributor to multinational stability operations and international assistance efforts.  These ongoing efforts include humanitarian and security assistance to the people of Ukraine to support their resistance to Putin’s premeditated, unprovoked, and unjustified invasion.

The United States understands the interest of the Danish government and parties in reinforcing European security, and we appreciate Denmark’s long-standing commitment as a NATO Ally.  We also appreciate Denmark’s leadership in strengthening the U.S.-EU relationship.

The United States and the EU have strong ongoing security cooperation.

The United States recognizes the importance of a stronger and more capable European defense, that contributes positively to transatlantic and global security and is complementary to NATO.

It is the sovereign choice of every independent state to determine its alliances and security partnerships, and it is up to the people of Denmark to determine via referendum the path forward with respect to joining EU security and defense activities.

Whichever path Denmark chooses, the U.S. is confident the transatlantic vision Denmark brings to security matters will continue to make it a force for strengthened cooperation with our European allies.

Forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Argumentationen lyder, at når forsvarsagenturet, EDA, på basis af indstillinger fra PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Projekterne finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, hvor EU-budgettet bidrager med 20 pct. mens 80 pct. af midlerne skal komme fra medlemsstaterne.

Forsvarslobbyen hævder, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for EU-udbud af forsvarsmateriel, end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er ”inde i hjertet af EU”!

Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal splitte den nationale enighed om forsvarspolitikken, bare fordi danske våbenproducenter skal have mulighed for at hente penge i Den Europæiske Forsvarsfond?

Nej selvfølgelig ikke. Tabet er da heller ikke stort. Realiteten er, at der 30 år efter Maastricht stadig ikke i EU er noget der ligner fælles forsvars- og sikkerhedsinteresser.

https://www.euractiv.com/section/politics/short_news/le-pen-wants-to-stop-military-cooperation-with-germany/