Hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet, er der ingen garanti for enstemmighed og vetoret

Stine Bosse

Hvis Danmark her og nu i en ophedet stemning som følge af Ruslands krig mod Ukraine ophæver forsvarsforbeholdet, vil vi købe katten i sækken. Ingen ved i realiteten hvordan det tysk-franske projekt vil udvikle sig. Der er ikke udviklet en fælles EU-forsvarspolitik, og vi kender ikke spillereglerne.

Såkaldte EU-eksperter forsikrer danskerne om, at et eventuelt kommende EU-forsvar vil være baseret på enstemmighed, vetoret og frivillighed.

Sådan er det måske på papiret lige nu, men det er værd at bemærke, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Alligevel er der unionstilhængere, der ivrer for, at vi her og nu skal kaste forsvarsforbeholdet over bord og tilslutte os et uspecificeret og diffust forsvars- og sikkerhedssamarbejde, der uden hensyn til Nato, drives fremad af Frankrig med nølende støtte fra Tyskland.

Ændrede beslutningsprocedurer

Siden Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er kravet om enstemmighed allerede på en lang række områder afløst af flertalsafgørelser, ligesom der på visse områder er indført en fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet.

Af EU-traktatens artikel 42, stk. 2 fremgår det, at EU gradvis vil udforme en ”fælles EU-forsvarspolitik”, og at denne ”vil føre til et fælles forsvar”, når Det Europæiske Råd – det vil sige de enkelte medlemslande – med ”enstemmighed” træffer afgørelse herom.

Selvom der stadig i princippet er et krav om enstemmighed, må Danmark acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Aktivering af udrykningsstyrken og de andre elementer i det strategiske kompas vil i øjeblikket ligesom etableringen af et egentligt fælles forsvar i princippet være baseret på enstemmighed og frivillighed. Danmark skal imidlertid være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”. Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto i EU, og det er helt usandsynligt at Danmark skulle prøve at blokere for en militærindsats af en ”koalition af villige”.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Vi bør ikke afskære os fra at kunne træffe beslutningen på et kvalificeret og oplyst grundlag

Endelig er det jo sådan, at hvis det tysk-franske forsvarsprojekt mod forventning skulle udvikle sig positivt eller forudsætningerne for Nato-samarbejdet skulle ændre sig, kan vi senere revurdere forsvarsforbeholdet, men det vil da kunne ske på et oplyst grundlag, hvor vi vil kende spillereglerne.