Skal våbenindustrien bestemme om vi skal ophæve forsvarsforbeholdet?

JA-siden hævder, at vi bestemt ikke får en EU-hær ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. En ophævelse vil heller ikke have indflydelse på det transatlantiske forsvarssamarbejde i Nato.

Hvad får vi så?

Danmark får lov til at deltage og tage ansvar i PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og dansk industri får måske andel i de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, og Danmark bliver fuldt medlem af det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency).

Agenturet blev oprettet i 2004, og især Frankrig lægger ikke skjul på, at de ser agenturet som et instrument til at skabe større europæisk autonomi i forhold til USA og den amerikanske våbenindustri, der har en dominerende position i leveringen af militært isenkram i Nato.

Agenturets formål er at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb. Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Flertalsafgørelser og afskaffelse af veto-ret?

Det er værd at bemærke, at de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Danmark må acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Danmark skal også acceptere, at der allerede er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Slagsmål om autonomi i forhold til Nato og USA

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det nuværende franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. Danmark lander midt i en grundlæggende uenighed mellem de franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO og USA på den ene side – overfor andre lande, der insisteret på klare referencer til, at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Forsvarsindustriens interesser

Store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder er mere optaget af, at forsvarsforbeholdet indebærer vanskeligheder for udbydere af materiel og ydelser.

Når forsvarsagenturet – efter indstilling fra PESCO og finansieret af Den Europæiske Forsvarsfond – laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Det kan naturligvis gå ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Skal vi følge forsvarsindustriens indstilling?

Men hvis vi skal sige JA til at ophæve forsvarsforbeholdet af hensyn til den danske forsvarsindustris økonomi, bør det siges åbent.