Forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet, har det ikke skortet på forsøg på at overbevise vælgerne om, at der ikke på nogen måde kan blive tale om en EU-hær.
Henrik Dahl, Folketingsmedlem for Liberal Alliance og egentlig kendt som EU-skeptiker, har været ude og sige, at uanset om Danmark tager forbehold eller ej, så kommer der ikke en Europahær.
Hører man på Stine Bosse, Søren Pind, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, kan man næsten få den idé, at ingen i Bruxelles nogensinde har så meget som nævnt muligheden for at skabe en EU-hær. Debattørerne er udmærket klar over, at ikke mindst forestillingerne om en fælles EU unions-hær var afgørende for danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992.
Det vi i Danmark har taget forbehold imod, er de dele af EU-traktaten, hvor det efter Maastricht og Lissabon fremgår soleklart, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.
I artikel 42 hedder det:
1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.
2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.
Når EU-ledere drømmer militære drømme
Hvis man har fulgt debatterne i Bruxelles, bliver det hurtigt klart, at ønsker om en reel EU-hær ikke er noget, der kun sjældent høres, eller som kun ønskes af marginaliserede politikere.
Tværtimod er de gentagne opfordringer til at skabe en EU-hær kommet fra højtplacerede politikere fra både store og små EU-lande.
- Daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrer i 2015 til at der skabes en EU-hær, så EU kan blive taget mere seriøst. I 2016 siger han, at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær.
- Frankrigs præsident Macron siger i 2018, vi har behov for rigtig EU-hær til at beskytte os mod Rusland, Kina og USA.
- Tysklands Merkel udtrykker i 2018 ønske om en EU-hær. I en tale til EU-parlamentet talte hun både om interventionsstyrker, men også behovet for at skabe “en reel europæisk hær“. Hun mødes af store klapsalver.
- EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortæller i 2021 EU-parlamentet, at EU må tage skridtet videre og udbygge sin militære kapacitet.
I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 uafhængigt af USA at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.
Det er således åbenbart, at der i allerhøjste grad drømmes om en EU-hær mange steder i EU.
EU-hæren er allerede en realitet
I hvert fald er det et faktum, at EU jo allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider hære på tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.
Hertil kommer, at EU allerede har en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.
Hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet, må Danmark også acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.
Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.
Danmark skal også være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”. Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto i EU, og det er helt usandsynligt at Danmark skulle prøve at blokere for en militærindsats af en ”koalition af villige”.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 