Hvis den aktuelle diskussion om det danske kongehus skulle sættes i perspektiv, kan der være anledning til at kaste et blik på det spanske monarki.

Mens den danske dronning kommer fra huset Oldenborg, der med Christian den 1. har siddet på den danske trone siden 1448, kommer den spanske konge, Felipe VI, fra det spanske kongedynasti Bourbon.

Juan Carlos I

Den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), fra huset Bourbon, der nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den IX, der var konge i Frankrig 1226 – 1270, blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975 til hans abdikation i 2014, hvor hans søn Felipe VI efterfulgte ham som ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, og han har i de seneste år stort set kun vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald. Mandag den 19. september 2022 var han også med ved bisættelsen af Elizabeth 2.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Karl IV

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang herefter den nye konge, Ferdinand den VII, til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster.

Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald.

I bogen ”Mænd der hader kvinder”, der indgår i den afdøde svenske forfatter Stieg Larssons Millennium-serie, er det faldet anmeldere og læsere for brystet, at Mikael Blomkvist ustandseligt mellem mere dynamiske passager ”laver kaffe og smører madder”.

Det skæmmer et ellers helstøbt værk, at karaktertegningen for at fastholde den læge læsers interesse må ty til primitive, men let genkendelige situationer med kaffe og pølsemadder. I Danmark benyttede Klaus Rifbjerg ofte samme trick for at fremkalde velkendte billeder, situationer og dufte for læseren.

Nu har statsminister Mette Frederiksen løftet tricket ind i den politiske debat. Frederiksens ustandselige understregning af, hvordan hun værdsætter rugbrødsmadder med Danbo-ost eller makrel skal tydeligvis understrege, at hun (ligesom Inger Støjberg) solidariserer sig med ”mennesker som de er flest”.

I modsætning til Mette Frederiksen og Inger Støjberg har fødevareminister Rasmus Prehn ment, at han kunne promovere sig selv (og hans politik, som er hvad…?) ved at strø om sig med skatteborgernes penge på dyre restauranter og afholde svinedyre lukulliske netværksarrangementer om “fremtidens landbrug” for udvalgte partikammerater.

Det er muligt, at erhvervsminister Simon Kollerup er gode venner med Jesper Buch fra ”Løvens Hule”, men Berlingske Tidendes positive portræt kan ikke skjule, at Kollerup som Rasmus Prehn og mange andre socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug. Simon Kollerup kæmpede således for 5 år siden med en pinlig sag om boligfusk.

Den daværende socialdemokratiske kommunalordfører Simon Kollerup blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

Sagen bekræftede for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det er på ingen måde til hinder for en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

Dan Jørgensen og regeringens grove tilsidesættelse af den soleklare lovgivningsmæssige forpligtelse til at sikre danskerne en sikker forsyning af billig el og naturgas er årsagen til de energiproblemer, der truer med at tvinge folk fra hus og hjem.

Folketingets dårlige erfaringer med socialdemokratiske energiministre

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med henvisning til, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for a operere på det kommercielle marked.

Klausulerne

Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at aftalen ikke juridisk forpligtede Danmark til bestemte (positive) holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.

Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrives af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”

Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

I vore dage kan vi også jævnligt opleve forsøg på at afskære Folketinget fra oplysninger. Det er ikke så længe siden, at statsminister Mette Frederiksen med sletningen af sms-korrespondance i Statsministeriet havde afskåret Folketinget fra visse oplysninger i Mink-skandalen.

Nielson blev bundet til masten

Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.

Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Burde erfaringerne med Nielson have advaret Folketinget?

Folketingets svinebinding af energiminister Poul Nielson har til en vis grad også bundet efterfølgende ministre.

Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister har imidlertid været så foruroligende, at der ikke er nogen undskyldning for, at Folketingets flertal ikke på et tidligt tidspunkt havde fundet anledning til at sætte Dan Jørgensen under administration.

Den forhastede grønne omstilling, der betyder at Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine kun delvist er årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas, kan i væsentligt omfang henføres til Mette Frederiksens regering og Dan Jørgensen forvaltning af embedet som klima-, energi- og forsyningsminister.

Den forhastede grønne omstilling

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Disse forbindelsesproblemer har også indflydelse på energiforsyningssikkerheden i Danmark, der i øvrigt har sine egne kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og multinationale selskabers etablering af datacentre i Danmark, samtidig forbruger varmepumper og elbiler en voksende andel af den samlede elproduktion. Den grønne og fornybar energi fra vind, sol og vandkraft er mere uforudsigelig. Når vinden ikke blæser, solen ikke skinner og nedbøren udebliver er den ”grønne” strøm ikke til rådighed. Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Husholdninger, der i god tro er skiftet over til varmepumper og el-biler m.v. bliver nu straffet med enorme elregninger, der ydermere forhøjes med konfiskatoriske afgifter og ublu moms. Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes Dan Jørgensens og regeringens grove tilsidesættelse af den lovgivningsmæssige forpligtelse til at sikre forsyningssikkerheden.

Var det klogt at indstille olie- og gaseventyret i Nordsøen?

En eventuel tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den 8. udbudsrunde, hvor olieselskaber i juni 2018 blev opfordret til inden 1. februar 2019 at komme med tilbud på områderne i den danske del af Nordsøen, blev som bekendt stoppet af regeringen den 3. december 2020.

Dan Jørgensen fik overtalt ordførere fra Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative til en slutdato i 2050, hvorefter der ikke længere vil kunne indvindes olie eller gas i den danske del af Nordsøen.

”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra, og tegner en lige linje mellem vores aktiviteter i Nordsøen og Klimalovens mål om klimaneutralitet i 2050. Aflysningen af både 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder betyder også, at det er slut med, at staten aktivt går ud og inviterer til fossil efterforskning. Samtidig nagler vi de resterende regler fast for den nuværende produktion”, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

Levetidsforlængelse af kulkraftværker

På grund af energikrisen og den energiknaphed, der truer elforsyningen i den kommende vinter, måtte regeringen og Dan Jørgensen den 1. oktober trække i land. Energiselskabet Ørsted, hvor staten er medejer, blev beordret til fortsat holde tre kul- og oliefyrede kraftværker i drift.

Dermed slukkes der ikke for Esbjergværkets kulfyrede blok 3 som planlagt til april. Samtidig hentes Studstrupværkets blok 4 og Kundbyværkets oliefyrede blok 21 frem fra mølposen.

Sammen med den fortsatte kulfyring på Fynsværket og på Nordjyllandsværket har det alt andet lige forøget forsyningssikkerheden af el og varme i den kommende vinter.

På 50-årsdagen for EF-afstemningen den 2. oktober 1972 kan der være grund til at underkaste den europæiske union, EU, et servicecheck.

Afstemningen i 1972 var i meget høj grad præget af en kampagne om de økonomiske fordele ved EF-samarbejdet og trusler om, at et NEJ ville indebære alverdens ulykker.

I oktober 2022 er euroområdet på vej mod en statsgældskrise. Listen over finanspolitisk skrøbelige lande omfatter Italien (med en offentlig bruttogæld på 153 pct. af BNP), Grækenland (189 pct. af BNP, men længere gennemsnitlig varighed), Portugal (127 pct.), Spanien (118 pct.), Frankrig (114 pct.), Belgien (108 pct.) og Cypern (105 pct.).

EU-Parlamentarikeren Birthe Weiss vælger netop den 2. oktober 2022 i dagbladet NORDJYSKE at dele hendes tanker om udfaldet af parlamentsvalget i Italien.

I den Nordjyske base for Inger Støjbergs EU-skeptiske Danmarksdemokrater argumenterer Weiss for, at med Silvio Berlusconis parti, Forza Italia (der ligesom Det Konservative Folkeparti, er medlemmer af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet) skal det nok gå.

Bedømt efter de reelle forhold er der imidlertid intet der tyder på, at det nok skal gå.

Et Italien uden Mario Draghi vil næppe være i stand til at gøre “hvad der skal til” for at blive i eurozonen. Hvis den uholdbare statsgæld tvinger Italien til at udtræde af eurozonen, vil konverteringen af den gæld, der i dag er nomineret i euro, skabe uoverstigelige vanskeligheder.

Statsgælden kan meget vel blive uholdbar på grund af dårlige vækstudsigter, højere renter, større statsrisikopræmier og manglende finanspolitisk kapacitet.

Risikoen for en statsgældskrise er øget betydeligt som følge af den galopperende inflation, hvor ikke mindst energi- og fødevarepriser er eksploderet.

De politiske reaktioner i Italien på den europæiske energikrise vil uvægerligt øge de offentlige underskud. Det gælder også i andre euro-lande, hvor der – uanset de kraftige advarsler fra Nationalbanker og fagøkonomer – er udsigt til betydelige forøgelse af udgifterne til overførselsindkomster, massive skatte- og afgiftslettelser, indgreb i markedsmekanismerne og kontrol med energipriser og konfiskation af energiselskabers ”overnormale” profit m.v.

På den baggrund er der udsigt til, at Italiens og andre svage EU-medlemslandes gældsforpligtelser vil stige yderligere.

Formentlig kan vi kun undgå den truende statsgældskrise i euroområdet, hvis EU kollektivt – helt eller delvist – påtager sig de svage medlemslandes gældsforpligtelser.

Allerede på EU-topmødet den 21. juli 2020 skete der et skred i den retning.

Medlemslandene påtog sig solidarisk at hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro.

Programmet blev etableret som en enkeltstående foranstaltning for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien.

Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån. I lande som Italien vil en del af pengene gå til skattelettelser, Arne-pension og erhvervstilskud m.v.

Danmark blev overtalt til at støtte programmet med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner på det danske EU-kontingent.

Konsekvensen er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Hårdt plagede danske skatteydere skal også hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer har mulighed for at forlade EU.

Nu spekuleres der i, at NextGenerationEU – nødfinansieringsprogrammet, der som bekendt blev oprettet for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien – kunne gøres permanent.

Spørgsmålet er, om den nuværende krise er så voldsom, at de politiske indvendinger kan overvindes?

Hvis det forhindres at betræde fortabelsens brede landevej med kollektiv gældsoptagelse, kunne Den Europæiske Centralbank måske fortsætte med at opkøbe gælden i finanspolitisk skrøbelige medlemsstater og afstå fra at hæve styringsrenten til det niveau, der er nødvendigt for at nå inflationsmålet?

Men at bruge faciliteter som Outright Monetary Transactions og Transactions Protection Initiative til finanspolitiske redningsformål, snarere end at forhindre markedsfragmentering og beskytte “enheden af den monetære transmissionsmekanisme”, ville ikke være politisk acceptabelt i Tyskland, og ECB-operationer af den karakter vil givet blive anfægtet ved nationale forfatningsdomstole og ved EU-Domstolen.

I Hovedstaden er der miljøer – især i den såkaldte Bermuda-trekant: Politiken, DR og Gyldendal – hvor mange altid er parate til at definere det politisk korrekte og kravene til stuerenhed og gerne påtager sig at vogte over den ”gode tone”.

Denne gruppe, der er toneangivende langt udenfor deres egen kreds, er en sammensat gruppe af venstreorienterede, af radikale, af kulturkristne og til en vis grad af højreorienterede, der hylder klassiske dannelsesidealer.

Udover mellemlederne med sorte hornbriller i DR, Gyldendal og på POLITIKEN, drejer det sig blandt andet om politikere som Ida Auken, der i afbræk fra ture til Davos og Elle Awards, gerne belærer os om at andre synspunkter, er rendyrket populisme. DR-vært og tidligere debatredaktør på POLITIKEN, Adam Holm og hans slæng bestående af blandt andre Ane Cortzen, Poul Nesgaard, Gitte Løkkegaard, Nynne Bjerre Christensen, Lotte Svendsen og Mikkel Frey Damgaard. Redaktør, kommentator og forhenværende teateranmelder m.v. Georg Metz og Anne Sophia Hermansen er også altid parat til at stemple det som Trumpisme, når det konstateres, at der er forskel på livsvilkår og perspektiver, afhængig af, hvor man bor og har sin hverdag.

Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og woke segmenter i Bermuda-trekanten – DR, Politiken og Gyldendal. Samtidig er man døv og blind overfor almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation og energipriser, som truer med at ruinere folk med almindelige indkomster.

Ingen vil tage ansvar, men dækker sig bag Nationalbanken og andre fortalere for ansvarlig økonomisk politik.

Det er for så vidt rigtigt, at Den Internationale Valutafond, IMF, har opfordret medlemslandene til i den økonomiske politik at slå hårdt ned på inflationen. En opfordring som Danmarks Nationalbank og andre centralbanker villigt har fulgt op på.

Ifølge IMF repræsenterer en fortsat inflation på de nuværende høje niveauer en klar risiko for den nuværende og den fremtidige makroøkonomisk stabilitet. At bringe inflationen ned på centralbanksmålene (2 pct.) bør være en topprioritet for alle økonomisk-politiske beslutningstagere.

IMF noterer, at i de store toneangivende økonomier strammes pengepolitikken som svar på inflationen langt hurtigere end tidligere forventet. I mange vækstøkonomier og udviklingslande hæves renten ligeledes.

IMF noterer, at den igangværende synkroniserede pengepolitiske stramning på tværs af lande historisk er uden fortilfælde. Resultatet vil være, at den globale vækst aftager næste år, men inflationen vil også dæmpes. Strammere pengepolitik vil uundgåeligt have reelle økonomiske omkostninger, men ifølge IMF vil en udskydelse kun forværre vanskelighederne. Centralbankerne, der er begyndt at stramme, bør holde fast, indtil inflationen er tæmmet.

Behov for støtteforanstaltninger

Det afgørende er imidlertid, at hverken IMF eller Nationalbanken er afvisende overfor nødvendigheden af målrettede finanspolitiske og sociale støtteforanstaltninger, der kan bidrage til at afbøde de hårde virkninger af prisstigningerne på energi og fødevarer for de mest sårbare samfundsgrupper.

I en situation, hvor offentlige budgetter i forvejen er belastet af COVID-pandemien, og med det samtidige uomgængelige behov for en overordnet dis-inflationær makroøkonomisk politik, er det imidlertid nødvendigt at udligne sådanne målrettede hjælpeforanstaltninger med højere skatter eller lavere offentlige udgifter for at sikre, at finanspolitikken ikke kommer til at stå i vejen for pengepolitikken.

Ifølge dagbladet POLITIKEN er statsminister Mette Frederiksen ikke et ordentligt menneske. Set fra salonerne på Rådhuspladsen i København er Fredriksen provinsiel, dårligt uddannet, uopdragen og med proletarmanerer, der ikke er en statsminister værdig. Frederiksens utrættelige forsøg på at fremstå handlingsorienteret og beslutsom samtidig med at hun fralægger sig ethvert ansvar for fejl, overgreb og ulovligheder, er tydelige tegn på, at hun mangler det udsyn, storsind og den generøsitet, som den københavnske kulturradikale elite abonnerer på.

Frederiksens ledelsesstil – ”Management by Fear” og ”Tillid er godt, men kontrol er bedre” – får ikke høje karakterer på POLITIKEN, der ikke undrer sig over, at partikammerater kalder hende ”skrigeskinken”.

På POLITIKKEN er man ved at brække sig over Frederiksens store sko, frisure og kiksede påklædning, hendes omgang med Barbara Bertelsen og hendes pinlige optræden på de sociale medier med vinduespudsning, makrel- og leverpostejmadder.

Spørgsmålet er om POLITIKEN igen vil støtte de radikale efter i en årrække at have haft prædikatet: ”Danmarks bedste socialdemokratiske avis!”.

På 50-årsdagen for EF-afstemningen den 2. oktober 1972 kan der være grund til at underkaste den europæiske union, EU, et servicecheck.

Afstemningen i 1972 var i meget høj grad præget af en kampagne om de økonomiske fordele ved EF-samarbejdet og trusler om, at et NEJ ville indebære alverdens ulykker.

I oktober 2022 er euroområdet på vej mod en statsgældskrise. Listen over finanspolitisk skrøbelige lande omfatter Italien (med en offentlig bruttogæld på 153 pct. af BNP), Grækenland (189 pct. af BNP, men længere gennemsnitlig varighed), Portugal (127 pct.), Spanien (118 pct.), Frankrig (114 pct.), Belgien (108 pct.) og Cypern (105 pct.).

Hvis den uholdbare statsgæld tvinger f.eks. Italien til at udtræde af eurozonen, vil konverteringen af eurogælden til lire skabe uoverstigelige vanskeligheder.

Statsgæld kan blive uholdbar på grund af dårlige vækstudsigter, højere renter, større statsrisikopræmier og manglende finanspolitisk kapacitet.

Et Italien uden Mario Draghi vil næppe være i stand til at gøre “hvad der skal til” for at blive i eurozonen.

Risikoen for en statsgældskrise er øget betydeligt som følge af den galopperende inflation, hvor ikke mindst energi- og fødevarepriser er eksploderet. De politiske reaktioner på den europæiske energikrise vil uvægerligt øge de offentlige underskud: uanset de kraftige advarsler fra Nationalbanker og fagøkonomer er der udsigt til betydelige forøgelse af overførselsindkomster, massive skatte- og afgiftslettelser, indgreb i markedsmekanismerne og kontrol med energipriser og konfiskation af energiselskabers ”overnormale” profit m.v.

På den baggrund er der udsigt til, at svage EU-medlemslandes gældsforpligtelser vil stige yderligere.

En måde at undgå den truende statsgældskrise i euroområdet på er, at EU kollektivt delvist påtager sig de svage medlemslandes gældsforpligtelser.

Allerede på EU-topmødet den 21. juli 2020 skete der et skred i den retning. Medlemslandene påtog sig solidarisk at hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro. Programmet blev etableret for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien.

Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån. I lande som Italien vil en del af pengene gå til skattelettelser, Arne-pension og erhvervstilskud m.v.

Danmark blev overtalt til at støtte programmet med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner på det danske EU-kontingent.

Konsekvensen er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Hårdt plagede danske skatteydere skal også hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer har mulighed for at forlade EU.

Nu spekuleres der i, at NextGenerationEU – nødfinansieringsprogrammet, der som bekendt blev oprettet for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien – kunne gøres permanent.

Spørgsmålet er, om den nuværende krise er så voldsom, at de politiske indvendinger kan overvindes?

Alternativt kan Den Europæiske Centralbank fortsætte med at opkøbe gælden i finanspolitisk skrøbelige medlemsstater og afstå fra at hæve styringsrenten til det niveau, der er nødvendigt for at nå inflationsmålet.

Men at bruge faciliteter som Outright Monetary Transactions og Transactions Protection Initiative til finanspolitiske redningsformål, snarere end at forhindre markedsfragmentering og beskytte “enheden af den monetære transmissionsmekanisme”, ville ikke være politisk acceptabelt i Tyskland, og ECB-operationer af den karakter vil givet blive anfægtet ved nationale forfatningsdomstole og ved EU-Domstolen.

Den internationale Kaffens Dag blev fejret første gang i 2015 som en del af Expo15 i Milano. Arrangørerne bag dagen er International Coffee Organization (ICO), som omfatter 77 kaffe importerende/eksporterende medlemslande (herunder Danmark), der tilsammen repræsenterer 98 pct. af verdens kaffeproduktion og 83 pct. af verdens forbrug.

Formålet med dagen er at sætte fokus på kaffen og produktionen af denne, med særlig vægt på vilkårene for kaffebønderne.

ICO angiver hvert år et overordnet tema for dagen, og i år handler det om den næste generation i kaffebranchen. Især i den producerende del. Der er mange udfordringer der møder de unge kaffebønder – ikke mindst i tiden under og efter Covid-19 pandemien.

Mange lande har udover Den Internationale Kaffedag også deres nationale kaffedag. Kineserne fejrer kaffen først i april, danskerne fejrer traditionelt kaffedag den 6. majj, og i Tyskland ligger den altid den 1. lørdag i september, andre – herunder USA, Canada, Norge m.fl. fejrer kaffen den 29. september.

Nærmere oplysninger https://www.internationalcoffeeday.org/