Markeringen af 364 årsdagen for stormen på København foregår i stilhed.

Stormen på København

Historien er, at svenskekongen, Karl X Gustav, efter en langvarig belejring natten til den 11. februar 1659 forsøgte at erobre den danske hovedstad. Begivenheden fandt sted under svenskekrigene 1657 – 60. De svenske tropper blev imidlertid efter en modig og målbevidst indsats fra de københavnske forsvarere slået tilbage med store tab.

Kong Frederik III havde inden stormen med de siden så berømte ord ”Jeg vil dø i min rede” nægtet at lade sig selv og dronning Sophie Amalie evakuere.

Forhistorien var, at Frederik 3. i 1657 erklærede Sverige krig i håb om at generobre de områder, hans far (Christian IV) efter Torstenssonkrigen 1643-45 måtte afstå ved freden i Brömsebro (1645), hvor Corfitz Ulfeldt, kongens svigersøn, havde været dansk hovedforhandler. Det drejede sig om de norske grænselandskaber Jemtland, Herjedalen og midlertidig afståelse af Halland på 30 år, samt øerne Gotland og Østersøens næststørste ø, Øsel, ud for Estland. Sverige og svenske besiddelser omkring Østersøen fik toldfrihed i Øresund.

Imidlertid endte krigen med dansk nederlag, da de svenske tropper gik over de tilfrosne bælter og tvang danskerne til panikfreden i Høje Taastrup præstegård 1658. Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm. Samtidig skulle de norske besiddelser Bohus og Trondhjems len også overdrages.Danmark måtte endvider acceptere, at Østersøen blev spærret for fremmede flådemagter.

Samme år indledte den svenske konge Karl Gustv en ny krig om at erobre hele Danmark og dermed opnå fuld kontrol over Øresund.

Men København holdt stand, og krigen førte med udenlandsk hjælp faktisk til svensk nederlag, uden at Danmark dog af den grund fik de tabte landområder tilbage. Bornholm var som bekendt efter en opstand i 1658 allerede vendt tilbage til Danmark.

Catch 22 og 24

Joe Biden Iowa State Fair

På DR har det netop været muligt at se den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.

Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.

Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.

Tidsskriftet The Atlantic har påpeget, at i USA er Demokraterne fanget af Catch 24-reglen: Så længe der ikke har vist sig en troværdig alternativ kandidat, er præsident Joe Biden fortsat kandidat i 2024, men Catch 24 indebærer også, at så længe Biden er kandidat, er der ikke andre, der vil stille op til valget i 2024.

Tine Smedegaard Andersen bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet

Tine_Smedegaard_Andersen

Nationalmuseet oplyser, at Tine Smedegaard Andersen, der har været administrerende direktør for People’s i de seneste knap fire år, bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet.

Tidligere har Tine Smedegaard Andersen være kulturdirektør og medlem af direktionen i DR.

Tine Smedegaard Andersen kom til DR fra en direktørpost i den nu nødlidende Gyldendal-koncern, og før det var hun direktør i forlaget Rosinante&Co, der er ejet af Gyldendal.

Smedegaards kvalifikationer

I Nationalmuseets pressemeddelelse om udnævnelsen fremhæves det, at Tine Smedegaard mens hun var i DR var ansvarlig for den populære historiske tv-serie Historien om Danmark, som blev udviklet i tæt dialog med Nationalmuseet.

Det burde måske også have været nævnt, at Smedegaard blev udsat for stærk kritik i anledning af nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret og for DR’s udvandede dækning af kristendom og tro.

Ligeledes havnede Tine Smedegaard Andersen og DR i et stormvejr, da man i 2017 besluttede at droppe julekalenderen ”Jul i republikken”.

DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”

Det fortoner sig, hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg, fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident og fyre det af som Danmarks Radios julekalender i 2017.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), var tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Hvilke overvejelser DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, gjorde sig i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare.

Mikkel Andersson, der dengang huserede på Radio 24/7, har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handlede julekalenderen om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når (kronprins) Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når (Prins) Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Krav om omskrivning

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde Dansk Folkeparti og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen i DR om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Julekalenderen droppes

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Catch 22 og udbygningen med havvindmøller

Dan Jørgensen 1

På DR har det netop været muligt at se George Clooney i den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.

Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.

Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.

TV-serien “Catch 22” udforsker det gennemgående tema af kaos, absurditet, meningsløshed og apati i en krigssituation. Undgåelse af beslutninger og ansvar præsenteret som en måde at overleve i absurde og kaotiske sammenhænge.

Karakteren Major Major Major udnævnes til Major, men undgår beslutninger ved at gemme sig i sit kontor, så han ikke kan nås af sine underordnede. Han undgår også at træffe beslutninger ved at udstede regler, der gør det umuligt for andre at komme i kontakt med ham.

Catch 22 bringer uvilkårligt tankerne hen på forholdene i den danske energiadministration mens Dan Jørgensen var ansvarlig minister.

Situationen omkring Åben Dør-ordningen bliver uholdbar

Åben Dør-ordningen, ÅD, der har eksisteret siden 1999, giver energiudviklere mulighed for at ansøge om at opføre havvindparker uden om de statslige udbud. Selskaberne kan dermed selv tage initiativ til at opføre en havvindpark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Det er et krav, at parkerne skal opføres uden statsstøtte, og udviklerne kan gratis lægge beslag på et dansk havareal ved først til mølle-princippet.

Den teknologiske udvikling og stærkt forhøjede strømpriser førte til, at Energistyrelsen i 2021 modtog et stigende antal ansøgninger til ÅD-ordningen, og styrelsen gjorde i en rapport opmærksom på, at ordningen enten var, eller var tæt på at blive, “økonomisk attraktiv og fordelagtig ud over det tilsigtede”.

Hvordan den ansvarlige minister – Dan Jørgensen – reagerede, er ikke oplyst.

Måske har Energistyrelsen forgæves forsøgt at få en resolution fra ministeren, men måske har Dan Jørgensen ligesom Major Major Major undgået at tage stilling. Vi forestiller os det besvær sekretæren har haft med at forklare medarbejderne i ministeriet, at ministeren ikke var ”tilgængelig”, mens de kunne se Dan Jørgensens måneansigt på inden- og udenlandske talkshows.

Det vi imidlertid ved, er at ordningen ikke blev stoppet i tide, og at udsigten til at ordningen måske kunne blive ændret førte til yderligere en enorm søgning til ÅD-ordningen.

Først i juni 2022 blev Åben Dør-ordningen ved en bred politisk aftale justeret. Rammerne for ordningen blev klarere, og det blev præciseret, at staten havde mulighed for at give afslag til projekter, der ikke ud fra samfundsmæssige og planlægningsmæssige hensyn er relevante at gennemføre. Præciseringen skulle sikre at ordningen i højere grad er forenelig med det øgede behov for planlægning af arealanvendelsen på havet og i relation til net udbygningen på land.

Den kommunale indsigelsesret blev ændret til en vetoret for kommuner beliggende inden for 15 km fra et projekt, og fremtidige projekter kan således kun gennemføres, hvis der kan opnås kommunal opbakning hertil fra samtlige berørte kommuner. Samtidig blev ordningen ændret, så der lukkes for havvindprojekter længere væk end 15 km.

Planerne om at stramme ÅD-ordningen førte til, at der inden regelændringerne den 2. juni 2022 blev indgivet et meget stort antal ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til havvind. I august 2022 var der således ifølge Energistyrelsen modtaget i alt 47 ansøgninger, hvor hovedparten havde forventning om, at de skulle behandles efter de gamle og lempelige regler.

Stop for ÅD-ordningen

Endelig – mandag den 6. februar 2023 – blev det besluttet at sætte sagsbehandlingen af ansøgninger om havvindmølleprojekter under Åben Dør-ordningen i bero.

Energistyrelsen indstillede dermed umiddelbart sagsbehandlingen af 33 ansøgninger om mulige danske havvindprojekter med et potentiale på 13 GW.

Opstandelse

I en tid hvor mantraet ellers er mere grøn strøm, og at det kun kan gå for langsomt med den grønne omstilling, har det vakt opstandelse blandt investorerne i havvindmølleprojekter.

Ulovlig statsstøtte?

Den forklaring, der gives på det pludselig stop, er, at der er opstået tvivl om, hvorvidt reglerne i ÅD-ordningen er i strid med EU-retten. Energiministeriet og statsstøttejuristerne i Erhvervsministeriet har været bekymret for at uddelingen af rettigheder, der tydeligvis havde stor værdi, kunne opfattes som statsstøtte i strid med EU-reglerne. Ordningens ”først til mølle-princip” kunne ligeledes være juridisk problematisk.

Ifølge den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, er det sandsynligt, at ordningen ikke kan fortsætte. “Jeg er dybt bekymret. Det er jeg da. Med den viden, jeg har lige nu, frygter jeg, at ordningen ikke kan køre videre. Det anser jeg desværre som et sandsynligt udfald,” siger Lars Aagaard til Børsen og tilføjer, at han vil forsøge at finde en model, hvor dele af ordningen kan køre videre.

Lars Aagaard oplyser, at Energistyrelsen og statsstøttejurister fra Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om deres bekymring. Det har ifølge ministeren bestyrket de danske myndigheders frygt for, at der er tale om statsstøtte.

“Alternativet, at vi var kørt videre med den viden, at der var stor risiko for, at vi kunne tabe en sag om ulovlig støtte, var helt uacceptabelt. Det ville være investorerne, der ville blive mødt med et krav. Det ville være helt vildt ikke at reagere på den viden,” siger ministeren.

Regeringen var opmærksom på problemet

I regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering” fra december 2022, hedder det om udbygningen af vedvarende energi at regeringen vil ”se på, om der kan etableres smidigere modeller for udbygning af havvind samtidig med, at samfundet sikres en rimelig del af indtægterne fra energiudvindingen på land og til vands – eventuelt i form af en opdateret koncessionsmodel”.

Med hånden fremme!

Topsoe

Kim Hedegaard, ansvarlig for power-to-x hos Topsoe (tidligere Haldor Topsøe A/S), der er i gang med at opføre en stor fabrik i Herning, som skal producere elektrolyseanlæg, fortæller, at selskabet i øjeblikket undersøger, hvor deres produktionsanlæg af elektrolysator nummer to skal ligge, og at det ville være decideret uansvarligt ikke at se nærmere på incitamentsstrukturen i USA, der ser utrolig interessant ud.

I midten af august 2022 blev den amerikanske lovpakke Inflation Reduction Act vedtaget i USA, og de ca. 2600 mia. kr. lokker danske selskaber over Atlanten. Man må forstå, at hvis der i EU var mulighed for at opnå tilsvarende tilskud, er Topsoe parat til at overveje at undlade at udflage produktionen.

Godt at grundlæggeren af Topsoe, Haldor Frederik Axel Topsøe, døde i 2013. Han ville have korset sig, hvis han vidste at hans gamle virksomhed nu stor med hånden fremme efter offentlige tilskud.

Topsøe blev i 1968 udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet, i 1969 ved Danmarks Tekniske Universitet og i 1986 ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg. I 1985 modtog han Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje og i 1991 fik han den prestigefyldte amerikanske ingeniørpris Hoover Medal. Desuden var han siden 1951 medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber i Danmark samt tilsvarende organisationer i Sverige (Kungliga Ingenjörsvetenskapsakademien) og USA. Han var med i Atomenergikommissionen fra 1955. I 1999 blev han af Ingeniørforeningen i Danmark udnævnt til “Århundredets Ingeniør”. Han har skrevet Danmarks Produktionsliv omkring 1935 (tildelt G.A. Hagemanns Guldmedalje 1944).

Kronprinsen hædrer danske virksomheder

HRH Crown Prince Frederik Internnational Business Awards

For fjerde gang uddeles HRH Crown Prince Frederik International Business Awards til virksomheder, som gennem eksport har promoveret Danmark og dansk eksport på en særligt bemærkelsesværdig måde.

Med hædersprisen HRH Crown Prince Frederik International Business Awards, som uddeles på Amalienborg 25. august 2023, bliver der sat fokus på eksporten af danske bæredygtige løsninger til hele verden. Prisen uddeles i tre kategorier; Business Excellence, Green Solutions og Export Achievements. Fælles for kategorierne er, at modtagerne skal have præsteret en vis økonomisk gennemslagskraft på eksportmarkederne eller på særligt succesfuld vis penetreret nye markeder med løsninger eller produkter, der taler ind i den grønne omstilling.

Der er deadline for nomineringer den 24. marts 2023.

Blandt de allerede modtagne nomineringer finder vi

Fauna Energi ved Martin Storm Rasmussen

Fauna Energi, der godt nok ikke har eksporteret noget som helst, opererede ikke desto mindre i et vanskeligt miljø, hvor Martin Storm Rasmussen blev udsat for, at el-leverandørerne krævede, at han betalte forud for el-leverancerne, mens kunderne først betalte efter at have fået leveret strømmen. Den visionære Martin Storm Rasmussen, der er nomineret i kategorien, kan i øjeblikket følges i DR, der i en længere programserie har valgt at følge den fascinerende forretningsmand.

I kategorien ”Export Achievements” er foreløbigt nomineret

Middelfart-virksomheden Dan-Bunkering ved Torben Østergaard-Nielsen og United Shipping & Trading Company A/S (USTC-koncernen).

Dan-Bunkering, der trods vanskeligheder med EU’s sanktioner mod Syrien, lykkedes med i perioden 2015-2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til det borgerkrigshærgede land via russiske virksomheder. Den 17. november 2022 udsendte PwC en pressemeddelelse om at Torben Østergaard-Nielsen, ejerleder i United Shipping & Trading Company A/S (USTC), modtager Årets Hæderspris 2022 ved Landskåringen af Årets Ejerleder i PwC i Hellerup.

Køge kommune værst med urimelige parkeringsafgifter

P-afgifter

I Køge Kommune er befolknings-, erhvervs- og beskæftigelsesraterne for opadgående, og den udvikling burde både borgere og erhvervsliv nyde godt af. Desværre betyder inadækvat politisk og administrativ ledelse, at kommunens økonomi er udfordret. Derfor kniber det gevaldigt med at sikre borgerne den hjælp, de har krav på og behov for.

FDM’s årlige undersøgelse af kommunernes indtægter fra parkering viser, at (bortset fra de store kommuner København, Aarhus, Frederiksberg, Aalborg og Odense) er Køge den kommune, der kradser flest penge ind på parkering.

Køge kommune skiller sig markant ud med kommunens indtægter fra bøder for at parkere ulovligt!

Indtægter fra betalingsparkering er også høje – over 3,6 millioner kr. i 2021. Som bekendt er der mange kommuner, der slet ikke opererer med at borgerne skal betale for at parkere i kommunen, men der, hvor det stikker helt af, er som nævnt Køge kommunes uhæmmede idømmelse af parkeringsafgifter for at parkere ulovligt.

Konsekvensen er, at kommunen modtager mange klager over på grund af uigennemskuelige og uhensigtsmæssige regler vedrørende standsning og parkering i Køge Kommune. Reglerne kontrolleres nidkært – også åbenbart urimelige forbud mod parkering på fortov og vejrabatter på private villaveje, selvom ændrede regler utvivlsomt kunne bidrage til at forbedre trafiksikkerheden i kommunen.

Det hører med til billedet af en fejlslagen kommune, at alle klager efter en summarisk og mangelfuld sagsbehandling, afvises – og borgerne trues oven i købet med at blive trukket i fogedretten.

Statsstøtte til grøn industri

Dansk Metal

Dansk Metal mener med henvisning til Kinas statsstøtte til grønne virksomheder og klimapakken, Inflation Reduction Act, i USA, at Europa snarest følger trop og ser på midlertidig statsstøtte og vækstplaner for Europas grønne industri.

Klimapakken i USA pumper 369 milliarder dollar ind i Nordamerikas grønne industri, svarende til omkring 2.500 milliarder kroner eller til anlæggelsen af 120 storebæltsbroer.

Dansk Metal skylder at fortælle os, hvor mange milliarder metalarbejderne i Danmark er parate til at skyde ind i Europas grønne industri?

https://www.information.dk/debat/2023/02/baade-kina-usa-laenge-givet-statsstoette-groen-industri-maa-eu-starthullerne

Kan de danske modeller for havvind opretholdes?

Havvind Energinet

En række af de danske havvindmølleparker er opført med betydelig statslig støtte efter et offentligt udbud. Den teknologiske udvikling og stigende elpriser har betydet, at havvindmølleprojekter er blevet et attraktivt forretningsområde.

Udbudsmodellen

Med Energiaftale 2018 besluttede samtlige Folketingets partier at opføre tre nye havvindmølleparker i Danmark frem mod 2030. Den 28. februar 2019 besluttede energiforligskredsen, at den første af de tre parker skal ligge i Nordsøen ud for Nissum Fjord min. 20 kilometer ude på havet. Den nye park skal hedde Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending. Havmølleparken bliver på minimum 800 MW og maksimalt 1000 MW.

Thor Wind Farm I/S vandt i december 2021 udbuddet af Thor Havvindmøllepark.  

Der var fem konkurrerende bud på Thor Havvindmølleparken. De fem bydere havde alle erklæret sig parate til at betale henved 3 mia. kr. for retten til at realisere projektet. Udbuddet blev derfor i overensstemmelse med udbudsbetingelserne afgjort ved lodtrækning.

Bag Thor Wind Farm I/S står den kæmpestore tyske energikoncern RWE – det er således firmaerne RWE AG, RWE Renewables GmbH og RWE Renewables Management UK Limited, der formelt er interessenter i virksomheden.

RWE betaler for at bygge Thor Havvindmøllepark, og det er første gang, der gennemføres et udbud af havvind i Danmark uden offentlig støtte. Som noget nyt er ilandføringen – dvs. transformerstation på havet inklusive koblingsstation på land og kabler frem til transmissionsnettet i Idomlund – inkluderet i budprisen. Udover disse udgifter forventes RWE inden for få år at skulle betale 2,8 mia. kr. til staten, i takt med, at der fra 2026 produceres strøm. Herefter vil der i praksis ikke være noget økonomisk mellemværende mellem staten og budvinderen, og parken vil blive drevet på rent kommercielle vilkår uden støtte i resten af parkens 30-årige levetid.

Ifølge en politisk aftale fra 2022 skal der frem mod 2030 opføres 9 gigawatt ny havvind. Disse havvindmøller sendes i udbud ligesom Thor Wind Farm.

Åben Dør-ordningen uden støtte

Åben Dør-ordningen, ÅD, der har eksisteret siden 1999, giver energiudviklere mulighed for at ansøge om at opføre havvindparker uden om de statslige udbud. Selskaberne kan dermed selv tage initiativ til at opføre en havvindpark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Det er et krav, at parkerne skal opføres uden statsstøtte, og udviklerne kan gratis lægge beslag på et dansk havareal ved først til mølle-princippet.

I 2021 modtog Energistyrelsen et stigende antal ansøgninger til ÅD-ordningen, og styrelsen gjorde i en rapport opmærksom på, at ordningen enten var, eller var tæt på at blive, “økonomisk attraktiv og fordelagtig ud over det tilsigtede”.

Udsigten til at ordningen kunne blive ændret førte yderligere til en enorm søgning til ÅD-ordningen.

I juni 2022 blev Åben Dør-ordningen ved en bred politisk aftale justeret. Rammerne for ordningen blev klarere, og det blev præciseret, at staten havde mulighed for at give afslag til projekter, der ikke ud fra samfundsmæssige og planlægningsmæssige hensyn er relevante at gennemføre. Præciseringen skulle sikre at ordningen i højere grad er forenelig med det øgede behov for planlægning af arealanvendelsen på havet og i relation til netudbygningen på land.

Den kommunale indsigelsesret blev ændret til en vetoret for kommuner beliggende inden for 15 km fra et projekt, og fremtidige projekter kan således kun gennemføres, hvis der kan opnås kommunal opbakning hertil fra samtlige berørte kommuner. Samtidig blev ordningen ændret, så der lukkes for havvindprojekter længere væk end 15 km.

Planerne om at stramme ÅD-ordningen førte til, at der inden regelændringerne den 2. juni 2022 blev indgivet et meget stort antal ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til havvind. I august 2022 var der således ifølge Energistyrelsen modtaget i alt 47 ansøgninger, hvor hovedparten havde forventning om, at de skulle behandles efter de gamle og lempelige regler.

Stop for ÅD-ordningen

Mandag den 6. februar 2023 blev det besluttet at sætte sagsbehandlingen af ansøgninger om havvindmølleprojekter under den såkaldte Åben Dør-ordning i bero.

Energistyrelsen indstillede dermed umiddelbart sagsbehandlingen af 33 ansøgninger om mulige danske havvindprojekter med med en samlet kapacitet på op mod 13 GW. Danmarks havvindmølleparker har i 2022 en kapacitet på 2,3 GW.

Opstandelse

I en tid hvor mantraet ellers er mere grøn strøm, og at det kun kan gå for langsomt med den grønne omstilling, har det vakt opstandelse blandt investorerne i havvindmølleprojekter.

Ulovlig statsstøtte?

Forklaringen er, at der er opstået tvivl om, hvorvidt reglerne i ÅD-ordningen er i strid med EU-retten. Energiministeriet og statsstøttejuristerne i Erhvervsministeriet har været bekymret for at uddelingen af rettigheder, der tydeligvis havde stor værdi, kunne opfattes som statsstøtte i strid med EU-reglerne. Ordningens ”først til mølle-princip” kunne ligeledes være juridisk problematisk: ”Det er vurderingen, at risikoen for strid med EU-retten blandt andet knytter sig til kombination af tildelingsprincip (først-til-mølle – det vil sige fraværet af konkurrence) og markedsudviklingen inden for havvind. Vurderingen sker derfor nu, fordi den blandt andet hænger sammen med markedsudviklingen,” lyder det fra Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen, i en skriftlig kommentar til dagbladet Information.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard er det sandsynligt, at ordningen ikke kan fortsætte. “Jeg er dybt bekymret. Det er jeg da. Med den viden, jeg har lige nu, frygter jeg, at ordningen ikke kan køre videre. Det anser jeg desværre som et sandsynligt udfald,” siger Lars Aagaard til Børsen og tilføjer, at han vil forsøge at finde en model, hvor dele af ordningen kan køre videre.

Lars Aagaard oplyser, at Energistyrelsen og statsstøttejurister fra Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om deres bekymring. Det har ifølge ministeren bestyrket de danske myndigheders frygt for, at der er tale om statsstøtte. Arealet på havbunden er noget værd, og eftersom areal er en begrænset ressource, åbner det spørgsmålet om statsstøtte.

“Alternativet, at vi var kørt videre med den viden, at der var stor risiko for, at vi kunne tabe en sag om ulovlig støtte, var helt uacceptabelt. Det ville være investorerne, der ville blive mødt med et krav. Det ville være helt vildt ikke at reagere på den viden,” siger ministeren.

Høj gasforsyningssikkerhed

Gasforsyningssikkerhed 2022

Ifølge Energinet er gasforsyningssikkerheden i Danmark høj. Den er dog det seneste år blevet udfordret. En række faktorer – ikke mindst Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 – har haft konsekvenser for forsyningssikkerheden i Europa. Desuden har sabotagen mod Nord Stream 1 og 2 i september 2022 givet gasmarkedet en forventning om, at der ikke i fremtiden vil blive importeret naturgas til EU fra Rusland.

Ruslands invasion af Ukraine, høj inflation og stigende efterspørgsel på gas i nogle dele af Europa har været medvirkende til at drive gaspriserne højt op.

I stedet for russisk gas køber EU nu LNG primært fra USA og Qatar, som dog ikke er tilstrækkeligt til helt at erstatte den russiske gas, og derfor har EU sørget for, at de europæiske gaslagre var fyldte ved indgangen til vinteren 2022.

En konsekvens af de stigende gaspriser har medført en øget produktion af biogas. I takt med at gasforbruget falder, betyder det, at andelen af biogas i det danske gassystem øges hurtigere end forventet.

Mængden af biogas tilført gassystemet forventes at stige fra 6,9 TWh i 2022 til 13,8 TWh i 2030, hvilket svarer til en årsandel på 32 pct. af det danske gasforbrug i 2022 og til 100 pct. i 2030.

Den danske biogasproduktion er et mærkbart bidrag til forsyningssikkerheden både i forhold til den stigende andel biogas i gassystemet, relativt til gasforbruget og i forhold til placeringen af biogasproduktionsanlæggene. Biogassen medvirker til en større decentral og spredt gasforsyning til de danske gasforbrugere. Decentralisering af forsyningen vil til en vis grad være med til at beskytte forbrugerne i tilfælde af forsyningssvigt.