Kravene til en socialt afbalanceret økonomisk politik

Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og woke segmenter i Bermuda-trekanten – DR, Politiken og Gyldendal. Samtidig er man døv og blind overfor almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation og energipriser, som truer med at ruinere folk med almindelige indkomster.

Ingen vil tage ansvar, men dækker sig bag Nationalbanken og andre fortalere for ansvarlig økonomisk politik.

Det er for så vidt rigtigt, at Den Internationale Valutafond, IMF, har opfordret medlemslandene til i den økonomiske politik at slå hårdt ned på inflationen. En opfordring som Danmarks Nationalbank og andre centralbanker villigt har fulgt op på.

Ifølge IMF repræsenterer en fortsat inflation på de nuværende høje niveauer en klar risiko for den nuværende og den fremtidige makroøkonomisk stabilitet. At bringe inflationen ned på centralbanksmålene (2 pct.) bør være en topprioritet for alle økonomisk-politiske beslutningstagere.

IMF noterer, at i de store toneangivende økonomier strammes pengepolitikken som svar på inflationen langt hurtigere end tidligere forventet. I mange vækstøkonomier og udviklingslande hæves renten ligeledes.

IMF noterer, at den igangværende synkroniserede pengepolitiske stramning på tværs af lande historisk er uden fortilfælde. Resultatet vil være, at den globale vækst aftager næste år, men inflationen vil også dæmpes. Strammere pengepolitik vil uundgåeligt have reelle økonomiske omkostninger, men ifølge IMF vil en udskydelse kun forværre vanskelighederne. Centralbankerne, der er begyndt at stramme, bør holde fast, indtil inflationen er tæmmet.

Behov for støtteforanstaltninger

Det afgørende er imidlertid, at hverken IMF eller Nationalbanken er afvisende overfor nødvendigheden af målrettede finanspolitiske og sociale støtteforanstaltninger, der kan bidrage til at afbøde de hårde virkninger af prisstigningerne på energi og fødevarer for de mest sårbare samfundsgrupper.

I en situation, hvor offentlige budgetter i forvejen er belastet af COVID-pandemien, og med det samtidige uomgængelige behov for en overordnet dis-inflationær makroøkonomisk politik, er det imidlertid nødvendigt at udligne sådanne målrettede hjælpeforanstaltninger med højere skatter eller lavere offentlige udgifter for at sikre, at finanspolitikken ikke kommer til at stå i vejen for pengepolitikken.