Er der grund til optimisme?

På 50-årsdagen for EF-afstemningen den 2. oktober 1972 kan der være grund til at underkaste den europæiske union, EU, et servicecheck.

Afstemningen i 1972 var i meget høj grad præget af en kampagne om de økonomiske fordele ved EF-samarbejdet og trusler om, at et NEJ ville indebære alverdens ulykker.

I oktober 2022 er euroområdet på vej mod en statsgældskrise. Listen over finanspolitisk skrøbelige lande omfatter Italien (med en offentlig bruttogæld på 153 pct. af BNP), Grækenland (189 pct. af BNP, men længere gennemsnitlig varighed), Portugal (127 pct.), Spanien (118 pct.), Frankrig (114 pct.), Belgien (108 pct.) og Cypern (105 pct.).

EU-Parlamentarikeren Birthe Weiss vælger netop den 2. oktober 2022 i dagbladet NORDJYSKE at dele hendes tanker om udfaldet af parlamentsvalget i Italien.

I den Nordjyske base for Inger Støjbergs EU-skeptiske Danmarksdemokrater argumenterer Weiss for, at med Silvio Berlusconis parti, Forza Italia (der ligesom Det Konservative Folkeparti, er medlemmer af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet) skal det nok gå.

Bedømt efter de reelle forhold er der imidlertid intet der tyder på, at det nok skal gå.

Et Italien uden Mario Draghi vil næppe være i stand til at gøre “hvad der skal til” for at blive i eurozonen. Hvis den uholdbare statsgæld tvinger Italien til at udtræde af eurozonen, vil konverteringen af den gæld, der i dag er nomineret i euro, skabe uoverstigelige vanskeligheder.

Statsgælden kan meget vel blive uholdbar på grund af dårlige vækstudsigter, højere renter, større statsrisikopræmier og manglende finanspolitisk kapacitet.

Risikoen for en statsgældskrise er øget betydeligt som følge af den galopperende inflation, hvor ikke mindst energi- og fødevarepriser er eksploderet.

De politiske reaktioner i Italien på den europæiske energikrise vil uvægerligt øge de offentlige underskud. Det gælder også i andre euro-lande, hvor der – uanset de kraftige advarsler fra Nationalbanker og fagøkonomer – er udsigt til betydelige forøgelse af udgifterne til overførselsindkomster, massive skatte- og afgiftslettelser, indgreb i markedsmekanismerne og kontrol med energipriser og konfiskation af energiselskabers ”overnormale” profit m.v.

På den baggrund er der udsigt til, at Italiens og andre svage EU-medlemslandes gældsforpligtelser vil stige yderligere.

Formentlig kan vi kun undgå den truende statsgældskrise i euroområdet, hvis EU kollektivt – helt eller delvist – påtager sig de svage medlemslandes gældsforpligtelser.

Allerede på EU-topmødet den 21. juli 2020 skete der et skred i den retning.

Medlemslandene påtog sig solidarisk at hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro.

Programmet blev etableret som en enkeltstående foranstaltning for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien.

Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån. I lande som Italien vil en del af pengene gå til skattelettelser, Arne-pension og erhvervstilskud m.v.

Danmark blev overtalt til at støtte programmet med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner på det danske EU-kontingent.

Konsekvensen er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Hårdt plagede danske skatteydere skal også hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer har mulighed for at forlade EU.

Nu spekuleres der i, at NextGenerationEU – nødfinansieringsprogrammet, der som bekendt blev oprettet for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien – kunne gøres permanent.

Spørgsmålet er, om den nuværende krise er så voldsom, at de politiske indvendinger kan overvindes?

Hvis det forhindres at betræde fortabelsens brede landevej med kollektiv gældsoptagelse, kunne Den Europæiske Centralbank måske fortsætte med at opkøbe gælden i finanspolitisk skrøbelige medlemsstater og afstå fra at hæve styringsrenten til det niveau, der er nødvendigt for at nå inflationsmålet?

Men at bruge faciliteter som Outright Monetary Transactions og Transactions Protection Initiative til finanspolitiske redningsformål, snarere end at forhindre markedsfragmentering og beskytte “enheden af den monetære transmissionsmekanisme”, ville ikke være politisk acceptabelt i Tyskland, og ECB-operationer af den karakter vil givet blive anfægtet ved nationale forfatningsdomstole og ved EU-Domstolen.