Om kun 10 dage kan Egyptens præsident, Abdel Fattah El-Sisi, byde 35.000 deltagere velkommen til COP27, der afholdes i feriebyen Sharm El-Sheikh ved Det Røde Hav 6. – 18. november 2022.

COP27 markerer 30-året for vedtagelsen af UNFCC – United Nations Framework Convention on Climate Change – og COP står for: “Conference Of the Parties to the UN Framework Convention on Climate Change”.

Konferencen kommer på et tidspunkt, hvor klimaet er blevet skubbet noget væk fra den geopolitiske dagsorden af Ruslands krig i Ukraine. Krigen har bidraget til uro på de globale energimarkeder, og lande verden over – herunder Egypten – har været tilskyndet til at underskrive nye olie- og gasaftaler.

Spørgsmålet er derfor om virksomheder og regeringer holder deres højstemte løfter fra COP26, der blev afholdt i Glasgow, Skotland i Storbritannien, fra 31. oktober til 13. november 2021.

Målsætningen om 1,5 grader

På COP26 i Glasgow kæmpede det britiske formandskab en hård kamp ”to keep 1.5C alive”.

Afgørende for om det lykkes at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er brugen af fossile brændsler. Det internationale energiagentur, IEA, har ment, at forudsætningen for at holde temperaturstigningen i ave er, at 40 pct. af verdens 8.500 kulfyrede kraftværker lukkes inden 2030, og at der ikke bygges nye kulværker. Forbruget af olie og gas skal tilsvarende reduceres.

Af sluterklæringen fra COP26 fremgår, at 196 lande tilsluttede sig ”accelerating efforts towards the phase-down of unabated coal power and inefficient fossil fuel subsidies, recognizing the need for support towards a just transition”.

Vil kulkraft forsvinde?

I Danmark er målsætningen, at Danmark skal være uafhængig af de fossile brændsler – kul, olie og gas – i 2050. Det betyder, at Danmark i 2050 skal kunne producere vedvarende energi nok til at kunne dække det samlede danske energiforbrug.

Kulkraft har siden den 1. oliekrise i begyndelsen af 1970’erne været hjørnesten i dansk el- og varme­forsyning, men i 2030 er målet, at det endegyldigt er slut med at forbrænde det fossile brændstof i Danmark.

Ørsted, der ejer kulkraftværkerne i Asnæs og i Esbjerg, er blevet pålagt at udskyde lukningen af værkerne, der således vil fortsætte kulfyringen sammen med de kommunalt ejede kulfyrede kraftværker, Nordjyllandsværket i Aalborg og Fynsværket i Odense. De øvrige kraftværker har tidligere erstattet kul med biomasse.

I en række energiforbrugende industrier bruges som f.eks. Aalborg Portland bruges der også fortsat kul.

Under COP26 i Glasgow var den danske energi- og klimaminister aktiv i bestræbelserne for at begrænse kulfyring. Flere end 40 lande blev således enige om at udfase deres brug af kulkraft og ikke bygge eller investere i nye kulkraftværker. I et såkaldt “Global Coal to Clean Power Transition Statement” forpligtede landene sig også til at sikre ”a just transition away from coal”. 

For de store økonomier gælder det, at kulkraft skal udfases i 2030’erne, mens de mindre økonomier skal udfase kul i løbet af 2040’erne.

Af udtalelsen fremgår det, at landene forpligter sig til at stoppe med at investere i kul både i ind- og udland. Derudover skal produktionen af vedvarende energi skrues i vejret. Med i aftalen er blandt andet Polen, Indonesien, Vietnam, Syd Korea, Egypten, Spanien, Nepal, Singapore, Chile, Ukraine og Chile, der er blandt 18 lande, der for første gang har sagt ja til at udfase eller stoppe nye investeringer i kul.

De store kulproducenter og kulforbrugere er dog ikke med i aftalen – fra Kina over Indien til USA og Australien.

EU’s mest kulafhængige nation, Polen, har understreget, at kul først vil være udfaset i 2049.

I Indien, Kina og andre steder bygges der fortsat nye kulkraftværker.

Vil olie og gas blive udfaset?

Med Nordsøaftalen fra 2020 besluttede regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier at aflyse alle fremtidige udbudsrunder, så der ikke længere vil foregå nogen form for ny efterforskning efter kulbrinter på statslig invitation i Danmark, samt at sætte en slutdato for indvinding af olie og gas i 2050.

Som en del af Nordsøaftalen var partierne desuden enige om, at Danmark bør følge op på aftalen ved at ”tage globalt lederskab” i udarbejdelsen af et initiativ, der kan udgøre en platform til at lægge pres på og gå i dialog med andre lande for at udbrede planer om udfasning af fossil produktion for dermed at opnå størst mulig klimaeffekt.

Den internationale forpligtelse blev sammen med Costa Rica realiseret gennem Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som fik betydelig opmærksomhed på COP26. Kernemedlemmer af BOGA, herunder Danmark, forpligter sig til at afslutte ”nye koncessioner, licens- eller leasingrunder” samt at sætte en slutdato for indvinding af olie og gas, der er i overensstemmelse med Parisaftalen.

Alliancen består udover Danmark kun af Costa Rica, Sverige, Frankrig, Irland, New Zealand og Portugal samt delstater som Californien og Quebec samt hjemmestyret på Grønland.

Store olie- og gasproducenter som Norge og OPEC-landene har ikke tilkendegivet tidsplaner om hvornår de vil indstille olie- og gasproduktionen.

COP27-værtens forhold til olie og gas

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor tvivlsomt at Egypten på COP27 vil gå foran i bestræbelserne hurtig udfasning af olie- og gas.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 kom general Abdul Fattah El-Sisi til magten i Egypten ved et statskup.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. Fængslerne er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Alligevel har vi kordiale forbindelser med Egypten. Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry.

Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Bekymring blandt klimaaktivister for COP27

Egyptens egen klimaindsats bliver vurderet som utilstrækkelig, og aktivister har påpeget landets dårlige resultater med hensyn til menneskerettigheder og tilbagevendende indgreb mod miljøgrupper og andre civilsamfundsgrupper.

Blandt repræsentanter for klimaorganisationer, NGO’er og menneskerettighedsaktivister er der bekymring for, om der under COP27 under det restriktive egyptiske regime bliver mulighed at gennemføre de sædvanlige demonstrationer og aktiviteter, der skal lægge pres på de officielle klimaforhandlere og regeringsrepræsentanter for de knap 200 lande, der ventes at deltage i klimakonferencen.

Storbritannien skifter premierministre hurtigere end Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre skiftede partibetalte underbukser. Den nye partileder for de britiske konservative og fra tirsdag den 25. oktober 2022 Storbritanniens nye premierminister, er hindu med en britisk/indisk baggrund – begge hans forældre har deres baggrund i Indiens Punjab-provins. Sunak er den første farvede person, der indtager Downing Street 10, og med sine 42 år er han også den yngste premierminister, der er udnævnt siden Lord Liverpool i 1812.

Som Storbritanniens første hinduistiske premierminister vil han blot være Storbritanniens anden premierminister efter Benjamin Disraeli, der åbent har en religion, der ikke er en afart af kristendommen.

Rishi Sunak er godt uddannet. Han har gået på den prestigiøse kostskole Winchester og har akademiske grader i økonomi fra Oxford og Stanford universiteterne. Sunak har arbejdet for Goldman Sachs og som investment banker, og han er velhavende – sammen med hans hustru, Akshata Murty (arving til medstifteren af det globale it-konglomerat, Infysos) er de gode for adskillige milliarder kroner.

I foråret truede en skatteskandale, der involverede Akshata Murty, faktisk Sunaks lovende politiske fremtid. I dagspressen blev det kritiseret, at ved at deklarere en status som non-resident i Storbritannien, undgik Murty potentielt en skattebetaling på op mod 150 millioner pund af udenlandske indtægter.

Rishi Sunak står over for kolossale udfordringer – især med hensyn til revitaliseringen af Storbritanniens økonomi og med at dæmpe uroen på finansmarkederne, med energikrisen og med indvandring. Indenrigspolitisk sakker de Konservative bag Labour med over 30 pct. i meningsmålingerne, og selvom mange briter kræver et nyt parlamentsvalg her og nu, kan Sunak vente et par år med at udskrive valg.

Den 42-årige Rishi Sunak har haft en kometkarriere. Fra succesfuld Goldman Sachs bankmand kom han ind i Underhuset i 2015 og avancerede til finansminister – Chancellor – under Boris Johnson i 2020. I løbet af sin tid som finansminister opkrævede han de højeste skatter i syv årtier – angiveligt for at betale den enorme gæld, den britiske regering oparbejdede ved at uddele checks for at holde arbejdere hjemme og virksomheder lukket under Coronakrisen.

Tre gange om året valfarter italienske nyfascister til Benito Amilcare Andrea Mussolinis fødeby, Predappio, i Emiglia-Romagna-regionen: For at markere hans fødselsdag (29. juli 1883), og for at markere hans død (28. april 1945, Giulino, Azzano) og endelig for at markerer marchen mod Rom (28. oktober 1922).

Nyfacisterne samles ved Mussolini-familiens mausoleum på kirkegården San Cassiano, hvor diktatoren er stedt til hvile.

Benito Mussolini og Partito Nazionalista Fascista, PFN

Det var dog som journalist, at den unge Mussolini slog igennem, bl.a. som redaktør fra 1909 af den sydtyrolske avis l’Avvenire del lavoratore. Kontakten med den antiøstrigske Cesare Battisti (1873-1916) fik imidlertid de østrigske myndigheder til at udvise ham. Tilbage i Italien indledte han en opstigning i det italienske socialistparti Partito Socialista Italiano, PSI.

Som eksponent for partiets venstrefløj var Mussolini en drivende kraft i eksklusionen af højrereformisterne Leonida Bissolati og Ivanoe Bonomi på PSI’s kongres i Reggio Emilia i 1912. Kort efter overtog han posten som chefredaktør på partiavisen Avanti!

Da 1. Verdenskrig brød ud, agiterede Benito Mussolini for at Italien skulle intervenere i krigen på Ententemagternes (de allierede) side mod Centralmagterne, dvs. Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller.

Dermed trodsede han PSI’s neutralitetslinje og måtte trække sig tilbage som chefredaktør for partiorganet. I stedet grundlagde han avisen Il Popolo d’Italia, der senere skulle blive fascismens officielle organ. Kort efter, i november 1914, blev han ekskluderet af partiet og meldte sig så til aktiv tjeneste ved fronten, hvor han i februar 1917 blev lettere såret.

Efter krigen var Italien præget af politisk og borgerlig uro med hyppige strejker og sammenstød mellem forskellige grupperinger. I finansverdenen og i borgerlige og royale kredse var der en udbredt frygt for at den russiske revolution skulle brede sig til Italien.

Mussolini dannede den 23. februar 1919 Fasci di Combattimento (“Kampforbundet”), opkaldt efter revolutionstidens revolutionære bønder. Mussolini udråbte sig i november 1921 som leder af Partito Nazionalista Fascista, PNF.

Marchen mod Rom

Den 24. oktober 1922 holdt fascisterne deres sædvanlige efterårskongres i Napoli.

Man anslog antallet af partimedlemmer til 800.000, og omkring 200.000 var mødt frem i Napoli, hvor Mussolini i brandtaler meddelte, at nu gjaldt det bare dage, måske timer – ”enten skal regeringen overgives til os, eller også marcherer vi til Rom og tager den!”

”Til Rom! Til Rom!” lød råbet blandt de sorte legioner.

Statskuppet var således indledt allerede den 24. oktober 1922.

Fascisterne samlede deres hovedstyrke i Civitavecchia nord for Rom, og den 28. oktober satte toget sig i bevægelse under paroler som:

”Fascismen trækker sit sværd for at hugge de alt for mange gordiske knuder over som binder og hæmmer livet i Italien. Vi anråber Gud i det Høje og vores femhundredetusind døde vil være vidner på, at der er én eneste kraft, som driver os, én eneste vilje som samler os, én eneste lidenskab, som sporer os: at kæmpe sammen for vores lands redning og dets storhed!

Alle fascister i Italien! Vis jer i mod og kraft som Romere! Vi må sejre. Vi skal sejre. Viva Italia. Viva il Fascismo!”

De marcherende fascister mødte ingen modstand. Hæren, særlig officererne, stod på fascismens side og kunne ikke bruges til at bekæmpe fascisterne. Hæren øverstkommanderende, general Diaz, hyldede allerede den 27. oktober fascisterne i en begejstret tale fra en balkon i Firenze. Kongens fætter, hertugen af Aosta, var en åbenlys støtte, og selvom regeringen kunne have erklæret undtagelsestilstand, var alle kommunikationsmidler allerede uden større modstand blevet besat af fascister, så det ville bare være blevet en papirbeslutning.

Den 28. oktober bad Kong Victor Emmanuel III Mussolini om at danne regering. og allerede den 24. november 1922 fik Mussolini for et år diktatoriske beføjelser af det italienske parlament.

Mussolini blev udråbt til Il Duce (leder af den fascistiske stat) den 3. januar 1925.

Hvordan det endte

Efter de allieredes invasion af Sicilien 9. juli – 17. august 1943, og det italienske hovedland med invasionerne i Salerno og Taranto 3. – 16. september 1943 var den italienske krigslykke afgørende vendt, og Mussolini blev afsat på et møde 24.-25. juli 1943 i det fascistiske storråd.

På kong Victor Emanuel III.s foranledning blev Mussolini arresteret og ført bort og interneret. Først på La Maddalena, Sardinien, og herefter den 28. august 1943 til et hotel i Gran Sasso d’Italia i Abruzzerne.

Herfra blev Mussolini den 13. september befriet af tyske faldskærmstropper under Otto Skorzeny’s ledelse og fløjet til Tyskland.

Den 23. september 1943 dannede Mussolini et fascistisk styre – Repubblica Sociale Italiana (RSI, Den Italienske Socialrepublik), den såkaldte Salòrepublik – i Norditalien.

Den 25. april 1945 forsøgte Mussolini sammen med elskerinden Claretta Petacci at flygte til Schweiz, men blev pågrebet og den 28. april 1945 skudt af italienske partisaner mellem Giulino og Azzano i nærheden af Comosøen. Ligene blev fragtet til Milano, hvor de blev hængt med hovedet nedad fra en jernbjælke på Piazzale Loreto.

Krigen i Italien endte officielt den 3. maj 1945, i henhold til den våbenstilstand, der blev indgået mellem tyskerne og amerikanerne.

Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg har ved flere lejligheder på spørgsmål om beliggenhed oplyst, at ”de fine københavnske saloner” ikke som sådan, er et bestemt sted. I sin franske oprindelse beskriver ordet en kreds af aristokrater, der mødtes omkring højkulturelle oplæsninger, politiske diskussioner eller musikalsk underholdning.

Det er i den betydning Støjbergs københavnske saloner refererer til, fordi de illustrerer en stemning af, at i hovedstaden taler man om ting, som folk ”som de er flest” ikke går op i. Til gengæld kan Inger Støjbergs tilhængere sagtens genkende billedet af de københavnske snakkeklubber. Støjberg har selv sag, at ”hvis man ikke kan se salonerne, er det, fordi man selv sidder inde i dem”.

Inger Støjbergs modstand mod ”mod de fine københavnske saloner” har fået ny aktualitet. Årsagen er at Berlingske-podcasten ”Østergaards salon”, for nylig havde besøg af Karin Riis-Jørgensen.

I podcasten erklærer den mangeårige Venstre-politiker, at det er et udtryk for ”forræderi”, at både Inger Støjberg og den tidligere partiformand Lars Løkke Rasmussen har vendt det liberale parti ryggen og derfor med al sandsynlighed kommer til at trække Venstre-vælgere i hobetal med sig over i deres nye projekter ved det forestående folketingsvalg.

Karin Riis-Jørgensen mener, at det er et ”svigt” af Venstre og dets mange frivillige:

Ifølge Berlingske er Inger Støjberg på ingen måde parat til at tage imod kritikken: ”Jeg kan forstå, at Karin Riis-Jørgensen er voldsomt vred på mig over, at jeg har dannet Danmarksdemokraterne, men jeg har dog svært ved at forstå hendes forbavselse over det, når man nu tænker på, at vi politisk ligger meget langt fra hinanden, og at hun før har irettesat mig for mine holdninger. Hun repræsenterer en meget stor EU-begejstring, ønsker en lempelig udlændingepolitik og er decideret storbyelitær. Jeg har mange gange følt, at netop den del af Venstre har set ned på os, der kommer fra landet”. Støjberg tilføjer, at ”det er da klart, at endnu et meget personligt og nedladende angreb fra Venstre ikke gør det nemmere at finde fælles fodslag”.

Venstrepolitikeren cand.jur. Karin Riis-Jørgensen var medlem af Europa-Parlamentet fra 1994 til 2009. Siden har hun været lønnet rådgiver i det kæmpestore kommunikations- og rådgivningsbureau, Kreab Worldwide, hvor den tidligere svenske stats- og udenrigsminister Carl Bildt er næstformand i bestyrelsen.

Karin Riis-Jørgensen er gift med tidligere ambassadør Birger Riis-Jørgensen, der siden sin afgang fra udenrigstjenesten i 2016 har været lønnet rådgiver for Rasmussen Global og for Terma.

Selvom parret Riis Jørgensen har base på Fyn, er de indbegrebet af den gruppe af storbyelitære og bedrevidende folk, som Støjberg tænker på med udtrykket ”fine københavnske saloner”.

I 2007 blev politimester i Politiets Efterretningstjeneste (PET), Lars Findsen, udnævnt til departementschef i Forsvarsministeriet, hvor han bl.a. gjorde sig uheldigt bemærket for sin rolle i den såkaldte Jægerbogsskandale, der kostede den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen jobbet og senere også Søren Gade posten som forsvarsminister.

Ved Thorning-regeringens tiltrædelse i slutningen af 2011 fik Lars Findsen Nick Hækkerup som minister.

Som departementschef arbejdede Lars Findsen ihærdigt for reduceringer af forsvarsbudgettet – også udover de besparelser, som den tidligere borgerlige regering allerede havde gennemført.

Findsen fik desuden den uerfarne Hækkerup med på nogle meget vidtgående og kontroversielle reorganiseringsplaner for hele forsvarsområdet, ligesom han gjorde livet surt for den nye forsvarschef Peter Bertram.

Hækkerup fik i juni 2013 med hiv og sving vedtaget en ny forsvarslov udenom den traditionelle forligskreds på forsvarsområdet og trods advarsler fra forsvarschefen og Forsvarskommandoen.

Socialdemokratiet var efterhånden grundigt upopulært i forsvarskredse, og det hele blev for besværligt for Nick Hækkerup, der senere i 2013 lod sig udskifte med Nicholas Wammen, som faktisk lykkedes med i 2014 at få lavet en større politisk aftale om organiseringen af Forsvaret.

Efter Folketingsvalget i juni 2015 blev venstremanden Carl Holst udnævnt til forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Efter kun 93 dage valgte Holst i september 2015 at trække sig fra posten efter flere skandalesager.

Venstremanden Peter Christensen, der ikke blev genvalgt ved valget i 2015, blev herefter den 30. september 2015 udnævnt som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Da modstanden mod Lars Findsen generelt ikke kun i Forsvaret men også i dele af den politiske aftalekreds truede med at blokere for en aftale om indkøb af nye jagerfly, blev Lars Findsen i december 2015 forflyttet til chefposten for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Findsen byttede simpelthen plads med den hidtidige chef for FE, Thomas Ahrenkiel, der havde en baggrund også fra Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Ahrenkiel overtog ved Findsens afgang hans stilling som departementschef i Forsvarsministeriet.

Fortilfældet Anders Munk Jensen                  

Mange blev overraskede, da departementschefen og FE-chefen i Forsvarsministeriet byttede stilling, men i Fødevareministeriet er der nærmest historisk tradition for, at embedsmænd blev flyttet rundt, når den hidtidige placering blev uholdbar.

Pr.1. januar 2009 byttede de hidtidige chefer i Fødevarestyrelsen og Fiskeridirektoratet stilling. Direktør i Fødevarestyrelsen, Anders Munk Jensen, blev direktør i Fiskeridirektoratet og Espen Egede Rasmussen fra Fiskeridirektoratet blev chef for Fødevarestyrelsen.

Der er grund til at antage, at det var den lidet charmerende, men snu embedsmand – Anders Munk Jensen – der havde udtænkt dette ”gårdbytte”.

Baggrunden var, at Anders Munk Jensen, allerede som administrationschef i Fødevareministeriet under den indadvendte departementschef Poul Ottosen stod for implementeringen af en række brutale reorganiseringer i Fødevareministeriet. Da Ib Byrge Sørensen efter Poul Ottosens fyring blev departementschef, blev Anders Munk Jensen udnævnt til direktør for Fødevarestyrelsen – en stilling han var aldeles uegnet til.

Anders Munk Jensen kostede Lars Barfoed ministerposten

I 2006 mente Pia Kjærsgaard ikke, at Lars Barfoed, Fødevare- og Forbrugerminister og ansvarlig for Fødevarestyrelsen, var en mand, befolkningen kunne have tillid til. Kort før jul sørgede hun for, at Lars Barfoed blev fyret som Familie- og Forbrugerminister.

Lars Barfoed var for så vidt ganske uskyldig, men fyringen skete efter måneder med kødskandaler, der regelmæssigt blev oprullet i pressen. Firma efter firma blev afsløret i at sælge gammelt kød og giftige hindbær. Fødevarestyrelsens fødevarekontrol, der er sat i verden for at forhindre den slags, klagede over regeringens besparelser, der gjorde det svært at føre ordentligt tilsyn med virksomhederne. Men især led styrelsen af eklatant mangel på ansvarlig ledelse.

Dansk Folkeparti påstod ikke, at Barfoed kunne gøres ansvarlig for kødskandalerne, men han blev kritiseret for ikke at følge med i, hvad Anders Munk Jensen foretog sig i Fødevarestyrelsen.

Sagerne resulterede efterfølgende i en rapport fra Rigsrevisionen, der konkluderede, at Lars Barfoed havde fejlet som minister, idet han både havde undladt at føre tilsyn med Fødevarekontrollen og havde undladt at informere Folketinget om problemerne.

Men hvem var den egentlige ansvarlige: Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen!

Bytte gårde

Det var bare et spørgsmål om tid, før det – der stod lysende klart for Fødevarestyrelsen personale – også ville være almindelig kendt i Folketinget, og en fyring af Anders Munk Jensen på gråt papir ville være uundgåeligt.

Anders Munk Jensen er imidlertid en snu ræv, og inden den endelige og definitive afslutning af hans karriere kunne iværksættes, blev det i løbet af 2008 internt i Fødevareministeriet aftalt, at Fiskeridirektoratets direktør Esben Egede Rasmussen og Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen byttede job per 1. januar 2009.

I 2011 blev Fiskeridirektoratet nedlagt og inkorporeret i den daværende NaturErhvervsstyrelse, der senere blev omdannet til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, hvor Anders Munk Jensen for en tid indtog direktørstillingen som kontrol- og fiskeridirektør og chef for styrelsens godt 200 medarbejdere på fiskeriområdet.

Etableringen af naturnationalparker har lokalt flere steder givet anledning til stor diskussion. Faktisk er naturnationalparker en rigtig god idé, hvis vi vil beskytte natur og biodiversitet.

Den socialdemokratiske regering har med støtte fra rød blok udpeget de første fem naturnationalparker, der har et samlet areal på knap 10.000 hektar, men man er indstillet på at etablere i alt 15 parker.

Trods modstanden mod etablering af flere indhegnede naturnationalparker som middel til at vende naturens tilbagegang i Danmark, er naturnationalparkerne faktisk et helt rigtigt værktøj.Uanset om man kan li’ det eller ej, forudsætter forbedret biodiversitet etablering af indhegnede nationalparker med græssende dyr.

Behovet for naturnationalparker

I Den danske Rødliste 2019, der den 14. januar 2020 blev offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Vurderingen omfatter således en væsentlig del af Danmarks ca. 35.000 kendte arter og den rummer bl.a. information om hvor truede alle disse arter er.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019.

En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Mangel på levesteder

Samtidig hævder eksperter i biodiversitet, at den mest effektive måde at gavne naturen og biodiversiteten i Danmark netop er øget naturbeskyttelsen gennem etablering af naturnationalparker på statslige arealer og i de statsejede skove.

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse såkaldte møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

I relation til produktionsdyrene er ormemidler og anden medicinering et særligt problem. Ormemidler reducerer kvaliteten af lort som levested, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Fordel med variation i levesteder

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet. 

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Uden naturnationalparker er levestederne truet

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge.

Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer!

Nødvendigt med dyr i nationalparkerne

Naturnationalparker kan yde et væsentligt bidrag, hvis danske naturarealer i langt højere grad blev afgræsset af hjorte, kronvildt, robuste kvægracer, vilde heste, får, bisonokser m.fl.

Hvis det skal gennemføres, kræver det at naturnationalparkerne indhegnes.

Der findes gode tekniske muligheder i form af færiste, selvlukkende led m.v. som betyder, at naturnationalparkerne fortsat kan udnyttes rekreativt.

Det er klart, at der påhviler myndighederne et ansvar for at sikre en rimelig dyrevelfærd for de indhegnede dyr.

I 2007 afløste Jakob Scharf Lars Findsen som politimester i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Lars Findsen blev udnævnt til departementschef i Forsvarsministeriet, men PET har spillet en særlig rolle i sagen mod Findsen.

Jakob Scharf måtte i 2013 forlade PET i forbindelse med sagen om Pia Kærsgaards besøg i Christiania kombineret med kritik fra personalet i PET og dyre tjenesterejse. Senere blev Jakob Scharf medstifter og chef for det private sikkerheds- og analysefirma Certa Intelligence & Security.

Den 1. januar 2014 tiltrådte hans afløser, statsadvokat Jens Madsen. Han måtte gå af allerede den 1. juni 2015 – få timer før offentliggørelsen af redegørelse for håndtering af attentatet ved Krudttønden og Synagogen i København i 2015.

Fagforeningsmanden, politidirektør i Nordsjælland, Finn Borch Andersen, blev konstitueret som chef for PET i juni 2015 og formelt udnævnt i 2016.

Lars Findsen i forsvarsministeriet

I Forsvarsministeriet havde Lars Findsen gjort sig bemærket for sin rolle i den såkaldte Jægerbogsskandale, der kostede den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen jobbet og senere også Søren Gade posten som forsvarsminister.

Ved Thorning-regeringens tiltrædelse i slutningen af 2011 fik Lars Findsen Nick Hækkerup som minister.

Som departementschef arbejdede Lars Findsen ihærdigt for reduceringer af forsvarsbudgettet – også udover de besparelser, som den tidligere borgerlige regering allerede havde gennemført.

Findsen fik desuden den uerfarne Hækkerup med på nogle meget vidtgående og kontroversielle reorganiseringsplaner for hele forsvarsområdet, ligesom han gjorde livet surt for den nye forsvarschef Peter Bertram.

Hækkerup fik i juni 2013 med hiv og sving vedtaget en ny forsvarslov udenom den traditionelle forligskreds på forsvarsområdet og trods advarsler fra forsvarschefen og Forsvarskommandoen.

Det hele blev for besværligt for Nick Hækkerup, der senere i 2013 lod sig udskifte med Nicholas Wammen, som faktisk lykkedes med i 2014 at få lavet en større politisk aftale om organiseringen af Forsvaret.

Efter Folketingsvalget i juni 2015 blev venstremanden Carl Holst udnævnt til forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Efter kun 93 dage valgte Holst i september 2015 at trække sig fra posten efter flere skandalesager.

Venstremanden Peter Christensen, der ikke blev genvalgt ved valget i 2015, blev herefter den 30. september 2015 udnævnt som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Forflyttelsen

Da modstanden mod Lars Findsen generelt ikke kun i Forsvaret, men også i dele af den politiske aftalekreds, truede med at blokere for en aftale om indkøb af nye jagerfly, blev Lars Findsen i december 2015 forflyttet til chefposten for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Peter Christensen har i oktober 2022 på Facebook og overfor Ekstrabladet oplyst, at han ”ikke var tilfreds med Lars Findsens indsats og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten”. Christensen har desuden oplyst, at det ikke var med hans gode vilje, at Findsen blev udnævnt til chef for FE.

Sandt er det, at Findsen i kritiske forsvarskredse gik under øgenavnet Tito – ikke efter Jugoslaviens afdøde præsident, men fordi departementschefen angiveligt kom klokken ti og gik klokken to og kun tirsdag og torsdag.

Angiveligt skete der det, at Lars Findsen i december 2015 blev kaldt over til Statsministeriet, hvor den daværende departementschef Christian Kettel Thomsen havde en kedelig besked: Peter Christensen ville af med Lars Findsen.

Uden at af vente højere magters forventelige tilbud om en anden mindre interessant stilling, tog Findsen initiativ til at bytte plads med chefen for FE, Thomas Ahrenkiel.

Den hidtidige chef for FE, Thomas Ahrenkiel havde en baggrund fra Udenrigsministeriet og Statsministeriet var selvklart med på ideen, og “gårdbyttet” blev bifaldet i Statsministeriet. Følgelig blev Thomas Ahrenkiel ved Findsens afgang konstitueret som departementschef i Forsvarsministeriet.

Da Venstre regeringen den 28. november 2016 blev udvidet med Liberal Alliance og Konservative, blev Peter Christensen erstattet af Claus Hjort Frederiksen, der blev flyttet fra posten som finansminister for at skaffe plads til Kristian Jensen, der havde måttet vige pladsen som udenrigsminister for Liberal Alliances Anders Samuelsen.

Sagen om FE-chef Lars Findsen

For offentligheden tog sagen sin begyndelse en formiddag i august 2020. Her offentliggjorde det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne en pressemeddelelse med en række alvorlige kritikpunkter af FE.

Forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte øjeblikkeligt – og åbenbart uden tanke for den ubodelige skade FE ville lide derved – fem ledende medarbejdere i FE – herunder FE-chef Lars Findsen. Den efterfølgende politiske diskussion om sagen førte til, at regeringen den 21. december 2020 etablerede en kommission, som fik til opgave at undersøge, om tilsynets mistanke holdt stik.

Undersøgelseskommissionen om FE afsluttede den 13. december 2021 sin undersøgelse. Kommissionen fandt ikke grundlag for at rejse kritik af FE eller medarbejdere.

Længe inden undersøgelseskommissionen afsluttede sit arbejde kunne pressen oplyse, at sagen drejede sig om et spionsamarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste, NSA.

Den 13. september 2020 udgav Berlingske en artikel, der under overskriften ”Hemmeligheden i pengeskabet” over seks sider beskrev en række hidtil ukendte detaljer om spionsamarbejdet mellem Danmark og USA.

Pressehistorierne byggede tilsyneladende på ni kilder, som havde haft adgang til klassificerede oplysninger fra FE.

Hos PET blev der med statsministeriets og justitsministeriets indforståelse af Finn Borch Andersen herefter i september 2020 nedsat en særlig hemmelig efterforskningsgruppe, som skulle finde ud af, hvem der lækkede hemmeligheder til medierne.

Udover samarbejdet med NSA var der lækket oplysninger i en sag om den danske statsborger Ahmed Samsam, som blev fængslet i en terrorsag i Spanien. Ahmed Samsam var i virkeligheden på mission for danske efterretningstjenester.

Ekstra Bladets afsløring i marts 2021 af efterretningstjenesternes bekymring for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre indgik også i lækage-efterforskningen. Desuden kan omstændighederne omkring den kaotiske exit fra Kabul, overvejelser omkring fregatten Esbern Snares mission i Guinea-bugten og andre forhold være efterforsket.

På baggrund af efterforskningen, overvågning og telefonaflytning m.v. blev den hjemsendte FE-chef Lars Findsen anholdt den 8. december 2021. Samtidig blev 3 andre medarbejdere i FE og PET anholdt.

Lars Findsen sad herefter varetægtsfængslet i 71 dage, og han er anklaget for at røbe oplysninger ”klassificerede som hemmelige” under samtaler med i alt seks personer, herunder to journalister. Findsen er ifølge anklageskriftet tiltalt efter straffelovens paragraf 109 og 152, og ifølge anklageskriftet mod Lars Findsen har statsadvokaten nedlagt påstand om, at Lars Findsen bør idømmes en fængselsstraf.

Af pressemeddelelsen om tiltalen mod Lars Findsen 16. september 2022 fremgik det, at sagen er rejst som en domsmandssag, hvilket betyder, at en eventuel fængselsstraf skal udmåles til under fire år.

Nogle af de spørgsmål, sagen giver anledning til

Kan det tænkes, at den naive Trine Bramsen som nyudnævnt forsvarsminister er bibragt den opfattelse, at det ville blive vel modtaget, hvis hun kunne fjerne Lars Findsen?

Mente Trine Bramsen, at der ville være et flertal i Folketinget for at fjerne Findsen – også selvom kritikken fra TET måtte være grundløs?

Hvilken rolle spillede den rivaliserende tjeneste, PET, for holdningen i Justitsministeriet og Statsministeriet?

Hvorfor blev Bramsen ikke bremset af Thomas Ahrenkiel – var han bange for at sætte ambassadørposten i Berlin over styr?

Var det derfor hun tankeløst benyttede kritikken af FE fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne – en kritik hun selv havde opmuntret TET til at forfølge – som påskud for at hjemsende Lars Findsen og andre ledende medarbejdere i FE?

Er det forklaringen på, at Thomas Ahrenkiel først senere blev hjemsendt?

Ansvaret for håndteringen af FE-sagen ligger soleklart hos regeringen, men er der i (dele af) Venstre og De Konservative ”forståelse” for regeringens forsøg på at slippe af med Lars Findsen?

Var det i Venstre og De Konservative i 2015 opfattelsen, at det var berettiget at fjerne Findsen fra posten som departementschef i Forsvarsministeriet – dels fordi han vanskeliggjorde enigheden i kredsen af forsvarsforligspartier, og måske også fordi man mente, at Findsen havde kastet Carl Holst under bussen?

Er det baggrunden for Peter Christensens bemærkelsesværdige kritik af Findsen i oktober 2022 i forbindelse med Lars Findsens bog ”Spionchefen – Erindringer fra celle 18”?

Var det også baggrunden for at den tidligere justitsminister, Søren Pind, i oktober offentligt tilkendegav, at den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, aldrig burde have haft jobbet. ”Det er det glade vanvid” skrev Pind på Twitter, efter at det kom frem, at efterretningschefen skulle have dyrket sadomasochistisk sex?

Kritisabel omgang med skatteborgernes penge har betydet, at landbrugsminister Rasmus Prehn har måttet betale penge tilbage i en række tilfælde, hvor ministeriets kreditkort har været brugt til at betale for Prehns private udgifter.

Rasmus Prehns embedsførelse udsættes også for sønderlemmende kritik.

I midten af 2021 stod Rasmus Prehn over for sin største politiske opgave som fødevareminister. Efter et fuldstændig håbløst forhandlingsforløb med mere end 60 forhandlingsmøder fordelt ud på flere måneder i Fødevareministeriet var Rasmus Prehn kørt uhjælpeligt fast.

Forhandlingerne om en ny grøn landbrugsaftale blev derfor til sidst flyttes over til Nicolai Wammen i Finansministeriet, før der endelig den 4. oktober 2021 kunne indgås en bred politisk aftale om grøn omstilling af dansk landbrug.

Det er symptomatisk, at Rasmus Prehn var helt fraværende, da Socialdemokratiets valgkampsindlæg om ”et grønt landbrug, der indfrier klimamålene” blev præsenteret den 16. oktober 2022.

Rasmus Prehns ledelse af den daglige drift i Fødevareministeriet er også inadækvat. Rasmus Prehn er således ansvarlig for, at uløste problemer i Landbrugsstyrelsen bremser skovrejsningen i Danmark.

Der er stort fald i antallet af landmænd, der har søgt om tilskud til privat skovrejsning i år. I sidste uge sluttede årets ansøgningsrunde til privat skovrejsning. I år der hos Landbrugsstyrelsen blot indkommet 183 ansøgninger til ordningen, hvis formål er at sænke kvælstofudledningen, binde kulstof i jorden og beskytte drikkevandet. Det er mere end en halvering i forhold til sidste år, hvor 381 havde søgt.

Massive it-problemer hos Landbrugsstyrelsen har forhindret ansøgere i at indsende ansøgningerne elektronisk i rette tid, og det betyder, at der bliver rejst mindre skov i Danmark end forventet.

Klimaet kan ikke være tjent med, at administrativt bøvl og it-problemer forhindrer skoven i at vokse i Danmark, mener HedeDanmark, der har talt for døve øren, når Landbrugsstyrelsen er opfordret til at gå i dialog med skovrejsningskonsulenterne og eventuelt udvide ansøgningsperioden, så alle kan komme med, og skabe sikkerhed for hvordan tilskudsordningen bliver fortolket i fremtiden.

Den umiddelbare politiske fremtid tegner heller ikke godt for fødevareministeren, der om få uger skal forsøge at opnå genvalg til Folketinget.

Det er bemærkelsesværdigt, at det store lokalmedie Nordjyske i en usædvanlig hård leder har argumenteret for, at Rasmus Prehn slet ikke fortjener genvalg.

”En minister, der kun med besvær kan kende forskel på dit og mit – fælleskassen og egen kasse – fortjener ikke at blive genvalgt som folketingsmedlem,” lyder den hårde kritik fra avisen.

Meget tyder derfor på, at Rasmus efter valget den 1. november får bedre tid til at holde styr på udgiftsbilagene.

Søndag den 16. oktober 2022 samledes omkring 2.300 delegerede fra hele landet i Folkets Store Hus på vestsiden af Tiananmen Square i Bejing til det kinesiske kommunistpartis 20. Nationalkongres.

Xi frygter folket

Kinas præsident, Xi Jinping er fuldstændig på det rene med, at folkets opbakning til det kinesiske kommunistpartis ledelse af Kina beror på regimets evne til håndfast at sikre Kina i tider præget af udfordringer med ”high winds and high waves”.

I sin lange tale appellerede Xi til behovet for at sikre den nationale sikkerhed, sikre forsyningen af fødevarer og energi, sikre forsyningskæderne, garantere sikkerheden for personoplysninger og forbedre beredskabet i tilfælde af katastrofer.

Da Xi endnu engang bekræftede modstanden mod Taiwans uafhængighed, høstede han stort bifald.

Covid-politikken

Op til kongressen har der været spekulationer om, der ville komme ændringer i den hidtidige 0-tolerance overfor Covid – en politik, der har været stærkt generende for mange kinesiske borgere og for produktionsvirksomheder.

Xi sagde ikke meget om COVID bortset fra at gentage betydningen af en politik, der har gjort Kina enestående i en verden, der ellers prøver at “leve” med Coronavirus: Vi har med vores dynamiske Covidpolitik fastholdt beskyttelsen af folket og betydningen af borgernes velfærd og liv og opnået positive resultater i bekæmpelsen af epidemien.

Common Prosperity

Med hensyn til økonomien gentog han støtten til den private sektor og det at tillade markederne at spille en nøglerolle, selvom Kina finjusterer et “socialistisk økonomisk system” og fremmer “common prosperity – fælles velstand”.

“Vi skal opbygge et avanceret socialistisk markedsøkonomisk system, hvor vi uden at ryste på hånden konsoliderer og udvikler det offentlige ejerskabssystem, urokkeligt tilskynder og støtter udviklingen af ​​den private økonomi, i fuldt omfang tillader markedsmekanismerne at spille den afgørende rolle i allokeringen af ​​ressourcer, og tillader det offentlige at spille dens rolle” sagde Xi.

Er Xi liberal – højresindet – socialistisk – radikal?

Det kinesiske kommunistpartis kongres slutter først næste søndag, men allerede nu leder meldingerne fra Folkets Store Hus tanken hen på Admiralens vise fra den komiske operette Pinafore. Operetten blev skrevet af makkerparret Gilbert & Sullivan i 1878, og handler om den latterlige adelige admiral Sir Joseph Poster, der ”politisk set var liberal – højresindet – socialistisk – radikal”. Figuren var inspireret af en i datiden latterliggjort virkelig udnævnelse til First Lord of Admiralty.

Kommuner og Dansk Affaldsforening opfordrer nu regeringen til at sætte klimaaftalen for affaldssektorens mindre forbrænding på pause, mens der er forsyningskrise.

Danske affaldsenergianlæg producerer ca. 25 pct. af fjernvarmen i Danmark, og hvis der skal lukkes anlæg som politisk ønsket, svarer det til at nedlægge fjernvarmeproduktion til ca. 140.000 husstande.

Det er anslået, at der skal afbrændes importeret kul eller en halv million tons biomasse for at erstatte den varme, som ikke mere kommer fra de lukkede affaldsforbrændingsanlæg.

Allerede i august 2022 henvendte en lang række kommuner sig til regeringen og ordførerne bag klimaplanen og gjorde opmærksom på, at usikkerheden om forbrændingssektoren gør arbejdet med at udfase naturgas vanskeligt for kommunerne, som derfor også har svært ved inden årets udgang at give vores borgere besked om, hvem der kan få fjernvarme.

Kommunerne gør opmærksom på, at der i disse tider kæmpes med energiforsyningen, og derfor er det en rigtig dårlig ide at skrue ned for affaldsforbrændingen.

Klimaplanen fra 2020

Kravet om lukningen af affaldsforbrændingsanlæg kommer fra den aftale, der mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” blev indgået den 16. juni 2020.

Partierne var dengang enige om, at affald, der kan genanvendes, ikke længere skal gå op i røg, men genbruges igen og igen til nye bæredygtige materialer og produkter. Forbrændingskapaciteten i Danmark skulle derfor reduceres med 30 pct. og tilpasses til danske affaldsmængder.

Aftalen blev indgået på trods af, at forbrænding af affald i Danmark historisk har været en vigtig del af energiudnyttelsen, og affaldet har fortrængt fossile brændsler, som kul, olie og gas i den danske varme- og strømproduktion.

I dag har Danmark 23 forbrændingsanlæg, men den politiske aftale betyder, at der skal lukkes 10 ud af de 23 anlæg fra 2026 og frem mod 2030.

Drop lukning af affaldsforrændingsanlæg!

Nu foreslår kommuner og Dansk Affaldsforening, at i lyset af både energi- og klimakrisen bør kravet om at lukke 10 affaldsforbrændingsanlæg simpelthen droppes.

Danske forbrændingsanlæg kan hjælpe både klimaet, danske fjernvarmekunder og andre EU-lande, hvis Danmark i stedet for kul og ikke-bæredygtig biomasse importerer noget af de over 55 mio. tons affald, der hvert år deponeres i EU. Samtidig med at andre EU-landes hjælpes med deres affaldsproblemer kan danskerne sikres billig fjernvarme i denne energikrise, mener Dansk Affaldsforening.

Er der affald nok?

Ifølge Eurostat deponeres der hvert år ca. 55 mio. tons husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv på lossepladser i EU – og medregnes også affald fra industri og byggeri kommer tallet op på hele 150 mio. tons affald (ekskl. mineaffald). Til sammenligning modtager danske forbrændingsanlæg ca. 360.000 tons udenlandsk restaffald om året – samt betaling for at energiudnytte det.

Affaldet ville ellers være endt på lossepladser, hvor det udvikler metan, som er en drivhusgas ca. 25 gange mere skadelig end CO2. 

Ifølge organisationen CEWEP, der repræsenterer europæiske affaldsenergianlæg, vil der trods mere affaldssortering stadig mangle forbrændingskapacitet til ca. 40 mio. tons affald i 2035.