Tre gange om året valfarter italienske nyfascister til Benito Amilcare Andrea Mussolinis fødeby, Predappio, i Emiglia-Romagna-regionen: For at markere hans fødselsdag (29. juli 1883), og for at markere hans død (28. april 1945, Giulino, Azzano) og endelig for at markerer marchen mod Rom (28. oktober 1922).
Nyfacisterne samles ved Mussolini-familiens mausoleum på kirkegården San Cassiano, hvor diktatoren er stedt til hvile.
Benito Mussolini og Partito Nazionalista Fascista, PFN
Det var dog som journalist, at den unge Mussolini slog igennem, bl.a. som redaktør fra 1909 af den sydtyrolske avis l’Avvenire del lavoratore. Kontakten med den antiøstrigske Cesare Battisti (1873-1916) fik imidlertid de østrigske myndigheder til at udvise ham. Tilbage i Italien indledte han en opstigning i det italienske socialistparti Partito Socialista Italiano, PSI.
Som eksponent for partiets venstrefløj var Mussolini en drivende kraft i eksklusionen af højrereformisterne Leonida Bissolati og Ivanoe Bonomi på PSI’s kongres i Reggio Emilia i 1912. Kort efter overtog han posten som chefredaktør på partiavisen Avanti!
Da 1. Verdenskrig brød ud, agiterede Benito Mussolini for at Italien skulle intervenere i krigen på Ententemagternes (de allierede) side mod Centralmagterne, dvs. Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller.
Dermed trodsede han PSI’s neutralitetslinje og måtte trække sig tilbage som chefredaktør for partiorganet. I stedet grundlagde han avisen Il Popolo d’Italia, der senere skulle blive fascismens officielle organ. Kort efter, i november 1914, blev han ekskluderet af partiet og meldte sig så til aktiv tjeneste ved fronten, hvor han i februar 1917 blev lettere såret.
Efter krigen var Italien præget af politisk og borgerlig uro med hyppige strejker og sammenstød mellem forskellige grupperinger. I finansverdenen og i borgerlige og royale kredse var der en udbredt frygt for at den russiske revolution skulle brede sig til Italien.
Mussolini dannede den 23. februar 1919 Fasci di Combattimento (“Kampforbundet”), opkaldt efter revolutionstidens revolutionære bønder. Mussolini udråbte sig i november 1921 som leder af Partito Nazionalista Fascista, PNF.
Marchen mod Rom
Den 24. oktober 1922 holdt fascisterne deres sædvanlige efterårskongres i Napoli.
Man anslog antallet af partimedlemmer til 800.000, og omkring 200.000 var mødt frem i Napoli, hvor Mussolini i brandtaler meddelte, at nu gjaldt det bare dage, måske timer – ”enten skal regeringen overgives til os, eller også marcherer vi til Rom og tager den!”
”Til Rom! Til Rom!” lød råbet blandt de sorte legioner.
Statskuppet var således indledt allerede den 24. oktober 1922.
Fascisterne samlede deres hovedstyrke i Civitavecchia nord for Rom, og den 28. oktober satte toget sig i bevægelse under paroler som:
”Fascismen trækker sit sværd for at hugge de alt for mange gordiske knuder over som binder og hæmmer livet i Italien. Vi anråber Gud i det Høje og vores femhundredetusind døde vil være vidner på, at der er én eneste kraft, som driver os, én eneste vilje som samler os, én eneste lidenskab, som sporer os: at kæmpe sammen for vores lands redning og dets storhed!
Alle fascister i Italien! Vis jer i mod og kraft som Romere! Vi må sejre. Vi skal sejre. Viva Italia. Viva il Fascismo!”
De marcherende fascister mødte ingen modstand. Hæren, særlig officererne, stod på fascismens side og kunne ikke bruges til at bekæmpe fascisterne. Hæren øverstkommanderende, general Diaz, hyldede allerede den 27. oktober fascisterne i en begejstret tale fra en balkon i Firenze. Kongens fætter, hertugen af Aosta, var en åbenlys støtte, og selvom regeringen kunne have erklæret undtagelsestilstand, var alle kommunikationsmidler allerede uden større modstand blevet besat af fascister, så det ville bare være blevet en papirbeslutning.
Den 28. oktober bad Kong Victor Emmanuel III Mussolini om at danne regering. og allerede den 24. november 1922 fik Mussolini for et år diktatoriske beføjelser af det italienske parlament.
Mussolini blev udråbt til Il Duce (leder af den fascistiske stat) den 3. januar 1925.
Hvordan det endte
Efter de allieredes invasion af Sicilien 9. juli – 17. august 1943, og det italienske hovedland med invasionerne i Salerno og Taranto 3. – 16. september 1943 var den italienske krigslykke afgørende vendt, og Mussolini blev afsat på et møde 24.-25. juli 1943 i det fascistiske storråd.
På kong Victor Emanuel III.s foranledning blev Mussolini arresteret og ført bort og interneret. Først på La Maddalena, Sardinien, og herefter den 28. august 1943 til et hotel i Gran Sasso d’Italia i Abruzzerne.
Herfra blev Mussolini den 13. september befriet af tyske faldskærmstropper under Otto Skorzeny’s ledelse og fløjet til Tyskland.
Den 23. september 1943 dannede Mussolini et fascistisk styre – Repubblica Sociale Italiana (RSI, Den Italienske Socialrepublik), den såkaldte Salòrepublik – i Norditalien.
Den 25. april 1945 forsøgte Mussolini sammen med elskerinden Claretta Petacci at flygte til Schweiz, men blev pågrebet og den 28. april 1945 skudt af italienske partisaner mellem Giulino og Azzano i nærheden af Comosøen. Ligene blev fragtet til Milano, hvor de blev hængt med hovedet nedad fra en jernbjælke på Piazzale Loreto.
Krigen i Italien endte officielt den 3. maj 1945, i henhold til den våbenstilstand, der blev indgået mellem tyskerne og amerikanerne.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 