Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

Hvem tror Sofie Carsten Nielsen hun er?

De radikale har tidligere formået at yde indflydelse på regeringer ledet af Socialdemokratiet, men de tider er definitivt forbi.

Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti dannede Poul Nyrup Rasmussen den 25. januar 1993 regering.

Den utålelige Mogens Lykketoft var finansminister i regeringen, og selv i dag tager han gerne ansvaret for den positive økonomiske udvikling i 90’erne.

Problemet med Mogens Lykketoft er, at trods hans enorme ego har han altid været – en løjtnant. Hans kortvarige formandstid i Socialdemokratiet demonstrerede hans fatale mangler som kaptajn.

Hovedparten af æren for at det under Nyrup gik, som det gjorde, bør derfor rettelig tillægges den radikale økonomiminister, Marianne Jelved.

Regeringen lagde ud med en såkaldt ”kickstart” af økonomien, hvor man øgede efterspørgslen ved at ”fremrykke” offentlige investeringer, og gav folk flere penge mellem hænderne ved ”skatteomlægninger” og lempeligere lånevilkår for realkredit m.v.

At den ekspansive finanspolitik blev midlertidig og rent faktisk aftrappedes i takt med at konjunkturerne blev bedre, er i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste. Hun gav Mogens Lykketoft det rygstød, han ikke selv havde, når han skulle afvise Nyrups og venstrefløjens idelige krav om øgede offentlige udgifter. Det var i den periode, at billedet af Jelved ”med håndtasken” fæstnede sig.

Det var også Marianne Jelveds fortjeneste, at den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indrettet med sigte på at øge arbejdsudbuddet. Der blev godt nok investeret massivt i orlovsordninger, opkvalificering og efteruddannelse, men samtidig blev der strammet op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden blev nedsat. Arbejdsløshedstallene faldt, men det langsigtede mål var at reducere den strukturelle ledighed, så flere reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var også Marianne Jelved, der i 1998, da økonomien igen var ved at løbe løbsk, insisterede på en Pinsepakke, der skulle sætte ind overfor de stigende boligpriser, og udarbejdelsen af en langsigtet plan, der definerede det begrænsede økonomiske råderum frem mod 2005. En plan der siden blev forlænget til 2010 og på en måde var en forløber for den senere budgetlov.

Det var således i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 ikke skulle overtage et af socialdemokraternes sædvanlige fallitboer, men en veldrevet butik, hvor gælden var reduceret, arbejdsløsheden af håndterlig størrelse, en fornuftig betalingsbalance og overskud på statens finanser.

Det var en fornøjelse at se Marianne Jelved afspejlet i Margrethe Vestagers samarbejde i perioden 2011-15 med Bjarne Corydon om en ansvarlig økonomisk politik og deres succes med at begrænse Thorning-regeringens iboende trang til vidtløftigheder i omgangen med skatteborgernes penge.

Men tiderne har ændret sig.

Sofie Carsten Nielsen når hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager til den plisserede nederdel, og hendes skingre fanfare på vegne af en lille klam skare af folk, der anser sig selv for mere vidende end andre, er nærmest pinlig.

Da Sofie Linde genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, en af de første, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, oplyser at der nu skal ske markante ændringer i den kritiserede Landbrugsstyrelse under fødevareministeriet.

Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, er trådt tilbage, og styrelsen fik tidligere i maj hård kritik af Statsrevisorerne for dårlig kontrol med EU-støtte.

Kritik af forvaltningen af landbrugsstøtte

Statsrevisorerne afgav den 12. maj 2021 Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere. Miljø- og Fødevareministeriet – nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – blev kritiseret for ikke at have sikret en korrekt forvaltning af tilskud til landbrugere.

Konsekvensen er, at der er risiko for uregelmæssigheder, omgåelser og efterfølgende underkendelser fra EuropaKommissionen og dermed tilbagebetaling af EU-støtte.

Efter mink-skandalen, der foreløbig har kostet Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev det daværende Miljø- og Fødevareministerium splittet ad, og den ansvarlige departementschef, Henrik Studsgaard, blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne.

Esben Lunde Larsen

Esben Lunde Larsen var miljø -og fødevareminister fra 2016-2018 for Venstre. I dag er han fellow ved World Resources Institute i Washington.

Landbrugsstøtte på 7 mia. kroner

Det kan således blive vanskeligt at placere et politisk ansvar for de kritiserede forhold, men det er Landbrugsstyrelsen under ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, der har det administrative ansvar for administrationen af de omkring syv milliarder kroner, der årligt uddeles i EU-tilskud til landbruget. Styrelsen direktør, Jette Petersen, har derfor stået i første række, da ansvaret skulle placeres.

Ministeriet/Landbrugsstyrelsen har ifølge Statsrevisorerne ikke “sikret en tilstrækkelig kontrol” med modtagernes ejerforhold og har ikke “i tilstrækkeligt omfang” sikret sig, at “væsentlige krav” er overholdt. Den utilstrækkelige kontrol med landbrugstilskud kan betyde tilbagebetaling af EU-midler.

Det er specielt Landbrugsstyrelsens mangel på kontrol med, om landbrugere har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrift for at omgå et loft over støtte, der får kritik.

Landbrugsstyrelsen

Indtil Fødevarestyrelsen kom i fokus under minksagen og i forbindelse med den fortsatte skandale om ned- og opgravning af de 15 millioner aflivede mink, havde Landbrugsstyrelsen længe ligget på en suveræn førsteplads over de mest kritiserede og udskældte statslige styrelse.

Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle revisionsberetning viser – kostbar for danske skatteborgere.

Med Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere er det langt fra første gang at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ude med riven efter den udskældte styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet. Fiskeri er nu tilbageført til ministeriet, men forvaltningen sker i en selvstændig Fiskeristyrelse.

Kritik fra alle sider

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har tidligere kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Det Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriets departement, der som kompetent myndighed har ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det danske såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene – Landbrugsstyrelsen – og rapportere herom til EuropaKommissionen.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener tydeligvis, at departementet langt fra til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten forsinkes.

Landbrug & Fødevarer

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Bæredygtigt Landbrug

Styrelsens kontrolindsats giver også anledning til kritik. Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiserer de kontrollanter, som opfører sig ”utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt” overfor foreningens medlemmer.

Landbrugsavisen kunne igen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Tilbagebetaling af EU-støtte

Som påpeget af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kan Landbrugsstyrelsens dispositioner blive kostbare for Danmark.

Det er Avisen Danmark, der via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Landbrugsstyrelsen har i strid med EU’s regler i perioden 2015-2019 udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

Styrelsens beklagelser

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, sagde Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, til Avisen Danmark.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Det må antages, at når Jette Petersen nu er blevet ofret, skyldes det, at passivitet fra Landbrugsminister Rasmus Prehns side, kunne have betydet, at han ligesom Mogens Jensen og 15 millioner mink, ville blive slagtet.

Andre problemer

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed.

Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Landbrugsstyrelsen må også leve med følgevirkningerne af den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2016. Landbrugsstyrelsen flyttede 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var økonomiforvaltningen og støttekontrollen svag, ligesom styrelsen døjede med kroniske it-problemer og lange sagsbehandlingstider. Tumulten omkring udflytningen har tydeligvis ikke gjort problemerne mindre.

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Det var ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i denne ombæring. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. Det er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Nationalbankens betimelige advarsler

Henstillingerne Nationalbanken falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb.

Ikke mange havde under krisen dengang appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Intet tyder på, at investorer har ændret sig – i en krisesituation vil ingen røre en udskældt og nødlidende bank med en ildtang.

92 år blev han, Poul Schlüter. Lidt over ti år og fire perioder som statsminister nåede den altid stilfulde statsmand med de velkendte sølvgrå og bølgende lokker. Men fredag meddelte familien, at han ikke længere er iblandt os.

Som nær medarbejder i næsten 10 år har jeg en meget klar erindring om Poul Schlüter i sine velmagtsdage. Diskretionen har tilsagt, at de fleste iagttagelser fra den periode er forblevet private.

Han adskilte sig fra mange andre politikere på en markant måde: Han var selvhjulpen. Inden han blev statsminister, havde han hverken brug for spindoktorer, taleskribenter eller politiske rådgivere. Han kunne selv. Langt de fleste taler og artikler blev hakket igennem på hans gamle Torpedo-skrivemaskine, der var bygget i DDR. Den fulgte ham gennem alle årene lige ind i Statsministeriet, og regeringens åbningstale blev skrevet på Torpedoen.

Som statsminister blev Schlüter naturligvis udstyret med udkast til taler og artikler – udarbejdet af de ganske få medarbejdere i Statsministeriet, men ofte med input fra fagministerierne. Ved særlige lejligheder kom Torpedoen alligevel frem, og i en snæver vending kunne Schlüter altid improvisere noget selv – på dansk, tysk eller engelsk.

Hans omgang med medarbejdere og samarbejdspartnere var venlig og forstående, men når relationen var afsluttet, var den afsluttet. Det mærkede Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti efter valget i 1988, og det har jeg selv mærket, da jeg forlod Statsministeriet. Hans tålmodighed med partifæller eller andre, der bare ville mele deres egen kage, var kort. Ikke så få telefonsamtaler i statsministeriet blev afsluttet med, at statsministeren pludselig sagde hallo, hallo og mumlede, at forbindelse vist var afbrudt hvorefter han smækkede røret på. Statsministeren afviste hver gang tilbuddet om at få telefonlinjerne efterset.

Det er mere eftertiden og de mange optrædener sidenhen, der har præget manges opfattelse. Altid velovervejet, altid gentleman-agtig. Når han talte, lyttede man. Det gjaldt både seere, tilskuere og andre politikere.

Schlüter er for mig symbolet på en folkelig statsmand. Han havde en baggrund i politik, men også som advokat med en ikke særlig prangende eksamen som cand.jur. fra Aarhus Universitet. Han var bestemt kvik, men han blev ofte bekræftet i, at meget begavede personer ofte var deres egen værste fjende.

Det jeg oplevede, var en politiker, der efter mange år på Christiansborg vidste hvordan det fungerede i det politiske maskinrum. Vidste hvordan politiske modstandere – og allierede – skulle håndteres. Det var ikke noget spindoktorer eller medarbejdere skulle hjælpe med. F.eks. kendte han alle historierne og ”gangrygterne”, og der var vel ikke en eneste kvindelig politiker eller politisk journalist på Christiansborg, der ikke inden Lisbeth og Mie havde en svaghed for hans charme.

De mandlige kollegaer blev besnæret af hans erfaring og den efterhånden enorme succes og popularitet han stod for. Schlüter havde prøvet alt i politik og kunne forudse det politiske spilmange træk frem. En typisk bemærkning i anspændte situationer var: ”Ta’ det roligt – vi er slet ikke fremme ved snorene!”

Schlüter havde opøvet en evne til at formulere punch-lines, ligesom han havde en veludviklet sans for ”foto-opportunities”, der betød, at han var godt stof i medierne. Han havde absolut ingen problemer med at komme ud med sin politik, og resultatet var da også, at de konservative erobrede næsten 25 procent af stemmerne og sikrede ham mere end ti år som statsminister.

Han spildte ikke tiden på romaner eller general Allenbys krigserindringer, men læste aviser – alle aviser, grundigt også Vestkysten! Og han så fjernsyn – og det var ikke kun DR, men alle kanaler! Det betød, at både statsministeriet og udenrigsministeriet skulle stå tidligt op, hvis de ville informere statsministeren om noget nyt.

Så kom Tamil-sagen og den der med ”gulvtæppet”. Ak ja.

Der har altid været klasse over hans fremtoning selvom han klippede sig selv og selv tilrettede jakkesæt fra Regent på Nørrebrogade. Der var noget gentleman over ham – også efter statsministertiden. Det er nok også derfor, at han i dag bliver hyldet på tværs af alle parti skel.

Det har ifølge Kristeligt Dagblad vakt opsigt i kirkelige kredse, at man i en video som den såkaldte tyk-aktivist og ph.d.-studerende i teologi, Dina Amlund, lagde på Facebook for nogle uger siden, i Brorsons Kirke i København læser et digt op, der grundlæggende handler om samfundets undertrykkelse af den overvægtige minoritet.

”Jeg lægger min tykke hånd på den tykke bibel. Jeg kommer som Kybeles discipel,” siger hun på engelsk i digtet, der første gang blev fremført på onlinekonferencen for teologer og religionsforskere ”Divine Bodies” (guddommelige kroppe) i april.

Kybele er en antik frugtbarhedsgudinde, som romerne importerede cirka 200 år før Kristi fødsel. Senere i digtet fra kirkerummet sværger Dina Amlund troskab til sin tykhed og nævner i den følgende sætning igen den hedenske gudinde.

Der er nogle, der finder videoen ”yderst problematisk” og ”ganske frastødende” af den grund, at den iscenesætter en hedensk rituel handling i en kristen kirke.

Dina Amlund skriver til Kristeligt Dagblad på mail, at videoen ikke viser en rituel handling, men et digt, hvor gudinden Kybele bliver brugt som en poetisk figur.

”Det er et digt med et budskab om inklusion – det er ikke en rituel handling,” skriver hun.

Tykfobi-forskning på teologi

Da Københavns Universitet godkendte et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet, blev universitetet kritiseret for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. Nørrebro Teater blev kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Til Kristeligt Dagblad sagde lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil om kort tid begynde forhandlinger om nye ydelser til kontanthjælpsmodtagere og flygtninge/indvandrere på integrationsydelse.

Grundlaget for forhandlingerne vil være forslag fra ydelseskommissionen, der blev nedsat i december 2019 som følge af et klart krav fra den socialdemokratiske regerings røde støttepartier.

Baggrunden var, at Lars Løkke Rasmussens regering af Venstre, Konservative og Liberal Alliance vedtog, at indføre et kontanthjælpsloft og en lav integrationsydelse for flygtninge og indvandrere.

Der blev ikke lagt skjul på, at sigtet bl.a. var at flygtninge skulle opfatte forholdene i Danmark som mindre attraktive og dermed holde sig væk fra Danmark.

Det har lige siden har været en mærkesag for regeringens støttepartier. Påstanden har været, at de lavere ydelser har ramt herboende med børn og bidraget til øget fattigdom og ulighed. I debatten hævder venstrefløjen, at 60.000 børn vokser op i fattigdom.

Hvis forhandlingerne om de kommende ydelser resulterer i blot den mindste lille stigning i ydelserne vil det være problematisk for mange gode medlemmer af socialdemokratiet, men også en foræring til de mest udlændingekritiske blå partier, der vil bekæmpe ændringerne og hævde, at Danmark igen bliver en flygtningemagnet.

Vil de konservative bryde de blå partiers samarbejde?

Presset på den socialdemokratiske regering vil alt andet lige blive mindre, hvis det lykkes at få blot et blåt parti med i en kommende aftale.

Det blå parti kunne være Konservative.

Det er ingen hemmelighed, at samtidig med, at Søren Pape Poulsen i udlændinge- og retspolitikken har drejet partiet i en mere klassisk borgerlig retning, er den konservative profil i på social-, undervisnings- og kulturområderne udvisket. Bortset fra modstanden mod arve- og topskat er partiets holdning til den økonomiske politik uklar og den tidligere grønne profil er nedtonet.

Frederiksbergkonservative kustoder savner en mere socialkonservativ linje fra partiet. Den fløj af partiet vil presse på for, at Søren Pape med ydelsesforhandlingerne får en chance for at vise, at ”Konservative stadig har et hjerte, der banker for de svageste”, og at partiet også tæller andre medlemmer end strammerne på udlændingeområdet.

Hvad bør Søren Pape gøre?

Selvfølgelig bør Søren Pape og de konservative ikke lade sig separere fra Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige og blive beskyldt for at være udlændingeslapper.

Partiet bør selvfølgelig indlade sig i forhandlingerne – hvis de bliver inviteret – men have for øje, at det sandsynlige resultat er, at ændringer i kontanthjælp og integrationsydelse nødvendigvis kun kan gennemføres, hvis regeringen kan blive enige med støttepartierne.

I kampagnen forud for kommunalvalget i november 2021 har den unge borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen, lagt en offensiv grøn strategi. Nu vil han gøre sit til, at Frederiksberg kan bidrage til målsætningen om 1 million grønne biler og 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030.

Nu vil han have lov til at støtte etableringen af ladestandere på Frederiksberg. Aggesen er indstillet på, at skatteborgerne på Frederiksberg skal bidrage til at støtte etableringen af ladestandere, hvor der ellers ikke er et marked.

Det næste bliver vel, at Frederiksberg kommune også skal yde finansiel støtte til at alle frederiksbergborgere får mulighed for at anskaffe en grøn bil?

Kommunalfuldmagten

I øjeblikket er det heldigvis sådan, at danske kommuner som hovedregel er afskåret fra at udøve erhvervsvirksomhed i konkurrence med private aktører uden særlig lovhjemmel.

Kommunalfuldmagten sætter grænser for hvad kommunerne for skatteborgernes penge kan kaste sig ud i.

På energiområdet har vi haft en række eksempler, der har været med til at definere grænsen mellem lovlig kommunal aktivitet og energiforsyning. Der har ligeledes været en række sager, der har bidraget til at begrænse energiselskabernes sideaktiviteter for elkundernes regning.

SEAS-eventyret med tomatgartneri på Masnedø, og Sønderjyllands Maskinfabrik ejet af Sønderjyllands Højspændingsværk er stadig i tydelig pinagtig erindring.

Lov om elforsyningsvirksomhed

Elforsyningsvirksomhed reguleres af elforsyningsloven, og kommuners engagement i aktiviteter omfattet af loven, skal ske på samme vilkår som alle andre virksomheder.

Simon Aggesens korstog for verdens redning vil derfor kræve en eksplicit lovhjemmel.

Selvom den socialdemokratiske regering og et flertal i Folketinget måtte være fristet af den grønne Frederiksbergborgmester til at åbne op for nye ”grønne” offentligt-private partnerskaber, OPP, bør vi ikke ignorere de klare historiske advarsler.

Brixtofte og OPP

Vi kan takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler for kommunernes vedkommende er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Kommunalfuldmagten burde begrænse de værste excesser, men de gældende deponeringsregler sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der i kommuner og regioner træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

Kristeligt Dagblad kan den 28. maj 2021 oplyse, at der i Helsingør Stift verserer en bemærkelsesværdig præstesag. Biskop Peter Birch har med kort varsel aflyst en præsteordination, da det kom frem, at kandidaten havde misbrugt sin stilling som frivillig i en rådgivningstjeneste til i strid med reglerne for tjenesten at indlede et forhold til en bruger. En unavngiven person har desuden underrettet biskoppen om, at den afviste ordinand skulle have udnyttet sit hverv i rådgivningstjenesten til at få seksuel kontakt med ”adskillige kvinder”.

Biskop Peter Birch har ellers nok at se til på den private front. Peter Birch er ikke ubekendt med kødets skrøbelighed og han har selv været fristet af andre kvinder end ægtefællen, og derfor ligger biskoppen nu i skilsmisse. Det oplyste han bare ikke under bispevalgkampen, som fandt sted i løbet af sommeren og efteråret sidste år. Men det burde han have gjort, hvis det stod til en præst og to menighedsrådsmedlemmer i Lyngby Kirke, som ligger i Helsingør Stift.

I Kristeligt Dagblad havde de i begyndelsen af marts et debatindlæg under overskriften ”Hvorfor er biskoppens skilsmisse og nye forhold en offentlig hemmelighed?”. Her kritiserede de tre debattører, at den nye biskop kort efter indsættelsen i januar fik ”konen skiftet ud med kampagnelederen”, hvilket de mener har gjort valgkampen til ”et offentligt stævnemøde”.

Regeringen er ganske optimistisk i bedømmelsen af den økonomiske situation i Danmark. I den økonomiske redegørelse, der netop er offentliggjort, forventes igen stærk fremgang i økonomien.

I takt med at store dele af samfundet er genåbnet, er størstedelen af den økonomiske aktivitet vendt tilbage. I den nye prognose skønnes en BNP-vækst på 2,4 pct. i år og 3,6 pct. næste år. Dermed ventes væksten i 2022 at blive den højeste i 15 år.

Stigende beskæftigelse

Den økonomiske fremgang giver også flere job, og beskæftigelsen ventes at stige med 46.000 personer i 2021 og 2022 under ét efter et fald på 22.000 personer i 2020.

Boligpriserne

Boligpriserne er steget voldsomt under coronakrisen. København er i front, men der har været stigninger over hele landet.

Væksten i priserne ventes dog at aftage i 2022. Det skyldes, at regeringen blandt andet forventer stigende renter.

Regeringen har ikke umiddelbart planer om at gribe ind over for de stigende ejendomspriser. Det fremhæves i den økonomiske redegørelse, at situationen adskiller sig fra den overophedning på ejendomsmarkedet, der kunne konstateres i 2006 og 2007 op til finanskrisen. De stigende boligpriser har således ikke ført til markant større gældsætning for boligejerne. Omfanget af udestående realkreditlån til husholdninger steg med 2,8 procent i 2020 i forhold til 2019. Væksten var til sammenligning 10,2 procent før finanskrisen.

De stigende priser afspejler en kombination af høj efterspørgsel og et lavt udbud. Ifølge regeringen afspejler udviklingen, at flere familier har opprioriteret boligsituationen på grund af behov for at kunne arbejde hjemmefra under bedre vilkår samt et ønske om bedre pladsforhold i lyset af udsigten til at tilbringe mere tid i hjemmet.

De stigende boligpriser er ikke kun et dansk fænomen. I mange lande er boligerne blevet mærkbart dyrere under coronakrisen. Sverige er et af de lande, hvor boligpriserne er steget endnu mere end i Danmark.

Forventning om stigende renter

Regeringen forventer i den økonomiske redegørelse stigende renter, der sammen med blandt andet kravet om fem procents udbetaling vil lægge en dæmper på prisstigningerne. Dermed lægger regeringen ikke op til, at der skal ske nye indgreb i lånemulighederne.

De boligejere, der overvejende har finansieret deres bolig med afdragsfrie lån med variabel rente, skal – hvis forventningerne om et højere renteniveau holder stik – indstille sig på stigende udgifter.

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Helvede brød løs

Helvede brød løs, og kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Ib Knudsens bidrag til ligestillingen

Debatten om kvindelige kandidater har ikke været begrænset til Socialdemokratiet, og efterhånden som opstillingslisterne til kommunal- og regionsvalget i november 2021 bliver offentliggjort skal det blive interessant at se om debatten om kvindelige kandidater har båret frugt.

Det kan meget vel vise sig, at den gæve Ib Knudsen fra Kerteminde er den person, der har gjort mest for ligestillingen i mange år.