Tykfobi i kirke

Det har ifølge Kristeligt Dagblad vakt opsigt i kirkelige kredse, at man i en video som den såkaldte tyk-aktivist og ph.d.-studerende i teologi, Dina Amlund, lagde på Facebook for nogle uger siden, i Brorsons Kirke i København læser et digt op, der grundlæggende handler om samfundets undertrykkelse af den overvægtige minoritet.

”Jeg lægger min tykke hånd på den tykke bibel. Jeg kommer som Kybeles discipel,” siger hun på engelsk i digtet, der første gang blev fremført på onlinekonferencen for teologer og religionsforskere ”Divine Bodies” (guddommelige kroppe) i april.

Kybele er en antik frugtbarhedsgudinde, som romerne importerede cirka 200 år før Kristi fødsel. Senere i digtet fra kirkerummet sværger Dina Amlund troskab til sin tykhed og nævner i den følgende sætning igen den hedenske gudinde.

Der er nogle, der finder videoen ”yderst problematisk” og ”ganske frastødende” af den grund, at den iscenesætter en hedensk rituel handling i en kristen kirke.

Dina Amlund skriver til Kristeligt Dagblad på mail, at videoen ikke viser en rituel handling, men et digt, hvor gudinden Kybele bliver brugt som en poetisk figur.

”Det er et digt med et budskab om inklusion – det er ikke en rituel handling,” skriver hun.

Tykfobi-forskning på teologi

Da Københavns Universitet godkendte et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet, blev universitetet kritiseret for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. Nørrebro Teater blev kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Til Kristeligt Dagblad sagde lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.