Danmark styres af omkring 2500 medlemmer af Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd samt af utallige medlemmer af Menighedsråd, offentlige bestyrelser, råd, nævn og udvalg m.v.

Politikernes arbejdsvilkår, løn/vederlag/ydelser og pensionsforhold er ikke faste størrelser, men bestemmes i en dynamisk politisk proces. Der er således tale om et tag-selv-bord for politikerne.

De politiske partier må forvente en betydelig offentlig bevågenhed omkring disse forhold, og folkevalgte må indstille sig på kritik, hvis sømmelighedens grænser overskrides.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – de ”gamle regeringsbærende partier” – har dog altid kunnet finde sammen om at sikre ”rimelige forhold” for de politiske partier. Stående sammen har de kunnet ignorere alle indvendinger fra kritiske partier på såvel Venstre- som Højrefløjen, ligesom kritik i medier og den brede offentlighed har samme effekt som vand på en gås.

Den aktuelle debat om partistøtte i forbindelse med den lempelige behandling af Aalborg Portlands CO2-udledninger, må derfor forventes mødt af et skuldertræk fra de gamle partier.

Kritikken

Europarådets antikorruptionsenhed, Greco, har igen og igen kritiseret de danske partistøtteordninger, som udgør en uantagelig undtagelse i EU. Enhedens anbefaling er glasklar: Ingen politikere bør kunne få økonomisk støtte anonymt. Den anbefaling har Danmark kun delvist imødekommet.

Oplysningspligt overholdes ikke

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Desuden er det klart, at der ikke altid indberettes. Allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Privat partistøtte af begrænset betydning

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Det er især i forbindelse med valgkampe at private borgere og virksomheder støtter de politiske partiers kampagner. I et ”normalår” finansierer den private partistøtte til partierne kun omkring en sjettedel af partiernes aktiviteter.

Den skatteyderbetalte, offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987.

Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre) om at bevilge sig selv støtte. Partierne argumenterede for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på

• 34,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,75 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,75 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Allerede i 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Værdien af gratis rådgivning

Regeringspartierne har mulighed for at trække på gratis rådgivning til en årlig værdi af mindst 20 mio. kr. Altinget gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse af lønforholdene for regeringspartiets ”særlige rådgivere”. På det tidspunkt var der 21 skatteyderbetalte spindoktorer, der hver især blev aflønnet med op mod 1 mio. kr. ekskl. pension.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.

Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen var på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød, at allerede i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Vederlag til politikere

Den samlede offentlige partistøtte, der allerede i 2018 udgjorde over 340 mio. kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede.

Kommissionen nåede frem til, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer dengang svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i 2016 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Continue reading “Hård forsvarskritik fra USA” →

I en kommentar i Berlingske skriver en Frederiksberg-konservativ Nikolaj Bøgh, at svaret på den situation, Danmark står i, er at styrke vores alliancer med de lande, der grundlæggende deler vores verdensbillede og strategiske interesser. Det gælder først og fremmest NATO, og ”så langt øjet rækker, vil vores militære forsvar være forankret i et NATO-samarbejde under amerikansk ledelse”.

Så langt så godt, men Nikolaj Bøgh vil alligevel af med EU-forbeholdet. Han er selvfølgelig bevidst om, at en stor del af spidsborgerne på Frederiksberg ikke hører til de mest EU-begejstrede, og derfor slår den konservative mand på de mulige økonomiske fordele.

 Vi belæres om, at i de kommende år vil der foregå en massiv europæisk oprustning, hvor de europæiske lande med Tyskland i spidsen kommer til at styrke deres forsvar med hundreder af milliarder euro. I den forbindelse spiller det en stor rolle, at europæisk og dansk forsvarsindustri kan udvikle sig betydeligt, og blive en vigtig del af det samfundsgavnlige erhvervsliv, vi skal leve af i fremtiden.

Hvis Danmark ikke er med i EU’s forsvarspolitiske dimension, risikerer vi at miste muligheder for at profitere af den kommende oprustning.

Lækkert, ikke sandt?

Ja-partierne har ganske enkelt ikke nogen argumenter for, at danskerne skal stemme ja til afskaffelsen. Partierne forsøgte kynisk at udnytte den usikkerhed, der opstod ved Putins invasion af Ukraine. Men sandheden, som end ikke ja-partierne vil bestride, er, at et dansk ja 1. juni ingen som helst betydning har for Danmarks eller EU’s mulighed for at imødegå russisk aggression.

Ikke engang Ja-partierne betvivler, at det først og fremmest er Nato, der er garanten for vores sikkerhed, og så langt øjet rækker, vil vores militære forsvar være forankret i et Nato-samarbejde under amerikansk ledelse.

Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet står og falder derfor med, om et flertal af vælgerne ønsker ”mere” eller ”mindre” EU.

Overbeviste europæere i Venstre vil ikke tøve med at stemme ja; det samme med omvendt fortegn for EU-modstanderne i Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Tilbage står den store gruppe af EU-skeptiske tvivlere, der har brug for gode argumenter for at sige ja.

Problemet for ja-partierne er, at disse gode argumenter simpelthen ikke eksisterer. Danskerne er givetvis optaget af at kunne forsvare sig mod potentiel russisk aggression, men det leverer et dansk ja ved folkeafstemningen 1. juni ikke. Tværtimod garanterer Ja-partierne at en EU-hær er et fatamorgana, selvom både den franske præsident Macron, den forhenværende tyske kansler Angela Merkel, den tidligere kommissionsformand Jean Claude-Juncker og den nuværende, Ursula von der Leyen, har talt højt og længe om en EU-hær.

Da Poul Schlüter og Firkløverregeringen den 10. september 1982 overtog regeringsmagten i Danmark, var det fordi den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering var kørt fast. Økonomerne i Finansministeriet var klar over, at det gjaldt om at få knækket forventningerne til en fortsat høj inflation, der var ødelæggende for danske arbejdspladsers konkurrenceevne og udgjorde baggrunden for renter på boliglån på omkring 20 pct. og behovet for stadige nedjusteringer af kursen på den danske krone.

Anker Jørgensen, der ikke turde gå imod forventningerne hos almindelige socialdemokratiske lønmodtagere og i fagbevægelsen, om at den automatiske dyrtidsregulering i al evighed ville holde dem skadesløse, gik af.

Tankegangen var at lade en borgerlig regering gennemføre de nødvendige økonomiske justeringer, men at en sådan regering hurtigt ville falde som følge af interne uenigheder.

Sådan gik det som bekendt ikke. Firkløverregeringen gjorde det nødvendige – afskaffede den automatiske dyrtidsregulering og tilkendegav at kronekursen lå fast.

Disse tiltag og nødvendige justeringer i de offentlige udgifter gav anledning til voldsomme demonstrationer på Christiansborg Slotsplads og protester mod regeringens ”sociale massegrav”. Alligevel lykkedes det Poul Schlüter at holde fast i regeringsmagten i mere end 10 år.

Indgrebene i den automatiske dyrtidsregulering i 1982, Kartoffelkuren og en række andre korrigerende indgreb fra skiftende regeringer i den danske økonomi, har sikret, at vi i næsten 40 år har haft styr på økonomien i Danmark.

Nu er Mette Frederiksen-regeringen i færd med at genindføre dyrtidsreguleringen. Ganske vist ikke til alle, men denne gang til lige præcis de vælgergrupper, hvis stemmer man gerne vil sikre.

Mette Frederiksen klar til at uddele 5.000 kr. til de 290.000 pensionister, der i forvejen modtager en såkaldt ældrecheck. Der er også en skattefri check til førtidspensionister og et øget kørselsfradrag.

Tidligere er der besluttet at kompensere lavindkomstfamilier, der rammes af de stigende naturgaspriser.

Finansieringen flagrer i den tynde luft, men ifølge Mette Frederiksen er der ikke problemer med at krænke budgetloven, fordi ”det er ansvarligt at have en underskudsfinansiering af nogle ekstraordinære indsatser«!

Nationalbanken har vurderet, at den nuværende høje inflation på 6,0 pct. vil falde igen senere på året. Pengeudpumpningen og den ekspansive finanspolitik vil imidlertid øge det efterspørgselspres, der ligger bag prisstigningerne og dermed yderligere bidrage til inflationen.

JA-siden har travlt med at påpege, at EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde er mellemstatsligt. Det betyder – siger JA-siden – at hvis Danmark ophæver forbeholdet og tilslutter sig forsvars- og sikkerhedssamarbejdet overdrager Danmark ikke suverænitet, og Danmark har vetoret.

Alle beslutninger træffes i enstemmighed, hævdes det, og alle EU-lande skal være enige.

JA-siden påstår, at skulle forsvarssamarbejdet i EU henad vejen udvikle sig i retning af, at beslutninger kan træffes med et kvalificeret flertal, vil det være et såkaldt overstatsligt samarbejde, der vil det kræve en ændring af selve EU-traktaten. Enhver traktatændring kræver enstemmighed blandt EU-landene, og bagefter skal traktatændringen også godkendes i alle lande, og det vil i Danmark kræve en ny folkeafstemning.

Vælgerne vildledes på det groveste.

For det første er det tvivlsomt, at Danmark overhovedet har en veto-ret.

Med Luxembourgforliget i januar 1966 blev de daværende seks medlemslande enige om, at forslag, hvis indhold sætter et lands vitale interesser på spil, skal afgøres ved enstemmighed. Det giver på papiret ethvert land vetoret, men realiteten er, at vetoretten aldrig anvendes, da man som regel indgår forlig i Ministerrådet.

Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto – hverken i EF eller i EU. Det sker, at enkelte lande forsøger at stikke en kæp i hjulet på beslutningsprocessen i EU. F.eks. brugte EU’s udenrigsministre sidste år ganske lang tid på at blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland efter præsidentvalget, hvor styret slog hårdt ned på opposition og presse.

Cypern forsinkede beslutningen, ved at kæde støtten til sanktioner sammen med Cyperns skænderi med Tyrkiet om retten til at bore efter naturgas. Cypern ville sikre sig støtte fra de andre EU-lande, før landet ville sige ja til sanktioner. Det endte dog med enighed, og der blev indført sanktioner mod Hviderusland.

Der foregår imidlertid en løbende diskussion i EU, om ministerrådet skal kunne træffe afgørelse med kvalificeret flertal på en række afgrænsede områder.

Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har Europa-Kommissionen bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

• Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
• Afgørelser om indførelse af sanktioner
• Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet.

Vi får ingen traktatændring og folkeafstemning, derfor NEJ

Den gældende EU-traktat har ikke været til hinder for, at der allerede blandt deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Regeringens løfte om, at hvis EU’s militære samarbejde ændres så markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, at det vil kræve en traktat-ændring, så vil danskerne få en ny folkeafstemning, er derfor meningsløst og uden reelt indhold.

Gyldendal ser ind i et 2022, der er kommet sværere fra start, end forlagshuset havde regnet med. Derfor er forventningerne til årets driftsresultatet nedjusteret.

Spørgsmålet er om det gamle hæderkronede forlag overhovedet står til at redde. Den nuværende ledelse syntes i hvert fald ikke opgaven voksen.

Fra ”M” til Gyldendal

Lise Rønne, der siden 2002 har været en del af tv-branchen, startede den 1. februar 2022 som redaktør på det kulturradikale forlag Gyldendal.

Lise Rønne begyndte som vært på musikprogrammet “Boogie” på DR1. Siden har hun haft en række værtsjobs på TV 2 såvel som DR, hvor hun desuden var tilrettelægger og lejlighedsvist vært på “Aftenshowet”. I 2019 indstillede hun dog tv-arbejdet for at læse litteraturvidenskab.

Hun returnerede til skærmen i 2021 som værtsvikar på TV 2’s “X-Factor”. Et hverv, hun også havde i programmets første sæsoner på DR.

DR-profilers skæbne hos Gyldendal

Man må så håbe, at det ikke går Lise Rønne på Gyldendal som det gik DR-profilen Rasmus Bjerre.

I efteråret 2020 kommer det frem, at DR-chefen Rasmus Bjerre, der på daværende tidspunkt var en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemte over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts, blev fyret fra DR.

Rasmus Bjerre havde til en fest  sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

Maria Fantino besluttede sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viste sig, at der havde været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Efter fyringen fra DR får Rasmus Bjerre i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Nyt job på Gyldendal

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på Gyldendal, der ledes af Danmarks Radios tidligere kulturchef, Morten Hesseldahl.

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. Tv-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende også bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyste, at der ikke var sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget havde fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Spørgsmålet er, om der ikke er andre i forlagets ledelse, der nu kan imødese en fyreseddel?  Jeg tror det!

‎Det er bemærkelsesværdigt, at Emmanuel Macron har opnået genvalg i spidsen for sin egen regering.‎ Men Macrons 2. præsidentperiode, kan meget vel blive vanskeligere end den første.

I juni er der valg til Frankrigs nationalforsamling, og en stor del af vælgerne bryder sig ikke om ham eller hans parti, La République En Marche!

Der er derfor risiko for, at Macron mister sit politiske flertal og tvinges til at dele magten med en oppositionsregering, kendt i Frankrig som “co-habitation”.‎

Marine Le Pen og den yderste venstrefløjsleder Jean-Luc Mélenchon har selv planer om at blive premierminister. Meget kan ske, men det er åbenbart, at et stort antal vælgere på den yderste venstrefløj kun stemte på Macron for at holde den yderste højrefløj ude af magten.

‎Frankrigs genvalgte præsident har derfor travlt. Vigtige reformer skal hastes igennem for at overtale en forvirret vælgerskare til at stemme på sit parti. ‎

Inden for få dage skal han danne en ny regering, der erstatter premierminister Jean Castex, der førte Frankrig gennem Covid-pandemien. ‎

Arbejdsminister Elisabeth Borne ses som et populært valg, fordi hun har en stærk historik på sociale spørgsmål, og det er sociale reformer, der er hans prioritet lige nu. ‎

Det spørgsmål, der dominerede begge runder af præsidentvalget, var prisstigninger og i det hele taget leveomkostningerne for franske husholdninger med lave eller almindelige indkomster.

‎Få timer efter valgresultatet lovede finansminister Bruno Le Maire da også at fastholde et prisloft på gas- og elprisstigninger indtil udgangen af 2022. ‎

Reformer på miljø-, uddannelses- og sundhedsområdet presser sig på, og ikke mindst har den grønne dagsorden prioritet for de yngre vælgere, der i stort omfang ikke gad at stemme ved søndagens præsidentvalg.‎

Det mest kontroversielle spørgsmål kan blive pensionsalderen. Macron har tilkendegivet, at den skal sættes op fra 63 til 65 år, men det vil næppe ske uden sværdslag.

Det må samtidig forventes, at Macron vil gøre alt for at opretholde Frankrigs position på den turbulente internationale scene og i forhold til EU.

Alt i alt ligger der en travl tid foran Emmanuel Macron.

Jakob Bødskov mener ikke, Danmark skal stå alene ude i syreregnen, når vores naboer i EU-fællesskabet rykker tættere sammen om det integrerede sikkerheds- og forsvarssamarbejde.

Nu er det jo langt fra sådan, at Danmark står alene. Vi har FN og vi har Nato.

I Nato-regi deltager vi i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Vi deltager også i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Ikke mindst deltager vi i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Hvorfor skulle vi sætte disse værdifulde samarbejder over styr for at kaste os ind i en diffus EU-overbygning på forsvarsområdet, hvor vi ikke kender formålet og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde?

Morten Bødskov har tidligere løjet for Folketinget

Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II måtte den 12. december 2013 gå af i kølvandet på en sag, hvor han ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Selvom fhv. højesteretsdommer Per Sørensen i Berlingske Tidende den 28. februar 2022 prøver at retfærdiggøre ”nødløgnen” (og sig selv!) stod det i december 2013 klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov. I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Hvorfor justitsminister Morten Bødskov ville lyve og misinformere Folketinget i anledning af et banalt besøg i fristaden Christiania har undret. Hvad der motiverede Bødskov – udover at han ikke undte Pia Kjærsgaard den massive presseomtale, som et besøg i Christiania under politibeskyttelse – er aldrig klarlagt.

Tilbage stod, at justitsminister Morten Bødskov måtte gå af som minister, da det kom frem, at han havde fyldt Folketingets Retsudvalg med løgn og latin.

Morten Bødskov – notorisk løgnhals?

Morten Bødskov har ved adskillige lejligheder afvist, at Danmark havde mulighed for at imødekomme anmodninger fra Ukraine om våbenhjælp. De 400 Stinger-missiler, som ikke længere benyttes af det danske forsvar, sendes ikke til Ukraine. Heller ikke 1000 natbriller og 700 kikkerter eller andre våben, som forsvaret har på lager, blev vurderet til at kunne bruges på en moderne og operativ slagmark.

Bødskov har tilkendegivet, at selvom regeringen ikke principielt havde noget imod at sende våben til Ukraine var det der var på hylderne enten forældet eller noget vi selv skulle bruge.

”Det er for gammelt. Der er en årsag til, at det ligger på lager. Det kan vi ikke sende afsted”, siger Bødskov ifølge flere medier.

Sat på plads af statsministeren og Folketingets flertal

Søndag den 27. februar 2022 lød der så pludselig andre toner. Ikke fra Bødskov, men fra statsminister Mette Frederiksen. Efter konsultationer med folketingets partier, vil Danmark nu donere op til 2700 panserværnsvåben til Ukraine.

Der er tale om skulderbårne panserværnsraketter, der kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer, uddybede forsvarsminister Morten Bødskov.

Samtidig bliver dele af 300 Stinger-missiler, der er lagt til bortskaffelse, givet til USA, som kan gøre dem operative – det vil sige klar til brug.

Senest ved statsministerens besøg i Ukraine blev der afgivet løfter om yderligere våbenbistand.

Spørgsmålet er hvor længe Morten Bødskov holder?

Morten Bødskov har et ubehageligt hængeparti fra sin tidligere ministerpost.

Som skatteminister har Bødskov gentagne gange fastholdt, at pluginhybridbiler er grønne biler, selvom han i flere måneder har været bekendt med resultaterne i en dansk undersøgelse, som viser, at pluginhybridbiler ikke er grønne.

Bødskov blev således i november orienteret om en undersøgelse fra Vejdirektoratet, der ud fra danske biler viste, at pluginhybridbiler i realiteten ikke lever op til lovgivningens krav om at udlede under 50 gram CO2 per kørt kilometer.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt og et svar fra Skatteministeriet.

I strid med de faktiske forhold, har ministeren flere gange fastholdt, at bilerne er “grønne biler”, og at de derfor er berettigede til en skatterabat på 108.700 kroner per bil. Morten Bødskov har ikke oplyst offentligheden om undersøgelsen, på trods af at han og ministeriet kendte til den. I stedet har han henvist til, at der manglede danske tal for “opladningsmønstre”.

Bødskovs fortielser er ikke nogen lille sag. I realiteten har staten i 2021 givet knap 4,2 milliarder kroner i skatterabat til pluginhybridbilerne, der ikke lever op til lovens krav om at for at en bil kan kategoriseres som ”grøn” skal den udlede under 50 gram CO2 per kilometer.

Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing kalder det “et problem”, at ministeren ikke har delt tallene.

– Der er en ret streng standard for, hvad ministrene skal svare folketingsmedlemmer, når det handler om at svare korrekt. Der skal selvfølgelig svares sandfærdigt, men der skal også svares, så det ikke er vildledende, siger han til Detektor.

Koldkrigeren Bertel Haarder og den såkaldte forsker, Christine Nissen, fra DIIS, fylder os med løgn om forsvarsforbeholdet.

JA-siden henviser ideligt med beklagelse til, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark var i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

https://www.berlingske.dk/samfund/danmark-deltager-ikke-i-eus-militaere-operationer-det-goer-lande-som-norge?fbclid=IwAR1wNTKXq-AgJuBoR8PiZWrYaPb6s4PGqBRwaYzhr2fG6MRVVnDaimz1LBo