Niels Krause-Kjær har i bogen “Lars Løkke” beskrevet Lars Løkke Rasmussens (15.5.1964) opvækst i 1960’erne op i Græsted. Som barn led han frygteligt af bihulebetændelse og bukkede ofte under for forkølelser og sov i de koldeste måneder med et elvarmetæppe. Ofte måtte han med moderen op på Hillerød Sygehus og have suget snot. Og en enkelt gang også have boret et hul i næseryggen. Lars Løkke Rasmussen var sådan en dreng, der ikke var god til fodbold og han havde også problemer med at stave. Han har selv fortalt, hvordan han kæmpede med sine staveproblemer, og med sin mors hjælp faktisk fik det lært.

Efter den lidt svage start fulgte Lars Løkke godt med i skolen og havde desuden altid gang i sine projekter. Han blev elevrådsformand i 5. klasse og han var patruljefører i det lokale spejderkorps.

Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”. Formålet var primært at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet ville foreningen afholde en rockkoncert i Gribskovhallen. Koncerten skulle afholdes Sankthansaften i 1982, og Lars Løkke Rasmussen prøvede at hyre bandet Rocazino til koncerten.

Rocazino

På det tidspunkt var Rocazino et ganske populært fritidsorkester med den unge Ulla Cold som frontfigur, men med sangen ”Elsk mig i nat” fik Rocazino et regulært gennembrud. Pladeselskabet Polygram udsendte singlen ”Elsk mig i nat” i 1982 og solgte 25.000 eksemplarer på et halvt år. Sangen har i øvrigt lagt navn til musicalen ”Elsk mig i nat”.

Orkesteret udgav i 1980’erne i alt 6 albums, der gjorde Rocazino til én af de mest sælgende popsucceser i 80’erne med mere end 1 million solgte albums. Hvem har ikke været til fest og sunget med på ”Ridder Lykke” og ”All My Love” eller heppet på landsholdet med ”Én For Alle”, som Ulla Cold sang sammen med Frank Arnesen og hele holdet ved EM i 1988.

Rocazino og Ulla Cold kan efter næsten 40 år den dag i dag fylde spillesteder og henrykke festivalpublikummer over hele landet.

Rocazino dropper koncerten i Gribskovhallen

Rocazinos megahit med ”Elsk mig i nat” betyder, at de dropper arrangementet i Gribskovhallen.

I stedet får Lars Løkke tilbudt soul-funk bigbandet ”Blast” kendt for funky musik med avancerede hornarrangementer, sangerinderne Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell i front, en swingende rytmegruppe og nogle af Danmarks dygtigste musikere.

Måske er soul-funk og avancerede hornarrangementer ikke rigtig noget for Græsted. Under alle omstændigheder køber under 100 mennesker billet til koncerten, og de manglende entréindtægter sammenholdt med arrangørernes udgifter, betyder, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke betale Blast

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

”Blast” overgiver sagen til en advokat, men Lars Løkke Rasmussen giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne raser, og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Lars Løkke Rasmussen rundt i Europa

Hvordan gik det så med Lars Løkke og ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”?

Året efter lykkes det faktisk Lars og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Fødselsdag

Rocazinos frontfigur, Ulla Cold, fylder i øvrigt 70 år torsdag den 5. september 2019.

I seriøse aviser, kan man læse, at kultiden er ved at være forbi i Europa. De europæiske landes kulforbrug styrtdykker, og flere lande vil helt lukke deres kulkraftværker. I EU er forbruget af kul siden 1990 faldet fra 497 millioner tons til 226 millioner tons i 2018. I samme periode er det samlede energiforbrug omtrent uændret – opgjort i olieækvivalenter på omkring 1,1 millioner ktoe.

Danmark

I Danmark har kulfyring stadig betydning. Det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark var uofficiel verdensmester i kulkraft. Hvis man i begyndelsen af 90’erne havde spurgt en medarbejder på Avedøreværket, Fynsværket eller på Vestkraft i Esbjerg, hvem der lavede de bedste kulfyrede kraftværker i verden, så vil svaret have været: Det gør vi!

Hvis man dengang havde spurgt i Energistyrelsen ville svaret formentlig have været det samme. Den danske teknik var uforlignelig, og de dengang nye danske kraftværker i 4-500 MW-klassen kunne bryste sig med en elvirkningsgrad på over 45 procent. Udenlandske værker opererede dengang typisk med elvirkningsgrader på under 40 procent.

Udover bedre økonomi gav den højere virkningsgrad også – alt andet lige – lavere emissioner af CO2, SO2, NOx m.v. Læg dertil ultramoderne røgrensningsudstyr og udnyttelse af overskudsvarmen i de store fjernvarmesystemer. Dengang – og det er stadig ikke mere end 20 år siden – var Danmark førende med hensyn til udvikling af anvendelse af kraftvarme, som betød, at udnyttelsesgraden i de kul, der blev fyret med, kunne nå op på 90 pct.

Væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen

I 2018 er de to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker stadig kul og naturgas.

I begyndelsen af 1990’erne var kul det helt dominerende brændsel ved produktion af el. I 1990 udgjorde andre brændsler end kul således kun 8,7 pct. af det samlede brændselsforbrug. I 2017 udgjorde kul stadig 26,7 pct. af brændselsforbruget i elproduktionen, mens olie, naturgas og vedvarende energi m.m. tilsammen udgjorde 73,2 pct. af brændselsforbruget.

36,3 pct. af den samlede danske elproduktion er stadig baseret på fossile brændsler, mens vedvarende energi nu tegner sig for 63,7 pct.

Det er også fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2018 på 778 Tj for 64,7 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 32,8 pct. af vedvarende energi. Omkring 12,3 pct. af det samlede danske energiforbrug dækkes stadig af kul og koks.

Mål om udfasning af fossile brændsler

Det samlede danske energiforbrug er igen stigende efter et fald på 5,7 pct. siden 1990. Danmark har også stadig en betydelig produktion af olie og naturgas, og sammen med produktionen af vedvarende energi betyder det, at landet er 76 pct. selvforsynende med energi. Naturgasproduktionen er fortsat stigende, men selvforsyningsgraden på olieforbruget i forhold til råolieproduktionen er faldet fra 106 pct. i 2016 til 84 pct. i 2018. Selvforsyningen med olie og naturgas er dog sammenlagt fortsat på 98 pct.

Ikke desto mindre er den politisk vedtagne målsætning, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050.

Opfyldelsen af målsætningen er forbundet med omkostninger for virksomheder og forbrugere.  Kul er et billigt brændsel, der findes i rigelige mængder. Et ton kul koster godt 55 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på knap 3 cent per kWh.

Andre brændsler herunder vedvarende energi som sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier.

Stigende kulforbrug i Sydøstasien

Kina, Indien og andre vækstøkonomier har derfor endnu langt fra opgivet kulkraftværker. I Sydøstasien og Indien ventes kulforbruget at stige. Kina bruger i dag over halvdelen af verdens kul, og Indien bruger mere kul end Europa og Rusland tilsammen.

Clean Coal

Der tales en del om Clean Coal teknologier, og CO2-lagring – eller Carbon Capture Storage – er blandt både videnskabsfolk og i FN-regi regnet som en vigtig teknologi, hvis vi skal begrænse vores CO2-udledning.

Der er ligeledes store forventninger til CO2-neutrale biobrændstoffer og der investeres massivt i BECCS-teknologier (Bio-energy with carbon capture and storage – BECCS).

Anti-kulalliance

På klimakonferencen COP23 i Tyskland, tog Storbritannien og Canada initiativ til en aftale om udfasning af traditionel kulkraft inden 2030. Den daværende danske klimaminister underskrev også aftalen, som ikke er juridisk bindende, men alligevel forpligter Danmark til at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden 2030.

De øvrige 14 lande i anti-kulalliancen lande er: Storbritannien, Canada, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, New Zealand, Etiopien, Chile, Mexico og Marshall Øerne.

Energistyrelsens foreløbige energistatistik 2018: https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/preliminary_energy_statistics_2018.xlsx

Sprængning af Enstedværkets 85 meter høje kulfyrede kedelbygning:

https://youtu.be/sIIz5wuTX58

Skal vi nu også i Berlingske tvinges til at læse om OPP – kapitalfondenes våde drøm?

Berlingske har ansat Thomas Bernt Henriksen som ny erhvervspolitisk kommentator og lederskribent fra 1. september.

Godsejer, cand.polit. Bernt Henriksen, født 5. april 1966 i Aarhus, har tidligere været lederskribent og debatredaktør på Børsen, men fratrådte i april 2018. Fra september 2018 har Thomas Bernt Henriksen været vicedirektør og cheføkonom i den erhvervspolitiske tænketank Axcelfuture.

Axelfutures har aktivt agiteret for offentlige-private partnerskaber, OPP, og afholdt i den forbindelse den 21. februar 2019 er OPP-konference.

På konferencen var socialdemokraten Morten Bødskov, daværende finansminister Kristian Jensen og tidligere departementschef Anders Eldrup indbudt til at tale varmt om offentligt-privat partnerskab.

I nedenstående link kan man se optagelser fra konferencen hvor der argumenteres for, hvorfor vi skal have mere OPP.

Anders Eldrups positive indstilling er forståelig – han har trods fået betaling af Torben Möger Pedersen og PensionDanmark for at udarbejde en rapport, der agiterer for OPP.

Socialdemokraten Morten Bødskov, der tidligere forventede at blive erhvervsminister i en kommende S-regering, anede formentlig ikke helt hvad han talte om på konferencen. Selvom Bødskov nu ”kun” er skatteminister, er det stærkt bekymrende, at Socialdemokratiet var parat til at give sig i kast med at bedrage skatteborgerne.

Det er også bekymrende, at den tidligere finansminister tilsyneladende har en positiv indstilling til OPP. Har Kristian Jensen da fuldstændig glemt Peter Brixtofte? Leverer han her beviset på, at han er totalt – ligesom i fuldstændig – uegnet til at lede partiet Venstre?

Er offentligt-private partnerskaber løsningen?

Mantraet fra Axelfutures og Kristian Jensen er, at OPP – offentligt-private partnerskaber – kan sikre os flere veje, skoler, plejehjem, forsyningsanlæg og grønne investeringer.

Det lyder jo forjættende – det eneste det åbenbart kræver er, at danske pensionsselskaber og andre institutionelle investorer garanteres en stabil strøm af skatteborgernes penge, at investorernes risiko afgrænses til en håndterbar størrelse og at et komplekst ”kludetæppe” af kommunale barrierer ryddes af vejen.

Direktør for Axcelfutures, Joachim Sperling, deltager dermed ligesom vicedirektør og cheføkonom Thomas Bernt Henriksen i den uredelige markedsføring af OPP overfor naive politikere som en overlegen udbudsform og attraktiv finansieringsmodel for offentlige anlægsprojekter.

At Bødskov og Kristian Jensen også er med på den galej, er stærkt bekymrende!

Bedre projektstyring?

Det er utvivlsomt rigtigt, når det påpeges, at der sine steder indenfor det offentlige er behov for bedre projektstyring. Sagerne i Banedanmark, DSB, sygehusvæsenet og Byggestyrelsen taler for sig selv. Sagen er bare, at OPP ikke i sig selv nødvendigvis sikrer en bedre projektafvikling, og det, der kaldes et kludetæppe af barrierer i forhold til kommunerne, heldigvis sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

Hvis disse regler ikke fandtes, kunne OPP-modellen være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

Erfaringer fra KV-regeringen i 00-erne

Det skulle nødig igen gå, som under KV-regeringen i 00’erne, hvor selv Anders Fogh Rasmussen nu erkender, at det var en fejl at kommunernes overforbrug ikke blev stoppet.

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor offentlige myndigheder skulle låne hos private OPP-partnere til en højere rente, end man selv kan låne til. OPP er helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til OPP-projekter på: gennem skat eller brugerbetaling.

Stop alle OPP-projekter!

Pengepolitiske lempelser og andre udviklinger på de finansielle markeder betyder nu, at halvdelen af alle europæiske statsobligationer har negative renter – herunder samtlige tyske statsobligationer. Det er nu gratis for stater at låne i obligationsmarkedet. Samtlige OPP-projekter burde derfor øjeblikkelig standses – det er langt billigere for skatteborgerne, hvis staterne selv finansierer infrastruktur, hospitaler m.v.

Selvom visse liberale Venstre-folk er fristet af OPP, kan vi takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner skulle de gældende deponeringsregler sikre, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

I Danmark har vi også været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6508276595080466432/

Konkurrencerådet har uddelt en lammende kritik af, at Falck – efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgår af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer er involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Berlingske Tidende har i en række artikler beskrevet, at uanset andres involvering var det Peter Goll, der fra sit direktørsæde i Falck orkestrerede hele den masterplan, som Konkurrencerådet altså vurderer til at være lovstridig, og som nu er meldt til bagmandspolitiet.

Hvem er Peter Goll?

Peter Goll, der siden 1. november 2018 har været vice president og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, har tidligere været politisk rådgiver, kommentator og 2014-2017 direktør i Falck.

Peter Goll er gift med kommunikationsdirektør Stine Luise Goll i lobbyorganisationen Finansrådet, og han har efter sigende et nært forhold til Martin Rossen, stabschef for statsminister Mette Frederiksen.

Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck, og Peter Goll måtte kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck forlade sin direktørstilling, hvor han var en del af koncernledelsen med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager.

Efter Falck startede den 43-årige Peter Goll sin egen rådgivningsvirksomhed, Goll Impact, som han drev frem til ansættelsen i Københavns Lufthavne 1. november 2018.

Københavns Lufthavne skrev i en pressemeddelelse, at med ansættelsen af Goll ønsker Københavns Lufthavne at “styrke indsatsen for at varetage den særlige samfundsmæssige rolle, som lufthavnen har.”

Peter Goll har tidligere været særlig rådgiver for daværende justitsminister Morten Bødskov (S) og rådgiver for daværende partiformand i SF, Holger K. Nielsen,

Peter Golls arbejdsmetoder

Fra tiden som nordisk partner og administrerende direktør i kommunikationsselskabet Geelmuyden Kiese, har BT oplyst, at magasinet Computerworld beskrev, hvordan Peter Goll i 2009 forsøgte at fremme TDC ved at skabe et negativt omdømme om den lille konkurrent, MidtVest Bredbånd.

Netop at skabe negative omdømme om en konkurrent var også en del af strategien, da Falck med Peter Goll blandt de ledende figurer indledte en smædekampagne mod Bios, som efterfølgende måtte opgive deres ambulancekørsel i Region Syddanmark.

Peter Goll har desuden frem til 1. november 2018 fungeret som politisk kommentator i Danmarks Radio – blandt andet i tv-programmet Jersild minus spin.

“For mig er det her en enestående chance for at arbejde sammen med nogle meget dygtige mennesker og nogle meget ansvarlige ejere om at gøre en velfungerende virksomhed endnu bedre til at varetage og kommunikere om sin samfundsmæssige rolle. Og det giver samtidig mulighed for at styrke arbejdet med det særlige ansvar som Københavns Lufthavn har for at inddrage sine interessenter i en tæt dialog om udviklingen af lufthavnen. Det er så spændende og vigtig en opgave, at jeg kun kunne sig ja tak, da jeg fik den tilbudt”, sagde Peter Goll ved ansættelsen i Københavns Lufthavne.

Vi venter endnu på de chokerede reaktioner, når CPH bringer Peter Golls særlige talenter i anvendelse.

Peter Goll må anerkendes som en sand mester i løgnagtig kommunikation. Inden hans centrale rolle i Falck/Bios-sagen blev kendt i offentligheden, nåede han et højdepunkt med hans rådgivning af Morten Bødskov, og ærgerligt må det have været, at løgnen om Christiania blev afsløret.

Mindre kendt er det, at Dansk Boldspil-Union, DBU, havde hyret Peter Goll til at hjælpe i striden om aflønning. Det forklarer hvordan DBU kunne nedværdige sig selv til at involvere sig i så uskønne slagsmål, der tydeligt gik ud på at få både det kvindelige og det mandlige fodboldlandshold ned med nakken.

DBU har siden fyret direktør Claus Bretton-Meyer.

Snyd med CV

Spindoktoren blev selv taget med bukserne nede, da BT kunne afsløre, at Peter Goll havde snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Venstre er hård og uforsonlig i kritikken af regeringens lempelser i udlændingepolitikken. Venstre har udarbejdet en liste over en række af regeringens udlændingepolitiske initiativer, og de når frem til 31 lempelser. Partiet gør, hvad de kan, for at det tal skal fylde mest muligt i debatten.

Men kan vi nu regne med Venstre?

Marrakesh-migrationspagten, som Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen, kan få afgørende betydning for tilliden til Venstre. Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

https://www.berlingske.dk/politik/laekket-eu-notat-aabner-ny-debat-om-omstridt-fn-migrantpagt

Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.

Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.

Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.

Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.

I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Statsminister Mette Frederiksen har til Berlingske Tidende den 11. august 2019 oplyst, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er ved at opbygge et lignende politisk sekretariat, der skal rådgive ministeren, og flere kan ifølge statsministeren være på vej.

Diskussion om teknikaliteter

Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre osv.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.

Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, har også givet udtryk for, at politiske sekretariater vil give kæmpeproblemer.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat

De brave Venstre-folk glemmer, at Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, faktisk gjorde noget lignende.

For at undgå Anders Foghs idelige liberale eksterne kritik, blev Fogh optaget i regeringen som skatteminister, hvor han med Poul Schlüters indforståelse oprettede et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.

Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede viceministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.

Dan Jørgensen

Dan Jørgensen, der i den Socialdemokratiske regering har fået en central rolle som Klima-, energi- og forsyningsminister, har også erfaringer med etablering af politiske sekretariater.

Som fødevareminister etableret Dan Jørgensen et strategisk sekretariat i det tidligere selvstændige fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Mens vi endnu har til gode at høre Statsministeriets departementschefs opfattelse af Rossen-sekretariatet, forklarede daværende departementschef i landbrugs-/fødevareministeriet, Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som administrator med styr på budgetterne, ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af den virksomme fødevareminister. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

I forbindelse med regeringsskiftet i 2015 blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Udvisket forhold mellem politikere og embedsmænd

Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer

Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.

Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, lede så mange sekretariater de ville og kunne uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Houston i Texas vil 12. og 13. september 2019 være rammen for den 3. runde af TV-transmitterede debatter mellem kandidaterne til at blive demokraternes officielle kandidat til præsidentvalget i 2020.

Foreløbig er der 9 håbefulde kandidater, der har kvalificeret sig til Houston-debatterne. Kravene fra The Democratic National Committee er nemlig, at mindst 130.000 har ydet bidrag til valgkampagnen, og at kandidaten i mindst 4 opinionsmålinger har opnået tilslutning fra mindst 2 pct.

Den seneste kandidat er iværksætteren, juristen og filantropen Andrew Yang fra New York, der slutter sig til de øvrige kandidater: Fhv. vicepræsident Joseph R. Biden Jr., Senator Cory Booker fra New Jersey, Borgmester Pete Buttigieg fra South Bend, Indiana, Senator Kamala Harris fra Californien, Senator Amy Klobuchar fra Minnesota, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, Beto O’Rourke, fra Texas, Senator Bernie Sanders fra Vermont og Senator Elizabeth Warren fra Massachusetts.

Tidligere boligminister Julián Castro har fået støtte fra over 130.000 donorer, men mangler at få mindst 2 pct. støtte i en opinionsmåling.

Mens alle de demokratiske kandidater i disse dage benytter Iowa State Fair til at promovere deres kandidatur er der netop offentliggjort en ny meningsmåling foretaget blandt personer, der sandsynligvis vil deltage i det kommende såkaldte caucus i Iowa, der sammen med New Hampshire, Nevada og South Carolina, afholder primærvalg/caucuses allerede i februar 2020.

Joe Biden fører med 28 procent, der siger de vil støtte Bidens nominering, fulgt af Elisabeth Warren med 19 procent, Kamala Harris med 11 procent og Bernie Sanders med 9 procent.

Italiens kommunistiske parti – Partito Comunista Italiano – blev grundlagt den 18. januar 1921 i Livorno af Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci (født 23. januar 1891 i Ales på Sardinien, Italien, død 27. april 1937 i Rom) var forfatter, journalist, politiker og filosof, en socialistisk teoretiker, kommunist og antifascist.

Fra den 6. april 1924 til sin tilfangetagelse af fascisterne den 8. november 1926 var han medlem af det italienske parlament. Gramsci blev idømt 20 års straffearbejde, men blev løsladt i 1937 pga. sygdom. Han døde kort efter.

Under sit fængselsophold forfattede Gramsci i alt 32 fængselsskrifter også kaldet Gramscis fængselsoptegnelser. Disse skrifter er blevet nogle af de mest indflydelsesrige marxistisk filosofiske værker i eftertiden.

Antonio Gramsci udviklede teorien om “cultural hegemony”, hvor de fremherskende kulturelle normer og værdier var etableret af den herskende klasse, bourgeoisiet.

Selvom det vist nok var 68-eren, Rudi Dutschke, der argumenterede for, at hvis den dominerende kultur skulle ændres, ville det kræve en ”lang march” gennem alle samfundets institutioner, er udtrykket ”Modkulturens Gramsciske March Gennem Institutionerne” ofte tillagt Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci er under alle omstændigheder blevet berømt for at udvikle en strategi for hvordan borgerlige vestlige kapitalistiske systemer kan ødelægges indefra. I stedet for at satse på, at den troløse arbejderklasse skulle gøre oprør, så burde man, ifølge Gramsci, satse på ”den lange march gennem institutionerne”. Marxisterne skulle erobre skolerne, medierne, kirkerne og i det hele taget alle institutioner som kunne bevare den vestlige, borgerlige og kapitalistiske kultur.

Antonio Gramscis strategi har været særdeles vellykket, og relativt upåvirket af Sovjetunionens sammenbrud er alle kulturelle institutioner nu tilsyneladende erobret af marxisterne.

Kvarteret Parioli, der er kendt som et af Roms mest fashionable overklassekvarterer, har fået sit navn efter et bakket område – Monti Parioli – der indtil begyndelsen af 1900-tallet faktisk lå udenfor Rom. Under Fascist-regimet residerede mange højtstående partifunktionærer og ledende embedsmænd i kvarteret. En række ambassader er i dag placeret i Parioli, herunder den danske ambassade i Rom, der er placeret mellem Via dei Monti Parioli og Via Antonio Gramsci.

Det syntes at være en kendsgerning, at en række af kongerigets repræsentanter på ambassaden i Rom ikke har været helt upåvirkede af Antonio Gramscis synspunkter.  

FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

UNRWA hjælper de godt 5 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at” UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

UNWRA i stormvejr

Udover tabet af USA som den største donor er UNWRA nu ude i en veritabel shit-storm som følge af korruptionsskandaler. Ledelsen af UNWRA kritiseres i en rapport fra organisationens egen etiske overvågningsudvalg for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse.

Kritikken når helt op til agenturets chef, schweizeren Pierre Krähenbühl, der er generalkommissær. Den i øvrigt gifte Krähenbühl skal i 2015 selv have lynforfremmet sin elskerinde, en kvindelig rådgiver til en nyopfunden position som ”Special Advicer”, der ledsagede ham på hans evindelige rejser på business class verden rundt, mens organisationens ansatte i øvrigt var henvist til økonomi-klasse. Posten som ”Special Advicer” har øjensynligt været finansieret af det schweiziske udenrigsministerium fra marts 2015 til december 2018.

Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.

Ledelsens dispositioner bidrag ifølge rapporten fra det etiske overvågningsudvalg til et ”giftigt arbejdsmiljø” i UNWRA.

Organisationens eksistens er truet

Sagen truer hele agenturet og en større undersøgelse er sat i gang. I mens overvejer donorerne, om det stadig giver mening at sende penge til UNWRA.

Som det første land efter USA har Holland stoppet sin støtte til UNWRA. Den schweiziske udenrigsminister, Ignazio Cassis, har offentligt kritiseret UNWRA og Schweiz har foreløbig indfrosset sit bidrag på knap 23 millioner dollars. EU er en væsentlig donor og den nye EU-Kommission ventes at tage stilling til fortsatte bidrag så snart den tiltræder.

Hvad gør Danmark

Danmark har smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

Spørgsmålet er nu hvad Danmark har tænkt sig at gøre med det årlige bidrag på 90 millioner kr.?

Andre skandaler i FN

Skandalerne i UNWRA kommer kort tid efter at det var helt galt i en anden FN-organisation: FN’s miljøorganisation UNEP. Her blev chefen – nordmanden Erik Solheim – i november 2018 fyret efter kritik af hans rejsevaner og brug af FN-midler.

Solheim-sagen gav smertelige mindelser om den 5 år gamle skandale omkring Lars Løkke Rasmussens rejser som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute, GGGI. I oktober 2013 kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt 1.056.402 kroner på 49 rejsedage i GGGI-sammenhæng. Der var tale om 15 rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner.

Kritikken af den tidligere norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, gik også på hans rejsevaner og brug af FN-midler.

Efter udnævnelsen til chef for FN’s Miljøprogram i 2016 kastede Solheim sig ud i et uhæmmet rejseri. Ifølge nyhedsbureauet Reuters rejste Erik Solheim 4 ud af 5 dage mens han sad i jobbet – 529 ud af 668 dage. Den omfattende rejseaktivitet påførte FN udgifter på over 3,2 millioner danske kroner.

En FN-revisionsrapport fra september 2018 dokumenterede, at FN’s Miljøprograms rejseaktivitet var fordoblet siden 2014 og det vurderes, at Erik Solheims konstante og dyre flyrejser havde skadet FN’s miljøprograms rygte og været i konflikt med agenturets målsætning om at sænke sit CO2-aftryk.

Ud over at revisionen kritiserede klimabelastningen fra hans flyrejser, satte den også et spørgsmålstegn ved, om alle rejserne havde været relevante og nødvendige for Solheims virke som chef for UNEP.

Ifølge undersøgelsen havde FN-chefen ikke afleveret passende dokumentation for alle sine rejser. Sammen med ferier blev de godkendt af en underordnet, hvilket er imod FN’s regler.

Ved en lejlighed fløj han på weekend i Paris fra Washington for efterfølgende at returnere til New York. Andre gange stoppede han i Norge på sine rejser rundt i verden.

Ifølge revisionsrapporten skabte miljøagenturets topledelse en administrativ kultur, som lod hånt om de fastlagte interne kontrolsystemer. En gennemgang af 592 rejser gennemført af 32 personer viste, at der ikke var afleveret dokumentation for mere end hver tredje, imens endnu en tredjedel først blev dokumenteret efter reglerne, da FN’s revision efterlyste materialet.

Var Solheim hævet over de generelle regler? Er Krähenbühl?

Ifølge revisionsrapporten skulle Erik Solheim overfor en FN-instans have nægtet at redegøre nærmere for 72 rejsedage til Paris og Norge med den begrundelse, at ”Vi kan ikke acceptere dette spørgsmål om ferie kontra job (…) Vi lever ikke længere i den industrielle tidsalder, og de må holde op med at behandle mig, som om jeg er en 07-17 fabriksarbejder”.

Afsløringerne af nordmandens forbrug af FN-midler blevet mødt med chok hos klimaorganisationer. En klimaforsker kaldte det overfor den britiske avis, The Guardian, for “sjofelt CO2-hykleri”.

Erik Solheim gav som forklaring The Guardian for sine mange rejsedage, at det var nødvendigt at være til stede rundt omkring i verden for at gøre en forskel.

Erik Solheim har tidligere oplyst, at han har betalt penge tilbage for nogle enkelte fejl i rejseafregningerne og bekræftet, at han har udtrykt frustration over overdrevent bureaukrati i FN-systemet.

Solheim antydede også, at revisionskritikken var en reaktion på, at han har villet reformere FN. ”Revisionsrapporten kom som en reaktion på, at jeg var den ledende reformator i FN. Mange var imod reformer og bidrog til at denne rapport blev udgivet” har Solheim sagt til Dagens Næringsliv.

Ifølge The Guardian blev avisen kontaktet af flere whistleblowere fra FN’s miljøprogram. Udover kritik af hans pengeforbrug har de ment, at Erik Solheims ledelsesstil har været diktatorisk og vilkårlig.

Chefen for det norske Greenpeace, Truls Gulowsen, har til BBC sagt, at Erik Solheim har været en meget synlig miljøagentur-leder, hvilket er godt og åbenlyst kræver rejser, men dette omfang og attituden i forhold til miljøaftryk sætter ikke et positivt eksempel.

Efter revisionen af Solheims udgifter mistede UNEP bidrag fra flere lande, herunder midlertidigt fra Danmark og Sverige. Støtten er dog genoptaget, og i 2019 er det danske bidrag til UNEP på 30 mio. kr.

Nogle befinder sig utvivlsomt i den vildfarelse, at Danmark ikke har noget i klemme i forhold til Nord Stream 2 forud for Donald Trumps besøg i Danmark 2. og 3. september 2019.

Nogle vil ligefrem vente, at Donald Trump vil rose Danmark for at lægge sten i vejen for naturgasledningen fra Rusland til Tyskland.

Den skammelige historie er, at Danmark i 2017 hverken havde et sagligt eller et validt juridisk grundlag for ikke at imødekomme ansøgningen om tilladelse til at føre Nord Stream 2-ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning, der i 2008 blev godkendt af Energistyrelsen uden større dramatik.

Havretten

FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet.

Danmark var aktiv i arbejdet der førte til FN’s Havretskonvention og stedse henvist til konventionen som et forbillede for internationalt samarbejde.

Ændringen af kontineltalsokkelloven

I oktober 2017 fremsatte regeringen derfor et lovforslag om ændring af lov om kontinentalsoklen. Lex Nord Stream 2 blev vedtaget i Folketinget den 30. november 2017 med ikrafttræden den 1. januar 2018, men også gældende for ansøgninger indgivet tidligere men ikke færdig behandlet 1. januar 2018.

Lovforslagets formål var at give en klar hjemmel til, at der kan inddrages udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i afgørelsen af, hvorvidt energi-, forsynings- og klimaministeren kan give tilladelse til at nedlægge elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk søterritorium.

Teknisk set er lovforslaget lavet sådan, at udenrigsministeren giver en indstilling til energi-, forsynings- og klimaministeren. Hvad udenrigsministeren baserer indstillingen på, er et frit politisk skøn, som kan omfatte alt, hvad der kan opfattes som udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitisk relevant i bredeste forstand. Det vil ikke fremgå af indstillingen, hvilke overvejelser udenrigsministeren har gjort sig, men der vil alene være et ja eller et nej til, om anlæggets placering på dansk søterritorium er foreneligt med danske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser og hensyn.

Nord Stream-loven lever langt fra op til normal dansk standard for lovgivningsmæssig præcision. Normalt undgås også lovgivning med tilbagevirkende kraft, men Folketingets flertal har altså ment, at et russisk anlægsprojekt ikke har krav på samme retsbeskyttelse som danske borgere.

Danmark slipper for at træffe afgørelsen

I øjeblikket er situationen, at der alene mangler den formelle tilladelse fra Danmark.

Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

I mellemtiden har konsortiet bag rørledningen forberedt alternative linjeføring nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Den 28. juni 2019 meddelte Energistyrelsen, at ansøgningen om at føre Nord Stream 2 gennem dansk farvand var trukket tilbage.

Selvom Danmark har udtømt de saglige muligheder for at blokere for Nord Stream 2, udestår stadig Danmarks endelige og formelle godkendelse af projektet. Det kan meget vel tænkes, at Donald Trump har forventninger om at den danske regering stadig vil være i stand til at blokere for Nord Stream 2.

Holdningen i USA – sanktioner!

Foreign Relations Committee i det amerikanske Senat har for nylig stort set enstemmigt godkendt et lovforslag – Protecting Europe’s Energy Security Act – om at sanktionere selskaber og personer, som er involveret i byggeriet af gasrørledningen Nord Stream 2.

Forslaget skal nu igennem flere afstemninger, før det kan blive til egentlig lov.

Fortalerne motiverer loven med at den skal imødegå Ruslands skadelige indflydelse, hvor Nord Stream 2 og andre rørledninger kan bidrage til destabiliseringen af Ukraine, valutaindtægter til Putin-regimet og dermed udgøre en trussel mod NATO-medlemmer.

Den amerikanske energiminister Rick Perry har for nogen tid siden truet med, at USA ville gå langt for at forhindre Nord Stream 2 – herunder sanktionere selskaber og personer involveret i projektet.

Signalerne fra Trump-administrationen og fra den amerikanske kongres har sin baggrund i en nyorientering af amerikansk energipolitik.

Trump-administrationen har for nogle måneder siden besluttet at godkende naturgaseksport, som en vigtig del af den nationale energi- og sikkerhedsstrategi.

Af hensyn til den amerikanske forsyningssikkerhed har det i en årrække været forbudt at eksportere olie og gas fra USA. USA er efterhånden verdens førende producent af olie og gas på grund af fracking og skifergas, og ventes nu i løbet af få år at kunne blive verdens tredje største naturgaseksportør.

Det amerikanske energiministerium har myndighed til at tildele licenser til de LNG-terminalerne, der kræves for at transportere naturgassen i flydende form til udlandet.

Cheniere Energy’s Sabine Pass terminalen i Louisiana blev godkendt i 2018 til at eksportere og de første LNG-laster herfra nåede tidligere på året til Polen og Holland.

Den amerikanske energiminister lægger ikke skjul på den strategiske amerikanske interesse i at tilbyde en sikker og stabil energiforsyning til Europa som alternativ til Rusland, der i øjeblikket har en dominerende position i europæisk energiforsyning. Derfor har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”.

USA har en klar interesse i at begrænse Ruslands rolle som leverandør af naturgas. Dermed skabes plads for afsætning af amerikansk LNG, der godt nok i øjeblikket er 20 procent dyrere end naturgas.

Den amerikanske energiminister, Rick Perry, har godkendt endnu en række terminaler, der snarest vil begynde at eksportere flydende naturgas, LNG, til Europa og især til Polen, som Trump besøger inden ankomsten til Danmark.

Polen har store ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Norge via Danmark til Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LNG, fra USA, som kan videresælges til andre europæiske lande med fortjeneste.

EU kan ikke dække eget energiforbrug

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at være stabil over de kommende 20 år.

I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer knap halvdelen af Ruslands offentlige udgifter af provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022), stenkul (i 2018) og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Nedgangen i Europas egenproduktion vil i 2035 svare til ca. 40 mia. kubikmeter gas i Holland, omkring 25 mia. kubikmeter gas i Storbritannien, omkring 24 mia. kubikmeter gas i Norge samt en mindre nedgang i den danske naturgasproduktion.

Samtidig vil gaseksporten fra Nordafrika i stigende grad blive begrænset af eget forbrug, mens ny gas fra den Kaspiske region kun vil blive leveret i små mængder til EU. Dette efterlader 120 mia. kubikmeter af den europæiske gasforsyning, som der fortsat skal kompenseres for – enten skal dette kompenseres ved LNG eller af russisk gas.

Nord Stream 2 skal derfor supplere eksisterende gastransportruter og med et europæisk importgab, der vokser til omkring 120 mia. kubikmeter gas i de næste to årtier, er der rum til import fra forskellige kilder.

Hvem kan blive ramt af amerikanske sanktioner?

Nord Stream2-konsortiet har hyret 3 hovedentreprenører til det praktiske arbejde med etableringen ag rørledningen. Det er det hollandske firma Allseas, det italienske Saipem og det tyske firma Wasco.

Nord Stream 2 er mere generelt en stor økonomisk drivkraft for mange dele af den europæiske økonomi: 200 firmaer fra 17 forskellige lande vil bidrage med stål, byggeri, anlæg, rørlægninger, logistik samt arbejde med miljøundersøgelser og overvågning. Hertil kommer europæiske ingeniørvirksomheder.

Den totale økonomiske værdi for Europa er 39 milliarder kr., hvilket skaber 31.000 jobs. Alene i Danmark er den økonomiske værdi af de allerede planlagte aktiviteter 525 millioner kr. Dette vil skabe 600 danske jobs.

Firmaerne i Danmark er blandt andre Blue Water Shipping, FOGA, Rambøll og GEO.

Blue Water Shipping i farezonen

Det er måske især Blue Water Shipping, der kan komme i farezonen i tilfælde af amerikanske sanktioner. Blue Water Shipping opnåede efter en international licitationsrunde, kontrakten til 40 millioner euro – 300 millioner danske kroner – med Wasco. Kontrakten dækker søtransport af rør fra Wascos coatingfabrikker i Mukran, Tyskland og Kotka, Finland til oplagringsfaciliteter i Karslhamn, Sverige og Hanko, Finland.

https://www.ft.com/content/9268b396-b3b7-11e9-bec9-fdcab53d6959